Andrea Pellegrini på Langeland

I dette første afsnit møder du Andrea Pellegrini, der i 2021 købte et hus på det sydligste Langeland. 

Jeg hedder Tanja Jørgensen, og jeg undersøger gennem en række portræt-interviews, hvad der åbner sig af muligheder og erkendelser, når man skaber sig et hjem, helt eller delvist, i en af de mange danske ø-samfund.

Det var lidt en tilfældighed at Andrea overhovedet købte hus, og at det lige blev på Langeland. Når hun ser tilbage kunne det slet ikke være anderledes!

Med huset fulgte en nabo, der var meget anderledes end hende selv. Hør hvordan den jysk-københavnske operasanger fik en uventet ven i Knud, den gamle fisker. 

Andrea fortæller også hvordan empty-nest-syndrome, hus-ombygning og andre oplevelser de sidste fem år, har en effekt på hendes sangerkarriere - og hvordan hun ser den næste del af sit liv. Et liv, der nu både indeholder kunst, keramik og endnu mere kærlighed.

Links:
Se Andrea Pellegrinis hus i Bagenkop på insta-profilen mithuspålangeland

Andrea's kunst kan ses på kantvaerket

Sangerprofilen hedder Pellegrinimezzo

Kunstnerkæresten Per Buk kan følges på perbuk

Denne serie har profilen hjemtiloeen, her kan du løbende læse mere om episoder og medvirkende.

Serien er produceret af Blikstille Media

Tilrettelægger og teknik: Tanja Jørgensen

Fotos og video tilknyttet serien: Tanja Jørgensen

Musik: "Jeg kommer Hjem" af Alberte Winding, brugt med tilladelse fra Universal Music

Seriens illustration er skabt af Malene Klint Vejlby (klintart)

Økonomisk er serien støttet af Realdania

Transcript

SPEAKER_03 0:08

Jeg har set vid og mand jeg er på vej, jeg kommer hjem. Jeg kommer hej. Og jeg har set. Før noget til at svære.

SPEAKER_05 0:35

Jeg hedder Tania Jørgen, og jeg besøger mennesker. Der har et hus på en af de danske øer.

SPEAKER_01 0:42

Jeg så hjem at du var.

SPEAKER_05 0:48

Vi kommer til at tale om det og flytte. Væk fra byen ud på en ø. Er det at flytte og sin flag? Eller finder man hjemme, I dag taler jeg og andre sammen. Derfor er jeg på vej til banko. Der ligger på det sydligste lang. Jeg er spændt på i dag fordi det er den første optagelse. Og andre hun er et sted. Og jeg har også været på et tidspunkt. Og jeg både boet i net af københavn, og havde købt et hus på det. Her.

SPEAKER_06 1:36

Jeg så jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle blive såden i en lejlighed i København med en forestilling om, at jeg var nødt til at være der at kunne synge de to ting overhovedet ikke har noget med hinanden at gør.

SPEAKER_05 1:48

For andre betød husket også nye møder.

SPEAKER_06 1:51

Da jeg fik nøglen til huset, der fik jeg mulighed for at forstå noget om jeg selv, men også om Danmark.

SPEAKER_05 2:07

Velkommen til min podcast serie Hæm til. Hej. Jeg har optaget. Jeg er det, at jeg var beget for det, så jeg trorde.

SPEAKER_06 2:28

Folk jeg ikke kende. Og når jeg fortæller min have, det tror jeg har sådan en går med masser af tøn og landet. Jeg kan virkelig snakke meget om det lille stykke firkant. Jeg har på den ene side, her hvor det er urdehav. Men det er også virkelig veldykke hold der op. Og så på den anden herover, hvor det er. Og så på den anden herover, hvor det går her. Jeg har godt nok lagt meget gruuld i. Jeg startede med at vide ingenting. Jeg tror faktisk, jeg har vidste en masse, fordi jeg var forlandet alts oprindeligt. Og opvokset sådan et lagt landbrug. Vi havde den store haver hurte haver, og jeg tænker, det ligger et eller andet i blod. Jeg kan det vil. Og det er snad ikke. Man skal gøre det ved, hvor man lærer det. Det er jo ligesom. Ja, det ved sgu ikke. Og jeg tror, det var lidt ligesom sprog, altså hvis man vokset op med et eller andet språg, så der det. Jeg stod ude i det her fælle derude, så er jo ikke sådan der ud. Og googlede. Jeg kunne stå sådan midt i sådan et ukret bid. Og googlet, hvad er en står. Det er også ikke bare huske en eller anden grund. Eller så glæder man tit sådan ikke. Men der startede jeg. Jeg kunne ikke, hvor forskene var på det en eller anden og træde. Og jeg vidste ikke, det, jeg så kommer op på jorden, er nu, der skal fjernet eller noget. Og når jeg spurgte folk, er de lokale hernede omkring ting, så tror jeg ikke forstå, hvordan niveau jeg var udviden. Jo, så det finder ud af. Det kan du da. Hvis du ikke ved have det, så sjovt der. Når jo, jeg mener. Jeg skulle sådan virkelig viden under. Hvad. Men det fandt jeg ud af. Nu har jeg prøvet her i tre år. Og jeg føler mig meget flæder glæd på han nu. Jeg skal da lige have.

SPEAKER_05 4:26

For. Vi starter fra begyndelsen ved Andreas Københord. Okay, Andrea. Jeg har nu til der. Du skal se. Det gerne må læse op.

SPEAKER_06 4:39

Ja, der står mit Hus på Langeland. Det er min profil på Instagram. Eller det er et husets profil. Det er det første indlæg. Mit hus på Langland. 1. april 2022 overtager mit Fritidshus på Langeland. Fritidhus sjovt, det kan jeg ikke mere. Det er et lille mormesterhus i to etager, tæt på havn og Clint. Her skal jeg vilde ud mellem mine opgaver, og ikke mindst bygge mig et paradis. Gud sjovt helt. De næste måneder vil jeg dele mine drømme og planer med huset. Senere vil jeg dele mine frustrationer også, og det har jeg dogset. Jeg glæder mig, så jeg vist. Det var i faldet lavand. Det er faktisk kun 3 år siden og et par måder. Fritidfus, det vil jeg ikke sige det. Frit er også i mit arbejdsliv. Det hele tid. Altså fritid. Det hele er jo arbejdet på en eller anden måde. Jeg kan jo øve mig hele tiden. Alt hvad jeg skal iværksætte, og svarer på og mails og sendt ud. Der er jo ikke nogen, der venter på mig på et kontor. Så jeg har jo på den måde aldrig fri. På den anden side, så har jeg jo rigtig meget fri også. Hvis jeg beslutter det, så er det jo fri, men altså, hvis jeg beslutter for meget at have for meget fri, så har jeg mindre leveranden står. Det kan jeg se på min kontor, hvad jeg har disponeret i åren. Fordi så har jeg ragt mindre ud, og så har jeg været mindre sporet ind på mit arbejdsliv. Det viser sig ret konkret, når det sker. Og så gengæld også omvendt. Hvis jeg så tager en periode, hvor jeg virkelig arbejder igennem. Så kaster det så altid i landet er. Det har det gjort i hvert fald, og det gør det også nu. Men vi ved jo ikke, når man er freelance, hvor den her. Men ved simpelthen aldrig, hvordan og man har et arbejde der. Fort.

SPEAKER_05 6:54

Præsenter sådan et godt.

SPEAKER_06 6:57

Jeg hedder Andreja Pälleging, og jeg er 49 år gammel. Jeg arbejder som obrasanger, som jo er mange ting efterhånden. Ikke kun og synge opra, hvilket ikke er kun, hvis man hvis man virkelig dyrker det, så er det stort og omprangs rigt arbejde. Men jeg har altid lavet andre ting. Altså koncerter i forskellige projekter. Og primært i Danmark. Jeg har rejst lidt og sunget en rolle i Stockholm og koncerter i rundt omkring uden for Danmark, men primære i Danmark. Og alle mulige steder. Så ja, jeg er født og opvokset mellem året og skanderborg. Så de første år af mit liv, der var der både jeg på en neddag landbrug fire længere og ude haver og naboen køret, der græser ind i haven. Altså et paretis at være barn i vil jeg sige man et meget ret at være teenager i. Det var svært at være ung så langt ud for landet. Og jamen, så søgte jeg også væk, kan man sige. Og jeg har egentlig nok tænkt, at det landlige begyndede jeg ikke, og skulle ikke bede mere. Jeg gik også lang tid, så jeg søgte ud igen. Men ja.

SPEAKER_05 8:30

Kan du beskrive, Andre, før du fandt det her hus. Altså, hvad var din. Hvad var det, du sædte efter? Hvad var livskvalitet for dig og sådan? Kan du prøve at sådan forstille der hinanden i 2021, eller hvornår det var?

