Indblik - en podcast om mennesker i Den Sociale Virksomhed.
I denne podcast kan du komme tæt på livet på højt specialiserede bosteder og tilbud inden for social- og handicapområdet i Region Hovedstaden.
Indblik - en podcast om mennesker i Den Sociale Virksomhed.
Specialskolen Indefra: Fremtiden for specialskolen
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Dette afsnit handler om fremtiden for specialskolerne – og om de børn, der i dag og i fremtiden har brug for højt specialiseret undervisning. Er der for få muligheder for disse børn i dag? Vil der være flere eller færre tilbud til dem i fremtiden? Og hvor er specialskolen egentlig på vej hen?
Podcasten er produceret af Nossell & Co for Geelsgårdskolen med støtte fra blandt andet Socialpædagogerne og Ergoterapeutforeningen.
Hallo.
SPEAKER_01Når vi har omkring 70 henvendelser fra hovedstadens kommune om året, og vi kun har kapacitet til at tage syv i det, så er ikke bekymret for de syv. Jeg er bekymret for de 63, som får et andet tilbud end det, de måske burde have, og som måske lander lige mellem et viltgående specialt skeletilbud og et specialt skoletilbud. Det er bekymret for.
SPEAKER_06Hej Jaka. Vi er ved at være vejsning.
SPEAKER_03Hvor er ingen omkring her.
SPEAKER_06Ja, altså i dag skal vi se, om vi kan prøve at kigge lidt in i Christand, og snakke om, hvad vi risikerer at miste, hvis vi ikke længere har steder som Gildskolskolen. Og derfor så har vi spurgt Emil Franster, som er handikarforsker, og Rasmus Rubæk, der er forstærende og skoleleder her, om de ikke vil sidde sammen med os og prøve sådan at lige tage temperaturen i på Scialskolens fremtid.
SPEAKER_03Og så har jeg form. Så mere for det, som det her.
SPEAKER_00Velkommen til et podcast serien Scialskolen Indet Fra. I denne podcast serien følger vi journalister og iværksætter Job Norg, der sammen med sin god vand, forfatter og handikabaktivist Kasper Erik, er taget på besøg på sin gamle specialskole Haldskårskolen i Hjum, som han gik på for 30 år siden. Jegop er spændt på, hvordan eleverne nu om dagge lærer, træner og udvikler sig på Haldskogskolen, hvor samtlige elever har komplekse handicap. Ligom de fleste kender Kasper ikke ret meget til Specialskoler. De står ofte i skyggen af inklusionsdebatten om folkeskolen, og der er meget lidt fokus på de børn og unge, som har behov for et højt specialiseret tilbud. Derfor vil Jacob gerne vise Kasper den verden, han selv kommer, og Kasper vil gerne forsøge at forstå Jacobs forhold til den skole, som i så høj grad har været med til at forme ham, og forstå, hvordan han ser på sin gamle skole i dag. Nu begynder de to se ud for at undersøge, hvordan livet er for både børn og voksne på Galskårskolen. Dette afsnit af specialskolen inden fra handler om fremtiden for specialskolerne, og om de børn, der i dag og i fremtiden har brug for højt specialiseret undervisningstilbud. Job begyndte på Galskårskolen for 30 år siden, og han er overbevist om, at han ikke ville være der, hvor han er i dag, uden hans kolegang her. Han kan derfor ikke lade være med at tænke på de mange børn, som man i disse år forsøger at inkludere i det almende skoletilbud, og som måske kunne have haft lige så stor gavn af et mere specialiseret tilbud, ligesom han selv havde. Er der for få muligheder for disse børn i dag, og vil der være flere eller færre tilbud til dem i fremtiden. Og hvor er Scialskole egentlig på vej hen. Disse og andre centrale spørgsmål stiller de to venner til Gekorskolens forstand og skoleinspektør Rasmus Rubæk og handikab forskerne Emil Falskær. Og sidst men ikke mindst hører vi fra Elever selv, hvad det fedeste og værste er ved at gå på Gylskorskolen. Velkommen til.
SPEAKER_03Jeg har faktisk. Morg.
SPEAKER_04Hvor må er ikke glas.
