Silberbauer & Blomseth
En samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Kommentarer eller spørgsmål?
Fang os på Bluesky: https://bsky.app/profile/silberblom.dk
Silberbauer & Blomseth
85: RUD — A starship special
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Så skete det. Nedtællingen nåede hele vejen til T-0, et – tilstrækkeligt – antal Raptor-raketmotorer leverede den største løftekraft fra et førstetrin nogensinde og en fuldt integreret Starship/Super Heavy-kombination bevægede sig op fra SpaceX’s affyringsrampe i Boca Chica, Texas. Den fløj til 39 kilometers højde og opnåede en hastighed på omkring to gange lydens. Hvad der derefter skete, og hvad den første testflyvning af verdenshistoriens hidtil største løfteraket efterlader i sit kølvand og af indtryk, bliver vi nødt til at få behandlet.
****
Nu også på YouTube — hvis du bedst kan lide din podcast med uden video. https://youtube.com/@silberblom
****
Hvem betaler for Silberbauer & Blomseth?
Det gør vi selv. Vores indhold er på ingen måde egnet til sponsorer eller reklamer for proteinpulver, VPN-forbindelse eller e-bøger. Så hosting, udstyr og alt det der er på egen regning.
Det eneste vi beder om til gengæld (hvis du altså kan lide det, vi laver) er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form.
Husk at følge os på Bluesky (@silberblom)
10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1. Der sidder vi allerede igen foran mikrofonerne, Thomas, fordi der er noget, vi bliver nødt til at få behandlet. Der er noget, vi skal have talt om, simpelthen.
Thomas Blomseth:Det er rigtigt, ja. Der er noget, vi simpelthen ikke kan have hængende. Ja. Og vi skal have styr på vores umiddelbare reaktioner. Vi sad jo her forleden dag, simpelthen begge to, dog hver for sig på forskellige lokationer. Som altid. Ja, med sommerfugle i maven. På grund af noget, nogle andre havde gang i.
Klaus Silberbauer:Ja.
Thomas Blomseth:Og det er jo ret [uhørligt] i vores alder også. Men det er jo simpelthen på grund af det, der var i gang i Boca Chica i Texas, hvor SpaceX lavede sit andet forsøg på en integreret testflyvning med Starship Super Heavy. Og det var vildt.
Klaus Silberbauer:Det var det. Jeg måtte jo afbryde min arbejdsdag og køre to skærme med to forskellige streams. Fra cirka en halv time før T0. Til stor moro for mine kolleger, som tænker, hvad fanden, hvad er han i gang med? Jeg opfattede i hvert fald ikke, at interessen for Starship, sådan en mainstream-ting, var udbredt på tværs af kollegaskabet og aldersgrupper og fagkundskaber. Det var helt tydeligt. Jeg synes, jeg sad ret alene med den her opstemte følelse af, at nu sker det sgu. Det er tipping point. Nu bevæger privat rumfart sig endnu videre. Og så må jeg løbe ud til et møde og se resten af det på en mobiltelefon på vej ud af døren. Det var lidt en nedtur. Men jeg nåede at få det hele med.
Thomas Blomseth:Ja, hvis vi ligesom skal gå tilbage tidligere i ugen også, så da vi lavede vores forrige episode, der havde SpaceX jo forsøgt sig, og man nåede ret langt i nedtællingen i forhold til T0. Man måtte så opgive alligevel, at der var noget med tryksætning af tanke, og der var især noget med en ventil også, som de ikke kunne få løst. Så de lavede om til det, man kalder en wet dress rehearsal, hvor tankene er fyldt, og så kører man nedtællingen nærmest lige indtil, at man starter motorerne. Og så afbryder man. Og der nåede de jo så langt. Og det var også interessant, fordi det der med en wet dress rehearsal, det var noget af det, som NASA og Boeing havde en del udfordringer med i forhold til den første Artemis- og SLS-opsendelse. Og det kan man sige, at SpaceX er nået imponerende langt i bare deres første forsøg der. Og der var jo også glæde i SpaceX' studie, og kunne man også se i organisationen, at de var nået så langt bare med den nedtælling.
Klaus Silberbauer:Ja, altså det kan vi vende tilbage til, det her med, hvad forventer man af de tests der, ikke? Hvorfor jubler man over, at den faktisk ikke kommer op i første omgang, eller hvorfor jublede de over, at de havde en RUD i 39 km højde i anden omgang? Altså, det kræver måske, at man forstår, hvor barren er sat for sådan en test, ikke? Og hvor mange forskellige muligheder for succes sådan en test har.
Thomas Blomseth:Ja, altså bare det med det første forsøg, altså det at komme så langt i nedtællingen, det er en bedrift, fordi der er tusindvis af ting, der skal holde sig inden for nogle grænseværdier, og der skal falde på plads, for man når så langt i nedtællingen. Altså det, man bruger nedtællingen til, det er jo simpelthen at sørge for, at man får tjekket alt af. Og der var det jo selvfølgelig sådan i den tidlige rumfart, der var det med nedtællingen, det var en ret manuel proces. Og så er den så blevet gjort mere og mere software- og computerunderstøttet. Fordi der er så mange forskellige parametre, der skal holdes styr på, så mange forskellige sensorer, som der bliver målt på, at det kan mennesker simpelthen ikke overskue. Så det er sådan en meget interessant menneske-maskine-proces.
Klaus Silberbauer:Ja, det er jo ikke sådan, at man bare sidder og venter i spænding og tæller ned, ligesom for at få suspense bygget op. Der kører jo et script, en sequencer, som på millisekunder holder styr på de der, som du siger, altså sikkert tusinder af parametre, som skal være i orden. Og en hel masse automatiserede tests, der bliver kørt igen og igen, så man ved, at det hele klapper. Fordi når først man tænder for skidtet, så er der mange ting, der skal ske i meget hurtig rækkefølge, og helst uden fejl. Og det er også computeren, der afbryder, hvis der er noget, der enten skal på hold, eller hvis der er noget, der ikke virker. Så stopper den nedtællingen. Og så tjekker man, kan vi løse det her problem og fortsætte nedtællingen, eller er det et problem, der er for svært at løse, og så må vi scrubbe i stedet for. Eller som man så gjorde her forleden, hvor man siger, vi ved, hvad problemet er, men vi kan teste alle mulige andre ting af, før vi vælger at scrubbe. Så de kørte til T-10, 10 sekunder før opsendelse, og så stoppede man sig der. Fordi så kunne man jo teste hele scriptet hen til T-10. Det er måske lidt antiklimaks, hvis man forventede en opsendelse den dag, men det giver jo god mening, hvis du skal teste en masse systemer, der skal falde i hak.
