Familieforestillinger
At leve i en sammenbragt familie er ingen nem sag, hverken for de voksne eller for børnene. I denne serie møder du en række modige mennesker, der på på hver deres måde, har erfaringer med at leve som sammenbragt familie med dine, mine og vores. De åbner ærligt op og fortæller om udfordringerne og glæderne. Derudover får du forklaringer på, hvorfor det er svært og løsninger på, hvordan I bedst løser problematikkerne fra psykolog, Sia Holm. og du får indblik i ikke mindst mulighederne for at det
Familieforestillinger
Voksne skal være voksne
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Hvordan er det at blive en familie, når man ikke starter sammen?
I denne podcastserie møder vi mænd, kvinder, børn og unge, der ærligt fortæller om livet i den sammenbragte familie. Om kærlighed og nye begyndelser – men også om konflikter, savn, jalousi, loyalitet og de svære følelser, der kan opstå, når flere familier skal finde en ny form.
Gennem modige og personlige fortællinger får vi et indblik i de komplekse relationer, glæder og sorger, der følger med. Og psykolog Sia Holm, som er specialiseret i sammenbragte familier, hjælper os med at forstå det, vi hører – og giver konkrete råd til, hvordan man kan skabe gode relationer og få hverdagen til at fungere.
En podcast om det, der kan være svært at tale om – og om alt det gode, der også kan vokse frem, når en familie bliver til på nye måder.
Det her er lyet af mig og Natal. Det er en 13 år gammel optagelse. For meget første tid som kærester. Ataler er mit mands barn fra et tidligere forhold. Og hun var en del af park. Så man ser. Jeg var på det tidspunkt 27 år. Hun var et år. I dag har min mand og jeg fået yderligere to peger sammen. Og vi er der med en del af de 12 procent af dansk børneflerer derver som en sammebragt familie. I denne her serie taler jeg med en række måde mennesker. Der fortæller åbent og jærligt om deres udfordringer skampful følelser. Men også glæde at lære i erfaringer i deres sambragte familie. Og jeg tror, der trænger til at blive luftet ud.
SPEAKER_04Det er jo mega intimideren, at der kommer en person ind og forme. Nu skal du sige hej, når jeg kommer, og nu skal du være glade og spørge ind til, hvordan jeg har det sådan noget. Og man er sådan, hvorfor det. Det skider ikke, ikke dykke din mor eller mit far.
SPEAKER_00Vær min side har jeg Serden. Hun er sygnor, men speciale i sammebragde familier.
SPEAKER_02Det er fantastisk, at de her vil snakke om det her, fordi mange kan den og anden måde. Og derfor er jo også rigtig spændende, at du har fundet forskel konstellationer.
SPEAKER_00Vom tilste afst i Sien Forestill. At i dag 15 år. Hes forældre blev skældt, at hun var. Og både faren har fundet sammen med andre side.
SPEAKER_04Og nu har jeg ligesom været skild så began helt livet. Så jeg har ligesom ret meget på jæret omkring jeg. Og sådan. Jeg ved ikke rum. Det har nok at skaber rimelig mange udfordringer for mig.
SPEAKER_00Men det er første jo til, at blevet teenager, at især morrens nye forhold, begynder at skabe problemer.
SPEAKER_04Jeg tror, jeg har brug for, at mit hjem er et sted, hvor jeg kan slappe af. Og det er et sted, hvor jeg så kommer hjem, så kan jeg bare være mig selv. Jeg behøver, jeg ikke tage stilling til noget. Det er ligesom, når jeg er ude og sociale måde mennesker, og sådan noget, det der, hvor jeg er på. Og så har jeg meget brug for, at det er ligesom er en sådan en slavsen på måden. Og så tror jeg, at det er der med, når der kommer nye mennesker, som jeg ikke har nogen relation til. Det var bare meget stressende, altså virkelig stressende. Og virkelig sådan meget. Så når man kommer hjem, så skal man også forholde sig til en masse ting, og man skal også møde en ny personer og sådan noget, og man skal lige pludselig være anderledes, fordi man slipper jo ikke af, når der er en person, man ikke kender særligt godt. Så slæber man jo ikke med sig selv. Og det tror jeg også, at der er mange, der kan genkende lidt, at det er mærkeligt at have en person, som man ikke er trygge sit hjem. Det tror jeg ikke, man har behov for, når man er teenager. Men det er sådan, hvordan man skal håndtere det. Fordi jeg tror ikke, at jeg fik så meget hjælp til, hvad jeg egentlig skulle gøre ved det. For jeg ligesom begyndt at åbne dem op over for min mor. Og sådan, at jeg faktisk har det virkelig svært ved det. Min reaktion var ligesom at lukke af over for det. Og det tror jeg, sådan virkelig mange teenagers reaktioner. Det er bare at være sådan lukket. Og så bare ikke gider personen. Fordi hvorfor skulle man gide personen. Det er jo ikke en, man har været til. Det er jo ikke en, man har sagt ja til det. Det er en fuldstændig random person, som ens mor eller far ligesom har valgt det.
