De tyske flygtninge i Horsens

Hør Jamila Nilsen Sadiqis vinderbidrag i Historiekonkurrencen 2026. Historien handler om, hvordan de tyske flygtninge i Horsens blev behandlet efter 2. verdenskrig, og så trækker den tråde til Jamilas personlige historie.

Transcript

SPEAKER_00 0:00

Inden jeg går helt i gang, vil jeg gerne sage dig med på en tur. En tur tilbage i tiden til en provins by ved navn Hosens. Over i 1945 krigen er snart slut. Og du udgår en tur på årets første forsdag. Krigen har været mange år nu, og selvom Danmark ikke har med fortale konsekvenser ligesom Polen eller andre østlige europæiske lande, så kan du stadig mærke, at krigen og den tyske besættelsesmagt har sat sit breb på de ellers så fredlige hjemby. Og på den skole, hvor dine børn plejer at gå, både nu tyske og østbryskiske fløgninger. De fik ikke ophold i det grigsede Tyskland, men blev sendt videre til Danmark. Den tænke sald, som du får tilbage til brak så mange timer i, er blevet da sygt for soldater og krigsfanger fra Rusland, Holland, Estland og Letland. Den største flygninglejre i Hordens området ligger mellem Gravsøg, Brosøg og Blinsø. Der borte omkring 15.000 mennesker fra øst på sendet. Du har ikke selv været dernede. Du har læst om, hvordan lejer er. Den er stor. Og fløgningerne bor i barakker. Det var der masser af, sådan flygninglej. Desuden bruger de bagtruds høj langt væk fra byen. Det var det ikke personligt nødt, fordi det skulle else. Det er din primære tanke. En tanke, som i virkeligheden bliver delt af mange ud over dig selv. Måske i virkeligheden de fleste. Det er derfor den interessant. For da jeg for første gang læste kællerne om flygninger, om ulighed, om afstand. Så slog der mig pludselig, hvor nemt den her tanke har været dengang. Og hvorhældigt det var, fordi jeg forstod den. Jeg fortæller også om det her af en anden årsag. For en gang var der nogen fra min familie. Min far, hans søskende og hans mor, der stod der. Og var de flykning, som ingen rigtig vidste hvad skulle. Min far fra Afghanistan og kom til Danmark i 1995. Gold nok er det 50 år efter krigen slutte. Tiden er anderledes. Historier er forskellige. Men situationen er genkendt. Flygningen, der kommer fra et kridshærede land, og virkelig har brug for hjælpen. Forskellen er bare en ting. For min far blev ikke sat bagtrudsegn. I maj 1945 sluttede 2. verdenskrig. Og de allerste måneder af krigen, der blev der på Hitlers befaling samt omkring 250.000 tyske flygtninger til Danmark. For det ansvar, som man ikke havde bedt om. Men samtidig var der også noget, som Danmark bare måtte acceptere. Og der var vi stadig under den tyske besættelsesmagt. Udover det, så ankom der også 10.000 vis af flygtninger fra andre lande. Altså Polen, Rusland, Frankrig, Italien osv. Dengang var Danmark nemlig et fredeligt paradis i forhold til de krisarde lande i Centraleuropa. Man stod også i en situation, hvor man var nødt til at hjælpe. Men de fløgninger, der komt kun være i landet midlertid, for man ville gerne sende dem ud igen så hurtigt som muligt. Det var derfor, at de blev induseret i Lejre på skoler i idreter, altså alle steder, hvor der var plads til dem som. Horsen var bare en af de mange byer, der havde ansvar for en gruppe fløkning. Jeg er taget hen til en tennisal. Den ligger midt inde i hurten, så den er rimelig nemt tilgængelig. Jeg tror faktisk, at syghuset ligger lige nede på hovedvejen af den her bakke, som før op til tennis handen. Jeg har lige været før. Jo ikke fordi jeg ikke spiller tennis. Jeg anet faktisk ikke af den måde. Det ligger på sådan en relativt stille vej. Jeg kan se. Ude foran, det er sådan en kæmpe bygning. Det er sådan en stor grund. Bygning med sådan en har sådan skæld midt på, hvor der står på sends tennisk. Det er nok der blet grund. Og så får han der ligesom sådan et bygeri i tre. Der ligger på sådan en sådan en betong fundament, tror jeg der. Jeg ved det ikke. Og der hele der rimelig faldet færdig ud. Der er nogle vinder, der er blevet slået ind. Jeg ved ikke om det er på grund af frøsten, men der er to vanduer, der har smetter. Og alt det