Steffen Jensen på Langeland

I dette andet afsnit møder du Steffen Jensen, Mellemøst-korrespondent, der flyttede fra Jerusalem til Langeland for at udskifte krig med fred i sindet.

Jeg hedder Tanja Jørgensen, og jeg undersøger gennem en række portræt-interviews, hvad der åbner sig af muligheder og erkendelser, når man skaber sig et hjem, helt eller delvist, i en af de mange danske ø-samfund.

Du flyttede på landet fordi ...
- At komme væk fra mennesker, jeg havde fået nok af hvad mennesker kunne finde på...

Steffen Jensen søgte stilhed og fred, men fandt gennem sin nysgerrighed på øboerne og sit portrætfotografi ud af, at i det såkaldte "Udkantsdanmark" tager mennesker ansvar for deres område og giver tilbage i stedet for at kræve noget af samfundet. En ting er sikkert; han har fundet hjem.

Links:
Se Steffen Jensens fotografiske projekter på hans facebook-side Et Yndigt Land, og følg ham på instagram-profilen steffen_jensen_tv2

Denne serie har instagram-profilen hjemtiloeen, her kan du løbende læse mere om episoder og medvirkende.

Serien er produceret af Blikstille Media

Tilrettelægger og teknik: Tanja Jørgensen

Fotos og video tilknyttet serien: Tanja Jørgensen

Musik: "Jeg kommer Hjem" af Alberte Winding, brugt med tilladelse fra Universal Music

Seriens illustration er skabt af Malene Klint Vejlby (klintart)

Podcasten er lavet af mennesker, med mennesker og for mennesker og der er ikke brugt AI i produktionen.

Økonomisk er serien støttet af Realdania

Transcript

Speaker 1 0:02

Jeg hedder Tanja Jørgensen, og jeg besøger mennesker, der har valgt at skabe sig et hjem på en af de danske effen jensen øer. t for respondent og journalet. Hans interesse for Memet starkede med et ophold i en gib. Sådan skabte han et liv med koner og børn i Island. Jeg nu skal efter at høre, hvordan han har kombineret familjivet med hans utallige reportagejser til konflikter og rige i Memøsten. Her et forsøg.

Speaker 1:05

Du øger din sjæl og sving ved at blive ved. Selvke, at det er ved at gå galt.

Speaker 1 1:14

Jeg bo 35 år uden for Danmark, før de købte et gammelt Bindingsværksus på det nordlige Langland.

Speaker 1:20

Jeg vil at bo herud kunne såkelt godt betyde, at den skøn dag kunne lave ind i en by et par andre mennesker igen. Men lige nu er det godt at have dem lidt på afstand.

Speaker 1 1:31

Velkommen til min podkast Hjem til øen.

Speaker 1:54

Det er favorite. Så jeg er noget.

Speaker 1 2:06

Det er godt.

Speaker 2:09

Nej, det var det.

Speaker 1 2:23

Go stop by the nine effectivity. I know that it is fair to the activity.

Speaker 2:44

You can take the activity of the committee of the activity. The committee of the negative activity.

Speaker 1 2:56

It is a super small.

Speaker 2:58

If I have the activity of the fact that it's a details, I think, yeah, I have the Intel 5 minute 20%. So you have to have in. It's determined for the nuanguer. Og det er. Det er sådan noget. Det er nu klare. Det er den anden 22 år. Så det er vores feste.

Speaker 1 3:25

Det er sådan en her.

Speaker 3:27

Det er en last Manner. Det er sådan. Det er lige familie med det her til Rot Bat.

Speaker 1 3:35

Det er sted, Stefan holder mest af den høje træsarde på havet af det gamle bæningsværks. Her får vi både en vid strakt udstægt over Angelskov, og også stuset fra 3 kronerne og landvejen i det fjerne med. Jeg kunne godt tænke mig tid her ud. Selvfølgelig.

Speaker 3:52

Jeg vil sige. Det læger er jo, at det her går lige direkte over i den fede eng. Den er fred og mange år siden. Der er et myder af insekter og graner og alle mulige så, der også ger. Vi har jo også fisk og sådan noget. Så det gør, at det er et fandt naturområde. Jeg hegner.

Speaker 1 4:31

Jeg har intervise med Stefan Jens. Der optør.

Speaker 4:38

Jeg kærer ned og spørg, men det ser jo blant.

Speaker 1 4:43

Jeg har faktisk noget. Jeg kan have det til at læse op. Hand her.

Speaker 4:51

På vej ud af døren til nogle reportage rejse til et brandpunkt, hvor jeg indrømmer, at jeg allerhes ville blive på langt land, og har brugt mit tid på at fotografere alt det og holder af på den skønde øg. Men arbejdet kan der. Det var modet på genet og glæder mig til at vende tilbage. Så kan du se, hvornår den er sker. Den er tilbage fra den 2. juni 2014. Og jeg har åbenbart på vej til bagdag i Irak kan jeg se. Det er taget fra min Facebook side, tror jeg. Jamen det her sted, det her lille hus i træntekær på Langland. Det købte vi, min koner og jeg, for over 20 par 20 år siden i 2004. Og dengang i virkeligheden bare så vi havde et sted i Danmark, fordi vores børn er vokset op i Israel. Og vi vil gerne have, at de også havde en lille smule dansk k i sig. Så hver sommer, og også hver vinter, der var vi i Danmark en uge eller 14 dag eller tre uger af gangen. Og vi boede hos familie og hos venner og på hoteller og alt muligt andet. Og det var i længden. Lidt 13 altid at skulle være sammen med andre. Så det har jeg set helt eget. Og også kan jeg huske, fordi jeg selv begyndte at blive lidt tynget af det, jeg lavede. Jeg så hele tiden vandret rundt i menneskelige videlse, og det onde mennesker kan gøre ved hinanden, skulle jeg rapportere om. Og jeg havde brug for at komme væk fra det fra tid til andet. Og der var det her sted på Langerland, det var den diametrale modsætning til det, jeg arbejdede med. Altså bare sidde herude på terrzen, hvor vi sidder sammen nu ikke og kigge ud på det der stykke. Fredelig natur. Det var bal samme for sjælen, så jeg skulle hoppe med jævne mellemrum. Og det at have en masse tøj, en masse køkken, alt muligt. Så når jeg rejser, børede jeg faktisk kun at have en weekend taske med. Så jeg skulle ikke have min bagage ind i flyets bagagerum. Jeg kunne bare have det med i den der overhead compartment. Så på den måde, og det er det, som jeg også har skrevet om det her også. Det er, at nu har jeg så bare tid på langt med fået telefonoprigningen, jeg godt kan pakke og tag til bagdag. Og det var jeg ikke glad for på det her tidspunkt i 2014. Det var et tidspunkt, hvor jeg startede med mit job, som var det 40 år siden. Faktisk før jeg kom på TV2, før vi startede TV2. Der blev journalister, der rapporteret fra krigstoner. Vi blev ligesom en lille smule havde vi på fornemmelsen respekteret som en slags neutrale ude fra kommende observatører, som man ikke skulle gøre noget bundt ved. Og det giver, at man ligesom kunne placere sig selv i forhold til de kæmpe parter. Og så kunne man i nogen lunde sikker. Det er klart, når man står ude på en slag mark, så er der altid en visik. Men man kunne sådan sådan nogenlunde gebærte sig, så der var en rimelig chance for at komme hjem igen. Siden, så ændrede det alting og det at knappe vestlige journalister blev i sig selv en sport. Og det kunne man bruge, det kunne de der forskellige tergrupper bruge til at tvinge en masse penge ud af nogle udenrigsministerier og nogle forsikringsselskaber, og hvad ved jeg, rundt om i verden. Så lige pludselig kunne du føle, at vi var blevet jaget vildt, i stedet for at blive betragtet som ude fra kommende, neutrer man skulle respektere. Så kunne man mærke, at det var ligesom vi løb rundt nærmest med en målskive på vores tøj. Og det var voldsomt ubehageligt. Når jeg sad herop og var virkelig afslappet og syntes, at mit hjerte var kommet ned på normalt plus rytme, og så lige pludselig fik en opringer, og nu skulle jeg stadig hen. Så bliver jeg altid sådan en lille smule ulykkelig. Og det er så det, jeg har skrevet om det. Altså lidt mellemøsten, uanset om det var i Irak eller i lige, eller i gæstrimet, eller hvor det var henne. Så var der sådan noget med, at det, jeg fotograferet, det var også altid mennesker, der led. Det var også lige i nemlistede lig. Og alt sådan noget hus, der var blevet ødelagt og bumpet. Og så kom herop til Danmark til Langland, så det, jeg fotograferet, det var rødderne og dørdyrne derude på gængene og smukke huse og klæder på vestkysten og sådan nogle ting, altså virkelig skønte ting. Og det var det modsat sætning til, hvad jeg gik og beskæftiget mig med det dagligt. Så kontrasten var altså. Så skærende af det næsten, at det er næsten ikke var til at skreve over.

