105: Folkeforskning

Hvis man har sit eget teleskop, er der nu flere steder i USA, hvor man kan betale sig fra at få det i et hostingcenter, hvor der er gode betingelser for at kigge på stjernehimlen. Via internettet kan man så fjernstyre sit teleskop og lave observationer fra sin dagligstue. Man kan også lade sit teleskop deltage i fælles observationer med andre teleskoper i hostingcentret. På den måde begynder amatørerne at få ressourcer, der ikke kun er til flotte billeder og spas, men potentielt kan bidrage til vores viden om verdensrummet. 

Det bliver afsættet for en videre snak om borgervidenskab. I det 20. århundrede skete der på godt og ondt en omfattende professionalisering og institutionalisering af den videnskabelige praksis, men sådan har det ikke altid været, og det behøver heller ikke være den eneste måde at gøre det på fremover. Vi har alle epistemisk handlekraft — hvis vi vil.

****

Nu også på YouTube — hvis du bedst kan lide din podcast med uden video. https://youtube.com/@silberblom

****

Hvem betaler for Silberbauer & Blomseth?

Det gør vi selv. Vores indhold er på ingen måde egnet til sponsorer eller reklamer for proteinpulver, VPN-forbindelse eller e-bøger. Så hosting, udstyr og alt det der er på egen regning. 

Det eneste vi beder om til gengæld (hvis du altså kan lide det, vi laver) er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. 

Husk at følge os på Bluesky (@silberblom)

Linktree

Transcript

[Klaus Silberbauer: 00:00:00]
Hej Klaus. Hej Thomas. Nå, jeg er som altid spændt. Jeg sidder sammen på Nåle, og glæder mig til at høre, hvad vi skal tale om i dag.

[Thomas Blomseth: 00:00:15]
Jamen, jeg tror du vil kunne lide emnet.

[Klaus Silberbauer: 00:00:18]
Det håber jeg.

[Thomas Blomseth: 00:00:19]
Og forhåbentlig bliver det også lidt overrasket. Og forhåbentlig er det også et opbyggeligt positivt emne i disse tider.

[Klaus Silberbauer: 00:00:25]
Åh, det glæder jeg mig, fordi jeg synes det er svært at finde lyset. The silver lining er langt væk, så tag os væk from all this death.

[Thomas Blomseth: 00:00:35]
Ja, og det vi skal tilbage til, det er egentlig til juli. Den 8. juli var der et tweet på denne platform, som før han blev kendt som Twitter, det sociale medie. Og der begår du dig jo ikke længere. Nej, det gør jeg ikke. Der dukket noget op, som overraskede mig i den forstand også, at jeg tænkte, det var mærkeligt, at jeg ikke havde set noget om det før. Og nu skal jeg nok lade med at gå omkring en varmegrød. Det var et tweet, der hedder Bray Falls, under handlet AstroFalls. Og det han skrev, han var okayen, og det er, This is what I've been up to the last year, building the largest remote observatory in the world. Og så parenthes, by quantity of scopes.

[Klaus Silberbauer: 00:01:24]
Aha.

[Thomas Blomseth: 00:01:26]
Og det, som ham her Brave Falls og hans partner har været i gang med, det er at bygge et sted i Texas, hvor man kan få hostet sine private teleskoper. Sådan, at man kan lave observationer på distancen, mens man sidder hjemme i sin stue, i varme, måske med en god kop kaffe. Og så har de simpelthen lavet sådan nogle bygninger, hvor man kan rulle ned tagene til side. Og så er der jo selvfølgelig installationer, sådan at dit dyre, men private, teleskop, det kan få sådan en plads. Ja, ja, ja, ja. Og så, når taget kører væk der om aftenen, det er blevet godt mørkt, og vi er langt ude på landet i Texas, der er meget mørkt, det er en nyt forring og sådan noget. Formentlig en dejlig klar luft, og sådan lidt ørkenagtigt, kunne man forestille sig. Jamen, så kan du så gå i gang med at lave dine private observationer derhjemmefra.

[Klaus Silberbauer: 00:02:27]
Hvor fedt. Det tror jeg, jeg har set noget om på YouTube. Jeg kan ikke huske, hvad det hedder. enten den kanal, der hedder AstroBiscuit. Men jeg er ikke sikker. Han er brittet, så det er ikke sikkert. Det var et sjovt kanal. Han virker lidt vanvittig, men han er virkelig god til at bygge teleskoper selv. Eller også en af de andre. Jeg føler flere astrokanaler. Det er en knaldgod idé. Texas må være et virkelig godt sted, tænker jeg, hvis man er i ørken klima. Altså, så er der meget... Der er god seeing, som man vil sige. Der er ikke så meget termik og klart og køligt om natten. Så hvad koster den?

[Thomas Blomseth: 00:03:13]
Jamen, altså... Det her Starfront Observatory, som Bray Falls står for, de har sådan nogle forskellige planer. Abonnementer, selvfølgelig. Så du kan få en C-Star. Det er ligesom grundpakken. Og den koster 99 dollars om ånden.

[Klaus Silberbauer: 00:03:32]
Okay.

[Thomas Blomseth: 00:03:33]
Og så kan du så gå hele vejen op.

[Klaus Silberbauer: 00:03:35]
Cheap, men ja.

[Thomas Blomseth: 00:03:36]
Nej, men du går hele vejen op til... Der er en Heavy Pure, som er på 399 dollars om ånden. Og noget af det, man betaler for, det er det, de kalder swing diameter. Og det handler altså om, hvor meget dit teleskop fylder, når det drejer. Og det er jo klart, at hvis du har et stort teleskop, så fylder det meget, når det drejer. Derfor skal du have meget plads i et af de her tag eller lofter, hvor de står. Så det er det, man betaler for. Og så er der selvfølgelig bredbåndsforbindelser og alt det der. Sådan, at du kan både fjernstyre teleskop, men selvfølgelig også få alle de her gigabyte af fede billedpixels hentet over til, hvor du nu så indsider i verden. Der er så også, fandt jeg ud af et andet sted i Sierra Nevada. Altså længere ude vest på i USA. Og det er jo en bjergkæde, hvor der også er sikkert rigtig god luft. Og der kan man simpelthen få det samme. Det er så, de starter så ved 600 dollars om årene. Så det er sådan lidt...

[Klaus Silberbauer: 00:04:37]
Så skal man virkelig vildt tænke jer. Så skal man gå meget op i det. Men altså, der er jo mange derude. Mange, mange. Alt er relativt, men der er jo folk derude, der bruger afsindelig mange penge på grej. Fordi de interesserer sig for astrofoto, for eksempel. Det koster jo altså bare noget grej. Stadigvæk, der er... Ja, det kan man måske komme tilbage til, der er jo... Der sker også noget på den tekniske front. Men altså dem, der virkelig vil det, de bruger mange penge. Og så kan man sige, hvis man nu i Danmark... Jeg følger faktisk sådan en fyr på Bluesky. Han har noget af teleskop ude i baghaven. Med kubbel og det hele, ikke? Og mængden af gode nætter i Danmark er jo nok begrænset. Så set i forhold til, hvor mange penge man bor på grej, så kunne det måske give mængden at købe sig ind. Og så sende grejet hen et sted, hvor der var god siging og gode vejrforhold og så videre. Og så sidde på afstand. Men man kan jo ikke røre ved sit grej så. Man er lidt koblet fra, hvis man også er i det for gearfaktoren.

[Thomas Blomseth: 00:05:43]
Ja, og det er jo også derfor, jeg troede, du synes, det var et lidt sjovt emne. Fordi hvis vi skal afsløre noget, så er det jo, at du engang har ejet sådan et teleskop. Og vi har også taget ud på spidsene armer og stået i pissekoldt vejr for at få noget god siging.

[Klaus Silberbauer: 00:05:57]
Det gælder fugtigt.

