109: Som tokens fra en LLM – samtale i sonateform

Så blev det filosofisk i den mørke tid. 

Thomas lancerer en tankerække, tilmed i sonateform, om hvorvidt LLM’erne, de store sprogmodeller, og anden generativ AI ændrer ved den måde, vi kan udtrykke os intellektuelt og kunstnerisk på. Et skifte fra en additiv fremstillingsproces til en subtraktiv. 

Kan generativ AI levere råmateriale, der gennem menneskelig kuratering og formning kan blive til værker, måske endda kunst? Og kan generativ AI give dem, der ikke nødvendigvis har let ved den lange, hårde, additive proces med at skabe et værk på skrift eller med strøg på et lærred en vej til udtryk? 

Har der indtil videre i hele vores idé- og kunsthistorie eksisteret et filter, så kun dem med både noget på hjerte, en ubændig trang og en form for nydelse ved skrive-, kompositions-, male- eller byggeprocessen etc. kunne komme ud med det, der pressede på? 

Med andre ord: Kan alt det skidt, der kan komme ud af en LLM, kurateres, formes og bruges til noget værdifuldt af mennesker? Kan man “pølse en vase op” af tokens?

****

Nu også på YouTube — hvis du bedst kan lide din podcast med uden video. https://youtube.com/@silberblom

****

Hvem betaler for Silberbauer & Blomseth?

Det gør vi selv. Vores indhold er på ingen måde egnet til sponsorer eller reklamer for proteinpulver, VPN-forbindelse eller e-bøger. Så hosting, udstyr og alt det der er på egen regning. 

Det eneste vi beder om til gengæld (hvis du altså kan lide det, vi laver) er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. 

Husk at følge os på Bluesky (@silberblom)

Linktree

Transcript

[Thomas Blomseth: 00:00:00]
Hej Klaus.

[Klaus Silberbauer: 00:00:07]
Hej Thomas. Så er vi op ad hullet igen. Og tilbage i det lune virtuelle studie. Og jeg ved ikke hvad vi skal tale om i dag. Ved du?

[Thomas Blomseth: 00:00:19]
Det tror jeg.

[Klaus Silberbauer: 00:00:21]
Det var godt.

[Thomas Blomseth: 00:00:22]
Men det er jo også sådan at jeg har jo lidt uden for nummer fået lov til at vælge hjemme, som det egentlig var din tur til at vælge hjemme.

[Klaus Silberbauer: 00:00:28]
Ja, men verden er så mærkelig for tiden, så hvorfor ikke?

[Thomas Blomseth: 00:00:31]
Ja, så jeg tænkte, jamen måske laver vi os sådan en lidt mærkelig episode her, men vi skal et sted hen, hvor vi har været en del gange. Og det kan være, at der er nogen, der synes, at vi skal nu tale om det igen. Men jeg håber, at vi giver en ny vinkel, og det kommer selvfølgelig til at handle om generativ AI.

[Klaus Silberbauer: 00:00:46]
Okay, det kunne være værre.

[Thomas Blomseth: 00:00:48]
Ja, men så tænker jeg på, at med det, jeg havde overvejet her, det er nogle idéer, som jeg har afprøvet med nogle gode venner og kolleger, som også ved ret meget om det her arbejder med det, og de synes, at jeg havde fat i noget her selv. Det handler om at prøve at fagpå nogle idéer omkring generativ AI og intellektuel produktion, måske endda åndelig produktion.

[Klaus Silberbauer: 00:01:12]
Okay, det lyder spændende. Jeg sidder selv lige i boblen PT og prøver at få vredet endnu mere ud af AI i professionelle henseende, så jeg er spændt op til AI.

[Thomas Blomseth: 00:01:27]
Ja, men det her, det bliver så måske ikke det helt praktiske, det bliver på de virkelig store linjer, og det er en pointe, som jeg har gået og leget lidt med, og som jeg ikke har set nogen andre rigtig formulere. Så det er derfor, jeg tænkte, at det var interessant at afprøve den over for dig.

[Klaus Silberbauer: 00:01:41]
Så kære lytter, hvad enden det er, så hørte I det her først?

[Thomas Blomseth: 00:01:45]
Måske.

[Klaus Silberbauer: 00:01:45]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:01:46]
Ja, så jeg tænkte, først så tænker jeg, det kunne være, at det nærmest var sådan et lille ting i tre akter. Men det der scenekunst, det er jo ikke ligesom, det er trods alt ikke den kunstner, der står mit hjerte nærmest ikke. Så tænkte jeg, at måske er det i virkeligheden sådan en slags sonate.

[Klaus Silberbauer: 00:02:04]
Hold da op.

[Thomas Blomseth: 00:02:05]
Ja, så vi kommer til at have sådan en eksposition, hvor vi taler om den her principielle idé. Så kommer der sådan en gennemføringsdel, hvor det bliver personligt. Det bliver lidt navlebeskudende. Og det bliver måske også temmelig mærkeligt. Og det er jeg så ret spændt på. Det er jo gerne det, der giver sådan en gennemføringsdel.

[Klaus Silberbauer: 00:02:25]
Jeg har exceptional spændt nu.

[Thomas Blomseth: 00:02:27]
Det er jo der, hvor hovedtema og sidetema bliver spillet ud mod hinanden. Og der kommer flere forskellige, måske endda mærkelige toner, der er spillet og sådan noget. Det bliver vores gennemføringsdel. Og så er det selvfølgelig reprisen. Og der kommer vi til at tage den op på måske sådan nogle kulturidéer. Måske endda åndshistoriske planer.

[Klaus Silberbauer: 00:02:47]
Hold da op. Jeg får Gödel, Escher, Bach-vibes nu.

[Thomas Blomseth: 00:02:50]
Ja, jeg vil se, om den går i den. Kan vi leve op til det? Ja, så kan det være, der kommer en lille kode også. Det får vi se, om der er behov for ligesom at lande den.

[Klaus Silberbauer: 00:02:57]
Jeg holder fast i skrivebordet.

[Thomas Blomseth: 00:02:58]
Så det handler om generativ AI og hvad der begynder at aftegne sig i forhold til produktion af udtryk, artefakter af intellektuel, åndelige kunstnerisk karakterer. Og det har vi jo kredset om før. Og noget vi også har talt om før i en episode, det er additiv fremstilling. Vi har talt om 3D-printning. Så det, jeg kommer til at tænke på i forhold til det med generativ AI, det er, at der måske ved at ske noget inden for fremstillingen af de her symbolske udtryk, artefakter, som er lidt det modsatte af, hvad der sker inden for fremstillingen af fysiske artefakter. Fordi der taler vi om, at vi i mange år har haft subtraktive måder at fremstille ting på. For eksempel, vi laver noget stål, vi skal lave en eller anden dimps, så i gamle dage så stod der en maskinearbejder med en drejbænk og fjernede materialet fra den her stålstang for eksempel. Og så kom der en del ud. Og så har vi så senere gået hen til at få CNC'er, hvor vi bruger computerstyring af det og så videre. Man kan også tage sådan noget som en tømmer. Vi fælder nogle træer, så fjerner vi noget af træet for at få planker ud af det. Og så kan det være, at de endda bliver slippet til, at de bliver sad i stykker, så de passer ind nogle steder. Så det er den subtraktive fremstilling, hvor vi ligesom starter med mere materiale, og så fjerner vi noget. Hvis vi skal inden for det kunstnige, så kunne det være torvælsen at få noget dyr marmor sendt op nede fra Italien.

[Klaus Silberbauer: 00:04:35]
Ja, han tog til Italien og huggede det. Han boede i Rom der meste sit voksende liv, så han opsøgte stenen.

[Thomas Blomseth: 00:04:41]
Ja, hvis ikke stenen ville komme til ham, så ville han tage stenen.

[Klaus Silberbauer: 00:04:45]
Det var bare varmere, sjovere damer, vin.

