Klapjagten

Demensplejehjemmet Dagmarsminde åbnede med en kompromisløs idé om, at omsorg skulle komme først. Beboerne begyndte hurtigt at forandre sig, og udadtil så det ud til, at noget helt særligt var ved at lykkes. 

Men bag successen voksede en konflikt. 

I første afsnit fortæller May Bjerre Eiby om at samle det hold, hun troede skulle føre idéen ud i livet, og modstanden der voksede indefra - og om hvad der kan ske, når man insisterer på at gå en anden vej og får pludselig mere opmærksomhed, end man havde forestillet sig.

Transcript

Copy Transcript Copied

SPEAKER_01 0:03

Jeg hedder Mejet E. Du kommer til at høre mig fortælle helt jærligt om livet på omkring derde. Og det bliver nu et mank. Det bliver hvad der falder mig ind. Måske bliver du inspireret. Måske får du lyst til at gøre opræk. Måske får du bare lyst til at lære dig tilbage og løde med. Velkommen til mig og der måde smænd. Det ligger faktisk både et kors og et træ. Og så står der der måde. Jeg så ser det ud fra, så er der så en lamp, der lysker skillet op om aften. Jeg kan jeg huske at. I det første dage efter vi havde åbnet der, så var jeg meget stolt og kørte forbi, at der var det her skæld med en læk der løst på lovet. Og her den anden dag, da jeg gik rundt haven, så kom jeg pludselig til at tænke på, at lige om vi åbnede en gang, og vi havde faktisk næsten fået bygget plaget færdig. Så havde jeg fået ansat hele den personal gruppe, som skulle være der. Og det havde faktisk været til job samtale i en skord på byggepladen, som bare fuldstændig fyld med plør. Og vi synes jo, at vi havde sat et fantastisk hold. Da vi så havde bygget plejævet færdig, så havde vi sådan noget lidt teambildningsagtigt nogle dage med det nye personal, hvor vi ligesom skulle ryste sammen. Og en af dagen, det gik så ud på, at der plejer færdig, så havde vi fået en masse møbler stillet op en masse gamle møbler. Og så skulle hele den her personalgruppe, som består af 12 mennesker, vi skulle så mødes der op en dag i det tomme hus. Og så skulle vi ellers indrette der måst mindre sammen. På et tidspunkt så er der så en af de kommende medarbejdere, der får øje på vores store skæld, hvor der står der måde på. Og jeg fik sådan idé, at vi kunne stille loget foran os og tage et billede af det her team. Og når jeg kiggede på det billede i dag, så kan jeg jo godt se, at jeg havde ikke sat det rigtig hold. Der gik meget hurtigt efter åbningen, at der måske minder, og så begyndte jeg at finde ud af, at der var noget galt. Der var nogle medarbejdere, som var blevet ansat, fordi de synes, det var den bedste idé overhovedet det her med, at vi skulle lade omsorgen går først, og det skulle være en behandling i sig selv, og vi skulle sørge for, at beborgerne ikke fik særlig meget medicin. Indretningen skulle være sandsigt og ret, og det skulle være fuldstændigt som et hjem, og vi skulle være et fællskab. Det købte fuldstændig ind på, og var bare sådan, at de havde altid ønsket at