SPEAKER_03Og nu er jeg ikke, hvor du kunne godt, hvor der er noget.
SPEAKER_02Det er Mills? Ja, sådan er meget sætter.
SPEAKER_03Punkte cow.
SPEAKER_04Eat my okay.
SPEAKER_03You got Toby girl.
SPEAKER_04Oh, that's how I do anybody.
SPEAKER_03I'm pinking gold and pink.
SPEAKER_05Yeah, hello Philip.
SPEAKER_03Oh, feel free.
SPEAKER_04Det er sommerful.
SPEAKER_03Oh Baby, man, I think. Ping. Men går på den her.
SPEAKER_05Hvordan er det?
SPEAKER_03Men. Har i mam mere.
SPEAKER_05Ja. Ja.
SPEAKER_03Nej bækken, men tænke på sunger.
SPEAKER_05Sådan er sådan noget. Det er det formærlig her. Og for tæt mere. Det er det for hyggeligt her. Kæft, der er bare klending. Jeg er nog snakke.
SPEAKER_03Min gangspørg. Mam må, jeg er jo gamme jo her, så.
SPEAKER_05Hvordan ser u?
SPEAKER_03Jeg er man pinger. En gaming kan he book Uh man, come boh I can eh, mamma, mama. Can't you gun me a mic?
SPEAKER_04Hi.
SPEAKER_03Um can't hang a cup. Big um ingang. Mænging kome. Hejder. Sådan er viking af sing. Hæg på mang.
SPEAKER_06Det her er lidt anderledes afsnæd, end vi plejer af, fordi vi sidder fire mennesker rundt om et bord. Rusbæks kontor. Han er forstander og skolinspektør her. Og noget, jeg lægger mærke til her in at der hænger tre plakater fra Luskin. Og så er noget, jeg tænker, apå noget, vi måske skal snakke om i dag, så i forhold med den Special Skole og Retensfundet, så er der et meget fansy har sænkebror, som vi tænker på en måde også har noget med handikar, men som er blevet sådan integreret i resten af samfundet. Ellers så er jeg en kaffemaskin, der er en afresher. Der er en lighting, der jo også prøver at gøre et liv nemere og optimet liv herin. Så man pludselig lægger mærke til nu, hvor vi har været ud i alle de andre rum. Der er meget lækker der. Og i dag har vi besøg af Emil Færster og Rasmus Rubæk, som vi på en måde ikke har besøg af, fordi det er dig, der har forstandet og skolinspektøret. Og i nem du handikarbsker. Og jeg har forprøjet at sætte jer sammen. Fi skal i dag er det sidste afsligt. Og vi skal snakke om hvor skal vi hen med speciale skolen, og hvad er i fremtiden.
SPEAKER_03Og minker med gamle, min sigte, måde.
SPEAKER_02Jeg hedder Mille Fløster, og jeg er handikabforsker. Det, jeg arbejder med, det er jo egentlig at lave forskning med fokus på mennesker med handicap. Jeg har lavet alt mulige forskellige forskning. Fra rigtig meget børn unge forskning med fokus på deres hversliv. Til sådan noget som forskellige handicapforståelse, hvordan de kommer til at udtryk i lovgivningen, og også hvordan de her handicap forståelser påvirker gruppen selv, og påvirker gruppens identitets ander.
SPEAKER_03Og det kan jeg sagten.
SPEAKER_01Jeg hedder Rasmus Rubæk, og jeg har lavet ledelse af specialundervisningen de sidste næsten 20 år. Og er nu skolinsportør og forstander her på Hældskorskolen i Hvum. Pl en regional specialskole, STU, buster og aflastning, terapift. Et stort fad. Så jeg leder sammen mit team af ca. 17 leder, leder vi. 330 mennesker, der på alle mulige måder beskæftiger sig med børn med funktionsnedsættelser.
SPEAKER_06Og så I arbejder på en måde herude, også med alle facetter af livet. Kan man sige, at man klipper ind i børns liv. Men nu sidder med en handikabforsker, kan du prøve at sige noget om. Hvad er det egentlig for en handicapforståelse, der er på sådan her sted, som du ser det?