[Thomas Blomseth: 00:04:48]
Forståeligt nok. Så det er jo også en subtraktiv måde at få fremstillet et kunstopjekt på. Og lige en bare note her. Her på vores podcast, der hed det kunstnere. Det der artister, det er sådan nogle, der optræder i cirkus.

[Klaus Silberbauer: 00:05:04]
Ja. Det er godt lige for, at det er understreget, fordi det kan simpelthen ikke holde ud af det der.

[Thomas Blomseth: 00:05:08]
Nej, det der x-faktor noget, det dur ikke her. Så vi kender til den der subtraktive fremstilling inden for det fysiske. Og så er det jo så blevet til det, at vi faktisk begynder at kunne få mere og mere i hvert fald additive måder at gøre det på, især med 3D-printning. Og så efterhånden flere og flere typer materialer, så starter det mest med plastikmateriale og sådan noget. Men nu kan man også gøre det med metal og så videre. Der er også nogle, der 3D-printer mad eller biologiske celler. Vi har måske også haft noget, der minder lidt af en blanding, altså en tidlig form for additive fremstilling, for eksempel mursten. Man kunne lidt sige, at vi tager lidt om materiale, og så lægger vi det ned i nogle former, og så kommer der ligesom en mursten ud, og så kan vi kombinere dem til huse.

[Klaus Silberbauer: 00:05:54]
Altså, jeg kommer jo til at tænke på keramik, når man sådan pølser en vase op.

[Thomas Blomseth: 00:05:59]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:05:59]
Det er vel additivt, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:06:01]
Det kan man sige. Og også, hvor du så prøver at styre den der additive proces hen imod den form, du vil have. Så vi har nok kendt til det, ikke? Men det har så, hvad der har været subaktivt og additivt, det har jo været forskelligt, alt efter materialerne og anvendelserne og fælderne og sådan noget.

[Klaus Silberbauer: 00:06:17]
Hvad er det, om man støber noget?

[Thomas Blomseth: 00:06:19]
Jamen, det er jo sgu netop den næste, ikke? For eksempel sådan noget som sprøjtestøbning af plastik, ikke? Er det virkelig en additiv, eller det er det jo nok en eller anden form, ikke? Men det er også noget, man gør i en industriel skala. Altså, du kan ikke kustomisere den enkelte del. Du laver en form, og så skal du jo bruge den form, så længe, at den er blevet afskrevet, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:06:40]
Og det er sygt dyrt.

[Thomas Blomseth: 00:06:41]
De kan koste 100.000 vis af kroner. Og hvis du så går op en dag, de form, der bliver brugt til at lave pladerne til biler, ikke? Altså, men de presser og sådan noget. Det er jo måske millioner, sådan nogle støtteformer, de kan koste, ikke? Så det er sådan lidt, det er en form for addiktiv fremstilling, som er lavet til massefremstillinger også, ikke? Nå, men med den lille eksposition der, så kan vi så komme frem til hovedet ind. Og det er, at inden for den intellektuelle fremstillende produktion, måske, ja, kunstner skal også være åndelige, der har det stort set altid kun været additiv. Altså, det har altid været det der skide problem med, at du starter med den blanke side. Der er ikke nogen skide ord eller bukstav på den side, eller der er ikke nogen skidt sådan noget. Hvis du starter med det blanke lærrede, der er ikke en fucking ting på den her ting. Så hvis du vil fremstille noget åndeligt, så må du give dig i gang mere møjsommeligt og få et tegn efter tegn ind i det her medie. Eller du må strøg for strøg male et eller andet. Hvis du vil lave musik, så må du sætte dig ned, og så i hvert fald i den vestige kompulationstradition, så må du sætte dig ned og så begynde at nedskrive noget efter noget, hvad du vil have.

[Klaus Silberbauer: 00:08:06]
Med undtagelse af billedhuggeren, der arbejder i marmor eller træ, tænker jeg.

[Thomas Blomseth: 00:08:10]
Ja, og det er så også derfor, at jeg gerne lige vil have det eksempel fremfører. Men stadigvæk der skal man så have en idé om, hvad man sigter i måde. Ja. Nå, så ideen her, det er, at med de generative multimodale modeller, så har vi faktisk fået nogle nye måder at fremstille ting på i det åndelige og kunstriske domæne, symbolsk domæne, som faktisk er mere subtraktive. Du kan gøre mere subtraktive. Det handler faktisk ved, at du kan få genereret noget, så handler det mere om at være en redaktør eller en, der udvælger ting eller fjerner ting fra de her. Fordi modellerne, de vil simpelthen så gerne generere tokens. Så i stedet for at du starter med et blankt stykke papir eller en blankt skærm eller et blankt lader, så kan du faktisk ved at, kan man sige, sige det med meget lidt, et meget lille, nogle få tokens, så kan du få genereret materiale, som du så begynder at lave en subtraktiv proces på. Og det vil sige, at den der 0-1-barriere, som altid har ligget i de her medier, og som har krævet folk, som vil engagere sig med dem, det er måske i gang med at blive vendt rundt. Fordi nu har vi det modsatte problem. Det er, at der bliver genereret også så meget, at det er den subtraktive del af det, som bliver den væsentlige proces, i hvert fald for nogen.

[Klaus Silberbauer: 00:09:39]
Ja, det har jeg ikke tænkt over før. Men det er jo rigtigt. Det er jo nemt at producere oceaner af lort. Men med at forme det, altså det er ikke også en formende proces, og så selvfølgelig en kurativ proces, kan vi kalde det det? Det tror jeg, altså nu er vi i de kunstneriske, det åndelige domæne, og det medfælde andre vigtige diskussioner selvfølgelig, men selv, når man bruger generativ AI i professionelt øje med, så tror jeg, at folk, der gør det hver dag, ved godt, hvor meget, altså at den tid, der skal lægges i det, er netop kurvartierende. Det er udvægelsen, det er bortfjernelsen af alt muligt misforståelse og snask, og fylde ord, og hvad fanden ellers ryger ud. Man bliver nødt til at arbejde for at få det gjort koncist og præcist, og korrekt, fordi det kommer jo som skidt fra en spædekal. Generativ AI er jo en pølsemaskine, som man så med møge og besvær kan styre hen i det område, man gerne vil have den.

[Thomas Blomseth: 00:11:00]
Ja, det er der, hvor den her dekurative og redaktionelle-agtige processer, den bliver, som du siger, den bliver vigtigt. Og der er måske nogen, der har været stand til at have den slags processer kørende tidligere. En, som jeg kom til at tænke på, det er sådan en som Steve Jobs, som jo ikke selv kunne bygge eller designe de her forskellige apparater. Men det han nåede frem til, det var, at han havde en organisation, hvor han kunne komme med noget meget ordentligt idéer, få udviklet meget ordentligt idéer, så sætter han folk til at lave udkast. Og den proces kender du jo også fra bureauverdenen. Så sætter man folk til at lave udkast. Og så når folk, de bragte noget til ham, så sagde han, altså, det er det værste lort, jeg nogensinde har set. Jeg forstår ikke, at jeg er ansat. Hvorfor ansatte jeg egentlig dig? Med sådan noget lort, du kommer med. Og så måtte folk tilbage. Fordi det viste sig, at når han så det, så var det ikke det, han ville have. Og så satte han så organisationen og folk i gang med at lave noget andet. Og i den proces, kan man sige, brugt han nu en organisation som det, vi bruger den generative AI til her. Det er at generere alle de der ting, som ikke er helt rigtige, men som kan være trin på vejen frem mod det, vi gerne vil have. Og ved at få genereret noget, der er noget lort, så kan man også se, det er noget lort, det vil jeg i hvert fald ikke have. Og det er med til at kvalificere, hvad man så vil have.

