Lyden før forståelsen Video podcast

Lyden før forståelsen 

video podcast

Transcript

A Hook About Sound

SPEAKER_00 0:03

Tænk lige over det her. Hvad nu hvis de allerdybeste indsekter i livet slet ikke gemmer sig i store tykke bøger, men i lyden af noget der knækker. Ja, du hørte rigtigt. I dag skal vi se nærmere på en helt særlig dansk tekst, der faktisk starter med lige præcis det. En enkelt, lidt gået fuld sætning, som viser sig at være nøglen til det hele. Okay, her er den så. Der er en lyd, som går forud for forståelsen. Hvad i alt verden betyder det? Det lyder jo ret filosofisk, ikke? Altså, tanken om en lyd i en eller anden form for oplevelse, der findes i det der spidt sekund lige før vores hjerne overhovedet tænker at analysere og sæt ord på det hele. Og det er præcis den idé, vi skal pakke ud i dag. Men altså, kilden til den her store indsigt, den er nok lidt mere af overraskende end du lige regner med. Seriøst. Hele den her dybe filosofiske rejse ind i Sandsernes verden, den starter med noget så fuldstændigt værdsagtigt, og det er jo netop hele poængen, ikke, at det ekstraordinære, det helt store, det kan gemme sig i det allermest ordinære. Så lad os lige få set navn på. Teksten, vi kigger på her, hedder Spigerne Frø og er skrevet af Jans Fuldsang. Og ja, den bruger altså den her helt simple handling at spise et stykke knækbrød til at åbne døren til en meget, meget dybere form for oplevelse. Så hvordan al verden gør den det? Lad os se på. Prøv lige at lytte til, hvordan teksten nærmest maler med senser. Den beskriver de der tyndne skiver havsalt og frø, sprøgde knæk. Og så det her billede af, hvordan grumerne ikke bare falder ned, de springer ud og deler sig som lys. Man kan næsten se det for så. Alt sammen sker lige her nu. Smaget er en præcis errindring, og det hele sker, og det er vigtigt før sproget og analysen over hovedet kommer på banen. Det er rent ufiltret kropslig oplevelse. Og det her føres direkte over i psykologien bag det hele. For spigerne frøg er ikke bare en tekst, du læser, den er hvad man kalder performativ. Det betyder egentlig bare, at den gør noget ved dig. Den er designet til at aktivere noget i dig som læser, den vil have dig til at føle det, den beskriver. Og her er vi altså ved selve kernen. Det her begrebt den præreflexive oplevelse. Det er et lidt fantet ord, men det er simpelthen lyden før forståelsen. Det er den der råd umiddelbart kropselig erfaring af verden, før vores kloge hoved kobler sig på og begynder at putte alting i kasser og døme det. Det er den rene simple sens. Så her kan vi se forskellen stort på vidt. På den ene side har vi det at tænke over en oplevelse, det er intellektuelt, analytisk. På den anden side har vi det at føle en oplevelse, det er kropsligt og umiddelbart. Og teksten her, den er slet ikke interesseret i, at du skal forstå en idé om et gækbrød, nej, den vil have dig til at genkalde oplevelsen med din egen krop, den vil skabe en resonans, så du næsten selv kan mærke og smage. Den vil altså flytte os fra hovedet og ned i kroppen. Og det er faktisk her, det bliver rigtig interessant. For det betyder, at teksten får en slags terapeutisk kvalitet. Og det er netop fordi den ikke er en andet selvhælpsbo. Den står ikke og rober, at du skal være nærværende nu ikke. I stedet inviteren bare stille og roligt din opmærksomhed hen på en helt konkret sansning. Og ud af den opmærksomhed, at der opstår nærværet og roen helt af sig selv. Uden anstrengelse. Men det virkelig geniale ved den her tekst er måden, den er bygget op på. Den tager simpelthen den mindste, mest oversede detalje, man kan forestille sig. En lille krumme fra et knækbrøg og bruger den som et springbræt. Et springbret til at udforske de allerstørste eksistentielle spørgsmål, vi overhovedet kan stille. Så hvordan folder den rejse sig ud? Jo, det sker i 3 trin. Trin 1 er det helt simple sandsilige knæk. Den fysiske lyd og fornemmelse. Trin 2 den kropslige resonans. Lydden og følelsen aktiverer dine senser og måske endda minder i din krop. Og så trin 3 den sperende indsigt. Pludselig folder der sig en dybere betydning ud, som rækker langt ud over det der knægt brød. Det handler pludselig om relationer, om eksistens om det hele. Og her er vi ved selve grundprincippet i teksten. Det lille rummer det store. Det er en påmendelse om, at de største sandheder og de dybeste indekter ikke altid findes i store dramatiske livsbegivelheder. Nej, de kan lige så godt opdages i de bitte små, helt oversette øjeblik i vores hver. Midt i det hele dukker der så en lidt mystisk figur op, eller måske er det mere et begreb. Det bliver kaldt petit lemère, som jo er fransk for lille lys. Men hvad eller hvem er det her lille lys egentlig? Okay så petitlymær er altså ikke en person, man skal mere se det som en funktion, en slags regulerende princip inden i os selv. Tænk på det som en indre gejdende kræft, en slags indre visdom, der er der som en venlig ledsager, men som, og det er vigtigt, ikke dirigere eller kommer med færdige svar. Den er der bare. Som en stille roligt til stedværden. Og den her sætning fanger det fuldstændig perfekt. Ikke som svar, men som ledsagelse. For livet handler jo ikke altid om at finde de rigtige svar ved? Nogle gange er det allervigtigste faktisk bare at have en følelse af ledskabelse, den der indre tryghed, der bliver hos os, selv når vi er allermest i tyld. God så hvad kan vi tage med os for alt det her? Hvorfor er den her tilgang så speciel? Jamen det handler om selve metoden, den her helt unikke måde at invitere til oplevelse på uden at instruer. Den her tekst perrer på en helt anden vej. Den foretrækker oplevelse frem for forklaring. Den værdsætter tålmodighed langt højere end pres. Den beskriver omhu ikke som et mål, vi skal nå, men som en bevægelse en måde at være i verden på. Den fremstiller vilje ikke som kontrol, men som vidholdenhed. Og vigtigst af alt, den tilbyder ledsagelse ikke svar. Man kan sige, at den største styrke ligger i alt det, den ikke prøver at tvinge igen. Og det bringer os til selve kernebudskabet. Spirendefrøg er ikke ud på at overbevise dig om noget som helst. Den vil ikke sælge dig en bestemt sandhed, den vil bare ledsage dig. Hver en ledsager på din rejse mod indsigt ved at minde dig om den visdom, som du faktisk allerede har inde i dig, den visdom, der bor i dine egne senser og oplevel. Og lad os så lige lande på den her sidste utrolig stærke tanke for teksten. Det erfaret bager sin egen autoritet. Det levet behøver ingen forklaring. Tænk lige over det. Dine egne leve erfaringer, de har en autoritet i sig selv. De behøver ikke at blive godkendt eller forklaret af nogen som helst for at være sande. Det du har følt og oplevet i din egen trop, det er din viden. Og det efterlader jo med et spørgsmål, vi kan tage med os videre. For nu har vi set, hvordan et helt simpelt kækbrød kan åbne døren til et helt univers. Så spørgsmålet er nu til dig. Hvor i din hverdag, måske i den første slå kaffe om morgenen, i lyden af regn på ruden, i eller andet helt simpel overset handling. Hvor kan du finde den lyd det går forud for forståelsen? Tak fordi du så med.