SPEAKER_06 8:49

Ja. Og særligt op til, fordi det som tilværelsen handlede meget om op til 2021, det var at være mor for min søn, som jeg har haft alene årene, og har boet med i københavn. Og det der med at få arbejdsliv og familiel til at hænge sammen, var nok. Det fylde jo alt. Og havde det været en dag, hvor der var balanc i tingene, så havde det været en god dag. På den måde havde jeg ikke ambitioner ud over det sådan, så skal jeg præsen også have et hus. For det første var det ikke sådan i min økonomi at købe huse. Jeg tænkte ikke på mig selv som en, der kunne udvide matrikken. Det var sådan set flot nok, at jeg kunne beholde den, jeg havde. Men det ændrede så også. Det, der skete i det år, det var faktisk, at min sønd flytte hjemme fra. Han er jo 25 år i dag. Og flyttede hjemme fra en lejlighed i københavn. Og ja, så skulle jeg bare skædan. Altså jeg fik det, man kalder emptyst syndrum, har jeg lært senere. Hvilket faldt sammen med corona. Så da han flyttede ud, så mistede jeg alt arbejde med corona. Det gjorde vi jo alt sammen. Eller eller også, der ikke var ansat i det offentligt, tror jeg. Og der var opstået en åben livsituation, ved jeg siger. Som jeg faktisk forstå bedre set i parksejd, end da jeg stod i. Det der med at lige få idén til at købe et hus. Det var sådan set nogle venner i København, som har haft en kærlighed for langland længe, og den del har vi aldrig delt. Jeg har ikke sådan, jeg har ikke været hernede sammen og sådan. Men de har så set på et hus op på vestegnen, og havde bemærket, at nabohus også var til salt. Så de spurgte mig, om jeg ikke vil med herned. Ford det kunne være hyggeligt, hvis vi bliver naborer på Langland. Og de så planlag de, jeg skulle købe det andet. Hvad tænkte du, da de sagde det? Jeg tænkte, nej, selvfølgelig skal ikke købet hus på Langland, men jeg vil gerne ved. Og det er hyggeligt, og vi tager tre dage, hvor vi hygger os og kører rundt og kigger på huset. Sådan med huse og indretning, og har altid fascineret mig. Jeg brugte også meget tid på min egen, altså på min lejlig i København med at indret det, og lave det om igen, og indrette det igen. Det har sådan jeg jo bare en træng til, at sådan dekoreret omkring mig. Men jeg, for det første forsætter mig ikke, at det var inden for min økonomiske form. Og fort andet så havde jeg ikke intet forhold til Langland, så skulle det måske være et andet sted, tænkte jeg, hvis det er en lidt varring. Men da vi var hernede de der tre dag, jeg tror altså til dels deres fascination af øen hypnotiseret mig. Det er ligesom, altså kender det der med, hvis nogen fortæller sådan meget passioneret og midt eller andet, så kan man ikke sådan overtage det. Fordi at man ikke glemmer at beskytte sig selv eller ligesom at være kritisk. Jeg var jo i den meget åbne livsituation af alt holde ind. Det bliver sådan. Måske sådan en slags redning fra at blive alt for trist over, at mine dreng er flytt hjem fra. Så lige så fylde det håd ud med der. Og det er altså noget andet, som har en slags tyngdel, altså, der ligner. Jeg ved ikke, at det er jo langt langt fra for et barn. Men stadigvæk. Det har jo elementer af det samme. At man forpligter sig. Og særligt hernede. Fordi liges med børn, man kan ikke bare sætte igen. Selvfølgelig. Man kan selv sit lus hernede. Men det er ikke sikkert, at det går 2,3 år ikke. Så det er ikke sådan, at man bare lige kan prøve det af.

SPEAKER_05 13:17

Men hænger lidt på det. Jeg har læst, at du er sådan meget. Du har en stor friheds. Ja. Så hvorfor er det lige ved forpligt af derblik, at bare følger hjemmefra?

SPEAKER_06 13:31

Ja, det er sgu et interessant spørgsmål. Jeg interesserer mig ikke for frihed som sådan, hvor der noget, jeg sådan kan slippe for egentlig. Det er nok mere friheden til at vælge, hvor jeg vil lægge min 100% energi. Og fordi hvis jeg ikke har den frihed, så længer jeg ikke 100%. Altså så tror jeg, jeg bliver optaget af at undervige plikten mere end at udføre det, som jeg rent faktisk gerne vil gøre. Og sådan er det jo også i mit arbejdsliv i perioden, fordi jeg ved, at jeg skal øve, så får jeg rigtig meget lyst til at gøre et moderne. For eksempel og renoveret hus. Så man kan egentlig også godt se huset som en udslag af en overspringshandling. Men kombineret med et liv skifte. Fordi min dreng ikke længere kom ind af døren hele tiden. Og gav mig en ramme. Han gav mig jo en ramme at være i. Altså, så var jeg mor. Og det er jo selvfølgelig stadig. Men det er da noget andet, der kan gå flere dage. Og vi ikke har kontakt, og der kan som til gådan dag, hvor vi ikke ses. Det var lidt sjovt.

SPEAKER_05 15:06

Og fortæller mig om, da du fortælle dig om, at du havde tænkt at købe et huset af.

SPEAKER_06 15:10

Jeg kan faktisk ikke huske præcis, hvornår jeg sagde det. Men jeg kan huske, at vi snakkede om fordi jeg læte jo efter det rigtige hus i noget tid, og jeg så på forskellige med ejdom smærer, og drev selv rundt på øen og snuset lidt til det hele. Og jeg har kogt ligesom min svivl ned til, skal jeg både for en grus i ude på den mark, og se rotdyrene spræng rundt. Eller skal jeg købe et hus, fx ikke i bankop. Fordi bænko fascineret mig. Det er jo ligesom, når jeg drog ud forskellige i andre områder, så er der simpelthen så fint alle steder. Men komport var sådan lidt sådan tilbage til bankop. Så jeg allerede havde en eller anden form for hjemmefølgelser. Så tror jeg, jeg handler meget om havnen. Den her overdimensioneret næsten af havnen, så er det jo meget stor i folk tilen. I gang dag var det jo en fisker havn, så der var det jo passende størrelse. I dag er det jo sådan. I forhold til hvor få mennesker der bor her. 460 mennesker bor i banko. Og havnen er jo på den måde gantisk. Men det fascinerer mig lidt i de der kontraster, der hernede. Og derfor vender jeg ligesom tilbage til den der tanke. Skal det være i bankrop, eller skal det være ude på en mark? For ude på en mark, der er det måske lidt mere lige gyldigt, hvilke postnummer på øen, eller hvilken by der nærmeste. For man er der, så er man der, og der marker og træk, og har. Og nu kommer jeg tilbage til pokken. Der sagde min sønd til mig. Han var overhovedet ikke svivt, men altså andre mennesker kan også se en klart nogle gange. Klar, man selv kan ikke særlig måske ens nærmeste. Så sige, at må, du skal være ind i banker. Du skal da bruge et sted, hvor du ikke kan gå hen i brosten og møde nogle folk. Du skal da ikke sidde ude på en anden mark og bare sidde der og være helt alene med dine egen tanker.

unknown 17:23

Ja.

SPEAKER_06 17:24

Den der helt alene med dine egen tanker. Det er ikke hørt om sige far. Og den tror jeg bare, det er lidt at sådan to. Sådan, okay. Og det er også et meget anderledes sted, det her end det landet sted, jeg kommer fra. Vi har jo lidt en tendens til særligt i København, tror jeg, og synes, at på landet, det er liges. Men der var kæmpe stor forskel på, at bo her og så brug ved Vester eller jo ikke det samme. Det er ikke det samme på landet. Og folk er meget forskellige. Der hvor jeg kommer fra, der var der ikke ret mange år. Folk talte ikke ret meget med hinanden havde endsk. Og var meget sådan selv beskytten omkring sådan sin egen matrikel og sin e sofa og sin egen bilværk og sådan. Og jeg kendte jo ikke til folk historie. Selvom jeg opvokset der først flytt hjem fra 19, så burde jeg jo kende alt om min nabo og min genbrug. Og det gør man her inden for 3. Altså det er et helt andet folkefær. Men så bare lige sådan en gang tryg på mæren, og så bare lige sådan. Hej, når du tror også i stået, og så ser det bare. Så kommer der historie ud om dem og deres liv. Og andre mennesker hede. Og der orden så løser på folkkanden. Det kan ikke samt med morg.

SPEAKER_03 19:13

Jeg har set. Mød hærkende og mand. Jeg kommer jer. Jeg kommer hej. Og jeg har set. Det sker. Fær nu vær. Jeg kommer hej. Jeg kommer hej.

SPEAKER_05 19:46

Kan du beskrive langandop. Kan du sætten ord på det sted, du har køs.