Speaker 1 9:49

Det lyder også om, at du siger, at jeg har haft det anderledes, end du havde det i 14, da er lidt, da du følte, at det er trist ved at tage sted igen. Det virker så, om du har haft mange over, hvor du har været glad for at skulle til mindsten. Helt andet.

Speaker 10:05

Som jeg selv husker det. Så var jeg lidt stolt over at kunne klare og rapporter fra nogle situationer, der var lidt stressende og presset. Fordi det kunne jeg så se, når jeg var ude, at det var absolut ikke alle, der kunne klare det. Og det, at jeg kunne at få historien hjem, og ofte også en historie, der var værd at se. Det gjorde, at jeg var lidt stolt. Og det var også noget, der gjorde, at du kom i kridthuset hos dine redaktører, lige gyldt, om du var på undervis eller på radion eller på tv. Og når de syntes, at det er godt, det, du producerer, så bliver du sendt ud igen, og du får lov til at få lidt mere alberum fra gang til gang. Så til slut, jeg blev for fanden, jeg blev nærmest behandlet som en pris, jeg kunne få, hvad jeg ville have. Og det var, det var ikke alle beskåret, så det var, jeg havde det jo. På den måde havde jeg det godt ikke også. Hvis jeg havde brug for en Landrover, så gik jeg ud og leget en Landover, hvis jeg havde brug for at bo på et endnu bedre hotel med et langt større balkon med en fin udsigt til et eller andet, hvor vi kunne stille vores kamera op på balkongen. Så hørte jeg det. Og jeg husker, på et tidspunkt, der blev det så pæveret, synes jeg, at min, at jeg havde en fjerjustrækker i Israel, og den har så efterhånden fået nogle skudler. Og det blev lidt klamt nogle gange at skulle ud, og ikke ved, om man ville blive skudt, når man var ude. Bilen var blevet ramt flere ganger. Så rænede jeg til min chef, som dengang var minby. Og jeg havde forberedt en lang liste med argumenter for hvorfor jeg skulle have en penseret je. Den koster en her gård. Og lige så snart jeg sagde, at jeg synes, det er ved at blive lidt pæret. Jeg er ved at blive lidt bange. Jeg synes, jeg har brug for at få en panderet bil. Så jeg nå slægt at starte på argumentet og sagde, at hvis du synes, du skal have en pandet bil, så skulle du have en passeret bil. Det fandt vi ud af så. Og jeg var i der faldet ned af stolen af forbagsel set. Men der kunne jeg jo se, at jeg blev behandlet som blømen i væk. Jeg havde det virkelig så godt. Så på den måde kan du sige, at der var noget. Der var en anden periode, inden det blev så pæveret, at det næsten ikke var det her. Du udlægger dit sjældent og dit sind ved at blive ved. Selv når du kan mærke, at det er ved at gå galt.

Speaker 1 12:43

Måske jeg da også sige, at du, at den anderkendelse, du fik fra din arbejdsplads, det var også en anderkend, at du sådan, ja du får bare en pantra, og ros og det du laver, at du så måske ikke kunne mærke, altså, at du begin mærke efter, hvad du selv havde godt af.