SPEAKER_01Håh, at skulle skrue det til en handicapforståelse er nok svært. Fordi vi jo med alle vores fagligheder kommer med vores perspektiv på den. Jeg tror, at lærerne har et læringsmæssigt perspektiv på det. Hvordan arbejder vi med det? Pædagogerne er et helt andet fritidsaspekt. En fysioterapeut arbejder med et helt andet handicapsyn. Så det ned til en forståelse vil nok være svært. Det tror jeg, vi prøver at i virkeligheden at sige, at vi ser i virkeligheden handikabet sekundært og mennesket primært. Så det med, at sige her, en ting er, hvordan barnet beskrives i en faglig kontekst. En anden ting er at se på det her barn, hvor det er nu, og hvor det kommer til at være hele livet. Så det er der med ikke bare se vores ramme som noget, der stopper, når man er 18, eller når man går ud af 9 klass, men i virkeligheden vi lærer dem noget, som de skal bruge hele livet. Fordi handikabet kommer ikke til at slippe dem.
SPEAKER_03Jeg kommer til at virksom, at jeg ikke med, at vi måtte i hovedet, der vil bør til mere til omkring med. Så ikke om klarer mig, hvor drenge ombejer med jeres, når ikke her, hvor man ikke for den.
SPEAKER_01Forkort den ud, så vil sige, at det, vi arbejder med, det er jo at give barnet og den unge størst mulighed for deltagelse i eje liv. Fordi det er det, der adskiller de børn, der får den helhedsorenterede indsats, som vi kan give dem, frem for hvis de ikke fik den. Det vil sige, at det der med at sørge for, at lige gyldig, i hvilken kontekst de i virkeligheden befinder sig i, familjært, socialt, skolemæssigt eller andet, så bliver vi dem de kompetencer, som gør, at de får mest muligt indflydelse på e liv eller deltagelse i eliv, kan man sige. Så det er i virkeligheden et ligeværdsyn, synes jeg, at de skal have så store mulighed for at bestemme selv, som de overhovedet kan få.
SPEAKER_06Emil, når du kommer ud til den skole her? Hvad er så det, der slår der som handig forsker? Hvad lægger du mærke til?
SPEAKER_02Ja noget af det, jeg lægger mærke til, det er typisk sådan en variationen i rum. Og noget af det, som vil jeg vuddere og kendetegner typisk sådan en god institution. Det er både det der med, at man har en kombination af forskellige mindre rum, samtidig med, at man har et noget større rum.
SPEAKER_06Men du spørger noget. Also, hvordan sker det her for den lejlighed, jeg har.
SPEAKER_02Den lejlighed du har?
SPEAKER_06Ja, der er også et større rum og nogle mindre rum.
SPEAKER_02Det der faktisk er forskelden, det er, at der også på tilbudet og institutioner, hvor det der med faktisk at have de der fælles regler, det er ret begrænset. Og det betyder, at man får nogle meget mere enkelte lokaler, hvor man bliver meget opspillet ret hurtigt. Og det er ikke fordi, det per automatik er noget dårligt, men det der med at have mulighed for at kunne være i forskellige rum, det giver eksempelvis børn, mulighed for også at deltage på forskellige måder. Og det er sådan, der kan være super godt, især i forhold til børn med handikab, hvor der er nogle børn, der eksempelvis sagten kan indgå i fællesskaber, men ikke hele dagen. Så det er jo noget af det, som jeg typisk lægger mærke til. Og hvad er det for nogle aktiviteter, hvad man har? Har man redskaber eksempelvis. Eller har man ikke noget? Og det skal man bare huske på, hvis der er fx ikke er redskaber, hvis der ikke er billeder, man kan kigge på, og hvis der ikke er noget, man kan lave, så har du ikke noget at lave. Det skal man bare huske. Og det er ikke fedt. Det er sjovt og meget lavisk. Ja, det er mega lavisk, og det er på en eller anden måde ekstremst banalt. Men hvis man ikke er super specialiseret, og hvis man måske ikke har super meget børneperspektiv på det, man laver, så har man bare rum, der favoriserer de voksne. Det vil sige, at alting er i voksen højde, så kan børnene ikke nå det, det er dejligt praktisk. Så har man fokus på de voksne behov. Og hvis man jo egentlig skal lave noget, hvor man også simuler børn, så skal tingene lidt