Nødebogård. Afsnit 9 - Theas historie

Mød Thea, der har boet fire år på Nødebogård, og som er godt på vej mod en selvstændig voksentilværelse.

Transcript

Copy Transcript Copied

SPEAKER_00 0:01

Jeg tror ikke, så jeg tænkte, at det her. Selvom jeg ved, at det var et halvt siden da står så jeg har kunde. Jeg fik bare i tænke og sagde det her. Var du hvad? Det kan jeg faktisk godt. Og så prøvede jeg arbejde i det. Og jeg synes, at det var meget fint. Jeg hedder Teria. Jeg er 18 år og jeg har boret på noget på går i 4 år. Der startede med, at jeg var helt lille. Jeg havde med det sint for sædv, fordi jeg havde en lille smule. Det synes jeg, jeg skulle træde ned af. Og så begyndte i starten rigtig langsomt, og så er begyndt rigtig hurtigt med at gå en forkærde retning, og jeg fik det værre og værre. Og det var ikke i stand til at stoppe det i tid, så det blev så slemt, da jeg blev indlagt på den lukkende afdeling i næsten to uger, tror jeg var. Og så blev jeg skuppet lidt frem og tilbage, indtil det fandt det af jeg nok skulle herud. Og så kom jeg selvfølgelig herud. Det første stykke tid var rigtig svært. Der var rigtig lang tid, hvor jeg stod så ikke snakkede. Og det var ret svært at komme hen til mig, fordi jeg sad bare på mit vers, og jeg ville ligge i noget. Jeg havde som sagt, jeg havde også rigtig sær med OCD, så der var mange ting, jeg ikke kunne. Jeg spiste det samme med hver en så dag både frokost og aftens med, og i starten tror jeg, jeg spiste om morgenmad. Jeg sad for det meste alene, men altså jeg underholdt mig selv så meget, som jeg kunne. Det var så slemt, jeg forlået kun i færd, hvis det var højst nødvendigt. Vi fik lære ned til at besøge mig. Det var kun hvis jeg virkelig skulle på spitalet og få noget undersøgt, da jeg sådan kom ud. Ellers så kunne jeg stet ikke. Forestil dig, at du er syg. Du har det dårligt. Du ligger på hospitalet, og du får at videre, at du er nødt til at blive indlagt i noget tid, der er et eller andet, der er galt. De kan ikke rigtig regne ud, hvad det er. Så du bliver liggende, og du ved ikke, hvornår du kommer ud, du ved ikke hvornår du kan komme ud. Du ved bare, at du, at måske bliver det værre, måske bliver det bedre. Du kommer ikke til at kunne finde ud af det før måske en måned og to, måske et år. Og den tanke skal du blive ved at sidde med at sige, at hele verden, den går rundt, udenfor. Hele verden ændrer sig, mens du lækker der, og du ved ikke, hvad der sådan foregår. Du ligger i din egen lille verden, og du kan ikke rigtigt komme ud andet. Det jeg sidder og sit dervår, at alle mine teenage åren stort set blev brugt på et bare på et hver, hvor jeg stod så det kom ud. Det er det gør ikke, rigtig hårdt, at man kunne se alle, alle mine gamle klassekammerater. De er vede og feste, de gik ud af folkeskolen og kom videre, og jeg sad og havde hjemmeundervisning, jeg fik par ting på computeren et par år, hvor jeg sad og arbejdet. Så hvor de kom videre med leder, der sad jeg stadig og fanget den der lille boble. Det var rigtig hårdt, og rigtig hårdt at tænke på. Altså hvis jeg ser tilbage på det, fordi jeg blev halvstet undgå det. Men jeg tror den retning af alt dem Almener, min OCD og sådan noget gik. Jeg tror ikke, der var andre mulighed. Jeg blev simpelthen bare nødt til at starte et sted og så langsomt bygge mig ud det derf. Bare i starten af corona var jeg begyndt at komme mere og mere ud. Så nedlukningen gjorde det ikke meget nemmer. De der begyndt at komme rigtig meget ud, så begynder alt at lukke ned. Regtig rogisk. Noget