Speaker 12:59

Det mærkelige var, det mærkelige var, at hver eneste gang jeg fik ros, så gjorde det mig endnu mere bange. Fordi jeg syntes, når jeg var ude, så syntes jeg, at jeg det drama, som jeg vidste, at redaktørerne kunne lide, og som jeg vidste, der ville blive det, man diskuterede næste dag, når man havde set fjernsyn. Og det var også klart nok af det drama, det var det, hvor det var mest farligt, hvis du skulle have det med. Og tit og ofte, så synes jeg, at jeg bare var svine heldig. Og det er lige præcis skete for andet. Det var noget, man aldrig kunne forudset. Men jeg var så heldig, at det gang på gang på gang. Jeg udfordret og dræm af sig lige foran min kamer. Og når jeg så kom og fik enormt meget ros for det, så sagde det mig selv, nu forventer de, at jeg laver noget endnu bedre næste gang. Og hvordan fanden skal jeg gøre det uden at komme til skader. Det er også, og jeg følgte hver gang, at jeg kom lidt tættere til afgrundet rand, men hele tiden forsøgte at balancere, så jeg ikke faldt i. Så det var på en eller anden måde en ond spiral, hvor jeg hele tiden tænkte, nu skal jeg gøre det lidt mere dramatisk, end det lykkede sidste gang. Og hver gang kommer du tættere tæt på, og du skal også tænke på, du har et hold med. Og det synes jeg, at jeg ved godt, at det var ikke mit ansvar. Det hvert fald ikke sådan ret jridisk, men jeg føler, at det var mit ansvaret, at alle kommer hjem med alle lemerne i behold og sådan noget, også med sjældent og sådan noget. Og det var det var et pres, synes jeg, der var. Der blev sværere og svære at bære. Hvad andrede sig? Jeg tror, det var simpelthen en summen af et hav af ting. I begyndelsen af 2000 havde vi en periode. Vi boet med hele familien i Jusaland. Og det havde vi en periode på 3 år, hvor det lyder som om, at det ikke kan være rigtigt. Men der var faktisk bumper hver eneste dag. Det var så ikke alle bumperne, der spræng i luften af en del af dem bliver demonteret inden af de eksploderet. Men det gjorde, at vores børn i en lang, lang, lang periode. Må det ikke køre i bus, de må ikke gå på kafer. De må ikke noget. De måtitere alle deres venner hjem, og de måtte sig invitere hjem til deres venner. De måtte bestille alle de taker pigser, de ville, og de måtte bestille alle de videoer fra blog poster og video, som de havde lyst til at lave pyjama, parties og alt muligt, bare så vi vidste, hvor de var. Når jeg så kunne se, at når min dat er blive inviteret til sklefsdag hos en af sine kammerat. Jeg kan huske et eksempel, hvor det skulle sker i en bowling baner sådan en Bowling Ali i en shopping mål, hvad det på dansk her indkøb center. Jeg sagde nej. Det gør vi da ikke. Såfølge går vi da ikke ud sådan nogle steder, hvor der er masser af mennesker samlet. Og min da, som desværre er gud til at argumentere, hun førte sin sag med sådan en brillant, jeg var nødt til at bøde mig. Og jeg blev beskyldt for at være fanger vågter. Og jeg ved ikke, hvad det mennesker ret muligt. Så endte det med. Så endte det med, at jeg fik ud til det på TikCenter. Jeg tækede, at der var vagter ved alle indgange, og at de faktisk tækkede folkage, når de gik ind i shopping centret. Derefter gik jeg op i bowlingban, som var på første salg jeg husk, og tækede også, at der var vagt der, og de også gjorde deres arbejde. Jeg gik ind på bowlingban, og tækkede, hvor der var nøde udgang. Og at det ikke var blokeret. Jeg åbnede nødgendet kig ned og trappen og sikrede, der ikke stod skraldet for døren og sådan. Og da så engelig til slut af følelsdag løb af stablet, så sad jeg inde på kafeten, der var inde i bådling algen der. Og dærk et krop kaffe og læste af vis og kæmpede mig bagen, så min dat der ikke skulle blive flov over, at hendes far var der. Og jeg havde en lommelykte med, fordi vi ved når. Der springer en bombe, så går sikerne, og så bliver der mørkt. Og så går folk i panik, og de tamper hinanden igen, ofte flere end der bliver dræbt af bomberne. Så skulle jeg have en lemøkte, så vi kunne se og finde ud af hen til nødggen og sådan. Sådan fik der det klar, det påvirket af min datter, at vi skulle igennem det. Og en gang så på et diskoverk. Så rænk jeg op til diskroteks ejer, og fik lov til at tage min datter ind i diskroteket om eftermiddagen i dagsly. Og jeg forklarede ikke, at hvis der sker noget af livet gik ud, så skulle hun krave ud til væk. Og det gjorde vi så i lys. Jeg ud til væk og lukket øjnene, så vi iuder, at det var mørkt, og så fandt hun væk, og så skulle vi langs med vækgen fremte os vej frem til nyget ganger. Og det træk jeg min børn i gan det. Og jeg tænkte, hol det, hvad det er. Hvad er det, vi udsætter vores børn for. På grund af mit svær job. Det synes jeg var svært. Så jeg tror, det var en kombination af, at jeg kunne se den pris. Min børn betalt det. Plus af jeg kunne mærke, at det blev svære og svære selv. I under Irak-krigen der, som var gik over mange år. Der var jeg som regel så sted i Irak med at sige i en måned eller 6 uger. Så kom jeg tilbage til Jerusalem, jeg havde 14 dage til at slappe af i, og så skulle jeg stad. Og der var et tidspunkt, hvor jeg kunne nå og lavet op på 14 dage, og så tager jeg sted. Det endte med, at når jeg kom hjem til Jerusalem, så var jeg som en ilttende slap karklet. Jeg så en uge nærmest uden at komme op. Og selv efter den uge, hvor jeg havde bare såret, så var jeg stadigvæk træt, ikke fykisk men i skanget træt, så når jeg skulle af sted. Så jeg afsted sådan fuldstændig sluk øret og ubant. Så der kunne jeg godt mærke, at jeg har nå til en sådan ligesom kan klar.

Speaker 1 19:45

Det er jo ikke spørgsmål. Det er hvad det hjem er. Jeg har i faldet skabt. Vi havde hjem i Jerusalem. Det skal jeg lov for. Men hvad skal et hjem? Jeg vil jo ikke have en købe. Så kan du spørge.

Speaker 19:59

Jo, for fandme. Det står jo.

Speaker 1 20:03

Jeg virker i hvert fald som om det første, man har, det kan godt nogle gange med sådan et år. Så man ikke har tænkt der. Det er taget med i også.

Speaker 20:15

Det er der nogle af dem, der har været ikke også. Nu er vi så en jødisk familie og det gør, at vi har en hel masse. Ikke en helt masse, men vi har i hvert fald nogle traditioner, vi forsøger at holde i hævten. Og en af tingene er, at vi har sådan et særlig familie middag om fredag, fredag aften. Og det har vi altid sådan holdt fast i. At lige gylldig hvad børnene skulle den middag af fredag aften. Det var hellig. Den skulle de komme til. Og det gjorde de, og så kunne de så tage i byen bag efter, selvom det så ikke helt var efter reglerne, men det gjorde de bare. Og til min store glæde, så ser jeg i dag, hvor børnene var voksne og har deres eget hjem. Og fredag aften holder de stad ikke. Og nu har vi lige fordi i går og i forgår, så var det det jødske nyt år. Der var vi overhovedet vores datters vir og sønder i København, og de havde inviteret nogle af deres venner. Og de holdt det på samme måde, som vi gjorde, i vores hjem, da de var små. Og det har så alligevel betydet, at der har været nogle værdier i det, som de har ønsket at holde fast i. Det gør mig enormt glad og stolt. Fordi det viser også, at nu var i lige ved at sige på trods af de omgivelser, vi skabte vores hjem i. Men man kunne måske i virkeligheden rundt og sige. På grund af de omgivelser, vi skabte vores hjem i. Så blev vores hjem sådan et sikkert sted. Et virkelig sikkert og varmt, organisk sted, hvor man var omfavnet af tryghed. Så stod på. Kongang i skærer kontrast til den virkhed der var uden for. Det har måske været det.

Speaker 2 22:10

Jeg så hjer, at du var der. Men nu står det. Så der i Sand.

Speaker 1 22:34

Nu sker på morgand. Og hvordan fandt du her?

