Om at være ansat på Nødebogård

Hvordan er det at arbejde med unge med komplekse psykiske vanskeligheder? Hør mere om et arbejde, der er helt afgørende, for nogle af de mennesker, der har mest brug for det - og som rummer både udfordringer og oplevelsen af at gøre en forskel hvor det betyder mest.

Transcript

SPEAKER_01 0:00

Kændetegnet for at være døgnpædag, det er det engagement. Det er at arbejde aften og begend der ikke kommer hjem. Måske juleaften har vi jo sådan set også ubåde. Det er det tænker jeg et særligt folk.

SPEAKER_00 0:20

Jeg er det, der også kan være rigtig rørt, når man har været nu år. Det er jo en rejse nogle af de unge mennesker er vede på. Vi står til en udskrivning her lige 1. januar. Så se den udvikling, når man har været her nogle år efter hånd, så unge. Det gør også bare, at det gør bare rigtig meget. Og jeg gør også bare, at det giver det ikke så skærer i gang. Nu er det hele.

SPEAKER_01 0:45

Jeg hedder Christina, og jeg er pædagog i udsækken. Og jeg har været her i 18 et halt år.

SPEAKER_00 0:55

Jeg hedder Randle, og jeg er socialpager i udsætten, og jeg har været lige klapp 1 år.

SPEAKER_01 1:03

Jeg har det været så de mennesker og unge mennesker, som vi her jo et aftryk i os. Der er små fodspår. Og så jeg vil sige, selvom jeg har været her i 18 år, så jeg tror jeg faktisk ikke, der er nogle af de unge mennesker, jeg ikke kan huske. Og sådan noget, der er rigtig rigtig dejligt, så er det nogle af de her gamle sommerfester og sådan, hvor vi har gamle på besøg. Det er altså ekstrem stærkt, at der kommer. Og så kan man huske den her unge fysk, der kommer han kan huske læst Harry Potter for mig. Og så står der nu en stor voksen mand med dyb stemme og fuldskær ikke. Det er fandme stort.

SPEAKER_00 1:39

Det er den her nogle mennesker. Det sådan har kaldt os. Det er ikke mange. Så man lige kommer til det her. Og kommer med lidt smil på lidt og siger høj til.

SPEAKER_01 1:49

Og husk til at blive skæren, lige sådan her har jeg trogt mine bare. Det er bare huske vores navnet. Det er stort, det er det. Det tager vi med, her. Vi går jo i forældrene sted, og kan tager os af alle de ting, som man vil gøre derhjemme. Plus alt det jo, som gør jo, at man er i udsigten og ikke derhjemme. Det er jo også det, der er vores hovedopgave. Og det kan jo være samtaler. Hvis man kigger ind i, hvad det er vores behandlingsarbejde består i. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg er jo også kontaktperson. Det er nogle rigtig meget samtaler. Nogle sværre samtaler om store essentielle ting i livet. Hvordan er det at være kommet hjemme fra i en tidlig alder. Hvordan er det at måske ordne købet leve med flere diagnoser. Hvordan er normalt? Hvad er det at være normal? Hvordan har man kærester? Der kan være rigtig mange store spørgsmål. Og så kommer der selvfølgelig også nogle af de problematikker, som de junger, så vi jo også stille og roligt. Så vi begynder at få skabt til tryghed med hinanden, så vi begynder at kunne arbejde med også, at man skal være enormt stå omstingsparat.

SPEAKER_00 3:20

Fordi kan jo ikke omstillingsparat, så tror jeg det rigtig svært. Og så skal man også gå, at du skal ikke have undre de unge mennesker. For mangt af dem, så skal man ikke arbejde med den her gruppe. Og det er ikke fordi, at man skal vende at gøre robotter, for det skal man bestemme på dig, for du skal også have dig selv med det her. Men du er nødt til at have sådan en hedder det sådan en distanks i forhold til de unge mennesker. I forhold til at kunne arbejde med. Fordi det er mange sårbare ting. Og det er jo langt mange negative ting, vi får. Og vi bliver også kaldt rigtig rigtig mange ting, og i nogle tilfælde kan vi også kan også kunne kasse ting efter os. Og der skal man ikke gå ind med. Og det er i hvert fald ikke den måde, vi arbejder på. Vi går ikke med vred, eller råben og man skin og vi ikke meget til sådan en anerkendte måde med til unge mennesker på.