[Thomas Blomseth: 00:05:59]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:06:00]
Det er skide godt. Jamen, det er jo rigtigt. Altså, jeg tænker, hvis man sidder som lytter og tænker, ej, nu finder de endnu en historie om, hvad de renter lavede, da de var unge, de der to tosser. Men det er rigtigt. Jeg havde et teleskop. Jeg tror, for mig var det nok mere gearfaktoren, fordi jeg vidste intet om astronomi. Altså, jeg kunne knap nok genkende, ja, Karlsvognen, ikke? Når jeg kiggede op på himlen. Men der var et eller andet over det der grej og tanken om at kunne se noget så langt væk, der bare var fascinerende. Så jeg skrafte jo de penge sammen, jeg ikke havde, og købte et teleskop fra Meade. M-E-A-D-E. Og jeg tror, et eller andet sted, jeg købte det også, fordi det var flot. Og så fulgte det ikke så meget. Det var et design, og nu skal jeg altså lige grave her. Et design, altså et optisk design, som hedder Maksutov-Cassegrain, tror jeg. Som er sådan en snidig kombination af et spejlteleskop. Og jeg mener, pointen var, at det var parabolspejl, og derfor krævede en korrektionslindelse. Eller også var det et halvkuglespejl, og derfor krævede en korrektionslindelse. Hvis der er nogen derude, der lytter med, som ved noget om det der, så skriv endelig på Bluesky. at korrekte mig. Så det var i hvert fald ikke så langt. Det var sådan en lille tæt rør, ikke? Det var blot meget, meget flot. Og så var det monteret på en digitalt elektronisk fodbase, sådan at jeg med en håndholdt controller kunne sige, datum er sådan og sådan. Teleskopet peger nu mod nord. Det skulle man jo stå og fikse med vaterpas og kompas, jeg skal give dig. Og så kunne det så finde de objekter, man gerne vil se. Og også følge planeter hen over himlen. Ikke så præcist som de store, polært monterede teleskoper kan, men dog nok til, at man ikke hele tiden skulle jage de der objekter, man kiggede efter efterhånden, som kloden dræder under en. Ja, det var sgu sjovt. Det er godt nok mange år siden, og jeg solgte det igen. Og det var koldt. Det var afsindelig koldt, fordi de bedste nætter var jo kolde nætter. Og så min far gav mig sådan en onesie, sådan en hirtalsrumdrag, du ved, som man har på, når man kører hjem fra fest på knallert med en ølkasse bagpå. Kæmpestor ø... Jeg ved ikke, det har lignet, jeg ved ikke hvad. Og så er der nogle tykke sokker i støvnerne, ellers er frysmonterende. Ja, det var tider.

[Thomas Blomseth: 00:08:39]
Ja, altså, det teleskop, det havde jo ikke kamera på, som vidt jeg husker. Altså, man skulle stå selv og kigge i...

[Klaus Silberbauer: 00:08:47]
Eller at montere kameraer, altså det kan man jo. Det er jo, der er ikke... Altså, teleskoper kommer ikke indbygget kameraer. Det er jo det der grej faktisk, at man bygger det selv, ikke? Og så skal man jo... Kan man blive ved med at bruge penge, så sætter man et søgeteleskop på, som er bedre end det der i forvejen. Fordi teleskoper har jo... Alt efter optikken, så ser de jo kun en lille smule af himmel, og det kan faktisk være decideret svært at finde det, du skal. Fordi du ser, hvad der svarer til at kigge igennem et meget, meget tyndt rør. Og så bruger du så et søgeteleskop med mere hvidvinkel på, hvis man kan sige det på den måde. For at finde tingene, og typiske trådkors, eller en lille red dot, så du kan finde det, du kigger efter. Og dem kan man jo så også opgradere, ikke? Og så kan man opgradere sit kamera, inden at sætte et CCD-kamera på og optage video faktisk. Altså mange frames, som du så stacker bagefter i noget software, du også skal ud og investere i. Eller du kan sætte et spejlrefleks på, hvad jeg også prøvede, men så skal du jo til at balancere dit teleskop, så kræver det nogle kontravægter. Og sådan kan man bruge både helt utrolig meget tid og helt utrolig mange penge for at komme ud lige den dag, hvor seeing er bedst, hvor der ikke er så meget termik i atmosfæren. Og så kan man være heldig at næle Saturn, for eksempel, som jeg har stået og kigget på. Jeg kunne se Cassinigabet, kalder man det, i Saturns ringe på en god nat. Men man bliver jo lidt, hvis man køber et teleskop og forestiller sig, at man skal ud og se de her, du ved, en forestillig, du vil stræde videnskab i fuld farve af en stjernetog. Der skal man lige justere forventningerne ned. Det er så lysssvagt. Det er sort-hvidt. Og jeg kan kun se sort-hvidt under de lysforhold, og det kræver altså meget. Og at lave de billeder der, det kræver altså virkelig meget. Både giver tid og forståelse af foto og forståelse af digital efterbehandling osv. Der er et helt liv i det. Men jeg skal prøve at finde frem til de der gutter og gutinder på Blue Skies, som kan lave nogle ret vilde billeder, må jeg sige. Så kan vi poste dem.

[Thomas Blomseth: 00:10:49]
Ja, nu snakker vi om det der med, hvor meget, i virkeligheden hvor mange fotoner man kan opfange for et eller andet motiv. Og det var så nærmest den anden tanke, jeg havde efter jeg så det tweet, der var, kan jeg vide, om de nogensinde puljer de her sammen? Og så laver de det, som de store professionelle anlæge lavede, måske tilbage i 70'erne, og de professionelle astronomer lavede, hvor man lavede de her store... Arrays, hvor man kobler teleskoper sammen, som jo er en gangsting nu, blandt professionelle. Og der var så faktisk et opfyldende tweet fra ham der, Bray Falls, den 10'er, hvor han siger, One big question I got about the observatory is, if we have ever pointed all the scopes at one spot, the answer is yes. Og så er der et billede af, this is the result of one such effort, 1650 hours of exposure in Ursa Major. Så det gør de faktisk. Så de her amatører, som så betaler nogle hundrede dollars nok om måneden for at have hostet deres teleskop, de har jo så også software og en styring, sådan at man faktisk kan pege de her teleskoper mod det samme motiv, og så dermed få gavn af alle de fotonerne, der strømmer ind i alle de her små, relativt små teleskoper. Og det er jo også vildt, ikke, at amatøren her nærmest i 1840-tegn, de jo simpelthen bruger nogle af de teknikker, som de professionelle brugte og udviklede for 3, 4, 5 år, 10 år siden.

[Klaus Silberbauer: 00:12:28]
Det kræver nogle abstraktionslag, fordi de der teleskoper, de må være af alle mulige forskellige arter. Altså hvis det virkelig er noget, folk selv køber, shipper over i en kasse, og så bliver der sat op. Det vil sige, du har, hvad hedder, DM, Højson, ja, jeg kan ikke engang huske, hvad det hedder. Asimuth, Mounds, altså sådan noget, som jeg har rendt rundt og leget med. Ja, så har du Pola og Mounds, der skal lignes ind på jordens akse, og du har alle mulige forskellige styresystemer til dem. Og hvis de skal styre det, så skal de jo have et abstraktionslag af software, der ligesom kan kommunikere med alle de her forskellige typer. Det må også være det, de har investeret i at lave, men de skal også have signal tilbage. Altså så får de et output for tonsvis af forskellige kameraer, typisk CCD, og forskellige optikker, som så skal matches ind, for at de kan lave de her billeder, de så bygger lag for lag, tænker jeg. Eller er det interferometri, de går efter? Altså det vil være voldsomt for så mange forskellige kilder. Men altså, man skal bare være god til matematik, så kan man jo sådan noget. Det er sgu fascinerende.