[Klaus Silberbauer: 00:12:38]
Det er jo ikke kun Steve Jobs. Man kan sige, en ordentlig designproces, og med stregen er ordentlig. En rigtig designproces er destruktiv. Den handler nemlig om at producere rigtig meget, og så løb ud i det. En af de primære fortæller for det er, jeg ved ikke, om jeg har nævnt ham før nogensinde i vores mange episoder her, men jeg tror stadigvæk, han er Senior Researcher ved Microsoft. Det er en meget nedtonende titel for det, man kan. Han hedder Bill Buxton. Og for mange år siden var jeg til et foredrag med ham, og han er egentlig de store designer. Han har designet alt. Altså han designer software. Han er meget på researchbanen, indsigtsbanen. Altså han kan lidt af hvert. Og han fortalte om den måde, han rekrutterede nye designer til det studio, han havde dengang. Og de fik en opgave, en case, og alle, der kom med under fem skitser på forskellige løsninger røg ud. Designere eller design-aspiranter, som havde en præference for en skitse, og ligesom bare havde taget de andre med røg ud, de skulle være iskolde. Det handler om at udforske specielle approaches til den problemløsning, som design jo ofte er. Og hvis ikke du gik koldt til det, så er det lige meget. Så ja, det er jo en form for, det vil sige en subtraktiv proces.

[Thomas Blomseth: 00:14:07]
Ja, og der har man så brugt menneskerhed til, til at få genereret de der udkast, og også de meget tidlige udkast. Og det, jeg synes, vi kan se nu med de multimodale modeller, det er, at nu kan vi få genereret de der første udkast meget, meget hurtigt, meget, meget billigt, og uden at skulle spørge nogen om det. Hvor man begynder at få den der idé om, altså netop få begyndt den eksplorative proces, for at finde ud af, hvad er det, vi ikke vidste, som du netop sagde lige før, om den her ting, som vi er i gang med.

[Klaus Silberbauer: 00:14:37]
Ja, og det er, i den virksomhed, jeg arbejder i før, den virksomhed, jeg arbejder i nu, der var det, og det har været i et par år, været, kan du sige, første del af processen for industriel design, som en af vores kontorer, eller vores kontorer, var meget dygtigt til. Det var, at generere designforslag med AI. Jeg ved faktisk ikke engang, hvilke modeller man brugte, med både sådan klassiske, mainstream, hvad hedder det, billedgenererende modeller, som Mid Journey for eksempel, men også mere specifikke 3D-genererende modeller, som man kunne arbejde med, og få et væld af idéer ud. Også nogle, der er umulige, fysisk umulige, eller bare fuldstændig åndssvage, men de kunne indeholde detaljer, og måder at tænke på, som du ikke selv vil komme på i 100 år. Og på den måde, kunne du prøve et kæmpe mulighedsrum af. Jeg så en case på, at design af en vaskemaskine, til den amerikanske marked. Den havde interessante fortolkninger om, hvad en vaskemaskine kan. Nogle af dem kunne man ikke putte tøj i, men hvis du så begynder at kortere, og sige, den her fungerer funktionelt, så føder du det ind i modellen igen, eller bruger andre modeller, til at tage den videre. Det er et sygt stærkt redskab. Det er ikke gået uden menneskelig kortering. Det er den altså ikke endnu. Så ja, du er jo helt klart inde på noget der. Det er en anden måde at arbejde på, fordi prisen for at prøve dig frem, er meget lav. Den psykologiske pris er også lav, fordi det er meget svært for designer, at bruge tid på noget, og så krylge dig væk og sige, jeg starter forform på noget helt andet. Specielt hvis andre kommer og siger, jeg kan ikke lide det, du har lavet. Så kommer Herr Jobs og siger, det er noget lort, du har lavet. Det går næs. Fordi du har jo lagt sjæl i det. Men hvis du har fået en maskine til at stå og kværne det ud, så føler du ikke noget for det. Og så kan du faktisk være en mere professional designer i fravalget af de der 999 D'er, for at komme frem til den, der giver minge at arbejde videre på.

[Thomas Blomseth: 00:16:33]
Der har du nemlig fat i to helt væsentlige ting her, synes jeg. Dels er der så, dels er den, kan man sige, den mentale aktiveringsenergi, som der skal til for mennesker at komme fra det her 0 til 1, fra det tomme stykke papir, eller det blanke lærrede osv., til at der faktisk er noget. Og der kan sgu en tæmmestor aktiveringsenergi til. Og sådan en anden ting, det er, hvad er det så for en tilknytning, man laver til den ting, man laver. Altså derfor, man har svært ved at opgive den. Og det er jo også noget andet, som Anders sagde med de modeller. Altså man kan få dem til, altså de husker jo ikke så godt på den måde, så man kan bare få dem til, og det oplever jeg også selv med software-vækning. Altså der er ikke den der med, at nu er der en, der har arbejdet på et eller andet i 14 dage, og det er lidt synd, hvis du kunne fortælle dem, at det du har lavet i det spil, det er de fuldstændig køle over for. De er fuldstændig køle over for.

[Klaus Silberbauer: 00:17:21]
Vi har brugt 14 tokens på den her kode, Thomas.

[Thomas Blomseth: 00:17:25]
Så der er simpelthen nogle meget interessante psykologiske aspekter omkring mental energiekonomi også, som den her nye subtraktive proces med de her modeller gør muligt. bare lige for at slå hovedet på sømmen her. Altså det vi taler om her, det er jo netop ikke at bruge de her modeller, som en lidt udvidet Google, hvor man stiller spørgsmål til dem. Det er det, hvor man sætter konteksten op igennem sin prompt til at lede modellerne, til at aktivere nogle ting, som går i retning af det, man godt kunne tænke sig at få ud af togelsen på en anden måde. Og det er der, hvor jeg hele tiden værende tilbage til det med at tænke dem mere som metamedier, end netop som søgemaskiner. Og at det er den proces med at få skabt de rigtige aktiveringer inden de her multimodale modeller. Måske skal man da begynde at kalde dem LMM, Large Multimodal Models. Det med language, det er nærmest passé, fordi der er både sprog derinde, der er visuelle ting, der er måske auditive ting og sådan noget. Det er jo det, man går i retning af.

[Klaus Silberbauer: 00:18:34]
Den symbolsk AI, som bliver det næste store skridt.

[Thomas Blomseth: 00:18:37]
Måske som bliver lagt ind som nogle andre, måske som andre lager og sådan noget. Det var det, der gik jo AI winter i symbolsk AI der i 80'erne, fordi det fungerer ikke rigtigt. Og måske kan det komme tilbage på en anden måde. Det bliver så også diskuteret. Så jeg synes, der er to meget vigtige aspekter, du tager fat i deres, som vi skal have med at vide. og jeg synes, vi skal gå over i gennemføringsdelen nu.

[Klaus Silberbauer: 00:19:00]
Ja tak.

[Thomas Blomseth: 00:19:00]
Vi synes, vi skal blive personlige. Vi skal blive navlebeskuelige, og vi bliver måske lidt mærkelig i den her. Og det får vi se.

[Klaus Silberbauer: 00:19:09]
Jeg prøver, jeg skal nok sige til, hvis det virkelig stikker af.

[Thomas Blomseth: 00:19:12]
Ja. Så jeg prøver med noget personligt, så kan du føle dig tilskyndende til at byde ind med noget. En ting, som nogle af vores trofaste lytter måske har der mærke til, det er, at rent verbalt, så er du meget mere flydende og lækker i de måde at tale på, end jeg er.

[Klaus Silberbauer: 00:19:32]
Jamen tak.

[Thomas Blomseth: 00:19:35]
Du har simpelthen en, og det ved folk heller ikke, der er faktisk måske en, altså du kalder det ranch, men der er nogle gange ret mange minutter af det, vi optager, som du selv kliver ud af dig selv, fordi du synes, du kører lidt af en tangel.

[Klaus Silberbauer: 00:19:48]
En subtraktiv proces.

[Thomas Blomseth: 00:19:49]
Ja, det er meget subtraktiv.

[Klaus Silberbauer: 00:19:50]
Og redigere mig. Ja, det kan godt stikke lidt af en gang imellem.