Thomas Blomseth:Helt sikkert. Og så blev de jo nødt til der om mandagen at tømme hele stacken for brændstof og iltningsmiddel. Og der er jo så meget, det er ikke en smule ingenting. De leveringer af brændstof og iltningsmiddel, det er jo sådan noget med 70 tankvogne af det ene og 70 tankvogne af det andet, og så også nogle tankvogne med flydende nitrogen til at tryksætte tanken. Og det er virkelig voldsomt.
Klaus Silberbauer:Det er en kæmpestor operation. Hvis man nogensinde har prøvet at arrangere et eller andet, om det så er et stykke amatørteater eller et eller andet event, så ved man, hvor besværligt det er, når ting skal gå op på tid og sted, og man skal transportere de her oceaner af flydende metan og flydende ilt. Og så skal du da have det på raketten, og så skal du gå hen og pumpe det ud igen. Og flydende ilt og metan, det er jo ikke det værste brændstof. Det er jo ikke giftigt som sådan, men der er nogle ting, der kan gå galt, når du tanker eller tager det ud af tanken igen. Det er bare stort, og det må kræve nogle gode projekter, tænker jeg.
Thomas Blomseth:Ja, de havde så travlt i de mellemliggende dage, indtil man så var klar igen til at gøre forsøget. Og det blev så den 20., eller 4/20, som så har sådan en mystisk, efterhånden mytologisk betydning, og der bliver tolket meget ind i det. Men angiveligt så har det noget at gøre med, for Elon, at det første føderale forslag i USA om at gøre cannabis lovligt, det hedder Proposition 4.20.
Klaus Silberbauer:Ja.
Thomas Blomseth:Men det faldt så sammen med, at man faktisk kunne blive klar til den dag.
Klaus Silberbauer:Det var jo heldigt. Ja. Jamen jeg tror også, det var, at — han satte jo også, da han meldte ud sit famøse tweet der, som han vist nok slap for straf på, ikke? Og han meldte ud, at han var klar til at købe Tesla tilbage og gøre Tesla til en privat virksomhed igen. Ligesom han så senere gjorde med Twitter, der sagde han også, at han havde sikret sig finansieringen til at købe aktier tilbage til en kurs på 420. Det er jo den der dumme, dumme trolling, som han insisterer på at lave, ikke? Han har en teenagehjerne, der aldrig blev over 16 år gammel, det er helt sikkert. Samtidig med, at han tilsyneladende kan køre, du ved, organisationer, der kører operationer, som bygger Starship og så videre, ikke? Det er selvmodsigende.
Thomas Blomseth:Ja, så den der, som du sagde. SpaceX åbnede jo for deres webcast, og det er jo også episk, må man sige. Der var jo John Insprucker, Kate Tice var der, og så en nyere fyr, som vi ikke har set så mange gange. Men det, der er jo vildt der om torsdagen, det var jo, hvordan, igen, nedtællingen bare kørte i smør. Og så var der så indlagt et såkaldt hold ved T minus 40 sekunder. Og et hold, det er lidt sjovt. Der er sådan en nedtælling, det er en slags køreplan, men så er der indlagt nogle punkter, de her holds, hvor man så kan stoppe realtidsuret, kan man sige. Hvis man ikke har det, man kalder et instant opsendelsesvindue, altså hvor man skal ramme på sekundet, eller nærmest millisekunder skal ramme opsendelsen, det kan være for eksempel, hvis man skal sende noget op til den Internationale Rumstation, hvor man skal op og møde noget, lave rendezvous med noget i kredsløb, og for simpelthen at have brændstof nok og ramme det rigtige baneplan der, så skal man simpelthen time det lidt til sekundet. Men fordi det var den her testflyvning, så havde de jo ikke sådan et instant opsendelsesvindue, så der kunne man sagtens lave et hold der, og det blev de så også nødt til, fordi der var faktisk nogle værdier. Altså, automatikken sagde, at der var nogle ting, der ikke helt passede her ved T minus 40 sekunder, så det var jo nok der, tror jeg, hvor sommerfuglene i maven for alvor begyndte at flyve rundt. Shit, kommer de videre herfra? Kan de løse de her problemer, eller hvad sker der?
Klaus Silberbauer:Ja, men det var også brutalt, fordi vi vidste, at der var mulighed eller risiko for at holde på 40, og uret talte videre, jeg tror næsten det er nået ned til 30 eller sådan noget, og så recyclede den. Så startede den på 40 igen, og sådan kørte det nogle gange. Jeg synes, det var intenst, det må jeg sige, overraskende intenst. Det var faktisk lidt mere op og ned, end jeg troede det ville være, fordi når man har set rigtig, rigtig mange Falcon-opsendelser, så er det lidt rutine, men det her er bare så meget større, altså bogstaveligt talt.
Thomas Blomseth:Det er det. Og det var så det der, at SpaceX' Kate Tice forklarede, at i forhold til Falcon 9 har de faktisk mulighed med Starship for at vente i op til et kvarter på det der T minus 40 sekunder. Med Falcon 9, der hvor de er nået til, det er jo, at de, kan man sige, underafkøler det kryogene iltningsmiddel, så det er en flydende ilt, på en måde, så de faktisk kan have mere af det i tanken. Og det vil sige, at det fordamper med en eller anden rate. Og derfor har de ikke samme mulighed. Når man ligesom nåede forbi det punkt, hvor de har toppet tankene fuldt af på Falcon 9 nu, så bliver de enten nødt til at køre ned hele vejen til nul og lave opsendelsen, eller så må de aborte. Men med Starship kan man så træde vande i de her 15 minutter, det kan også gøre spændingen mindre, fordi, okay, kunne de så nå at få løst de her problemer inden for det 15-minutters vindue, de havde? Og det vilde var jo, at det tog ikke mere end nogle få minutter, jeg har faktisk ikke helt styr på det, altså det føltes som lang tid, men det var ikke mere end nogle få minutter, det var sådan noget, det var nogle af dem, der begyndte at forsinke dig til dit næste møde, men —
Klaus Silberbauer:Ja, det var der, der var ved at gå galt, altså trafikken. Men hvad gør, at Starship har det ekstra respit, at de her tanker er tryksat ved højere tryk, sådan at fordampningen sker langsommere, eller har de bare et meget stort overskud af flydende ilt, ved du det?
Thomas Blomseth:Jamen det er simpelthen, altså mit umiddelbare bud, det er, de har stadig ikke brug for den optimering, som man har lavet med Falcon 9 nu, altså det er jo simpelthen for at presse ydelse ud af Falcon 9, at man gør det med at underkøle iltningsmiddel, så man lige kan have noget ekstra i tanken, men det har de jo ikke brug for her, altså her har de bare brug for —
Klaus Silberbauer:Nej, men det kan være for meget, det vejer jo også, ikke? Og hvis du skal have nyttelast med, så er det jo ærgerligt at tage for meget flydende ilt med op. Man vil egentlig gerne have, at tanken er brændt tom, når du smider første trin, altså det skal jo helst passe.