ned i niveau. Ford hvis børn er ikke sådan viser især i forhold til børn handling. Hvis de jo heller ikke bliver stimuleret på alle de forskellige måder mennesker, og kroppe nu kan blive stimuleret på. Man kan jo sige sådan, at så udvikler de sig ikke, men det mere det her med sådan, men så er der jo heller ikke resonant i deres liv. Fordi jeg har også været ude på institutioner og på tilbudet som er, kan man sige enormt sådan. Nogle gange så kan man så komme lidt til at glemme dem, som faktisk er der. Men det er egentlig en ting, som jo ikke kun gælder handiker. Det kan også skælde folkeskoler. Det kan også skælde alle muligt andre steder. Det gælder elevat knappen på hjillum og sammer til højder. Sådan som jeg ser. Så et af de helt store problemer i forhold til sådan noget som specialogi. Det er jo, at det bliver set lidt ned på. Noget af det, som jeg synes, der kender en rigtig god specialpiologik, det er den der balance mellem man kan det som del og helt. Altså den enkelte og fællesskabet. Og der kan sige, at der synes, at specialpiologikken ret ofte er enormt gode til faktisk at tage nogle af de her individuelle hensyn og inkorporer dem i de her mere fællesskabt hensyn, så flere faktisk har mulighed for at være med.
SPEAKER_06Det lyder også, som om noget af det her, du taler om kunne være enormt relevant, når vi nu begynder at snakke om sådan, at vi skal have yder inklusion i den almende folkeskole. Altså, at det er ligesom af nogle af.
SPEAKER_02Jeg har det sådan her. Inklusion lykkes ikke, hvis man ikke tager fat at bruge og anvender aktivt specialpædagologi. Så lykkes inklusion ikke. Det er jo meget spændende. Men det altså sådan, idéen om, at man bare kan lave inklusion, fordi man flytter nogle børn ind i nogle almende, jeg siger laver gods og den her. Men inde i den almende folkeskole. Og så ansætter, hvad ved jeg? En eller andet pædagog, som så lige skal sørge for, at de har det fint. Det kommer ikke til at lykkes. Og det er jo også den historisk erfaring.
SPEAKER_06Jeg har også noget at hører Emil siger det her. At det er specialpædagogik og specialskolområdet, måske er noget, der bliver set på. Kan du mærke det, som forestander egentlig?
SPEAKER_01Det er lidt dobbelt. Og jeg synes ofte, at specialpædagogikken ofte bliver set på som en række lidere mekaniske ting, man kan gøre for at få flere børn mokket ind i et klassokal. Der er noget omkring struktur, der er noget omkring kommunikation, der er noget omkring rumlig indretning, som vi kan tage ud af en specialskole og putte ind i en folkeskole, for at muligt gøre inklusionen af flere børn. Det vi glemmer, det er jo der, hvor værdierne ikke følger med. Når du ikke kigger på børns mulighed for deltagelse. Når du ikke kigger på skolen med et børnesyn, hvor er interessen, hvor er motivationen, hvor det, de kobler sig på, så bliver det bare en række mekaniske ting, som ikke kommer til at skabe større værdi for de børn, som ellers ville have været på en speciale. Så for mig her, så synes jeg, at Specialskolen er lidt ligesom af sammenlignet med NASA. Det er noget vanvidigt noget, der sker på et højt specialiseret niveau, men de eftereffekter, som det har i et helt samfund, af vildle, for de ting, der bliver, som er en nødvendighed at tænke over og udvikle i det felt, kan pludselig bruges mange andre steder også.
SPEAKER_02Et eksempel på det er jo den her anvendelse af pigtogrammer. Som man så inkorporer i den anden folkeskru med henblik på at kunne fremme inklusion. Og det er jo den indsigt ved, at vi faktisk tager nogle af de her teknikker, eller tilgangen. At det er jo ikke kun noget, der er godt for børn og unge med handicap. Vi har jo faktisk fundet ud af. Det er lige så godt for nogle af de børn, som ikke har handik.
SPEAKER_06Altså i en form for pædagogikens Botok. Så jeg har Botok, som er sådan op for det til folk så meget Jakob, der skal bedre ind i musklerne med det. I dag, så bliver det brugt i kosmetikken i en kæmpe miljær industrien.