vilde den vej. Uanset hvor de havde været ansat, så sagde de alle sammen, at det var bare den, vej, de ville, og de følte sig så hørt og set, fordi de blev bare genkendt i alle de idéer, de havde haft til, hvordan det skulle være. Og derfor så var de så glade for at blive ansat på deren. Men kort tid efter at vi var åbnet, så begyndte jeg godt at kunne mærke, at der var nogen medarbejdere, som gik imod det. Når vi var på arbejde omkring beboerne, så ville de faktisk hellere sidde inde et rum ved siden af, den gang havde et kontor. Pludselig så opdagede vi også, at der var nogle af medarbejderne, der sådan begyndt at tale til beboerne på en måde, som vi ikke helt gik ind for, altså hvor de talte med til beboerne, eller sagde, at de skulle gøre nogle ting sådan meget hurtigt, som de ikke lige kunne overskug og gøre. Rejst der op, eller ja, så går vi frem af 1, 2, 3. 1, 2, 3. Sådan meget livet, så begyndte der at lyde offentligt. Det begyndte at lyde som den måde, som jeg havde oplevet hele den offentlige plejektor med på, der, hvor jeg havde været ansat. Og det var lige nu det, jeg ikke gad med jer. Det bekymrer mig selvfølgelig lige i starten, men vi var også ved at åbne, og jeg låte det måske køre lidt, for jeg skulle lige se, om det bare var lidt opstartsvanskelighed. Det der også var ved, at det var bare så fantastisk i starten. Det, der skete i huset med beboerne og med deres familier, det var lige til at troligt over. Altså, nærmest minutter efter, de var flyttet ind, så havde de fået det bedre. Og det tør jeg godt sige. Og jeg ved, at hvis der er nogen af de pårørende, som var med dengang, så ved, at de blive mig ret. Der var en helt særlig stemning i det hus, og den oplevelse hos beboerne og de pårørende af, at man var ankommet til omsorgsuren, den gjorde bare, at beboerne fik det bedre. Bebboere, som ikke kunne gå, men så bare rejste og begyndt at gå igen. Der var også en kvinde, hun havde siddet meget i en stol i hjørne på et plejehjem, da jeg de faktisk alle sammen. Men så et par dage efter, hun havde boet hos os, så smedede hun bare sine roulator, og hun gik sådan meget adret gennem hele stolen og gik meget hurtigt. Og der var musik, og der var folk, der virkelig havde lidt sjovt sammen. Nogle læser bare sådan hen i sofaen, og så så de lidt, og så var det, som det skulle være. Og de fleste af beboerne og familierne, de kom fra andre pleje hjem, og de havde bare så meget brug for, at deres mor og far blev set, eller at deres ægtefælde igen blev respekteret, for hvem de var. For eksempel bare sådan som at få lidt løbstæk på igen, eller få lov at sige noget overhovedet. Jeg oplevede, at der var en, der begyndte at løbe, og han kunne ikke tale rigtigt, men når han løb, så begyndte han at tale igen. Det var bare vildt, hvad der sker. Og derfor så var jeg også selv meget øforisk over at opleve, at det, som jeg troede på, altså at omsorgen, og det at være i nogle rare omgivelser, at det simpelthen kunne