SPEAKER_02Jeg tror, hun har fuldstændig ret i, at det reagerer, selvom og det continuer, at det gør alle børn jo, at det er enormt forstyrende, at der pludselig kommer en fremmed. Og nogle gange laver ting om. Eller at mor eller far bliver anderledes og fjoldet og underlige og usikre. Og der er det jo ikke vigtigt, at de voksne ved, hvad de laver, så at de kan håndtere, når jeg siger ved, hvad de laver, men på den måde har snakket sammen før i virkeligheden, de møder hinandens børn i forhold til, hvad er det, vi er med det her. Forlers bliver det ofte sådan, at man skal have børnenes accept, eller nu det går godt eller et eller andet. Det er jo ikke fordi man bare skal trumle den, når man ved, hvad man vil, men det gør, at man ikke er så usikker som voksen. Og jeg kan jo høre, når hun siger, at det lyder som om hendes mor og nye kæreste, som alle mulige andre også er meget usikre i det. Så det bliver forstyrende for hende i godsøj, i stedet for, at det er en person, et menneske, som mor har valgt det i det her tilfælde. Og som man selvfølgelig lige så stille og roligt skal lære at kende. Og det er klart jo et tempo, som hvis de voksne ved, de vil være sammen, og vil være altså ved hinanden, så det er jo noget, de selvfølgelig skal tage hensyn til i forhold til barnets tempo. Men det er jo også noget, de skal blive ved med at gøre, så at hun kan falte tro, og så det ikke bliver en fremmed, der kommer, men en person, hun kan lære at kende lige så stille og rum.
SPEAKER_00Er det sådan, fordi det, hun beskriver, som man jo på mange måder sagten kan forholde sig til. At det er svært, at man har brug for det der med at kunne komme hjem og være afslappet. Den er jo svært. Hvordan kommer det med at komme omkring det?
SPEAKER_02Men det gør man jo, når man lærer hinanden at kende. Det er jo samme, hvis man, når man starter på efterskolen, så i starten er det jo, hvor man sidder og næsten ikke kan slappe af, eller ikke gøre tøje og gå på toj lettet. Det går jo over, når jo mere og mere man er sammen, at man på den måde lærer hinanden at kende, og at man kan slippe, hvis man kan sige på den måde, fordi man kan ikke holde den så alting. Så der er jo noget af det her, som en ting er at tage det i det tempo. Det skal jo ikke overbe. Hvis de ikke er nyt hinanden, så flytter man sammen. Men det er jo noget, der også går over, når man netop er sammen. Og der er det noget rigtig vigtigt også, hvordan man er sammen, sådan, så det ikke handler om, at de skal børnerne eller de unge skal udkende det, eller skal, fordi det er jo et kæmpe ansvar, de får. For de fleste har det jo, som hun fortæller her. Det bliver forstyrende, birterende og alt måde sjovt. Men det, at man selv ved som voksne, hvad er det for en retning, vi vil at tage det lige så stille og roligt. Og der er ikke noget, det kan godt være, at de ikke ved det, men det bliver de nødt til på samme måde, som man skal bare arbejde, eller de skal i skulden u, eller et eller andet. Der er noget her, de ikke skal kan bestemme. Men det betyder ikke, at man ikke kan tage sig af dem i forhold til deres reaktioner.
SPEAKER_00Og der må der jo så også bare være den store forskel i jeg her med mindre børn at gøre, så teenager, fordi de i sig selv, der sker så meget. Jeg forestiller mig også bare, at det er jo fint nok, at man kan have nogle principper og holde fast i, at sådan skal det være. Men med sådan en teenagebørn, der ved man jo også godt, at de kan række sådan en folk fingring, og så kan de bare. Men det klarar, så kommer der flere ting på en gang.