Speaker 22:40

Ja, det var faktisk fældet, at vi har overhovedet ikke nogen som forbindelse til lang. Men jeg husker ikke, hvornå det var. Men det må have været lad os sige. Et støt her midten af 90'erne eller sådan noget ligne, var der en af mine kolleger på TV2, der foreslå, at vi skulle bytte hus og bil i en sommerie. Og så ville hans familie tage ned og bo i vores, og vi kunne komme herop og bo i hand. Og så konens gamle mor var død, og hun havde et hus helt oppe i det nordligste Langland, i noget der hedder hår, lige ved siden af kirken i år, havde hun et gamlet både hus, hvor vi så boede i tre uger. Og min gamle far, som var højt op i år på det tidspunkt, og som var blevet forsværligt til at komme til Israel og besøge os hele tiden kom så ned og bede hos os i det hus. Det gamle bendehus. Og der trivede vi. Vi kørte rundt og så langt sammen alle sammen. Og det er min gamle far var sammen med hans børnebørn, altså vores børn. Det var så godt for os, og det var så godt for børnene og for ham. At vi havde simpelthen kun gå i oplevelser på Langland. Så nu fandt i huset her. Hvordan? Ja. Vi havde en sommer. Jeg havde en sommerferie, og så tog vi en uge i Danmark, hvor vi havde booket os ind på forskellige landvejskor i de områder, hvor vi søgte. Vi havde på forhånd rekruteret nogle ejendomsmærer i de forskellige områder, som havde sendt telefaxer. Det var dengang, vi havde telefakser. Vi taler af 2003-2004. Og det her hus, det var slet ikke mad i staken af telefacer. Det fik vi faktisk faktisk over på tronen, efter vi var ankommet. Så det var det allersidste hus, der var kommet med på listen. Og det var til gengæld det første hus, vi så, da vi kom over til Langland, fordi det på den rut, vi havde planlagt at kører rundt, der lå det her mest praktisk til at være det første. Og både min koner og jeg havde tabt samtidig vores hjerte til det her hus. Så vi var slet ikke i tvivl om, hvad det var, vi ville have, da vi kom hjem til hotet den aften. Hvilket var meget godt, fordi ellers så skændes vi om det meste. Men det var vi sådan rimelig enige om. Og det er sjovt nok nu, hvor vi så har besluttet os til at sælge og forsøge at finde noget andet. Det hus, vi så har fundet der, der er vi så også heldigvis meget enige om, hvilket af hvad det er, vi gerne vil have. Så på den måde er det jo ganske godt, at der det mindste er parløb på det område.

Speaker 1 25:34

Så hver gang du har brug for at blive enige med din kone, så går I på husjæk.

Speaker 25:40

Nej, men vores ægteskab er noget lidt specielt, ikke fordi du må ikke glemme. Største parten af tiden, var jeg væk et eller andet sted i den arabiske verden, eller på et tidspunkt var jeg også nødt til at tage til Haiti for at dække jordskælvet i Hitis og sådan ting. Jeg var på rejse stor del af de første mange år, vi var gift. Fisk var det skal være løgn de første 30 år. Og så endte det med de sidste år, inden vi kom til Danmark, bo jeg for mig selv i Istanbul i tygenet, mens miner og børn er både i Jerusalem. Så vi så. Der var et år, hvor vi så fire gange på et år. Det var altså virkelig hårdt. Så det mærkeligt jeg, efter 35 år, at min koner og jeg flyttede sammen. Og så begynder at lære og leve sammen. Hver viser sig jo. Altså var noget anderledes, tror jeg, end vi havde regnet med. Fordi efter 35 års ægteskab tænker man jo, nu har man lært hinanden at kende. Men det, det havde vi så ikke så det. Det har vi først begyndt på inden for de sidste 7 år, hvor vi har boet her i Danmark. Så det er nok også lidt specielt i forhold til så mange andre.

Speaker 1 26:52

Du fler på landet, var det for ikke?

Speaker 26:55

Kom væk fra mennesker? Ja. Jeg havde fået nok af hvad mennesker kunne finde på. Så for mig var det. Altså, ikke, at jeg ikke kan lide af naboer. Vi har jo naboer her, og det er nogle fantastiske folk, som vi har været heldig og ramle ned midten af. Men det synes jeg, at alle de mennesker, jeg lærer at kende herover, selvom det ikke min direkte, umiddelbart nabo. Så er det, jeg møder ikke andet end venlighed. På et tidspunkt, udgav jeg en udgav, men jeg lavede en fotobog, en bog fuld af fotods om situationer og mennesker, jeg har mødt i Mellemøsten. Og da jeg sad her, det ordnede så her på Langland, at han skulle laven og regere den. Han kom herover både i nogle uger, og så sad vi og kigge billeder igennem og diskuterede historier, som jeg skulle skrive. Og så opdagede han, at fra Mellemøsten har jeg masser af portret af mennesker. Og når jeg kiggede på, hvad jeg havde fra Danmark eller fra Langland. Så var det skove dyr, solopgangen, sådan. Og sådan ikke mennesker. Og så spurgte jeg mig, hvordan det kunne være. Og det havde jeg slet ikke opdaget, at det var sådan. Men så kunne jeg godt se, når jeg sådan tænkte igen, at jeg åbenbart var meget bliftig. Jeg havde normalt svært ved at gå hen til folk og sige, at jeg skulle gerne få lov til at fotografere dig, at du ser virkelig godt ud, eller du har et stærkt ansigt det også eller et eller andet. Så tænkte jeg, det skal virkelig, det skal være slut. Det må jeg sørge at komme ud over den begrænsning. Den næmste måde så at gøre det på, var, at jeg startede med at fotografere mine venner og bekendte på Langland. Dem, der allerede var så tæt på mig, at jeg kunne sige til den ved, at jeg har et problem. Jeg er nødt til at bede om at være modeller. Og det gjorde de jo gladligt. Og så brugte jeg dem til at anbefale mig til nye mulige modeller. Og på den måde udbredtes min berørningsflader herover. Og mit fotografirparet bliver lidt min adgangs nøgle til alle mulige andre menneskers liv.

Speaker 1 28:57

Jeg så selv af, at du ger væk. Og der ikke have kontakt med mennesker, men det vil du gerne lige ved her.