[Thomas Blomseth: 00:19:53]
Men det flyder altid rigtig godt. Det flyder ikke på samme måde for mig verbalt, som det gør for dig. Så lad os lige, der tager vi den sådan først. Nå, men så er der så noget, jeg har godt mig erfaring med de seneste måneder, og det er en super fed digterings-app, der hedder Monolog. Og den løser simpelthen problemet med at kunne snakke til sin computer. Det er et sindssygt godt stykke software, som selvfølgelig også bygger på de store sprogmodeller, som kan se, hvad det er for en applikation, man arbejder med, og hvad det er for en kontekst, man er inde i, når man så digterer noget. Så man for eksempel kan se, at det er noget, jeg er i gang med at lave på dansk, eller er i gang med at lave software, hvor der er det kode, hvor der står variabelnavn og sådan noget på engelsk. Og så formå den faktisk at transkriberere det på en måde, så selv sådan en variabelnavn bliver skrevet rigtigt. Og det er simpelthen det gennembruddet inden for digtering. For mig, synes jeg. Og det er det, jeg har ventet på i mange år. Og noget af det fede med Monlok også, det er, at den kvantificerer ens sprog af den. Og man kommer endda på et leaderboard. Så jeg kan sige, PT, der er jeg nummer 149 i verden af alle deres bruger. Så jeg er top 5,4 procent. Og de sidste 31 dage, der har jeg digteret over 38.000 år. Og så regner de det om til, hvor mange timer er der sparet i forhold til at skrive tasten. Og det er altså 8 timer og 9 minutter. Det vil sige, at den sidste måned har jeg sparet over en hel arbejdsdag i tastning ved bare at tale til en computer. Og det er jo selv interessant. Men noget andet, der gør det indvendigt interessant, det var, at en fyr for nogle uger siden, han postede på Twitter, hvor han lå nummer to i verden for Monlok. Og han dikterer over 300.000 ord om ånden. Det vil sige, at han taler 10 gange så meget til sin computer, end jeg gør. Det er simpelthen helt vildt. Og det fik mig så til at reflektere over, hvad ville jeg kunne komme op på og tale nærmest lige så meget, som han gør. Og så fandt jeg ud af, at nej, det kan jeg faktisk ikke.

[Klaus Silberbauer: 00:22:13]
Okay.

[Thomas Blomseth: 00:22:15]
Når jeg taler, så føles det faktisk som om, at jeg, i forhold til at tænke, været rundt i sirup, eller sådan lidt tung havgrød. Jeg prøvede nogle dage, hvor jeg ville prøve at sidde og verbalisere, og så få det transkaberede. Og det føles simpelthen af helvete. Det føles simpelthen alt er alt for langsomt. Det var som om, jeg kunne nærmest ikke tænke ved at skulle sidde og tale hele tiden. og tænke, der er et eller andet med mit kognitiv make-up her, som er anderneds.

[Klaus Silberbauer: 00:22:53]
Ja, altså det er jo en ting, som, altså uden samlingen i øvrigt, Elon Musk også har prøvet at beskrive, at han synes ikke helt motorikken kan følge med, når han skal sige noget. Hjernen er stukket af.

[Thomas Blomseth: 00:23:05]
Ja, det er som om, at der er en masse dimensioner og sådan noget, der skal komprimeres ned, eller sættes i de her tokens efter hinanden, som man skal kunne i sproget af. Og den her proces, der er simpelthen et misforhold nærmest mellem, hvordan tankerne er repræsenteret, og så hvordan de skal udtrykkes i sproget. Og det er så her, hvor det bliver mere og mere syret.

[Klaus Silberbauer: 00:23:29]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:23:29]
Så vi skal lige have, vi skal have en inde i rummet her, som en gang imellem kommer og sådan våger over os. Og så ved du sikkert, hvem det er. Det er Kevin Kelly selvfølgelig. Jeg kunne mærke ham. Ja, du kunne mærke ham, ja. Og noget af det, Kevin har sagt, det er, at han i hvert fald gør, og at måske man også skal skrive for at finde ud af, hvad man tænker. Han siger simpelthen, at han skriver for at finde ud af, hvad han tænker. Og en anden, som jeg også har en aspekt over for, Paul Graham fra Startup Akster, og en y-kombinærer, som jeg også blev kendt på at skrive ASA's. Han siger jo også, at han bliver nødt til at skrive for at finde ud af, hvad han tænker. Og der har jeg da igennem årene, jeg tænker, når jeg har set de her, de har sagt det, så er det, at det er jeg faktisk god enig med. I hvert fald ikke for mig. Sådan har det aldrig været. Nej. At jeg skulle skrive noget ned for at finde ud af, hvad jeg tænkte. Altså, det er ikke sådan, at det at skrive noget ned ikke så gør, at der kunne komme nogle nuancer eller tænke på. med alle mine sådan forholdsvis brugbare og store idéer, de er altid, vi har sådan lidt en madler.

[Klaus Silberbauer: 00:24:31]
De har ikke en sproglig form?

[Thomas Blomseth: 00:24:32]
Ikke før jeg tvinger dem til det.

[Klaus Silberbauer: 00:24:34]
Og det bliver man så nødt til, hvis man skriver min bog, eller kommunikerer med andre. Men, jeg ved ikke, om det er der, du vil hen, men jeg kan jo prøve, jeg kan jo våge et øje, og sige, LLM'ere skal også skrive noget ned, før at de kan tænke. det at skrive for en LLM er at tænke. Altså, og det er også den arbejdsutkommelse, som en LLM har at gøre med, det er det, der er nedskrevet. Det er jo den øjebliklige kontekst, der skabes omkring det næste, der kommer.

[Thomas Blomseth: 00:25:03]
Ja, men så, det bliver så endnu mere sød, for så var der faktisk på Hacker News, som jo sådan en del af Y-kombinatere også, der var for nogle uger siden en fyr, der delte noget om, at der er faktisk skrevet noget om matemægier, om at de ikke tænker, der er nogen, der også siger, at de tænker i sprog.

[Klaus Silberbauer: 00:25:19]
Nej, end at sige symboler.

[Thomas Blomseth: 00:25:21]
Nej, det kommer simpelthen til på en anden måde, og han tog nemlig også fat i det her med program, og jeg kan sgu høre, om man nævnte Kæmpe Kæmpe også, men det her med, det er altså ikke generelt, altså det her med at sætte folk til at sige, at du skal skrive noget for at finde ud af, hvad du tænker, det er ikke nøvn,

[Klaus Silberbauer: 00:25:34]
det er jeg enig med dig i, det er jeg enig med dig i. Altså, jeg tror, der er varierende former, og jeg tror måske også, det handler om, at man kan blive låst fast i sit sprog, hvis man bruger sproget meget, og det er nu af den, hvis man arbejder med en masse andre mennesker, og det går rigtig godt, så får man sådan en hive mind ud af det, men signalet er jo sprog, måske noget andet også, hvis man kender en anden rigtig godt, men hovedsætligt er det jo det talte sprog, og det skrevne sprog, og derfor kan det godt være, at man til sidst ikke rigtig føler, at der sker noget, før tingene i tale sættes, udsiges, sprogliggøres. Ja, jeg har læst diskurs teori. Men jeg er enig med dig, altså jeg synes, og det kan godt være, at der er meget stor forskel på ens genetiske make-up, men også hvad man øver sig på. Altså jeg tror, hvis man arbejder alene, så kan man måske øve sig på, at holde nogle mentale modeller, længere, og måske lad det udkrystalliseres, end jeg vil sige, vi andre, som måske har den der mentale model, og så er det som om, den forsvinder som sand mellem fingrene. Jeg har tit, så er det blevet til tegnetængte, altså i diagrammer. Det kan være en bedre måde, at kommunikere det på, end at begynde at skrive det ned. Så er der andre ting, hvor jeg helt klart bare skal starte op i venstre hjørne, og så tampløs, og så kommer det. Men, det kan være en kolossal barriere, fra den mentale model, hvordan den så indrepræsenteres, og så udsigelsen. Og da du før sagde det her med, at designer, at få det til at skyde kunstnere, altså skal lægge utrolig meget energi, i formgivelsen af, hvad det er, man sidder med. Jeg tror, det handler om, at der er noget derinde, men det at få det ud gennem motorik, en blyant, lego-klods, eller hvad fanden man bruger, der skal bevidstheden ind. Og bevidstheden ved vi har, virkelig, virkelig lavt båndbredde. Så det er hamrende hårdt arbejde for bevidstheden, at prøve at scanne den der mentale model, og se den, og så få den omsat til noget, der ligger så langt væk fra den måde, som vores hjerne fungerer på, nemlig et alfabet, eller måske noget, der ligger lidt til dig på den måde, hjerne fungerer på det talte sprog, som trods alt er ligesom koblet til kroppen. Men jeg tror, det er det, der slider. Det er den der bevidstliggørelse af noget, som man ellers ligesom ved, man har det, men hvordan fanden får man det kommunikeret?