Thomas Blomseth:Ja, præcis. Men her er det jo simpelthen bare, det handler jo bare om at få den til at lette, så der havde de ikke de begrænsninger. Men det kan jo godt være, at senere hen, når Starship kommer i mere ordinær drift, at de begynder at lave den slags optimering, eller i særlige scenarier. Altså hvis man lige skal have ekstra meget i kredsløb, så kan det jo godt være, at de begynder at lave nogle af de samme tricks med Starship. Men skal vi ikke sige, at der er nok nogle år til, at det kommer til at ske?
Klaus Silberbauer:Ja, det bliver ikke i 2023, at man har et Starship i rullefart, nogen som helst steder hen. Det er helt sikkert.
Thomas Blomseth:Ja, men så de fik løst de der par issues, som de var working —»we are working some issues«, som Insprucker sagde. Og så satte de jo så i gang igen, og så kørte den til nul, og så nåede den til nul, så startede de her 33 motorer, i hvert fald på papiret. Plus minus. Ikke plus, men i hvert fald minus. De startede faktisk op, og så nogle sekunder, altså T plus nogle få sekunder, fire sekunder efter og sådan noget, så begyndte den så at lette fra rampen, og det var jo fuldstændig vildt.
Klaus Silberbauer:Jeg vil godt lige sige, lige før, altså undervejs i nedtællingen, der havde de et kamera under raketten her, ikke? Og der lavede de sådan en wiggle-test, hvor de lige tester, at alle de motorer, der skal kunne bevæge sig, kan bevæge sig. Fordi det er jo den måde, skidtet her holder balancen, at en stor del af motorerne kan wiggle og dreje fra side til side, simpelthen, så computeren hele tiden kan holde raketten lodret. Og det er jo også det, der skal bruges, når første trin skal lande igen. Og det var, altså det ser bare, jeg var bare imponeret, for de 33 af de her motorer, og hvis man har set, hvad vi jo nok har i rigtig høj grad, videoer, hvor de her Raptor-motorer bliver præsenteret, de er store. Og når du så ser, at 33 nu er samlet i koncentriske ringe. Jeg tror, at der er 20 på ydersiden.
Thomas Blomseth:De yderste, de er fastmonterede.
Klaus Silberbauer:De er fastmonterede, ja. Og så dem, der sidder i de to, vil jeg sige, inderste ringe, kan bevæges hurtigt. Altså det er ret imponerende, hvor agile de var. Så de viste, at de kunne wiggle med motorerne før opsendelsen.
Thomas Blomseth:Det er det system, man kalder TVC, Thrust Vector Control.
Klaus Silberbauer:Thrust Vector Control. De er kendt for akronymer.
Thomas Blomseth:Det er så fedt. Det er et gammelt NASA udtryk også, helt tilbage.
Klaus Silberbauer:Ja.
Thomas Blomseth:Og det forklarer sig selv, men det er jo det med, at man simpelthen ændrer på vektoren for, hvordan udstødningen fra motoren kommer, og dermed ændrer man også på den retning, som raketten så tager. Ja, men det er rigtigt. Det er nemlig imponerende, hvor hurtigt de kan bevæge så store motorer. Altså det er ret vildt. Og så skal man tænke på, når de tænder dem, så er der jo den her kraft, så er der jo løftekraften. Så det er en ophængning, der skal kunne klare at overføre den kraft, modsatrettede kraft, over i raketten, samtidig med at man så kan dreje på dem.
Klaus Silberbauer:Jo, og en raket, der kan holde til det, fordi du drejer den jo omkring center of gravity. Det er jo ikke bare sådan, at du kan styre raketten i en bestemt retning. Det svarer lidt til at bakke med en trailer. Så hvis du drejer motoren til venstre omkring center of gravity på en raket, så kan vi sige, at spidsen begynder at flytte sig den anden vej. Og det center of gravity, det ændrer sig så løbende, efterhånden som du brænder brændstof af, fordi hovedparten af den her raket, det er altså brændstof, specielt når den er tom. Altså når der ikke er nogen nyttelast, som der jo ikke er på sådan en testopsendelse her. Så det er jo ikke bare lige at svinge motoren den ene eller den anden vej. Du skal hele tiden have noget software, der beregner, hvad det vil gøre ved raketten i det her splitsekund, i forhold til rakettens vægtfordeling. Og det er nok der, det begynder at blive rigtig, rigtig svært at lave de her autonome raketter. Og efter sigende er der nærmest bare en person, der har rigtig godt tjek på det. Det software blev skrevet af en person og hans crew. Der er ikke særlig mange involveret, fordi det er svært software, og det kan du ikke bare lige distribuere ud på 200 mennesker, der sidder og tæsker løs på tastaturet. Det er der en meget, meget dygtig programmør, der ligesom har det i hovedet. Og så håber jeg for alle, at han får det dokumenteret, så det kan overtages af en anden dygtig ingeniør på det tidspunkt.
Thomas Blomseth:Ja, men der er faktisk, nu du snakker om det med, hvor tyngdepunktet ligger, en anden pointe, som bliver vigtig senere, når vi når længere op, og det er jo forholdet mellem, hvor dens aerodynamiske tyngdepunkt ligger, i forhold til hvor dens massetyngdepunkt ligger. Fordi hvis man kigger på den her konfiguration, så når vi kommer op på Starship-siden, så er der jo faktisk aerodynamiske styreflader også. Og hvis man også lægger mærke til, lige under Starship, lige oven på Super Heavy-boosteren, der sidder så også de her grid fins, som vi kender fra Falcon 9 også. Og det er jo dem, man bruger til at styre boosteren på vejen ned. Og hvor de på Falcon 9 bliver slået ud, så er det jo det, de fandt ud af med Super Heavy, det er faktisk, at de her vaffeljernsagtige ting, der sidder der, de er faktisk fastmonterede. Fordi de er så store, at den mekanisme, der skulle til at slå dem ud, tilføjer så meget ekstra vægt, at jeg tror, at det aerodynamiske tab, der er fra, at de faktisk er slået ud, er mindre på vej op. Men så vi har sådan et fartøj her, der faktisk er noget ustabilt, i forhold til dets massemidtpunkt og i forhold til, hvor dets aerodynamiske midtpunkt ligger, i forhold til den her lange cigar. Så de her computere, de har, ja, de skal i hvert fald sørge for at holde sig til ilden, så at sige.