der tre, det har fået væsket sin farve sådan rimelig meget veget. Selvom den ser gamle ud, så det er fandme svært at forestille sig, at det her engang har været en flygt. Og der i 1945 der nemlig et par tussen af fløkninger fra Frankrig og Italien og Ride her den her tandis. Den her tandissag var en del af et system. Et system, som bestemte. Hvem at bevæge sig frid, og hvem der ikke må. Og så forstå det her, så tror jeg nødt til at finde ud af, hvordan det her flykning rent faktisk blev behandlet. Jeg ser lige nu med nogle dokumenter forhang. Og det er samme nogen, som jeg har hentet med påensbiarkiv for et par måneder siden. Jeg har delt det op i to bunker, fordi det er man ikke nødt til, når man snakker om de fløgninger, som kom til Danmark efter 2. verdenskrig. Så i den ene bunker, der har jeg nogle dokumenter om de tyske fløgninger i Rus. Og i den anden har jeg dokumenter om de fløgninger, som kom fra de alliede landet. Og de allierede lande er i det her tilfælde, altså alle andre lande end Tyskland. Og det første, at jeg lige lægger mærke til, det er den måde, de her flygninger, de bor på. For som sagt, så boede de tyske flygninger og de allierede flygninger ikke sammen. De bede på leger hver for sig. Og en typisk lejer for de allierede flygninger var som regel åben, og den lå tæt på byen. Og i årsen, så boede de på nogle forskellige skoler, blandt andet på byskolen og ibærskolen, og så boede de selvfølgelig også i Tandtallet. Desuden så virker det til, at de her fløkninger, de har et meget nært forhold til befolkningen. Der har de både fordi de bor sidde om side med dem, men også af en anden årsag. Fordi alt tyder nemlig på, at de her fløkninger de faktisk får gaver fra deres naboer. Jeg sidder lige med en kilde foran mig, som er blevet trygt den 2. juni 1945. Og det er fra en gruppe polakker, som har boet i en flygning lejer i Husens. Der står øverst på brevet, at det er til en her redaktør polakkerne, de vil gerne have udgivet det her indslag i et blad. Så den har nok været en kilde, som er blevet trygt i en avis efter krigen afsning. Nå, men oversætter, jeg egentlig tog den frem det, fordi der sådan cirka midt på siden af et ret fint afsnit. Der står. Vi takker de danske myndigheder, fordi de er gået ind på dette og har givet os et sådant dejligt tilflykssted, hvor vi kan være selv og fri. Vi ved, at vi i en særlig grad skylder deres energiske arbejde, dette. Vi takker ligeledes alle dem, der har givet så gode gaver, klæder og levne smidler. Det pjer så, at nogle af de her flytninger, de har et langt tættere kontakt til befolkningen af andre. Det behøver jo selvfølgelig ikke at betyde noget. For det kan sagtens være, at de har blakker, de bare har været mega heldige og har haft nogle rigtig venligt sendet nabor. Det skal ikke gå sige. Alligevel, så stuser jeg lidt over det. Ja. Men her i et andet dokument fra den 22. maj 1945, der står der, at der på Tørs Bølgrog i hver kommune bor et hollandsktepar. De var også løbningen. Og nederst på papiret, der står der, at ægteparet har fået udleveret rationeringskort og et antal rabatkoder, som gælder, når de skal købe milk, kød og smør. Og igen, det her behøver jo ikke at betyde noget. Fordi hvem vil ikke tage sig af så et gammelt ægtepar, som har flyttet fra deres hjemland på grund af krig. Spørgsmålet, der drejer sig måske i virkeligheden om, hvorfor de her flytninger bliver behandlet så pænt. Altså, at de får rabatkoder, de får tøj for offentligheden, og de får en hel del frihed. Men det er altså andre fløkninger, som ikke er. Jeg synes, at kontrasten bliver så lidt tydeligt, når man bevæger sig lidt væk fra skolerne og handler ud til den store flytningelejre uden for huset. For på den anden side, så langt væk fra de tryge omgivelser på kronen eller i Tendet, så ligger den flygtelejr, som jeg nævnte i begyndelsen. Det er den flygningejre, hvor der er titrudsegn hele vejen rundt. Og hvor alle flytningerne faktisk selv borden hinanden. Det er sådan en typisk flygningelejer for tyskere på det tidspunkt. Og hjælpen til de tyske flygninger, den var også ret begrænset. Fordi