106: Leapfrogging – Teknologisk springen buk

Nyligt hjemvendt fra en tur til Etiopien er Klaus blevet inspireret til at ville tale om fænomenet leapfrogging. Altså det, at det nogle gange lykkes for lande eller virksomheder at springe en teknologisk generation over og tage nyere teknologi i brug eller udvikle noget, som ingen andre er nået frem til endnu, fordi man intet har eller har så lidt i forvejen på det givne område, at man ikke er bundet af sin fortid og forudgående investeringer. 

I forlængelse af turen til det afrikanske kontinent tager vi afsæt i det oplagte eksempel med mobile betalinger, som vandt udbredelse dér, inden vi for alvor tog dem til os her i Europa. Selvom vi måske godt kunne ønske os, at der oftere blev sprunget over og frem til noget bedre teknologi, er spørgsmålet: Hvad er betingelserne for leapfrogging? Er det noget, man kan bestemme sig for at ville gøre? Eller er det helt overvejende ydre omstændigheder, som tvinger lande og organisationer til at tage springet?

****

Nu også på YouTube — hvis du bedst kan lide din podcast med uden video. https://youtube.com/@silberblom

****

Hvem betaler for Silberbauer & Blomseth?

Det gør vi selv. Vores indhold er på ingen måde egnet til sponsorer eller reklamer for proteinpulver, VPN-forbindelse eller e-bøger. Så hosting, udstyr og alt det der er på egen regning. 

Det eneste vi beder om til gengæld (hvis du altså kan lide det, vi laver) er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. 

Husk at følge os på Bluesky (@silberblom)

Linktree

Transcript

[Klaus Silberbauer: 00:00:00]
Hej Thomas.

[Thomas Blomseth: 00:00:08]
Hej Klaus. Så er vi endelig tilbage, hva'?

[Klaus Silberbauer: 00:00:12]
Ja, det har taget lidt tid. Vi måtte jo simpelthen springe en helt cyklus over. Så det er i dag, lidt over en måned siden, vi sidst sendte en episode på markedet. Det beklager jeg. Det er min skyld. Det var dårlig planlægning. Men jeg fik muligheden for at hoppe en tur til Afrika, til Etiopien, med et microfinance, microinsurance foretagende. Og det kunne jeg ikke sige nej til. Det var, det lød spændende, det var spændende at se en anden side af verden stadigvæk med den digitale linse på, og ikke med den finansielle linse, som jeg ikke ved meget om, men som jeg lærte noget om. Men det ramte sådan lige midt i vores optageplanen, så vi er lidt bagud.

[Thomas Blomseth: 00:01:05]
Ja, men det er jo helt forstående. Jeg synes også, det lød spændende.

[Klaus Silberbauer: 00:01:09]
Det var kolossalt spændende. Det er jo ikke, du vil sige, at vores podcast her handler ikke om, det er ikke rejsepodcast, det handler ikke om rejsebeskrivelser. Men jeg har alligevel tænkt på, hvordan kunne jeg flitte den tur ind i et emne, som måske passer lidt bedre ind i vores kontekst, som podcast. Så det har jeg gjort. Den virksomhed, som jeg investerer lidt i, og som jeg var afsted med, hedder Jeremy One. Og som sagt, det er sådan micro-insurance foretagende, men det er digitalt baseret. Og hele fundamentet for den virksomhed er, at på trods af, lad os bare sige, den økonomiske gradient, der gør sig gældende mellem, hvor vi bor og Etiopien i det her tilfælde, og de forskellige udviklingsstader, hvis man må sige det, jamen så er det jo et faktum, at Etiopien, som store deler af Afrika, er ret langt fremme på bilet, når det kommer til en mobiltelefoni. Og også smartphones. Der er mange feature phones, der er mange gamle nok her i spil, men der er delmors mange smartphones, typisk med Android. Og det er ikke et nyt begreb, det her med at springe en generation af teknologi over, som det er sket i flere afrikanske stater. Vi kalder det leapfrogging. Og jeg tænkte, at det var et begreb, som ville passe godt ind i vores podcast, at tale om det, sådan i brede termer. Hvad er leapfrogging?

[Thomas Blomseth: 00:02:52]
Hvad kunne vi kalde det for dansk?

[Klaus Silberbauer: 00:02:53]
Jeg prøvede at bruge den her fuldstændig talentløse Google Translate. Det er som om, at efterhånden som hele verden er på vej af i, så bliver Google Translate bare dummere og dummere dag for dag. Det er grotesk. Og det hedder simpelthen på dansk springfrogging. Man kan også sige, at det på dansk hedder at springe book. Fordi det er jo simpelthen det oprindelige ord. Det er det, vi måske lavede i gymnastik i de små glasser, at man lige hopper hen over ryggen på hinanden.

[Thomas Blomseth: 00:03:23]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:03:24]
Så springe book hedder det. Og der ligger jo det i det, at man ligesom tager et hop hen over en generation af typisk teknologisk udvikling. Men det kan sådan set være mange ting. Altså hvis du har ideen om en linjer, progressiv udvikling af teknologi eller samfund som sådan, jamen så kan du hoppe en generation hen over, enten af nød eller af dygtighed. Og det kan være, vi bruger det typisk på civilisatorisk plan, men du kan sagtens tale om leapfrogging blandt virksomheder. At en virksomhed ligesom, du ved, lykkes med at disrupte markedet og leapfrogger. Det kan ske. Det sker ikke så tit.

[Thomas Blomseth: 00:04:10]
Nå, jeg ville komme med et skørt indskud her. Altså frøsprængningskomstatering på frøsprængning. Altså, desværre mange nyheds overskrifter der, hvor man ikke kan skælne mellem, at noget springer i luften. Nogen springer i luften, og noget sprænger i luften. Så man frøsprænger. Nej, det gør vi til anden gang.

[Klaus Silberbauer: 00:04:34]
Vi kan godt blive enige om, at Dansk Journalist Højskole bør skrue lidt op for retsdævning, og hele den sproglige diskurs. Men det er en anden diskussion, som måske også er uden for skob her. Frøsprængning. Ja. Men altså, et helt klassisk eksempel, som mange nok tænker på, når vi taler om leapfrogging, det er Afrika, og det er mobilbetaling. længe før, at der var nogen, der opfandt MobilePay herhjemme, og Swift, og hvad de ellers hedder, dem, der allesammen mergerer lige nu, jamen, så rendte man rundt og betalt med mobiltelefoner i Kenya, med systemet M-Pesa.

[Thomas Blomseth: 00:05:17]
Var der faktisk ikke noget med, at starte man ikke nærmest med, at udvækse taletidsminutter og sådan noget?

[Klaus Silberbauer: 00:05:24]
Det tror jeg er rigtigt. Altså, at i mangel af anden valuta, jamen, så kunne du give hinanden taletidsminutter, og det er jo en gangbar møns, i et samfund, altså med alle samfund, afhængig af kommunikation, men hvor afslagene er lange, og taltid var pænt dyrt. Jeg mener, at priserne er faldende, men det er ikke billigt. Altså, telefoni er ikke billigt. Og så forholder det jo sig sådan, at i stor del af Afrika, det der med at trække kårekabler på tværs af kontinentet, det har været helt afsindigt dyrt. Det var sådan noget, vi kunne lave i Europa, hvor afstanden var kortere. Titken lykkedes med at trække noget kåre over Atlanten, og det var i sig selv en dybt imponerende bedrift. Men når du ligesom venter længe nok, og der kommer en teknologi, der ikke kræver dyr kårekabler, jamen, så hopper du selvfølgelig på den. Men det betyder jo ikke, at den her teknologi er billig. Det betyder jo ikke, at det er billigt at sætte mobilmaster op. De koster også penge. Det er bare, at man faktor billigere, end at trække kabler i forhold til, hvor meget bondbredt du får. Og så er det, at du kan... Du kan sige, jamen, hvis du gerne vil tale med nogen, jamen, så tale minutter penge hver. Ergo, er det en valuta? Måske ordentligt køber man en valuta med lavere inflation end den nationale valuta. Det skal jeg ikke kunne sige.