Klaus Silberbauer:Vi er snart 20 minutter inde i vores optagelse her, og vi har ikke engang fået sat raketten op endnu. Vi holder næsten samme mængde suspense som på en rigtig nedtælling. Så hvad skete der så?
Thomas Blomseth:Jamen, som sagt, så løftede den sig faktisk fra rampen. Og det var nok der, hvor jeg fik sommerfuglene i maven til at åbne sig ordentligt. Så et sug i maven. Fordi det var vildt, den løftede sig faktisk fra rampen. Også fordi, og det bliver så også en pointe senere, det vi jo ved, det er, hvor kompleks affyringsrampen er, og hvor meget den har kostet at lave. Og Elon har jo også været ude tidligere og sagt, at den her Stage Zero, som de kalder affyringsrampen, den er jo faktisk mere kompleks og dyrere end selve fartøjet. Så problemet vil også være, hvis vi havde det her fartøj, som ikke rigtig kom op fra rampen, eller kom lidt op fra rampen, og så satte sig igen og eksploderede, sådan en Kaputnik, som amerikanerne lavede dengang i 50'erne, inden de fik bedre styr på den, det vil jo sætte hele udviklingsprogrammet måske år tilbage, hvis affyringsrampen blev ødelagt for alvor.
Klaus Silberbauer:Og jeg skal da ellers love for, at der var gang i opsendelsen. Jeg tror aldrig, jeg har set så meget ild og røg på en gang. Altså de gamle shuttleopsendelser, de var jo sådan helt stille og rolige ved siden af. Men det er jo klart, det er det tungeste skidt, man nogensinde har prøvet at sende op, og med den største samling af de kraftigste motorer. Og man må sige, 33 af de der Raptors, de sparker fra sig. Og det er jo meget synligt, blandt andet fordi, og det skal vi lige dykke ned i, man har jo valgt ikke at lave de her flame deflectors, som man ellers bygger ind i affyringsramper, simpelthen for at sende alt det her, ja, trykbølgen og ilden, der kommer fra raketmotorer, de har det med at blive ret varme. Få det væk, få det ud til siden, og så få det væk fra selve affyringsrampen, og ikke mindst fra raketten, fordi den er heller ikke god af det. Og lige siden rumfærgen har vi jo set de der, og tidligere har man set de der opsendelser, hvor den her sky egentlig står ud til en af siderne eller begge sider, væk, tydeligvis styret væk fra selve fartøjet. Og det var ikke tilfældet her, altså, raketten var jo næsten væk bare i røg i starten.
Thomas Blomseth:Ja, skal vi lige gemme den, for der er mange detaljer i den diskussion der. Men det er jo helt klart, at det der var tydeligt, var at der rejste sig en kæmpe sky omkring den, og den sky, den var ikke sådan kun hvid, den var også sådan ret[uhørligt]. Og det som jo skete meget hurtigt efter, det var jo, at folk begyndte at kigge på de her videoer, og det er jo så også der, hvor der var virkelig mange kameraer sat op, ikke kun fra SpaceX side, men også fra de her forskellige creators og rumfartsfotografer, som havde fået lov til at sætte kamera op. Så der er jo enormt meget højopløselige, både fotos og videoer af den her opsendelse. Og noget af det, man kunne se, også på nogle af SpaceX, der var jo en ret fed droneoptagelse. Det var jo simpelthen, hvordan der var fragmenter af den her betonoverflade, som ikke bare simpelthen blev løftet lidt op, men faktisk blev løftet så meget op, at det fløj helt ud i havet, uden for affyringsområdet.
Klaus Silberbauer:Ja, og det var nogle store blokke, hvor man kan se det på de optagelser fra langt væk, at noget meget stort rammer vandet.
Thomas Blomseth:Ja. Og det, der jo så sker under opstigning, og det sker ret hurtigt, det er jo, at det er tydeligt, at der er flere af de her 33 motorer i Super Heavy, som ikke fungerer. Og SpaceX har selv en grafik i deres webcast, der simpelthen viser et diagram over motorerne, og hvilke motorer, der er funktionsdygtige. Og noget af det, der er super fedt at se under opstigningen, det var jo de her videoer, der blev taget nedfra, og sådan lidt fra siden, hvor man jo simpelthen kunne se motorerne, altså enkeltvis i det her cluster. Det så vildt sejt ud, men man kunne så også se, at der manglede nogen, og det var jo så ikke så godt.
Klaus Silberbauer:Ja, der var lidt huller i osten.
Thomas Blomseth:Ja, og det der jo så også, man kunne se undervejs, det var jo, at udstødningen ikke var helt jævn hele tiden. Nogle gange kom der nogle sådan grønlige flashes, og som blandt andet Scott Manley, YouTuber, han kalder det, det kunne godt være tegn på, at der er en engine-rich exhaust, hvilket betyder det.
Klaus Silberbauer:En nørdedjoke, der kræver en forklaring, tror jeg.
Thomas Blomseth:Ja, for det refererer til, hvordan man grundlæggende designer sin raketmotor, efter, om det skal være meget iltningsmiddel i mixet, eller meget brændstof i mixet. Og så, hvis man så får engine-rich exhaust, så betyder det så, at desværre så er det selve motoren, der begynder at brænde.
Klaus Silberbauer:Har motor i mixet?
Thomas Blomseth:Ja, nemlig.
Klaus Silberbauer:Og det kan jo faktisk komme af en lean-blanding, hvis du kører med for lidt brændstof, så bliver din forbrænding meget, meget varmere. Hvis du har en forbrænding med et højt iltindhold, og hvis man har gået og rodet med biler, du ved, den gamle slags biler med forbrændingsmotor, så vil man vide, at hvis du blæser for meget luft ind i din motor, for eksempel med en turbo, eller sådan noget der, så bliver den meget, meget varm, og det kan godt gå ud over motoren. Hvis det står på for længe, så smelter din motor, den kan ikke klare det. Så brændstof har faktisk en afkølende effekt, og derfor er en brændstofrig blanding mindre effektiv, men kan holde motoren, eller nedbrydningen af motoren, i skak.