Speaker 29:05

Ja, åbenbart. Jeg er også åbenbart. Jeg nyder meget at møde mennesker, som har en helt anden baggrund end mig, og et helt andet liv end mig. Fordi jeg lærer en masse fra dem. Jeg har jo aldrig haft kontakt til landmænd andet end jeg boede i mange år på en kibuds, som jeg er et stort landbrudskollektiv. Hvor jeg arbejdede i marken. Men det gjorde mig jo ikke til land. Jeg vidste jo i bund af grund ikke rigtig noget om det andet. Jeg ved, hvordan man plukker meloner og sådan nogle ting, og hvordan man høster bommet. Men det gjorde mig ikke til landmænd. Men nu har jeg så fulgt høsten her på Trænger gods nogle år. Og lært afsendig meget om landbrug. Og jeg har været ude og fisket med fiskerne, eller ikke fiskerne, men en fisker ultrekø i bankop, og var søsøg i samt le 14 timer, vi var til søs af. Men jeg fik alligevel fotograferet, og fik historien, og fik diskuteret med dem og lærte om det liv, de lever, hvor hårdt det er at fange i fisk, jeg sidder og nyder og spise her ved mitt spår. Så jeg får meget stor respekt for andre menneskeres arbejde det slid, der ligger i det, de laver, og også den selv opførelse eller energi, der ligger i det. Så jeg synes, det at have fotografiapparatet som et allig til at komme træskende ind i alle mulige andre mennesker liv. Og det var en tænkt, jeg opdagede, at det lange foredrag, jeg er kommet med nu om mine indre kvaler om mit problem med færdighed og sådan noget. Det foredrag, det begyndte jeg med, hvad eneste gang jeg skulle starte med et nyt mennesker herover på langet. Og det kan de slægt at hører på. De siger fotografer eller. På den måde tog de alt af det, og så jeg begyndte bare at fotografer. For noget tid siden, altså det er nogle år siden, så var en det er ved at lørdag et marked i udkøren. Og på det marked så jeg på afstand bland mængden af mennesker. En fyr med striket blå toble og et kæmpe skægt. Og inde i mit sagde, holdt op, han ligner en af min kalker fiskere op fra skæren. Og jeg tænkte, jeg skal hen og fænger ham og sige god dag og præsenterer mig, så jeg kan lave en aftaler om at fotografere ham. Men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det. Så det endte med, at han forsvandt, og jeg aldrig fik kontakt ham. Og det pint mig i flere år. Og jeg talte med alle mine venner, og jeg sagde, jeg har set den fyr, som ligner sådan en mikalanker fisk, og hvem fanden kan det være? Det kunne også godt være, han slægt var for øen. Det vidste jeg jo ikke. Men langt hen ad vejen, så var der nogen, der sagde til mig. Det kunne da godt lyde som den der uleamet ned ved banke på hendes mand. Og jeg har så svært ved at gøre noget ved det ikke også. Altså, fordi jeg har den der bloket. Så nogle af vores virkelig, virkelig gode venner, der bor 30 bølge nord på. Han er psykiat og hun er psykolog. Og det synes, det er simpelthen fuldstændig ondsvær, at jeg ikke tør mig sammen. Så de lavede sådan en intervention, hvor de inviterede mig op, og tog en alvorlig snak med mig. Og da vi var færdigt, så sagde jeg mig selv, at det skal fandme blive løgn. Det skal ikke være sådan, at det her ikke lykkes. Og så kørte jeg direkte fra dem her ned, hentede et fotografirapparet og kørte direkte ned til Ullas Kremik. Og så gik jeg ind til en og sagde, ved du hvad, jeg har set den mand, der ligner sådan en mikaner fisker. Så sagde, det kunne da godt lyde som knud. Så åben hun der ud af knud. Kan du ikke komme ind. Og der kommer Mikaler fisker vret af døren. Og så lavet jeg en aftaler at komme tilbage og lave en helt efter. Og det er de læste billede i også. Og det er så søde, jeg skal ned og fotografere dem igen. Hvorfor gør du det? For mig er det. Altså, jeg har fotograferet folk fra mask. Terrorister. Juskære som joker på nogle andre mennesker. Så det, at jeg har brugt role af tid og energi. Og man talt kræver, men tale kræfter i mit liv. For at komme ind på hjælp, på livet af så nogle mennesker og fotografer dem. Det gør, at jeg synes, det at være her i det såkaldte Udkant Danmark. Der af de mennesker, jeg møder og fotograferer. Primært af folk, der bidrager til at gøre det samfund, det er del af at gøre det riger. Det er folk, som fylder nogle af de huller ud, som det større Danmark efterlader, fordi det større Danmark prioriterer anderledes, som så efterlader udkendelse områderne med nogle mangler. Så man herude godt ved, at man kan prøve at skrive. Men de ting kommer ikke alligevel, hvis man vil have en biograf i rødkøb, så man skal nødt til at bygge huset og installerer maskinerne, og selv bestille filmen af, og selv stå og sælge slik og sodavand ude i forjen og gør alt gratis, ellers kommer der ikke en biograf. I stedet for at fotografere folk, som har gjort det til deres speciale at ødække ting og sprænge ting i luften og jævne ting med jorden. Fotografer folk og komme ind på livet og lærer mig at kende folk, som bygger op, som skærer, som er kreative, som er en givst for fællesskaberne, som det en del af. Det er godt for sjælen at komme. Det giver man en tro tilbage på menneskerheden. Jeg vil trode kunne så betyde, at jeg en skøn dag kunne leve ind i en byg tæt par andre mennesker igen. Men lige nu er det godt at have dem lidt på afstand.

Speaker 3 35:20

Jeg kommer hej. Og jeg har set. Før nu år til år med Svang. Jeg kommer.

Speaker 35:39

Det her, det er min lille oase herude på terrjen med den her udgangli. Jeg skal ikke gå så langt fra mine uase til min anden Oase. Og det ring. Nu går vi op til min ole. Forden der vildt røret. Jeg har sådan en pæret. Jeg var noget og så er skyder billende.

Speaker 1 36:18

Så det er meget læret.

Speaker 36:21

Og sådan noget, ja det skal man virkelig på det på det. Det er ingen ting, at jeg kunne sætte, det er helt fra 185.

Speaker 1 36:34

Vi står her undervækkel med spjækker og en synligskovers. Så det er ikke sådan et helt praktisk rum.

Speaker 36:42

Det kan man sige, at da vi købte huset. Der var det et totalt tomt bart loft. Så fik vi endelig vores kreditforeningslånden lagt om, og så fik vi råd til at lægge et nyt tab på, og fik fordobet antallet af sbær herinde, og fik installeret og lagt guld. Så fik jeg det inddraget som mit arbejdsområde. Men her har jeg også mit videokamera og lamper, og så havde jeg sidde med lyset og kommer ind her. Og jeg havde det her som baggrund. Der kunne jeg lave TV. Det var mit TV-studie her, så jeg kunne være på live i TV2. Jeg har begyndt at fotografere analogt på gammel her film. Så det kommer jeg lys igennem, så taget jeg lige her kamera på. Så digitaliserer jeg det gamle film. Her, så jeg kan bearbejde min fotoskop. Og det her måde lige her, hvorvidt jeg ikke, hvor meget. Det har vi købte. 152 kvadratmeter hunder. Men så har vi så fået indrettet af det her, at det lille lægger så bare værkste. Det her bliver stet, så nu vi har på 240 km. Og det her, det er mit lille jørne. Og jeg tror, der kopier på andre billeder, hvor det skal ud af. Og det her er mit alt første klimat. Det er tilbage. Så det er det. Det er ikke galt. Det her, hvor det er nørgt, der er blevet billet ind i klipper, når jeg har gravet bjerger og sådan noget. Jeg har spet mig over flod med det, hvor jeg skoldt overhovedet. Altså med det her været igen, og det fungerer. Funger stadig. Det synes jeg er ret utroligt. Så det er min hule, hvis man kan kalde det det.