[Thomas Blomseth: 00:28:20]
Yes, og der tager du nemlig over i forhold til de medier, vi har at udtrykke tingene. For det er jo meget interessant at sige, hvilke kompetencer har noget, så for at udtrykke sig i en medie, så omsæt det, og hvor bevidst, ubevidst er den proces. Og så i den her proces med at forberede den her bestående, så kommer sådan en anden indsigt til mig. Vi har jo nogle gode venner, som er meget, meget i der rører.

[Klaus Silberbauer: 00:28:49]
Det har vi.

[Thomas Blomseth: 00:28:50]
Og det kan være, jeg kommer til at skuffe dem, ved at sige de her ting nu, hvis de lytter.

[Klaus Silberbauer: 00:28:54]
Det gør de ikke.

[Thomas Blomseth: 00:28:55]
Nej. Så noget, der slog mig, det var, hvor lidt jeg overhovedet nogensinde har, selvom jeg har været kæmpe forbruger af bogmediet. Altså, vi har jo talt, jeg har vokset op med bogproduktioner. Og jeg har nok brugt de der i hvert fald 10.000 timer, på Jørgen Bibliotek som barn. så jeg har suget til mig via bogmediet. Men det gik op for mig her i den her proces med at forberede, at selvom jeg er vokset op med det i bogmediet, og jeg har set så mange 2.000 bøger, de har produceret også, så har den tanke, at hvor ville det være fedt, hvis mit navn stod som forfatter på en af de her bøger, aldrig nogensinde stregte mig. Jeg har ikke på den måde haft en trang eller tilskyndelse til at ville udtrykke mig i det medie offentligt. Selvom jeg har, kan man sige, konsumeret så meget af det på den anden side. Det havde jeg faktisk aldrig tænkt over. Og så derfor tror jeg også, at der kan være forskel på, hvad det er for nogle indtryksmedier, man fører sig tiltrykker, og hvilke udtryksmedier. Hvis der er et udtryksmedie, hvor jeg har nogle meget, meget bestemte meninger om, hvordan det skal være sådan noget, det er, hvordan en klarnet skal lyde modernt, jeres.

[Klaus Silberbauer: 00:30:13]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:30:14]
Det er noget, jeg arbejder på i årtier. Og jeg har så faste meninger om, at jeg faktisk har svært ved at lytte til andre, der prøver at gøre det, fordi jeg bliver irriteret over meget, meget små detaljer i, hvordan de gør det. Så jeg lytter faktisk ikke specielt meget til andre klarnetister, fordi det er faktisk hårdt. Så ens indtryksmedier er ens udtryksmedier. Og det kan vi så igen holde op mod de her multimodale modeller, som vi nu har til råd. Altså, hvad tiltaler dig på indtrykssiden, og på din inputside, og hvad tiltaler dig på output-siden, det behøver måske ikke være det samme. Altså, i mit tilfælde læst en masse bøger, en masse litteratur, meget mere faglige tående skyldninger, tående trods altid en del skyldninger, men så har overhovedet ingen lyst til overhovedet at udtrykke mig i det medie. Men så er der andre medier, som jeg godt kan lide at udtrykke mig i. Og så kan man sige, det med at udtrykke sig i sprog, det er jo ikke, fordi jeg ikke gør det. Og det er jo også, som du siger, det er nød for at komplikere. Altså, det er jo ikke kun, når jeg har alle de her idéer inde i hovedet. Det finder mig ud af, som voksne også. Altså, hvis man kan tænke til at ske i verden, så er vi jo nødt til at arbejde sammen med folk. Men der kan man så også prøve at finde jo folk, jeg arbejder sammen med, som komplementerer en. Og det er nogle af de samarbejdere her, hvor det er lykkedes. Hvor jeg kan komme med sådan nogle små, kondenserede, nærmest noteagtige ting, og så kan vi ekspandere dem sammen. Fordi det er altid sådan, jeg har arbejdet med sprog. Det er sådan lidt træls at skulle tage de her små ting, som egentlig er kondenseret ned til essensen, og så skal de ekspanderes bare for andre, kan forstå dem. Men sådan er verden jo. Det bliver man jo lige sikkert, ellers så får man ikke noget impact.

[Klaus Silberbauer: 00:31:57]
Men uden at vi sige, at jeg har det på samme måde. Jeg kan godt lide at skrive, jeg har aldrig haft et drive, men jeg har blivet forfatter. Det er en hård proces, blot for at producere endnu et skønlitterært værk for eksempel, som der er så mange af derude. Det er en helt anden approach til det at skabe noget, som vi kan tage en anden dag. Det er nogle gange, hvorfor? Men netop det her med, at langsomligheden i kommunikationen, og langsomligheden med at forpakke tingene ind, som andre kan forstå, det at få det skudt ind i en gruppes snak, hvor det skal kunne proberes ned til, at det ligesom kan gøres på kort tid. Man fjerner en masse betydning, og man har kun et øjeblik at skyde det ind, i hvert fald i den professionelle verden, jeg arbejder i, hvor folk generelt snakker rigtig meget. Det er måske også derfor, jeg begyndte at tale rigtig meget. Det gjorde jeg ikke, da jeg voksede op i Norge, men det bliver man sgu nødt til i erhvervslivet i København. Så kunne man dog ikke bare lave en hyperminder for at koble hjernerne sammen, så kunne de jo se, hvor goddam genialt det der var på indersiden, virkelig det var. Derfor svinder meget, og det generelt er, det at lave et samtalerum, eller et rum til kommunikation, omkring skabelsen af et eller andet, man skal skabe fælles, jo afsindigt svært, og en dybt, dybt undervurderet disciplin overalt. Nøj, hvor går der meget tabt på evd arkæol, og du ved, underlige konstruktioner omkring det at arbejde sammen, og lavbåndbredde kommunikation, fordi det er det jo. Altså vores taler er jo hurbløst langsomt.

[Thomas Blomseth: 00:33:36]
Ja, det jo så leder sig over til næste, og det er måske sådan noget med folks præferencer, i forhold til at udtrykke sig, få indtryk, og så hvad der sker socialt, fordi der er jo også lavet studier af det, altså hvor der er nogen, og dem kender vi jo også, der føler sig tilskyndende til at tale rigtig meget, selvom man kan sige tætheden af gode pointe og sådan noget, er ret lav, og at der så kan sidde nogen i en eller anden sammenhæng, faktisk, og have meget bedre pointe, men ikke have samme tilskyndelse, altså præference for, at lade munden køre. Den kender vi alle sammen.

[Klaus Silberbauer: 00:34:14]
Så kan man selv regne ud, hvem der tjener flest penge.