SPEAKER_06 19:56

Det er et meget stolt sted. Altså folk er meget bevidstet om, at de bor i bankop. Hvilket jeg ligesom oplever anderledes i forhold til folk, der bor i humle eller i tryg. Bank er sådan omgivet en vist respekt eller mystik. Men også måske sådan en frygt for gammel dag. Altså det var hernede, man fik bank. Men så man får bank, eller lå med at tage her ned. Fordi man vil undgå det. De er sådan gamle bankkopper, mens, jeg har lært at kende med i det her kvarsen, når man taler med andre. De siger ikke selv. Jeg har såft ryg for at være sådan slavsbrød. Det har virkelig været et råt samfund. Og de har boet, altså, vi er nede i bunden af en lang øg. Det er jo virkelig den sidste bastion, inden man kører i havet på sudet. Og det er tror jeg formel mennesker. Der er sådan en skæpsis over, for andre vil hjælpe en, hvis det er, og derfor hjælper man hinanden. Og andre er i samfundet. Altså det. Man går ikke ud fra, at der kommer et samfund og redder en, hvis man falder. Så det må man gøre for hinanden. Min nabo på knuder, som jeg har, har på mange måde har været mingang til øen og til bankopperns mentalitet. Den måde at tænke på, han her har det svær ikke mere. Han døde for 14 dag siden. Det var ikke 100% uventet, at jeg var en gammel mand, og jeg havde indlagt et par gange og havde selv sagt. at han skulle ligesom kunne gå ud i sin bil og køre ud af selv på døren. Og hvis ikke han kunne det, så var det lige meget. Knuds fjerinde var jo altså på besøg hos hamge gange om dagen. Da han var sy 28 gange om dagen. Og hele hans liv op til tror jeg, altså hvert fald den tid, jeg har kendt, både ham og hende, hvor hun forbi dagligt. Og jeg har jo sin e familie her lige rundt om hjørnet. Og tager sig af børnebørnen og kører dem til forskellige hobbies og aktiviteter og køre forbi og handler for forskellige også folk hernede, hun ikke er familie med. Er der nogen, skal til læge, og sådan så kan hun godt lige køre. Altså, det er kender jeg ikke nogen. Der var ikke nogen i den by, jeg kommer fra, der er ligesom tog den der på sig. Og hun står selvfølgelig ikke alene, men er jo så den, jeg kender. Og det er ansigt, jeg sætter på hernede i forhold til at forstå den der mentalitet og den selvfølgelighed, man har hernede i forhold til, at det her, det gør vi for hinanden. Men altså, jeg beskriver også ligever de få mennesker, som er så mine nøjepersoner, nabo og naboens familie, børnebørn, og der mange andre familier hernede og mange andre typer. Men det her lille helt smalle, hvad kan man sige nøglehul, som jeg kigger igennem, som er den familie på tingene, har været vigtig for mig for at kunne forstå alt muligt. For jeg ligesom hele tænke kunne gå tilbage og tænke, hvad vil Knud sig til det? Altså sådan helt konkret. Hvordan vil? Hvad vil ikke knud egentlig synes om det her? Det kunne være noget på gjort med et hus fx eller. Ja, og man som helst ting, jeg oplever i København. Jeg ved, hvordan Knud ville se på det her. Og den måde er han blevet mere end en nabo, altså han er blevet en prisme. Jeg kan kigge igen. For at forstå, hvad er det, der på færre. Altså, hvordan ser man verden, når man født og vokset her. Og det holder jeg aldrig op med at bruge ham til. At der ligesom er en knud i mit liv. Det var da virkelig ikke før jeg sige. Der var jeg og så jeg jo. Primer tilværsen, lige sindet, eller hvad man skal sige øjnenet andre folk i kulturbranchen. Det er jo klart man møder de mennesker, man arbejder sammen med, ikke. Og det med frihed, vi snakker om det før det der med frihedskrang. Klud, han har gjort, hvad der passet ham. Hele livet.

SPEAKER_05 25:27

Hvordan fandt det?

SPEAKER_06 25:30

Jamen. Han siger jo selv, at han har ikke haft nogen dyre damer. Og det er jo han har set på det, sådan at det der med at være gift. Og det er sådan begrænsning, ikke så er der en eller anden, der synes noget, man skal gøre. Og det har jeg ikke haft noget af. Han har heller ikke haft fornøjelse af det. Han har stået op af måned og skudt sin mad ikke. Han er jo gået på jagt og har været virkelig dygtig, stordjærer. Og fisker, sejlet ud og hentet sin mad. Altså den der frihed, der er i den måde at leve på. Og i hans måde sådan og tænke på, det er sådan set svært at beskrive, fordi det er sådan noget, der ser ind. Det er sådan sevet ind i mig gennem kaffen derover. Altså det at komme over og sidde ved morgenbordet meget jævnligt og drikke en kop kaffe. Som det første år var sådan en øvelse sådan. Nu tager det derover. Nu skal jeg sådan gøre noget umstrammer, for at forstå også helt konkret, hvad han siger. Altså dialektmæssigt, ikke. Hvor gjorde det så. Han var ret god til at sørge for, at jeg kom der. Altså, der gik 10 minutter når jeg ankom. Han ringet. Altså ringet. Der er 7 meter der hand. Jeg kunne selvfølgelig kunne altid sige, det gør jeg ikke. Det har ikke tid til. Det har da også været enkelt gange, jeg har gjort. Men jeg har ligesom sådan forstået, at fordi han kalder på mig, fordi han vender mig. Det var så både generøst og hjertligt, at han gjorde det. Men også så fremede deret for mig. Dem der bruger min opgang. Og så har jeg vært. Altså i København. Vi bruger oven. Der er måske to steder, jeg har været inde.

SPEAKER_03 27:54

Jeg.

SPEAKER_05 28:03

Hvordan var det?

SPEAKER_06 28:05

Jeg møde kludet. Det var faktisk 1. april der i 22, hvor jeg overtoget. Jeg skulle bare og nøgen. Fordi ham der brød og før, han var flytt. Og jeg havde så sagt jeg kudar nøgen. Så bankede jeg på. Og han kommer ud. Og kiggede sådan afvendten på mig, og jeg sagde. Er der noget med, at du har nøgen til mitt hus. Og jeg må bedre den. Og så siger han, og den ja. Og den har det svær. Og jeg tror lige og klæs i et øjeblik, og så lyser han op i det her blæk, han har. Det var en vide show ikke også, og det havde jeg selv forstå. Der kom der mange af sådan nogle små drille, visar. Han var også den første hand brugt ordet vend om mig. På et tidspunkt så kom jeg over til ham. Jeg har kiggle, han tager på bænken, så kiggede han op, og så smiller han så sagt, jeg er vand. Og det er nok. For mig til, at så er vi vinder. Altså, hvordan siger det. Så det her. Hvordan har du det med, at han går brugt? Det er meget underligt, han ikke er her, fordi han har virkelig fælt meget. For mig, og også i anders liv. Nu brug er meget tæt her nede på gaden, så jeg har jo et hus, jeg kigger lige over på, hvor han ikke er mere. Det synes jeg er dygt besykker. Det var fredsfældt, da han gik bort. Altså ind på Svendborgs syghus, han havde jo sagt, han ville, og hans familie var der, og jeg var der og holt ham i hånden. Og det var, som det skulle være. Men i dagene efter, og stadigvæk sådan på nye måder, er det virkelig mærkelig. Jeg har nogle gange sidder på bænken og kigget og tænkte sådan, at det er okay knudet, at du stakker. Men vi jo godt vide, hvor du er. Altså, jeg synes, det er så mærkelig, at han ikke er der. Men du var simpelthen med på singlet. Hvordan kom det, der til. Det var hans vandet, som jeg fortalte om før, som kom ud og sagde. Nu er altså ikke godt. Jeg ved godt, jeg var indlagt, fordi gutbilderne holdt, og vi stod ud på gaden og vinket, og så vi ses. Når jeg kommer hjem, skal vi have en stor lavage. Og på den måde holdt han sådan mod lidt op. Ja, så kom hun ned og sagde, at hun havde talt med lærerne, og det var så ikke så godt ud, og hun har fået, at hvis man ville sige farvel, så var det nok i dag. Og der var meget tvivl om, om det var, om jeg skulle det, fordi jeg ikke er hans familie. Og han har familie hernede. En stor familie, som tråber op ikke om jeg skulle mænge mig lidt, derfor i deres situation eller så. Men jeg spurgte hende, og hun sagde før, det vist hun virkelig, og det var også en svær dag for hende. Og så kom hun ned senere, en time senere og sagde. Jeg han har nævnt mig. Og jeg hun får vid over syk. Og så tror jeg noget jeg.

SPEAKER_01 32:16

Jeg så liger jeg. Nu står det.

SPEAKER_05 32:40

Jeg har fandet med at du fik nøjagtigt til huset. Jeg kigger tilbage.

SPEAKER_06 32:46

Da jeg fik nøgle til huset, der fik jeg mulighed for at forstå noget nyt om mig selv, men også om Danmark. Jeg fik et indblik. Løbende. Ikke den dag, jeg fik nøglen, men sådan løbe efterfølgende. Der handler om Danmarks historie fra den her plet på jorden. Via mit naboskab med knud, fik jeg lov og sådan gradvist styk for stykke at forstå, hvordan verden ser ud, når man er født i 1934, og har samlet brænde ind på stranden fra for lidistet skibet under krigen og firet medvordan det var at cyklet rundt i kulden med det der på lige svængend forbi det hus, hvor natisterne var udstationeret og smidt et par stykker af til dem, fordi de førser også. Sådan helt lavisk set fra knuds barne øjning. 60erne hernede med store fiskeri, og hvordan fiskerbåden har ligget til hernede sådan i 50 stykker af gang. Og kvinderne stod inde på filet fabrikken og skærer dem opvær de har kørt ud med fiskene til landmændene, og på den måde har de altså, som knud har beskrevet det mange gange. Det var sådan. Det var sådan guld der flød. Altså. For det første tjent de mange penge af fiskerne, ikke landmanden. Knublet fisker, fordi han opdagede, hvor mange penge de tjend i forhold til. Hvad landmændet tjendver han selv? Så skifede han. De har været roft stjerner hernede. Hvilket jo også, at så taler ind i den der måde at være på som fisk, og som er det her friheds menneske. Modsat bonden, som dag for dag ligesom skal op på et bestemt tidspunkt og gøre de samme ting i løbet af en dag, hvor det overhovedet hænger sammen. Knokler, knokler knokler. Hver dag over rundt, for at kunne overleve. Så er fiskeren livet med at konstater, nu er der en stille stime, komvisker ud og hænder nem. Sådan har jeg forstået det i hvert fald. At der er sådan et sådan jeg mangler bedre over rotjæret liv forbundet med at leve på den måde. Altså knu var specielt. Jeg tror, jeg tror ikke, at alle andre fiskere var som knud sådan set. Han havde i sin bil havde han installeret sådan et lydandlæg og optaget fiskekutens motor, så det på en kan sætter på det. Så når han kører igennem gaderne her. Så var det en kaldsen to-sylinder motor fra fiskekut, der sagde. Når han kom kører den ikke som bare krægger en villed. Ja. Altså.