SPEAKER_02Men det er fuldkort det samme. Det er det begreb, som beskriver netop det den, der hedder krebot effekt. Og det stammer fra USA, hvor man begyndt at smadre de her kantsten. For så at lave en mere glat overflade, så man kunne bruge den som kørest broer. Og hele den der købekot effekt, tankegang, altså hvis der vi indtænker handicapperspektiver ind i almenområderne, eller i det normale samfund, hvis man kan sige sådan. Så har vi faktisk fundet ud af, at der har en lang række aflevte effekter, som ikke bare er gode for mennesker med handikap, men som er gode for alle.
SPEAKER_03Men ikke om her omkring her. Og hvis du gør, meget user, som en som er en masse en Politisk og en groet, for ikke må.
SPEAKER_01Grundlæggende, så er Galskorskolens eksistensberettigelse at tover, hvor kommunerne rammer metodeloftet. Det er hvor hovedstadens kommuner siger, nu bliver det for krydet, nu bliver det for mærkeligt, nu bliver det for specialpædagogisk, selv for vores verden. Ring til Galskårskolen, så må de tager. Det loft kan vi jo mærke rykker sig i de her år. Det vil også sige, at når de begynder at arbejde, som Emil siger, når de begynder at arbejde med piktogrammer og specialpædagogik i folkeskolerne og i almenskolerne, så rykker det metodet Lotter. Det vil også sige, at det skal måske lige sige, hvad rykker det her. Det rykker det bare. Så det bliver handelt. Måske har kommunen har en ambition om at holde flere børn i egne tilbud. Det vil også sige, at i langt mindre grad ringer de til dem, som kan noget ekstra. Det gør så også, at når de ringer til os, og det gør de heldigvis meget og ofte i langt højere grad, end vi kan optage, så er det børn med en anden profil end de børn, vi tidligere har haft. For eksempel har vi børn, der i højere grad har en ud af reagerende adfærd. Og det vil ellers under normale omstændigheder være elever, som vi siger, at det er ikke i vores målgru, for vi kan ikke passe på de andre børn i de rammer, vi har. Så der sker noget ved os, når kommunerne begynder at rykke ved grænserne for bodfladerne mellem almen skole og specialskolen. Hvad tænker du i MINKE.
SPEAKER_02Der er selvfølgelig, jeg ved ikke, om man kan kalde det decideret praksisk skrevet, men man er blevet meget opmærksom på det der med, hvis man kan holde borgeren eksempelvis i folkeskolen, eller man kan holde borgerne i hjemmet frem for at de kommer på på tilbud. Og det er der jo flere årsager til. Men en af årsagerne er jo ofte en økonomisk del. En anden ting er jo også, at det handler også om vores idealer og værdier i vores samfund, altså vores idé om, hvad det god liv. Der bliver det jo ofte fremstillet som om, at det der med at kunne gå i almindelig folkeskole, eller det der med at kunne boene og være selvstændig og sådan noget, det er bedre end fxvis bo på et botilbud, eller gå på et specialiseret tilbud.
SPEAKER_06Det er måske også noget af det, tænker jeg på en måde også ved at være et sted, hvor et af de sidste steder, hvor der er sådan nogle former for en kamp, der handler om værdier også bare og menneske syn. Jeg tænker, at vi lever i et samfund, uanset hvilken politisk fløje, alt muligt man er på, så beværer vi os mod et mere autonom samfund. Der er sådan i dealer om selvstændighed og omstillingsparet. Alt muligt som jeg generation i hvert fald har været en del af. Og så er jo ligesom sådan et mås til det også i stigende grad, synes jeg.
SPEAKER_01Så et offentligt regionalt tilbud, må vi aldrig gå ind og kæmpe for en dyre foranstaltning eller et eller andet. Men vi er vidner til nogle forældre, der kæmper meget hårdt for at få lov til at få de rigtige kommunikationshjemidler, at få de rigtigt hjælpemidler i hjemme, at få den rigtig aflastning, at få den rigtig hjælp alle mulige økonomiske og fysiske måder. Og med vores faglighed kan vi understøtte og begrundle og forklare det faglige perspektiv på det. Så vi ser nogle familier, der er enormt overpresset af den her værdikamp i virkeligheden. Uden at vi selv som offentlig stands stemper særlig tydeligt i den måske.