[Thomas Blomseth: 00:13:47]
Og det er så derfor, at open source software for mig, jo så også spiller en stor rolle her. At en ting er, hvad der foregår med de fysiske, det skal over, men så er der hele den her software, som så ikke er noget, man skal ud og købe, men som så også er blevet noget, som et community arbejder sammen om, og prøver at forbedre, og prøver at viderevækte i forhold til de her nok temmelig konkrete behov, som du skitterer. Altså, det er en hel pipeline, man skal have kunnet køre den her, som svarer fuldstændig til den, de professionelle har. Altså, du skal kunne styre teleskoperen, du skal kunne samle dataen ind, du skal få dataen ud fra teleskoperen, og ind i nogle fælles repos, og så skal der være forskellige scripts, der kører, og de skal formentlig også bruge en hel del computerkraft. Og der skal nok nogle GPU'er til os, for at lave de her, nok en del Matrix-altevarer og sådan noget, der skal til for at lave det her billedebehandling.

[Klaus Silberbauer: 00:14:46]
Det tror jeg på. Altså, jeg har prøvet at stakke billeder. Det er meget sjovt at lege med, fordi du kan faktisk, altså, hvis man bare vil lege med det, smække et kamera på et stativ. Jeg tog nogle billeder af den her komet, der var igennem solsystemet for, hvor længe er det siden? Det var det sidste sommer. Den var ret tydelig fra Danmark, og tog nogle billeder fra taget af den ejendom, jeg bor i, under solnedgang. Og de enkelte billeder var ikke fantastiske, men når man så stacker dem, så kan du trække støjen ud af billederne. Den ISO-støj, man har på sit kamera, eller støj i atmosfæren, og simpelthen lave et bedre billede. De beregninger, de er ikke for børn, kan man sige. Det tager altså lidt tid, fordi der bliver kørt noget, ja, hvad sagde du, lineart algebra, eller på den slags. Så hvis du skal gøre det i stor stil, derfor at bruge tusinder af optagelser fra nat, fra det samme objekt, det hiver noget CPU-kraft ud. Så hvis det er noget, de render og gør sådan løbende, ja, så må de have nogle kasser stående, der står og slider på de beregninger.

[Thomas Blomseth: 00:16:03]
Ja, men for at se, de kunne jo selvfølgelig også, ja, de kunne have deres eget datacenter på siden, men det kunne også være, de køber det i clouden hos Amazon, eller sådan noget.

[Klaus Silberbauer: 00:16:10]
Det giver jo så mening, ja.

[Thomas Blomseth: 00:16:12]
Og det synes jeg, det er en interessant, altså, den dimension er det, hvordan at internettet, og så computerkraft, det også er noget, der er med til at muliggøre det overhovedet, ikke? Og derfor er det heller ikke fandtes, dengang du havde dit telesko.

[Klaus Silberbauer: 00:16:26]
Nej, jeg kan sige, at softwaren i dit telesko var, altså, det var jo en database, og altså, som, og nogle relativt primitive modeller sikkert, der kunne regne ud, hvor diverse himmellemmer står på det tidspunkt. God gammel newtonsk matematik, kørt af en Motorola 68.000-processer, tror jeg.

[Thomas Blomseth: 00:16:45]
En klassiker.

[Klaus Silberbauer: 00:16:46]
Åh, ja. Var det en 68.000, der var i den oprindelige Amiga, eller var det en 68, en eller anden 30, eller sådan noget? Men det var ikke en kraftig processer, det skal jeg helst sige. Og den, der håndholdte, dem, som jeg stod med, det var amerikansk gear. Amerikansk elektronik, specielt på det tidspunkt, var så net. Det virkede sådan lidt gammeldags, på den måde, at hvis du vendte polariteten om, hvis du satte en strømforsyning til, i stedet for at købe batterier, og det blev man nødt til, hvis man overhovedet kunne, fordi sådan en flok AA-batterier holdt ikke længe, da det var koldt. Det var jo før, lithium var en ting, for alvor. Og så må man have en strømforsyning til. Hvis du vendte polariteten forkert, så rister du i lortet. Så det skulle man altså lige fokusere på, at stikket det passede. Og kulden gjorde så, kan jeg huske, at det der LCD-display i den håndholdte controller, det blev sløvere og sløvere, jo koldere der var. Så til sidst var det bare sådan et blur af orange og sort. Du kunne næsten ikke afkode det længere. Det kunne have været bedre. Men det var dyrt. Det er da helt sikkert.

[Thomas Blomseth: 00:17:57]
Du har jo været med til at finansiere noget af den videre udvikling.

[Klaus Silberbauer: 00:18:01]
Jamen jeg ved ikke, jeg tror faktisk, at Meade gik på røven. Så vidt jeg ved, har jeg hørt, når man Meade gik på konkurs. Men jeg ved det faktisk ikke. Der er stadig masser af Meade-teleskoper derude. Og ham gutten på Bluesky, som jeg snakkede om, jeg skal prøve at finde frem til. Det er Meade, og det er et kolossalt. Jeg kan ikke huske, hvor mange tommer det spejler, men vi snakker om. Vi snakker om noget, hvor du støber en bund til det, for at placere det på. Det er tungt.

[Thomas Blomseth: 00:18:28]
Der står også til at finde. Men nu sagde du det med koment der. Det kunne så led hen frem til en anden ting omkring det her, som jeg tænkte på. Det er, hvad sker der egentlig for, potentielt også for astronomien, eller vores viden om ting i verdensrummet, når der bliver meget mere observationskapacitet til rådighed på den her måde. For sagen er jo, at de professionelle observatorier, det er nogle meget, meget knappe ressourcer. Og der er jo hele, der er jo kommittéer og sådan noget, der sidder og screener og gater, hvem der overhovedet får lov til at få tid på observatorier, for de er så dyre. Man kan ikke bare komme ind fra gaden og så få observationstiden ned i Chile, på nogle af de store observatorier, ESAS observatorier og sådan noget. Det går ikke. Det er noget, man... Jeg tror, der går flere år, ikke? Hvor du ligesom skal lægges ind i en pipeline og kommentere.

[Klaus Silberbauer: 00:19:25]
Ja, og du skal være PhD-studerende eller professor eller et helt forskningsteam på et anerkendt universitet. Det er jo ikke... Vi anerkender ikke at trække en billet i automaten.

[Thomas Blomseth: 00:19:35]
Nej, og det gælder jo også for James Webb, altså Space Telescope. Der er jo også en kæmpe bureaukratisk proces der, for at finde ud af, hvem der overhovedet får lov til at få observatorier.

[Klaus Silberbauer: 00:19:44]
Færre nok, det er jo... Det er dyr isen, kram.

[Thomas Blomseth: 00:19:47]
Sindssygt dyre ressourcer. Men ved hjælp af det her, så sker der jo nogle ting, som... Det minder jo... Grunden til, at vi synes, det er sjovt, det minder jo om hosting-centeret og data-centeret for computer. Og det, der skete, det var jo også, at... Da især sådan nogle som Google, de gik i gang for 25-20 år siden, så i stedet for at købe store, dyre mainframe-computerer i IBM og sådan noget, så begyndte de at tage nærmest bambus-PC'er og sætte ind i data-centeret. Sådan, at man i stedet for at have nogle få store dyre ressourcer, så fik en masse små billige, som også kunne udskiftes hurtigt. Og det er jo lidt sjovt. Her er det lidt det samme, man har en masse små teleskopper, som så kan kobles sammen i de her virtuelle større teleskopper. Eller man kan sprede sig ud over, hvad man observerer. Og da du nævnte det med kumen, så noget af det, jeg tænkte, det er at sige, sådan noget med den kosmiske baggrundstråling og hvordan den er distrueret i universet for 12, 13, 14 milliarder år siden, det er det, der blev skabt. Det er nok ikke noget, de her teleskopper kommer til at sige så meget om. Men der er jo en hel masse ting, som er tættere på, og som handler om vores solsystem. Og sådan som kometer eller nærjordsobjekter, som vi også har talt om i anden sammenhæng. Astroider og alt muligt, som vi jo nok ikke har specielt meget tid på de store teleskopper til at observere. Og de er også lavet til jo, mange af dem i hvert fald, at kunne kigge meget langt ud. Og som du siger, så bliver det meget, meget spidst, hvad man kigger på. Men noget af det, der handler om at overvåge det mere nærerum og opdage ting, der kunne man godt forestille sig, at de her private teleskoper, i kombinationen af den hardware og den sted, man har noget til med det, og så især alt det her software, og især det, at man kan så lave arrays af dem, og lave virtuelle teleskoper, det kunne godt være, at de her private, de faktisk kunne bidrage med nogle fund, som er værdifulde.