SPEAKER_05 36:27

Det er det. Du beskriver det, du har lært. Men hvorfor er det vigtigt for dig, altså for Andrea oprecenter. Med lejled i københavnen på strømet nærmest. At lære noget om det. Hvorfor er det det, du nævner? Ja det, du har fået, ud over du kan det hus.

SPEAKER_06 36:46

Jamen fordi jeg nævner det fordi, at det i lighed med at få et barn, jeg føles oplevet som en skabende. Altså det var ligesom skabten var, at jeg skulle være her, og altså være her også, og at knud bor ved siden af. Og jeg kunne få lov at se verden gennem hans øjne, og få den erfaring med og forståelse af både den del af Danmarks historien, han er vundet af, men også det at være hernede og være en del af sige, at man er en del af en menneske gruppe, hvis kroniker ikke bliver trygge af visen, han har sagt ikke. Man er ikke en del af det fine selskab på den måde. Men der er det her frihedselement, som så bare til gengæld er ret stort, og som er en kapital. Jeg kan man sige, at Knudens kapital. Og gjorde hvad der passede ham til det sidste. Og havde jo ikke en farve størne i garagen. Men havde så gengæld heller ikke et hamsterjol, han løb rundt i. Jeg ved ikke om løb den er sådan dyber, end at man har et behov, som man har mulighed for at tilfille. Måske er det ikke større.

SPEAKER_03 38:45

Jeg har set mit land. Vørg hver kvill og mand, jeg kommer hjem. Jeg kommer hjem. Og jeg har set det skik til og du svig jeg kommer hjem.

SPEAKER_01 39:15

Jeg kommer hjem jeg så værende at du var værk. Men nu står det der. Så der i der.

SPEAKER_06 39:44

Så den her trappe, så er det sådan lidt luet. Så jeg har pillet moren ned her. Så man kan se trappen for stet. Men jeg var også nødt til at skære større. Felt af loftet, fordi jeg skulle have et flytt. Og det var noget det allerførste, at jeg tog med herover. Sant fordi, at jeg vil være sikker på, at jeg dagligt vil blive menet om visuelt, at jeg har et arbejde, som jeg også skal. Og sådan fly der. Det er jo en arbejdstation for mig. Så det er vigtigt at få det her samme, så jeg ikke glemt, at jeg faktisk er musiker og sang. Og så øve mig, for det skild. Og nu står det så her. I tror jeg. Og jeg så og arbejder. Så det er sådan set stort nok det her rumt, at jeg både at have min lille hurder fløe, og nogle. Så det her, jeg sidder og arbejder, når jeg gør det. Og når jeg gør det, så er det som regel ret intenst. Fordi, at jeg bruger min tid rigtig meget på huset og på haven. Så jeg får lidt travl nogle gange. Hvorfor var det så vigtigt for dig for flyet inde i dit hus det første? Det var vigtigt at få flyvet ind som noget det første, fordi processen i starten var så kaotisk, at det var regulært vanskeligt for mig at balancere det at være fuld on bygge her og så passe mit arbejde. Så jeg ved, at jeg arbejder sådan, at jeg giver mig i kast med det, jeg kan se. Primærligt jeg prøver at lægge alle mulige strategiske planer, og så endder jeg lave det, jeg får øje på med mit øje alligevel. Så det at have flyvet til stede, ville gøre, at jeg kommer i tanker om, at jeg skulle øvre mig. Og det kan jeg godt glemme. Det kan faktisk også godt glemme helt aldeles i perioder. Og det durf. Så har jeg ikke et arbejdsliv, hvis det sker. Så egentlig kunne jeg jo i princippet arbejdsmæssigt godt klamre med et lille klaver eller en dag del klaver, fordi jeg bruger det til sådan, at jeg indstudere partier og sang og forberede mig. Og jeg er jo ikke pjanist, så jeg sidder ikke og spiller klavier på den måde. Men jeg orienterer mig på klaveret. Og det er det her med at have det her møbler, som fylder noget. Det udgør sådan en visuel arbejdsstation for mig, som gør, at jeg også tager mit arbejde alvorligt nok. Og det gør jeg jo sådan set dybest set alligevel, men jeg kan glemme det i perioder, det er ikke interesseret i. Så på den måde, jeg ved, hvordan min hjerne fungerer. Og det er sådan det skal være, at jeg skal have noget fysisk manifestation, eller så glemmer jeg, hvad der her. Jeg skrive dit arbejdsplads, som du egentre ved her. Min arbejdsplads består sådan set af flyet. Og egentlig kan jeg arbejde alle steder. Det kræver for mig, det er, at det sådan er et lukket rum. Det er meget vigtigt, at jeg kan lukke den dør. Men talt. Fordi og selvom jeg er alene i huset, så vil jeg ikke kunne koncentrere mig lige så godt, hvis flyet stod ude på raporet fx. Det der med, at jeg lukker bag mig. Det betyder alt for min evne til at koncentrere mig. Og i virkeligheden skal der være relativt uinteressant i det rum, jeg arbejder i, hvis nogle gange tager man på sådan et eller andet arbejdsophold et eller andet smukt sted. Det er næsten det værste. Altså sådan en flot udsigt, eller det distraherer for meget. Men egentlig så er musikken jo en alternativ til verden. Det er jo en verden i sig selv, som har sin egen logik. Og jo mere af den virkelige verden, der er til stede rundt om, jo sværre synes, det er at tabbe ind i den musikalske verden. Så et eller andet uanset sted, det kunne også være en kælder. Nu er det mit sovelser, og det er over i et hjørnen. Jeg har ikke nogen udsigt herfra, hvor jeg sidder. Det er helt fægt. Og så er der plad om på fyret til at læsken måde og så bunke dem i projekter. Så jeg ved, at det der om en øge, og det der det til målet. Og så er der sådan på den måde visuelt fisk styr på det. Jeg har kendt bedre dag. Rent stemme, det bruger jeg ikke så meget, at det sådan lige skal stemme. Det klinger gammelt og hyggeligt. Og det kan være, at det skal for mit arbejde her. En typisk arbejdsituation her, at jeg tager den måde, som jeg har mest travl med, og stæld op på flytet. Sætter mig ned og begynder at få et overblik. Fordi sådan et værk. Det kan jo tager alt fra to måneder at lære til halv and dag. Selvom det er lige langt. Så alt efter, hvor svære musikken er, om det er noget, jeg har hørt før, eller så vidare. Så det er meget vigtigt det der overblik, så jeg kan begynde at planlægge min tid, hvor meget tid skal jeg bruge på det. Og så går jeg i gang med det sproglige, hvad handler det om. Oversætter det, hvis jeg ikke ved det sådan lige når jeg læser det. Nogle ting har man jo lært i løbet af et langt samer liv. Nå italiensk kan jeg godt bare så forstå, og andet skal jeg hen og google på. Og så begynder jeg at spille stille og roligt lærer nogeterne, og synge på det, og finde ud af, hvad det er for en streng i min stemme, jeg skal anvende. Og det er jo også meget forskellige om jeg synger. Nu står der en stor blå fik vores bryllop noget, som jeg er gået i gang med. Det er simpelthen fordi, jeg er med i en fuld produktion af fik her vores brøllup, som har prøvet start om halv and nu. Og der har jeg sagt jer til rollen, som hedder Marina. Og hæg sunget før, men jeg har sunget en anden rolle i obrandet. Kir jo binog af et par omgange. For en del år siden. Så jeg kender stykket og kender musik. Men Mariners parti. Kender ikke, har ikke det fuld overblik over. Så det er jeg i gang med at finde ud af, hvordan jeg skal gribe det an. Og selvfølgelig tær det. Fordi når vi kommer til første prøver, så skal man gå det ud af. Og ja, så det skal jeg gå ud sådan, så man kan gå i gang med skuespillet med det samme. Og det kræver det kræver en del sådan slavtigt arbejde. En del tærkning. Og det er det går du nogle timer. Og så her ved siden af her, der har jeg sådan en bog, jeg har købt for nylig som et skuddom i komidet. Fordi jeg forledet premiere på en concert, som jeg har fundet på. Det er så det andet, jeg gør. Når jeg ikke hører til at lave et opra, hvor man kan sige, man er en brek i et større pluskelspil, så laver jeg koncerter, som jeg nød og har en eller anden gennemgående fortælling. Og der skulle jeg brug Dande til at strikke det program sammen. Så det har jeg forsøgt at gæve mig igennem noget af det i hvert fald.

SPEAKER_05 47:26

Jeg har så. Det er lyder sådan et spørgsmål. Så hvordan er det at være oprecanger?