[Thomas Blomseth: 00:06:49]
Ja, så kan det være, at der er nogle nationalbanker, der begynder at synes, at der er andre, der går dem i bedene, og sådan noget, de mister grebet om nogle af flowsnitteres økonomi.

[Klaus Silberbauer: 00:06:58]
Jo, og det er jo... Det gør nationalbanker generelt, også nu, hvor vi snakker krypto. Altså, panikken er jo tydelig, og med god grund, kan man sige. Hvis du gerne vil have den stabiliserende faktor, det måske kan være at have en national valuta, så bør man nok være på vagt over for krypto. Og i det her tilfælde er nogle andre former for valuta. Det er en form for bytteøkonomi, kan man sige. Bare digital. Men det kan jo så også betyde, at de lokale nationalbanker så måske får fingrene ud og begynder at tænke, hvordan kan vi flytte penge via de her digitale netværk. Og så opstår de her, men altså privat drevet betalingsservices som M-Pesa og alle mulige andre udgaver af det, vi herhjemme vil kalde mobile pay.

[Thomas Blomseth: 00:07:50]
Lige til det med kover, altså noget andet nok gørs igen, det handler jo også noget om befolkningstaterne. Altså med kover, når du skal have den her fysiske koverledning kabel ud, så skal du helst ud til nogle områder, hvor der ikke er for langt mellem menneskerne eller mellem virksomhederne eller boligerne. Og der er jo nok også en helt anden spredning af tingene på det afrikanske kontinent i forhold til Europa i slutningen af 1800-tallet.

[Klaus Silberbauer: 00:08:18]
Mildest talt, altså det tror jeg, nu er jeg jo ikke i forhold til så mange andre mennesker sønderligt berejst og slet ikke i de egne af verden. Men det, der slog mig, og som jeg tror slår mange, og som slog mig de få gange at have været på det afrikanske kontinent, det er afstandene. Jeg tror ikke nødvendigvis, vi som europæer sådan fra barns ben er gearet til at forstå de afstander. Altså, hvis du tager Etiopien og placerer ned over Europa sådan med centrum i Tyskland, jamen så dækker du Tyskland godt og vel af og ind i Slovakiet og ned i Frankrig. og det er bare en stat ud af nogle af 50. Det er så kolossalt kontinent. Og selvom der er mange mennesker i Etiopien, jeg tror det seneste uofficielle tal siger 130 millioner, men det er stadigvæk tyndt befolket. Der er ikke mange store byer. Ardis er kolossalt store, men du skal langt omkring. Og det vil sige, en kårledning ud og en telefonsentral, der skal bygges mange. Jeg tror nok, jeg har ikke regnet på det, jeg tror, vi rammer et eller andet fuldstændig altså et endgående happen-tal, fordi du skal lave så mange forgreninger af det der skidende system, at det bare ikke giver mening. Det eneste, der giver mening, det er noget trådløst, hvor du ligesom kan airdroppe nogle sendetårner ned, nogle master, og så kobler folk sig på der. Det er bare et system, der skal lære så meget bedre. Det eneste eksempel, vi ser jo også lidt det samme, gør sig gældende med energi. Altså hvis du skal transportere strøm rundt over lang og lang afstand, det er også dyrt. Igen er vi afhængige af fast infrastruktur lavet af nogle dyre metaller, dyre transformatestationer osv. Så solenergi, det giver jo mening. Og derfor ser vi også et spring i udvikling af den form for energi, som går hurtigere i det, vi vil kalde udviklingslande, eller i low and middle income countries, end vi måske gør i Europa og pt overhovedet ikke i USA. Og det bliver måske også det, hvor vi virkelig hopper næste gang. Det er, at en dyr form for energi, som det jo er, at lave solenergi, er bare billigere, end at forestille sig at trække kov og kabler ud over det hele.

[Thomas Blomseth: 00:10:45]
Jamen, jeg tror faktisk, vi er nået så langt til, at solenergien nu, altså med de størrelsesordner af billiggørelse, der er sket her, altså faktisk per megawatt, er billigere, end så mange andre.

[Klaus Silberbauer: 00:11:03]
rigtigt.

[Thomas Blomseth: 00:11:04]
Ja, det er så vildt. Altså det, der er sket.

[Klaus Silberbauer: 00:11:06]
Så jeg hænger fast i et gammelt paradigme.

[Thomas Blomseth: 00:11:08]
Ja, altså de der kurver og projektioner, der blev lavet af international energiagentur, det har slået alle forventninger. hvor billigt det er blevet, hvor hurtigt. Og så har det jo også, det vi jo har her i Europa, eller i hvert fald vi havde, indtil vi begyndte at decentralisere lidt, det er jo, at vi havde nogle enormt centraliserede måder at generere energi på. Fordi der var nogle stortere fordelen. Hvis vi skulle lave et kuldkræftværk, så er det smart at lave et stort kuldkræftværk. Så bliver det sådan lidt mere decentraliserede. det var vel sådan i 80'erne, 90'erne, derfor skulle man have de her decentraliserede kraftvarmelværk. Kan du huske det? Da Danmark blev jo en naturgasproducerende nation også. Og så satte man sådan noget ud. Fordi så kunne man jo udnytte noget af af den overskudfarme, også til opvarming af polier. Så selvfølgelig i de store byer, ikke København, der leverer svanmiddelværk, der leverer både strøm og varme til hele Østerbro og sådan noget. Men så kunne man jo få det levet ud. Men altså solenergi, kan man jo decentralisere på en helt anden måde. Og så også skabe en eller anden form for resiliens i det store net, men selvfølgelig kun der, hvor solen skinner. Og det er så den store udfordring, vi har her på de nordlige brygge. Det er så meget skinner den jo heller ikke. Men altså i Afrika, der er jo klart, at det er et helt andet.

[Klaus Silberbauer: 00:12:36]
Det er pt. et mindre problem. Og på trods af klimaforandringer, tror jeg stadigvæk godt, vi kan se frem til ret store områder med ret meget sol. Der er selvfølgelig jo andre udfordringer med solenergi, men jeg tror generelt, og nu har vi også i mange episoder sagde om decentralisering. Og det er jo ligesom en kraft, der også arbejder, arbejder i en god retning pt. Nu siger du det der, at vi kommer fra sådan en meget centraliseret energiforsyning. Og jeg må jo så korrekt se at sige, før det, da elektricitet ligesom blev en ting, der var det jo ekstremt decentralt. Altså det startede jo i, altså hvis du kiggede på London, jamen så var der fabrikker, produktionsvirksomheder, som fandt ud af, at i stedet for at have en dampmaskine og nogle kæmpe pulleys og en masse remmekørende for at trække, det vi i dag vil kalde samlebånd, men altså en hel masse redskaber, noget tooling rundt omkring i den her virksomhed, så gav det mening at gøre det med elektricitet. Men så måtte man jo installere et lille elværk. Det kunne være noget damp typisk. Og så besluttede man sig for et eller andet frekvens. Og det var sådan lidt hip som hub. Det var sikkert i stedet med 40-60 hertz, hvad man nu syntes, og en spænding, som så passede. Og så lige så pludselig, så stod man jo med en hulens masse decentrale små kraftværker, som jo ikke kunne arbejde sammen, fordi hvis der er én ting, der ligesom skal virke, når du sender el ind i et elnet, så er det, at du skulle være enig om, hvilken frekvens du kører. Ellers så bliver det noget værre råd. Fordi hvis du kobler en 60 hertz generator ind i den ene anden net, og du kører 40 hertz i den anden ende, så er der en af de dynamoer, der får det rigtig skidt. De vil simpelthen stå og slå mod hinanden. Så den store Edison-revolution var jo sådan, når man blev enig om, du ved, kører vi vekselstrøm, eller kører vi jævnstrøm, og hvilken frekvens bruger vi, hvis vi kører vekselstrøm.