[Klaus Silberbauer: 00:21:53]
Jo, altså jeg mener, at sådan noget som at finde nye asteroider, er ikke nye asteroider, det er meget gamle asteroider, men de er nye for os. Der er en del af dem, der bliver fundet af amatør, fordi det bliver en ting. Og som du siger, det jo kræver sikkert en helvedstålmodighed, og nogle gode metoder, men med mange amatører, der kigger i hver deres retning, og måske hver nat, specielt hvis de så er opstaldet op deres teleskop i sådan en farm her, så kan man også automatisere det, ikke? og så tænker jeg, at de kan dække rigtig meget af himlen. Himlen er stor, og de store teleskoper, de kigger inden... Altså, vi snakker jo, jeg ved det ikke, sekunder af himlen buende, ikke? Undtagen Vera Rubin, som er en ny teleskop, som kigger bredt, og jeg kan ikke huske, at det kamera, de har monteret, er jo kolossalt. Det er højopløsning, men det er en bred optik, så de kigger meget, meget bredt på, på hvad der sker. Men det er helt ekstraordinært, og meget nyt at lave den type teleskoper. Så at have en hel masse amatører, der mere eller mindre random kigger forskellige steder, det tror jeg måske, chancen for at finde et eller andet near-earth object, eller måske noget potentielt farligt for os, relativt bedre i hvert fald, end de store programmer. med mindre de store programmer, bruger en pokkers masse teleskopetid på, bare at køre surveys ind over himlen.

[Thomas Blomseth: 00:23:26]
Og det er, altså de der, jeg tror, som siger Vera Rubin, det er nemlig helt særligt, at man har bygget instrument, altså instrument til bare at gøre det, end at se med de her surveys, fordi det er ikke det, man sådan, er tilbøjelig til normalt, inden for den professionelle astronomi. Noget andet, som man måske også, vi kunne finde nogle flere af, det var de her interstellar objekter, som bare inden for det senere år, er fundet flere af dem der, som lige fiser ind igennem vores solsystem, med meget, meget høj hastighed at se ud igen. Og det er jo også der, hvor man har brug for den der.

[Klaus Silberbauer: 00:23:59]
Altså omur og mure, og sådan nogle.

[Thomas Blomseth: 00:24:01]
Bland andet, og der er også. Der kommer endnu her. Ja, nemlig. At kunne have den der mere survey-agtige tilgang, hvor der er amatører, der samler måske nærmest lidt random rundt omkring, men det øger vores chance jo for, at så se nogle af de her ting, og også se dem måske lidt tidligere.

[Klaus Silberbauer: 00:24:22]
Ja. Og så kan vi måske nok gøre noget ved det, hvis vi ikke har travlt med at rette rundt og lave alt muligt andet pjat hernede.

[Thomas Blomseth: 00:24:31]
Ja, så måske bygge nogle kapabiliteter, så man lige hurtigt kunne skyde noget afsted, og så fange dem.

[Klaus Silberbauer: 00:24:36]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:24:36]
Møde dem. Men det er en anden ting. Så det er jo også for at tage den hen til det der, der handler om, det kan jo godt være, at vi er så et sted, hvor amatører igen kan bidrage til astronomien. Og det minder mig så også om, at det der med at bidrage til forskning, der er jo sådan en helt begreb om citizen science, eller borgervidenskab. Og der har du jo også deltaget for år tilbage i en anden projekt. Her er det kloklaus. Ja, som vist vejen, eller i hvert fald indikerede nogle muligheder, som var virkelig tidligere. Og det er jo så SETI@home. Ja. Altså Search for Extraterrestrial Intelligence, men derhjemme.

[Klaus Silberbauer: 00:25:22]
Ja, det er sgu rigtigt.

[Thomas Blomseth: 00:25:24]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:25:24]
Min 386'er med matematisk koprocessor. Den her, der stod og tykker sig igennem, nogle data fra Arecibo-teleskopet, tror jeg. blandt andet, de brugte dengang.

[Thomas Blomseth: 00:25:36]
Det var jo super spændende. Det er det for et James Bond-film.

[Klaus Silberbauer: 00:25:39]
Det er det for et James Bond-film. Det er det store. Det er jo gået i stykker nu.

[Thomas Blomseth: 00:25:43]
Ja, det er så.

[Klaus Silberbauer: 00:25:44]
Det er hele Transponder'en faldt, Transimon hedder der, faldt ned. Det var den at være noget. Jeg ved ikke, om de reparerede det. Det har de måske nok.

[Thomas Blomseth: 00:25:53]
Nej, de gav op.

[Klaus Silberbauer: 00:25:54]
Det var for dyrt. Den her kæmpe skål, som har en stor rolle i den ret gode film, synes jeg, der hedder Contact. Det er der, hvor Jodie Foster's karakter arbejder i starten af filmen.

[Thomas Blomseth: 00:26:09]
Det var faktisk Arecibo.

[Klaus Silberbauer: 00:26:10]
Det var Arecibo, yes.

[Thomas Blomseth: 00:26:12]
Så det er retteteleskop, der ligger ned i en dal i Puerto Rico.

[Klaus Silberbauer: 00:26:15]
Ja, og peger lige præcis den vej, som jorden nu peger på det tidspunkt. De kan styrte lidt. Kunne styrte ved at flytte transceiveren hen over teleskopet. Men det var sådan lidt... Altså, det var fastmonteret. Lad os sige det på den måde.

[Thomas Blomseth: 00:26:26]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:26:27]
Flytter man ikke bare rundt med. Men det var kolossalt stort. Skålen er der stadigvæk. Så det er stadigvæk stort. Det virker bare ikke.

[Thomas Blomseth: 00:26:34]
Nej, men så det, du deltog i dengang, og kan du huske, hvornår det var?

[Klaus Silberbauer: 00:26:39]
Åh, jeg skal regne her. Men vi er tilbage i... i 95 eller sådan noget der. Det var der på lav.

[Thomas Blomseth: 00:26:46]
Ej, lidt senere.

[Klaus Silberbauer: 00:26:47]
Ja, men hvis jeg stadigvæk havde min 386'er, og jeg er ret sikker på, at det var den, der stod, så er det altså ikke længe efter.

[Thomas Blomseth: 00:26:53]
Jamen, det blev frigivet til offentligheden den 17. maj, tror jeg, 99.

[Klaus Silberbauer: 00:26:57]
99?

[Thomas Blomseth: 00:26:58]
Ja, så det var en lidt kraftigere maskine, du har kørt på.

[Klaus Silberbauer: 00:27:00]
Du kommer her med dine fakta.

[Thomas Blomseth: 00:27:02]
Ja, det er også træls. Altså, 386'eren, det har også været en bedre historie. Men du er nok måske oppe på en pentium.

[Klaus Silberbauer: 00:27:08]
Ja, det har nok været så. Okay. Det var en screensaver, man kørte. Så meget fin grafik, sådan en 3D-grafik, over alle de her data, der var samlet op hen over frekvensbåndet. Og så galt det jo om at lave nogle... Jeg tror, den stod og tyklede på nogle Fourier-transformationer. Fourier. Ja. Og for at finde ud af, om der var nogle signaler, der ligesom var andet en baggrundsstøj, i alt, hvad der er samlet op ad radioteleskoperne derude. Jeg tror ikke, jeg fandt aliens.