SPEAKER_06 47:33

Det ved jeg ikke, for jeg ved, hvordan det var det. Og være opersanger, det er sådan et ret sjovt samurium af flere elementer. Men en stor del af det er sportsligt. Altså den der form man skal være i. Det er meget sammenlig med at være sportsudøver, elitesportsudøver i en eller anden grad. Man kan ikke sådan holde rigtig fri, man skal hele tiden sådan en balancerer om, hvor lang tid er der til det næste. I hvor god form skal jeg være, hvornørt. Hvornår må jeg ligesom synge igennem, sådan, så jeg bliver slidt. Hvorn det er en god ting. Ligesom, altså, folk, der løber margen og sådan noget, det er også slid, når de har løbt. Det er øvre det hele, men det er ikke dårligt. Det er fordi, de skal bare restituere og bygge op. Sådan gør vi også som sanger og skal kunne holde til ret meget, når vi endelig spiller. Der skal stemme ligesom være så stærk, at den kan klare det. Og det er sådan en. Det er jo faktisk til sted h eneste dag, selvom der kan gå mange dage, hvor man ikke er på arbejde. Så det er til sted hele tiden den der balance, hvornår skal jeg pigge, og hvornår jeg tillade mig at koble fra. Og hvornår? Og det er det vigtigste, hvornår skal jeg koble mig på igen. Det er så også udfordringen. At det øvrige er interessant også. Og særligt når man renoverer, så er der jo ligesom også nogle deadline sådan noget tørre tid og sådan noget, man skal overholde. Så man kan jo ikke bare sådan hobbymæssigt gå ind og ud, som man nu har lyst. Der er også noget, der skal gøres færdigt. Og på den måde så kommer arbejdslivet sådan tiden lidt overraskende ind over os. Men altså, så er det netop vigtigt, at man kan lukke den. Og være sammen med musikken i nogle timer. Og så har man jo sådan set også, altså, så har jeg jo været på arbejde. Og friheden i det er jo, at det kan jeg jo være hvor som helst. Det er det bevidst om sådan senere her i livet og egentlig med huset her, hvor fedt det er. Fordi før hen, så var jeg jo fast i københavn, og det begyder jeg egentlig ikke at være. Altså. Det tror jeg mig, det er sådan lidt en idé, jeg havde om, at det var jeg nødt til. Men det er vi ikke. Jo, altså den fordel ved at være fysisk til sted i københavn og i miljøet, at man møder flere af de andre. Men det kræver så også, at man gør det, at man bruger det, og det gjorde jeg ikke. Jeg har ikke interesseret mig for at dukke op til premiere og hænge ud og snakke med branchen efterfølgende. Og det tror jeg da sådan set, jeg kunne have fået rigtig meget ud af, hvis jeg havde gjort. Men efter som jeg ikke gør det, så er det liglig. Så behøver jeg ikke at bo i København. Jeg har gjort det på en anden måde. Jeg har tænkt, eller haft lyst til, eller haft talent for at udvikle koncertidéer, som var anderledes. Og dem har jeg så solgt. Til arrangører og til musikforeninger ved siden af mit rollearbejde. Og det er det, jeg tænder på. Det er også det, jeg kan finde ud af. Så der er templig meget sådan burde i freelands liv generelt. Det tror jeg også skærder for andre faggrupper. Jeg burde dit og jeg burde dat, og jeg burde være kommet til nogle flere premier, eller jeg burde have sat mit år flot op, eller jeg burde have et eller andet. Men hvad er den man er jo? Jeg er kommet til indsigt hen ad vejen over, at det kan faktisk ikke lade sig gøre. Tængæg er det, der har kunnet lade sig gøre, det er sådan set ret stolt af, så jeg ikke har ikke nogen til at begræde alt det, jeg ikke kunne. Men det at bruge københavn og netværke i København, har været en af de ting, som jeg ikke har kunnet. A den grund af, at jeg ikke er interesseret mig for det.

SPEAKER_05 51:56

Færget ved at købe et hus på lang, og bruge meget tid her og lære her meget. Har det ligesom påvirket arbejde eller din karriere på en eller anden måde?

SPEAKER_06 52:09

Ja, jeg tror, det, at jeg købt huset, har påvirket min karrière i midlertidigt. Jeg har haft mit fokus meget her. Jeg brugt meget energi og mange penge på at få det her hus op og stråle i mit eget billed ikke. Men det har også været en overgangstid af andre årsager, fordi min sønd flyttede hjemmef, og jeg bliver ældre. Der er mange ting, der ligesom ændrede sig. Så de sidste sådan 4-5 år i virkeligheden, har været en transformationsperiode for mig, også karriermæssigt. Og der har huset været en del af det. Jeg tror ikke, afstanden betyder noget særlig i den forbindelse, fordi afstanden er jo ligesom ind i mig. Så når jeg sidder i min lejlig i København, så er der også utrolig langt ud påbranden til en eller anden premiere, jeg ikke er tilknyttet. Hvis ikke selv jeg er med i forestillingen, så der lige så langt over påbranden fra min lejlighed i København, som der er herfra. Afstand er ikke kun kilometer. Afstand er. Det er jo der, man har sit fokus, som der man har sit fokus, at man nær. Det er der, man er nærværende og tæt på noget. Og man så befinder sig ved siden af, eller af mange kilometer væk. Det er jo sådan set underordne. Og særlig det her ligand, at vi kan virkelig flytte også fra den til den anden på en enkelt dag, har det givet noget at købe et hus her.

SPEAKER_05 53:45

Og køb det her hus, og selv det i stand? Har det her hus getet noget til din karrier eller dit arbejdsliv.

SPEAKER_06 53:53

Jeg tror, at huset her har markeret en overgang fysisk, som jeg egentlig ikke har rigtig hold på endnu. Og derfor det også svært at sætte ord på endnu. Hvad det har betydet også for min arbejdsliv. Men jeg er et andet sted, og jeg griber det anderleden nu, end jeg gjorde for fem år siden. Jeg kunne også mærke dengang, at jeg kunne ikke blive ved med at gøre det på den måde, jeg gjorde det. Og det har ændret sig. Og det har jo huset og miljøet her, min mulighed for at lave de der skift og komme væk, betydet rigtig meget godt. I balancen med at holde formen, har der været udfordringer. Men det er der sådan set ikke mere. Men det er jo også, fordi nu er jo sådan set grundlæggende færdig. Og jeg begynder at kunne koncentrere mig igen og øve mig. Så jeg synes, at sådan det sidste halve år, har jeg haft nogle oplevelser med mit arbejde og med at gå på scenen, som er meget bedre og meget anderledes, end det var. Og det har også for bare et år siden og to år siden. Så jeg har været lidt igennem sådan en slags skærs til mange ting, blandt andet mit arbejdsliv. Og det har tåget af lettet nu her inden for de sidste halve år. Og det kan godt være, at huset er også er blevet færdigt har noget at sige. Men det er også noget med at lande på den anden side af at være mor for et hjembående barn, ikke. Og de andre ting, der sker i livet, når man både bliver ældre, men også har gjort det samme i lang tid. Det tror jeg nogle gange, at vi mæser lidt, når vi snakker om at blive ældre, så er det sådan lidt, hvor ja, det er sådan en tyngde. Men det der også sker, når man nærmer sig 50, det er jo, at man har gjort noget i sit arbejdsliv i fx 20 år. Og det havde man jo ikke for 15 år siden. Der havde man kun gjort det i fem år. Så den der, hvis man ellers er nysgerrig og søgende, så tror jeg de fleste midt i livet. Vi får sådan en tanker om, eller en følelse af, at noget skal ændre sig. Nu har man gjort det. Altså, jeg kunne have lyst til at gøre mange ting. Og jeg vil ikke på nu tidspunkt, vil jeg ikke føle, at jeg havde mistet min sangerkarrier. For det har jeg haft den. Det er ikke til sammen som den er slut, og den ikke fortsætte. Men jeg har muligheden for at gøre noget andet. Og det er det synes jeg er sådan slutrende for tanken af at have den tanke. Det er ikke det samme, jeg er nødt til at gøre noget. Men det med, at der lige står et vindu på klem, at der kommer noget frisk luft ind i fortalet, som er den der anden mulighed. Det har jeg altid haft brug for, og rigtig meget de senere år.

SPEAKER_05 57:01

Så det er ligesom om muligheden for at vælge noget andet gøre, at du også vælger. Du har også mulighed for at vælge det, til, du allerede laver.

SPEAKER_06 57:08

Ja. Jeg er helt klart blevet mere opmærksom på, hvad det er, jeg har gang i. Så nu fortsætter jeg mit sangerliv på en anden måde, end jeg gjorde før. Jeg øver mig anderledes. Jeg har mere af mig selv med på scenen. Men det er energien, det er tilgangen, som man godt kan udvikle på, og som jeg har, som jeg har udviklet på, og som jeg tror er årsagen til, at jeg nu gerne vil fortsætte, fordi jeg forder på en anden måde.

SPEAKER_05 57:49

Hvad vil du? Hvad vil du råde folk til, når de står og eng er måske. Overvejligt og flyttingen, men også har et arbejdsliv. Sådan det så skal tage hensyn der.