[Thomas Blomseth: 00:14:30]
Ja, det var Edison jo i udgangspunktet ikke så glad for, for han var en jævnstrømsmand.

[Klaus Silberbauer: 00:14:35]
Han var en jævnstrømsmand, ja. Men jeg synes, det der er interessant ved leafrogging, det er, hvis vi sådan breder begrebet ud, og kommer væk fra, du ved, M-Pacer i Kenya-historien, som ligesom har været førende her, så er der helt afsindelig mange steder, hvor leafrogging enten sker, og det mener jeg for eksempel, når man laver micro-insurance i Jami, at det er, at man leafrogger sådan set forsikringsmarkedet. Det er bare sådan en mere form for finansiel leafrogging, hvor man tager et meget, meget konservativt, konventionelt marked, og giver det en dosis digital, og engang distribution, fordi vi snakker mikro-forsikringer, helt ud i små communities, og så leafrogger man sådan set et marked, der har svært ved at komme videre. Det er jo ikke sådan, der ikke findes forsikringer i Etiopien, altså der er forsikringsselskaber, der er også nogle store, nogle af dem, men af et eller andet grund, i 2025 er det lykkedes dem at forsikre under 1% af den etiopiske befolkning. Altså prøv lige at tænk, hvor lille det tal er. Der er 130 millioner mennesker i Etiopien, under 1% har nogen som helst form for forsikring. Og det er jo ikke fordi forsikring som begreb, ikke har været en ting i Etiopien i mange år, men man har bare ikke lige tænkt ud, det er jo i skala, hvor i Danmark, altså det er utænkeligt. Altså et individ eller en familie, uden forsikring i Danmark, er komplet utænkeligt. Det er også ulovligt. Så der kan en form for leapfrogging jo åbne et kolossalt marked, altså et vanvittigt stort marked. Og så er det, at man tænker, hvorfor har de ikke bare gjort det? Hvad er det for nogle barriere, der gør, at man ikke leapfrogger i sit eget marked? Hvorfor skal der komme nogle andre? Hvorfor kræver det afrikaner at leapfroge telefoni og mobilbetaling? Hvorfor kræver det måske åbæer at leapfroge finans? Jeg har ikke svaret, men det kan være, at du har.

[Thomas Blomseth: 00:16:24]
Måske ikke på det, men bare som en lille eksempel, så jeg sidder og tænker på, okay, har jeg nogle personlige eksempler på, hvor jeg har oplevet sådan noget leapfrogging? Og det, jeg kommer tak om, det er måske lidt trivielt i forhold til noget andet, men det var en gang nok omkring år 2000 eller et par år efter, og sådan noget, hvor jeg var i Tjekkid. Og det var først smartphones. Men så var det så sådan, når man ringede til taktsselskab, så ringede jeg første gang, og så svarede de på tjekkisk, og så kunne de godt høre, når de skulle tale engelsk med mig. Og så næste gang jeg ringede til taktsselskab, så svarede de på engelsk. Og så tænkte jeg, det var alligevel smart, de har noget seriem. Det her tjekkiske taktsselskab har simpelthen, ja, leapfrogged i forhold til, hvad danske taktsselskaber kunne på det tidspunkt. Fordi, da de kom ud af det kommunistiske åg og sovjenomens indflydelse af, så var de jo teknologisk bagud i forhold til Vesten, og det var deres taktsselskaber også. Så de fik jo installeret der i løbet af 1995'erne noget teknologi, som Vestlige Taktsselskaber så ikke rigtig havde taget til sig endnu. Og derfor kunne de svare mig på engelsk næste gang, jeg ringer. Så det er bare sådan, ja, et trivielt eksempel, men trods alt eksempel på, at det der, man har installeret i forvejen, det er jo også, det skaber nogle afhængigheder. Og det, man kan kalde path dependency, eller man er ligesom nået til et vist sted, og det har man investeret i, eller så videre. Og det er måden, vi gør tingene på. Og så bliver man måske det der lokale maksimum, selvom der faktisk er gerne med at vise sig et nyere maksimum over på et andet bakke eller bjerg, som kunne være bedre, men man kravler ikke ligesom derovre. Fordi nu, det går jo meget godt. Så det var en personlig rendring, eksempel på Leapfrange.

[Klaus Silberbauer: 00:18:24]
Jamen, jeg tror, jeg tror, vi skal kigge på de der små eksempler også, fordi det er det helt store civilisationsrystende eksempler. Det var der måske ikke så mange af. Jo, altså Kina, så vidt jeg er orienteret, så blev kreditkortet aldrig rigtigt en ting. Fordi når man ligesom var der, når man nåede der til en økonomi, hvor det sådan ligesom var velanset med private betalingsmidler og den art, jamen så var man for længst, for længst, for langst, man var for længst inde i elektronisk betaling, og så kunne man lige så godt bare bruge til det, telefonen. Hvor vi jo stadigvæk hænger lidt fast i kreditkortene herhjemme. Og nu har vi da, som måske er de sidste lændene på kloden, fået, du ved, Apple Pay, og du kan betale med din telefon. Man ved jo ligesom, hvis Apple er med til at udbrede en teknologi, så er den velfunderet over hele verden. Det er ikke en første ugervirksomhed. Men guden skal vide, at vi stadigvæk hænger lidt i bremsen. altså, jeg har lige fået et firmakreditkort, det er ikke koblet til Apple Pay endnu. Jeg kan ikke bruge det på telefonen, jeg skal rende rundt med et stykke plastik. Gud, døde mig mig. Og der er et eller andet i det her med, at være de såkaldt udviklede lande, frygteligt udtryk, og så kontra udviklingslandene. Men der ligger måske det i det, at de udviklede lande, de udvikler sig særlig hurtigt. Vi er tynget af, altså der er nogle, tror jeg, nogle økonomiske realiteter her, noget sunk cost, som man bare er ked af. Altså, at hvis vi har udviklet et finmasket telefonnet, bygget på kovre, der ligger nogle kolossale investeringer i det, som man ligesom skal have forandret, før man har lyst til at flytte sig videre. Så herhjemme har sådan nogle ting, som KTAS, jo nok været en rimelig konserverende faktor, når det kom til udbredelse af mobiltelefoni i sin tid. Bankerne har været glade for deres infrastruktur. Man tjener gode penge på sådan nogle SWIFT og internationale pengeoverførsler. Der er da ikke noget værre, end hvis folk bare kan sende penge gratis fra telefon til telefon. Fy for pokker. Teleferskaberne kommer pludselig ind og er pengetransportør og disrupter det marked. Det strider man imod. krypto er, man gør alt for politisk og nationalbankens hold for at bremse det skidt, fordi det vil underminere så meget af de eksisterende strukturer, på godt og ondt. Men ikke desto mindre er det bare nogle konserverende faktorer, som du ikke ser i lande, som ikke har de infrastrukturer. man gerne vil have noget infrastrukturer. Jamen hvorfor så ikke gå efter det seneste? Noget, der virker, noget, der skal lære godt, noget, der måske er billigere. Der er ingen grund til, at man ligesom skal spole 100 år tilbage og tage hele turen med.