[Thomas Blomseth: 00:27:48]
Nej, det var det. Men dengang, der var... Den her eftersøgning efter de her signaler, den var så beregningskraftbegrænset, ikke? At det faktisk er mening at prøve, og se, om man kunne få private borgers computer til at stå i en screensaver og crunche det her data, ikke? En små tanke. Ja, det var en... En meget interessant tanke, ikke? Og så den her måde... Hvordan kan man så sige? Det, man så bidrager med, det er sådan en mere... commodity-agtige ressourcer, som bare er computerkraft. Det er lidt noget andet, end lave sine egne observationer.

[Klaus Silberbauer: 00:28:27]
Det må man sige, ja. Men radioastronomi, det er... Altså... En ting er ikke et dyrt optisk teleskop, men radioastronomi, det er helt klart nogen derude, der begår sig i det, det tror jeg. Men det er en tør hobby.

[Thomas Blomseth: 00:28:46]
Ja, altså der kunne man jo... Man kunne lave det samme, som de har lavet med Startfront Observators, der kunne man jo også lave sådan en hosting center for det, hvis det skulle være... Hvis der er nok af dem, men det er nok, som siger, det er endnu mere en niche, end de optiske teleskopere.

[Klaus Silberbauer: 00:29:00]
Der er lige et abstraktionsniveau på, at vi jo ikke gider til at opfatte radiobøller. Altså det frekvensemråde, det har vi ikke nogen sanser til. Syneligt lys, det kan vi trods alt forstå mere direkte, og derfor tror jeg også, at astronomi inden for de synlige bølgelængder er mere interessant for de fleste mennesker i hvert fald.

[Thomas Blomseth: 00:29:26]
Ja, altså det der så er, det er jo, når man nu taler om den efterbehandling, der sker af billeddataen også fra de optiske teleskoper, så er det jo... Altså der sker jo noget af en, kan man sige, en virtualisering af hvad det er egentlig, hvad man kærer på, som om det er radiobøller, der er kommet ind på sensoren, eller om det er optiske fotoner, det er sådan måske lidt livgivende, men jeg tror, det er sådan... Ja, James Webb,

[Klaus Silberbauer: 00:29:54]
som observerer mest i det indforåret område. Verdens bedste teleskop for, citerer Tina fra Rumsnak. Som i øvrigt faktisk allerseneste episode snakker om de her interstellar-objekter. Så er det stadig at høre den seneste episode af Rumsnak, lige efter man har hørt den her episode.

[Thomas Blomseth: 00:30:18]
Når der bliver sådan et privat eget indforåret observatorie, det vil være interessant, ikke? Fordi det betyder, at der er villighed til at sende noget i kredsløb. Fordi det kan jo ikke observere os her på jorden.

[Klaus Silberbauer: 00:30:32]
Nej, men når det så er sagt, så er der jo altså folk, der putter filtre foran deres teleskoper. Altså, du kan jo sagtens... Du kan jo sådan set godt observere indforrødt. Det første, du gør, når du vil lave... Nu er vi sikkert på vej ud af en tangent. Du må lige høje tilbage bagefter. Men hvis du vil lave nogle rigtig fede billeder via dit teleskop, så starter du med at fjerne filtrene fra dit kamera. Det er filtre, der sørger for, at indforrødet lys ikke kommer ind og påvirker sensoren. Fordi de CCD-sensorer, der sidder i... CMOS-sensorerne, pokker det hedder... der sidder i moderne digitale kameraer. De er også ret følsomme over for det indforrøde. I hvert fald til en vis grad. Og derfor sætter man simpelthen filtre ind foran for at sikre sig, at ens foto ikke bliver ødelagt af det indforrøde. Du kan oven i købet købe for nogle kameras vedkommende astroforberedte kameraer direkte fra fabrikken. De er sådan noget dyrere end den normale udgave, og det er fordi, de ikke har puttet et indforrøde filter ind. Så man kan godt, men der sker jo bare noget med vores atmosfære, som nakker noget af det inden forrøde lys. Så det er jo sjovt, hvis man kan flyve en stor teleskop uden for atmosfæren. Og det er stadigvæk ikke for amatører. Endnu.

[Thomas Blomseth: 00:31:50]
Lad os gennem den. Ja, lad os gå. Jeg tænkte, der ligger nogle større temaer gemt her også, omkring det med borgervidenskaben. Og det, at amatører laver observationer på den her måde, om potentielt bidraget til videnskaben. Fordi hvis vi nu går tilbage til London i 1660'erne, der blev Royal Society stæftet. Og dengang var der jo ikke noget, der hed professional videnskab. Det var folk, som var gentleman scientists, som havde midlerne og mulighederne til at indgå i den her epistemiske proces, og var med til at sætte rammerne for, hvordan den her praksis, den har udviklet sig.

[Klaus Silberbauer: 00:32:47]
De skal jo ikke på arbejde 9-17, siger du?

[Thomas Blomseth: 00:32:50]
Nej, det var ikke lige sådan, man gjorde dengang.

[Klaus Silberbauer: 00:32:52]
De var i klubben 9-17.

[Thomas Blomseth: 00:32:54]
Ja, det var det, og det var heller ikke en karriere jo. Og det er jo så noget, der er sket, især igennem det 20. århundrede. Det er sådan en professionalisering, og der er selvfølgelig opstået en masse discipliner, og underdiscipliner, og fagfelter og alt sådan noget. Men det er jo så også blevet noget, som handler om karriere for nogen. Og der er opstået de her ting omkring det, man kalder publish or perish, som er, at hvis du ikke offentliggør resultater, som er så strækkeligt interessant til, at du kunne få en publiceret i de store tidsskrifter, jamen, så kommer din karriere ingen vej ind.

[Klaus Silberbauer: 00:33:36]
Det er jo også en meget god udvikling. Jeg tænker, at de der gentleman scientists, der sad i klubben og spiste lækker mad og røjte cigar, og så gik de ud og lavede noget videnskab, men de havde trods alt ikke råd til at købe en partikel-accelerator. Altså, at på den tidspunkt skulle videnskaben jo ligesom videre, fra hvad man kunne stå og råde med hjemme i Herregården.

[Thomas Blomseth: 00:33:59]
Ja, det er jo nok det, vi kalder sådan big science, som så også udvikler sig i det ved 20.000 århundreder, at den type spørgsmål, man ender med at stå med, især inden for fysikken, det er jo nogle spørgsmål, som krævede større og større grej, og det kræver så mere og mere kapital, selvfølgelig. Og spørgsmålet er ikke, om der i virkeligheden jo er flere forskellige fronter i vores videnskabelse, og hvor der er så en, som er så blevet til den, vi tænker som det er videnskab.

[Klaus Silberbauer: 00:34:33]
Altså den etablerede universiteterne forankrede videnskab, der blev drevet af et krav om publicering. Altså et rimeligt krav, kunne man også sige, for hvis vi giver folk utrolig mange penge til at købe partikel-acceleratorer, så synes jeg også, de skal skrive en artikel om, hvad de så finder, når de så står og hygger sig med den.

[Thomas Blomseth: 00:34:54]
Ja, men det der så kan man sige har været nogle af de problematiske ting, det er jo så, at lige snart du binder det og prøver at finde ud af ting om verden, op på, at du også skal have dig en karriere, og de to ting er sammen, så kan der jo komme elskens forskellige sociale dynamikker, inden for fagfelder og sådan noget på spil. Og det er helt klart noget, som jeg også er, jeg er jo brændt barn af min historie også, hvor jeg så nogle ting for 24-30 år siden, hvor jeg også tænkte, at det er godt nok, det er nogle træls dynamikker de der, fordi så kan du ende nogle dynamikker, hvor du ikke har tænkt dig, at der var nogle spørgsmål her, som var dem, der er væsentlige spørgsmål for dig at forfølge, og du mener, at vi er på en frontier her, der kan finde ud af noget. Men for at få en karriere, så skal du i virkeligheden plisse dem, der er før dig, for det er dem, der skal give dig de stillinger, der gør, at du får dig en karriere. Og det vil sige, at du kan ende med at begrænse dig i forhold til, hvad er det for 25 spørgsmål, du stiller, fordi at det her spørgsmål om, at det, at det skal blive til en karriere og til et levebrud, det gør, at der er andre, der kan bestemme over den karriere. Og det er jo sådan noget, som er kommet mere og mere frem, vil jeg også sige inden for de sidste 10-15 år, at folk, de har beklaget sig over at forlade deres videnskabelige karriere. Der var et studie af nogle rundspørger, hvor der var nogen, der blev spurgt om, hvorvidt de faktisk ville forfølge de videnskabelige spørgsmål og de studier, som blev lavet, hvis de bare kunne få det funding, de gerne ville have til at lave, det de mente var relevant. Og der var en ret stor procent af forskerne, der sagde, de ville egentlig forfølge noget andet, hvis de bare havde frit spil.