SPEAKER_02Fordi der er mange, der siger, at det er nemmen, når børn er smukken. Og den anden måde at lære en at kende på. Det er jo klart det måde helt andet. Der er også noget, der er meget nemmere, når det er store børn, fordi man måske har mange mere flere flader, man kan snakke med hinanden om osv. Så man ikke kan med en på fem. Men det er jo forskellige måder, man skal bruge sig selv på i forhold til at begynde at skabe en relation. Men det er jo vigtigt, at det er den voksne, der ligesom rækker ud, men også accepterer, når den ikke bliver taget imod hånden, når man rækker ud af. Men også bliver det mere at række ud lidt så roligt og finde ud af, at det gør, at vi ikke skal snakke så meget sammen, måske skal vi lave noget sammen, eller måske skal vi bare kunne være i samme rum. Og lad det være, det er fint nok. Vi skal ikke elske hinanden. Vi skal faktisk i virkeligheden ikke så meget med hinanden, men vi skal lave at leve sammen på en ordentlig og respektfuld måde. Og der kan man sige, at ambitionsnivået fuldstændig nede. Og så er det jo, så er det jo, når man laver rammerne omkring noget, at man kan begynde at udvikle noget, og det kræver jo selvfølgelig, at den unge eller barnet også er interesseret i en. Men hvis man som voksen går med ambitionsnivåerne helt nede, og bare i virkeligheden, det handler om, at vi skal lade at leve sammen på en ordentlig respektfuld måde, og når vi har gjort det, så kan det være, at vi godt kan lide hinanden, og det kan også godt være, at vi ikke kan. Der er masser i samme arbejde af kernefamilier, som jo heller ikke egentlig kan lide hinanden, men har lært at leve sammen på en ordentlig respektfuld måde.
SPEAKER_04Jeg tror, det er ligesom det der med at finde frem til, hvorfor er det, jeg skal åbne mig op over for personen, og sådan hvorfor skal jeg gøre de her ting egentlig, hvorfor skal jeg opføre mig pæn og de der ting. Så det er jo mega intimiderende, at der kommer en person ind og fortæller dig sådan, at nu skal du sige hej, når jeg kommer, og nu skal du være glade og spørge ind til, hvordan jeg har det og sådan noget. Hvorfor sådan? Det gider da ikke. Jeg ikke dykke min mor eller min far. Jeg tror bare virkelig, at der har særligt mange, der har overskud til, at man forbranden så mange problematikker, når man bliver teenager. Og man lige pludselig også skal forholde sig til de ting, som egentlig bare være afslampen. Så jeg tror, jeg havde enormt meget stress ind i min krop i en lang periode efter min mås havde mødt af den skærest. Og det tror jeg gegar ud over min livell, fordi det var dræft for mig. Det var meget energi at skrive på det. Jeg havde egentlig heller lyst til at bruge min energie på nogle andre ting. Min venner eller skole eller sådan de der. Man måske ikke tænker så meget over det, så tror jeg faktisk, at alle skild til bare. Kan jeg genkende til, at det føder faktisk. Sådan er kæmpe stør. Sådan. Og jeg tror også, at når man bliver voksne, så tror jeg, at man kan se, at sådan. Når jeg gør den her i mit liv, så kan jeg se tilbage på, at det er fordi, at bla, i forhold til, at man er skæld som et barn. Jo.
SPEAKER_02Der er noget af det her, der er jo, og det er jo sær med teenager, det spiller sig ud, fordi der bliver den relation, man har til sine forældre, når der kommer hinanden ind, bliver jo enormt tydeligt pludselig. I forhold til, om der er en forståelse eller genetet respekt, plus at det er jo helt almindeligt teenage år, at man ikke kider sin mor eller far. Så der er jo der jo mange ting i spil. Men det, jeg hele tiden hører, det er i virkeligheden, at hun det lyder som om hendes mor og hendes moders kæreste har været meget usikre. Så hun har fået meget ansvar i forhold til at sige sige ja eller siger nej. Fordi det bliver de fleste af teenagerer skidiret over den måde. En anden ting er kan man sige, at det er blive tvunget med til et eller andet, eller blive hævet ud til noget middag, eller nu skal vi lave noget sammen eller sammen. Det er jo helt normalt som teenager at vinde øjne af det og lugne af sørhed og alt andet sjovt. Så det er jo enormt svært for de voksne at finde ud af, hvad det er, der handler om relationen, og hvad det handler om helt almindelig tinetssyhed i god sådan. Men det kan man godt, hvis man snakker om det, kunne sådan finde ud af nogen lunde i forhold til, hvad hører til værd, og hvad hører ikke til, i forhold til, hvordan det voksne gør, og hvad er det de voksne har besluttet sig for, og hvordan jeg måledes de har fordelt, at det de vilem hinanden.