Speaker 1 38:38

Er det vigtigt for dig at have mange ting omkring dig, eller er det vigtigt at have rødt op?

Speaker 38:44

Ja, hvis du synes, at det var vigtigt for mig at have røde op, så vil du blive kigmet af min familie, som siger, at det er fandme ikke rigtigt. Nej, jeg kan godt lide at have mine ting omkring mig. Problemet er bare, at jeg har så mange ting, at jeg kan ikke finde dem. Men det at jeg ved, det er der et eller andet. Det har jeg da godt med. Det er lidt bygget til at bruge næring. Og her står det så paket.

Speaker 1 39:15

Så det næste sted, der skal have et en fotorhulle.

Speaker 39:19

Hvad skal det? Jamen der gammel, jobbelt garange. Så den dame der bruger nu på Kundskar til et værk. Det kunne jeg bruge som Folende Folk Indie på Svar.

Speaker 3 39:46

Jeg kommer. Jeg kommer.

Speaker 1 39:54

Jeg har et andet opsk, du har lavet også med. Så startede vi jo ikke fra 2014. Nu kan du bare tage den første afsti.

Speaker 40:09

Her på mine gamle dage, hvor jeg allerede er nogle år ind i min pensionistilværelse. Forsøger jeg at finde vej ud af den beskyttende skald, jeg har bygget op omkring mig selv. Jeg har vennet mig lidt for meget til at være en slags eneber langt ud på landet. Væk fra andre mennesker, når jeg passer med det, jeg lige har siddet og sagt. Nu forsøger jeg lidt fremde på at blive en slags fotograf. Blandt andet fordi kameret for mig kan bruges som en slags nøgle eller adgangspillet til at været ind i andre menneskers liv, fotografere dem og få dem til at fortælle om sig selv.

Speaker 1 40:42

I 14, der var du. Var det jo fra 14? Det her år. Det er for 2025. Og det er du læst op i starten i fra 14, hvor du ligesom bare kider at skulle til bagdag og heller blive på dit paradisøg. Men nu virkes. Det seneste virker som om de sidste 10 år, har der måske nødt lidt så meget i at være en bor. Efter din egne mening eller hvad. Ja altså, hvad hedder. Er du klar til at komme ud igen?

Speaker 41:07

Jeg ved, om jeg er lige nu og her. Men jeg har fx planlagt en stor road trip, altså en stor rundtur i Danmark. Hor jeg primært vil fokuserer på udkant områder. Så kaldet, i stedet for at sige citationstegn, så kalder vi dem såkaldte udkantområder eller vankantområder. Men at forsøgt nogle af de fjernliggende dele af Danmark fjernliggende set fra København. Og jeg synes, det er så spændende og de har så meget at byde på. Som jeg selv ikke var helt klar over før hen. Og jeg synes, jeg har den fordel, at jeg som mærke dansk har boet største parten af mit liv uden for Danmark. Og derfor så synes jeg, at alt i Danmark er ekstremt eksotisk. Det er et kommende projekt også. Jeg har søgt penge i en masse forde. Så jeg vil køre rundt og fotografere folk ude i ydre distrikt her vores land. Og jeg fik så desværre ikke særlig mange penge. Jeg havde håbet, at kunne lege en af, som jeg kunne bruge og køre rundt. Det har jeg så ikke penge til. Så jeg har investeret i en luftbras, at jeg kan få ud i baggenden af min station car. Så ligger jeg så over i den. Og kører rundt. Og nogle gange flotter jeg mig at bor på et motel eller et landejskrog, så jeg kan sove i en ordentlig seng. Og så kører jeg rundt og lærer folk af det. Jeg fotografer det? Og fotografer dem? Der forgår nogle interessante ting ude i de der ydre kommuner, hvor folk er nødt til selv at kæmpe for at få ting op at køre.

Speaker 1 42:54

Du var, hvornår I kik fra det her sommerhus, eller som dansk opholdsted. Når du ikke lige varme i isræt. Og hvornår? Hvornår gik jeg over til at bo her?

Speaker 43:07

Hold fast. Det gjorde vi i september 2017. Fordi der lavede jeg mit første, igen så kaldt udkantsprojekt. Fordi jeg kom tilbage til Danmark, og det var på det tidspunkt, hvor Ingær Søbberg var integrationsminister. Og når jeg så på det ud fra, så var det ikke som om, hun helt havde den samme opfattelse af hvad integration var, som jeg har. Og der tænkte jeg, at skal min kone, min søde kone, skal hun trækkes med sådan en et system, der nemet bryster sig af at pæse på andre mennesker. Det synes jeg ikke, hun skulle. Så jeg sagde til TV2, altså synes jeg, at min kone skulle. Så jeg sagde til TV2, at vi kommer til Danmark, men jeg vil ikke rejse indtil min kones papirarbejde. Med det danske byråd er bragt i året. Fift jeg ikke hun skulle stå alene med det. Og så skulle TV2 finde, hvad filer så med sådan en fyr, som er udenrigskorrespondent, men ikke ved rejse. Så havde de set mine ting på Facebook om lang, hvor jeg fotograferet alle de her ille, der fik ønt til at fungere. Og det har jo bare at synes var godt.

Speaker 1 44:28

Du arbejder ikke som fotograf. Det er jo udenrigskorrespondent med skønt.

Speaker 44:32

Det er uddannet journalist.

Speaker 1 44:33

Så det forder. Det er bare for sjov.

Speaker 44:37

Det og fiet er bare sjovt.

Speaker 1 44:38

Men det så TV2.