SPEAKER_01 4:11

Og vel også det her med at tænke i, at fordi man ikke der bare kærester en biljalt kugle, så er jo ikke fordi, man er hurtig. Vi tænker det jo hele jo, at der er nogen til, at man har den adfærd, om det er sov, hjemme. Ikke at passe ind. Hvad and det kan være, der ligger som baggrund for, at man handler sig om man gør, så gør de ungew som regelt det bedst, de overhovedet kan i den given situation. Og det der med ikke at dømme, tænker jeg er rigtig vigtigt. Men når vi nysgerrige, og vi er anerkendte. Og vi er egentlig er ekstremt rumne, at man kan have det svær på rigtig mange skæld måder. Og det er okay. Såfølgelig er det okay, at vi bliver truet. Men det der med høje løft vinger og skal ud, det gør det faktisk ikke. Det gør det faktisk ikke. Noget af det, jeg synes, der er sværest. Det er, hvis man har nogen på er så mange sociale tanker. Der er så meget sociale at forsøg. Det kan godt være, at der ikke er en resonance i mig. Og også en magtesløshed. Og det kan også være noget af det, som jeg kan bære hjem. Jeg kan i hvert fald husket den gang, hvor der var en pige, der havde slugt et glas går, jeg har sagt det selv mange gange. Og hun siger til mig, at hun sad i halsen, der sad. Og der blev jeg ekstremt forskrækket, fordi så du. Det var en sted at tænke på, skal du op? Så sker den vej, så der, så skærer den anden vej. Og jeg gik faktisk næsten i panik. Og der var du jo. Hvis vil du have glas vand, så du kan synge det helt. Så tænker jeg, at vi kan jo. Det var panikken, der er blevet vagtig meget. Der ved faktisk ikke sådan helt fysiologisk. Eller hvad der hedder. Hvad kan mennesker kroppen tåle. Hvad er det rigtigt? Og det var co.

SPEAKER_00 6:24

Jamen jeg kan særlig huske den episode. Og jeg tror grund til, at den ikke er. Der kan jeg godt mærke, at jeg står i et episoder. Og det er jo ikke første gange sådan. Der bliver egentlig rimelig professionel. Og der er det simpelthen, der sagt styrke den der. Og så kommer mine reaktion første efterfølgende. Og det er sådan noget, jeg godt kan tage med hjem. Og tager på den måde, for jeg har også sagt til mig selv, at den hoveddør, vi har det her. Når jeg går ud af den dør, så jeg mor, og når jeg går ind og den dør, så er pædagogerligt. Og den ligger sådan et baghold på mig. Og det har den gjorde siden, jeg vil færdige uddannet for rigtig mange år siden. Hun har brug for en jerskyring på det her, og fortæller, hvad hun skal gøre. Og så må det andet komme efterfølgende, og min reaktion må komme efterfølgende. Og det er noget af det, jeg synes, vi kan samme år på afdingen. Det er. Vi kan virkelig, når vi står i de her pressisationer, lave noget pædagogiske arbejde. Og så kommer reaktionen, når vi går bare at lukket der på vores personalgruppe. Det tror jeg fug. Det er meget enige. Og det er normale vigtigt også, at vi kan det. Jeg tror, det er grundtængt længere end jeg har. Det er det, der tror jeg gør, at man faktisk bliver her så mange år, fordi vi netop er så synes, vi er så professionelt i det. Men vi kan også lige.

SPEAKER_01 7:38

Jeg er noget af det, som jeg kendetegnet over i udsigningen. Og som gør i hvert fald at jeg har været her i så mange år. Det er mine kollega. Altså, at vi står i så voldsomme situation somme. Og det er lige fra dyb og lykkelighed til voldsomt selskade til voldsomme udregerende adfærd. Hvor man bliver prøvet på alle parametre, og sidder tuer. Sådan tænker jeg ind lukket der. Men hvis ikke vi havde hinanden og ved præcis, at vi har hinandens ryk og blagning. Og så har vi ikke kun rejse også for alle de voldsomheder, som vi selvfølgelig også kommer til at se. For det jo en anden del af det at være her nogle unge mennesker, som er i dygner. På den måde bliver vi faktisk en lille familje. Det gør man jo lidt, fordi jeg tænker ikke, at jeg har set rethjemme. Sådan situation, som jeg selv her. Det tror jeg ikke har.

SPEAKER_02 8:44

Sådan ikke skant at sådan tærende skund.