være en behandling i sig selv. Og det var faktisk rigtigt. Og samtidig så var det sådan, at det her, det skal vi have ud at leve, det her skal vi have andre til at forstå og se. Og jeg var så optaget af det, at jeg måske ikke nåede og opdage, at der var en del af medarbejderne, som lige pludselig begyndte at modarbejde det. Og det gjorde de ved, at de rådde sig sammen, og fandt på, at det her var helt galt. Og at de ville egentlig gerne have det, som det plejede at være der, hvor de kom fra. Så noget som at sidde på kontoret og drikke kaff sammen, når de synes, de havde brug for kaffe, eller gå ud og ryge sammen, og også at drikke kaft derude og stå og snakke sammen. Det kunne også være sådan noget, som, at der var en beboord, der sagde, at hun gad absolut ikke være ude vores fællesskab. Men det var ligesom en del af det, der var gået galt med hende. Det var faktisk, at hun var blevet isoleret, og dermed blevet vant til at blive isoleret. Derfor handlede det faktisk om at få hinud i fællesskabet og få hende til at blive en del af det. Og hun kunne ikke tål at sige og læk. Men der mente en stor del af personalet, at det var et overgreb på ham, at vi prøvede at hjælpe hud i fællesskaber. Og så var det lige meget, hvad hendes søn mente, fordi han mente også, hun skulle ud i fællesskaber. Og han kunne også se fra gang til gang, han kom, og det kunne hende mænd også. At der sker altså noget med. Hun vågnede lige så midt op. Der kom noget tilbage i hendes blik, som ikke havde været der i nogle år, mens hun havde været isoleret. Og hun havde været isoleret på et pleje på sit vær til to år, på det tidspunkt, hvor hun flyttet ind hos os. Men selvom man kunne se, hun fik lidre, så var personalet fast beslutet på, at vi skulle lade hende sidde på været. Fordi det gjorde man jo andre steder, og det var forkert og tvænge ned over hun, at hun skulle ind i fællskab. Og så havde vi sådan noget med, at vi ville jo gerne have, at der hele tiden var frisbar kage. Og det kan jeg huske, at på det første personal møde vi holdt, der var det op som et punkt af den her kage, det kunne bare ikke være rigtigt, at man skulle bage kage hver dag, og om vi ikke bare kunne købe noget bake for, fordi det havde man på et andet pleje hjem, der var en, der havde været på, og det var bare så nemt. Og jeg kan jeg bare huske, at jeg virkelig blev ramt af, at jeg blev angrebet på det personalmødet, blandt andet det med kæden, og en masse andre ting, som personalet synes var i vejen. Blandt andet at de skulle ud og være omkring beboerne, og at de ikke skulle holde pauser for sig selv. Men jeg holdt fast, og jeg kan huske, at jeg sagde til dem, at sådan her kommer der så til at være, de skal base den kage hver dag, og I skal dække det bor hver dag, og I skal folde de så vi er hver dag. Og beborgen skal ud i fællesskabet hver dag, og ja de skal op om morgen, de skal ikke blive ved at sove i deres sen. Og nej, de skal ikke svæk allerede efter aften.