SPEAKER_04Selvfølgelig er man jo også lidt sur, at en svæld ikke er sammen. Så jeg tror, så tager man alt det er vret og ligger over på den person, som om det er den person, der skyde rigtig. Jeg har altid haft en sådan noget lækker af over, at jeg ikke var sammen. Fordi det tror jeg, at alle børn ønsker. Jeg havde ens mor og ens far på samme tid. Og det der med svær, når man er hjemme, så det kan jeg huske, at jeg var lidt med så var hjemme på ens må. Og man har dårligt samvid. Fordi jeg kan huske, at sådan, da min mor varene i en periode, der havde jeg mega dårlig, simvid, når jeg var hjemme med sin før. Fe jeg tænkte, nu siger min mor derhjemme. Og hun savner mig og sådan noget. Det tror jeg også hårdt på mig. Fordi det er jo ikke en række følelse af, at man sådan føler, at jeg en små keder af det, eller ens var kider af det. Det er sådan stressende lidt. Meget stressende. Virkelig stressende. Fordi man har hele tiden et ben i hver leger og sådan. Det kan være virkelig forvirrende. Og det der med sådan nogle helt basige ting, som har to værelser og sådan noget. Det er også stressende. Fordi så mangler man lige noget for det eneste, eller så mangler man lige noget for det andet. Og sådan noget. Det stresser egentlig.
SPEAKER_02Og det er der jo rigtig mange børn, der gør, det er, kun siger der, det er, at lægger lidt vred på den fremmede, der er kommet ind, som i virkeligheden er vred på både situationen, men også på mor og far og det at være skilsmæssigt barn. For den her fremmed, der kommer ind er jo sådan en bliver tydeligt, at der er noget, de ikke får, hvis man kan sige det på den måde. Og det er der jo rigtig mange kærester, der får, kan man sige, at bliver gjort til synge på, uden det egentlig handler om dem, men handler om den sorg i forhold til, at mor og far ikke er sammen. Og det tror jeg bare rigtig vigtigt at være opmærksom på. Det er jo ikke noget, man sådan kan gøre noget ved. Det er jo nogen flot, hun siger det her. Men det er rigtig rart at vide, når man så er den kæreste, som får skylden for alt muligt, at det forter sig, men det er en sorg. Og at man ikke, og det er jo sindssygt svær, det er tage det personligt, fordi det er personligt. Men det kan jo nogle gange gøre det nemmere i forhold til situationen er sent lidt op i fra, så man netop kan skåne sig selv, og ikke føle, at man er den værste person i hele verden, der har udlagt alt. Fordi det er da godt nok mange kærester, der oplever det. Og får det rigtig dårligt over det.
SPEAKER_04Jeg vil nok ønske, at min mor og min mors kæreste ikke var sådan opsat på det der med, at nu skal vi være en kernefamilie også. Det bliver vi ikke, fordi vi er ikke en kernefamilie. Så jeg tror, jeg vil ønske, at jeg ikke kan så højre forventninger til mig. Eller forventninger til, at jeg vil deltage i den familie, fordi det ikke er det selvfølgelig som bare. Det er det bare ikke. Hvis man ikke har lyst, har man ikke lyst. Sådan har det i hvert fald. Hvis man har brug for ikke at deltage i sådan de der familie aktiviteter med syge bombersfre og sådan noget. Så tænker jeg, at så jeg nok, at det var mere sådan rådne over, at det var ok, at man ikke har lyst for det her. Og lige pludselig skulle læde familie med ikke følge. Jeg har været meget sådan for mig. Det der med morems. Og efterfølgende har jeg snakke sådan ikke i starten. Men jeg tror også, det ikke rigtig varet op for mig sådan, at morge men tænke var for mig nu. Det gik også noget, hvor det gik op for mig, jeg har faktisk svært med det her. Og så begynder jeg at snakke om det. Og det var egentlig rigtig, rigtig dejligt. Fordi så snakkede vi jo også om det der med, at jeg ville godt have noget tid med min mor. Og tingene også kunne være lidt som mødte ham. At man ikke mister relationen, eller der ikke er noget, der ændrer i relationen til ens mor, det ville man jo godt have i den samme. Selom der kommer en ny folk til. Også det der med, at jeg snakker med min mor, men det kunne være ret, hvis hun ligesom var på min side. Hvis der var sådan en konflikt der eller et eller andet, så har jeg behov for, at hun var ligesom min allieret. Hun var ikke min mors kæreste allieret. Fordi jeg synes, så det er jo ikke grart, hvis de er to mod en eller anden. Jeg har brug for, at min mor altid på min side.