Thomas Blomseth:Ja, altså det er jo simpelthen, ikke rust, det er jo jern, der brænder langsomt, så det her metal, det kan jo også resultere, som du siger, hvis du tilfører meget ilt under højt tryk, ved de her temperaturer, så begynder det jo faktisk at brænde. Og så kan man sige, det, der jo så var imponerende, det var, at selvom der var alle de her ting, der gik galt, så kan de jo bare slukke for tilførslen af brændstof og iltningsmiddel til de her motorer, så de jo ikke fik første trin til at eksplodere, for eksempel. Det er jo imponerende, men det, der nok formentlig er gået galt for nogle af de her motorer i hvert fald, det er, at de simpelthen var blevet ramt af noget af det her materiale nede ved affyringsrampen, som er det her beton og andre fragmenter, som nok er blevet kastet tilbage op på raketten, og som måske har skadet rørføringer og lignende på de her motorer. Så det er et kæmpe problem. Og noget andet, det er jo også, at noget af det, man især bruger vandet til, når man dumper vand ud over sin affyringsrampe, det er jo også at lave en akustisk undertrykkelse. Fordi raketten kan sådan set også komme til at ødelægge sig selv på grund af bare det akustiske tryk, altså bare lydtrykket af det, der kommer tilbage op, især på motorsektionen, det kan være med til at lave skader. Og her taler vi jo simpelthen noget med den største producerede løftekraft nogensinde. Og for at sætte det i perspektiv, så var der et tweet fra Tim Dodd, Everyday Astronaut, fordi der blev spurgt til, jamen der blev sagt, det her er jo større end Saturn V. Ja, det er faktisk næsten dobbelt så meget som Saturn V. Så han siger, selv hvis to motorer ikke fungerede ved lift-off, og de andre kørte på 90 % kraft, så ville det stadigvæk have 64 millioner newton, hvorimod Saturn V havde 35. Altså ved fuld kapacitet, så skulle Super Heavy være på omkring 75 millioner newton. Altså klart mere end dobbelt så meget som Saturn V. Så er der så Sovjetunionens N1-raket, måneraketten, som det aldrig lykkedes at få til at virke.
Klaus Silberbauer:Var det den, man kaldte Energia?
Thomas Blomseth:Nej, det var den senere, som vi lige husker her. Men N1'eren, som aldrig nogensinde kom i kredsløb, den havde så omkring 45 millioner newton, og så SLS 39 millioner newton. Så det var helt afsindigt voldsomt, det, der får —
Klaus Silberbauer:Ja, jeg tror, hvis man ikke på en eller anden måde kan værdsætte det, så er det, fordi man er lidt rumhistorieløs, ikke? Altså at den raket, den kæmpe, kæmpe raket, man byggede for at lande menneskeheden på månen, som jo var et fantastisk og nærmest umuligt projekt, er nu overgået med omkring 100 %. Og ja, den er ikke klar til at flyve til månen, den her, men den skal nok blive det. Og så flytter vi bare, altså rumfarten får lov at flytte sig helt utrolig meget. Og det må vi, det synes jeg, man skal værdsætte. At nogen gider. Det er ikke en nem måde at lave penge på det her. Altså, jeg tror, vi har sagt det før. Hvis Elon Musk bare vil tjene penge, så er der så mange nemmere måder, end at begynde at bygge raketter. Så der må være noget andet i det. Der er en anden vision, og sikkert også en masse ego, men ikke mindst en vision om, at det faktisk er det rigtige at gøre. Nu sagde du, det er så grunden til, at man har vand, og pøser vand ud over de her affyringsramper, altså sådan deluge systems. Men det har man jo valgt ikke at have her, nu for lige at vende tilbage til det, jeg sagde med flame deflectors. Hverken flame deflectors eller det her flooding system, som hælder mange, mange tusind liter vand ud over rampen for at dæmpe de akustiske energier, blandt andet, og i øvrigt køle hele skidtet ned. Hvorfor ikke? Hvorfor satsede man på, at det her nok gik godt, bare at man havde en masse beton?
Thomas Blomseth:Ja, altså, der var et tweet fra Elon i slutningen af 2020, hvor han siger, at vi har valgt ikke at lave sådan en flame trench eller flame deflector, og at det måske godt kan vise sig at være en dårlig beslutning. Og det lader til, at der simpelthen er nogle geologiske forhold, der også gør det svært at bygge sådan nogle ting der, fordi for eksempel grundvandsspejlet er enormt højt der. Stranden ligger lige ved siden af. Så der skal noget af et byggeprojekt til, hvis man skal bygge noget. Eller for eksempel LC-39A på Kennedy Space Center, der hvor Apollo Saturn blev opsendt fra, hvor SpaceX jo har en af ramperne nu, og så var de i gang med at bygge endnu en Starship-affyringsrampe. Men det tog nogle år at få bygget det også. Der skal mange, måske millioner af kubikmeter beton til, og det ville jo have sænket projektet, så man ikke kunne være kommet hen til den her testflyvning hurtigt. Problemet kan jo så være nu, at fordi man ikke gjorde det, så kommer man til at forsinke sig selv længere tid, fordi der er så store skader. Og så kan der måske også være en regulatorisk vinkel på det, i og med at den amerikanske luftfartsstyrelse, FAA, nok også har siddet og kigget på videoer af, hvordan det her betonfragmenter fløj ud i havet. Og der er jo også Tim Dodd på hans YouTube-kanal, hvor ham og Mary Lee, de stod på balkonen i det hus, de har lejet, hvor de har deres Boca Chica-studie, og stod og talte om, hvor vildt det havde været. Og så lige pludselig begyndte det bare at regne ned med sand og nok nærmest grus, ned i deres computer også, og de måtte flygte ind i studiet. Og det var jo ikke det eneste, der skete. Og det må man godt forestille sig, at FAA nok lige, måske ville have et lille ekstra
review der:er det nu sikkert, og hvad gør det nu ved miljøet, og hvad gør det ved vildtet, som er i det område, det er jo sådan et vildtreservat nærmest også. Så det kunne skabe regulatoriske problemer for dem, at de har sprængt så meget beton væk, med den der [uhørligt]. Men vi er jo ikke, vi er jo stadig på vej op—
Klaus Silberbauer:Ja, vi må hellere se at få lidt fart på raketten her, hvis ikke det skal tage hele dagen.
Thomas Blomseth:Ja, men så gik det jo, det gik jo så okay, altså bortset fra, at der var nogle motorer, der satte ud der i sådan tre-fire minutter, og så når vi jo så til et, ja, vi når til et vigtigt punkt, som er det, der hedder Max Q, og det var så der, hvor fartøjet oplevede sin maksimale aerodynamiske påvirkning. Og det, som Scott Manley bemærker i sin analyse, det er, at på grund af de her motorproblemer så havde det måske ikke helt den hastighed, man skulle forvente ved Max Q, og det kunne man se på den måde, den havde en hældning på, den måde, thrust vector control'en prøvede at kompensere. Den kæmpede nok med faktisk at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, i dens flyveplan, så at sige. Men det lykkedes så, kan man sige, at komme forbi en eller anden form for Max Q der, med så lang en ting, med så meget løftekraft i den, det var jo også en bedrift. Og så er det jo så stage sep, stage separation, altså det var en adskillelse af de to, af første trin og andet trin, som så er Starship, og det var så der, vi kunne se, ah, det her, det går ikke godt, det her.