SPEAKER_00 8:52

Og ja, I skal ikke til dem om natten. Og det var så ubehageligt.

SPEAKER_01 8:58

Og skulle se og forsvar og give omsorg til meget, meget skrive mennesker, som en dag har det med svød om åren. Jeg kunne slæk forstå, det skæld. Og jeg havde en opløs af, at de faktisk gjorde gren med mig. Og så skulle de alle samme ud at ryge, og så kunne jeg ligesom mærke, at de stod derude og prøvede sådan at kubbe dagsordenen, og nu var de klar til næste fremstud, når de så kom ind igen. Nog, så kom de tilbage fra deres røgepause. Der var så en, der ragt hånd op, og hun sagde, at hun synes, det ville være det bedste for stedet og for de mænd, der boede på dommerst menneske, hvis vi købte et billigt ord. Fordi det havde man haft på et andet pleje hjem, og det syntes, hun var rigtig godt, at så kunne man holde en mandeklub omkring det biljetbord. Og så sagde jeg, at det synes jeg ikke var en god idé, fordi det var egentlig meningen, at vi skulle bare have et fællesskab sammen, hvor alle kunne være sammen om nogle aktiviteter, og de skulle ikke være køns opdelet. Og det var selvfølgelig ikke noget, som medarbejderne var særlig glade for at høre, fordi de havde ikke brug for det her biljardbor til beboerne. Jeg er så ikke klar over, om de beboere, vi havde, jeg tror slet ikke, de kunne spille biljard, fordi de havde jo svært imt. Og jeg tror ikke, de rigtig kunne koordinere og spille biljard. Og jeg tror heller ikke, at det var et ønsker at spille biljard. Men det var i hvert fald personalet vøsk. Og det næste spørgsmål blev så på det samme personal med, om jeg ikke ville sørge for, at arbejdsmiljøet var bedre. Det kunne jeg ikke forstå. Og det vi havde et rigtig godt arbejdsmiljø. Men det er rigtigt, at jeg gik meget op i, at beboerne ikke brug nogen hjælpemidler, de ikke skulle bruge. For eksempel, så synes jeg, det var en dårlig idé at bruge regulator, hvis de kunne gå selv med en medarbejder i hånden. Så får man jo en mere rank ryg, og på den måde bliver man også mere sinds og stolt af sig selv, og man er samtidig i forbindelse med medarbejderne ved at holde medarbejderne i hånden. Så jeg synes, det var vildt smart, men det var ikke så godt i medarbejdernes højne, fordi så tog man ikke hensyn til arbejdsmiljøet. Nu er det ikke sådan, at de gik og slæbt på beboerne, men de havde en idé om, at hvis de havde alle sammen havde roulator, så tog man hensyn til arbejdsmiljø. Og på samme måde, at det skulle helste også at køre stol. Jeg havde en regel om, at når man skulle hen til et bor, f.eks. og sidde og spise en middag sammen med de andre, så kunne man jo ikke op blive hjulpet over en almindelig stol. Fordi så skete der bare noget med kroppen hos den beboer. Så ligesom at de begyndte at bevæge sig ordentligt, og var ikke sådan helt sådan oplevelsen af at være syg, og så var man lige pludselig bare i en almindelig stol, og man var almindelig, og man var rask. Og så begyndte jeg også at agere sådan. Og det var virkelig, altså, det var nemst grænse overskridende for personalet. Og det sidste, der så var virkelig slemt for dem, det var, at vi ikke havde plejers ting, altså hospital i alle værelserne. Fordi det var godt for arbejdsmiljøet, at man så kunne køre sen op og ned og sådan noget. Men nu var det bare sådan, at det var måske to beboere, som overhovedet havde brug for sådan ting, fordi de kunne godt komme ind ud sen. Det gik op for mig i hvert fald, at hvis man skulle være glad og tilfreds med arbejdsmiljøet på at pleje hjem, så skulle man helst ikke bruge sin egen kroppe. Så skulle man helst til at drikke kaffe på kontoret eller være uge, eller også så skulle man lade beboerne være på deres værser, eller også så skulle man i hvert fald sørge for, at de var så fastlåst i deres hjælpemidler som muligt, så man egentlig skulle hjælpe dem. Det blev mere dystert for mig, da det her gik op for mig, at nu havde jeg lige pludselig en personalegruppe, som jo ville alt det, som jeg ikke ville, da jeg åbnet dommers mandet. Heldigvis så havde jeg tre medarbejdere, som gerne ville mente veje. De stod