[Thomas Blomseth: 00:34:17]
Det kan man så overveje. Men netop det kunne så lede over til reprisen, hvor vi så tager den op på højre klinger. Fordi hvis nu tager de her idéer, og så overfører på kultur, idé, måske endda åndshistorien, kunsthistorien, så tror jeg, der er noget med, altså det er i hvert fald en tentativ hypotese-posteren her, at det, at de medier, vi har haft for at kunne udtrykke idéer, eller forskellige kunsthistorier, de har haft den her additive karakter, hvor man faktisk skulle være villig til, og måske ikke elske processen med at komme fra 0 til 1, og overhovedet begynde at udtrykke tokens eller strøge, på lader og sådan noget, men i hvert fald, det har været nogle folk, der har haft tilskydelsen til, trods alt, at have den der aktiveringsenergi for at komme i gang med det, som så har fået udtrykt deres ting, fordi medierne har skabt den her modstand, eller om man skulle overvinde den her energibarriere. Det, der kunne være påstanden, det er, det har skævvaret hele vores åndshistorie, intellektuelle historie. Det har i hvert fald skabt en eller anden path-dependency, hvor det er nogle bestemte folk, nogle bestemte præferencer, som har fået udtrykt nogle ting. Det er jo så der, hvor generativ AI måske kunne skabe de her nye metamedier, hvor der er folk med andre former for aktiveringsenergier, andre former for indtryks-udtryksmedie-præferencer, som faktisk lige pludselig kan få de her ting ud, som de ellers ikke havde følt sig selvskunde til at få ud, hvor det ville have været for omkostningsfyldt for dem, rent mentalt.

[Klaus Silberbauer: 00:35:58]
Det synes jeg er interessant. Lad os lige dvæle ved den lidt. Du er ude med den store rive her. Det er jo kæmpen lige ned i det kunstneriske Vipsebo.

[Thomas Blomseth: 00:36:11]
Med ventbrodighed.

[Klaus Silberbauer: 00:36:13]
Ja, I know. Godt virker så mange lyttere. Det overlever vi. Ja. Jeg tror, at den den klassiske idé om kunstneren har været idéen om det her menneske, som har haft meget på hjerte, og det er noget vrøv, men der er sket rigtig meget på indersiden af hovedet. Og måske så meget, at han har et bevidst til ligesom at give op, og nu slipper vi det ud. Så vil sige, friktionen i mediet har, vil jeg mene, mange kunstnere, det er netop det, der gør, at der kommer kunst ud i sidste ende. At man bliver tvunget til at måske sætte tempoet ned. Hvis du maler i olie, så skal det tørre igen og igen. Så alt efter medie er der en grad af friktion, en grad af langsomlighed, hvor du langsomt snitter værket, bygger værket. Men det er jo sjovt at stille spørgsmålstegn med det at så sige, det er også et form for filter, at dem som ikke ynder den langsomlighed, ikke kan være i send i et atelier i 40-50 timer over et enkelt værk eller mere, ikke har den figurative kunstners metode, eller lyst til en metode, der handler om at skitse og øve sig og skitse og øve sig og langsomt bygge et værk op. Og måske ellers følge os hjemme i sådan den mere ekspressionistiske, non-figurative stil. Har svært at udtrykke noget som helst, hvis det handler om at kaste farver på et lade. Med med dem. De bliver nok ikke kunstnere. Men det betyder ikke, at der ikke går mange ingeniører eller programmerer eller maskinarbejdere rundt derude, som ikke har noget på hjertet. som måske faktisk gerne vil skabe, men der er bare ikke en medie til dem, som giver mening. Jeg kender jo håndværksuddannede mennesker og familie med nogle af dem, som har en kæmpe skabertrang. Men så foregår der som et svejsapparat og noget jern. Eller man bygger en bil om. Og det må man ikke sige kunst, det er jo bare håndværk i situationstegn, men jeg tror måske det ligger lidt den samme skabertrang bag. Man har bare ikke lige et af de accepterede medier i paletten til at gå i kast med det, som vi vil acceptere som kunst. Så udbredes, eller det begreb Voxer, så man kan sige, der er kommet nye medier til. Tegneserier for eksempel er jo måske en nyere medie. Der er kommet lydlige medier til. Podcast er jo også en måde at skabe noget på. Der er kommet, det er blevet nemmere om barrieren er sænket på digitale medier og lave film og glem AI for et øjeblik, men altså klassiske konventionelle Adobe-pakken osv. Det er en anden vej at komme rundt, så der kommer jo nye udtryk.

[Thomas Blomseth: 00:39:30]
Altså hvis jeg skulle nævne en ting, der er kommet frem inden for de sidste, jeg er sådan 50 år, det er sådan noget som sampling inden for hip-hop også. Det er små, der er vi over måske, noget der ligner en subtraktiv, i hvert fald kurativ ting, hvor at der er en masse materiale, og så skærer man ligesom noget ud og sætter det sammen til det udtryk, man gerne vil have. Det er jo en form for

[Klaus Silberbauer: 00:39:55]
en musikalsk collageform, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:39:57]
Der var tidligere i 200 år sådan en objet-truvé inden for kunst og det vil også musik konkret og sådan noget, hvor man prøver at bruge naturlige lyder og sådan noget. Det var de der former sådan i Alta Benjaminsk perspektiv, hvor det er sådan nogle nogle tidlige forformer, hvor det er sådan lidt grotesk og absurd det hele indtil det finder et mere modent udtryk.

[Klaus Silberbauer: 00:40:20]
Jo, jeg har lige været på Tate Modern i London og stået og kigget på pissoirer, og hvor man også må tænke, ja, okay. Men en af grundene til, at det er, og var, så provokerende dengang, er måske, at det netop ikke er additiv kunst. En guide på en båd, vi sejlede på Themsen med, han sagde: "Herovre til højre, højre bredde, der har vi Tate Modern, hvis du vil se et pissoir og en ko skåret i to. Skal du derimod se rigtig kunst, skal du over på den anden side, til St. Paul's Cathedral." Og det tror jeg bygger på den der klassiske forestilling om, at kunst forudsætter møje og besvær, additivt. Det med at højle en kog i to og putte den i et badekar det er det er ikke det samme og der skildes vandet jo på hvad man forstår ved kunst.

[Thomas Blomseth: 00:41:07]
Jo, og det her, hvad der sker ved de her overgange mellem medier, og det kan du så høre, jeg helt klart mener, vi er i gang med nu, også i helt stor skala. Det er jo ikke noget nyt, at der er nogen, som er på den gamle kunstform eller på den gamle udtryksform, som så synes, at det der nye noget, det er noget mærkeligt. Altså, det går jo så langt tilbage. Sokrates, han gik jo også rundt der og havde alle de her dialoger med folk, og han styrede det der med det verbale, og han var sikkert konge på det. Og så er det jo pisse træls, der kommer sådan noget skrevne ord, som de der nye folk har lavet, det her skrevne ord, når han var så indfølende på en anden måde. Altså, det ser vi også nu.

[Klaus Silberbauer: 00:41:48]
Jo, at gå fra et relativt bredbåndsmedie, som det talte sprog trods alt er, med betoninger og kropssprog, kan du også have med, at du kan jo antyde ironi på en måde, som er svært i det talte sprog. Så det er jo en, altså, en nedsættelse af båndbredden. Det må jo gøre ondt i dag, hvis han nu var så god til, du ved, han kunne spille på et kirkeorgel, og pludselig så skal han til at spille på sit lille klokkespil for børn.

[Thomas Blomseth: 00:42:14]
Men det kan så komme ud til mange flere.

[Klaus Silberbauer: 00:42:16]
Og bliver spredt til flere.

[Thomas Blomseth: 00:42:18]
Ja, ikke mindst. Så det er jo det trade-off, vi har lavet igennem vores historie, altså hvor der er blevet stillet nye teknologier til rådighed, som så fjerner nogle muligheder, men så også giver nogle andre.