[Thomas Blomseth: 00:21:13]
Nej, man kan jo bare uddrage highlights eller best practices. Altså, de to begrever, vi har inden for teknologiødvækning, er om greenfield og brownfield. Altså, hvor at brownfield, det er, når der findes noget i forvejen. Der er nogle systeme i forvejen, og vi skal viderevække på dem, og så er der så greenfield. Det er ligesom, der kan vi starte med en blank tavle, og så bygge det, som vi godt kunne tænke os det. Og det er jo så det, man kan se der. Altså, nu er vi, ja, du har nævnt Kina der også. Altså, det Kina gjorde med deres vældige økonomiske udvikling her, det er jo lidt på sin vis bare at genopføre den vestlige industrialisering. Men ligesom, uden at lære alt for meget af det. Altså, man kan jo sige, hvis man skulle genopføre industrialisering, og så gøre det på en god måde, så har jeg tænkt, okay, der var noget med miljøbelastning og nogle ting der. Dem, dem kunne måske lære noget. Og det tog jo kineser nogle år også, ikke? Altså, nogle årtier nærmest, eller en olympiade, olympiade i Beijing, hvor de funder ud af, at den her luft, den er altså simpelthen bare for beskidt, for det gør noget ved det. Og det kunne de jo sådan ligesom godt have taget med sig i første omgang.

[Klaus Silberbauer: 00:22:32]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:22:33]
Men det vil også have kostet. Det vil også have kostet.

[Klaus Silberbauer: 00:22:35]
Jamen, jeg tror det er det. Altså, enten så er det en dynamik, der ligger i det. man kan jo sige, de har jo så accelereret. Det har ikke taget 100 år for Kina. Men det kan også være, at der har ligget en kynisk tanke og sagt, at vi er måske ikke der med bæredygtige ressourcer og bæredygtig energi. Vi kan ikke vente på det. Det er for dyrt. Vi bliver nødt til at kickstarte det her. Bootstrap med kul og gas og komme i gang. Velvidende, at vi kommer til at betale regning, og det gør resten af kloden så også. Men altså, Kina er jo, så vidt jeg ved, det er så ikke de tal, jeg har tækket til i dag, men så vidt jeg ved, er det eneste, sådan en større nation, der har knækket CO2-kogen. Om de er data-regler eller ej, det ved jeg ikke. Men det lader til at gå den rigtige vej. Og på trods, at man stadig bygger koldkraftværker ude i yderkanten, så er man jo hastigt ved at lægge om til grøn energi i et tempo som USA jo, altså overhovedet ikke, nu har de jo så også taget en vending og modarbejder en hver form for bæredygtighed. Men, så måske, altså jeg kender ikke historien godt nok om Kina, jeg er ikke sinolog, men det lader til, at man også måske kan lave en leapfrog der. Og måske blive relativt grøn i kanten i forhold til landets størrelse i relativ høj hastighed.

[Thomas Blomseth: 00:24:03]
Ja, det er altså det med elektrificering. Lige en note der omkring USA, hvis jeg ikke husker om meget forkert, så har Texas faktisk overhældet Kalifornien i forhold til at installere solenergi. Og så tænker man Texas, men er det ikke sådan lidt mere Trumpland, lidt mere højereindsag republikansk? Jo, det er det som mand, men der er så gode forretninger.

[Klaus Silberbauer: 00:24:30]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:24:30]
Så det er der, vi nåede. Der er så faktisk en god forretninger. Selvom der er nogle tosser, der siger nogle ting i Washington og på Fox News, så dem, der sidder og kigger på pengene og investeringer i Texas, de investerer faktisk over energi. Fordi per megawatt, så er det simpelthen billigere end andre energiforger. Det er det.

[Klaus Silberbauer: 00:24:51]
Det er jo fantastisk. Altså, så kan markedet jo et eller andet.

[Thomas Blomseth: 00:24:55]
Ja. På den måde, så kan det tjene os.

[Klaus Silberbauer: 00:24:59]
For trods af en regering, som prøver at stoppe enhver form for udvikling i den retning.

[Thomas Blomseth: 00:25:04]
Ja. Altså med Kina, der er vel også Kina, der er vel det, at Kina altså jo ikke rigtig har så mange kålbrændende naturressourcer.

[Klaus Silberbauer: 00:25:18]
Okay.

[Thomas Blomseth: 00:25:19]
Så derfor elektrificeringen også af transportsektoren er en måde at lave strategisk autonomi for Kina.

[Klaus Silberbauer: 00:25:27]
Altså, de er jo stadigvæk relativt overhængige af russisk gas, så vidt det hedder, og olie, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:25:32]
Jo, det er jo fedt at slippe for det også.

[Klaus Silberbauer: 00:25:36]
Det siger Trump også tit, men det skal de nu.

[Thomas Blomseth: 00:25:39]
Ja, og især også det er...

[Klaus Silberbauer: 00:25:40]
I den her uge. Lad os nu se, hvordan det så bliver næste uge.

[Thomas Blomseth: 00:25:42]
at de får sejlet ting, altså olie og sådan nogle ting, de skal sejles ind, og der er jo lige noget med, hvem der kontrollerer de farvande og den første øgekade og alt det der. Nå, men det er sådan nogle geostrategiske ting.

[Klaus Silberbauer: 00:25:56]
Men man skal jo ikke være stor geopolitiske geni for at sidde i Kina og tænke, hvis vi kan gøre os uafhængige af udenlandske olie og kul og den slags. Og vi er ret godt i hus på alle de dyre metaller, ikke? Rare Earth. Og vi er ret, vi har snart styr på det der med at lave chips, ellers så må vi jo besætte besætte en abo. altså det er jo en smart strategi, hvis du gerne vil være uafhængig af Vesten og for den til at skyde Rusland, ikke? Så, og hvis du kan hive energien mere eller mindre gratis ned fra himlen, så why not? Altså man skal da virkelig være en ualmindelig stedig type for at insistere på at brænde olie og kul af, hvis teknologien er der til at få det billigere fra sol og vind, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:26:44]
Altså det der med det solenergi med 65 millioner års forsættelse. Det er jo olie og gass, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:26:52]
Men for at tage den tilbage i det hele leapfrogging kontra, du ved, hvorfor leapfrogger vi ikke hele tiden? Det har jeg tænkt mig selv om. Altså vi har jo opfundet det her begreb, vi ved jo, øj du kæft hvor er det smart at de leapfrogger i Afrika. Hvorfor går vi ikke, hvorfor gacker vi ikke hjem og leapfrogger os selv? Det må da være nemt for sådan nogle intelligente typer som os danskere at så finde ud af, hvor vi kan springe over, ikke? Altså hvor er gader lavest? Og det er bare ikke det, der sker. Altså vi ser, vi er jo vores teknologi, vi er super digitaliserede, men det er ikke som om, at vi ligesom tager de der hop, hvor vi tænker, det var fandme smart det der. Det er mere en linjer progression, som kan gå hurtigt eller langsommere. Nogle gange føler man, at den går lidt langsommere. Hvad er det, hvad er barrieren? Grøn energi for eksempel, nu snakken er gået længe på, at det var alt for dyrt. Okay, nu er det blevet billigere. De nye solceller, de får utrolig meget mere energi ud af solen i forhold til dem, vi havde for 20 år siden. Hvad er den store diskussion nu omkring solen? Det er estetik. Vi synes ikke, det er pænt med alle de her solceller ude på markerne. Og jeg har det sådan lidt, ved du hvad, det er monokultur i forvejen. De der marker, det er jo ikke fordi, det er blomstret natur, for min skyld, om der skal være solceller eller vide. Jeg er lidt hip som harf. Men nu er det blevet en ting, altså en æstetisk dom over, hvad der er fedt at se på, og ikke hvad der er sundt og indående, eller hvad der er billigst at bruge, eller hvad der er mest, hvad der kan bedst summe rentet, sådan på geopolitisk plan. Så vi skal jo nok finde et eller andet problem, ikke? Så der må være, og når problemer er noget, vi finder, så må der være noget dybere liggende en modstand mod at tage det her spring, en modstand mod det nye, en indbygget konservatisme.

[Thomas Blomseth: 00:28:38]
Ja, fordi spørgsmålet, som du siger, kan vi, kunne vi gøre leapfrog til en mere bevidst proces? Kunne vi designe os frem til leapfrog?

[Klaus Silberbauer: 00:28:47]
Ja, præcis.