Klaus Silberbauer:Det lød vente på sig.
Thomas Blomseth:Ja.
Klaus Silberbauer:Manley siger jo så, at han er ikke sikker på, at de nogensinde prøvede at separere, altså at det var ligesom, at den var dødsdømt før det, så det er lidt uklart faktisk, på de ting, jeg i hvert fald kunne finde, om der var en fejl ved separationen, altså om systemet ikke reagerede, og de sprængbolte, der skulle sprænge første trin væk, måske ikke fungerede, eller om man selvfølgelig bare droppede det, og så nogen sagde, vi må detonere raketten, vi må annullere flyvningen, altså trykke på knappen, så den mest kommer ned i stykker, og ikke som en stor raket, eller et sted ud i vandet. Eller om den simpelthen startede med at gå i stykker af sig selv, altså desintegrere selv, at man så valgte at sprænge den, eller at den simpelthen selv, fordi de her systemer, hvis raketten knækker over, kan man sige, så vil den sprænge sig selv. Så det har jeg ikke helt kunnet finde ud af. Jeg ved ikke, om det er blevet offentliggjort, det ved jeg ikke, har du læst noget?
Thomas Blomseth:Ikke endnu, men hvis vi lige skal, vi skal lige have et akronym mere på banen her, så man er vel klædt på til næste forsøg, og det hedder FTS, Flight Termination System.
Klaus Silberbauer:Det var det, jeg ledte efter.
Thomas Blomseth:Ja, og det var så det, der blev aktiveret. Og det der med, at de faktisk ikke prøvede at lave stage sep, det virker plausibelt på mig, også i den forstand, at det, der umiddelbart slog mig, det var, at stage sep, det er noget, som SpaceX har lavet hundredvis af gange.
Klaus Silberbauer:Ja, den har de rigtig meget down.
Thomas Blomseth:Og det er en meget mekanisk proces, altså med nogle sprængbolte, og måske noget hydraulik og nogle ting. Det er noget, de har styr på.
Klaus Silberbauer:Man ser jo det nogle gange glippe med helt nye raketfirmaer, der måske har deres første nyttelast på vej op, og så kan det glippe. Men det vil også komme bag på mig, fordi de mekanismer har de bare, som du siger, bygget ind i så mange Falcon-raketter, og det må være de samme. Det har de ikke genopfundet her. Det er sikkert bare skaleret op. Så jeg tror ikke, vi kom dertil. Jeg tror ikke, de har prøvet. Men de har sandsynligvis sagt, vi har ikke hastigheden. Vi er ikke det rigtige sted. Hvorfor skulle vi prøve at flyve videre med et andet trin, som allerede på det tidspunkt sandsynligvis er sat i rotation, som ikke kan rette sig selv op igen. Det er vel ikke nødvendigvis godt. Det er måske bare at komplicere situationen yderligere.
Thomas Blomseth:Ja, altså det skal så lige siges, at det faktisk var en del af flyveplanen, at den skal lave sådan en type flip inden stage sep, inden Starship bliver sådan—
Klaus Silberbauer:Åh, men ikke flere flips, vel?
Thomas Blomseth:Nej, ikke flere flips. Og der kan man så sige, at det, der alligevel var imponerende, det var, at selv med de der mærkelige runder, den lavede, bevarede den sin strukturelle integritet. Det er ret imponerende. Altså det var noget af det, man var faktisk ret bekymret for ved den første Saturn V-prøveflyvning, hvor der skete noget, man kaldte Pogo, hvor den begyndte at vibrere også omkring sin længdeakse, og man var bange for, at den simpelthen ville brække i stykker. Og der kan man sige, det er jo med de aerodynamiske påvirkninger, den også blev udsat for her ved næsten Mach 2, altså den fløj omkring et par tusind kilometer i timen, kunne jeg se der, da den begyndte at få problemer. Det var ret vildt, at den kunne holde sammen. Så Scott Manley har så også fundet en frame, hvor man kan se, at lige inden FTS'en nok bliver aktiveret, er Super Heavy sådan knækket nok omkring massemidtpunktet i hele stacken der, fordi der jo ikke er noget brændstof eller iltningsmiddel længere til også at opretholde, altså hjælpe med at opretholde sin strukturelle integritet, og når den så tumler i stedet på den der måde, så er det jo dynamisk kraft så stor nok til simpelthen at knække den.
Klaus Silberbauer:Er det SpaceX selv, der trykker på knappen? Det kan også være en computer, der tager beslutningen, eller er det myndighederne, der har hånden på den knap?
Thomas Blomseth:Altså i de gamle dage på The Cape, der var det, der hedder en range safety officer, og jeg tror faktisk på The Cape, der er der nok stadigvæk en militærperson fra US Space Force, som er range safety officer, men det er også fordi det er deres område. Så det er dem, der har ansvar for range safety. Hvis ikke fartøjet gør det selv på automatik, som du siger, så er det den der store røde knap med en klap for, så åbner man den, og så trykker man, og så er det sådan.
Klaus Silberbauer:Og det er en helt dyr knap?
Thomas Blomseth:Det er en meget dyr knap. Så ja, der er jo den mulighed, og det er jo så også, især hvis fartøjet begynder at bevæge sig i en kurs, sådan at eventuelt nedfald vil falde uden for det afspærrede område. Altså det er jo det, range safety officer også kigger på. Altså okay, vi er jo nået til nogle parametre her, at nu bliver vi simpelthen nødt til at terminere, for ellers kan vi komme til at ramme noget civil skibsfart og sådan noget, som ligger i et område, der ellers er deklareret som sikkert. Men det er så også der, hvor jeg synes, at det er der, hvor vi skal, der skal vi bashe mainstream media.
Klaus Silberbauer:Ja, vi skal.
Thomas Blomseth:Ja, det skal vi jo ikke, fordi —
Klaus Silberbauer:Ingen god episode uden lidt mainstream media bashing.
Thomas Blomseth:Nej, fordi meget af det, vi jo så der, det er jo sådan en variation, overskrifter og variationer over, »haha, Elon Musk-raket eksploderer«.
Klaus Silberbauer:Ja.
Thomas Blomseth:Og det er jo ikke helt præcist, fordi man kan sige, at det, der skete, det var, at SpaceX-raketten kom i en situation, hvor tingene ikke fungerede, som de skulle, og så valgte man at bringe den til sprængning.
Klaus Silberbauer:Mhm.
Thomas Blomseth:Den eksploderede.
Klaus Silberbauer:I en test, hvor raketten var afskrevet på forhånd. Det handlede kun om, hvor langt i scriptet man ligesom nåede, og hvor meget data man fik samlet ind.
Thomas Blomseth:Ja.
