Når jalousien gnaver

Hvordan er det at blive en familie, når man ikke starter sammen? 

I denne podcastserie møder vi mænd, kvinder, børn og unge, der ærligt fortæller om livet i den sammenbragte familie. Om kærlighed og nye begyndelser – men også om konflikter, savn, jalousi, loyalitet og de svære følelser, der kan opstå, når flere familier skal finde en ny form.

Gennem modige og personlige fortællinger får vi et indblik i de komplekse relationer, glæder og sorger, der følger med. Og psykolog Sia Holm, som er specialiseret i sammenbragte familier, hjælper os med at forstå det, vi hører – og giver konkrete råd til, hvordan man kan skabe gode relationer og få hverdagen til at fungere.

En podcast om det, der kan være svært at tale om – og om alt det gode, der også kan vokse frem, når en familie bliver til på nye måder.

Transcript

Copy Transcript Copied

SPEAKER_05 0:02

Det her er let af mig og Natal. Det er en 13 år gammel optagelse. For meget første tid som kærester. Ataler er mit mands barn fra et tidligere forhold. Og hun var en del af parken. Så man ser. Jeg var på det tidspunkt 27 år. Hun var et år. I dag har min mand og jeg fået yderligere to peger sammen. Og vi er der med en del af de 12 procent af dansk børnefler, der lever som en sammebrag familie. I denne her serie taler jeg med en række måde mennesker. Der fortæller åbent og deres udfordringer, skamful følelser. Men også glæder at lære i erfaringer i deres sambragte familie. Og jeg tror, der trænger til at blive luftet ud.

SPEAKER_02 0:58

Der hvor vi det kunne gå lidt galt, det var det i forhold til børne opdragelser. Hvad man måtte og hvad man ikke måtte. Og nogle grænser der der, der var meget forskellige for børn.

SPEAKER_04 1:07

Vin side har jeg Serden. Hur er psykolog, men speciale i sammenbragte familier.

SPEAKER_01 1:13

Det var fantastisk, at de her vil snakke om det her, for de taler så nogle vigtige ting. Som rigtig rigtig mange på den og anden måde. Og derfor er jo også rigtig spændende, at du har fundet forskellige konstellationer.

SPEAKER_05 1:29

Velme til sker det af. En podcast produceret af mig. Jeg hedder Hernette Skorgers. Jeg banker på hos det, der bruger et stort hus. Et hus, han købte, så der kunne være plads til hele den samme braget familie. Både hans egne tre børn samt kæsten to børn. Det kan jeg jo godt se det, at rumme. Den helt store.

SPEAKER_02 2:03

Det var sådan, der har købt. Det var kun her til det. Det var jo, at børnene kunne have hele første samen eller. Og så kunne være så bare. Så lavet så har jeg skille i det, som du kan sige.

SPEAKER_05 2:17

Hvad var sådan syngriteret for den samme bare familie? Hvad synes du lige så.

SPEAKER_02 2:23

Fællskabet og drømmen om at skabe en familie igen, som selvfølgelig ikke var min egen familie, men som jo, det var det jo. Det var min egen familie, men det var en anden familie nu af. Det var ikke mine børn, alle børn. Det var at høre til at være i det. Det betyder ekstremt meget for mig. Og jeg sammen med en kvinde, og jeg er også elske og rigtig højt. Det var nogle børn, som jeg faktisk, som jeg holder holdt meget af. Og det fællesskab børn kunne have den glæde, de kunne have hinanden.

SPEAKER_05 2:54

Der var meget med at snakke om. Altså, hvad det er, at jeg skal have over ikke talt om basis og basisk i forhold til, at når vi er i det her hjem, så er det de her regler, der kender.

SPEAKER_02 3:17

Det blev meget på hendes præmisser i forhold til at sige, også fordi jeg måske ikke sagt grænser. Tænke hun vidste mere om børn, end jeg gjorde. Så jeg kiggtig til alt. Men jeg så jo også godt i tvudet, at der var noget omfærd i uden nogle børn. Der var den forskellighed, hvor der blev hand. Og også i forhold til den lighed. Skal jeg børn begles lige. Og så følte jeg, at mine børn har udtryk, at det følge det ikke, at det følger ikke, at det var den, der fik skyldet og det gjorde noget ved det. I forhold til konflikter i forhold til de her ting, der har hun helt klart haft en større stemme. Og også føler jeg måske en gang fra jeg seret. Eller sat sig på en plenat. Vi havde jo en årning, der, at vores børn ikke for samt hele tiden, jeg havde fire dage sammen, så jeg tre dag hver det samt. Det gjorde jo, og det var helt klart et udgangspunkt, hun kom med. Hun havde brug for tid for at være alene med sine børn. Og hun havde også brug for. Og det var også et argument, jeg også kunne forstå. Så havde jeg også mulighed for at lære hinand og kender længers. Jeg oplevede så bare, at når jeg havde mine børn alge, så var hun ikke til stede. Så var hun ude svære, og så var hun andre steder. Og det var noget, der levet i mig, og som jeg også udtrykt. Man kunne jo ikke påtvinge andre til at elske ens børn, eller holde af dem, eller ikke have lyst. Og så tror jeg, jeg objektivet havde en navitet, følelse af, at det har hun lyst til. Jeg har lyst til at være sammen med mine børn også. Og jeg tror, det er svært for kvinde, og så ting er til basen, jeg har faktisk faktisk ikke dine børn. Det er jo også svær nok at sige. Og jeg har nu frem til den konstatering af, at det har jeg faktisk ikke lyst til. Jeg har nok mine børn. Så skal vi i hvert fald ikke brug sammen.