[Thomas Blomseth: 00:28:48]
Hvis vi karakteriserer mere, hvad der er, der skaber betingelserne for leapfrog, så er det jo også begrænsninger. Det er constraints. Og der er jo noget med den her nødden og den nødende kvinde, og det her med at spænde og sådan noget. Altså gå tilbage til det med mikrobetaling i Afrika. Det kom jo ikke ud af, at man netop havde en hel masse gode muligheder i forvejen. det kom ud af, at man nærmest ingen muligheder havde. Og derfor tog man det lidt, man havde, og så prøvede man at finde ud af, om man kunne bruge det på en svar måde. Så det med at have for meget i forvejen, det lader til, at det er det der problem. Så skal vi have en proces, hvor vi så bevidst river ting ned, for at give plads til noget nyt.

[Klaus Silberbauer: 00:29:40]
Det kan godt være en måde at forsere noget på. Nu slukker vi for landbrugsstøtten, og så skal der nok komme noget godt ud af det. Det bliver et par hårde år for landmændene. Men landbruget er jo faktisk nu, for at referere en meget gammel episode, hvor vi talte om primærproduktionen. Landmænd, eller landbruget, dansk landbrug, europæisk landbrug, er måske et sted, hvor man ligesom har haft så meget at gøre med. Man er ikke tvunget ud i nye løsninger. Undlæggende set er det en langsom linje af progression. Jeg ved godt, at landbruget vil sige, at de er hammerende innovative, og der sker så meget. Jeg vil våge at påstå, at det gør der ikke. Det er den samme måde at dyrke på, som man har gjort, du ved, lige siden vi opfandt kunstskydningen. Og så laver du en lidt bedre plog. Og du laver noget lidt bedre pesticid. Og nogle gange noget lidt værre pesticid. Men det er same-same, ikke? Og det er jo fordi, vi har haft en industri, som hvis det går skidt et år, så er vi inde og støtter i hovedet og ende. Øj, mand. Godt, vi ikke har nogen landmænd, der lytter med på det her.

[Thomas Blomseth: 00:30:47]
Ja, det får vi se.

[Klaus Silberbauer: 00:30:48]
Så får vi et ballade. Så kommer Traxer-konvojen.

[Thomas Blomseth: 00:30:52]
Ja, jeg har så en post på Plusker her. Jeg kan huske, om du yder på stedet også. Men det er jo der med, hvor stor en del af polisenationalen, på landet.

[Klaus Silberbauer: 00:31:03]
Vi er nede under 3% nu, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:31:05]
Ja, et par stykker, ikke? Og så tænker jeg også, okay, nedlæg dansk landbrug, og det svarer til, at vi mister en vækst i et par år i polisenationalen.

[Klaus Silberbauer: 00:31:13]
Det svarer til, at nogle af nordisk har skidt over, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:31:16]
Ja. Og så i forhold til arealforbruget, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:31:20]
Som er over 40%, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:31:21]
Og hvor meget det fylder dansk politik, ikke? Men det er som om, at vi har svært, altså sådan nærmest at fremkalde kriser selv, og det er nok lidt svært i demokratiet også, at få blivet enige om, at hvor skal vi nu fremkalde en krise? På hvilke områder skal vi fremkalde en krise?

[Klaus Silberbauer: 00:31:41]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:31:41]
Og hvis vi nu lige skulle gå tilbage til der, hvor vi startede med det her podcast, så kom der jo faktisk krise i form af pandemi, som jo kunne have gjort, at vi kunne have lavet frysprænding i forhold til kvaliteten af den indørs luft, både i skoler, institutioner, arbejdspladser, hjemme og så videre. men ak, det var man ikke parat til at vedgå, hvad det egentlig handler om, og derfor så står vi med det samme, same old problem, som vi går i virkeligheden inden.

[Klaus Silberbauer: 00:32:13]
Men det er den der uendelige selvfidme, og ikke mindst længsel mod normaliteten, som vi er så gode til. Altså vi har jo, siden vi begyndte at bygge velfærdssamfundet, haft det materiel rigtig, rigtig, rigtig godt. Og på mange måder har vi det rigtig, rigtig godt. Så vi er næsten blevet sådan, altså vi vil slet ikke tale om kriser. Altså det at sige, at der er faktisk noget her, det er ikke bare en potentiel krise, det er faktisk en alvorlig krise, det er en sundhedsmæssig krise, den hamrer ind i økonomien. Det gør der stadigvæk. Lad os tale det i en anden episode, men vi er ikke home free. Men i frygt for at ændre ved vores normbegreb, så har vi heller ikke ignoreret det. Og det kommer der ikke noget godt ud af. Altså jeg er enig med dig, hvis vi havde haft den politiske vilje, og den, hvad kan vi sige, som folk var klar til at tage imod den mulighed, det var, jamen så er der sket noget. Uden samling i øvrigt, Ukraine er jo et eksempel på leapfrogging lige nu, og det er jo under frygtelige tragiske omstændigheder, og vi videre, der ønsker, at det ikke var nødvendigt for Ukraine at leapfrogge militært, men også beredskabsmæssigt i befolkningen som sådan. men det, der sker, vi har ført talt om dronekrig, altså det, der sker på dronefronten, det, der sker med våbenteknologisk udvikling i Ukraine, det er jo leapfrogging. Ja, der var der i høj grad, at det er jo et land, der før har bygget våben, det er ikke det, men man griber også til nogle redskaber, som er helt nye, den måde, man styrer ressourcerne på i den ukrainske her nu, og så videre. Det er klassiske eksempler på leapfrogging, og det er selvfølgelig, fordi man er under pres, og det er den eneste vej, man har. Man har valgt ikke at give op, man har valgt at slås, og så må man jo finde en vej. Det er meget lærerigt, og det lader til, at vi i det små, i hvert fald i Danmark, begynder at tabe ind i det, også fordi nu ser vi en krise. Vi er udsat for et ydre pres, fra russisk side, og det kan vi måske bruge til at udvikle vores forhold, svarer vel ikke sige, at vi er i leapfrogging teritoriet endnu, men det kan jo være, det kommer. Det kan jo være, at der sker noget, vi ikke kender til. Man lover at håbe.

[Thomas Blomseth: 00:34:35]
Der er måske lommer af leapfrogging.

[Klaus Silberbauer: 00:34:39]
Små lommer af frøsprængning, nu har det af militæret.

[Thomas Blomseth: 00:34:45]
Men det er virkelig sådan, det er igen der med, om kan man endogen, kan man fremkalde det internt med vilje, eller er det simpelthen altid omstændigheder, der gør, at lige folk opstår. Er det en integreret del af den proces, at det er simpelthen omstændigheder, yderomstændigheder, der gør, at man er tvunget endnu. Og så kan man sige, skal vi så bare give op, hvis det er det her tilfælde, skal vi så bare sætte os her i velfærdsstand, og vente på, at der kommer den næste krise, som så forhåbentlig kan sætte den proces i gang.

[Klaus Silberbauer: 00:35:23]
Men det er jo der, hvor universet er så inderligt ligeglad. Så om vi bare skal give op, det kan det godt være, at vi bare giver op. Der er noget, der tyder på, at Europa måske, om vi ikke har givet op, så er blevet lidt for konform, og har haft det lidt for godt. Der har ikke været et tegn på sådan leapfrogging i Europa, som sådan i lang tid. Og jeg vil også påstå, at Danmark er god til en form for linjær udvikling, men det er meget evolutionært. Det er sørge med ikke de store leapfrogging, det er de store leapfrogging, der sker. Så spørgsmålet, om det er noget, vi kan vælge, eller om det er bare en rytme, en cyklus, der hen over globen, kloden, som gør, at nogen rykker og ligesom catcher op til de andre, og så også springer lidt foran. Og jeg tror, det ligger i den der selvforståelse, den europæiske selvforståelse, og den der, jeg kalder det selvfidme, den danske selvfidme. Hvor vi ligesom, jamen det er også, åh, de er imponerende, de der afrikanere, de sprang lige op på denne mobil, noget som vi jo har opfundet er så gode til. Jo jo, men altså, lige pludselig er de forbi, og har brugt til noget, som vi aldrig har brugt det til. Og så er vi så imponeret over, at danske bank laver mobile pay, en lille dekade efter. altså det er den der, du ved, vi er, vi tror, vi er first moves, men det er vi, måske i mindre og mindre grad.