man havde besluttet sig for, at de skulle klare sig selv. Man fik tyskerne til at tænke på noget andet ved at sætte i arbejde. Så de fik med hver dag, og de havde et sted og sove, men det var også lidt det. Så alle gik på toiletet det samme sted. Dagene de var ens. Og i begyndelsen, der var det rigtig vant at sætte børn i skole, fordi alle tyske skolebørn, man inde på det tidspunkt, de var nesificeret. En anden stor forskel jeg også bemærket, at de her fødevarer, som henholdsvis er allieret og de tyske fløgninger, de får på lejrene i Husens. Og her der tager udgangspunkt i de fløkninger, der bor i Tenisland, og den store tyske fløgninger leger, der ligger lige ud for byen. Det særlig er her, at begge lejre var styret rødkors i husens. Men forskellene synes jeg alligevel er ret markante. Det er dog vigtigt, at vi lige har de her menneskers personlige rettigheder i mindte, fordi de tyske flygninger har som nævnt ikke lov til at gå frit rundt uden for lejerne, ligesom de allierede fløgninger, de har. Ogning, de må heller ikke kommunikere ind til de tyske flygtninger, så de eneste fødevarer, der kommer ind i lejerne, er dem, som bliver kørt den og rydkorske hos. Og de allierede flygtninger, de har derfor lidt nogle andre muligheder, fordi de ikke er fanget på den måde. Så jeg har opstillet et lille schema, så man kan lave en sammenligning. Og det allerførste. Jeg lige vil sige det med konklusion. Fordi jeg konkluderer, at de allierede flytninger får flere luksusvarer end de tyske fløjtninger, de gør. Det ser jeg blandt andet, fordi de har et meget forskelligt udvalg af brød og korn. De tyske fløgninger de får enormt meget råbrød og sigtigbrød. Og de allierede fløkning får rigtig meget frandsbrød hvid og havgri. De alliede flygtninger de får også mere og andre luksusprodukter, ligesom seve og vasker med sodasal og kaffe ierstatning. Og det er altså alt samet som de tyske flygninger, de ikke noget godt af. Men den største forskel, den er faktisk i kød. For gennemsnit, så bliver derdelt 750 gram kød til de allierede fløgninger, men kun 50 gram til de tyske fløgninger. Og det her som maximum. Når man sammenligner de her relationer, så står det ret klart, at det ikke kun handler om mængder, men også om prioriteringer. For det blev altså prioriteret, at de fløgninger, der kommer fra de allierede lande, de skulle leve så komfortabelt som muligt. Alt, altiske familier de skulle kæmpe en over kamp for at få et nogenlunde normalt hverdags liver. Det særligt er selvfølgelig, at det samme organisation, der har ansvaret for begge grupper. Selvom de bruger på to forskellige lejer. Men alligevel så har de to grupper helt forskellige levår, imens at de bor i Hus. Jeg synes også, at man kan kalde det systematisk forskelsbehandling. Jeg er nu af begreberne selv og frisend bliver relevant. For forskellene mellem flykerne i årens handlede ikke kun om de praktiske forhold. Det handl også om, hvem man havde medfølelse af, og hvem man holdt på stand. Det var jo ikke fordi, at frisendet i Danmark var helt væk i 1945, hvor vores historie finder sted. Det blev bare givet til alle. Historien om de tyske fløgning i Husens er i ens med mange andre historier fra rundt om et landet. I hele Danmark boede der 250.000 tiske flygtninger. Omkring 34.000 flygninger fra andre lande. Menfolkningen var vrede. Det er træt af krig. Det er træt af besættelsesmagten. Sådan var det også i hosten. Og by ikke kun interessant fordi det var med en hjemmeby. Men også fordi, at den er et klart eksempel på, hvordan de samme myndigheder kunne behandle mennesker så vidt forskelligt, afhængig af hvor de kom fra. Når jeg går på gaden i hosens i dag, så der ikke nogen store flygninger leger. Der er ikke nogen skoler, der har lukket, og der er slet ikke noget pitn. Men spørgsmålet står der stadig. Hvem lukker vi ind, når det bliver svært? Og hvem holder vi på afstand? Jeg vil gerne sige tak til min historierær, Stefanie, og så vil jeg gerne sige tak til Horsens byarkiv, for at hjælpe mig med at finde en masse kilder til min podcast. Jeg er glad for at jeg lyttede med.