SPEAKER_06 58:08

Jeg vil opfordre til at tage det hele med, hvilket er bøvlet og kan føles, som det er for meget i perioder, men der er ikke rigtig noget alternativ. Alternativet er jo, at afstå fra at gå videre med noget, man drømmer om. Det ved jeg ikke om et bedre, end og så skulle rumme det mere. Det er jo mere af det gode. Det er jo mere af det, man holder af. Man skal bare ligesom ret sig op og arbejde med vængred. De fleste tror jeg vil opleve, at det kan man godt. For det er jo muskel, man bygger op stille og roligt, hvad man magter, og hvad man ikke magter. Hvis man tænker på det, og så bare har det op i hovedet, så langt de fleste ting magter man jo ikke. Det gider jo ikke. Altså mennesker dårligt. Jeg er i hvert fald. Altså bare det at skudde af døren til et eller andet arrangement, det er sådan tænker, Gud, hvor sagde jeg til det. Men for hver skridt, man går, bygger man jo en evne til at gøre det. Så det tror jeg er ret vigtigt. Og det kræver, at det første skridt, det tager man uden at vide, om det lykkes. Altså simpelthen og turde det. Turer sat på, at det vil gå. Men jeg synes også, at et eller andet sted er for dumt, eller det er forkert at begrænse sig selv i frygten for, at man ikke kan klare det. Man kan jo. Livet er jo har en vis længde. Og man er jo råd til, at man har et par år, hvor man gik forkert. Og så kan man vende om ikke. Men man kan jo ikke. Jeg kan jo ikke se, hvorfor jeg skulle blive siden i en lejlighed i København med en forestilling om, at jeg var nødt til at være der for at kunne synge noget de to ting overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre. Hvordan har du det med burde i dag? Jeg har det sådan, jeg burde i dag, at jeg har en bedre forståelse af, hvordan jeg arbejder. Og en større tilgivelse over for mig selv i forhold til, at jeg ofte arbejder på en måde, som ser forkert ud. Både for andre, men også for mig selv. At jeg ikke tager tingene i rækkefølge, at jeg ikke umiddelbart gør tingene færdig som dag til dag. Men jeg gør jo helt vanvittig meget færdigt. Egentlig overordnet set og sammenlignet med mange andre. Men jeg arbejder sådan cyklisk. Så kan jeg tager et kvarter med den her måde, så går jeg ned og nemmer en rose, så grager jeg en kartofle op, så tager jeg kvarter mere. Og så kører jeg sådan lidt i ring, og ud fra set, så ligner det. Det ligger overfladisk værden, fordi jeg hele tiden skifter. Men jeg har set og indset, at jeg kommer hele tiden tilbage, og der faktisk er en mening med galskaben. Der er en mening med den måde at arbejde på. Og det har. Det har gjort, at jeg tilgiver mig selv, at arbejde sådan på den måde, hovedet. Så burde jeg ikke mere så selvstrafende, som det har været. Jeg har ikke jo København, så.

SPEAKER_05 1:01:44

Der kunne du godt koncentrere.

unknown 1:01:47

Nej.

SPEAKER_00 1:01:48

Nej.

SPEAKER_05 1:01:50

Nej.

SPEAKER_06 1:01:52

Jeg har noget på cafet. Ja, så mig og alt. Jamen, så laver jeg sådan, hvor er jeg henne, sang og sådan. Hæm, møh. Når det er længe siden, så laver jeg sådan. Hvordan har min stemme det egentlig? Det er jo sådan nogle små stemelæpper på, jeg ved ikke, en halv and centimeter eller noget. Det er jo ikke ret meget, som skal spille sammen. Og dagsfrummen bestemmer, hvordan jeg varmer op, hvordan jeg gør. Nogle gange lønner jeg bare, og nogle gange laver sådan. Så kan jeg mærke, om, om randen samler sig. Så jeg kan gå videre og lægge lyd på, hvordan er dags i dag så tror jeg. Den er ret slatten. Dagsrum i dag er ret slatten, fordi jeg var til studentergivet i går. Og ikke så meget. Men også godt. Det kan man også godt gå ind i en øve session med sig selv med. Altså simpelthen med at rumte fra starten. Hvis jeg bliver optaget af at lave skønklang for tidligt i processen, så syner jeg mig ned, når jeg er i den form, jeg har nu. Så bliver jeg ligesom giver mig selv lov til at være i noget, der er grimt. Og så laver jeg sådan. Hvor jeg ikke blander mig, hvordan det skal lyde, men bare sammen med muskulatur. Pen eller måde. Rummer den, giver den plads, tester den, fordi i stiller rolig så begynder den sådan at finde en balance, og så kan jeg begynde og læg på.

SPEAKER_05 1:04:24

Det er jo lige. Elektronisk af, hvor meget kræfter på, det er sådan. Det er bare sådan.

SPEAKER_06 1:04:32

Det er jo det, vi øvrig. Altså i det hele taget træner, tror jeg, som over sanger. Og alt vores stem er bygget sådan egentlig ret bløduskulært bygget som udgangspunkt. Det er lukkemekanismen i stemme. Det er den der midte, som, som jo skal kunne høres på den anden side af du synfoniekester. Uden forstærkning. Så det er ikke sådan, at man sidder og tænker, det er i bølgt. Nu skal jeg bare synge kraftigt. Det handler faktisk ikke om. Det giver en modsat fekt ofte. Hvis man gerne vil synge kræftigt, så bliver det faktisk dårligere. Men det der lukke mekanisme, at stemær hinanden præcis. Og slimænderne er i så god stand, at de ligesom laver det sidste lukke henover. Det er jo sådan noget, hvordan man lever sit liv. Og man nu har drikker, og hvornår man gør det og ikke gør det særligt. Men det skal have en bære evne. Sådan som man også kan synge piano, som det betyder svag. Og man kan synge en helt stilletone, som man kan høre på fjerbalkong. Det er bære evnen og ikke sådan decibel. Og hvis man er god til det, og når man er i god form, så er det faktisk sådan, at stemmen er større, når man kommer længere væk. Sådan så kan man godt stå helt tæt på nogen på sang af søng og ting. Hør det det? Men hvis man så kommer træmeter væk, så kan man høre forskellen på en sanger og ikke og en ikke sanger. Og det er det ligde den der grundform, og den der event at fokusere stemmen. Der skaber den streng, som man spiller på. Forvej sin forskning, så tænker man jo ikke et øjeblik på det på det med samling af stemmer og sådan noget. For man jo ude i sit håndværk. Men når jeg skal afspejle min karakter og intentionen, som er bag orderne i karakteren, så skal der være en fuldstændig lige linje mellem min tanke, og det, min stemme gør. Og det er det form, der handler om. Jo bedre form, jo mindre afstand er der mellem tanke og lyd. Og det er ikke muligt at træse rundt på en scene i kostymer og holder øje med de agenten, og alt det som tekniskt skal spille på tid, hvis man skal tænke over sin teknik. Det er nødt til at være på plads, og det er det alle dager med.

SPEAKER_05 1:07:08

Så din karakter her i Danor, du skal øve på nu, hvor du langt du kommer, kan du fortælle lidt, hvordan hun er.

SPEAKER_06 1:07:18

March Lener, hun er egentlig en ret fed rolle. Det her altid synes, hun var. Selvom det ikke er sådan en vanvid stor rolle. Så er hun sådan den voksne dame, som skal være, som er en farve på den palet, som hedder Fikerus Bryllup. Og Fikros bryllup er jo sådan en slags fortælling, hvor man kan sige, at det er ligesom op at skræklen af et hus, og så kigger ind i alle rum samtidig. Der foregår noget med et ungt parende, en tjernerinde, en teenage dreng, som har hormon rush, og den ældre dame, som er Marina, som er ikke en gammel dame, men ældre. Og hun betragter jo ligesom det, der sker med de unge. Og jeg sådan både en del af det, og ikke en del af det. Det er ret interessant, og man kan hende kan man skrue ret meget op for. Man kan også skrue ned for hende. Jeg har set udgaver fik års brølger, hvor Marina ikke har nogen afgørende farve i stykket, men jeg har jo set en. Jeg fik år sprøg, hvor jeg kun kan huske Marilina. Jeg simpelthen ikke huske, hvem hvem der spillede de andre roller. Den kan der skrues op og ned for. Og det her, det næsten, der sker nog. Det er jo et samarbejde med instruktøren. Hvordan har hun tænkt det? Hvor vil en farve skal Marcele have? Hvad skal hun betyde? For det handler jo om at spille hinanden op. Så det handler jo ikke om Marcilina er isoleret set her. Obre er en holdsport. Fuld ligesom at spille fodbold kamp. Man hylder den, der scorer, men det er afleveringerne op til, der gør, at om der bliver scoret. Og det sådan er det med over i særdel. Det handler rigtig meget om de andre og om situationen, man spiller ind i. Så jeg kan ikke vide på nuværende tidspunkt, hvor stor en betydning Marcalina får i vores fingerspryl. Men jeg kan forberede mig så godt, at jeg har bud, og er så fri i det, at jeg kan gøre hvad som helst med hende. Jeg kan virkelig godt lide den her Marcaline rolle. Jeg kunne også godt lide at spille Kyron dengang, jeg gjorde det. Han var en han. Så spiller man dreng, mand. Og han var en 10, eller jeg en 10 stræng i stykket. Så jeg meget forelsket i voksne kvinder. Ikke i Marcellina dog, men I grever ind. Og det var også mega sjovt. Altså den der doblig der. Men jeg tror ikke, at jeg havde synes på det tidspunkt, at Marcellina havde været noget særlig sjovt par. Men det synes jeg, det synes jeg nu. Når man dykker ned i noget, såbenbør det så. Så man kan få kærlighed til noget, man slet ikke troede, man vil, når man først du i det, så er det jo rigtig meget med rolede i hver.

SPEAKER_03 1:10:42

Jeg har set. Jeg vede på mand. Jeg kommer hej.

SPEAKER_05 1:10:57

Hvad betyder rammerne for hvordan du har det. Det er jo hence påvirket.

SPEAKER_06 1:11:05

Min rammer betyder nærmest alt farde med tro i afstumpet. Det betyder det helt utroligt meget. For hvordan jeg har det. Og det er ikke størrsen på huset af rummet, som du kan se. Det er simpelthen at farver og linjer i et rum. Jeg kan blive meget forstyret, hvis det er forkert. Jeg tror ikke næsten noget af det værst, der kunne overgå mig udover, selvfølgelig, hvis der sker men nærmeste noget. Det er, hvis jeg var over lang tid svunget til at være et sted, hvor jeg synes, der var gramt. Jeg tror, jeg bliver syg. Men der er jo også hele tiden mulighed for at gøre noget ved det. Så kan man følge på noget. Det er ikke sikkert, at man kan gøre det ved det, man gerne vil. Og der er jo altid en begrænsning. Økonomi er en fact, men ikke eller anden grund, at jeg kunne få stampet de der penge op i jorden, der skulle til for at omgør det her hus fuldstændigt. Og jeg har spået mig selv mange gange, hvorfor købte jeg ikke bare egentlig et hus, der var sådan lidt tættere på, hvad jeg kunne lide. Fordi alt har jeg lavet om.