SPEAKER_01 5:22

Altså, det er det, der sker for de fleste. Det er, at de ikke får snakket sammen. De tænker, at de bliver familie. Fællesskab snakker han om, man gerne vil ind i. Så det bliver jo sådan en romantisk forestilling om svært kan det være. Og også en urealistisk, fordi det er ikke en kærende familie. Han tror det bedste om, at man oplever noget andet og oplever, at hun trækker sig. Og det er jo det, der kommer til at ske. Det er, at følelserne kommer til at styre mere end hoved, hvis man kan sige det på den måde. Det kan blive farligt, og det er sagt gegnet. På samme måde, som hvis vi kører i trafik af følelser med følelser og ikke overholder reglerne, så kan det blive voldsomt følelsesmæssigt. Det er jo sådan et typisk eksempel på, at man ikke får troet rent, hvis man kan sige på den måde, at få forholdt sig til realiteterne, at man ikke er det ikke handler med at elske, men det handler at lave leve sammen. Og hvordan man forholder sig til samværsordning, og så man på en eller anden måde ikke stiller hinanden gang med. Og hvad er det? Hvad vil det sige at være familie? Altså selv i en kerne familie bruger man det jo første et eller to år på, at blive afstemt og stibanter i forhold til at finde ud af, hvad det er, der gør også til familie sammen. Det skal man jo også i en samme værkt familie. Plus der så er det det her følelsesmæssigt forskel, så man jo skal finde ud af at håndterer på en eller anden måde.

SPEAKER_05 6:48

Jeg tænker, der også noget i den her med at det, hvor jeg i hvert fald hører, at det går galt for ham, det er, eller for dem, det er jo det der med en forventning om, hvor meget hvilken rolle man skal have over for hinanden børn.

SPEAKER_01 7:03

Jo, men det er jo netop det at blive afstemt om, hvad det er for et projekt, vi i gang med. Han snakker meget om kærlighed og fællesskab. Og jeg hører ikke, han kan refererer hinanden for det samme i virkeligheden. Og så er mænd og kvinder jo, eller så par er jo tit forskellige, om det sådan mænd og kvinder eller kvinder og kvinder eller mænd og mænd. Men og bare der at forholde sig til, kan man sige, hvad er det, vi kan mødes hin? Altså, hvor er vores fællesskab hin, og hvad er det, vi også må lade at leve med hinanden i godserden i forhold til vi forskellige. Så det har de jo helt klart ikke fået afstemt. Og så er der jo rigtig mange forskellige behov, som de jo på et eller andet måde bliver nødt til at festille det sagterne, men i hvert fald går i møde, som de jo ikke formår at samarbejde omkring. Hvordan kan vi gå til en fest, eller hvordan kan jeg gå ud, når du ikke er der, uden at du bliver utryk, eller jeg stikker af, eller et eller andet. Altså det skal man jo også i en familie finde ud af. Hvordan er det, vi kan sidde omkring bordet, så vi begge to har ro i mævn, hvis man kan sige på den måde, eller finde ud af, hvordan sidder man ved et bord, og hvordan spiser man? Hvordan holder man på en kan i går sådan? Fir jo enkler der bliver enormt forstyrende, når andre børn gør det. Og jo kan give nogle føler, som ikke er særlig rare og rigtig svær at ske om. Jeg med en samme bag familie er jo ikke kærlig. Det er det med de voksne, men det er det som regel ikke mellem barn og den anden voksne. Og så de skal jo lære at leve sammen på en ordent og respektfuld måde. Og bare det kan man sige at blive klar over det. Det handler ikke om du skal elske mit barn, men det handler om du skal på en eller anden måde finde ud af, hvordan du vil lave en relation til mit barn. Og vi skal jo blive afstemt. Ikke barnet skal afstemmes, men vi skal jo blive afstemt om, hvad det er for et projekt, familie, vi er i gang med. Er vi et bogfællskab, hvor du skal leve ved siden af, og så selvfølgelig med den gennemsidige respekt, der er, eller er vi et familiefællskab, hvor du også indgår i det og er en aktiv del i det. Og det er klart, hvis man er en aktiv del i det, så bliver man nødt til at lave kompromis af de voksne immen. Og selvfølgelig i det kompromis, de voksne laver, der er der en undertone af, at der er selvfølgelig er en omsorg for, hvordan håndterer vi det her barn. Fordi der jo også en fordel ved at komme ind og se et barn, som du ikke er fedtet ind i, hvis man kan sige på den måde. Der kan man jo nogle gange se nogle ting klart og tydeligt, som man ikke kan som forældre. Men det samarbejdet skal man jo finde med forældrene og med den anden voksne imellem sig. Så det er rigtig vigtigt at tage stilling til. Hvad er det, vi i gang med at lave? Hvad hvis man egentlig kan blive enige om det? Man bliver nødt til på et eller andet måde, hvis man er par og der er børn med, fordi man bliver det, man kalder familie, bliver man nødt til at blive afstemt. Ellers er der noget, der bliver meget umuligt, og det er jo det, de fleste jo oplever. Det er, at de sidder og prøver at overtale eller manipulere den anden til at komme over på sin egen side, i stedet for at sige, okay nu ved jeg egentlig, hvad du står for. Jeg har fortalt dig alt, hvad jeg tænker. Hvordan går vi hinanden i møde? For det er en helt anden muskel i forhold til at blive presset ind i noget, i stedet for at finde ud af, at jeg skal være sammen med dig, så bliver jeg nødt til på en eller anden måde at have med mig selv at gøre, i forhold til at gå dig i møde. Så det er en helt anden snakke, så er meget mere konstruktiv i virkeligheden i stedet for at sidde og skæds, eller prøver at få den anden overbevist om det, man selv synes.

