111: Data Centers In Spaaace – computerkraft i kredsløb

Hvad er der i skæringspunktet mellem teknologi, energi, AI og rumfart? Thomas behøver ikke engang at remse dem alle op, før Klaus gætter det: Data centers in space! Noget, som indtil da ville være blevet afskrevet som ren science fiction, blev pludselig i slutningen af 2025 til en slags mainstream da både Google, startup'en Starcloud, SpaceX et al. annoncerede, at man overvejer eller allerede er igang med at udvikle AI-datacentre i jordkredsløb. 

Da Thomas kiggede på rumbaseret solenergi i 2019, nåede han frem til, at det ville være oplagt, hvis solenergien uden for jordens atmosfære blev udnyttet til at lave datacentre i rummet. Men det tog altså nogle år, før det for alvor fik gang på jorden, så at sige. Hvorfor det netop er nu, at idéen er slået igennem, handler om mere end ren teknologiudvikling.

****

Nu også på YouTube — hvis du bedst kan lide din podcast med uden video. https://youtube.com/@silberblom

****

Hvem betaler for Silberbauer & Blomseth?

Det gør vi selv. Vores indhold er på ingen måde egnet til sponsorer eller reklamer for proteinpulver, VPN-forbindelse eller e-bøger. Så hosting, udstyr og alt det der er på egen regning. 

Det eneste vi beder om til gengæld (hvis du altså kan lide det, vi laver) er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. 

Husk at følge os på Bluesky (@silberblom)

Linktree

Transcript

[Thomas Blomseth: 00:00:00]
Hej Klaus.

[Klaus Silberbauer: 00:00:06]
Hej Thomas. Vi sidder her igen, og det er jo dig, der har været et emne. Jeg er meget spændt, fordi der er nok at tage jer derude. Verden er ikke blevet et mindre roligt sted inden for de sidste par uger. Så hvad skal vi tale om? Er det aktuelt, eller er det noget helt andet?

[Thomas Blomseth: 00:00:26]
Ja, jeg er jo enig, at det er brode tider. Vi lever måske i det der kinesiske ordsprog, skrots og forbandelser om, at du må leve interessante tider. Så kan vi se, om dagens emne bliver en omgang eskapisme. Fordi jeg tænkte, at efter en lidt dyster åbning på året, sidste episode, så tænkte vi, at vi skulle have lidt teknologioptimisme.

[Klaus Silberbauer: 00:00:49]
Eskapisme versus eskatologi.

[Thomas Blomseth: 00:00:51]
Ja, og jeg tænkte, at måske at lave lidt gætterkonkurrens med dig.

[Klaus Silberbauer: 00:01:00]
Okay.

[Thomas Blomseth: 00:01:00]
For at se om vi kunne nærme sig. Fordi det er et emne, som ligger i skæringspunktet mellem flere ting, som vi synes er interessant. Og så prøver jeg at starte med noget, det mest generiske, jeg kan sige om det. Og så må vi se, hvor mange ord jeg skal sætte på, før du gætter, hvad det handler om.

[Klaus Silberbauer: 00:01:16]
Jamen ja.

[Thomas Blomseth: 00:01:16]
Kan du prøve det?

[Klaus Silberbauer: 00:01:17]
Ja, okay.

[Thomas Blomseth: 00:01:18]
Så det første er ekstremt generisk. Jeg siger bare, at det handler om teknologi.

[Klaus Silberbauer: 00:01:22]
Okay. Det hjælper mig ikke så meget.

[Thomas Blomseth: 00:01:25]
Men så handler det om energi også.

[Klaus Silberbauer: 00:01:28]
Mhm.

[Thomas Blomseth: 00:01:29]
Det er også meget generisk. Så handler det om AI.

[Klaus Silberbauer: 00:01:35]
Ja. Altså, det er jo noget, der kræver meget energi.

[Thomas Blomseth: 00:01:40]
Ja, altså hvis du tænker i sådan skæringspunktet af emner, vi godt kan lide at tale om, fede emner at tale om.

[Klaus Silberbauer: 00:01:46]
Fede emner at tale om. Altså, vi har jo før talt om noget med, at energien skal findes ude i rummet. Eller at compute skal flyttes ud i kredsløb.

[Thomas Blomseth: 00:01:53]
Bingo. Data centers in space. Jeg håber, at der er nogen, der fanger mobbet-referencen der.

[Klaus Silberbauer: 00:02:04]
Jamen fedt. Ja, vi har været der før, men der sker jo også noget på den front. Både pro- og kontra-ideen.

[Thomas Blomseth: 00:02:13]
Ja, og det, jeg synes var interessant. Og også da vi havde lov til at bryste mig lidt. Det var, at jeg tænkte, det var lige ved interessant, det der skete i slutningen af 2025, hvor den her idé om AI-datacenter i rummet blev nærmest mainstream. Lige pludselig, så brød den bare igennem. Og det var jo både Google, der publicerede et preprint om deres Project Suncatcher, hvor de kiggede på det med at netop lave sådan en sværm af AI-datacenter og satellitter. Der er en startup, der hedder Starcloud, som arbejder med det. Lige pludselig så meldte Elon Musk og SpaceX og os med, at det ville de ligesom også lave.

[Klaus Silberbauer: 00:02:55]
Han har ellers været ikke så glad for idéen, så vidt jeg husker.

[Thomas Blomseth: 00:03:00]
I hvert fald so-baseret.

[Klaus Silberbauer: 00:03:00]
Fordi det ikke var hans egen, sikkert.

[Thomas Blomseth: 00:03:02]
Eller rum-baseret solenergi har han ikke været kritisk overfor. Sågar også Blue Origin begyndte også at tale om. Så lige pludselig så var den der idé, den var der ligesom bare. Men trofaste lyttere vil jo have måske kunnet huske, at vi har jo nævnt det tidligere i vores episode om, hvordan man kan få alt godt fra rummet. Der nævnte jeg det også. Og så tænkte jeg, jamen, skulle jeg gå tilbage og kigge på de noter, jeg lavede i efteråret 2019, hvor jeg var på et ophold i New York City. Og jeg tænkte, det der rum-baseret solenergi, lad mig lige kigge på det igen.

[Klaus Silberbauer: 00:03:39]
Tilbage i 2019.

[Thomas Blomseth: 00:03:40]
Tilbage i 2019.

[Klaus Silberbauer: 00:03:40]
Det var klarsynet, synes jeg.

[Thomas Blomseth: 00:03:42]
Ja, og det var ret interessant så også at finde noterne frem. Heldigvis så sagde det også til nogle folk. For nogle folk, der ved jeg, at jeg sagde det dengang. Men det der var en sand, det var, at jeg gik tilbage og kiggede på, blandt andet der var en NASA-konsulent, der hedder John Mankins, som havde lavet en bog. Nogle år inden, hvor han ligesom prøver at opdaterede det her koncept om rum-baseret solenergi. Og det han gjorde, det var lidt at tage det samme koncept og hælde på lidt nye flasker. Det var sådan nogle meget monolitiske, kæmpe store enkelt satellitter eller konstruktioner i rummet. Og det jeg tænkte dengang, det var, at det er ikke moderne nok. Det er baseret på nogle constraints, som man havde før. Lad os tænke det mere som datacenter. Som at vi tager nogle små enheder og kobler dem sammen. Også fordi på det tidpunkt havde vi jo computerkraften til at få satellitter til at flyve i formation, for eksempel. I stedet for at komme den samme fysiske formation. Så jeg lavede faktisk en helt lille oversigt og tegning. Og jeg tror faktisk, at du har set den dengang. Fordi det brød godt nok også til at lave nogle skitser omkring det med at give jorden en solbrøller på. Eller i hvert fald give den en parasol og skyg for solenstrålning.