SPEAKER_03Jeg ikke om det mere en grog, men jeg ikke for en gærke, så jeg går på det om. Og jeg tror ikke, at mine ikke, jeg kiker, hvornår?
SPEAKER_01Når jeg for efterhånden mange måneder siden fortalte om, hvor mange gange øvet med dig. Med at I gik op og skulle øve med, hvordan man tog tog, og hvordan man fik signaleret til togkonduktøren, og man kommer ind og ind og øver at tage tog med børnene i dag? Når vi lykkedes, så øver vi de børns livskvalitet markant. Vi øjer også den familie livskvalitet markant.
SPEAKER_06Og hvis man skal prøve at kigge frem året i fremtiden. Hvad er fremtiden for sådan nogle steder som Gildskår skolen, som du ser.
SPEAKER_02Det er jo ikke fordi, der er så meget at plante sit håber i. Jeg tror, at det, vi vil se, det er stadig flere børn. Og unge, der har hårt for specialiseret indsatser. Fordi vi ikke passer godt nok på den fra start. Og det tror jeg, jeg har en lang række afledte effekter. Det, jeg kan være bekymret for, det er selvfølgelig, at man fra politisk hold stadig ikke ser værdin i nogle af de her specialiseret tilbud og indsatser. Og man bare ser det som noget, der er dyrt.
SPEAKER_01Jeg vil godt sige, at jeg er mindre bekymret end i millig fem år fremme. For jeg ser faktisk, at der er behov for os, og jeg ser også, der bliver ved med at være behov for os. Og jeg ser, at der er en øget opmærksomhed på ikke den tog, der er i uddannelssystemet mellem almen skol og speciale, men at der bliver åbnet op for den tredje mulighed, som vi er, nemlig den vidgående specialundervisning. Og den tror jeg. Uanset hvor tidligt vi samler børn op, så vil altid være børn, der har brug for den højt specialiseret indsats. Så hvis jeg kun kigger på vores matrikkel, er jeg ikke så bekymret.
SPEAKER_03Mæsende Bekømme. Men du har, hvornår.
SPEAKER_01Når vi har omkring 70 henvendelser fra hovedstadens kommere om året, og vi kun har kapacitet til at tage syv ind. Så er jeg ikke bekymret for de 7. Jeg er bekymret for de 63, som får et andet tilbud end det, de måske burde have haft, og som måske lander lige mellem et vidgående specialskoletilbud og et specialskoletilbud. Det er jeg bekymret for.
SPEAKER_06Altså jeg ved godt, at du må jo ikke sidde i en podcast, på en måde, som laver B om ting. Men hvis der nu er noget, der kunne gøre det arbejdet nemmer. Og vi ikke bare snakker om økonomi og politik.
SPEAKER_01Svaret bliver bare økonomi og politik. Detværre. Men vi kan få lov til at holde fast i den specialisering, vi fx har. At vi får lov til at have den ram, der gør, at vi kan sende lærer og pædagoger på kurser og videreuddannelse og med til seminarer, at vi får lov til at koordinere vores viden regionalt, internationalt. At vi kan få lov til at have den økonomiske ramme, som gør det, men det er jo ikke politisk økonomisk spørgsmål. For ellder vi den her specialisering. Og så er jeg bare bange for, at så brugsen, den løber tør, der kommer ikke flere ting herfra. Der kommer ikke den næste Tefler eller den næste velkroopfindelse her fra de her steder, fordi så løber den tør. Og hvad sker der som ti år, når der er brug for noget andet til en anden gruppe børn, der har brug for noget tredje.
SPEAKER_03Men jeg har ikke her et eller ud på biderme. Der kommer i arbejd. Anke for ikke for mere. Jo ikke af pengen med her. Hvad vil det sige?
SPEAKER_02Så vil jeg sige, at det ved ikke noget om. At det er spillt af penge om at bruge, altså lække penge på den anden. Man kan sige, at alternativet er, vi er lå værk. Og de aflægde effekter, der er forbundet med at lade. De er jo voldsomme. Alle de aflægde effekter, der er forbundet med ikke at hjælpe et barn. Det ser vi jo blandt andet i fækken af lige nu med en lang række børn, som har skoleværk?