SPEAKER_02 10:26

Jeg bekymrer mig nok mindre i det uindstænkter i, at der er i god som en kvinde, jeg elsker, som passer på vores fælles flok, når jeg er væk. Og kvinden nok tænker lidt anderledes i, hvordan hun skal være mor, og hvem hun skal være mor for. Og hvor hun ser andre børn. Det er en trussel for hendes flok, altså ens egen flok. Kan der være noget i måske. Og i hvert fald ikke være nogen, der er bedre end oplevet jeg det sam. Er der noget jandelov i det. Det må godt gå godt for mine børn, eller det skal rigtig godt for mine børn, det må også gå godt for mit bonus barn. Det må ikke gå for godt. Det kan der også være noget.

SPEAKER_01 11:13

Tit er det er et syptom på, at man som bare ikke er afstemt. Så kommer den der følelsesmæssige forskel. Den bliver meget tydelig. Så når man hvis man piller børnene, så der den måde lege og sige, og egentlig snakker om deres ønsker er, eller hvad de rent konkret gør, fordi han kan godt sidde og ønsker alt muligt, men i virkeligheden ikke gøre det i handling selv. Og det samme med hende i virkeligheden. Der oplever jeg jo, at der er noget, der fordamper, når de finder ud af at lave kompromiser. Så bliver den der følelsesmæssig forskel på egne og egne og andres børn meget mindre. Det bliver i hvert fald ikke det, der bliver forrånet. Så kan det være helt af min irritation over, at der er nogle børn, der ikke vil tage ud af bordet eller et eller andet, men det bliver jo en problematik, som man jo kan finde ud af, hvordan skal jeg som voksne agger, så de hører efter, eller så videre, som er meget mere almend. Så det er et meget godt tegn på, at der er noget her, hvor de i virkeligheden kigger på børnene i stedet for at kigge på deres uenighed som voksne. Og der bliver det jo usynligt, fordi det kommer til at høde sammenbagt familie med dine og mine børn, men det er faktisk ikke det der problematikken er. Og det sker i rigtig mange sammenbarte familier. Det skal også i kernefamilie, men der hedder det noget andet. Men her bliver det ligesom noget af det, der også bliver svært ved at være sammenparte familie. For selvfølgelig kan man sige, at der er mange flere kompromiller, der skal lave og meget. Du bliver mødt med meget større forskellighed end du gør i kernefamilie på en helt anden måde. Du bliver jo virkelig konfronteret med forskellighed og følelsesmæssig forskel, som så det bærder. Men det er vigtigt at stille skarpt, at det handler ikke om den følelsesmæssige forskel, det handler om helt almindelig uenighed i forhold til, hvad er det, vi er i gang med. Hvad er vores rolle? Osv. Men det bliver kaldt. Nen ofte nogle forskellige ting her, som man kan farve det, fordi der bliver jo ikke to skarb med. Fordi de børn bliver ikke ens egne, og hendes egne er hendes egne, så der er jo ikke nogen, der er går i det.

SPEAKER_05 13:17

Du har jo før sagt det her med børn, at man tit har en tendens til at komme til at tale. Man fokuserer, begge parter fokuserer lidt på børn. Det er som det udgangspunktet kommer til at.

SPEAKER_01 13:29

Jamen det her problematikkerne viser sig. Det er jo det, du mærker det, kan man sige.