SPEAKER_05 1:12:16

Hvorfor gjorde det ikke det?

SPEAKER_06 1:12:19

Jeg ved ikke. Jeg tror, jeg havde sådan en lidt naiv forskning om, at det var nemmere at lave dom. Jamen der var vid over det hele herinde. Sejsmudstapet. Vid og meget nydeligt og pænt, men helt anderledes end det, jeg drømte om. Og jeg tror måske på en eller anden måde, jeg ikke rigtig så tydeligt det der var, men jeg så rigtig meget det, jeg ville lave. Hvad sker der i din kroppe, der, da du så billedet af, hvad der kunne blive her? Jamen jeg blev opvagt af en stor skærp. Altså jeg havde virkelig god energie på det. Jeg glædet mig til at gå i gang. Men endnu mere til at se det færdige resultat, hvor jeg havde en eller anden idé om, at vi ville opstå den der dag, hvor det var færdigt. Og det er det sådan set også nu i en eller anden grad færdigt. Jeg går hele tiden, at du ser på ting, men altså, det har jo i vores tid færdigt herinde i hvert fald. Så i det her forår, det er det også blevet færdigt udenfor. Men er det? Det er fantastisk. Det er det faktisk. Det er nærliggende ligesom og spørge nu, nu ligger der spørgsmål i måden. Hvad så nu? Hvor går du af din resløshed nu, hvor det er færdigt. Jeg nyder det helt vildt. Det er endnu bedre, end jeg tror. Jeg kan kun anbefale dig, hvis man har mulighed for at køre et lille hus. Eller et stort hus. Og arbejde med det. Og går allin på at skabe et sted, som for mine kommer, ligesom fandes i mit hoved. Og skabet i den virkelig verden, ligesom få det ud af hovedet og ud i virkeligheden. Det er der ikke noget. Og det gælder jo mange ting. Altså også projekterne, de kreative projekter, som jeg har arbejdet med. Altså at få en idé er jo garanteret dopaminskab medbringende i sig selv. Men bliver jo ligesom opvagt af idéen i sig selv. Fordi den er et lys ikke, der slår ned. Og så er der jo fra idé til virkeligheden utrolig lang vej, hvor man kan fortry mange gange, og sidde og måske også græde lidt ned i en spand mørt. Jeg tror, at når man har, eller jeg så oplever i hvert felt, hvis jeg har en idé om noget, om det er et kunstringsprojekt eller et husprojekt, så ser jeg det for mig så klart. At det skaber en frustration, at andre ikke ser det. Jeg liger med, om de kan lide det. Men det skal findes uden for mit hoved. Og måske er det ensomt, at have en meget klar idé. Og være den eneste, der forstår den, eller den eneste, der ser den. Så det at række ud i den virkelige verden og skabe det. Det er en drivkraft. Også i de kunstneriske arbejdser, jeg har. Hvis jeg har en idé om, at det kan være helt simpelt et koncertprogram med nogle tekster. Nogle moderne tekster, måske, der skal møde nogle gamle samge. Ford jeg tror, og ser for mig mærker i min kroppe, når jeg tænker på det, at det vil give begge dele ny mening. Det her, at vi virkelig kunne skabe en verden, som andre kan træde ind i. Så er jeg også nødt til at gøre det. Så er også nødt til at udføre det, og få det til at blive. Det er jo ikke noget, så længe det er en idé. Og det er måske også det, jeg lidt oplever nu, at jeg tænker over det i København, at det er en udveksling af idéer. Ideer om sig selv. Priært. Det er på en eller anden måde ingenting værd, og det bliver mindre og mindre værd. Når det bare er en idé. Det må være virkeliggørsen af idéerne, som betyder noget. Det er i hvert fald det, der driver meget til, at stampe de der hundred og tusind og mindst op gulvet. Hvad har du heller slet, hvis du ikke har sat det her hus? Det er meget. Jeg kan slet ikke forestille mig. Hvad ellers vi har gjort? Det er simpelthen ikke. Ligesom da fik min søn, altså jeg tænkte sådan, hvordan var det før? Hvordan ville det have været, hvis han ikke fandtes umidligt? P samme måde, at det er sådan, jeg følge som en skærende, altså, at det var uundgået. Jeg skulle gøre det her. Jeg gik af en vej mod det, som jeg blev drevet i. Altså drevet hen af. Det var ikke på den måde, sådan. Det følte ikke som et overskudsval på den måde sådan, så det være der, eller skal det være der. Der var sådan ligesom, der var en eller anden magnetisk kræft. I huset, der gjorde, at det blev her. Og egentlig var det meget ulogisk. Og ligesom da jeg fik min søn, det var det samme. Følelsen af, at jeg har ikke et valg. Det havde jeg jo. Men det følte, at det oplevede, jeg ikke havde. Jeg følte mig fyldt op med et lys, som gjorde, at jeg var nødt til at gå hen imod det. Jeg er nødt til at være i det. Sådan var det også med det her hus. Selvom det var ulogisk. Jeg følte min sønder, jeg gik på andet år på konservatoriet i København, havde ikke noget netværk min familie i Jylland, og jeg bruger på kollegelse, da jeg bliver gravidet. Altså var på SU, og var ikke i gang med min karriere endnu.

SPEAKER_05 1:19:14

Og heller ikke et par forhold.

SPEAKER_06 1:19:15

Nej, og heller ikke et par forhold. Altså alle faktorer i forhold til, at ikke er fuldført, det var til stede. Men det der valg, der er de bedste. Det er sådan det ulogiske, det irrationelle valg i de valg, jeg har taget i mit livet, som har haft den der karakter af gør det skudten, har været de bedste. Fordi livet er større, end jeg er. Det bibringer mig større gave, end jeg kan forestille mig. Og hvis jeg ikke foretræger mig ulogisk valg, så begrænser jeg også verden til det, jeg kan forestille mig. Og det er jo ikke måske så meget i.

SPEAKER_03 1:20:21

Jeg kommer jer.

SPEAKER_05 1:20:27

Anbre og jeg har i vores sample været omkring fiskerne rockstærende Liv og fik her påbne livssituationer og om at vælge tilfælderne til. Andre har pakket en kaffek, og jeg vil gerne samle op på det at indræk et eget hus. Og i den her sidste del af vores samtale. Snakker vi også om at møde en kæreste. Jeg tager på klar. Hvor vi?

SPEAKER_06 1:21:08

Vi er hos din nabo eller tidligere nabo. Vuset ved siden af mit eget hus. Vi sidder udan lille går. Jeg har faktisk boet lige noktig i det her husiden 1962 eller 63 der omkring.

SPEAKER_05 1:21:28

Jeg for der er ligesom forskel. De her to huser er egentlig meget ens. Han ser også vidt pudset sikkert nogen samme størrelse. Herud fra set ud, som om det er indrettet nogenlunde i 60 og 70'erne med sådan nogle kaner i kunstig stof og sådan noget. Og nogle TikTok tærmovinduer. Du har jo gjort. Du har jo tilført noget autentisk stil, kan man sige til dit hus, så der er mere sådan en bevidst stil. Men det er jo egentlig dybest set to ens huse.

SPEAKER_06 1:22:03

Jo, men det er også meget forvirring omkring autentisk stil. Det er jo det her. Det er jo knudsus, der er autentisk stil. Det er jo sådan her, man har gjort her siden 360'erne. Altså skiftet spårsvinderover med store, firkantet af 70 vinduer kan der vi. Hvis man gik en tur inden for, så kan man også se, der er sådan, altså det køkkenen han lavet. Det er lavet 60'erne, og fliserne har han selv sat op i 60'erne. Og der er ikke blevet pillet ved siden. Jeg er ikke sikker på, at der findes andre hos hernede, som har den historik, altså ikke er blevet renoveret op igennem 80'erne og 90'erne på et eller andet tidspunkt. Det er noget, som man så på det tidspunkt synes var det eneste rigtig ikke at gøre. Og hvor vi i dag tager til hovedet og tænker, hvor god kunne de bare have lidt være. Og det, jeg har lavet ind hos mig, er jo endnu et sådan et skridt imod egentlig noget dybt mærkeligt ikke. Fordi der jo ikke der jo gamle svenske terpeter og sådan noget. Det har da jo aldrig nogen været banker på. Det er jo også, eller det er et teaterstykke på en eller anden måde, som udspiller sig over hos mig. Det i hvert fald ikke. Jeg har også sat en balkon, ikke, så man kan gå ud og se solen gangen mod. Det er heller ikke sådan autentisk fiskerus liv at gøre. Det handler bare om at vende ryggen hjemme ikke. Så det har man lige så rikt. Så det er ligesom. Det er et sted, som er næsten et glemt sted her over hos Knod. Alser et tidslumme, ikke. Fordi, når vi taler om gamle dage og bolig renoveringen, så taler vi typisk længere tilbage. Så taler vi sådan måske 1920 seneste, ikke man helst 1800-tallet og kigget inde, lags vinduer. Og det er jo helt utrolig længe tiden, at nogen brugte det i dagligdagen. I dag kommer de ligesom ind igen, fordi man er nostalgisk og gerne vil genskabe nogle gamle afsrammer. Men selvfølgelig også på grund af klimakrise, og fordi de gamle model og metoder, er jo holder, hvis man plejer dem. Sådan må ikke nogen grund til at udskifte. Men der på den anden side heller ikke nogen til at udskift knudsvinder til noget romantisk språsset kigget her løb, fordi de virker jo også de her. De lukker også til, det er som om, at hvis man skaber den estetikken om gamle dage, genskaber estikken om gamle dage, så får man sådan forsvis mange. Men den, som ikke har foret sig noget siden 1962, er jo den, der har sparet mest på klimacogen overhovedet. Og det er værkstig, vi ser der. Der bliver tænkt bare børet. Alt muligt. Og plastik bliver tæppet sammen. Og det der med at bare købe noget. Det er altså kommet efter generationen efter klud. Det er brugt han ikke. Jeg kan godt se, at jeg skal have sådan et naturgi for. Hvor det bare flot. Nu har sådan aspest plaget.