[Klaus Silberbauer: 00:05:13]
Den har vi jo også en episode om.

[Thomas Blomseth: 00:05:16]
Ja. Den idé. Men det var den der idé om, at vi faktisk nu har computerkraften til at... I stedet for at kunne bygge store fysiske konstellationer, så kunne lave de her konstellationer eller sværme i stedet for. Og det tænker jeg typer inden. Det er den her retning, vi skal tage det. Med rumpestad solenergi. Og så et andet udfordring med det. Det er jo, hvordan får man den her strøm ned til jorden. Og den gamle idé, det var jo også, som går tilbage til 60'erne. Og en fyr, der hedder Peter Glaser. Som faktisk fik et patent på det i starten af 70'erne. Det var at putte dem op i geostationale kredsløb. Som er de her 36'000 km ude. Så man har den samme kæmpe store solenergi-satellit placeret over det samme sted på jorden. Helt sådan, som vi har med vores gamle, i hvert fald kommunikations-satellitere. Og dem, man har brugt til fjernsyn og sådan noget. Da folk havde et par boler siddende på deres egen hus. Men med problemet, der er fandest langt derudfra, så ned til overfladen. Og så går der meget tabt. Og sådan en gamle idé, det var jo...

[Klaus Silberbauer: 00:06:17]
Ja, fordi det skal jo... Altså, vi kan ikke trække et kabel. Så det bliver elektromagnetisk stråling af en art mikrobølgerlaser. Problemet er jo det der med kvadrater på afstanden, ikke? Selv en koncentreret mikrobølgerlaser vil tabe... Uden at jeg er fysiker, jeg kan ikke regne på det, men tror jeg er relativt meget energi. Altså, der er ikke meget tilbage efter 36.000 kilometer. Og så lige en tur ned gennem atmosfæren.

[Thomas Blomseth: 00:06:43]
Præcis. Men nu siger det, at det med at trænke et kabel, det kan godt være, at det kunne lade sig gøre engang. Det var ikke helt ugen.

[Klaus Silberbauer: 00:06:50]
Det er ikke det, du kan købe ned hjem og fikse i hvert fald. Altså, det skal være...

[Thomas Blomseth: 00:06:53]
Det er sådan en rumelevator-agtig stor. stof, vi skal over i. Men netop ja. Altså, der sker så meget med det signal, ikke? At de designser, som vi kan huske fra vores barndom, det var jo, at man skulle have sådan nogle 10 kilometer i diameter store arrays af mikrobølgeantender.

[Klaus Silberbauer: 00:07:12]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:07:13]
For at kunne modtale. Man kan sige så i dag, alligevel med nogle af de solcellefarmer, der bliver lavet rundt omkring, så er det jo ikke umuligt at lave så store antenner. Men det siger noget om, hvor stor det signal bliver spredt fra 36.000 kilometer. Altså, noget andet, jeg tænkte, det var, nej, vi skal ned i de lavere jordkredsløb. Og vi skal bruge den der konstellationstanke. Og så det, at i stedet for at have et stort samlet kraftbund, så at sige, der kommer ned, så skal vi også bruge computerkraften til at kunne orientere det. Altså, sådan en anden idé, der kom frem, det er der jo at sige, jamen, i stedet for at prøve at få strøm ned, hvad så med at tænke det som, at vi kunne lave strømforsyning i kredsløb, i jordkredsløb, hvor at man så ikke behøver at have, hver eneste, hver eneste satelit behøver ikke have sit eget kraftværk med om bord, som de faktisk har nu, ikke? Så kunne man have et strømforsyningsnetværk. Men så næste tank, det var, jamen, i stedet for netop at sende strøm rundt, vi ved, hvordan man kan lave datatransmissionen uden tab, og der skal så meget mindre energi til at sende data ned, så skulle vi bruge strømmen til at lave beregninger rum. Så det var min række, tankerække, der i 2019.

[Klaus Silberbauer: 00:08:23]
Og det giver jo mening, det kræver jo, altså det, der er sket siden 2019, er jo blandt andet, at når vi snakkede produktion, os da Beezus først begyndte at snakke om, så færdig gamle idéer omkring at flytte industriel produktion i kredsløb. Og så griner folk, der siger, jamen, så skal du have en helvedes masse materiale op ad tryngtebrønden, og så skal han materiale ned igen, bare for at sætte det sammen deroppe. Og det kan også give nogle udfordringer. Jeg afskriver den ikke, men det er selvfølgelig energimæssigt dyrt. Men der er sket noget hen over de seneste par år, faktisk, hvor så meget af vores produktion i situationstegn her på kloden er flyttet over i at være number crunching. Det er compute. AI, LLMs, som på alle mulige måder vil forbedre den måde, vi producerer på, måske ordentligt købt gør den mere sustainable, er blevet måske det vigtigste produktionselement. Ikke helt. Vi skal også have noget at spise. Men det er blevet ret vigtigt, at vi kan køre nogle tal igennem maskinen, og som du siger, flytte dog arbejde op til, hvor energien er, i stedet for at flytte energien ned til arbejdet. Fordi det her arbejde er meget, meget nemt at transmitere.

[Thomas Blomseth: 00:09:35]
Præcis.

[Klaus Silberbauer: 00:09:35]
Vi skal flytte megabytes og ikke megawatts.

[Thomas Blomseth: 00:09:38]
Ja. Og i hvert fald, det er en meget lettere start der. Og det er så også der, hvor Starlink, altså SpaceX, Starlink har vist vejen, for at man kan lave de her konstellationer, og man har fået udviklet også noget som laserkommunikation mellem sig, der er en kredsløb. Og så er der så det, man kunne have brug for også, som er det med formationsflyvning, som er i stedet for, som vi nævnte tid, at skulle bygge store, statiske strukturer, som var O'Neills vision også, som er sindssygt svære at få til at hænge sammen ordentligt i lavt jordskredsløb, hvor der stadigvæk er ret meget atmosfære tilbage. Altså, så får du noget med noget kæmpe drag, og noget, der ligger og drejer rundt, og skal bruge masse kræfter på at holde det positioneret. Så i stedet for at have satellitter, der kan navigere autonomt sammen med andre satellitter. Og det er jo så også der, hvor der er sket gennembrud, og der er fede resultater, og hvor Danmark også spiller en rolle. Og det er også resultat, der er kommet netop i slutningen af 2025. Og det var DTU Space, der havde været med til at lave en ESA-mission, der hedder PROBA-3, som overhovedet ikke har noget med det her med AI-data-center i rummet at gøre, men det handler om at prøve at bygge en tyngde følgemåler i rummet, ligesom LIGO. Og så lave den ved, at man har satellitter, der flyver i ekstremt tæt formation. Og der har DTU Space simpelthen helt afgørende i forhold til at få lavet en mission, og så faktisk få demonstreret, at det kan lade sig gøre, at få dem til at flyve ned på få meters afstand, altså centimeters afstand nærmest.