[Thomas Blomseth: 00:36:53]
Ja, altså, der er vel to begreb, hvor vi ikke har nævnt, eksplicit nu, risiko, og så incitamenter. Ja. Men de har ligget og rullet, eller, ulmet nede, og det her rumlet, nede i maskinerum, fordi det handler jo også om, altså, nu sagde jeg det med landbruget, og så vil jeg så være lidt kontræret, at tage dem i forsvar, og sige, altså, hvis du er landmand, så er det jo det der forhold, som at, at du har i virkeligheden, ganske få høster relativitet, i det hele din karriere.

[Klaus Silberbauer: 00:37:28]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:37:28]
ikke? Altså, det er rigtigt. Du har, altså, der er nogen, de har måske, hvis du tager det, det går højt, så er det måske 40, eller så måske, eller har det 20-25, det vil sige, er du villig til, fordi der kommer en eller anden smart sælger, fra en eller anden tech startup, med et eller andet agtech produkt, så at offre en 20-del, eller en 25-del, af hele din karriere, og udkomme i løbet af den karriere, og måske i slagsgården, og alt muligt, på sådan et eller andet nyt, når du ligesom kender din jord, du ved ikke, du ved hvordan tingene, de plejer at være, du ved cirka, hvorfor noget såsæde, der fungerer godt, hvilket sprøjlyder, du skal gøre, og sådan noget, altså, der vil være en kæmpe risiko, ved lige pludselig begyndere, at springe buk der, så incitamenten omkring det, er jo så nok givet, at de ude omstændigheder, ikke sådan har ændret sig voldsomt, at du ikke er blevet tvunget til et eller andet, men så incitamenten nok, så må jeg hellere satse på det, som jeg har en ret god forventning, og formodning om, at det producerer cirka et udkommen, som jeg kan lave mig.

[Klaus Silberbauer: 00:38:34]
Jamen, det er jo helt forståeligt, altså, det er også derfor, at leapfrogging, grænsen til disruption, kommer jo sjældent fra folk i branchen, disruption er jo typisk en anden branche, der finder ud af, lad os nu sige landbrug, og også for at gentage selv, for det der gamle afsnit, om primære produktion, at hvis du nu ikke kigger på et landbrug, som noget med egen masse marker, og så hælder noget gylde ud, og så så nogle ting, og så, jeg ved godt, jeg har simplificeret lidt her, men hvis du kigger på slutproduktet, og siger, landbrug, det handler om x tons salat, så er der måske andre måder, at komme derhen på, det kunne være vertikalt landbrug, for eksempel, vertikalt landbrug, kan bare ikke betale sig, fordi at vi har en arealstøtte, som belønner folk, efter hvor meget areal, de lægger beslag på, og ikke efter, hvad deres produktion er, og alle mulige andre strukturer, der holder os fast, i det gamle paradigme, og så som du siger, sunk cost, hvis det ikke bare er dig, men det er en helt, altså flere slægtslede, der er investeret i, at blive gode landmænd, og du har bygget, en kolossal maskinepakke op, der forandres over 12-15 år, jamen så er det klart, så tager du små spring, men hvis der så kommer, en smart sælger, fra noget der hedder, Monsanto for eksempel, bare for at tage et eksempel, der siger, at næste år, kan du få en fantastisk høst, hvis du sprøjter med det her, og køber vores såsæde, som er resistent overfor, det skidt du skal sprøjte med, så skal du bare se, jeg kan anbefale, i den sammenhæng, og nu er vi virkelig uden for scope, men, jeg linker i, på vores, Bluesky, jeg troede, om det her afsnit, til et afsnit, af den YouTube-fyr, der kalder sig Veritasium, hvor han ligesom blot lægger, Monsantos strategi, det er krafted med røstene, men tilbage til regular scheduled programming, jeg tænker nemlig, nu siger du, hvad er det, der skal til for at leapfrogge, jamen, man skal være dårlig til et eller andet, man skal, hvad skal jo være, man skal, der er noget, hvor man mangler nogle ressourcer, og det kan være fysiske ressourcer, det kan være kår, til at lave kår, kabler, det kan være penge, det kan måske også være skills, og nu er det ikke for at skyde på dig, men at du og os to, er du klart den bedste udvikler, jeg vil våge den påstander, der sidder bedre udviklere derude, end dig, når det sådan handler om, at knaste kodet ind, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:41:15]
Helt sige.

[Klaus Silberbauer: 00:41:17]
Men nu er der kommet noget, der hedder AI, og noget der hedder vibe coding, kalder man det, lidt nedsættende måske, tror du ikke, det er, leapfrogende, en leapfrogende faktor, i softwareudviklingen.

[Thomas Blomseth: 00:41:36]
Jo, det er faktisk en interessant måde, at se det på, især også i forhold til, hvem der tager det til sig, og hvem der så, forsværger det, nærmest ligesom djævlen, altså det er sjovt at se, det er så på Twitter især, man kan se den slags, men der er meget forskellige reaktioner, og jeg er i forhold til mig selv, jeg ser ikke mig selv, som sådan en kodeslinger, overhovedet, det har jeg aldrig været, men, altså det der er interessant for mig, det er at få nogle systemer, bygget eller til at virke, udtænkt nogle, få nogle konceptuelle, systemer til at blive eksekverbar, det er det der er interessant, det der med at sidde og skrive linje for linje, det har aldrig rigtig interessert mig, det er faktisk, det er ikke derovre det ligger, men det har været nødvendigt, og det der er så fedt nu, det er det ikke nødvendigt længere, og det synes jeg er voldsomt fedt, så jeg har taget det til mig, fordi det fjerner det, som jeg ikke synes var nødvendigvis specielt, og så bringer mig tættere på det, synes jeg er det meget sjovere, end at få nogle systemer til at fungere, men det er der helt klart nogen, som man kan se udvikler det, som har meget mere af deres identitet, parkeret i det med, at det er dem der skriver koden, tegn for tegn.

[Klaus Silberbauer: 00:42:51]
Og de er også afsindigt dygtige.