SPEAKER_05 13:36

Men hvor man kan sige, at det er måske ikke det derigtsmæssigt. Altså det, jeg hører dig siger jo, at man skal sørge for i virkeligheden og kigge på hinanden at prøve at holde. Altså man sige sådan, inden at man bliver for infiltret.

SPEAKER_01 13:50

Ja, fordi der er mange af de her ting, der fordamper, eller i hvert fald bliver meget, meget fortønnet rent følelsesmæssigt, hvis du sender børn ud lege, og ikke bliver ved med at snakke. For det bliver for det første, bliver det meget brandbart at snakke om som voksne, som forældre og anden vokse, fordi man er forældre og passer på sit barn, så der jo, man bliver skærk med begge to. Og jeg oplever i hvert fald, hvis du vender fokus i forhold til at snakke om paret, så er der nogle vilkår, der er, som de er, men I bliver nødt til at finde jeres forhold til de vilkår. Og der bliver nødt til at sidde på samme stol. Det skal man kan sige på den måde, fordi ellers kan ikke være sammen om det. Så det giver jo en helhed eller en fællesskabsfølgelse, som jo også er vigtigt at have i en samme bærk familie, hvis den skal overleve.

SPEAKER_05 14:36

Nu kan jeg jo gende, og det er mener, de gennem sådan nogle række sider. A det du ser med, at det må helst ikke god for godt for bonus børn. Men det skal blive lidt halvt irriteret, eller borkeret, hvis det er, at der er kommet for meget positiv opmærksomhed på bonet. Det er så ufint, men det er bare ikke simple af.

SPEAKER_02 15:00

Det kan jeg også gende i min nækset her. Det kan jeg jo. E eksemplet har været sådan lidt. Det kunne godt. Vi kunne tale rigtig meget om jeg en dårlig i gymnasiet, og begyndt at købe nogle smådan og røde. Og rullen min dan og der ikke sådan. Og jeg var sådan, hvor jeg var kigder af det og det andet. Det kunne vi godt dyre. Og sådan der, hun kunne ske i den anden hånd flyttet ind og sådan der. Så ligger hun ud med lave 3 timer og 32. Jeg har ikke stolt. Og allermest på min datters vejnd, når nu har været ude for sådan. Men det første, der kommer, det er bare sådan kort samt. Det er ikke mere. Hvor det felt med. Hold kæft, hvor det godt. Og den der anerkendelse af, at hun er taget er sken i den anden hånd, og det her, at du har måske være en god støtte på, og det er virkelig mere et eller andet bare.

SPEAKER_05 15:50

Hvis jeg skal gå ind og anerkendt mig, hvordan den succes, så det er så, at jeg skåbede på min egne. Så det bliver lidt til at du på mine børn egne børns vegneværmes.

SPEAKER_02 16:03

Det er jo også rigtig interessant for mig, det må jeg selv taler om det. Det er jo også det, som har oplevet.

SPEAKER_05 16:09

Jeg synes, at det her er sådan et netop et eksempel på den der lidt ufine, ikke særlig stuende følelse, fordi som jeg også siger det her i snakke med toke, kan jeg jo godt genken. Det tror jeg de fleste kender. Og så siger du det der, hvis man ikke er en del, altså hvis man ikke har været en del af det, så er det også svært at gå ind og glæde sig på den vej. Hvordan eksemplet, hvordan er det, man kan blive? For jeg kan jo godt se, at der er også en grænse for, hvor meget en del af det du kan så meget del af som de voksner.

SPEAKER_01 16:45

Altså kan man sige, eller de voksne, de forældre. Men selvfølgelig bliver den anden rolle. Det er jo envolvering, kan man sige, men det kræver jo, at man er afstemt med sin partner. Jeg bliver træt af det ord afstemt af derden, men at man er afstemt med sin partner om, at der er noget her, man deler. Så det er ikke ham, der skal redde hende. Det er også, der skal redde hende. Eller hvad er det for nogle funktioner, vi kan have især i gods, så hun også yder noget i det at få hende til at komme igennem nu. Hvad nu inde har været. For der jo noget her, som giver mening på en helt anden måde. Det er jo også nogle gange svært, at man kan glæde sig over, hvis eners børn og begynder at gå. Men det er jo ikke et dybt fyld glæde, nu siger noget ikke vildan. Men på de fleste så er det jo bare, nej, hvor det er fantastisk og godt og dejligt, og hvor er det godt, du er glad. Men det er jo klart, at det bliver hårdt at opleve, når man er familie. Så hvis man vil have en partner, der også på den måde, så kræver det jo, at hun er involveret også, eller han er involveret også. Rent lavisk også, fordi så bliver det jo, så bliver det noget helt andet. For jeg tænker netok, knyder så ikke meget an til den familieformen, hvor man ikke er jo derfor, at der er nogle ting, der skal passe sammen. Og det er jo det, jeg også kan høre her, at de har nogle forventninger om, at de skal være familiefællskab, men de organiserer sig som et bogfællskab. Altså, rent lavpraktisk, hun sørger for sine børn, og han sørger for sine børn. Så det er klart, hvis du gør noget rent lavis på en måde, så kan du ikke blive noget andet. Altså, sammen hvis man gerne på slankekor og spise cholet, det hænger ikke sammen. Så er der noget her, der er vigtigt at trodde rent omkring, eller blive helt realistisk omkring, at der er nogle ting, der skal hænge sammen. P samme måde som sammær med, eller det samarbejde med ikke, at det skal jo hænge sammen i forhold til, hvad er det for en model, eller hvad er det for en siger model, du gerne vil være.

