Livets Træ I Tiden

Chapters

• 0:02 Livets Træ Som Tidsbillede
• 0:32 Årringe, Rødder Og Overlevelse
• 1:45 Harpiks Som Biologi Og Kultur
• 3:02 Styrke Som Bøjelighed
• 4:03 Bevarelse, Integritet Og Menneskelig Balsam

Transcript

SPEAKER_00: 0:02

A hvor vi tages livets træ. Livets træ står ikke kun i jord, det står i tiden. Og tiden, som ellers slider alt ned, har her lært en anden disciplin at bære. Arbor vi tages. Navnet er i sig selv en erklæring, ikke som slogan, men som naturens egen afhandling om varighed. Et træ, der taler med årring, hvor hvert kredsløb er et stille viden om overlevelse, tålmodighed, vandring gennem klimaer, som mennesket knap kan begribe. Jeg ser det for mig sådan som dit symbol viser det. Grønne grene i et indre hier, en krone, der ikke kralder, men folder sig ud med den præcision, som kun liv kan frembringe. Rødderne er ikke en undertekst, de er selve argumentet, at det, der vil være, må have noget at stå i. Midt i træet hviler dråben, ikke som pynt, men som kerne, som en gylden samling af det træet har reddet fra storme, sov, kulde og brud. Harpiksen er træets langsomme svar på det, der ellers ville ødelægge, for resin er ikke sentimentalitet, det er biologiens intelligens. Når barken åbnes af tid, tryg eller skade, vælger træet ikke panik, det vælger forsejling, det skaber en balsom, en tæt beskyttende substans, som båder og bevarer, og så sker det forunderlige, som rækker gennem kloden, det, der i træet er en årleveshandling, bliver i menneskets hænder til en kultur teknologi, harpiksen, den fineste kvalitet, det næsten uforgængelige, bliver brugt til balsamering, ikke blot som ritual, men som menneskets ur gamle erkendelse af, at kærlighed ikke altid kan redde livet, men kan redde værdigheden, kan redde fortællingen, kan redde kroppen som tegn, kan redde relationen som fortsat virkelighed i dem der bliver tilbage. Jeg skriver dette med dybte gennem kloden, fordi livets træ ikke er et billede, men en geologisk og psykologisk sandhed, det rækker ned i det, vi kommer af, mulden, mineralerne det mørke tryk, hvor alt levende må lære at stå, og det rækker op i det vi længes mod lys, udvidelse, mening udsyn. Træet lærer os noget, som moderne tempo ofte overser, at det stærkeste ikke altid er det hårdeste, det stærkeste er det, der kan bøje sig uden at knække, det, der kan afgive sin egen medicin uden at miste sig selv, det der kan gøre sov til forsejling og brud til beskyttelse. Derfor er aborvitages næsten uforgængeligt, ikke fordi det aldrig møder sygdom, men fordi det møder den med form, med svar, med indre arkitektur, med langsom visdom, og måske er det her, din epistel bliver personlig uden at blive privat, du kender også det sted, hvor kroppen tvinger et menneske til at blive sandt, vor smerte gør alt overflydet overflødet, hvor kun det, der bærer, får lov at blive tilbage. Og så står du der, ikke som en, der overvinder, men som en, der forstår, for balsering i et dybere sprog handler ikke kun om død, det handler om bevarelse af livets integritet, om at beskytte det, der er heligt mod at blive gjort til støj, mod at blive reduceret til et forløb, mod at blive glemt i statistik. Ræsenen i de tre er derfor ikke bare fin, den er et princip. Det fineste er det, der kan holde sammen på det, der ellers ville falde fra hinanden. Det fineste er det, der kan forvandles skade til forsejling, det fineste er det, der kan give tiden en anden udgang, en forrødelse. Og når jeg ser din gyldne dråbe i det grønne centrum, ser jeg også en menneskelig mulighed, at det vi udskiller af erfaring, kan blive en balsom for andre, hvis vi ikke forråder den med hast, hvis vi ikke udnytter den som effekt, men bærer den med omhu, livets træ står roligt, som om det ved, at den største redning sjældent larmer, den virker i det stille, den forsejler, den bevarer, den gør det muligt at fortsætte, og måske er det derfor, vi igen og igen vender tilbage til træet som symbol, fordi vi i det ser en lov, der er større end vores skiftende mening, at liv, når det er sandt, beskytter liv. Pitit lumære, modit aborvites blive et sejl for alt det du bygger, spirende frø, stille resonans og den langsomme fornemmelse af, at noget i dig er skabt til at bære.