SPEAKER_06Der er også noget, jeg tænker på, som er en ting, at I sidder og ved alt muligt. Og I sådan et af problemerne er nogle gange måske, at vi overser lidt, hvad specialskolerne faktisk kan gøre og allerede gør. Men hvordan får vi sådan den almene borger ude i samfundet, som ikke aner, at det her sketre?
SPEAKER_01Hvordan hjælper vi de mennesker? Vi kan godt historisk set har haft en tendens til at lukke os lidt inde. Vi har en forpligtelse til at komme ud i det samfundet med de børn, vi nu engang har. Og der har vi måske ikke helt været gode nok til at gøre vores børns deltagelsesmuligheder gode nok i det omgivende samfund. Så der synes jeg, vi som specialskoler må tage noget på os. Og sige, at vi skal også barke døren ud og komme ud med de her børn.
SPEAKER_02Og man kan sige, at så er der selvfølgelig også en masse barriere ude i samfundet, der netop gør det der super svært. Men jeg synes 100%, det skal man arbejde for. Og hvorfor? Det er fordi, at hvis man ikke gør det, så bliver de her grupper, de bliver jo en del af den kollektive bevidsthed, fordi det er ikke der ud.
SPEAKER_03Jeg har ikke noget af andre, så må her, hvor. Jeg hænger om jeg.
SPEAKER_01Først og fremmest kan de jo gå på vores hjemmeside og kigge ind i vores videoer og alt muligt andet. Og så skal de jo komme på besøg. Så jeg siger, at vi spærker dør op. Alle er velkommen til at komme ud og lære det, vi gør. Og vi er meget nysgerrig på, om andre har perspektiver på vores faglighed, som vi ikke har set indtil videre. Så kom bare forbi.
SPEAKER_03Men nu mere her. Men for ikke bare mor. Hvor kan jeg fordelage, at du kan for her. Og det må mere.
SPEAKER_02Altså, jeg synes, det er svært at svare på det her spørgsmål. Fordi sådan som det ofte er, så er der jo rigtig mange forældre, som skal kæmpe flere år for at få et tilbud til deres barn. Og få et tilbud, hvor de bliver mødt med specialiseret viden. Men selvfølgelig nogle af de argumenter, som jeg vil sige, der er forbundet i forhold til det her med at netop specialiserede indsatser og møde børn unge med specialiseret viden, det er jo, at man skal altid kigge på, hvad er alternativet. Hvad er det for nogle afle effekter, forbundet med ikke at gøre det, og nemlig ikke at møde barnet behov. Det vil typisk være børn, der kommer til at trives meget rænget. Og det har jo en lang række afdelet effekter.
SPEAKER_06I end sådan lidt. Det er nogle lidt, meget konkret det. Det kan jeg bare lige. Jeg synes, der er sådan nogle gange. Konsekvenserne er meget hårde. Og konkvenserne er meget konkret. Det spørg her til. Fordi vi har også set. Vi har set mange dejlige ting i gen på programmer. Vi har været ude i mange af de dejlige specialtpædagogiske rum og møtte mange børn og alt muligt. Men det fordi, vi er et hårdt og svært sted lige nu som samfund.
SPEAKER_01Der er ikke tvivl om, at den økonomiske ramme er helt enormt preset. Og kommunerne har utrolig mange rigtig gode specialskoler. Men de oplever også, at fejlvisitationen er uhyre omkostningsfuldt. Det vil sige, at hvis du ikke får fundet det rigtige sted til det rigtige barn på det rigtige tidspunkt, så er det utrolig dyrt. På et menneskelig plan og også på et økonomisk plan. Så det der med, at som ikke siger, at hvis man som forældre, så ligger da en stor børde i at kunne dokumentere, hvad er det, der er behov for, hvad det barn trives med, hvad er det læringsperspektivet er, hvad er det, vi kan se hos vores eget barn. Fordi det er utroligt dyrt, hvis man rammer forkert. Omkostningerne ved de valg, som der bliver truffet alle mulige andre steder. Er bare blevet meget tydeligere, tror jeg.