af det er ved allen og måden det. Noget andet er vilje. Jeg for det jeg bare sidde helt alene og. Og kede mig og mit liv i den lokal retning. Så jeg må. Det var rent vild styrke det mest af det tror jeg. Så jeg ville simpelthen barek leave sådan mere. Og så begyndte jeg at prøve mere og mere, og så begyndte jeg gå en rigtig retning. Noget andet af det er blandt andet også, at altså jeg er transket. Så jeg sprang ud, og stort set det efter at også gå den anden retning. Jeg begyndte at passe mere ind i mig selv. Og det gjorde ligesom, at jeg havde det lettere med at kunne prøve de ting. Det var svært at forklare, fordi jeg lagt mærke til det i starten. Det var mere nogen af personalet, der oplevede, altså snart, at jeg ligesom kom mere ud og kom mere i gang med skifte køn. Så begyndte jeg med det samme og snakke mere og komme mere ud. Generelt var det bare, at humøret gik op. Og jeg passede sådan set. Det var sådan set bare, jeg passede bedre med mig selv, og så kunne jeg passe mere til det hele. Jeg havde jeg havde mere ro og energi til ligesom at prøve at komme ud fra alt OCD og alle de dårlige ting. Og så småt derfra bliver det nemmere og nemmere, og det stort set min hverdag endnu. Altså lige nu der arbejder jeg hårdt. Jeg har besluttet mig at. Det er noget, vi arbejder rigtig hård på, både mig og personalet, af jeg skal bare komme godt i gang. Jeg skal lære igen, hvordan det er at være i den rigtige verden. Så skal jeg genoptrænes til. Og når jeg har gjort det, så skal vi så meget se på, om jeg kan få min egen lejlighed. Mit endelige mål lige nu, det er, at når jeg er fandme med min STU tid her, så vil jeg gerne følge ud i min egen lejlighed. Og det er det, vi arbejder rigtig hård på. Lad os bare sige sådan for et halv år siden, der vil jeg vil jeg ikke selv kunne gå i netto og handle. Det er bare sådan nogle ting, jeg skulle kunde kunne snakke med andre, og kunne have styr på sin økonomi, have styr på kost, have styr på hvad der er vigtigt, hvad der ikke er vigtigt. Alt sådan noget. Også med læget og det en eller andet, det står jeg stort set selv for nu og holde styr på det. Jeg tænker, at den nemeste måde for mig at håndter det på, det er virkelig bare sig, at vi tager det et skridt af gangen. Nogle gange tror jeg er skridt af gange, men vi tager, som det kommer. Jeg kan ikke, jeg kan ikke svæk det fremme, jeg kan ikke få det at gå hurtigere. Men jeg kan få det til at gå i det tempo, som det gør. Og hvis jeg så af sig selv går hurtigere, så følger jeg bare med det. Da jeg faktisk begyndt at komme mere ud. Så var det på et tidspunkt og komme det ind og spurgte mig. Håhler med til rundt med Franksborg slot. Så jeg bare, hvornår kører, og så fik jeg videre med halvt timer, jeg tager. Det var så den første gange jeg kom der. Jeg var søk. Nogle af jeg havde rundt og slot før nogle af jeg havde ikke. Så nogle af, så var det også bare at se slot særlig rundt om. Og se selv. Og en som ikke har været særligt meget i lang tid, så det er størs. Kænken jeg tror bare det var vild. Jeg havde. Det var sådan set bare fordi lyst, og fordi jeg kunne mærke, at det her kan sagtens. Jeg er rigtig rigtig sted. Så det jeg ser, det her kan der sagten. Så selv hvis jeg ikke kan, jeg selv nok til at prøve at gøre det ligger. Så hvis jeg har bare haft i den kan sagten, selv, så har jeg prøvet det, og så ved jeg, jeg kan ikke nu. Men om måske en måde, så jeg. Jeg har fornæssende jeg kan. Så er sådan døg at tænke på, hvordan det vil da evliger. Og det er bare, at tænker du kan, kæst ud i det.