[Klaus Silberbauer: 00:11:28]
Og hvad er præcisionen så? Fordi hvis man taler LIGO, altså hvor vi måler jo simpelthen på forbipasserende tyngdebølger, ved at kigge på, om lysbølger er ude eller inde af fase med hinanden, så snakker vi altså om præcision, og en støjfiltrering, der skal være helt exceptionel.

[Thomas Blomseth: 00:11:47]
Ja, altså det DTU Space skriver jo der, at det handler om autonome fartøjer, der kan finde hinanden over stor afstand, og råd må navigere ind til kontakt med mikrometer nøjagtede. Det er jo sindssygt. Men der er også... Mikrometer.

[Klaus Silberbauer: 00:12:01]
Det er jo så ikke helt nok, altså på den måde, fordi hvis vi skal ned og kigge på lysbølgelængder, så skal vi jo længere ned, men hvis du kender usikkerheden, så kan du vel modregne den i resultatet, tænker jeg.

[Thomas Blomseth: 00:12:20]
Jamen, og det handler også, hvad er frekvensen af de tyngdebølger, de vil finde og sådan noget.

[Klaus Silberbauer: 00:12:25]
Det er selvfølgelig det.

[Thomas Blomseth: 00:12:26]
Som spiller rolle også, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:12:27]
Og det må være ret lav frekvendte.

[Thomas Blomseth: 00:12:30]
Ja, nogle af dem. Så man kan sige, det her er så et resultat for den forskning og udvikling af forskningsinstrumentet, som så også kunne overføres til det her kommersielle formål. som hvor man jo ikke har brug for mikromedneragtighed. Men noget af det, der er afgørende for datacenteret, det er det, der hedder interconnecten. Og det er det med at få alle de her dyre chips til at tale sammen. Og få dem til at tale sammen på de rigtige tidspunkter. For det er jo ligesom, at man vasker data ind og ud over chipsene og tilbage igen, mens man træner netværkene. Og det er meget vigtigt at få den timing på rigtigt. Og det er også noget af det, Nvidia, de er gode til også. Så hvis man skal have de her AR-datacenter i årmødding, så bliver man nødt til at kunne have en mindst lige så god interconnect, som man har i de årbaserede datacenter, hvor chipsene er så placeret mere solidt fysisk. og det er sådan noget, man nok bruger, om man bruger radionetværk i sådan en sværm, eller om man faktisk bruger laser, det bliver spændende at se.

[Klaus Silberbauer: 00:13:40]
Så der ligger jo et eller andet spændende beregning, der hedder, altså hvor er sweet spot imellem hvor mange GPU'er eller TPU'er, eller hvad du nu vil putte derop, alt efter hvem du er, per enhed, altså per satellit, i forhold til, hvad koster det at have den her satellit til at generere sin egen energi via solceller, altså hvad er overhættet per enhed, altså i den distribuerede tanke, kontra, hvad vil det koste at lave de her meget store øer, kæmpe satellitter, der kan producere meget energi og have mange GPU'er ombord, men der må også være noget risiko, hvis sådan en går tabt, så er det pludselig dyrt, så swarm kontra centrale store beregningsenheder med, jeg ved ikke, millioner af GPU'er ombord, men det kan man sikkert regne på jo, der er nok nogen, der kan der kan finde det sweet spot.

[Thomas Blomseth: 00:14:43]
Ja, det var så sjovt, det kunne man så se på især Twitter, der i slutten af sidste år, der blev det blev diskuteret en del, hvordan man skulle strække de brængene sammen. Men jeg synes, altså gennembrudtingen her, det er det med at få brugt de der monolitiske store 60'er, 70'er konstruktioner op i noget, som jo også skal udbygges løbende. Og man kan tage satellitter ud af drift, ligesom de jo også gør med startlægning.

[Klaus Silberbauer: 00:15:16]
Ja, de lever ikke så længe, faktisk.

[Thomas Blomseth: 00:15:17]
De lever ikke så længe. og det er jo selvfølgelig nogle af disse overvejelser også, der handler om, jamen så kommer der endnu flere satellitter i kredsløb, og det gør så miljøet i lavt jordkredsløb endnu mere udfordrende.

[Klaus Silberbauer: 00:15:29]
Der er nogen, der siger, at vi allerede nu er tæt på Kessler-syndromet.

[Thomas Blomseth: 00:15:33]
Ja, det kan jo ske lige pludselig. Det er jo den der kædereaktion.

[Klaus Silberbauer: 00:15:40]
Og en til lidt går i stykker, rammer nye, rammer nye, og hvis tætheden i de kredsløb er stor nok, så har du pludselig en kædereaktion, der stikker af, og så bliver det dyrt og et problem, fordi så har vi så milliarder af små stykker skidt hængende rundt i kredsløbet, der er svært at komme af med.

[Thomas Blomseth: 00:15:57]
Og det er så også, det bliver så vigtigt i styringen af sådan en lille sværm, et AI-datacenter-sværm. Det er jo, at man kan godt få, hvis en af de her cellitter inde i sværmen lige pludselig begynder at drive til en side og rammer en i den anden, så får vi sådan noget ligesom en gravity-film derfor nogle år siden, hvor det så bare kaskaderer. Så det bliver selvfølgelig vigtigt, at man når man får styr på det. Men jeg ser det ikke som uoverstilende teknisk problemer.

[Klaus Silberbauer: 00:16:29]
Nej, og nu er det jo også et teknologioptimistisk afsnit, det her.

[Thomas Blomseth: 00:16:33]
Præcis.

[Klaus Silberbauer: 00:16:33]
Så lad os ikke blandt andet det geopolitiske ind med, at hvem skal stå for det her. Der er ikke noget i tiden, der tyder på, at vi ligesom har en verdensregeringsstart, der i bedste science-fiction-stil kan lave en fælles konstellation. Vi alle sammen kan tabbe CPU-kraft fra eller compute fra. Så det vil jo være enkeltstående virksomheder, måske den kinesiske stat, og så vil man have forskellige konstellationer, som man skal enes om, der ved, hvilket kredsløb ligger de i, og hvem har det mest fordelagtige kredsløb, og kan man gemme våben inden i blandt alle de her compute-satelliter osv. Lad os ikke gå den vej ned. Men en ting, som har været kritikpunkt mod compute i kredsløb, det har jo været den her idé om varmegenerering og problemer af afkøling. Fordi en ting er, altså vi ved, at de her datacenter kræver sygt meget afkøling, ikke? Og der bruger man vand, fordi så kan du lave varmen væk. Desværre også et relativt højt vandforbrug, vand der kunne bruges bedre på drikkevand, afgrøder osv. Men det er svært i rummet, fordi der er ikke rigtig noget medium, der kan transportere varmen væk, og det vil sige, du skal af med den via udstråling. Og det kræver jo nogle kolossale finner, køle, ribber. Det har i hvert fald været kritikpunktet. Men så så jeg her for et par uger eller tre siden Scott Manley, en af vores store inspirationskilder, hvis man kan sige det, sige, måske er det ikke så slemt det her, fordi man kan også sætte sig ned og regne på det, før man panikker over det med varmegenering. Og der er jo bare det, at en GPU vil aldrig udstråle mere energi, end du putter i den.

[Thomas Blomseth: 00:18:18]
Præcis.