SPEAKER_02Jeg så er noget i det her, som jeg tænker, det er jo enormt flot beskrevet. Det, hun gør, hvad hedder det. Men det er jo der, det bliver svært at arbejde med sådan nogle problemker, fordi der er et børnsyn, og så er der et voksensyn, og de harmonerer ikke rigtigt. Desværre. Fordi det vil jo være rart, hvis man skulle følge det, hun siger i forhold til ikke at gøre noget, jamen så forsvinder de voksne jo. Så er der meget af det her, og det er jo det, de voksne bliver også nødt til at være de onde nogle gange. Og det er jo der, det bliver rigtig svært, når man også har skyldfølgelig i forhold til det at være samme frakfamilie, eller være at hive sine børn ind i en konstellation, som de faktisk ikke gerne vil, altså i forhold til det at være familie. Men de bliver jo aldrig familie, hvis ikke også de kræver, at de er sammen. Så det er jo sådan en hårdfin balance i gået søgen i at tvinge dem, jo, fordi det er mig, der bestemmer, at jeg har fundet en kæreste, og det er mig, der bestemmer, at jeg gerne vil være familie. Og samtidig kan man selvfølgelig tage hensyn til ikke at vide varme rammer om på dem, men at lave nogle rammer omkring det, så det kan blive nogle gode oplevelser i forhold til, at vi gerne vil hinanden alle sammen. Og samtidig som kæreste, det er ikke, at starte med i rette sig eller man begynde at lave en relation, før man bliver opdragende, hvis man kan sige det på den måde. Det betyder ikke, at man ikke må opdrage hinandens børn, det tror jeg, man gør, alle gør. Men det betyder, at der skal bygges noget op, før man begynder at sige siddig stille, eller tage tærkende ud, eller et eller andet. Der skal man have spillet noget lutter først, eller gå ud nogen tur, hvor der kommer en god venskabelig uden at blive venner, hvis man skal en god stemning imellem sig, ligesom man jo gør på alle mulige andre steder, også i virkeligheden på arbejdspladser osv. Så det er jo. Det er der, hvor man nemt kan far vild, fordi man måske som voksen så gerne vil have en familie, eller er så usikker på, at når man mærker børnenes modstand, at man har brug for, at de siger ja, at man enten lad dem gå, eller preser dem for meget, eller et eller andet. Og der er jo ikke nogen rigtig stræk at gå på, hvis man kan sige på den måde. Det er jo sådan hele tiden at følge sig frem og sænke finger i jorden osv.
SPEAKER_00Men det er jo interessant, at du siger om, fordi det her med, at hun efterspør jo det her med, at noget også kan være som det var før, og have en mor for sig selv. Og så er det jo netop, som du så også beskriver kunsten at finde den giden middelvar i.
SPEAKER_02Men på det her, nu kommer det jo selvfølgelig, hun sig det senere. Det er jo kærepesømme, du sådan det. Hoved på kærældømt. Hovedpersøg, det er jo, at der hedder at hendes mor og hende har haft et meget tæt forhold. Og så er det klart, pludselig brød og mor det tætte forhold. Og det er jo en kæmpe kæreste, det er det ikke kærestehov, det er et kæmpe sov for hende, fordi hun må sige mister sin mor, fordi hun får moren får en kæreste. Så det er jo det, hun snakker om. Det er jo egentlig ikke, kan man sige sammenpart familien. Der jo noget, hvor morgen er gået for at være fuldstændig symbiotisk med hende stå over, men meget tæt med. Det lyder som om, de har reddet til at lavet alting at være nøagtige, og så pludselig til at vil være voksne i forhold til hende. Så det er jo den reaktion, som hendes kæreste får. Det er noget, mor gør i forhold til, at hun ikke har, når jeg siger adskilt sig og haft et voksent liv, før hun kan sige, at finder en kæreste eller et eller andet. Og det er der jo rigtig rigtig mange, som er enige møder eller indige fædre, som har, og det er jo svært at lade være, når man sidder alene med sit barn, og man snakker sammen, fordi det er det barnet af den else der. Men der kommer jo en kæmpe problematik i forhold til, at de børn skal jo pludselig lære at være helt almindeligt barn i en familie. Men bare ved at se det på den her måde, sådan lidt mere om helikoptersyn, det kan jo hjælpe en rent følelsesmæssigt i godsheden i, at det her, det er faktisk rigtig vigtige, at børn er lærer. Altså måde, som det handler jo ikke om, at hun skal have helt alene tid, og nu skal de gøre det samme igen. Men det handler om selvfølgelig, at moren skal tage sig af den her adskelsesproblematik på en måske lidt mere heldig måde, som ikke handler så meget om den kærester, eller de nu skal være familie. Så der er jo nogle ting, som jo på den måde bliver meget tydelige i en sammebragsfamilie, hvis barn og forældrerelationen ikke, som næsten aldrig gør går, som den skal ud til at sige i forhold til adskelser osv. Men det bliver enormt tydeligt i en samme familie, fordi det kræver jo noget også at skabe familie, det kræver noget også for børnene og deltager i det.