[Klaus Silberbauer: 00:36:41]
Det må også være en balance, kan man sige. Altså, fordi hvis man kommer og siger, jeg kunne fandme godt tænke mig at forske i kold fusion, og så er der en vejleder, eller en professor, eller en universitet, der siger, ja, men altså, vi synes jo måske, at chancen for at lave et gennembrud her er minimal. Så vi vil ikke give dig utrolig mange millioner at lege med. Det er jo måske rimeligt nok, at man på en eller anden måde fokuserer ind på det, hvor der er en vis chance for at komme igennem med, og finde ud af noget. Fortsætte på nogle ting, der har været bygget på i nogle år, for eksempel. Men jeg kan godt se det fra den anden side. Man siger måske også nej til de der virkelig interessante gennembrud, og forstyrret forskning ind på en mainstream-retning.

[Thomas Blomseth: 00:37:33]
Ja, så hvor at, man kan sige, at det handler lidt om også, hvordan man tænker epistemologisk, det med, hvor sød er universet eller verden ved os. Det vil sige, at er det bare sådan, at man kan følge den der, hvis man bare føler den slagende vej, så bliver man belønnet med de her store indsigter. Men det synes jeg faktisk ikke, det er ikke det videnskabsstøjen, den viser, det er, at universet er mere drilsk, i den forstande. Og selvfølgelig, som du siger, der er nogle trade-offs der mellem, altså, hvis man åbner, hvis der bliver åbnet fuldstændig op, så vil der også blive flere vildskud. Men der er også en chance for nogle af de, der er nogle plætskud, som rammer noget, som man stadig ikke havde regnet med. Men det er også politik,

[Klaus Silberbauer: 00:38:17]
fordi pengene kommer jo fra, altså, det er jo skattefinansieret det meste af det her. Der er selvfølgelig også private sponsorer, de er nok ret målrettet på, at få noget Applied Science. Der er også private sponsorer, der støtter grundforskning. Og så er der fondene, som jo betaler for en del af kagen, men uden at have undersøgt det her, så vil jeg sige, at hovedparten af forskningsmidlerne, i de fleste af landene, er vel skattepenge. Og det vil sige, at der går politik i det. Nogle vil jo gerne have en indflydelse på, hvor vi kan analysere de her penge hen, og hvilken type forskning, der ligesom er politisk, socialt acceptabel. Så i den ideelle verden, kan man jo måske godt bare give det frit, og se hvad der sker, men i den virkelige verden, vil der vel være noget politik i det.

[Thomas Blomseth: 00:39:06]
Jamen altså, jeg taler jo heller ikke for nødvendigt, vi skal give det frit, men måske tænker over, er der nemlig forskellige måder, at gå til det her på, og forskellige måder, at bidrage til processen. Der var for nogle år siden, jeg tror det var en eller anden dekan for dansk, hun havde set, der sagde, at man skulle skulle tænke sammen, at vi skal have nogle flere Einsteiner. Og så tænker han, nej, jeg tror ikke du mere, det du siger. Eller i hvert fald, så har man ikke.

[Klaus Silberbauer: 00:39:35]
Det gjorde sig godt i en overskrift.

[Thomas Blomseth: 00:39:36]
Det er nemlig en god overskrift, men flere Einstein, Einstein kunne ikke få fast ansættelse på universiteten, mens han udviklede, og LTFC-tivningen også, det handlede om de branske medelser. Han sad på patentkontoret i Bern, og kiggede på en masse patentansøgninger, og handlede især om ure og uremekanismer. det var i stedet sådan noget, det gjorde han, han tænkte meget på det med tid, hvordan man overhovedet kan måle tid. Så det er det, det betyder at være en Einstein. Det er det, at dem, der går foran, ud for dig i fadet, ikke vil give dig en stilling, fordi det, du kommer og siger, du lager på, det er så mærkeligt, at de ikke kan genkende det, som at være noget enten validt, eller også den anden, som jeg jo desværre også har sået en gang, det er det med, hvis du kommer med noget, som kan bringe noget, dem, der går forud for dig, harve på mange år i tvivl, så er de også mindre tilbøjelige til ansatte. De vil hellere have en PhD-studerende, som arbejder på noget af det der, der bekræfter det, de har ved på i mange år, end nogen, der kommer og udfordrer det. Det er i hvert fald de færreste.

[Klaus Silberbauer: 00:40:45]
Det er nok en organisatorisk dynamik, som man ser de fleste steder.

[Thomas Blomseth: 00:40:51]
Ja. Så det her med at sige, mere at der kunne blive plads til, måske noget mere vildvoksende, også som sagt flere fejlskud, men måske også nogle pletskud, og nu vil jeg så trække det over på, det jeg selv arbejder med, og som jeg også talte om tidligere, for så over med det med soft tracking, hvor jo, jeg mener, at inden for Quantified Self, der har vi igennem årene faktisk kommet nogle bidrag til for eksempel, hvordan man kan indsamle data for ens eget liv, ens egen dagligdag. Der er folk, der har lavet projekter om ting, som overhovedet ikke er blevet behandlet af den institutionaliserede forskning. Der er blandt andet, og noget af det er blevet udgivet også. Vi har nævnt, der var et studie, som jeg var lidt en del af, som handlede om at prøve at måle på kolesterol mange gange i døgnet, mens folk gik rundt deres hverdag. Og selvom kolesterol, altså der er statiner, folk tager og sådan noget, der bliver brugt milliarder af dollars, ører og sådan noget området, på den slags, men så er det faktisk aldrig nogensinde, der har prøvet, nogen der havde prøvet, at bare have folk til at måle på det, flere gange i døgnet.

[Klaus Silberbauer: 00:42:06]
Er det rigtigt?

[Thomas Blomseth: 00:42:07]
Ja, så det man fandt ud af, blandt andet så Gary Ruffick, Gary fandt ud af selv, at han lavede det der med, at han gik ud og ind af risikokategorier, alt efter hvilket tid af døgnet det var. Så alt efter hvilket tid af døgnet, han gik til læge for eksempel, så kunne det være, at han blev sat på statiner eller ej. Men det var simpelthen ikke noget i den institutionaliserede biomedicin, hvor man havde lavet det. Så det studiet, og at du taler om det, det bliver så også...

[Klaus Silberbauer: 00:42:35]
Det lyder som en virkelig dårlig protokol, fordi det er lidt ligesom at tage et blodtryk en gang om morgenen, når man er helt oppe at køre, fordi man skal vågne op, og så siger, hold da op, det er jo nok højt, vi må hellere sætte dig på noget medicin.

[Thomas Blomseth: 00:42:48]
Ja, Men der kunne du så sige, der var et epistemisk gab eller hul, hvor vi borgervidenskabsfolk, amatører, kan man sige, kunne bidrage med noget. Og det handlede jo ikke om en kæmpe partilagserator og den slags.

[Klaus Silberbauer: 00:43:07]
Nej.