ligesom fast. Og det var ret stærkt faktisk, fordi det var jo svært i en personal gruppe, når man er mindre tal, og stod fast på noget, der er helt modsat. Men en af dem, hun blev sådan lidt stille i baggrunden, og hun tasser bare sit arbejd, og det gjorde hun rigtig godt. Og den anden sat sig bare og spillet en masse guitar med beboerne og sang en masse sange, og lavede en masse sjov med dem. Og den tredje, hun var et fyrtårn for mig, hun kørte bare der ud af med alle mulige kreative planer, hun fandt på. Nu nævnte jeg før, at der var faktisk en beboer, der var begyndt at løbe lige pludselig. En mand, som havde været meget aktivt tidligere, så fordi han begyndte at løbe, så begyndte han at tale igen. Og når han ikke løb, så kunne han ikke tale. Og den her medarbejder, hun løb så bare med ham hver dag. Og så havde han den oplevelse hver dag, og den oplevelse havde de sammen, og det var fantastisk. Og den samme medarbejder kom en dag og sagde til mig, at så vi ikke gøre noget ved det medicin? Var det ikke noget med, at du gerne ville have, at de ikke fik så meget medicin. Prøv lige komme her og skal lige vise dig noget. Og så gik vi en medicin om, og så sagde jeg, prøv lige se alt det medicin her, de får. Skal vi ikke bare prøve bare for sjov og tage det ud og lægge det på bordet, og så se, hvor meget medicin, de egentlig får alt sammen her i huset. Og så lavede vi det på bordet, og så opgjorde vi det og tog et billede af det, og det var helt vildt så meget medicin, de fik. Og så var det bare lydelig gik op for mig. Det var altså nu, vi skulle i gang med at afmedicinere beboerne. Det var nu, vi skulle i gang med at fjerne medicin. Der var slet en grund til, at de fik den medicin. Og vi ville så gerne se, hvad ville der egentlig ske med dem, hvis vi fjernede noget af den støvende medicin, og nogle af deres antidepressiver, som de fleste af dem fik også, og nogen fik noget stærkt mærke stillet og sådan noget. Så begyndte vi ikke på det arbejde, som vi sen han blev kendt for, og som vi blev de eneste i Danmark, som gjorde i så struktureret grad, så det virkelig bare blev en del af dagligdagen. Og en del af livet, når man flytter på Damers Mænde, er simpelthen, at man bliver rænset for medicin, hvis man får for meget medicin. Det er vores særkende, og det har det været lige siden dengang, jeg stod i medicinrummet med den medarbejder. Og da vi begyndte at fjerne det medicin, og de fik det bedre, de blev meget mere klar i hovedet på boerne. Og jeg tror, det løn med, altså de begyndte nærmest. Vi begyndt at danse, når vi havde vores faglige træning. Og lige pludselig ikke det helt bare så hurtigt. Altså hurtigt, der mener fysisk hurtigt. Det bliver vedet så hurtigt rundt og alt muligt. Det havde stadig lige meget det mens. Men så alligevel ikke, fordi var også lidt klar i hovedet, så man kunne bedre og snakke med dem om nogle ting og sådan noget. Men der kom lige sådan lige en eksplosion af aktiviteten i huset, efter også begyndt at fjerne medicen. Så begyndte jeg at fortælle ud af til om, hvad det var, vi lavet. Og jeg begyndte at lave nogle opslag på sociale medier omkring de forvandlinger, hvor jeg faktisk kalte, som der skab med vores beboere. Så i dag fik jeg et brev fra Sundhedsministeriet, at sundhedsministeren, ville gerne komme og besøge os. Så blev jeg bare så glad, fordi man kunne ikke nå længere, end at få besøg af minister. Det var i mine øje det øbeste, altså måske næste efter drøvningen selvfølgelig. Og jeg fortalte der på arbejdet, at ministeren skulle komme og besøge vores sted. Og det var sådan, okay, det er da godt nok sejt, synes jeg. Men en aften, da jeg sad hjemme i min lejlighed på Frederiksberg, jeg sad altid med en mails om aftenen og ungerne så, så lå der et mail fra Sundhedsministeriet igen. Og så stod der, at de måtte aflyse besøget. Fordi de kunne se, at der kørte en klages af mods mennesker Hvad? Altså vi sidder med nogle beboere, som alle sammen har taget på, og som har det så godt, og har ikke rigtig nogen af de problemer, de har på andre pleje hjemme, som alle kommer