SPEAKER_05 18:35

Fordi jeg kan sagten set i forhold til min education, den der med, når jeg, som du ser egentlig at få part i, at der ikke, altså, lad os bare sige netop en, at bonusbarnet klarer sig godt i en sammenhæng, at man ligesom har en anden del i det, fordi man har spillet en aktiv rolle.

SPEAKER_01 18:53

Det er jo også meget nemt at sidde og kritisere uden at gøre noget. Man kan nemt sidde at sige, at lille Peter skal lære med at maske, hvor det ulikær en tidersker. Men det at begynder at gå ind og arbejde for at få lille Peter til at lade være med maske, så kan man pludselig er rigtig svært. Og nogle gange bliver man også nødt til at lade noget andet fylde, så det ikke kun bliver skillt ud, eller lukken på munden eller et eller andet. Men så får man jo en del af det projekt, der hedder, lille Peter skal lære spise over, eller hvad nu er. Altså på samme måde som hendes skolegangen. Altså hvor hun været hen i det fx? Eller er det bare noget, hun sidder og løfter peget omkring. Og hvor meget involveret han hende, og hvad for en rolle har hun. Og hvad er det egentlig? På den måde kan man sige, så lyder, som de kører meget hver deres, men har stadigvæk snakker ud fra de familier. Så det hænger ikke sammen.

SPEAKER_02 19:41

Self er det normalt, at der kommer en ekstra børn i udvikling i flokken. Og der sker noget, der bliver rykket ved noget.

SPEAKER_05 19:49

Jeg tror bare, at det er sådan følelse, at der er så klar. Men jeg tror det er skramfuldt for kvinder. Fordi det ligesom, vi er lidt som måder af en stillethed, at det er også, der større for kun ud af lidt. Og det skært. Og der bliver man jo bare helt sådan konfronteret med. Det er man ikke i stand til, når der pludselig er en færmet unge i blandt eller sådan.

SPEAKER_02 20:15

Men man har også mere til en eller anden form for tilbygning til eller barn. Når man vælger en mand, der har et barn. Så der er jo en derfølger der ansvar med. Det kan aldrig være helt fælles. Jeg er ikke far til min exist. Det er jeg ikke. Og min ambition har det været og skulle være far.

SPEAKER_05 20:38

Men bare ambitioner for dig.

SPEAKER_02 20:40

Helt klart er helt klart. Et vandskab og engl, som vidst lidt mere end mor og far i gang.

SPEAKER_05 20:55

Vidste jo godt, Dæks, at det var det, du gerne vil med hendes børn.

SPEAKER_02 21:00

Det ved så godt. Der måde, det kunne gå lidt galt. Det var der i forhold til børne opdragelser, hvad man måtte og hvad man ikke må. Og nogle grænser der, der var meget forskellige for børnene. Det var svært.

SPEAKER_05 21:11

Men der stopper den gode ven eller onklen jo også for dig. Så er jo heller ikke kun en god ven. Hvis det er, at du egentlig så i sådan nogle tilfælde også synes, at du skulle gå ind og sætte nogle opdragelser. Det gør den gode ven så egentlig. Jeg er bare nysker i.

SPEAKER_02 21:32

Kom og konflikten, der kommer konflikten. Jeg har angesten for konflikt ind, fordi det kunne være nogle voldsomme konflikter. Så nogle gange så bare tænker, men det var også for mine børn, der synes, hvorfor det er okræk. Og der skal hæk i forskel på hvordan regulet. Det skal være tydelige fortal.

SPEAKER_05 22:00

Det er jo det, du så også du oplever så, altså at dine børn på en eller anden måde også skal være opmærksom på, at de føler, at de er mere lidt for fordelt.

SPEAKER_02 22:07

Men vi havde jo ikke nemt komplet følge forhold om en af de ting, der gør, så det er, at det er sådan lokt af meget stå, men så kliser. Der skal være rog i hjemmet, og der skal ikke være nogen, der vil sige, at hvis der er lidt dårlig energi, så jeg bruger jeg nok der over, hvor den dårlig energi er. Og det er lidt planden kan. Det er helt andet. For ligesom at få blødt stemningen op, og det gør jeg måske også en gang om, at hvis der kommer en klage for mine børn, så jeg synes. Det er jo sådan på den måde lukker ned faktisk jo. Det er jo det, jeg gør, jeg lukker på med. Det er ikke så vigtigt. Den opblivel af den følelse, de har føret. Det har været det i syge, som jeg er blevet konfronteret med af mine børn i så den ikke det. At man liggen om hvis der var min opmærksomhed, den bliver drægt det over af.