[Klaus Silberbauer: 00:42:32]
Ja, det er jo, altså, lige nu pågår der jo en voldsom debat i forlagsverdenen om generativ AI og brugen i litteratur. Der findes allerede nu, oversvømmer markedet af, altså, pulp-litteratur skrevet af AI, og det er nok helt naturligt. Men hvad gør det ved det, vi kalder kunsten, ikke? Altså, kan man forestille sig et, i citationstegn, rigtigt anerkendt litterært værk skrevet af en AI? Vil det overhovedet give mening? Vil det give mening at, du ved, bruge kunst, beskue kunst, læse kunst, hvis det ikke er et menneske bag, der har, der gerne vil fortælle dig og kode det i det her medium, som så kan være, du ved, et maleri eller musik eller litteratur? Men hvis det er bare noget, der opstår fra algoritmer... Og jeg ved godt, vi er inde på noget, vi har været før med, har kunsten en sjæl, er der noget ekstra i kunst, som noget udefinerbart, som der ikke er i ikke-kunst. Og det, det skal jeg ikke, det vil jeg ikke komme ind på. Men jeg vil mere sige, siger det mig noget som menneske, hvis det ikke er et menneske bag det. Det, som jeg føler, vi er på vej hen imod, det er at sige, jamen, det er AI i hænderne på et menneske, altså det menneske, der er den kuraterende her, og som er den, der subtraherer for at finde dele af det her output, det genererede output, der har det udtryk, som man gerne vil hen til, mere eller mindre ubevidst.

[Thomas Blomseth: 00:44:23]
Og på den måde spejler det jo de litterære processer, altså alligevel noget, man kender til, altså forholdet mellem forfatter og redaktør. Altså, der er mange af de store værker, vi kender til, der nok ikke helt ville være blevet til på den måde, hvis ikke der havde været en redaktør, som har siddet og været pisse irriterende og subtraktiv i forhold til mange ting. Ja, og det er jo

[Klaus Silberbauer: 00:44:47]
en anerkendt rolle. Altså, de gode redaktører, det svarer til at være producer i musikkens verden. Og det kan godt være, forfatteren yder rigtig meget råmateriale. Jeg ved ikke, hvor meget man normalt skriver til, lad os sige, en gennemsnitlig roman, hvor meget der bliver sorteret fra af redaktøren, men jeg kan godt forestille mig, det er ret mange sider.

[Thomas Blomseth: 00:45:06]
ja

[Klaus Silberbauer: 00:45:06]
Hvem er så den endelige kunstner her?

[Thomas Blomseth: 00:45:10]
Altså, jeg var med i et bogprojekt, hvor vi nåede op på andet, tredje udkast, og blandt andet måtte gå fra 130.000 ord ned til 80.000 ord, og det er så også i gang med at blive til endnu et udkast ud af. Og det er så i samarbejde med en redaktør også, og i den proces er det interessant at se pendulet svinge frem og tilbage. Det var en af dem, jeg rådførte mig med om den her idé også, som altså helt klart har meget mere den der generative ting i forhold til sprog selv, end jeg har. Og det er også derfor, vi kan se, i andre sammenhænge, at vores samarbejde fungerer rigtig godt, fordi jeg er ekstremt meget på, at hvert enkelt ord og begreb skal bruges enormt skarpt og præcist, så jeg går igennem tingene som et tættekam for at få den der logiske struktur udtrykt. Men det er super fedt, at der så bliver genereret noget materiale, for så har jeg noget at gå i gang med og bruge tættekammen på. Så, ja, jeg tror, det er mere, der sker noget nyt, men der er nogle af de samme roller og funktioner, som vi egentlig har kendt til før, som så bare bliver overført til det nye medie. Og der er måske noget, der bliver håndteret maskinelt, hvor det før var mennesker, der gjorde det. Og så kan man også sige, at ved at man nu kan få genereret noget udkast så billigt, kan der lige pludselig blive genereret udkast i sammenhænge, hvor det simpelthen ikke var økonomisk muligt at gøre det før, hvor folk simpelthen ikke havde ressourcerne til det. Altså, hvis du ikke havde, ligesom Steve Jobs, råd til at hyre en hel udviklingsorganisation, der ville komme og lave udkast til dig, som du så kunne afvise og sende tilbage på tegnebrættet, jamen, så ville det ikke være sket. Men her handler det jo bare om at få genereret nogle tokens, så man kan få lavet så mange forsøg.

[Klaus Silberbauer: 00:47:03]
Jo, og jeg tror, det vi vil komme til at se, allerede nu ser vi lidt af det. Altså, lad os nu bare tage et medie som LinkedIn, gud bedre det, men dem, der faktisk har noget på hjertet og gerne vil lave en post på LinkedIn, de kan gøre det typisk bedre med AI, hvis de har en proces, der hedder: jeg ved, hvor jeg vil hen, lad mig prøve det af i dialog med en model, lad mig afsøge det her, og så begynde at kuratere, og så sige, okay, det er den her pointe, der tager fat, det er nok, så snitter vi den til. Så kan man også på bagkant få hjælp til at fjerne stavefejl, få grammatikken til at sidde, og sådan noget der. Og det vil jeg påstå, flertallet, de siger, det er nok bedst at skrive et eller andet LinkedIn-post om, hvordan man bruger AI, for det er meget oppe i tiden, og så får du noget bag med fire emoji-bullets, ikke, og så kan du, ved at skrive en kommentar, få en AI til at generere noget banalt om, hvordan du bruger AI, eller et eller andet, altså, hjernedødt. Det er ikke til at holde ud. Men det viser jo bare, altså, du kan jo give folk et redskab, og så kan de jo, du ved, enten slå sig over fingrene og komme slemt til skade og ligne en idiot, eller de kan bruge det her redskab målbevidst, rettet mod et udtryk, som man måske fornemmer og føler, men stadigvæk ikke helt har sat i sprog. Og der tror jeg, sprogmodellerne kan være demokratiserende. Der kan vi se folk, der måske er voldsomt hæmmet af dysleksi, altså, der simpelthen aldrig kunne skrive, og hvis de kunne, blev det ikke til noget alvorligt, der nu kan udtrykke komplekse tanker i et formfuldendt dansk. De er helt nede omkring de enkelte ord og vendinger og tone og stil, nej, og det er måske også derfor, de får måske ikke Nobelprisen i litteratur, fair nok, men det er jo pludselig en kanal, der åbnes. Og det skal vi altså huske, når vi går og slår AI oven i hovedet og synes, det er noget forfærdeligt noget. Jeg så på det sociale medie, at Coca-Cola har sendt en julereklame ud, en tv-reklame, den er igen, ligesom sidste år, lavet med AI, men den bærer også teksten "AI didn't make this, we did", med venlig hilsen Coca-Cola-teamet. Det har været benhårdt arbejde, de har promptet fingrene hudløse, og de har siddet nat og dag, skriver de, og kurateret det her output til en historie. Jeg synes stadigvæk, nu er det jo også en reklame for Coca-Cola, altså det er jo ikke stor kunst, men det skal vi alligevel, det synes jeg lige, vi skal vende mentalt: vi skal lige tænke over, at der er så utrolig mange måder at bruge LLM'er, modeller i det hele taget, på, at vi ikke bare kan sige, at fordi AI har været inde over noget, er det dårligt. Vi kan sagtens sige, vi vil gerne se noget, der ikke har haft AI inde over, det er et rimeligt krav til visse former for produkter, det er helt fint, det må man jo selv om, men vi kan ikke omvendt sige, at fordi der har været AI til stede i processen på et eller andet plan, at det så er skidt. Vi må kigge på produktet og sige, gør det her godt, det det skal, hvis vi ikke snakker om kunst, for hvad er nytteværdien så? Og der er vi pt, hvor der er utrolig meget lort derude, hvor folk siger: se, er det ikke imponerende, det er lavet med AI. Altså, igen, LinkedIn er fyldt med det: se, jeg har lavet noget, der ligner en Hollywood-film med AI. Jamen, det er jo lort, det er jo en historie, der ligner en imitation af noget, vi har set tusind gange før, altså det er et dårligt produkt. Så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan du har lavet det, men den gælder måske også den anden vej rundt.