i bade. Der er ikke nogen, der bliver overset. Vi laver noget hver dag. Hvad sker der? Jeg vil bare lige lede jer igennem den uge, som jeg kalder helvede ugen. Den starter faktisk med, at vi får et almindeligt tilsyn, og det er BDO, der foreteger det, og det går faktisk rigtig fint. De roser også, og de synes, det er flot et arbejde, vi laver på dergregsmanden. Men så oven i det tilsyn, så tilfældigvis den dag, så modtager kommunen så den her indberetning. Og kommunens medarbejdere, de er så på studietur i Sverige. Og så om aften, da de er på vej hjem, de modtager så de her indberetninger og male, og det ser deres jurist, mens hun er på den her studietor med sine gode kolleger. Og på vej hjem i bussen, så bliver de jovenbart enige om, at de skal da lige køre forbi der vores mennesker om aften. Og så kan jeg de forbi dermes mennesker, hvor deres jurk og deres kvalitetschef, de går ind midt i på boernets aftensmad, og bær om at få lov at gå på tilsækken. Og jeg er ikke til sted der om aften, og du er ikke til sted, men det er de medarbejdere selvfølgelig, der er der normalt om aften, og de er sådan ret overrasket over, at der kommer to embeds folk fra kommunen ind af børn, mens der sidder en masse beboere og spiser. De her mennesker fra kommunen, de ber sig om at blive vist rundt, og spørg, hvem der er ansvarshavne, og vi gerne høre forskellige ting og sager, om der måde. Og de bliver vist rundt, og de får svaret, og der ikke er faktisk ikke rigtigt noget at komme efter. Og det tager så, tror jeg er relativt hurtigt tilbage igen, men ikke stomre, så får de forstyret hele rygten i huset, og alt er meget utrygt for medarbejdere, og også for beborgere, så kan mærke, at der sker et eller andet mærkeligt i huset her. Og jeg prøver så dage efter at forhøre mig hos kommunen om, hvad det her går ud på, for jeg kan ikke forstå det, for vi har jo lige haft et andet tilsyn samme dag, som er gået godt. Og jeg kan ikke forsvar. Jeg har så fået aktindsigt i den her sag siden, og jeg kan se, at kommunen kommunikerer på det tidspunkt med styrelsen for patient sikkerhed, men jeg kan ikke få svar på, hvorfor kommunen dukket op den her aften. Og efterfølgende så er det så, at jeg modtager den her mail fra Sundhedsministeriet, hvor der står, at de ikke vil komme. Dage efter, så står jeg oppe i køkkenet på Dagnes Minder, og beboerne sid og spiser på morgenmad. Og så kigger jeg ud på parkeringspladsen. Og så kan jeg bare se tre dame, der kommer gå ind med sådan papirer og sådan nogle marker og tasker i hænderne. Og det var så tilsynet for styrelsen for patient sikkerhed, som kom ud af ville se om forholdene var i orden. Det var ikke særlig venlige ved at kalde dem. De var meget på duberde, og de bevæger så meget hurtigt rundt, og de skulle have svar, og det skulle være lige med det samme. Og jeg prøvede så at vise dem de forskellige procedurer, de bad om og viste dem, hvordan der var på plejehjem, og hvordan arbejdsforholden var, og de gengik medicin med en af mine medarbejdere, og jeg var så igennem et interview, som jeg den dag i dag ser tilbage på som en inkvisation. Det var virkelig vildt, hvordan det forgik. Og jeg sidder under den her samtale, som var meget, meget længe med de tre personer, og spørger mig flere gange. Hvad det egentlig går ud på, og hvad er det for nogle anklager, vi har fået, for det her kommunen jo stadig ikke selv til mig. Og det er også helt tydeligt, at styrelsen for patient sikkerhed. De forsøger ligesom at få mig selv til snel under hele samtalet. Og på et tidspunkt må jeg simpelthen sige til dem, at jeg føler mig så preset, og at vi har haft så hården uge, og det er meget ubehægt, og vi ikke ved, hvad det her handler om. Og jeg slet ikke ved, hvor de vil henk jeg simpelthen er bange for at svare på deres spørgsmål, fordi jeg er bange for at svare forkert, fordi jeg så preser. Den dag, der sker der det, at jeg får kræftig brystmærker, og jeg må simpelt under tilsynet, så må jeg gå ind i rum ved siden af gjemme mig, mens jeg bare ligger på gulvet og har store særter i mit bryst.