SPEAKER_01 23:03

Ja, og det er jo det, der ofte kommer til at ske, det er, at man oplever, at det bliver meget svært at snakke om. Og så nu siger, at jeg ikke kan gøre det, men det, der ofte kommer til at ske, det er, at såer jeg nej, og så gør det alligevel i det hjulet. Og det vil sige, at han bliver jo ilojalt over for både sin kæreste, men også for børnene, fordi der et eller andet her, der er jo, og de bliver vilet ind i deres uenighed i virkeligheden, og hans vederen i godser, at han ikke har, når jeg siger valgt hest. Og der er det jo svær, at man bliver nødt til at vælge sin partner. Det gælder jo både fornefamilie og sammeparkfamilier. Hvis man ikke vælger sin partner som nummer et, og børnene følger med, så er der noget her, der bliver dysfunktionelt. Og det er jo den største skilsmis af grund, kan man sige næsten også i kernefamilie, det er, at man er mere lojalt over for sine børn end sin partner. Så det er jo det, der også meget ofte kommer til at ske. Det er, at det er rigtig svært at snakke om, hvis ikke man snakker om det, det handler om, og man snakker i en tonen, og man gerne vil hinanden og gerne vil have med hinandens forskellighed at gøre, selvom det er svært og brænder og er næsten ikke til at holde ud. Men jeg bliver nødt til at finde løsningen, hvis man kan sige på den måde. Og det er jo der jo fuldsend gang med, at hvis hun bliver ligesom den, der bliver general, uden hun selv eller vandt at være general, nu siger jeg noget, jeg ikke ved noget om. Og han ligesom bliver, underdanig, fordi han ikke vil konflikter. Og jeg siger, at gøre, hvad der passer her alligevel i god søjne for pas på sine børn, så bliver det et rigtig uheldigt samspild for de begge to i virkeligheden er skarpt med, hvis man kan sige det på den måde. Og det er klart, at det reagerer børnene på med to voksne, som ikke formår at være voksne, hvis man kan sige det på den måde.

SPEAKER_05 24:47

Men jeg tænker også, den her. Nu er det sådan lige et kort eksempel på det, som jeg tænker, måske også kan være gældende og nogen udfordringer. Det der med, at man sige, fordi du har selv føret inde på igen den der med, hvordan børn. Man skal her ikke tage, hvordan sige børn? Man skal tage nogle beslutninger, som ikke handler om, hvordan børnene mere, at det ikke er dem, der skal styre det. Her står der nogle børn, der så prikker man far på skuldre og siger, at vi føler, at der er stor forskel på, hvordan I behandler med. Hvad er ligesom sådan, hvordan går man videre som farf? Og det han jo så siger han gør, det er jo at tyst det med og lukte ned.

SPEAKER_01 25:33

Det er jo nok ikke så smart. Det gør jo noget ved relationen til både fra dem til hende, og fra hende til dem og imellem ham og hende, hvis man kan sige det på den måde. Så det, man kunne gøre, det var jo at sige, at det bliver nødt til at snakke med min kæreste om, der lyder. Og så snakke med dem, om det er godt nok ked af, eller hvad det er at undersøge, hvad det er, der er, hvor er det finde ud af, hvad det er drejer som helt konkret, om det er deres jaloci, eller om det er reelt i virkeligheden. Og så er der jo noget, man som vokne bliver nødt til at snakke om. Der er noget her i vores flok søjne, hvor de har ret i det, de siger. Hvordan gør vi det her? Men det kræver jo, at de har. Der jo noget her, de er jo ikke starte ved starten. De bliver nødt til at starte om, hvad det er, vi er gang med at lave. På den måde er det jo allerede hoppet af, og så kan det blive rigtig gremt i virkeligheden, fordi de snakker om noget, som ikke er kernen, hvis man kan sige det på den måde. Så de jo, de har jo med deres forskellighed og uenighed ikke kunne finde ud af at håndtere det. Og sætte her i skang med. Og det klart, at det går ud over børn, og det reagerer børn på jo, fordi det er jo deres hjem og deres trykke base i huset, der bliver utrykt og ikke til at regn med urimeligt og uortfærdigt og alt muligt.

SPEAKER_05 26:50

Jeg kan faktisk let på, om det ikke også, altså det er jo ikke der med sagt, at det er kvinden, der skal få sin vilje og ret til, at det ud fra hendes stå sted og alt ud går. Men det der med, at før er sådan her, kan løse på værd skib bagage. At man, som du er så også repræsentant for, hvordan bliver nødt til at være én anden, der føler sig. Altså hvis du står, så stå fast begge to, så lyder det lidt umuligt. Det er det umuligt projekt.