SPEAKER_05 1:25:35

Jeg skal lige så sige, at du har taget. Det har nemlig. Det her.

SPEAKER_06 1:25:39

Men det var super dyrt. Jeg får skæftet. Hvis man så gør det en dag, så vil det jo næsten ikke at lave nogle kvister. Og så kunne man lave den vej også. Så kunne man se. Peter min kæreste kravlet op for nogle måneder siden op på det der til Skårsten, der der trappet. Og kigget ud over. Man kan ikke se havnen, det har jeg faktisk lidt troet man, at man kunne se eller hvert fald sådan en mask eller sådan. Der var lige en lille toband. Men vi.

SPEAKER_03 1:26:14

Jeg har set, for nu sver. Jeg kommer hej.

SPEAKER_05 1:26:28

Jeg har også tænkt over, at nu er jeg flytt fuld tid til Frankland for et år siden. Og så sænk jeg, så lukker jeg så kommer jeg også samtidig og vild går til at lukke den der hed. Eventuell der finde en kæreste. Og fordi sænker er ligesom flere i københavnsområdet. Og måske mere aktive. Og muligheden for at møde og sådan noget. Forstå du, jeg mener. Men så bliver jeg bare sådan lidt dejligt overrasket. Og det er jo ikke fordi, jeg lavede efter en kæreste, men hvad sket der for dig?

SPEAKER_06 1:27:01

Jeg lidt heller ikke efter en kæreste. Det kan jeg også sige. Jeg var sikkert i 10 år. Og var også singlet længe inden det forhold, jeg havde derfor slutet for nu 11 år siden. Og var alene med min søn i København. Det var altså, at det var for længt i overstående. Det har egentlig aldrig optaget mig for hver. Og så har forholdet. Ja. Altså jeg har aldrig tænkt, at det skulle man have. Men det tænker jeg egentlig stadig, at nu har jeg en kæreste her. Og ham vil jeg gerne være sammen med. Men det er ikke fordi, at han er en kæreste. Det er fordi, at det er ham. Jeg vil godt være sammen med ham. Men det er jo lige meget, det synes jeg. Og man har kæreste eller det har altid synt. Det forstår egentlig ikke helt. Men jeg kan bedre forstå det nu, hvor jeg så har haft. Den kæreste, så snart i år. Han er noget, hvor meget mere man kan. Det har ikke rigtig faldet mig. Tværtimod, så har jeg tænkt, hvor meget mere man kan uden. Og det er også nogle lidt andre ting. Det får frem i, synes jeg. For mit vedkommende i hvert fald. Det er det her kæreste, der gør utrolig mange ting. Man kan slå sine kompetencer sammen. Og helt praktisk mæret huset færdig. Og der er en, der kan stå på den gange stiker. Og ikke der kan holde sten.

SPEAKER_05 1:28:34

Ja.

SPEAKER_06 1:28:35

Lige præcis. Der er bare nogle ting, der er nemmere.

SPEAKER_05 1:28:40

Altså, du lidt ikke efter den kæreste. Og hvordan er? Hvordan ved du her?

SPEAKER_06 1:28:46

Jamen, jeg kendte tænke ham, fordi han er kunstner på Langland. Og så tror jeg, at der går ikke så lang tid, før man ligesom ved, hvor de er. Når man selv arbejder med den slags. Det var da ikke noget særligt i, kan man sige. Han bor lige ved siden af kæpby i kafen, hvor man kan få den legendariske viners. Og så vi skrevet sådan løsligt og ikke ret meget på Instagram om man skulle da spise sådan en derand og lige helt sådentligt på. Og så gjorde vi det. Og så gik der nogle dage, og så skulle jeg til samøg og arbejde. Og så fortsætte han ligesom med at være i mine tanker. Han havde lavet sådan lille pakke. Jeg skulle køre forbi og hente hos ham på vej nord på, fordi han bor på hovedvejen, så man kører lige forbi huset, man kan ikke undgå det. Og lige kunne svænge ind og hente. Og jeg synes, det var sådan måske lidt underligt. Hvad er? Og hvad skal jeg med det? Og så måtte ikke åbne den, før jeg var på sammengave. Og så var der sådan omsorgsfuldt lagt sådan lavet glas med noget marmelade, der er lavet fra haven ikke og en bog, han havde ude givet en gang. Og et stærk lys og sådan en lille lysest i kemik. Han har lavet det som var sådan lille monster. At det kunne man godt tænde. Not der var sikkert mørkt på samtid. Og den form for omsorg, den var ny for mig. Og det er den form for sådan stilfærdig og omsorgsfuld på en blød måde af at tilbyde et eller andet på ny for mig. Og på den måde kom han ligesom ind af en dør, jeg havde glemt at luke. Altså, det var ikke den type mand, som jeg bemærket egentlig. De gjorde ikke noget indtryk på mig. Den der blødhed, kunne jeg ikke rigtig forstå, eller mærke. Og det vil jeg ikke, for sådan lige pludselder lige ved. Det fine ved det er jo, at så udfordrer alle de andre sider sig jo sådan langsomt inde i det. Så jeg jo der hele tiden noget, som jeg forelsker mig i, som jeg har set, tror jeg, fordi han ikke var defineret fra starten, som man ville gøre, hvis man kig på dates eller på apps. Fordi det er jo konceptet. Man skal beskrive sig selv. Det er jo det første. Nummer et. Hvem er du? Og det er så op til en selv at vurder det her. Det er det jo aldrig. Det er jo de andre, der skal svare på, hvem man er. Eller du skal have lidt til at vise, hvem du er, ikke fortælle, hvem du er ikke. Og selv der. Så andre jo, klarer af en selv, hvad man så er, ikke. Sidste spørgsmål.

SPEAKER_05 1:31:58

Hvor føler du dig mest hjem, heller?

SPEAKER_06 1:32:04

Det kan jeg simpelt på. Fordi jeg følger mig hjemme i København på en anden måde. Men jeg har vent rundt, sådan at jeg tager til København for at opleve fød. Fordi, når jeg låser mig ind i min lejlighed i København, så sker der ikke maskud. Altså, men mindre man planlægger noget, ikke, og det gør jeg så også. Det gør vi jo. Så sender SMS' til hinanden og nej, jeg skal drikke noget kaffe. Og det er fantastisk. Det er så, som det altid var i København. Og det repræsenterer en kæmpe rog, at man ved, hvad der skal ske, fordi det er alle sammen noget, man har planlagt. Hvis man ikke har planlagt noget, så sker der ikke noget. Altså der kommer jo ikke nogen uanmelt forbi. Der er ikke hele tiden et land og forholde sig til. Altså f.eks. andre menneskers hårdrejsende livshistorie, som man kan få en flir af, fordi man stoppede op hen på hen i brusen og lige snakkede lidt længere, end man plejer med de der menneskerkab, der nogle gange åbner sig og udfolder sig, kræver også et nærvær og noget tid. Hvis jeg vil slippe for det og bare være i mit eget, så tager jeg tilbage til køben. Og hernede, der er det på en eller anden måde en virkelighed. En anden virkelighed. Måske bare en virkelighed.

SPEAKER_05 1:33:38

Er det ikke mærkeligt at sidde og kigge på noget, du har haft ind i dit måde.

SPEAKER_06 1:33:42

Det er jo det. Det er faktisk, altså, jeg har slået mig indellem, hvor mærkeligt det er, at jeg nu har et hus på en ø, hvor jeg ikke har nogen fortid. Jeg har ikke fordi, at jeg er vokset op her, eller mine forældre har sommerhus. Der er titl, at folk har sådan en eller anden form for forbindelse. Jeg har ved et tilfælde. Men det giver mening i daglig dag. Er nødt til understrek. Det gør det bare, jeg vågner rigtig ofte op hernede, og er overvæld over, at det nu findes altså uden for mit eget hoved. At jeg skabte det, som jeg så for mig. Det er fantastisk. Og det er mere fantastisk, end det frustrerende. Jeg kan godt forstå, i spørgsmålet ligger selvfølgelig også, hvad så nu, og er der sådan en ur, der skal ud på andre måde. Og det er der selvfølgelig, men det kommer den også. Så det der med at virkelig det, så.

SPEAKER_01 1:34:51

Jeg så, at du var den. Der.

SPEAKER_05 1:35:12

Du kan se andre, og også finde om kost på hens Instagram. For ja, selvfølgelig har hun ikke slukket køn der. Jem til øen er produceret af Blek Stille Media. Musikken er Albert Vinging og sunget af Ketan Angrem og Albert. Produktionen er blevet til støtte fra real. Jeg håber, at du har lyst til at tage med mig hjem til øen igen i næste episode.