SPEAKER_00 21:37

Det kommer igen om mandagen, så den her uge, der har vi fire forskellige tilsyn i huset. Og så fik jeg så argent, og der viste sig så, at det selvfølgelig var et personal grupp.

SPEAKER_01 21:56

Og det var så gået sammen, fordi de synes for. Hold det var så kritiskab for vores beboere, at de ville klage til styrsen for patient sikkerhed. Det, de havde gjort, det var faktisk, at de havde kontaktet deres faglige organisation, foreig, og så havde de været til at møde der, og fora havde så hjulet dem med at strikke den her klage sammen. Det var meget på mig personligt med, at jeg overhovedet ikke ville høre på dem, og jeg ville tvinge beboerne til at være en del af det her fællesskab, og selvom de ikke ville. Og at vi ikke havde styr på, når vi fjernede medicin, og vi bare fjernede medicin, og så videre så videre. Jeg havde taget et eller andet, og så havde de opfundet nogle ting, som ikke rigtigt eksisterede. Altså blandt andet noget med, at en af vores beboere skulle være en del af vores bestyrelse, men det viste så bare det, fordi han havde adresse på vores pleje hjem. Altså han havde adresser, hvor Dammours minder lov, og da han havde siddet i en eller anden bestyrelse tidligere, så havde man koblet de to ting sammen, og så var han en del af Dammoordsmænds bestyrelse, uaget, at han havde en svær dem sygdom, og at han ikke kunne tale. Det var kommet med i klæge. Personalet, de anklager mig for grov forsvømmelse og manglende omhovedet samvidhedsfuld. De er tydeligvis blevet vejlet meget grundigt af en jurist eller en meget dygtig farlig medarbejder i foret. Det her anklagskskrift er bygget op på en måde, som de ikke umiddelbart selv har forsætninger for at bygge op på den måde. De ender deres anklagskskrift ved at skrive, at de jo egentlig bare ønsker det bedste for dagsmænd, og det bedste for beboerne, og de skal bare have det godt. Men det havde de jo. Jeg ved ikke, om de har tænkt sig, at jeg skulle pæles ud af min egen virksomhed, jeg skulle misse min autorisation, så jeg kunne dve den. Og så skulle beboerne have været genhuset på de pleje hjem, de kom fra, hvor de havde det dårligt, det er jo helt vanvide at tænke på. Men alt det her resulterer i, at hele systemet omkring os, det kommer nærmest i alarmberskab. Jeg føler faktisk, når jeg tænker tilbage på det, at man kan beskrive det som en klapjagt. Uanset hvad var jeg prøvet at bevæge i den uge, og uanset hvad jeg prøvede at sige, så havde jeg ikke mulighed for det. Og jeg havde ikke engang mulighed for at blive præsenteret for, hvad det var, der var blevet sagt omkring der vores minder, og hvorfor det var, der kom i tilsøg. Det måtte jeg ikke vide. Jeg var nødt til at involvere alle de pårørende i den her sag. Og de valgte så alle sammen at sende mig en male med en udtalelse om de oplevede der vores minder, og hvordan de oplevede det, der var sket med deres nærmeste efter de var flyttet på derde. Og det var de vileste beskrivelser, det kom med. Det var beskrivelser om, at de var kommet til liv igen, at de selv havde fået deres eget liv tilbage, at de aldrig havde trod, det kunne ske. Og hvis styrelsen for patient sikkerhed vil gå videre med den her sag, så ville de pårørende klage til dem over dem. Det ville de ikke finde sig af. Og jeg må skabe mig en advokat. Og hun hjælp mig så med at gå til et møde med styrelsen for patient sikkerhed, hvor vi liges forklaret, hvordan sagen var set på vores perspektiv, og jeg havde også skrevet en lang skrivelse til dem. Og derefter blev sagen lukket. Indberetningen, den kommer faktisk i efterforløbet af, at der vores mindesteren virkelig er ved at slå igennem. Det er der i den uge, hvor det her sker. Der udkommer der en film, som vi har lavet i samarbej med et bureau.

SPEAKER_00 26:03

Og det er en film, hvor vi netop fortæller om, hvad vi står for. Og den bliver faktisk vist en million gange på Facebook.