Klaus Silberbauer:Det er det, man kalder en RUD. Rapid Unscheduled Disassembly. Og det begreb blev der også gjort lidt grin med, ikke? Altså, at — nå, SpaceX kunne jo ikke engang, du ved, finde ud af at sige, at deres raket eksploderede. Men det er altså ikke noget, SpaceX har fundet på. En RUD, det er et gammelt NASA-udtryk. Og det er jo morsomt, altså, fordi skidtet eksploderer i bittesmå fragmenter, der er helt kæmpe brag, ikke? Men man bruger altså udtrykket en hastig, ikke planlagt adskillelse.
Thomas Blomseth:Ja, jeg tror måske endda, det er ældre. Det går godt helt tilbage til —
Klaus Silberbauer:Er det milspeak?
Thomas Blomseth:Milspeak og missiler og sådan noget i 50'erne.
Klaus Silberbauer:Ja.
Thomas Blomseth:Men ja, der er en rumhistorisk reference i at bruge det begreb. Og der er jo mange medier, der ikke fangede det. Så var der jo så også variationer over, man kan kalde det mimet, »fortæl mig, at du ikke ved noget om teknologiudvikling, uden at sige, at du ikke ved noget om teknologiudvikling«. Altså, sådan noget med — »jamen, prøv at se her. Her brænder Elon Musk mange milliarder dollars af. Og det er din — hvor er han dum. Hvor er han dum, og det er dine skattepenge.« Men det er jo en udviklingsproces. Og hvis de folk, de havde kigget på, hvad der foregik i 60'erne af rod, for at lære, hvad der skulle til, for at få tingene til at fungere —
Klaus Silberbauer:Skal vi ikke lige finde et par gamle klip af nogle Mercury-raketter? Og noget Redstone og — altså, hvor pokker, hvor var der mange af dem, der eksploderede, fordi man prøvede at finde ud af, hvordan man kunne bruge dem og sende dem op, ikke? Altså, det er meget underholdende. Og SpaceX har lavet et rigtig fint supercut af, hvordan man ikke lander Falcon-raketter. Altså, alle de gange, hvor deres Falcon-boostertrin eksploderede under landing. Og hver gang lærte de noget. Og nu er den klippefast. Altså, der er jo ikke sket et uheld med en Falcon i umindelige tider. Og det er, fordi de har øvet sig, og det er, fordi de har testet, og de har lært alt, hvad der kan gå galt med det her. Og det er det, de er i gang med nu. Det var meningen, at den her raket, den skulle ikke overleve. Den er bygget for at blive testet, og så handler det bare om at lære så meget som muligt af at teste den. Det er sådan set en meget kynisk måde at udvikle teknologi på, eller kynisk, det er pragmatisk, det giver simpelthen mening. Og så siger man, at det er dyrt. Jo, men det er dyrere ikke at teste, hvis du bruger det. Og det er jo måske det, Boeing gør på SLS, det konkurrerende launch-system. Der vil man gerne sikre sig, sikkert også af politiske grunde, at alt er goddamn perfekt, når du prøver at sende op. Det er pissedyrt ikke at teste.
Thomas Blomseth:Ja, og det er jo det med, at selve det materiale, der indgår i selve fartøjet, det er ingenting i forhold til alt andet. Det er bare stål. Det er rustfrit stål.
Klaus Silberbauer:Det er faktisk dirt cheap.
Thomas Blomseth:Ja, og det er nemlig hele processen udenomkring. Og værdien her, det er jo de data, altså formentlig gigabytes på gigabytes af data, som kunne komme ud af det. Altså det med at sige, hvor er det præcis, de her motorer er sat ud. Hvad var værdierne, inden de satte ud? Og så følge op på det, finde ud af, hvordan kan vi begrænse det. Måske endda finde ud af, at mange af problemerne her, som vi talte om tidligere, opstod på grund af den måde, de har fået bygget affyringsrampen på. Og altså det var betonoverfladen der, som måske smadrer så meget, men at mange, altså de fleste af designene i selve raketten, løfteraketten, er sunde og gode, og så nogle andre problemer, de skal have løst. Og det kan de se fra de data, de har fået. Så det er dataene, det er dem, der er guldet i det her. Og det er derfor, man ikke bare har brændt nogle milliarder af ved at lave en raket, der eksploderer. Det er simpelthen så doven og billig en vinkel. Altså, man bliver irriteret. Hvis vi skal have lidt mere rumfartshistorie på banen, så er der jo også et historisk fortilfælde, hvor der var, kan man sige, en form for kamp mellem forskellige tilgange til udvikling. Og det var så under Apollo-programmet. Fordi det var ikke så lige til nødvendigvis at blive enige om tilgang der heller. Det tror jeg ikke, der er så mange, der ved. Men der var sådan en spænding mellem Wernher von Brauns tyskere i Huntsville, som jo stod for at udvikle Saturn V-løfteraketten og også forgængerne som Saturn I og Saturn IB, og de havde en særlig tilgang, som man måske kunne tillade sig at kalde tysk, som var meget grundig, og som var at gøre tingene rigtigt og ordentligt. Så der havde man sådan en plan, og planen gik på, at vi bygger første trin på Saturn V, det kom til at hedde S-IC, og så skal vi teste det, og det gør vi så ved at sætte ikke-fungerende andet og tredje trin ovenpå, som er inerte, som man kalder dem, altså der er noget ballast i, så de kan ikke noget. Okay, så konstaterer vi, ja, at første trin fungerer. Ja, så sætter vi andet trin ovenpå i en fungerende udgave, så tester vi første trin samt andet trin med simuleret tredje trin og nyttelast. Ja, så konstaterer vi, at det fungerer. Okay, per induktion kan man godt regne ud, hvordan den ender. Og der er så simpelthen en af de, man kan sige, ukendte helte fra Apollo-programmet, George Mueller, som kom fra missiludvikling og kendte til både udvikling af Minuteman, tror jeg, og også måske Titan-atommissilerne, og der havde man en anden tilgang, fordi det var jo ikke man-rated, altså det var jo ikke, de skulle bare fungere med en vis procentdel af dem, man sendte afsted. Så der havde han en tilgang, og han lavede simpelthen et koncept, han kaldte all-up testing, som han så udfordrede von Braun og tyskerne med, og det gik ud på, vi skal tage så meget som muligt af det, vi har klar, og så skal vi stakke det oven på hinanden og sende afsted, for ellers så når vi ikke til månen inden udgangen af 1969 med en person og returnere dem igen til Jorden. Og det er sådan almindeligt anerkendt nu, at hvis ikke han havde fået overbevist organisationen om, at det var den tilgang, man skulle tage, så havde de ikke nået det til '69.