[Thomas Blomseth: 00:43:07]
Men det med at sige, der er nogle steder, hvor der simpelthen bare er huller, og ting, som aldrig ville blive lavet, fordi den institutionaliserede videnskab ikke ville tage fat på dem. altså jeg har jo også mit eget eksempel med mine tidser over min nys, gennem alle de her år. Jeg er jo aldrig blevet, der er aldrig nogen, der har henvendt sig til mig af fuldtidsforskere, og har spurgt til en, am okay, det er da egentlig lidt interessant, der bliver jo brugt klart meget penge også på det her allergi.

[Klaus Silberbauer: 00:43:36]
Men kan man forvente, at det er den branche, der ligesom blev opdaget som var med en anden fotomodel, at er det ikke en, at det er jo den karriere, du snakker om, det er noget, man skal masse sig ind i, at selv drive frem, tænker jeg, ligesom de fleste andre karriere.

[Thomas Blomseth: 00:43:52]
Jamen det var ikke fordi, jeg havde en karriere på, jeg tænkte bare, kan jeg vide, om ikke der er nogen, der arbejder med immunologi, og allergi, som tænker, det var da interessant, man kan faktisk få en tidsserie på nys, hvordan fordeler de sig over døgnet, eller dagen, og sådan noget. Nej. Så der er alle de her mærkelige ting, som ikke bliver dækket. Og det der, hvor jeg tænker, også i en historisk perspektiv, som siger det med, hvad er det med model, man tænker frem med, man finansierer noget forskning, så får man grundforskning. Og så kan det være, der kommer noget anvendt forskning, og der bødvækker noget teknologi, og sådan noget, så kommer det i samfundet. Og det er virkelig, altså, det er jo den model, der blev defineret for alvor, i midten af 1200 efter 2. verdenskrig. Men spørgsmålet ikke, om der er andre modeller, og spørgsmålet, om vi måske er et andet sted nu også, hvor det måske minder, det kunne minde mere om, hvordan man nåede frem til termodynamikken i 1800-tallet. Hvor det er jo ikke sådan, at der var en fiks og færdig teori, for hvordan man lavede dampmaskiner. Og så, det kunne sige, det var, hvis der havde været grundforskning, så havde vi lavet termodynamikken, og så kunne man udvikle de her, varmemotorer, heat engines, dampmaskiner, og så bygger vi dem, og så får vi den her teknologi, fra forskning til faktorer. Det var jo ikke det, der foregiver i 1800-tallet. Det var jo, at der var nogle folk, der gik i gang med at opfinde nogle ting, og så begyndte de at måle på det der, og gad vide, hvordan man kan forbedre de her dampmaskiner, og det var da godt nok mærke, der er nogle forhold mellem tryk, og temperaturer, og alt sådan noget. Og så ud af det, blev jo skabt en masse emperi, en masse forskellige resultater, som så blev samlet til teori, i form af termodynamikken. Og det er så det, hvor jeg tænker, at man kunne måske godt have, de her ting kørende, i parallelt samtid, og måske der er visse tider, tidspunkter af videnskabshistorien, også for at den ene måde, at gå til tingene på, den er mere fremtrædende end anden. men at den her, den der model for midten, at det er 200 med grundforskning, almindelig forskning, teknologi, og almindelig samfund, det er bare en modell.

[Klaus Silberbauer: 00:46:04]
Men dengang var det jo også drevet af industrieinteresser og penge, altså at, at dampmaskinen så lige, du ved, der i det, vi kalder industrialiseringen, blev en ting, var jo også et sammenfald, at der var økonomiske interesser i, at få ting til at flytte sig, med dampkraft. Altså, romerne lavede sgu også dampmaskiner, men, men, det var ligesom, der var ikke, man kunne ikke rigtig sætte det ind, i en sammenhæng af, hvad hedder det, man kan jo brule til noget. Så, så det er jo den der, vi har talt om det før, du ved, at hele, hele verden skal ligesom være klar, til at tage imod de her opfindelser, ikke? Men det var stadigvæk, altså, pointen er sådan set, det var drevet frem, af pengestærke interesser, det var jo ikke nogen, der bare tilfældigvis sad, hjemme ved køkkenbord, og opfandt en dampmaskine. Det er sikkert sket mange gange, men, men det kræver, at den kommer ud, og det er der så, det har man så sat i system, i det vi kalder forskning i dag, ikke? At du publicerer i tidsskrifter, der ligesom står indenfor, at det her, det er peer-reviewt, og data i orden, og det er kommunikeret på en måde, vi kan stå indenfor. eller at det er en, industrien, der driver nogle opfindelser frem, ikke? Som det skete med, altså LED-dioder, altså lysdioder, jeg har lige set historien, om den blå diode, det var jo drevet frem, af økonomiske interesser, i kombination med dygtige forskere. der er bilfabrikanter, af amerikansk oprindelse, vi gider nævne her, som jo også er med til, at skubbe, visse opfindelser frem, ikke? Men det er igen, med stærke kapitalinteresser. Så det, jeg tænker på, det er, har der ikke altid været, gjort opfindelser, som så bare ikke, er kommet ud, ikke? Altså fordi man ikke, har publiceret det, skrevet artikler om det, og råbt højt om det.

[Thomas Blomseth: 00:48:05]
Jamen så, en ting, det er jo så opfindelsen og andet, det er,

[Klaus Silberbauer: 00:48:08]
eller erkendelser,

[Thomas Blomseth: 00:48:09]
også på den tidssyn. Og faktisk det, jeg tror, der er vigtigt her, det er det der med empirien, ikke? Fordi noget af det, der sker i dag, det er jo så også, der er nogen, der sidder og taler med chat-GBT, og så får de overbevist sig selv om, at de har fundet noget, der både sender Einstein, og kvantemægninger banen, og de har lavet den store, for en teori, eller noget helt nyt.

[Klaus Silberbauer: 00:48:32]
Og chat-GBT gætter ret, og siger, det skulle skabe det der.

[Thomas Blomseth: 00:48:34]
Ja, det er godt set det der, det er virkelig godt set, det er ikke det, vi taler om. Jeg tror faktisk, at det der er vigtigt, det er nok mere, det er den empiriske fundering, ikke? Det der, og for at gå tilbage til, til Skoborgen i starten også, at der er nogle amatører her, som laver nogle observationer. Og det er jo også det, jeg kunne genkende i Quantified Selfik, at det er amatører, der er observationer, men noget andet vigt er jo, det er jo netop, hvem der stiller spørgsmål, og hvem har erkendelses, interesser, og nu begynder der at tale om, kapitalinteresser, blandt andet, bag dammaskiner, men jeg tror faktisk, der var, og det skal vi kigge på, men jeg tror, der var en meget tidligere fase, hvor det var meget mere tinkering. Altså, der bliver, der bliver eksperimenteret med nogle ting, og så er det først senere, at dem, der minder mere om venture kapitalister, de først begynder at tro på, at nu skal vi investere i det, og det har vi også sige med Quantified Selfik, altså, der er jo ikke rigtig kommet noget ud af, mine studier, mine nys og sådan noget endnu, men det kan godt være en gang, altså, der var for nogle år siden, hvor jeg faktisk talte med nogle, de rigtig store medicinalselskaber, og måske jeg lavede noget sammen, det bliver jo så ikke til noget, men der afflygte sig andre interessante ideer, men det er med, at den her, det er med, der er noget empirisk, som er baseret på, at man stiller nogle spørgsmål, og det er der, hvor det her big science, og den institutionaliserede videnskab, den professionaliserede videnskab, den på sin vis, den bredere opfattelse, har fået patent, eller eneret på, at stille spørgsmål, men det jeg vil tale for, det er, at vi har alle, en eller anden form for, epistemiske handlekraft, at vi kan stille nogle spørgsmål, og det kan du også, det kan du stille med dit teleskop også, du kan jo sige, jamen der er den der, mærkelige stjernetån, hvordan kan jeg, kan jeg få en bedre observation, end den, eller der er, du hører til også med, og det er jo så det internet, også kan du selv opsøge, litteraturen på det område, og finde ud af, er der nogen, der har studeret det her overhovedet, og så begynde at stille spørgsmål.