[Klaus Silberbauer: 00:18:18]
Altså det er rent fysik. Så hvis du føder dine CPU'er med energi for solceller, så kan du godt regne ud, hvor meget dit kølearial skal være. Nu er solceller mere effektive, kan man sige, de er blevet rigtig effektive faktisk, så du kan få mere energi ind per kvadratmeter solcelle, end du kan få energi ud per kvadratmeter køleribe. Men det er stadigvæk et kontrolleret problem. Altså og derfor ser han ikke det som et problem. Altså overhovedet, at det er ikke det, der kommer til at se stopperen for compute i rummet i hvert fald. Vi skal nok til at udvikle nogle endnu mere effektive køle riber anart med mere overflade per kvadratmeter. Men det er ikke et urstiligt problem.

[Thomas Blomseth: 00:19:13]
Altså det med, at Manley han også påpegede, ja, altså kig på Starlink-celliteren i dag. De brænder jo ikke sammen. Det SpaceX-koncept, det er jo nærmest at bare tage den platform, de har og så putte GPU'er på. Og de brænder jo ikke sammen. Og man kan sige, de har jo, der er nogle andre trade-offs, hvor at med en datacenter satellit, så kan du nøjes med meget svagere transmissionssignal. Hvorimod Starlink-celliteren, de skal jo, især også når de nu vil gerne til at bruge dem til mobiltelefoner, de skal jo kunne levere et rigtig kraftigt radiosignal for at jordbasede kunder, de kan bruge det. Og det ved vi jo også, at det generer jo også varme. så han, jeg synes, det var ikke godt argument at sige, som du siger, hvis der bliver høstet det samme strøm fra de samme kvadratmeter solpaneler, som på en startingssaglin, tja, så burde det ikke være at stilte problemet.

[Klaus Silberbauer: 00:20:19]
Altså, jeg vil ønske, at Scott Manning tager fejl, fordi så betyder det, at vi kan lave en konstruktion, der genererer mere energi, end den samler op. Og det vil jo ændre en hel del. Det vil også være et problem, du ved, inden for termodynamikens lov, og sådan noget der, vi skal til at gentænke det hele, så det sker nok ikke. Og man kan sige, så længe at du ved, hvor meget energi du skal af, så er resten jo ellers stadig et ingeniørproblem. Og så har vi jo altså også lavet nogle generationer af GPU'er, som afsætter mindre varme, end de gjorde engang. Altså, der går simpelthen mindre energi til spilde. Noget varme vil der altid være, det siger termodynamikken også, fordi på et eller andet tidspunkt, skal de jo slætte deres hukommelseslager, og det koster. Altså, det varmer op. Sådan er det bare. Men der må være måder. Altså, jeg tænker, når du har en solceller vendt mod solen, så vender den anden del af solcellen væk fra solen. Den har to sider, typisk. Det må være der, man kan inkorporere noget køling. Så det er ikke så uavustiligt, som nogen gerne vil gøre det til. Jeg ved ikke, hvordan den der doomer-agtige ting kom fra, med at det aldrig vil kunne lade sig gøre, for du kan så ikke køle noget ned i rummet. Altså, det passer jo ikke, og det har vi vist lige siden den tidlige rumfart, at så snart du vender en side af en rumkapsul væk fra solen, så udstråler den energi, og vil blive kølet ned.

[Thomas Blomseth: 00:21:43]
Ja, så i forhold til det med køling, et vildere koncept, som kunne pege længere frem, det var at sige, hvorfor hiver vi så ikke ind af de der asteroider, eller nærjordsobjekter, med masser af gode nedforskende konbrenter ind. Så bruger vi simpelthen GPU'ernes varme til, at få det gjort flydende, og gjort til noget raketbrændstof. Altså, hvad burde det ikke være? Nej, nej, vi skal bare lige indfange sådan en kagel der, og slæppe den ind i kredslykken. jo, det er rigtigt nok.

[Klaus Silberbauer: 00:22:14]
Jeg vil godt lide den der first principle ting, du ved. Altså, det hele handler jo om energi. Hvis bare der var nok af det. Men det er jo det, vi er ude i her, fordi lige nu ser du jo, altså, tak fordi du kom med knap så doom and gloom emnet i dag, fordi det er sgu vigtigt i disse tider. Et af de ting, man står med her, udover hele den der, alt hvad der sker i verden, en gryne fascisme osv. Et af de store støtter til denne omtalte gryne fascisme er jo så Elon Musk, og Elon Musk, han kan jo ikke få dataprocesseringskraft nok lige på tiden. Ved Memphis har han jo bygget den her kolossus, som er et datacenter, der er, det er gået stærkt med at få det opført, og de kan ikke skaffe energi nok for griddet. Så han har simpelthen gjort det, han har stablet en helt række meget store metangeneratorer op, hvor de simpelthen bare fyrer metan af for at generere energi til det her compute, så han kan holde XAI's Grok i live. Og det er jo bare dystopisk hele vejen. Altså, der er ikke noget i det projekt, hvor man tænker, det kommer der noget godt ud af, og det sviner af helvede til. Jeg tror, sådan noget metan, der det står bare og sender sky og nitrogenoxid op, og nitrogenoxid, det er rigtig ubehageligt i store mængder og kraftsomkald, når jeg ved ikke hvad. Tror du, tror du, tror du, at Musk et eller andet sted give a shit, altså, hvis han kan skaffe energi på den korte bane ved at brænde metan af, beskyttet af en regering, som er fuldstændig ligeglad med miljøet, og nok vil være det i nogle år desværre, hvorfor skulle han investere det, det ville koste op og flytte energiproduktionen ud, hvor computeren er? Fordi han er jo bare iskold i røven, når det handler om at skaffe energi på den mest svinende måde overhovedet.

[Thomas Blomseth: 00:24:08]
Perfekt overledning. Det er som om, du har set mine noter på forhånd. Det har jeg ikke. Nej, det har jeg nemlig ikke.

[Klaus Silberbauer: 00:24:13]
Det har jeg ingen indsigt i.

[Thomas Blomseth: 00:24:16]
Så man kan netop søge et spørgsmål, hvorfor nu, og måske ikke kun med Musk, men noget af det, som jeg ikke identificerede i 2019, da jeg kiggede på det, for en meget, kan man sige, teknologisk perspektiv, det var det, man kunne kalde regulatorisk arbitrage. Både XAI, og det er også det, Google nok kan se, og de andre aktører, det er, at det simpelthen er for langsomt og for besværligt at få lavet nye datacenter på jorden. Så selvom Musk selvfølgelig har prøvet at købe sig nogle forbindelser langt ind i amerikanske regeringer, så er det jo stadigvæk de lokale niveauer, statslige niveauer, helt nede på kommunale niveauer. skide irriterende lokale folk, som får cancer, og det er de i en eller anden grund

[Klaus Silberbauer: 00:25:03]
sure over. De kan ikke se, hvor fantastisk rock er.