[Thomas Blomseth: 00:51:01]
Ja, altså, det der jo mangler i kurateringen, det er også at have smag, også måske det at have en praktisk anlæg for det.

[Klaus Silberbauer: 00:51:09]
En dygtig kurator, ja, der er langt imellem den, jo også.

[Thomas Blomseth: 00:51:12]
Jo, men det er jo altså noget, som nogen vil sige. Det er, især, at man får smag, inden man får evnen til at udtrykke sig i medierne. Altså, det kender jeg jo også selv fra musik: det med, jeg kan godt forholde mig til, hvad jeg synes er rigtig godt eller mindre godt, og jeg kan også forholde mig teoretisk til, hvad der foregår her, men det er ikke det samme, som at jeg kan udtrykke det selv, der skal man arbejde på det. Men det her,

[Klaus Silberbauer: 00:51:42]
Det kræver feedbacken, det kræver, at du hælder et eller andet virkelig, virkelig dårligt ud af klarinetten eller skrivemaskinen, eller hvad det handler om, kigger på det og siger, det var ikke der, jeg ville hen, det var ikke det, jeg følte. Og så øver man sig jo i 10.000 timer, og så kan man måske begynde at styre udtrykket i retning af det, man gerne ville. Og så tror jeg også, at det, man vil, det ændrer sig, ved at man får feedback fra det udtrykte. Altså, der er også en proces der, men det er en anden gang.

[Thomas Blomseth: 00:52:09]
Og det er så derfor, at med det udgangspunkt man så får fra den generative AI, kan du jo begynde at, faktisk begynde at slutte det loop på et andet niveau i forhold til nogle af de her medier. Som nævnt, hvis du har dysleksi i forhold til det skrevne ord, kan du begynde at arbejde på et andet niveau, i forhold til at du har en helt vild god fornemmelse for, hvilken tone du skal have, og så videre, hvad er det for en idé, der skal udtrykkes, men du har ikke haft muligheden for rigtigt at sætte de der tegn efter hinanden på den rigtige måde, men det kan du så få lidt hjælp til, og så kan du bruge din smag i kurateringen. Så derfor tror jeg, at det med at have smag for ting, det bliver vigtigere, og det kan jeg også selv se med den måde, jeg bruger generativ AI til softwareudvikling. Altså, det med at have en smag, en holdning til, hvordan systemer skal bygges, den bliver vigtigere nu, end nødvendigvis at kunne sætte de enkelte tegn efter hinanden og lave den rigtige syntaks, for det skal modellerne nok tage sig af, eller også itererer de lidt, og så får man banket det på plads. Men at have den der smag, den vision for hvor vi skal hen, det bliver vigtigt.

[Klaus Silberbauer: 00:53:17]
Ja, og det kan man så faktisk bruge mere tid på, fordi noget af håndarbejdet bruger man ikke så meget tid på. Altså, jeg kan ikke kode, det har vi også talt om i en episode for nylig, at mine evner til at kode ligger på et meget, meget lille plan, det er altså noget JavaScript, som det var for 20 år siden, og så har jeg engang lavet noget Pascal, altså det er virkelig sløjt. Men jeg kan godt have brug for at lave applikationer, og det kan jeg nu, for første gang kan jeg lave en applikation, og jeg kan bruge tid på logikken og sige, det er det her, den skal kunne, det er sådan her, det skal visualiseres, og selve det at få det udtrykt som applikation er et stykke automatiseret arbejde. Jeg forholder mig ikke til kodens kvalitet, det kan udviklere gøre, jeg kan ikke engang se koden i de redskaber, jeg bruger, jeg er grundlæggende set ligeglad, jeg har forstået, at det godt kan være, det ikke skalerer, det har jeg så heller ikke brug for. Men for mig er det jo en måde pludselig at lave redskaber til mig selv og andre, der sætter nogle idéer i system, uden den her kæmpe proces, det er at hyre udviklere ind og styre udviklere. Og altså, hvis man sidder derude og aldrig har lavet software, ikke har været en del af softwareverdenen, og tror, at det er billigt at lave software, eller var billigt at lave software, så må man tro om igen, det er grotesk dyrt. Det er altså den klassiske, du ved, som to elefanter, der laver elefantunger, det tager lang tid, og det larmer, og lige pludselig er det disrupted, ved at man kan lave i hvert fald noget software ved at udtrykke sig sprogligt. Så jeg kan tage det medie, jeg behersker relativt godt, og omsætte det til et andet medie, for mig er det en oversættermekanisme, og jeg er rystet over, hvor godt den oversætter, jeg er rystet over, hvor gode nogle af de her redskaber er til at forstå, hvad pokker det er, jeg prøver at udtrykke. Det føles helt magisk en gang imellem.

[Thomas Blomseth: 00:55:21]
Ja, og det er tilbage til, at en af de her transformere, som de her sprogmodeller er, det er i virkeligheden en slags omsætningsmaskine. Du kommer med et sæt af tokens, som aktiverer noget inde i den her model, og ud af det kommer der et sæt af andre tokens, som er i en eller anden form constrained af det sæt af tokens, du kommer med. Og jo mere retning, smag, osv., du kan give til dit input-sæt af tokens, jo mere retning og smag kommer der også i dit output-sæt af tokens. Og det, vil jeg sige,

[Klaus Silberbauer: 00:55:53]
Og jeg er jo user experience design-uddannet, så jeg er jo vant til at prøve at udtrykke i sprog og i skitser, hvad udvikleren, hvor jeg gerne vil have udviklerne hen. Det kan gå direkte nu i software, jeg skal selvfølgelig udtrykke mig på en anden måde, det er lidt ligesom at skifte instrument, ikke, altså det kan føles som at spille klaver med boksehandsker på, når man starter, men det er alligevel, altså, spændende at se, at man ved såkaldt vibe coding og forskellige modeller kan komme så meget tættere på det, man egentlig ville, fordi der ikke er en menneskelig dag imellem. Så kan det godt være, jeg glemmer at skrive, at det også skal være sikkert, og at det skal skalere, det der, men hvis jeg skal i produktion med noget software, må jeg jo have nogen til at hjælpe mig med det. Men som øvelse, og til at lave hverdagsredskaber, der vil jeg sige, revolution er faktisk et lille ord i den sammenhæng.

[Thomas Blomseth: 00:56:49]
Ja, det er det største, der er sket i mindst 50 år.

[Klaus Silberbauer: 00:56:54]
Det er jeg sikker på.

[Thomas Blomseth: 00:56:55]
Men hvis du skulle have en lille kode her for vores velformning, så kunne man jo sige, at hvis jeg nu havde haft andre præferencer for udtryksmedie, end dem jeg har, så kunne det være blevet til et blogindlæg for eksempel, eller et lille essay. Men jeg sætter meget mere pris på at lave generativ podcast sammen med dig, så derfor er det det medie, vi har valgt at udtrykke de her tanker i, i hvert fald til at starte med.

Silberbauer og Blomseth

[Klaus Silberbauer: 00:57:29]
er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag de fænomener og teknologier, der præger alt for vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Efter episoden her poster vi kilder og opfølgende materiale på Bluesky, hvor vi også er meget nysgerrige efter dine kommentarer, spørgsmål eller kritik. Find os på snabel-a silberblom.dk. Vi laver podcast i vores egen tid og for vores egne penge. Vi generer dig ikke med reklamer for VPN-forbindelser, pulvermad eller lydbøger. Men hvis du kan lide, hvad du hører, så abonner på os i din yndlingspodcast-tjeneste, og giv os meget gerne en bedømmelse på Apple Podcast. Det betyder meget, og vi higer vel alle sammen efter anerkendelse. Del også gerne Silberbauer og Blomseth med venner, familie eller kolleger, specielt hvis de har, ligesom dig, en inclination mod videnskab og erkendelse. Sidst, men ikke mindst, tak for, at du lytter med.

[Thomas Blomseth: 00:58:18]
tak for at du lytter med