[Thomas Blomseth: 00:42:52]
Der er nogen der er afsindigt dygtige, og det kan man sige igen, nu nævnte du sunk cost, der er nogen der har investeret enormt meget, i at blive gode til det, og de har også reageret på nogle incitamenter, gennem overhånden for at blive gode til det, og derfor kan man godt forstå psykologisk også, hvorfor de gerne vil holde fast i det, men den udvikling der bare skete i de sidste par år, med at få LLM'erne til at generere kode, så er det jo som om vi er i gang med at lave den nye niveau, altså vi startede i gang med, at der blev sat ledninger i krydsfelter, for at programmere computer, og så kom der maskinesprog og assembler, og alle de her ting ovenpå, og så fik vi nogle mere natursprogslignende sprog og sådan noget, det er som om vi er i gang med den der, nu kommer det der nye niveau ovenpå, hvor at du godt bliver siddende nede på det underlægte niveau, men altså dem der tager det her nye måde og gør det på til sig, bliver så meget mere produktive, og det der er lidt interessant og nærmest også skræmmende, det er at der er nogle af de her ting omkring softwareudvikling, hvor man virkelig skal også finde en ny måde at håndtere det på mentalt, fordi som du også ved, altså sådan en udviklingsproces, så har det normalt sådan en rytme, der er frekvens af, hvor mange beslutninger man skal træffe, eller ting man skal forholde sig til, og så finder vi ud af nogle ting, hvordan det skal være, og så nogle sætter sig ned, og så giver det til gang. med at kode det, men nu ved at bruge LLM'en, og ved at bruge sådan en agentisk tilgang, så kommer de der beslutninger, og den kompleksitet ind i smasken på dig, med en helt anden frekvens, end I gjorde før, og det er så der, hvor man skal passe på en gang imellem, og så siger, okay, nu skal jeg vist lige gå en tur, fordi den her kompleksitet, den er altså vildt, fordi lige pludselig, det der har 42 uger måske, og ligesom arbejdet sig gennem, forholdt sig til, det har taget et par timer, så den kognitive hastighed, den skal simpelthen op, i den her proces, så det er noget, vi skal til at forholde os til, men altså, jeg tænker, den analogi, som jeg ofte ender med, at tænke på, det er, det er analogien til, elektrificeringen, af industriproduktionen, som vi også talte om lidt tidligere her, altså det, hvor man gik fra, at man havde bånd, og hjul, og sådan noget, igennem en fabrik, for at kunne overføre kræften, til at man så begyndte at bruge elmotorer, ikke, og, og der har vi også, taler om tidligere, det tog i årtier, i virkeligheden, fra elmotoren blev opfundet, til at man havde, forholdt sig til, hvordan man egentlig skulle, lave layouts på fabrikker, helt om, i stedet for at bygge højden, for at få de her bånd op igennem, og de her træk op igennem fabrikkerne, så var det bedre, at sprede dem ud og sådan noget, og det gjorde også, at det var lettere, at transportere ting rundt og sådan noget, men det er jo ikke bare sådan noget, som folk tog til sig, lige med det samme, men her står vi simpelthen over for noget, hvor det er lidt det samme her, de er jo dårlige kode, og det kan man ikke bruge til noget, altså det er lidt dem, der vil jeg sige, svare til at holde fast i, at man skal have det her båndtræk, ind igennem sin fabrik, altså det er kun ved at prøve, at bygge din nye form for fabrikker her, at man finder ud af, hvordan de egentlig skal skrue sammen.

[Klaus Silberbauer: 00:46:16]
Jeg tror der er mange ting, der skal, mange tankegange, der skal ændres, altså jeg tror vi alle sammen, i den omfang, er påvirket af AI, og jeg skal da også ændre mine, arbejdsmetoder og tankegang, og jeg tror, en del af vores alles arbejde, har en håndværksmæssig side, altså en måde at, hvor man går lidt i sind, jeg kan forestille mig, det er at være en dygtig koder, en ting er at se hen mod slutresultatet, og specifikationen, og arkitekturen, men der ligger også noget i at sidde og, måske jeg ved ikke en skid om det, men altså file på en enkelt procedur, eller optimere noget kode, og sørge for at bruge så få klokcykler, og hukommelser som muligt, som er jo fornuftigt, en god protestantisk tankegang, men også æstetisk lækkert, og der finder vi jo glæde alle sammen, altså at lave noget, der er veludført, godt håndværk, og det er måske en af de ting, man skal bryde med her, at sige, jamen det her det er fokus på målet, det handler ikke om at opdyrke land, på den fede måde, og pløje timevis, selvom det sikkert har en god effekt, på en psyke, men at gå benhårdt, efter et output, som giver mening, og ikke kigge så meget på, processen undervejs, det er i hvert fald, at acceptere en ny proces, det tror jeg er utroligt svært, og jeg tror det er både psykisk, det hænger sammen med, ideen om sådan en kost, at nu har jeg lært, at det her, alt det jeg har lært, at bruge tid på, at betale penge for, at sidde på skolebænken, 10 år for, skal jeg virkelig skylde det ud, nej ikke nødvendigvis, jeg er sikker på, at der er rigtig meget, der også kan bruges, jeg tror en stærk udvikler, i kombination med AI, er et dødbringende våben, på den gode måde, man skal bare være åben for, at andre kan blande sig, og måske dem, der har den bedste idé, og den mest målerettede vej, hen mod et produkt, har nok en edge, og det der leapfrogging kommer ind, der kan man springe buk på, på den der nørder lidt for meget, med processen, og hvordan man kommer derhen.

[Thomas Blomseth: 00:48:43]
Og det er altså der, hvor større virksomheder, får en udfordring nu, fordi små nye virksomheder, som er villige til, at skrue deres processer sammen, på den her måde, der udnytter LLM'en, vil kunne gøre det, på en helt anden måde, end man gør i de større virksomheder, så jeg tror også vi kommer, altså det er jo sådan, vi er jo, måske er vi hele tiden, sådan et glidende, gipsonsk scenarie, ikke med at,

[Klaus Silberbauer: 00:49:13]
eller et glidende, gipsonsk scenarie,

[Thomas Blomseth: 00:49:15]
ja den er svær, det er, ikke altså, at fremtiden den er her hele tiden, men den er hele tiden, ujævnt fordelt, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:49:24]
Jo, men det er rigtigt, og det er jo, og udviklingen sker jo nok, i de ryg der, og rygget kommer typisk, fra uventet kant, startet af teknologi, eller teknologi, i kombination med, i citationstegn, nød, altså, hvor, af den slags, der er den nøgne kvinde, er spændende, hvor man ser et potentiale, som man ikke kan indløse, med de konventionelle midler, og så ser man måske noget nyt, i den teknologi der, er der noget, som teknologien, sådan ikke var beregnet til, altså, eller den gamle historie, med sms, der blev en globalt udbredt, enormt populær, kommunikationskanal, men i virkeligheden, var det, en overskudsteknologi, brugt til at sende, tekniske beskeder, mellem sendermaster, uden at bruge for meget, båndbredde, men hov, der var en mulighed, vi kunne kommunikere, ikke mindst, i førnævnte LMI-lande, var sms, er sms jo fantastisk, fordi du kan sige, rigtig meget på, enormt lave båndbredde, hvorfor bruge, masse båndbredde, på at tale i, især der det begrænsede, frekvensområde, som telekommunikation foregår i, så er det stadigvæk, en enormt dyr måde, at formidle meget lidt data på, sms det er, det kan gøres, hvad hedder det, enormt effektivt, ikke, og sådan er vi jo gode til, når vi er presset, at finde, nogle muligheder.

[Thomas Blomseth: 00:50:47]
Når du nævner sms, som er lige en personlig rende, ikke også, jeg kommer til at tænke på, i 2005, i New York, der lærte jeg nærmest, en del af amerikanere, der som jeg så lærer at kende, at bruge sms, for der var det skruet sådan lidt sammen, eller text messages, som det var. Ja, det var lidt mærkeligt, men det var også, det var skruet sammen, altså der var det skruet sammen, incitamentstrukturen var anderledes, i forhold til Danmark, for i Danmark, der var det jo ret dyrt, at tale sammen, så vi lærte jo at sende sms, ikke, så hele den der asynkrone form, at kommunikere på, den var lidt længere fremme, ikke, på de incitamenter, men derudover var det lidt omvendt, det var faktisk lidt billigere at tale, og det var sådan nok gået tilbage, til de amerikanske landlines, altså fasttelefonien også, hvor det tror jeg også var billigere per minut, eller nærmest inden for visse lokalområder, var det fast tax, altså flat rate.

[Klaus Silberbauer: 00:51:38]
Jeg har lige en teori der.

[Thomas Blomseth: 00:51:40]
Okay.

[Klaus Silberbauer: 00:51:41]
Long distance calls var ret dyrt, men når du taler mobiltelefoni, så er det per definition, ikke long distance, fordi du skal bare ind til nærmeste madst, så jeg kunne forestille mig, at på long distance, var det blevet relativt set billigere, for amerikanerne at tale, end det plejede at være. Så jeg ved ikke, om det var så ekstremt billigt at tale, ved jeg ikke, men det var i hvert fald billigere, end det var på kabel, eller på tråd.