SPEAKER_02 27:24

For der kommer noget husk, eller så er det til en derker. Jeg tror ikke, når man sætter sig ned, så man burde selv lidt mere ud og fortælle igennem, hvad det er for nogle børn, vi har. Og hvad er for et regelser, vi vil have her. Der er også en masse praktik. Hvem gør hvad? Er det altid dine børn, der går ud med skalds og en tømmer op herkenden.

SPEAKER_01 27:45

Altså, der er meget forskel på at bak og være uenig i her. Så det giver jo ikke husfred i at bære, så man siger. Altså så vil jeg bruge et andet ord, som lidt programer og lyve, eller lader sig om. Og det er jo aldrig godt. Det er jo ikke kommunikation, kan man sige, eller det er det, men det er jo i hvert fald ikke en, der er konstruktiv. Så det tror jeg bare er rigtig vigtigt at have forskel på at lave kompromiller eller så at øde den. Fordi når mander meget, så skal det ud på et till andet tidspunkt, og så eksploderer man, eller er ufint forstå på den måde, og der har hun jo ikke en chance, kan man sige. Det er jo ikke noget, hun får ham til. Det er noget, han vælger at gøre i forhold til den måde, hun er på, kan man sige. Og bare det også at lægge mærke til et par forhold, kan man sige, når man bliver hinandens modpoler. Der er noget her der bliver, hvor man bliver skærk med begge to. Det er jo, der er rigtig mange, der oplever, at den ene vil snakke hele tiden, og den anden næsten ikke vil snakke. Men bare det, kan man sige, at have med de to modpoller at gøre, at vi bliver nødt til at krybe begge to ud af den på, vi er kommet i og gå hinanden i møde. Det giver en anden måde at have med hinanden at gøre på. Det synes jeg er rigtig svært, det kan sange dig så gøre. Men det er jo en opmærksomhed, kan man sige. Så der jo ikke noget enighed her, han eder den. Og det er hverken godt for ham eller hende, eller hans børn, eller hendes børn?

SPEAKER_05 29:07

Nej, så selvom det er sådan på overfladen kunne være nemest sådan umidbar, så er det på den lange bane ikke sådan.

SPEAKER_01 29:12

Lart ting, man skal øde, men så bliver man nødt til på et tidspunkt også at tage det op i voksenrum i, at det, eller i hvert fald gig så selv i øjnene og finde ud, er det godt, jeg eder hele tiden på den måde. Hvad gør det ved mig? Hvad gør det med min relation til mine børn? Hvad gør det med min kærligheds relation? Det skaber i hvert fald ikke genet respektvær. Så kommer der jo en frakt langsomt, som ikke er sund at have, hvis man skal holde det.

SPEAKER_02 29:40

Jeg er ens børn, når de kommer her, så skal de have det godt. De skal mindst have det lige så godt, som de har overhåft i den anden. Der er også noget i det. Jeg tror jeg godt, der kan være noget interm konkurence for en. Så man kommer her, så skal det i falt være godt her.

SPEAKER_03 29:57

Jo.

SPEAKER_02 29:58

Især når det er lidt nytt, det hele. Så tror jeg, det er fandme oplet af.

SPEAKER_05 30:05

Men meget god, at der jo i virkeligheden kører. Man kan ikke se isoleret simpelt. Fe de mennesker, der så har et foret stelskab med nogen, så der kører ligesom også en eller anden af spår af her, som de skal navigere i. Og det er også selv det, der totalt, det lander jo i dit hus.

SPEAKER_02 30:29

Og det er sådan en ting, at i hvert fald ikke fik talt om.

SPEAKER_01 30:32

Og det er jo det, der også, kan man sige, at nogle gange ret ofte foruren samme bragte familier. Det er måden, mor og far er gået fra hinanden på. Og det er den måde, man sige som ekspartner forvalter det, at man er gået fra hinanden, om man skal overgå hinanden, eller om man er kommet så over det. Det tror jeg ikke, der er nogen, der sådan decideret. Det tror jeg ikke, man kommer sig over, men man kan lære at leve med det på en eller anden måde, så man får en nogen neutral holdning eller følelse omkring den anden. Men mange af de her ting kommer jo først frem og bliver tydeligt, når man bliver familie igen. Når hvis man bor alene med sin børn, så er der jo nogle ting, man ikke bliver konfronteret med. På samme måde, som når man kommer ind i en sammepark familie. Så det, jeg snakker om her, det er jo det, der sker for de fleste. Og der skal man jo være opmærksom på, hvor meget det styre, og hvor meget det kan forurene. For man skal jo noget, der er rigtig svært, at man skal være forældre på fuld tid på den halve tid. Så det er jo så selv et regnstyk, som ikke går op. Og der er jo rigtig mange forældre, der vælger, når de så har børn, vælger at organisere deres liv, og deres arbejdsliv, at når de har børn på samme verde, så arbejder de mindre og er mere hjemme og lægger møder i de uger, hvor de ikke er der eller et eller andet. Det giver også mening. Problemet er, at det bliver at eller andet, der bliver urealistisk i det. Og at man bliver også i virkeligheden meget mere usikker som forældre. Så det bliver sådan skruen uden ende i godserne. I stedet så kan man sige, at det lyder rigtig hårdt, når jeg siger det, men accepterer, at man kun kan være der på den halve tid, fordi man giver sine børn den anden forældre i godserne. Og der er der en masse sov i det her ikke at være ved sin børn hele tiden. Men det er prisen, kan man sige, at man som voksen skal have og bære, så det netop ikke forurner både relationer og ens nye familie.