SPEAKER_00Jeg hører da også siger, at du er sådan, at du ser, at børn, måske er svaret lidt til siden, de må ligesom bare følge med. Det er ligesom om det. Så meget skal man også tage sine børn med ind i sådan nogle valg, så selvfølgelig også kan får en indflydelse på dem.
SPEAKER_04Altså jeg tror, det er vigtigt, at man snakker om det. Det tror jeg er enormt vigtigt. At man snakker om, hvad det egentlig er, der foregår.
SPEAKER_02Og det tror jeg, hun har fandt ret i. Men problemet bliver, hvis man snakker om det her, og de voksne ikke ved, hvad der er, når jeg ser ret eller vang, eller hvem der bestemmer, så bliver det normalt problematisk. Fordi alle har en mening om det, og selvfølgelig har hun en mening om det, men hun er stadig barn. Så hvis ens mor er usikker, i forhold til, eller hans mor og hendes kæreste er usikker i forhold til, hvad det, vi vil, og hvad er det, vi gør. Hvad meget skal hun have lov til at bestemme, når hun har den alder. For det er klart, der er forskel på, når man er tre og når man er 15 eller 14 eller et eller andet i forhold til, hvor meget medbestemmelse man skal have. Og det er jo nogle ting, som de voksne først lige bliver nødt til at både tænke selv over, før de begynder at snakke det her. For ellers er, og det oplever jeg rigtig ofte, at børn får meget mere medbestemelse, end de i virkeligheden er godt af, hvor de får meget mere ansvar, end de er godt af. Og de voksne har heller ikke godt af det, at de giver børnene så meget ansvar. Det har de alt for små skuldrør til, det skal de slet ikke bestemme. Det må til at sige lidt sønd for dem. Nvis man ikke på den måde.
SPEAKER_04Når der kommer en person ind i ens sjældent, så tror jeg det vigtigt, at man snakker med sin mor om det, og man holder den relation ved lige, og gøre de samme ting, som man gjorde inden, og stadig har tid og lene med sin mor eller sine farvere. Og så tror jeg også, det er vigtigt at fjerne alle forventninger, alle krav alle de her ting fra sine bar.
SPEAKER_02Nu snakker jeg meget med alene tid. Og det tror jeg, at i virkeligheden gælder for alle familier, at det er rigtig vigtigt, at man har alene tid med sine børn, og det er rigtigt at have alene tid med forskellige medlemmer i familien og såv. Det tror jeg ikke, og det bliver brugt meget i forhold til skilsmæssige børn. Det synes jeg simpelthen en misforståelse i virkeligheden. Fordi selvfølgelig har de brug, men det har alle børn brug for alene tid. Fordi det giver en anden kontakt og en anden opmærksomhed og udvikler relationen på en helt anden måde. Og det er synd, synes jeg er, at man putter det ind i det, at fordi de er skilsmæssige børn, så har de brug for mere alene tid, eller brug for noget, fordi de har mistet noget andet eller et eller andet. Det synes jeg simpelthen en misforståelse i forhold til også at hele de sov i forhold til, at mor og far ikke er sammen. For der er jo ingen tvivl om, det er en kæmpe sov for de fleste børn. Nede, der følger også, når man bliver voksne. Og den skal jo ikke negligeres på nogen som helst måder, men du kan ikke få den mindre af at have alene tid med din mor. Det hænger ikke sammen.