Speaker 44:40

Det har det set. Og så sagde de. Vi vidste, at vi skulle komme. Jeg vidste det nogle tre-fire måneder før, at vi ankom, hvis vi skulle tilbage til Danmark. Og så sagde de i til mig til 2, vi har set det, der, du har lavet på Langland som en udkant kommune. I november 12 skal der være kommunalg. Og hvis du ikke vil rejse, hvad så med, at du leger en station car, når du kommer til Danmark, fylder alt dit fotodstyr i den, og så kører rundt andre steder i den danske provins og laver historier på samme måde som på Langland til TV2's hjemmeside. Og jeg synes, det var en gek idé. Så jeg begyndte at forberede mig allerede de sidste tre måneder, mens vi var i Israel, jeg fik TV2's bibliotek eller arkiv til at sende mig alt, der havde været i danske aviser og i tv og i radio som lydfiler og billede eller videofiler sådan ned til mig for de seneste tre år. Og jeg sad i Israel, og jeg tror, jeg var den eneste dansker, der faktisk havde læst alt, hvad der har været om udkands problematikken i de danske medier. Og jeg havde en klar forestilling efter at have læst det om, at historien, det var noget med, at huserne bliver sat til salg, og bliver ikke solgt, og de står og falder. Samen og bliver til en ruin, og så kan huset ved siden af ikke sælg. Og så breder det sig, så lukker brusen, og den bliver ikke åbnet igen med mindre der nogen frivillige, der tager sig af og laver en købandsbutik eller et andet. Så flytter nogle af de unge, og de kommer ikke tilbage. Og det ender med, at der kunne er ældre mennesker, der bor der, og så lukker skolen. Og hvis der ikke er nogen skole, så flytter der ikke unge familier med børn ind, og så er det begyndelsen til dødet. Og det var sådan en afviklingshistorie. Det var en dommedagsberetning noget med sidste mand lukker og slukker. Og det havde jeg lavet noter til at skreve navnen ned på alle de kilder, jeg kunne se i aviserne, der havde været. Og så begyndte jeg at køre turen rundt. Jeg havde afmærket mig en hel del steder, jeg ville besøge. Og hvert sted, jeg kom, gik det op for mig, at der var også en anden historie. Ligesom her på Langland, var der en masse mennesker, der var aktivt i at forsøge at modarbejde den der undergangsfording og holde tingene i gang. Det, der bare unddrede mig, var, at jeg, som så havde fulgt med i medierne, sad tilbage med et billede af den danske udkant eller de danske landistrikter, som jeg bare ikke kunne genkende, da jeg kom der ud selv. Og det synes jeg var et kæmpe mæssigt problem. Ford hvis vi i medierne bryster os af, at vi skal informere folk, så de er velinformeret om det samfund, de en del af, så de kan træffe kvalificerede beslutninger, når de står i stemmeboksen og skal afgive et valg. Så gør vi da ikke vores job ordentligt, hvis det er sådan, at jeg, som næsten er medienarkoman, kan føle mig villigt, når jeg så står ud den rigtige virkelighed, og sammenligner det med den medie skabte virkelighed, der har været inde i mit hoved. Så det tænkte jeg, at det skal jeg finde med, det skal jeg gøre op med. Og så jeg var ude på den der første rundtur, som så skabte ganske meget opsigt meget mere, end jeg havde troet. Og det gjorde, jeg lige pludselig begyndt at blive inviteret ud og holde foredrag om udkanten, hvilket jeg ikke var ekspert i. Jeg vidste ikke særlig meget om det. Andet end hvad jeg havde sådan hentet ved min researcher sådan noget. Jeg havde så heldigvis lært nogle af Danmarks bedste forskere på landistriksudvikling og kædende. Den brugte jeg som min sparringspartner på projektet. Men det gjorde, at jeg kom til at holde meget af den her udkant ting. Som jo selvfølgelig ikke er udkant, fordi jeg synes jo i bundet og grund, at der foregår så meget positivt og kreativt. For fællesskab. Fællesskab er noget helt specielt. Så snarere end at ynke os herude i landdistrikterne, så burde storbyerne borgmester sende deres sådan halvdelen af gang af deres byråd på studietur ud i nogle landdistriks kommuner, og se, hvad det kan føre til, hvis de får borgerne til at blive en del af samfundet. Det er det herude. Hvad siger du, at borgerne er en del af samfundet. De er samfundet. Altså inde i københavner oppe i Aarhus. Der sidder mange med sådan en checklist, der siger, samfundet skylder mig det tick. Jeg har fået det tick. Der er tre ting, samfundet ikke har givet mig. Og så bliver de sure på samfundet. Og samfundet er noget uden for dem selv. Samfundet er noget, der skal servisere dem. Det er ikke dem. Samfundet er noget abstrakt uden for dem selv. Herude, her kan man se alle de ting, som vi ikke kan tænke af vores boket list. Det er vi selv og skaber. Og i og med vi selv og skaber det, så det vores.

Speaker 3 49:57

Jeg har læser. Jeg blir på tøj. Og morde. Og morde. Jeg værk. Jeg er så må. Jeg må der.

Speaker 1 50:32

I kommer til at flytte fra Legland. Og der vil jeg gerne spørge: Hvad er det, du tager med her? Nu næner der oplevelse med fællesskaber i udkenden kan.

Speaker 50:43

Det er netop det, at jeg mener nu, at jeg har fundet ud af, hvad fællesskab er. Pænsk når du taler om samfund, så siger du community. Men igen vil jeg sige, samfund på dansk har altså også lidt en negativ klang, som jeg nævnte før, at der er nogen, der ligesom opfatter samfundet som noget derude. Og sig selv som uden for samfundet. Og være uden for samfundet, eller derfor vi har heller at sige, at community kan også på engelsk være fællesskab. Og det ord kan jeg langt bedre lide. Fordi fællesskab har en indbygget positiv ting i sig. Men vær uden for fællesskabet, det kan være en hård dom. Det kan virkelig være. At blive isoleret, det fortjener folk ikke. Og der synes jeg, at jeg mærker her, at fællesskabet er noget, man værsætter. Det er bare alene det. Man hilser på hinanden. Jeg kan gå rundt en helt dag i København. Og hvis jeg hilser på folk, så kigger de på mig, som om jeg er mærkelig. Og så kan jeg køre. Så kan jeg tage til fejø over i Syd for Sjælland. Lig så snart du kommer af færgen på fej, så alle hilser på dig. Jeg har aldrig set dem før. Men folk herude hilder på hinanden. Det betyder noget. Det betyder virkelig noget. Du kan aldrig bare gå ind i brusen og købe de var og så bare gå. Du møder altid nogen, du kender, og så skal man lige stoppe og snakke lidt. Og så at komme op til kassen og skal betale, så skal man også lige snakke lidt der. Du lærer en masse om, hvad der sker herude. Nede i den kibuds, hvor vi boet i, var det lidt for meget for min kone ikke, fordi hun er født og vokset op det. Hun synes, at den der nysgerrighed kunne også være et problem, og det kan den garanteret også være. Men det betyder altså også, at der nogle mennesker, der bekymrer sig om dig, siden at de er nysgerrige. Og det tror jeg, der er mange, der savner, at der er nogen, der bare gider og slæder om dem. Fordi så er du da det mindste, så eksisterer du.

Speaker 1 52:49

På en hvilken som helst øjnen på Langland, så vil der også være folk af alle politiske farver og holdning og sådan. Så på den måde, det lyder på mig, som om den teknik, du bruger, for at få meget forskellige parter i krig så i tale. Det er måske også. Den indstilling med, at sige, man begyndt ikke, hvad heller ikke på en ø. Men man skal kunne lære at være sammen. Det her.

Speaker 53:16

Og også respekterer dem? Og hvis du er i stand til at signaler til folk, at det du er interesseret i. Så ligger der også deri en bekræftelse til de mennesker, at de har noget at bidrage med, fordi ellers vil du ikke have tid og lyst og interesse i at sidde og lytte. Og det er også det en af mine fotovender sagt til mig, fordi. Jeg har altid været lidt en undskyldning for mig selv, når jeg er ude og fotografere. Jeg synes, jeg kommer trækken ind i folk hver dag, og forstyr dem, og nu skal jeg nok sørge for at gøre mig færd og komme væk igen så hurtigt som muligt. Og så sagde han til mig, det skal du ikke gøre. Du skal bruge alt den tid, du skal bruge, og gøre det hele igen og igen og gøre det om. Fordi du tænker, at du kommer ind og forstyre. Men i virkeligheden ved, at du kommer ind og fotografere, så får du de mennesker til at føle, at de er centrum af mange af de mennesker måske ikke har været i hele deres liv. Og det du kommer og gør dem til centrum for en opmærksomhed, det er i virkeligheden et skuld og klap til, at det betyder noget. Så det skal du bare være stolt af, og det skal du lade dem få lov til at nyde så langt tid her tid.