[Thomas Blomseth: 00:52:05]
Ja, så betalte de faktisk meget mere for sms'er. Det var sådan, at man både betalte for at sende dem, og modtage dem, vil man jo ikke gøre i Danmark. Ja, okay. Men så det var lidt sjovt at se, den der asynkrone form for kommunikation, som vi allerede var i gang med, den var de så i gang med, så de syntes, det var lidt sjovt at spøjse, men også egentlig smart nok, og så kom de jo så også efter det.

[Klaus Silberbauer: 00:52:28]
Ja, så kommer der konkurrencer på det marked, lige pludselig, og så bliver man nødt til at sætte prisen ned. Altså, talkoser er ikke dumme, og hvis de kan sælge overskudsbåndbredder, som jo, altså sms'erne var jo sådan bagerst i køen, de blev jo sendt, når der var plads, så de koster jo ingenting. Altså, de marginale omkostninger på at befordre sms'er, er jo nul. Men hvis du så kan tage en dollar per stykke, så er det jo satan ned med penge lige i forret, ikke? Og der har telebranchen jo altid været meget, meget dygtig, til at unøde de der, de pressede markeder.

[Thomas Blomseth: 00:52:57]
Det har man ikke holdt sig tilbage for, eller holdt sig for fint til.

[Klaus Silberbauer: 00:53:00]
Ja. Jeg kunne godt tænke mig lige i det her sidste fire-fem minutter, og så smide sådan en tankefrø derud, ikke? Og sige, jamen, nu er det meget, leapfroggen er meget på det teknologiske plan, det er sådan, vi taler om det, og måske også på det økonomiske, de to ting kan hænge sammen. men vi har før talt om den her fornemmelse af stagnation i videnskaben, og det er jo ikke kun os, der taler om krisen i fysikken, hvor man skriver og skriver, og bruger to og mange penge, og drønner protoner rundt i store ringe under Schweiz, og det er begrænset med, hvad der sker af gennembrud. Blandet på grund af nogle initiativetsmodeller, vi har snakket om for nylig, med at det er vigtigt at skrive noget, end at finde ud af noget, hvis du kan få udgivet det, du skriver. Men kan man forestille sig, er der et greb, der kan få os til at leapfrogge erkendelsesmæssigt? Altså, hvad skal ligesom til, før vi tager den næste store spring? Og hvordan vil man, kan man fremprovokere det? Kan vi skabe kunstige kriser i erkendelseskabelsen, der gør, at vi bliver nødt til at tage et hop, og ikke bare et mødsomt bygge ovnen på det, som vi tror, vi ved i forvejen?

[Thomas Blomseth: 00:54:22]
Ja, der er nogen inden for det, man har kaldt det fremskridtsstudie, progress studies, som virkelig tænker hårdt over det der også. Fordi at vide, hvad det der ligger derude, der er, så har det jo allerede fundet ud af det. Så den går ikke. men det her med at sige, er der nogle processer, eller nogle betingelser, eller et eller andet, som vi så kunne fremdyrke, for i hvert fald gøre det mere sandsynligt, at vi hopper ud i noget ukendt, og udvinder erkendelser af det. Og så vidt jeg ved, så er der jo ikke rigtig nogen, der har fundet devisesten endnu på den der. Og som jo også sådan antyder, der er noget med også, hvordan de eksisterende strukturer, de bliver cementeret i kraft af den måde, man finansierer ting på. Altså har vi brug for sådan noget, noget redteaming-agtigt. Altså simpelthen, at samfundet sætter et eller andet procent ressourcer af, hvert år, eller inden for videnskaben, til at der er nogen, der simpelthen skal komme, mellem det, der kritiserer det på storten. Altså ligesom vi har fundet ud af, at det der med at betale, bruge godt et par procent af brugt nationalproduktet på forsvar, jamen det er faktisk nærmest den forsikring, som vi skal betale hver eneste år, som man ikke ligesom kan lade være med at betale i 10-20 år. Nej, det bliver vi ligesom nødt til, hvis vi skal have et forsvar, som er afskrækket nok.

[Klaus Silberbauer: 00:55:50]
Men det er også en erkendelse, vi fik lidt sent, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:55:53]
Jo, men igen, kunne der være, at vi simpelthen skal bruge et eller andet procentdel af nogle promille hele tiden, på at der er nogle folk, der får lov til at kritisere det bestående?

[Klaus Silberbauer: 00:56:04]
Jamen så skal vi jo sætte et team nu, der kritiserer, at vi bruger så mange penge på forsvar. nu er det sådan mere eller mindre accepteret, at det nok er nødvendigt, bortset fra nogle virkelig inkarnerede venstrefløjs folk, som mener, at det er fis i en hornlygter, det er den ved den trussel fra Øst. Men så skal vi jo sætte et red team nu, som siger, at vi skal argumentere imod, at det her er en god idé. Vi skal hele tiden have knæssets 13. mand i spil.

[Thomas Blomseth: 00:56:32]
Ja, jamen det er det, men så også inden for forskningsbevægningen, for at gå tilbage til det spørgsmål. Skulle der simpelthen være afsat en eller anden vis procentben, som begår til folk med kritik, eller skøre idéer, eller som siger noget andet, end det, man lige vil tage ind dårligere? Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om det kan fungere. Fordi de mekanismer, de er formentlig også blevet perverseret på en eller anden måde. Så det er jo det med, helt sådan at holde skidt et bevægelse.

[Klaus Silberbauer: 00:57:04]
Det er jo en trælser typer, der skal sidde der. Ej, det tror jeg altså ikke. Jeg tror, vi skal gå 180 grader på stort set det hele. Men må jeg bringe en science fiction et citat i spil?

[Thomas Blomseth: 00:57:19]
Altid.

[Klaus Silberbauer: 00:57:20]
I Asimovs Foundation, hvor du igennem bind efter bind hører om den her fantastiske foundation, der skal parkeres i udkanten af galakken. Galakken? i udkanten af galakken, og holde gang i den intergalaktiske viden igennem århundreder eller tusinder, mens resten af galakken går igennem en mørk middelalder. Og så twister han lige og siger, ja, men det kan vi jo ikke ståle på, at de gør, for de bliver sikkert skide konventionelle og røvkedelige, så vi har en second foundation, som har opgaven at være en pain. Ja, det er måske det, vi skal ud i. Parkeret i en bunker et sted.

[Thomas Blomseth: 00:58:03]
Det kunne du jo sikkert godt tænke dig, hva?

[Klaus Silberbauer: 00:58:06]
Ja, det kunne jeg godt. Jamen, jeg tror, vi har sprunget nok buk, og leapfrogget så langt som vi kunne i det her tema. Så spørgsmålet er, om ikke skal den ligge der?

[Thomas Blomseth: 00:58:22]
Ingen hverken bukke eller frø bliver sprængt i formiddelsen med at optage sig i denne episode.

[Klaus Silberbauer: 00:58:27]
Det bliver i hvert fald det sidste, du har sagt af den her episode. Det bliver ikke bedre. Silberbauer og Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag de fænomener og teknologier, der præger alt for vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Efter episoden her poster vi kilder og opfyldende materiale på Bluesky, hvor vi også er meget nysgerrige efter dine kommentarer, spørgsmål eller kritik. Find os på snabelag silberblom.dk Vi laver podcast i vores egen tid og får vores egne penge. Vi generer dig ikke med reklamer for VPN-forbindelser, pulvermad eller lydbøger. Men hvis du kan lide, hvad du hører, så abonner på os i din yndlingspodcast-tjeneste og giver os meget gerne en bedømmelse på Apple Podcast. Det betyder meget, og vi higer vel alle sammen efter anerkendelse. Del også gerne Silberbauer og Blomseth med venner, familie eller kolleger, specielt hvis de har, ligesom dig, en inclination mod videnskab og erkendelse. Sidst, men ikke mindst, tak for, at du lytter med.