[Klaus Silberbauer: 00:50:37]
Epistemisk agens, det lyder ret fedt, men der følger også noget med, fordi der er jo også, altså ordet amatørforsker, det lyder jo, der er noget galt, synes man, og det er jo fordi, det er sådan en term, der blev brugt, altså sidste gang, jeg sådan virkelig hørte det spredt i pressen, det var et eller andet gut, der var ret sikker på, at raketter ikke virkede i vacuum, ergo kunne vi aldrig have været på månen, ergo fandtes satellitter ikke, altså det var rent flat-earther, og han fik meget medietid på et tidspunkt, og han blev kaldt amatørforsker, og det gjorde ligesom, at når amatørforskere, det er jo tosser, det lå i det,

[Thomas Blomseth: 00:51:15]
men det er derfor på min LinkedIn, der står independent research,

[Klaus Silberbauer: 00:51:20]
ja men det er nok meget godt, du skal inddisklæme mig om, at du faktisk mener jorden er rundt, og vi har landet på månen,

[Thomas Blomseth: 00:51:30]
er du okay, ja,

[Klaus Silberbauer: 00:51:31]
men altså der er jo kommet sådan en, altså en, jeg vil næsten sige naturligvis, forsken er noget, at foregå et professionelt regi, det er noget man får penge for, og det er også vigtigt, at vi har lyst til som samfund, at lønne mennesker for at skabe erkendelse, fordi tænk hvis vi nu var afhængige af, at overklassen gad lette numsen for at ståen i klubben, og bevæge sig hen og lave noget erkendelse et øjeblik, før de skulle have en brandy, altså det vil også være trist, så det at vi som samfund har professionaliseret det, at lære mere om vores univers, på alle mulige ledere, det er jo godt, synes jeg, grundlæggende set godt, og så sker der jo det, og det er den der kobling med organisatoriske dynamikker, og hvordan mennesker nu er, at så snart er noget professionelt, jamen så er der nogen, der kan få mere credit, tjene flere penge, komme op på en højere pittestad end de andre, og det bliver en dynamik i sig selv, som jeg tror er meget, meget svært at undgå, altså snart du har en organisation, er der nogen, der gerne vil klatre op, og på den ene eller anden måde være i toppen, det er svært at tage ud af de fleste mennesker, og de vil jo også, fordi de lever i kraft af den organisation, og de dynamikker, hvis der så kommer nogen udefra, der siger, jamen jeg har valgt ikke rigtigt at tjene penge på det her, jeg er der for erkendelsen, jeg mener at have fundet noget empiri, som kunne være interessant, så tror jeg helt automatisk, det vil være sådan en vis pushback, og sige, ja ja, det er godt med dig, nu skal du ikke komme og blande dig i, hvad de voksne går og laver, fordi vi har både en partikelaccelerator, og elektronmikroskoper, og hvad har du? Jeg kan også sagtens se det naturlige i det, jeg kan også godt se, at hvis man, kunne finde, hvis man kunne bygge nogle strukturer, der gjorde, at for eksempel data er skabt, af de her teleskopfarmer, for at ligesom på et eller andet måde, have en krog tilbage, hvor vi startede, eller at quantified self-typer, som skaber, ret store mængder data, på individplan, i stedet for populationsplan, hvis man kunne, få lavet et flow, der gjorde, de her data, de er for det første, ligesom garanteret i orden, altså de er, de har en kvalitet, så vi kan bruge dem i, det vi vil kalde situationstegn, rigtig forskning, og få dem dissemineret ud til forskere, og for den sags skyld, medicinalvarervirksomheder, osv., der kan bruge det til noget applied, det synes jeg kunne være interessant, det vil sikkert kræve, en form for pipeline, der ligesom stemper, de her data som okay, får dem alignet, på et eller andet måde, lidt ligesom de må gøre, med alle de her teleskoper, at data skal ligesom, alignes i forhold til hinanden, for at de er brugbare, men det er ikke kun det, jeg tænker også på, at de skal blåstemples, det skal ligesom godkendes over, for det professionelle segment, så det er okay, at bruge de her data, så de ikke skal ud, og forklare deres peers derude, at det skammer sådan nogle lidt, nogle data de fandt ud bagved, som nogle amatører har lavet, og det sker jo, altså inden for biologi, er der jo ret meget borgervidenskab, der er folk der tæller padder, og tager jordprøver, og ornitologer der observerer fugle, altså amatører ornitologer, som er rigtig gode til at samle dataen, og gøre det struktureret,

[Thomas Blomseth: 00:55:06]
og det er så faktisk, dengang jeg talte med det her missionatfirma, fik jeg nogle idéer til, hvordan man kunne gøre sådan noget der, og det tror jeg, det skal vi tage en anden gang, fordi det er også et stort emne, men det her med, hvordan kan man overhovedet, hvordan kan man overhovedet, lave nogle, kan man sige, mere dynamiske måder, at organisere sig på også, altså, men så samtidig have sådan nogle, nogle pipelines af data, som er verificerbare, til at stå på, fordi det bliver en udfordring, og det er så også netop, du taler om det med de organisatoriske dynamikker, i den professionelle videnskab, der er jo desværre sket det inden for de senere år, at der kommer flere og flere sager, om videnskab i røden, hvor der simpelthen bliver fiftet med data, og der er hele felter, som er blevet kørt, kan man sige, ud på et vildspor, igennem årtier, der er Alzheimer's forskning, og andre ting, der er en præsident for Stanford, blev nødt til at gå i her, for ikke så lang tid siden, fordi der var studier, og han havde baseret sin karriere på, hvor der var forfalske data i, og sådan noget, så der er problemer der, men løsningen på nogle af de problemer, kunne også være nogen, der gavnede både de professionelle, og de amatørerne, som du afleger, men jeg synes, vi skal gennem det til en anden gang, fordi det her, det er jo stort, og vi kan godt lide at tale om epistemologi, og grej, og erkendelse, så måske er det, vi skulle sigte mod, det var at finde noget, universal basic research, sådan at alle i virkeligheden, kan komme til at deltage, i den skabelige proces, efter lyst, og behov, og evne.

[Klaus Silberbauer: 00:56:47]
Det synes jeg er en god forløbig konklusion, i hvert fald, eller ønske. Og så synes jeg, vi skal være stolte af, at vi kom fra mit teleskop, for mange år siden, en kold nat i Kongelunden, og så op til, hvor vi virkelig folder, det epistemiske ud, sådan på global plan. Det var godt gået.

[Thomas Blomseth: 00:57:07]
noget andet er så også i disse tider, der vil jeg mene, at satse på noget empirisk, noget hvor man observerer noget, måske kunne være noget også, der kunne hjælpe folk til at grounde sig lidt, i forhold til alle de andre, mere memebaserede ting, der kører rundt. Der er en eller anden, særlig, disciplin, og systematik, og komme tæt på tingene, ved at prøve at lave, der er sin egen empori.

[Klaus Silberbauer: 00:57:33]
Hørt. Silberbauer og Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben, og mønstrene bag de fænomener og teknologier, der præger alt for vores dagligdag, til menneskehedens ultimative skæbne. Efter episoden her, poster vi kilder og opfyldende materiale på Bluesky, hvor vi også er meget nysgerrige, efter dine kommentarer, spørgsmål eller kritik. Find os på snabelag silberblom.dk. Vi laver podcast i vores egen tid, og for vores egne penge. Vi generer dig ikke med reklamer for VPN-forbindelser, pulvermad eller lydbøger. Men hvis du kan lide, hvad du hører, så abonner på os i din yndlingspodcast tjeneste, og giv os meget gerne en bedømmelse på Apple Podcast. Det betyder meget, og vi higer vel alle sammen efter anerkendelse. Del også gerne Silberbauer og Blomseth med venner, familie eller kolleger, specielt hvis de har, ligesom dig, en inclination mod videnskab og erkendelse. Sidst, men ikke mindst, tak for, at du lytter med.