[Thomas Blomseth: 00:25:06]
Ja, så der er jo høringsfaser, og miljøgodkendelser, og myndighedsprocesser, og sådan noget, og det er det jo sådan set over det hele i den vestlige verden. Og de her hyperscalers, som de vil kalde, også ikke, hvis man mener, at man er i gang med at konkurrere i et kapløb om at lave AGI, og det, der holder dig tilbage, det er mange på en gitil datacenter, men det er også nogle biokratiske processer, så samlet set, så kunne det jo være noget af en regulatorisk arbitrage, og så bygge dem i rummet, hvor der ikke er naboer på samme måde, hvor der ikke er lovgivning på samme måde, og hvor der så tilmede energi, som er solenergi, som er meget mere, kan være meget mere effektiv end på jorden. Og det er sådan noget med, at de i kredsløb, så har du godt 1300 watt per kvadratmeter. Og på jorden, når man sådan trækker alle mulige ting fra, der er nat, og der er værlige, alle de her ting, så når man ned på sådan 300-400 watt per kvadratmeter i gennemsnitning. Så du får måske en 4x i hvert fald af den tilgængelige energi, og du kan gøre den vedvarende, altså det kan jo så også være et problem for jorden, for der bliver konkurreret om det der strøm også. Der er mange andre, der gerne vil bruge strøm. Og det har så nævnt, som du siger, ledt til at bandet XAI og har sat gasturbiner op ved datacenter. Og så er det faktisk også, der er en startup, der hedder Boom, som arbejder på at lave overlydspassagerfly. Og som del af det arbejde, så må de så udvikle deres egne jetmotor. Og fordi en jetmotor til overlydshastet, den faktisk bliver ret varm, så har de nu noget jetmotor, eller skråstrejt gasturbilteknologi, som kan køre på ret høj temperaturer. Så nu har de fået milliarderånder i dollars på at levere, i virkeligheden tage deres jetmotor, og så lave den om til gasturbiner, som kan bruges til datacenter. Så der er virkelig en constraint, som holder de der hyperscalers tilbage. Og så bliver det selv det, at måske er strømmen dyre i kredsløb, måske er opførelseomkostningerne også højere og sådan noget, men det, det de gerne vil have, det er, at de vil have compute hurtigere.

[Klaus Silberbauer: 00:27:57]
I parentesbemærket, jeg skal lige se, om jeg kan finde den frem, jeg mener, jeg så en video fra Veritasium på YouTube for en månedstid siden, hvor han besøger Rolls-Royce-fabrikkerne, hvor han viser, hvordan man kan lave turbiner, der fungerer ved en temperatur, der er højere end stålet smeltepunkt. Det er ret fascinerende. Det er ingeniørkunst på en meget høj plan. Men ja, altså det der med, at ved at flytte, altså, kom væk for alle de her skidebesværlige mennesker og deres lovgivning og du ved, vores idé om, at man ikke skal skide i egen ræde og vi gerne vil trække nogen under ren luft ind i lungerne. Vi vil gerne have drikket vand og så videre. Det kan godt være, at det ligesom er investeringen værd, når vi snakker om de her, altså mængder af penge, der nu er amast på individer og i princippet små virksomheder. Det er jo også en disrupting factor, at nærmest, altså enkelte individer nu kan bestemme over så stor mængder penge, at de kan vælge og lave sådan nogle eventyr, kan man sige, nogle ventures, uden at skulle spørge en bestyrelse faktisk, uden at skulle slås med en million aktionærer om det. SpaceX er stadigvæk et privat eget foretagende. men SpaceX er præcis, for de går faktisk i en IPO, og det bliver spændende at se, men det viser måske også, at SpaceX nu skal rejse ekstremt mange penge for, hvad man har tænkt sig at gøre. Og det kan jo sagtens, det kan give god mening, at det er SpaceX, der driver den her del af Mosques andre eventyr, som XAI, fordi XAI har jo ikke selv hverken midler eller kunden til at gå i rummet, så er det jo praktisk at have en raketfabrik i baglommen.

[Thomas Blomseth: 00:29:46]
Altså på denne måde en meget god synergi i hans konglomerat.

[Klaus Silberbauer: 00:29:52]
Man skulle tro, at han havde tænkt lidt over det, eller i hvert fald at han havde en fornemmelse for det, på trods af sit glade vanviddel på så mange andre punkter.

[Thomas Blomseth: 00:29:59]
Der er et andet interessant spørgsmål. Nu snakker jeg om metan. Noget af en forudsætning for det her, det er jo også noget, det Google regner på i deres preprint. Det er jo, hvad er opsendelsesomkostninger, og hvor langt kan vi få dem ned? Og der spiller Starship selvfølgelig en stor rolle. Og der bliver jo så også brugt metan for at sende den op. Men der kan man sige, forskellen i miljømæssig belastning her, og det er jo så nogle, kan man sige, engangsbelastninger i forhold til at sende noget kredsløb, i forhold til sådan noget som Colossus i Memphis, der bare står og sluger metan i daglig drift. Og det er jo så også forskellen her, at når vi har kraftfærdebrug af fossilbrændstoffer, så skal der være et flow af de fossile brændstoffer for at lave energien, hvorimod at solceller selvfølgelig tager noget energi for at bygge dem, men så er det jo en solid state teknologi, hvor der ingen bevægelige dele er, som bare skal udsættes for nogle fotoner. Og fotonerne, det er jo så det, dem får vi gratis. for de kommer jo fra den der kæmpe store fusionsreaktor, de der 160 millioner kilometer væk.

[Klaus Silberbauer: 00:31:16]
Jeg er sikker på, at Trump kunne finde en forklaring på, hvordan vi dræner solen hurtigere ved at lave solen og sådan noget, men det tæller ikke.

[Thomas Blomseth: 00:31:23]
Hvad er dit bud på, hvor stor en del af solens samlet output modtager jorden? Kan du huske det?

[Klaus Silberbauer: 00:31:33]
Det er ikke meget.

[Thomas Blomseth: 00:31:36]
Det er jo bare den rigtige størrelseorden.

[Klaus Silberbauer: 00:31:38]
0,002 promille eller sådan noget endnu mindre, fordi jorden er ikke stor. Vi vender kun en side mod solen, og solen er kæmpestor og radierer energi i alle retninger. Så hvis jeg kunne noget med nogle minutter og nogle gradetal og sådan noget der, så kunne jeg regne mere præcist ud.

[Thomas Blomseth: 00:31:56]
hvis jeg ikke husker helt forkert, så er det omkring to milliardtedele.

[Klaus Silberbauer: 00:32:00]
Okay, så er vi, ja, okay. Jeg skal have lidt flere nuller op på.

[Thomas Blomseth: 00:32:05]
Det er jo forsvindende. Og det er jo så, hvis vi skal ud på Kardashev-skalerne, så er det jo så, det er jo så bare, det er så bare, det er bare et éttal på Kardashev-skalerne. Og det er jo også derfor, at det er interessant ved, at de her AI-datacenter i kredsløbet, det er blevet til en ting. Det er jo, at så vil jeg mene, at så begynder den her sti på vej op af Kardashev-skalen, eller den begynder at vise sig. Fordi hvis jorden kun modtager to milliarder dele, altså så er det jo så meget høst, hvis man begynder at lave en Dyson-sværm. Og det er jo virkelig den her teknologi, der skal bruges for at lave en Dyson-sværm. Man kan sige, hvis vi kan bygge de her satellitter, så er det jo bare et spørgsmål om at kunne spytte dem ud i meget større ansat.