SPEAKER_05 32:34

Jeg er sådan lidt nysskab på det samt sige, at vi sidder over taler om sammeparte familier og de udfordringer, som man på mange måder jo også kan have i kernefamilie. Er der noget. Er der bare noget i det her med at være samme på, som også forener de derke udfordringer ekstra meget. Altså er der ligesom.

SPEAKER_01 32:54

Det er nogle helt klare vilkår, som adskiller en sammenparksfamilie fra en kernesfamilie. Og det er jo, at man sige, at der er nogle relationer, der skal skabes. Altså steder relationerne eller mellem kæesten og barnet. Og det er jo ikke, kan man sige givet på forhånd. Det kræver jo, hvor det er jo enormt forskellige, hvor børne henne f.eks. hvor meget overskud for hvordan deres moder eller far reagerer på, at man kommer ind i billedet, som jo også forener, kan man sige lysten til at lave relationer, hvordan forældren håndterer det, at de har fået en kæreste. Så er der jo, forældre og barnet var der jo før kæresten. Det vil sige, at de har jo udviklet historier og måder og vaner. Så det kommer du ind i som anden voksen. Så det jo ikke en kerne familie. Der der 9 månaders leveringstid, hvor man begge to har tid til at forberede sig. Her kommer du ind i noget, samtidig med at du også skal tage imod en og være i gang med noget, hvis man kan sige det på den måde. Så det har jo meget betydning, hvordan man hver især både som forældre og anden voksen, agerer i det, og også hvordan barnet reagerer, som gør, at man kan blive bange eller tredje tilbage, eller ikke tøver, eller så videre så videre. Og så der hedder, det er barnet jo medlem af en anden familie på lige vilkår, som i ens. Og bare det, der er det, når jeg siger stuør informationskilde fra den ene til den anden, det skal man jo også finde ud af, fordi det er jo ikke hvilken som en anden familie. Det er jo ens kærtes, gamle kører. Så der jo masser af hvordan er de gået fra hinanden? Hvilke sådan en adskilse af det? Altså have der en ordentlig grænsesætning, så det ikke er en trussel. Der er noget her, der er rigtig svært, at barnet kommer til at være i midten, men man skal finde ud af som voksne og finde ud af, hvordan det ikke bliver en trussel, så barnet kan færdes i begge miljøer, hvis man kan sige det på den måde, uden at det bliver en trussel. Fordi det gør det for mange. Enten man virkelig tager sig sammen og har altid rent over økologiske madpakker, den uge det barn er der, og så når barnet tager hjem, til den anden forældre, så falder man fuldstændig sammen. Eller at man sørger for ikke er konflikter, fordi så hører barnet det, og så fortæller de den anden familie. Eller der er virkelig mange, der kommer i et konkurrenceforhold, eller føler sig enormt sovbare. Og fordi det er inden for hjemmes fier væk, der er et sure i, hvis man kan sige det på den måde. Så det er jo et vilkår, der heller ikke findes i kernefamilie. Jeg så er der en biologisk forældre uden for familien, som jo enten en far eller en mor, som jo ikke er med i din familie, men jo har stor betydning for hvordan du ikke bliver familie, men hvordan du har med det at være familie at gøre. Der er nogen, der accepterer en, og der er nogen, der ikke gør. På eller måde har den person jo, eller den person eller farne familie jo enormt indflydelse, så du kan ikke lige tage en weekend til Bornholm eller et eller andet. Det skal koordineres. Og så er jo også noget, kan man sige, at som ikke er gerne.

SPEAKER_05 35:46

Du har lyttet til sjældent afsnitt, det ser en familieforestillinger. Findes det harmoniske forhold til ekskonen eller manden. Ja, og det er Susannes historie et eksempel på.

SPEAKER_00 35:58

Og jeg tror af min Charlotte succes i relationen er, at jeg ikke ligesom har trængt mig på den der mor, engine mærker.

SPEAKER_05 36:07

Hende skal du møde i næste afsnit. Har du input eller kommentarer til serien, så sendt mig gerne en male på Dengente Slab, teger. Tak fordi du lytter med.