SPEAKER_01 26:15

Det her betyder jo altså, at de fleste på lige det tidspunkt, som interesserer sig for ældre pleje, eller interesserer sig for dem, mens, eller bare kender nogen, der bruger på pleje hjem, de har i hvert fald hørt om dagsmænd. Og der er også mange andre i Danmark, som har hørt om det arbejde, vi laver. Måske er vi blevet på det tidspunkt lidt for populære for nogen, det er i hvert fald ret specielt, at den her indberetning og det her forløb med tilsynet, det opstår i forlængelse af den popularitet. De medarbejdere, som laver en beretning, de har faktisk stoppet nog måden før en beretning. Og noget af det, jeg synes, når jeg kigger tilbage på hele det her, det er, at man har nogle myndigheder, som modtager et brev fra nogle medarbejdere, og så sætter man bare hele apparet i gang. Lige med det samme. Lige med det samme. Altså den dag, kommunen modtager det her brev fra medarbejderne, der tager de simpelthen bare forbi der vores mennesker, når de er på vej hjem fra en studietur i Sverige. Jeg er jo helt vildt, at man handler så hurtigt. Og så er nogens måske synes, når de hører, jeg siger det her, det er da godt, man handler hurtigt, fordi hvis der nu forgår omsorgsvik, så er det jo godt, at man lige får set det. Men det mener faktisk ikke, jeg mener, at man lige skal trække vej, når man modtager sådan en indberetning. Og det synes jeg er helt forrygt, at vi har sådan system. Hvis nu ikke, jeg havde haft styr på det hele, selvfølgelig fandt de nogle fejl hos os. Men hvis jeg ikke havde haft stør på det hele, så jeg bange for, at der måde var blevet lukket. Jeg er bange for, at alt det, jeg havde kæmpet for i de mange år, og alle de penge, jeg havde lagt i det, havde været spildt. Og jeg er frem for alt bange for, at de beboere, som fik deres liv tilbage, de igen var blevet sendt ud i uvid og blevet sendt tilbage til nogle pleje hjem, som de ikke ønsker at brug? Det spørgsmål, som bliver ved og går igen i mit hovedet, det er, hvordan kan det egentlig være, at fordi der er nogen, der sender et brev med en masse anklagner. At så bliver det tolket som objektivt. Er det objektivt, fordi der otte medarbejdere, der i fællesskab har skrevet det, og det står sugt på vidt. Og fordi det er sat sammen på en måde med nogle overskrifter, som man forstår i systemet.

SPEAKER_00 29:00

Det er altså ikke den vej, vi skal med vores velfærdssystem. Og jeg kommer til at blive kæmpe imod det, fordi i sidste ende, så er det jo ikke bare mig, det handler om.

SPEAKER_01 29:13

Det handler jo om, at hvis man har nogle myndigheder omkring en, som simpelthen begrænser, at man gør ting på en anden måde. Fordi der er nogen, der objektivt set synsigt brev, at det er forkert. Og så kommer man lige pludselig under anklaget, og man er lukningstret, og man kan miste det hele. Man kan miste det hele på nu.

SPEAKER_00 29:34

Hvis vi har sådan system, så sker der ikke noget i det system. Så er der ikke nogen, der kan udvikle noget nyt. Så lukker det hele sammen om sig selv.

SPEAKER_01 29:46

Så til jer, der har været ud for det, eller jeg, der har en snær af, at det er sådan, der er ved at foregå. I skal bare fortælle ærligt om det. Nu har jeg gjort det. Og det har ikke været nemt beslutning. Og jeg sidder også og føler, at lige nu er jeg nødt til at sige, at i dag har jeg et godt samarbejde med den kommune, vi ligger i, fordi der skal vi bygge nogle nye plejer hjem. Og nu er det faktisk rigtigt, at jeg har et godt samarbejde. Men det er da ret vildt, at jeg skal sidde og føle, at jeg skal forsvare det i frygt for, at der sker meget min virksomhed noget. Det går simpelt, der er nødt til at være mere plads til hinanden. Der er nødt til at være mere åbenhed over for, at man kan gøre tingene på en anderledes måde. Og nogle gange, så kan det være den god måde. Nogle gange kan det være det rigtigt, det man gør, når man træder 2. år. Jeg hedder My Bjer, og du lytter til mig og Dames Mede. Hvis du kunne tænke at følge med livet på Damas, så kan du kigge på sociale medier, f.eks. på Instagram og Facebook. Og hvis du vil høre mere fra mig og hvordan jeg går og laver, så kan du også kæk på Linkand. Hvis du kender nogen, der lever med det mens, der har brug for at bruge på DME, så sørger du bare borlig via vores hjemmeside.