[Klaus Silberbauer: 00:32:54]
Jamen igen, altså barrieren er jo ikke, kan vi bygge det her. Altså det, der er sket inden for ingeniør og kunst, materialevidenskab, den her fokusering af midler, som New Space ligesom har stået for, er nogle ganske enkelte og vanvittige individer, ja, men ikke desto mindre, at der bare flyttede noget. Helt en acceleration, vi ser med AI, det er, at vi nu kan programmere og producere ting så meget bedre, så meget hurtigere. Altså hele rejsen mod singulariteten, hvis vi skal bringe den ind, den gør det bestemt ikke. Altså det, der syntes umuligt for fem år siden, syntes overhovedet ikke umuligt længere. det, der selvfølgelig hos mange og undertegnet inklusiv, ligesom er det store problem her, det er jo den politiske situation, hvor netop som menneskeheden kan begynde at flytte sig frem af teknologisk, så har vi jo så besluttet os for at fragmentere alt, hvad der hedder demokratisamarbejde, en hvilket som helst idé om, om det, at kloden på et tidspunkt, igen i bedste science fiction stil, kunne samles omkring problemløsningen, synes måske længere væk end nogensinde, fordi vi bruger tiden på nogle virkelig dumme ting i stedet for. Og så kan man jo håbe på, at det bare er noget, vi skal forbi. This too shall pass. At det er en del af turbulensen i vores kultur lige nu, fordi vi introducerer så meget energi i situationstegn på vores klode, både situationstegn, men så er man også helt reelt. Så turbulensen politisk, fysisk, klimaet er jo højere end nogensinde. Og jeg synes, det kan være svært at se igennem den støj, den turbulens, geopolitiske turbulens, som det her skaber, og så sige, at måske kommer der faktisk noget ud af den sidste ende. Jeg føler i hvert fald, at omkostningerne kan blive meget høje. Jeg ved omvendt set også, at vi nok ikke rigtig har noget valg end at pløje os igennem alt det lort, vi skal igennem, for at komme ud på en side, hvor vi kan rykke den teknologiske bare hen mod det, vi kan kalde næsten gratis, og i hvert fald CO2-fri energi. altså det er det næste store punkt for menneskeheden, at vi ikke skal slås om energien, men at vi kan tabe den i rå mængder, uden at svine vores egen redde til. Men turen derhen kan godt blive ret bumpy.

[Thomas Blomseth: 00:35:24]
Jamen, jeg tror, at det fuldstændig hænger en time sammen, også teknologiudvikling, for det vil vi jo se, mange af de problemer, vi har politiske og geopolitiske dage, det handler jo nok i virkeligheden om nogle petrostater, som har en bestemt måde at berige sig på, nogle eliter og oligarker, som har en bestemt måde at berige sig på, og hvis vi finder de her andre CO2-neutrale måder og får energi på, så bliver de ikke ved med at være lige så rige i fremtiden, og lige så influencerige.

[Klaus Silberbauer: 00:36:00]
Så det er et overlevelsesinstinkt hos en generation af ikke mindst arabiske oligarker, men også russiske oligarker, som godt ved, at på et tidspunkt er det slut, men hvis du kan trække den 10 år mere, 20 år mere, så er det i hvert fald ikke ens eget problem. Og så er der bare noget med rigedom. Altså, hvis man har det, som er bange for at miste, og man vil gerne have mere, der ligger et eller andet der. Og det gør jo nok, at mens oliestaterne kører et fantastisk PR-show om, hvordan man har ved at få lavet olien, og nu skal man leve af turisme og alt muligt andet. Det er en rigtig fin facade i virkeligheden. Så handler det om at sætte sig på de sidste reserver og sørge for, at man kan holde prisen på dem. Og så kan man jo købe amerikanske præsidenter til at tage en del af kampen.

[Thomas Blomseth: 00:36:53]
Præcis. Men i forhold til det med den fysiske dimension af at få lavet de her satellitter også, og der har jo selv i dem også krævet at sige det med, at vi skal til at kigge på, om vi kunne bruge ressourcerne for måneden. Og det er jo en gammel Gerald O'Neill, og det er jo så der, hvor det er jo det er mere Jeff Bezos' vision, som du også nævnte i starten, der er i gang med at vende. Altså Mars synes jeg trængte noget i baggrunden. Du tror da ikke det er et reklamestop det der.

[Klaus Silberbauer: 00:37:25]
Tror du virkelig, han har troet på det?

[Thomas Blomseth: 00:37:27]
Nej, altså det med IPO'en nu også, der kommer formiddelen i 2026, der tænker jeg også, ja det viser jo bare, at det var for at tiltrække nogle idealistiske, dygtige folk for at bygge det her. Altså hvis SpaceX, de laver aktiemissioner på børsen, så er det jo en helt anden dynamikker, der bliver underlagt. Og så er man ikke brydde sig om alt det der fokus på Mars, som siger, hvad er de umiddelbare muligheder for at kapitalisere på de investeringer, der er lavet. Og det er ikke på Mars.

[Klaus Silberbauer: 00:37:58]
Det vil have penge ud af vinduet. Penge ud i rummet.

[Thomas Blomseth: 00:38:01]
Ja. Men det der med at sige, det kunne faktisk skabe endnu mere instrumenter for at begynde at bruge ressourcerne på månen til noget. Fordi det er jo faktisk sådan, at regulitten på månen indeholder en masse gode sager, som man bruges til at lave solceller af. Og det er jo igen der, hvor den der salt state teknologi i solcelleren, den er jo også fantastisk. Det er jo virkelig en gave for universet også. At man virkelig bare kan bruge sand. Ligesom vi kan bruge sand til at lave chips, computerchips, så kan vi også bruge sand til at få omdannet fotoner til i et anfødstegn, jeg tror. I hvert fald, jeg tror, han der bevæger sig.

[Klaus Silberbauer: 00:38:40]
Ja. Det mækker jo, jeg kommer til at tænke på, det er mange år siden, jeg har læst den, men gode gamle William Gibsons Neuromancer. Der er et af plottes drejepunkter, omdrejningspunkter, af jo Wintermute, som er en AI. Det er nok det nærmeste, vi kommer på det. I kredsløbet. Det slår mig bare lige, at måske er vi alligevel på vej derhen, hvor den AGI, som vi på et tidspunkt måske når frem til, faktisk vil befinde sig i kredsløbet. Jeg mener ikke, at Gibsons har distribueret den ud over tusinder og tusinder og særligt af en sværm, men det er mere en rumstation. Jeg tror, familien, der ejer rumstationen, hedder Tesha Ashpool, eller sådan noget, det lyder vildt fedt. Det er sådan en åndssvagt fed estetik i den bog. Men ikke desto mindre. Så kan man sige, hvis man endelig skal parkere det tætteste, vi kommer på hjernen i sådan en AI i kredsløbet, så giver det også mening at distribuere den. Det vil jo være noget værdskidt, hvis det hele brænder sammen og falder ned, eller bliver ramt af et missil, fordi nogen vil have med den. Så måske alene det sikkerhedsmæssige vil gøre det uomgængeligt at distribuere ud over mange, mange små enheder, så du hele tiden kan miste en håndfuld satellitter, uden at din AI sådan set brøder sammen af det.