Klaus Silberbauer:Nej, og det er jo sjovt, fordi det ligger nok mere i en tradition, end så meget andet. Dengang man havde et kæmpe mandat. Altså, det var faktisk lidt lige meget, hvor meget de nåede at sprænge i luften, bare de fik en mand på månen.
Thomas Blomseth:Man kan sige, at SpaceX laver iterativ udvikling, spækket af software også, men der er den her streng tilbage til all-up testing-konceptet også fra 60'erne. Og det var jo også sådan med Saturn V, at der var visse problemer, som man havde med den, især der var det problem med combustion instability på F-1-motorerne på første trin, som de ingeniører kæmpede med i årevis, altså der var nærmest nogen, der fik mavesår og sådan noget af det. Og det, man nåede frem til, det var en praktisk løsning på det, ved at gøre noget med det, man kalder injector plate, altså indsprøjtningspladen, den der indsprøjter brændstof og iltningsmiddel inde i motoren, et bestemt mønster af huller i den og fordelingen af brændstof og iltningsmiddel. Men man nåede jo aldrig frem til en teoretisk forklaring på, hvorfor det fungerede, og derfor har jeg læst om, at de her ingeniører, der stod for F-1-motoren, de havde ondt i maven hver eneste gang, Saturn V blev opsendt, for de havde ikke en teoretisk forklaring på, hvorfor det virkede, de havde bare en praktisk løsning.
Klaus Silberbauer:Og det handlede nok om, at fluid dynamics var bare ikke dengang, hvor den er i dag. Altså det at kigge på, hvad der sker i en forbrænding i de millisekunder, hvor du blæser brændstof ind i et forbrændingskammer, og det, der så sker med flammefronten og den turbulens, det er noget, det kræver bare sindssygt meget computerkraft at regne på. Det er jo den måde, man også optimerer forbrændingsmotorer i dag. Det er jo at kigge på, hvad der sker i forbrændingsøjeblikket. Og det er ikke særlig meget tid, vi taler om her. Så jeg kan godt forestille mig, dengang var det ikke noget, du kunne gøre med en lommeregner. Du må da stole på, at når det her lader til at virke, det lader til at være nogenlunde konsistent i forbrændingen, og så er det det, vi kører med.
Thomas Blomseth:Jeg synes, inden vi slutter, så skal vi bare have et lille perspektiv på, hvad det her kan muliggøre, når de får Starship i kredsløb. Og det er jo Kate Tice fra SpaceX, der sagde på webcastet, og hun nævnte sådan lige en passant, hvad man kan komme til at købe sig til, hvis man har en stor tegnebog og Starship er i ordinær drift, og det er jo, at ved en opsendelse, hvor man genanvender Starship, og hun sagde det ikke præcist, men det er nok også Super Heavy, selvfølgelig, første trin —
Klaus Silberbauer:Ja, altså både boosteren og selve skibet —
Thomas Blomseth:som jo er pointen, ikke? Jo, og man kan sige, det er faktisk usikkert, jeg kommer faktisk på et andet scenarie, men det første scenarie, det er, at man genanvender begge dele, så kan man faktisk få 150 tons i jordkredsløb. Det er meget.
Klaus Silberbauer:Jeg har hørt 130 som maksimalt. 150, det er jo mere.
Thomas Blomseth:Og det var faktisk også cirka det, Saturn V kunne, som jo så ikke var genanvendelig. Og her får vi genanvendt begge trin. Og så sagde hun så, hvis man bruger det i en ikke-genanvendelig konfiguration, expendable, som den hedder, så kan man få 250 tons i jordkredsløb.
Klaus Silberbauer:Men så koster det også.
Thomas Blomseth:Ja.
Klaus Silberbauer:Fordi det er 33 Raptors, der bliver smidt væk. Altså så kan det være, at raketten i sig selv er jo væsentligt billigere end det, Boeing går og bygger, fordi de bruger rustfrit stål, modsat Boeing, de bruger nogle virkelig dyre metaller, der er fræset ud, og det er en hammerdyr produktionsproces. Men den er så også, den kan ikke genanvendes, den ryger væk hver gang.
Thomas Blomseth:Jamen altså, det lader jo til, at SLS koster omkring en milliard dollars pr. opsendelse, måske to milliarder, tror jeg.
Klaus Silberbauer:Det er jo helt godnat.
Thomas Blomseth:Så du kan lave mange af dem her. Bare for at sætte det i perspektiv, så er det jo, du tager to af DSB's tungeste lokomotiver og får sat dem i kredsløb. Lige køre dem ind i Starship, og så får sat dem i kredsløb. Prøv at forestille dig, hvor tunge de virker, når de står ved siden af dem.
Klaus Silberbauer:Jeg tror, der er en del pendlere her efter de sidste dages sporarbejde, som er helt klar til at sætte et par DSB-lokomotiver, inklusive ledelsen i firmaet, i kredsløb, hvis det skulle være.
Thomas Blomseth:Ja. Det er noget andet. Men altså, der er nogle perspektiver i at kunne sende den type tonnage afsted. Det har vi også diskuteret før i nogle episoder. Det kan være, at vi måske lige skal tage det op igen. Det kan godt være, at det emne er blevet brandvarmt igen.
Klaus Silberbauer:Ja. Det er blandt andet en gang, ikke?
Thomas Blomseth:Jo. Lad os i hvert fald bare glæde os over, at SpaceX fik den her fuldt integrerede kombination af Super Heavy og Starship op fra affyringsrampen, at affyringsrampen ikke blev fuldstændig ødelagt, og at der ikke var nogen, der kom til skade ved det. Og at de forhåbentlig har fået gigabytes, om ikke terabytes, af brugbare data.
Klaus Silberbauer:Præcis. Silberbauer & Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Har du kommentarer eller spørgsmål til episoden, du lige har hørt, så find os på Twitter på @silberblom eller på facebook.com/silberblom. Begge steder poster vi kilder og andet indhold, som er relevant i forbindelse med vores episoder. Coverart deler vi på Instagram, ligeledes på @silberblom. Og hvis du kan lide den her podcast, så vil vi blive lykkelige for stjerner på Apple Podcasts, eller hvis du blot deler podcasten med dine venner. Tak fordi du lytter med.
Podcasts we love
Check out these other fine podcasts recommended by us, not an algorithm.
RumSnak
Tina Ibsen + Anders Høeg Nissen
SCIFI SNAK
Jens Poder og Anders Høeg NIssen
Radiolab
WNYC StudiosKrigskunst Podcast
Krigskunst Podcast
Prompt
DR
The Jim Rutt Show
The Jim Rutt Show
The Economics of Everyday Things
Freakonomics Network & Zachary Crockett
Varbergs Danmarkshistorier
Vores Tid - Nationalmuseets mediehus
De Lovløse
DR