Speaker 1 54:27

Og man kan sige, at du kommer også bare med dit gode selskab. Og du tager billeder. Det er jo sådan undskyldning for komme, du er måske også bank for du, at du måske også en person, der ikke tror, at dit selvskab er godt nok. Det er de gjort bruge.

Speaker 54:41

Jeg synes jo, er tæt på det. Jeg kommer og bør folk, om at gøre noget. Så det er mig. Der får. Det er mig, der beder dem om at lyde noget for mig. Og så føler jeg ligesom, at så skal jeg også leve op til et eller andet, i god. Og jeg siger der, og så kommer hjem og opdag, at mine billeder ikke er gået. Og nu har jeg brugt en halv dag af deres tid. Jeg er synderknus. Jeg er grøe på den dag, jeg ser i brusen igen. Og det spørger om billerne og det bliver ikke. Jeg havde glemt at set film i kameran.

Speaker 1 55:15

Håske synes de er. Måske god. Du skal vi skrev sammen for nyligt. Og så sagde du så, at du var kid af at fortælle. Det var kædet at fortælle, at du skulle flytte herfra. Hvorfor var det at fortælle det?

Speaker 55:31

Ja fordi jeg i den grad har kastet mig over Langland, og er kommet til at holde stedet. Og har oplevet, at min begejstring, altså at jeg ikke holder det hemmigt, hvor begejstret jeg for at bo her, og hvor meget jeg synes, at Langland har at bydet på. Det har også været en del af det tror jeg, som har gjort, at langlænderne føler jeg selv. Jeg ved ikke, om jeg overdriver, har taget mig til sig, hvad jeg føler, at de har. Og så har jeg bare påtræderet nogle mennesker i mit projekt der, som siden så er flyttet fra øen. Og det har jeg været enormt skuffet over. Jeg følte lidt. Som jeg nu føler mig selv også, at det er lidt fandne flugt. Det er lidt for ræderi. Fordi det er op til os, hvad skal man sige, som jeg vil ikke påstå, at jeg er ressource stærk, men jeg har dog ressourcer. Det er lidt op til os at sige, vi skal fandme med blive og løfte vores del af byret for at få tingene til at fungere. Der hvor det er svært af tingene at få tingene til at fungere. Og så bare smut et andet hen, fordi der kan jeg lige få et fotostuder. Jeg kan måske få det lidt mere behagligt. Jeg kan få et hus der end det her, som ikke skal hele tiden puses op og males og sådan noget. Og hensyn til min ekmelighed, så flytter jeg et andet sted hen. Og det gør, at jeg ser mig selv i spejlet og ikke helt den, jeg burde være, føler jeg.

Speaker 1 57:04

Du føder jo lige som 20 km ved, ikke?

Speaker 57:06

Jo, det er anden ø, som også er et udkendt samfund. Så det er ikke sådan, at der. Altså det er ikke sådan, at mine principper af dem løber jeg fra.

Speaker 1 57:14

Men du er jo til at få fat på, hvis det er.

Speaker 57:16

Ja, det er. Jeg kommer til at handle ind i Superbrussen i Rydkøbing alligevel. Fordi den er så tæt på.

Speaker 1 57:23

Så hvad er det, der gør? Altså, det er noget med øer. Altså det er det for noget med øer.

Speaker 57:28

Det tror jeg er. Jeg tror, det er noget med, at det er så nemt at identificere sig med en ø, fordi an den hver kan se. Den går herfra, den går der til. Det er sådan ikke længere. Og det gør, at når du i den grad kan se, det nemligt som om, at du boet i en midt eller by med en bymur omkring. Det er ligesom når vi kører over brogen til Langetland. Jeg siger der allerede, når jeg kører hen over siø om aften og kommer hjem fra et fordrig og kan se lysen og fra udkøb, så banker mit hjertet i en anden takt, fordi holdt op, nu er jeg hjemme. Det er det, der giver.

Speaker 1 58:06

Og jeg er følger der hjemme, når du kommer til øen, og ikke når du kommer til din by eller til hus, det er simpelthen selv, der er hjemme. Det synes jeg. Du stopper med at være langer, og så starter du med at være Tøs. Det her det?

Speaker 58:17

Det bedste ikke engang. Det er tøsing. Det lyder ikke så chamærende som at være Langler. Det er den anden side egentlig langemder, måske. På den anden side, hver eneste gang, jeg siger, at jeg er langemær, så siger folk. Nå, det er den der, man kan kende på knækket. Jeg mener, så tøsing kan måske være lige så godt. Men ja, og jeg er sikker på, når jeg så begynder at sætte min næse ned i sporet og finde ud af, hvad jeg har to et sted. Så skal det nok også afsløre, at det har en masse kvaliteter ligesom langt land her. Det er slet ikke tvivl om. Jeg skal bare finde dem. Og igennem den samme proces igen, som jeg har været igennem her at blive en del af det her sted? Så får jeg se om alle de kloge tanker, jeg har disket op med i dag, om de faktisk holder i virkeligheden fort på her. Om du kan lave det her interview om se 7 år over på tousinget. Jeg ved ikke. Det får vi se.

Speaker 1 59:19

Så tager du, hvad tager du med dig? Hvad har du fået på Langland, som du kan tage med til Togsinget? Det nye hjem.

Speaker 59:26

Jeg vil bare sige. Det ved jeg ikke, om det er lige frem af Langland, der har gjort det til mig, eller om det er det, at jeg kommer fra udlandet. Jeg ved ikke, det betyder utrolig meget for min identitet. Nu følger jeg 70 her til februar. Men jeg har faktisk boet i Israel i 35 år. Så det vil sige, at 1 til februar begynder jeg at have boet længere i Danmark, end jeg har boet i Israel. Så det betyder meget for mig, at jeg er på en eller anden facon en udkandsker. Eller en udlands dansker. Jeg har blevet en udkandet dansker bage. Men jeg tror, at det, jeg tager med mig her, hvor skønt og sk Danmark er, og hvor skønde danskerne egentre.

Speaker 2 1:00:17

Jeg så heller og tænke, at du var. Jeg står det.

Speaker 1 1:00:38

I dag har jeg besøgt Stefan Jens. Han kan du blandt finde på hans egen hjemside og Facebook siden et gønt, hvor du kan følge her næste projekter. Jem til øen er produceret af Brigle Media. Musikken af Albert Vinging og sjøret af Keran Angre og det. Produktionen er blevet til med støtte fra real. Jeg håber du tager med mig hjem til øen igen i næste episode.