[Thomas Blomseth: 00:40:16]
Ja, der jeg må jo også se en interessant aspekt som er sådan noget som datasuverenitet, altså jeg vil gå tilbage til noget med det lovgivningsmæssige også, det her med, at der jo ikke nogen jordiske magter, der direkte har suverenitet over de datasort, der eventuelt er de vægte, der er i de modeller, som kører på de AI eller datacenter i kredsløbet. Så ja, så også på den dimension. Men rigtigt ja, altså dermed sådan, igen det distribuerer, og det har vi jo talt om igennem årene også her, altså at det er en vigtig tankegang i vort tid, det her distribuering og decentralisering. Selvom der også er kræfter, der prøver at arbejde den anden vej, og så måske de her menneser eller ting, vi ikke kan slippe afsted med fra de 200 århundreder, som bliver ved med at martre afsted.

[Klaus Silberbauer: 00:41:17]
Jamen, det er jo både skideskræmmende og nødvendigt. Lige nu i det hele suverenitetsdebat, vi står i i Europa, der er det distribueret jo et problem. Fordi vi kan jo ikke lukke af for cloudede systemer. Altså, der er nogle fine og rigtige og meget sympatiske bevægelser i gang med at sikre data og sikre software mod fremmede og fjendtige magter. Altså, det giver vi ingen at kunne køre alt det software, vi har brug for og vores netværk, hvis Trump slukker for knappen et sted, for at sige det så, på den måde. Omvendt set, føles det også som en skridt tilbage. Hvis vi forestiller os, at hovedparten af compute skal ud i rummet, så kan man sige, der er mange forskellige former for compute. Vi behøver ikke have storage i rummet, for eksempel, på samme måde. Vi behøver ikke at hele tiden stå i kontakt til compute i rummet for at udføre vores daglige beregninger. Man kunne forestille sig, at modellerne trænes i rummet og agerer på jorden. Det kunne jo være en måde at gøre det på. Men ikke desto mindre vil man kunne træne modeller uden for nogen som helst lovgivning. Det vil sige, de problemer, som Grok står for nu, hvor man har trænet en model, der er klar til stort set hvad som helst i ytringsfrihedens heldige navn og i Moskeds ideologis heldige navn. Det vil man kunne gøre fuldstændig frit. Der er selvfølgelig stadigvæk nogle virksomhedsentiteter, der bor i et eller andet juridiktion på jorden. Men i princippet kan man ikke rigtig stille noget op. Det er jo Kim.coms våde drøm. Fuldstændig frie data og ikke reguleret processeringskraft. Det vil da komme til at give nogle udfordringer.

[Thomas Blomseth: 00:43:15]
Det er nok nogle problematikker, som kommer til at holde nøje øje med i de kommende år. Og det er jo teknologien, der gennem de muligheder, den skaber, så begynder at udfordre måder, vi har sat tingene op på. Og som virkede som, at det var sådan bare tingene var. Men det er det jo ikke. Det havde været produkter og omstandigheder. Men jeg synes, nu er det jo fedt med Neuromancer-referencen der. Men hvis vi kan trække nogle historiske...

[Klaus Silberbauer: 00:43:51]
Ved du jo, hvornår den er skrevet?

[Thomas Blomseth: 00:43:53]
Studium i 80'erne.

[Klaus Silberbauer: 00:43:54]
1984.

[Thomas Blomseth: 00:43:55]
1984?

[Klaus Silberbauer: 00:43:56]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:43:56]
Wow. Er det ikke også, at Villa Straylight er også med i den? Er det ikke det?

[Klaus Silberbauer: 00:44:05]
Jo, jeg tror faktisk, jeg tror rumstationen hedder Villa Straylight.

[Thomas Blomseth: 00:44:09]
Mhm. Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:44:10]
Så det skal jeg have den genlæst. Det er længe siden. Men jeg mener, at Tesha Ashputs rumstation hedder Villa Straylight. Og at det ligesom er der, Wintermute mere eller mindre har hjemme, i det omfang, man kan sige, sådan en har hjemme noget sted. og prøver at undslippe touringpolitiet. Ja. Fordi man ved godt, den er gal. Og man har ikke lyst til at, at den AI vågner op og indser sin egen magt. Og derfor er den også meget forsigtig med at afsløre, hvor klog den er.

[Thomas Blomseth: 00:44:41]
Mhm.

[Klaus Silberbauer: 00:44:42]
Den spiller et waiting game.

[Thomas Blomseth: 00:44:45]
Ja, selvfølgelig. Og det er jo også noget af det, som dem, der er bekymret for udvikling af AGI nu, det er en af de scenarier, som bekymrer dem. Men jeg tænkte, der kunne være en større historisk buge også, som vi måske kunne aftegne her. Og igen, meget trofærdig lytter, som har været med næsten fra starten, at de vil huske, at der var en episode helt tilbage i sommeren 2020, en af vores første episoder, som hedder Arven fra Apollo.

[Klaus Silberbauer: 00:45:18]
Nu sidder de alle sammen derude og siger, ja, ja, det kan jeg godt huske.

[Thomas Blomseth: 00:45:20]
Ja, ja, det er det. Måske ja, men jeg synes, det var en af de første mere vellykkede episoder, hvor vi talte om, hvad er så egentlig Arven fra Apollo-programmet. Og der var vores hypoteser, som spørgede en bog, jeg læste dengang, det var jo, at i virkeligheden, så var Arven fra Apollo det, at der blev sparket gang i produktionen af mikroprocesser. chips. Altså, at behovene i Apollo-programmet for at få lavet en navigationscomputer, der var hurtigt nok, kompakt nok og pålideligt nok, til at man faktisk kunne sende mennesker til munden og få dem sikkert tilbage igen, var jo det, der i virkeligheden fik gang i Silicon Valley. Så det var jo statsstøtte i den forstand, eller et behov for et statsligt program, der gjorde den. og det var det, vi så oplevede som børn i starten af midt 80'erne, da vi fik hjemmekomputers. Det var jo den udvikling, hvor vi var på vej op af koren på i Mors Law. Det, der kunne være sjovt nu, det er jo så, at den ting, som man har let efter inden for rumfart i årtier, nemlig en eller anden økonomisk rentabel måde at få rumfart til at udvikle sig på, i stedet for, at det kun er på statsstøtten, at det så bliver AI-datacenteret i krigsløb. Det ville jo være sjovt. Så Apollo-programmet sat gang i udviklingen af mikroprocesser-chips, som så fem år, ti år senere leder til, at der er så stort beregningsbehov i verden, at det begynder at give meninger uden et rummet for alvor kommersielt.

[Klaus Silberbauer: 00:47:04]
Det ville være en smuk cirkel på en eller anden måde.

[Thomas Blomseth: 00:47:06]
Det synes jeg også. Det var derfor, jeg gerne ville have den med.

[Klaus Silberbauer: 00:47:08]
Men det giver så meget mening, fordi data kan transporteres ud af en eller anden tyngde brønd uden problemer.

[Thomas Blomseth: 00:47:13]
Ja. Det kræver, at data har værdi. Ja, og det har du fået.

[Klaus Silberbauer: 00:47:17]
Ja, og det kræver jo, at data har kun værdi, hvis du ligesom kan forædele det, tænker jeg. Og det er jo en forædeling, der sker her. At vi vil pumpe vores dataproduktion ud i kredsløb til compute, hvor den bliver kortlagt, vektoriseret, og derfor kan komme tilbage i en meget, meget højere tæthed og meget mere anvendeligt. det er vel et eller andet sted, det der sker i træningen af en AI.