SPEAKER_04Så jeg tror bare, det er det der med bare sådan, at der kan være en form for sådan en afslappet omkring det. Og sådan at ligesom sådan, som jeg også har nævnt for, at lad børne sig selv kom til de voksne ikke, og sådan også at fx min måskaste, at det kunne være enormt, hvis han ligesom gør klar, at han er åben for mig. Men når jeg er klar, så kan jeg komme til ham. Så det ikke bliver sådan med, at han enormt gerne ville række ud efter mig. Fordi det kunne jeg nemlig mærke, at det tror jeg er nærmest alle sådan en nye kærester har det da med, de vil enormt gerne godt indtryk. Men der er meget sådan det meget, fordi jeg har sådan det for meget. Men selvfølgelig elnusser man jo bare virkelig, at banke. Men man skal også bare huske på, at det overvæde.
SPEAKER_00Jeg er sådan begist, eller det bare fordi du ikke har relation.
SPEAKER_04Nej, det er ikke det. Det er ikke det for dem, at jeg har egentlig. At der var øngrekt. Der kan jeg, at min mås ikke, for min par. Men det gør jeg ikke. Fordi jeg ved ikke egentlig, hvorfor det fæller mig bare lidt. Og heller ikke din fars.
SPEAKER_00Hvad er det så for en relation, du har med hinanden? Hvordan du kan tegne? Hvad er det?
SPEAKER_04Jeg har en grund relation. Jeg har sådan en meget sådan en find relation. Jeg træk her, vi er mega tæt. Vi triger sammen og det er hyggeligt, at vi kan snakke om. Det er en lidt mere lige. Det er sådan en dype ting. Jeg tror ikke, jeg føler, det er lidt mere familieagtigt, når jeg er derhjemme. At jeg har en lille søger og sådan, at det er hendes mor og sådan noget. Så jeg tror, at jeg føler mere. Det er sådan også min familie af det. Jeg tror, at det har gjort meget godt, at de har fået et barn sammen. Og det har også gjort mig enormt glæd over at sådan, at det er kun rent faktisk noget, det her. Det kunne godt udret. Det er sådan glæde, det er noget, der kommer og tilkommer, der også har fået en lille søster og sådan. Og jeg føler han egentlig som 100% lille søster. Så tror jeg helt klart, at det her bidragt med, at det bliver lidt mere sådan min familie. Men altså de fleste problematikker har jeg foreget i min mors hjem. Men det tror jeg også på grund af. Hvem min mors kærest jeg som personligt. Det spiller også en stor rolle. Altså, hvordan man kommer ind i en ny familie. Og sådan, hvornår det lige ramte i mit liv. Altså i forhold til timningen. Det var måske en lidt voldsomme timing i forhold til, at det var lige der, hvor jeg bliver sådan rigtig sig.
SPEAKER_02Jeg tror, at hendes relation til hendes far er meget anderledes end hendes mor, og det er også det, der spiller ind. Plus at man skal også tænke på, at samversordninger er ofte, nu ved jeg ikke, hvordan hun har det med, hvordan hun kommer hos din mor og far, men ofte har mor flere dage i sammenhæng, og så på den måde er der også nogle ting, der bliver voldsomere, kan man sige med mors kæreste. Så der nogle ting, der spiller ind i forhold til også det, hun snakker om, som meget handler om hendes relation til hendes mor og hans far. Så det bliver, hvis ikke man har sådan en dyb eller relation, så bliver det nemmere at komme ind som kæreste nogle gange. Og hvis man har en meget tæt relation, så kan det blive rigtig svært at både at tage imod kærsten og komme ind som kæreste nogle gange. Det kommer jo helt andå, hvordan den biologiske forældre håndter det, og hvordan kæsten håndterer det, og hvordan børnene reagerer. Så det er jo ikke da jo igen i det her ikke noget, som er, som det er. Det er jo enormt forskelligt i forhold til, hvordan man håndterer de her dilemmer.
SPEAKER_04Det er meget vigtigt, at jeg bliver lyttet til sådan mine behov i forhold til det her. Fe har jeg bare. Det havde jeg enormt stort behov for, at der virkelig blev lyttet til mig, fordi jeg ikke blev overset i det. Fordi det tror jeg er enormt hårdt, hvis man så føler sig sådan lidt overset. Fi det tror jeg godt, at jeg kunne føle til tidere at nu kørte alt det her med de andre, men hvordan har jeg det egentlig er der nogen, der sådan lidt det ikke. Men jeg tror også, at det var svært for mig, fordi jeg havde sådan et tæt forhold til min mor. Altså virkelig virkelig tæt. Vi havde sådan en fælles interesser, at vi sådan redd sammen på en riderskole og sådan noget, og gjorde det et par gange om ugen og sådan noget. Så vi havde enormt meget alene tid, og det blev bare ligesom taget for mig. Det tror jeg også, at bare et tab for mig, at det der med, okay, jeg var enormt til min mor, men nu havde hun ligesom en anden, som hun ligesom er forelsket i.