SPEAKER_03Og omkring tror jeg. Det kom. Jeg må ikke over ikke om der.
SPEAKER_06Det tror jeg, du har ret.
SPEAKER_03Det er ingen.
SPEAKER_06Jo. Og måske også bare et sted, som jeg tænker, på en eller anden måde snakker om, at det her en debat, vi bliver nødt til at tage som samfund, og som kræver, at flere måske sådan lige retter øjnene ud sådan her steder. Og på en eller anden måde jeg kækker på, hvad der faktisk forgår der. Tak fordi du bliver kombi i bald. Det var sygt. Det var dejligt sådan her. Jeg vil være i vejs and. Det har været en vild rece medrum og fyskerabi og ned i svømme halv og møde med Johanne. Der bor her og alle ting. Der er sådan to ting, der er særligt så meget.
SPEAKER_03Jeg er kongere von min. Og virgens og opgiven. Hvor jeg også kommer for, og jeg kan jo gære for, at vi har nævet det her på. Og jeg vil ikke må tænke, at jeg har forgæren at vise ingerifør. Og jeg kan mere en kinkel som det hangen, kabiker, som er jo meget. Og den kommer. Hvorkring omkring år. Hvor derfor. Jeg har ikke begærer her. Hvor kænker. Hvor jeg? Hvorfor kænker?
SPEAKER_06Altså jeg tænker, jeg har tænkt lidt på, at noget vi startede med, det var, at du havde sådan forventning om, at jeg på en måde havde en eller anden berøringsangsår og få sådan et sted som en special skol, som helt skårskolen er. Men det er også om, at når vi har været herude, så er det faktisk mange gange også ved, der har haft det sværest med at være tilbage. Aller med at min idé om dig som handikabet på en måde også pludselig skulle indholde det, at du har gået her. Og nu er altså, det er et svært spørgsmål, men jeg tænker bare, har det forandet sig, mens vi har lavet de her programmer.
SPEAKER_03Jeg er en børn, der kan overreg. Jeg har ikke. Det var meget omkring. Og hvad med og morke? Men mere, der har mere, hvem tænke, der har mere endgår måske skærer for mig. Og så har jeg overrasket. At der på en kamer, ikke er på, hvor anden så.
SPEAKER_06Jeg er helt enig af det, du siger med normaliteten også, men jeg tror, en på enkel herude er vel også, at selvom normaliteten kan have sådan nogle store begrænsninger, og den også kan fylde meget i vores samfundssted, så gør det ikke så meget, at den findes på den måde, den nu gør, så længe der får lov til at være plads til noget andet.
SPEAKER_03Angær, vi opgærer. Vi har ikke kombrækket, at man passer på. Det er så kæmpe. Er ikke at forskninger. Angæren er ingen hænger. Jeg passer nu på. Det her skærer morger. Angum banker, har med her.
SPEAKER_06Det synes jeg også var noget, man kunne mærke på Emil og Rasmus i dag. Altså, at der er så meget, der foregår herude. Der er så meget potentiale. Men vi skal også passe på de her rum, der findes. Og specialpædagogikken får lov til at være her, så vi på en eller anden måde kan huske, at vi har brug for det.
SPEAKER_03Jeg tror meget på ret, så kan der.
SPEAKER_06Tak fordi du tog mig med herinde. Det har været en stor fornøjelse. Og det håber vi også, det har været for jer. Og hvis I ikke har hørt alle afsnittet, så vil vi opfordre jer til at gå tilbage og lytte til det hele selvfølgelig. Og hvis du vil mere om Gildskord skolen, så kan I gå ind på deres hjemmeside. Og der er et link, der ligger i programbrivelsen.
SPEAKER_00Du har hørt Scierskolen endnu fra i redaktionen Kasper Erik, Thomas Coreliusen, Karine Dyr, Peter Græskø Holmen og Jakob Norcel. Lødet i ærme Margrim, Sig og Thomas Coneusen. Produceret af Norcel og Kord fra Gæskovskolen med støtte fra ergoterapeutforeningen og socialpædagogerne. Dine hverdere var Kasper Erik og Job Nor selv.