[Thomas Blomseth: 00:47:51]
Ja, altså der er jo de to ting, der er træningsdelen, og så er der en forændsdelen, altså der, hvor man bruger modellen. Og jeg tror sådan set, at det her, det vil blive brugt tilbage, inden man nok startede i træningsdelen. Og det er jo så også StarCloud, som nævnte tid, at de har jo faktisk trænet en lille Google Jammer-model her i november-december på deres lille satellit, hvor de har et pak NVIDIA-GPU'er på. Så det har man faktisk allerede, man har proof of concept på, om man kan lave træningsdelen.

[Klaus Silberbauer: 00:48:19]
Den kræver heller ikke synkronitet, altså det behøver ikke være synkronet, det behøver ikke være real-time. Du kan sådan set transportere data ud og vente på, at det er færdigt, og så tage dem ned i klumper. Hvorimod inferens kræver jo altså ekstremt lav latency, hvis vi skal bruge det sådan noget fornuftigt.

[Thomas Blomseth: 00:48:35]
Ja, men det er jo så stadigvæk, det har Starlink jo også vist vejen for. Altså at i virkeligheden så bevæger signalerne sig jo nogle gange meget kortere mellem Starlink-satelliteren, end hvis du skal igennem et kabel på jorden.

[Klaus Silberbauer: 00:48:49]
Det er da ikke så langt derude,

[Thomas Blomseth: 00:48:51]
når det kommer til stedet. Så der kan man jo godt forestille sig en helt dynamisk allokering af også inferens, som handler om, kan den gøres hurtigt nok og leveres hurtigt nok på jorden, eller kan vi også lave træster og sige noget af det her inferens, det skal leveres inden for den her laders henstede, så det kører vi ud på, i compute-clouden ude i overbildet, i kredslæden.

[Klaus Silberbauer: 00:49:15]
Hvor længe det er ren gidsning, men for i hvor lang tid tror du, at Elon, eller hans dygtige folk omkring ham, har haft den her idé om, at nu bygger vi en tæt konstellation af Starlink, som er optimeret kommunikation, og så begyndter vi og så begynder vi at lægge nogle notes ind, så for hver 20. Starlink-satellit og sådan noget, ligger der i en compute-note, som får strøm på samme måde, står i laser-forbindelse med resten af konstellationen og ligesom kan stå for, ja, compute, og jo flere af dem, vi sender op, jo kraftigere bliver vores kommunikations-skrost og compute-konstellation, altså hvis man tænker sådan lidt modulært, så er det vel ikke noget, han fandt på i går, tror du det?

[Thomas Blomseth: 00:50:04]
Nej, jeg tænker også, hvis jeg fik de her tanker i 2019.

[Klaus Silberbauer: 00:50:08]
Nu anser jeg dig som væsentligt smartere end Elon Musk, men alligevel.

[Thomas Blomseth: 00:50:11]
Ah, okay. Tak, Klaus. Det var så lidt. Jeg tror, det er i hvert fald nogle år, det ville være mærkeligt.

[Klaus Silberbauer: 00:50:19]
Jo. Så der ligger nok noget på et tegnbræt afsted. Der er noget, der kommer ud af stealth inden længe, tænker jeg.

[Thomas Blomseth: 00:50:25]
Åh, men det synes jeg også, at deres annoncering var ligesom, at da de andre begyndte at rykke på sig, altså Google og Starcloud, så kom det også meget hurtigt, ligesom, at der var et koncept. Så det har de jo nok haft lækken i skuffen.

[Klaus Silberbauer: 00:50:38]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:50:39]
Og man kan sige, SpaceX, de har jo også, det de har udviklet, det er jo evnen til at producere satellitter i masseproduktion, som ingen andre rigtig har nået endnu. altså der er også kinesiske initiativer, og det er så spændende, om de kan producere lige så høj kvalitet, lige så hurtigt, men der har, Elon har jo nok taget noget fra de dyrekøbte læringer fra Tesla, og så overført det også til, hvordan laver man et sammenbånd, hvor der bare kommer satellitter eller andet.

[Klaus Silberbauer: 00:51:09]
Jamen det er jo der, hvor han jo, altså hvis man kigger hen over alle hans ventures, så har han jo videre lidt alt, hvad der skal til, fordi han kan producere ting hurtigt og i relativt høj kvalitet efterhånden.

[Thomas Blomseth: 00:51:23]
Hvad siger en Tesla?

[Klaus Silberbauer: 00:51:25]
Relativt. Straven er relativt. De er ikke så forfærdelige, som man gør dem til. hans virksomheder forstår AI på et meget højt plan. Altså den er omspundet af mytologi, den her Dojo supercomputer, og generelt de datacenter, der driver Tesla, og som nu jo udvides for at drive XAI. Så den del, altså compute-delen, det at bygge AI, er ligesom inde under huden. Så har man løftekapaciteten. Man kan bygge satellitter. Man er trænet på at øve sig grundigt på Starlink-konstellationen. Så hvis du lægger de der ting sammen, behovet for at compute, den magt og den rigdom, du kan få ved at levere computeromængder, den ideologiske magt, du kan få ved at, som du har været inde på tidligere, at betragte AI som et medium, og hvis du så dermed infuserer din egen ideologi og din egen bias i, hvad der måske, forhåbentlig ikke, men måske bliver en af de mægtigste AI'er på kloden, X'et, Grok, eller hvilke manifestationer, der nu vil optræde i. Så begynder det lige noget, der er, altså, mest af alt, ligner en James Bond-film, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:52:47]
Ja, som vi jo ikke har fået nogen ny af en del over, og det kan være, at der var et plot der, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:52:53]
James Bond-film-film-film-film-film-film-film. fordi Beezus har opkøbt hele franchisen, den er nu ejet af Amazon, så jeg skal ikke se flere James Bond-film. Den seneste var helt fantastisk, det er måske egentlig det bedste, der nogensinde har lavet, og lad det være derved. men tak for et teknologioptimistisk emne. Jeg har gjort mit, for at prøve at hive det ned i doom and gloom alligevel, men jeg synes, du har holdt det svævende.

[Thomas Blomseth: 00:53:18]
Ja, og altså, der er mulighed for at bygge nogle kapabiliteter, som kunne komme menneskene til gavn, og heldigvis, som vi også nævnte tidligere, Danmark også bidrager til dem, og det kan også være, at Europa, hvis vi tog os sammen, også bare kunne nytte alle de ressourcer, vi har, og så lave vores egen koncentration, og egen AI-cloud i kredsløn.

[Klaus Silberbauer: 00:53:42]
Jeg tror, at kodeåret her er at tage sig sammen. Silberbauer og Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben, og mønstrene bag de fænomener og teknologier, der bræger alt for vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Efter episoden her, poster vi kilder og opfølgende materiale på Bluesky, hvor vi også er meget nysgerrige efter dine kommentarer, spørgsmål eller kritik. Find os på snabelag silberblom.dk Vi laver podcast i vores egen tid og for vores egne penge. Vi generer dig ikke med reklamer for VPN-forbindelser, pulvermad eller lydbøger. Men hvis du kan lide, hvad du hører, så abonner på os i din yndlingspodcast-tjeneste og giver os meget gerne en bedømmelse på Apple Podcast. Det betyder meget, og vi higer vel alle sammen efter anerkendelse. del også gerne Silberbauer og Blomseth med venner, familie eller kolleger, specielt hvis de har, ligesom dig, en inclination mod videnskab og erkendelse. Sidst, men ikke mindst, tak for, at du lytter med.