SPEAKER_02Og det er jo rigtig, rigtig vigtigt, at hun siger, at man skal lytte til sine børn, og turde at tale om det, også det, der er svært eller græser lidt eller et andet. Jeg tror, der er vigtig skillen mellem, at de skal ikke har lov til at bestemme, at man skal kunne snakke om det, også at det ikke bliver lavet om, men hvordan kan vi være i det, når det er, som det er. Men det, at der bliver lytt til dem, og de får lov til at sige de ting, som i princippet hun siger her. Uden at man lader sig rygke på det, som man ved som voksen. Og det er jo kunsten, at man kun sig, at der giver sig der, hvor man ikke giver en ansvar for, om paker forholdet bliver til noget, eller ikke bliver til noget, fordi det vil være synd for den, hvis hun fik det, selvom det, hun appellerer til i virkeligheden. Men det vil være alt for stort og tungt anker, selvom hun sikkert lige i starten synes, det var enormt fedt. Men på den lange bane vil der jo ske noget i forhold til hendes mor og hende, som ikke vil være særlig godt. Og det er jo en hårdfin grænse, i godsheden i forhold til, at ture, eller bare at være opmærksom på det som voksen, tur og snakker om de her ting. Men ved, hvordan det er på samme måde, som det, at børn gerne vil have noget at spise til aftensmad. Men man ved, det er ikke aftensmad, men derfor kan man godt snakke om, da man kan forklare, hvorfor, eller hvad der vil ske, hvis man spiser chokolade til aftensmad, eller et eller andet, eller dårligt eksempel, ikke? Men alligevel holder fast i, at man spiser aftensmad. Det er der rigtig mange, der bliver usikker i som voksne. Det tror jeg bare, rigtig rigtig vigtigt. At blive have den opmærksomhed, når man snakker med.
SPEAKER_04Jeg følger slet ikke lige så meget, som det har gjort. Men jeg tror også, det er fordi, at jeg ligesom sådan er rent faktisk har snakket med min måsker det. Altså, at jeg har rent faktisk været alene med ham og sådan snakkede om sådan i dype ek, og så er kommet ind på ham. Og det gør, at jeg ligesom har fundet ud af. Jeg kan faktisk bruge ham til enormt meget i mit liv, fordi han har faktisk meget bide på. Og det har gjort enormt meget. Og jeg har haft alene tid med ham og selv. Og vi ligesom kunne snakke sammen rent faktisk. Og det er ikke bare har været sådan, når vi sidder ved aften som ud.
SPEAKER_00Jeg har også prioriteret faktisk et samhverk med ikke afhængig af din mor er dig eller hans tyvønne.
SPEAKER_04Man kan jo sagten svænte til en god ting af ens forældre er skældt. Altså fordi så har man lige pludselig flere mennesker, man kan gøre gavn af i sit liv, hvis du forstår.
SPEAKER_02Og der har hun jo en gode pointe, der hedder det i forhold til, at det lyder sådan sådan, hun forklarer det, når du er kun den ene for, at de har været meget optaget at skabe familie i stedet for relationer. Og det er jo siger til sidst til, at hun i virkeligheden hendes syn på ham, og det hele har lidt ændret sig i forhold til, når hun har lært ham at kende. Så det er jo noget vigtigt at være opmærksom på, at en tænker, at man har et mål i forhold til, hvad det er for en familie, vi gerne vil være. Men i virkeligheden handler det jo om relationsopbygning lige så stille og roligt, og at den voksen til at tage de ansvar, så det kan man jo ikke gøre fra starten af, hvis man gerne være et familiefællskab, men det er jo noget, man lige så still og roligt, at relationen skal udvikle sig i takt til at man kan tage det. Og hvis man vil være et brugfællskab, så er det jo noget med at holde grænser i går. Hvad det jeg skal beskæftige mig med, hvad det er så skært. Men det handler også om relationsopgning still og role.
SPEAKER_00Du har lyttet til ære og ind til videre sidste afsnit i serien 5 forestilling. Jeg håber, du er blevet klogere på udfordringerne ved at være en sampreg familie. Har du indpog eller kommentarer til serien, så sender mig gerne en mene på Engette Slab og. Tak fordi du lytter med.