116: Månen tur/retur – Artemis II-missionen

NASA holdt op med at flyve bemandede Apollo-missioner til Månen i december 1972. På intet tidspunkt hidtil i de rumfartsbegejstrede værters levetid har der været mennesker hverken på eller ude ved Jordens trofaste følgesvend. Indtil den nys overståede og aldeles succesfulde Artemis II-mission tog sin begyndelse med en stort set lydefri nedtælling og opsendelse 1. april, lavede en smuk forbiflyvning af Månen den 6. og endte med et sikkert splashdown i Stillehavet den 10. 

Nu skete det så endelig efter årtiers venten. Det kan vi ikke lade gå ubemærket hen. Også selv om det, som vi bemærker, er en del anderledes, end vores 6-årige selv ville have troet.

***

Der er beklageligvis lidt lydproblemer undervejs med 50% af duoen – det håber vi, du kan bære over med.

****

Nu også på YouTube — hvis du bedst kan lide din podcast med uden video. https://youtube.com/@silberblom

****

Hvem betaler for Silberbauer & Blomseth?

Det gør vi selv. Vores indhold er på ingen måde egnet til sponsorer eller reklamer for proteinpulver, VPN-forbindelse eller e-bøger. Så hosting, udstyr og alt det der er på egen regning. 

Det eneste vi beder om til gengæld (hvis du altså kan lide det, vi laver) er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. 

Husk at følge os på Bluesky (@silberblom)

Linktree

Transcript

[Thomas Blomseth: 00:00:00]
Hej Klaus.

[Klaus Silberbauer: 00:00:09]
Hej Thomas. Ja, det er dig, der har emnet i dag. Jeg har mentalt forberedt mig på flere ting, men jeg er sikker på, at det bliver noget helt tredje eller fire. Så hvad skal vi tale om? Fyr den af.

[Thomas Blomseth: 00:00:24]
Hvilken dato er det i dag?

[Klaus Silberbauer: 00:00:26]
Det er den 12. april.

[Thomas Blomseth: 00:00:27]
Det er den 12. april. Og det er jo sådan, at 12. april er en af rumfaretens store mærkedag.

[Klaus Silberbauer: 00:00:33]
Okay.

[Thomas Blomseth: 00:00:34]
Det var der, hvor Jurij Gagarin blev sendt i kredsløb som første menneske med Vostok 1 i 1961. Og det var den dato, hvor rumfærgen Columbia endelig blev opsendt om søndagen den 12. april 1981, hvor jeg havde siddet helt fredag eftermiddag som seksårig Thomas og ventede på, at den blev opsendt. Og det blev den så ikke. Og vi kan jo simpelthen mærke, at i år passer netop med, at fredag den 10. april og søndag den 12. april tager de samme ugedag. Men det er jo faktisk ikke de mærkedag, vi skal tale om. Vi skal tale om det, der blev afsluttet fredag den 10. april. Som jo er, at vi nu igen, som ønsker, har lavet en tur, måned, tur og tur. Så det er dagens emne, måned, tur og tur.

[Klaus Silberbauer: 00:01:25]
Jeg tænkte nok, at det kunne pege i den retning. Rent timingmæssigt ville det være fjollet at tale om noget helt andet, men jeg følte mig ikke sikker. Men det glæder mig.

[Thomas Blomseth: 00:01:33]
Ja, og hvis vi starter med noget mere omkring det rent personligt, så kan vi jo konstatere, at du og jeg havde det sådan, at vi kom til verden sådan et halvanden års tid, efter at USA havde opgivet at rejse til måneden. Den sidste månvision, det var Apollo 17 i december 72. Og så vokste vi jo så op med de der drømme om, at skulle vi ikke tilbage igen til måneden. Og det var selvfølgelig spændende med den her rumfærge i 80'erne, men det blev jo ikke helt til det, som vi havde håbet på. Og de der bøger, vi læste der i starten med den af 80'erne, der var nogle helt andre drømme.

[Klaus Silberbauer: 00:02:14]
Vi vokste op i en stor uforløst drøm om rummet. Det er jo faktisk tragisk, fordi at man ligesom bare opgav det hele, fordi nu var der ikke politisk fest i det længere. Nu havde man fløjet til månen, og russerne havde foldet, og så kunne man koncentrere sig med andre ting, blandt andet en krig i Vietnam og sådan nogle ting. Det var det egentlig trist. Ja, jeg levede i håbet i lang tid. Da jeg begyndte at kunne læse, så abonnerede jeg jo, eller mine forældre gjorde, på Illustreret Videnskab. Og der gik jo næsten ikke en udgave uden at, kan du huske Henrik og Helle Stup, som det her ægte par, der skrev de her fantastiske, dygtige folk, der skrev de her artikler om rummet. Men de blev altid redaktionvinklet til, nu kan vi, og nu skal vi, og nu bygger NASA den nye rumfærge, og one stage to orbit, og jeg skal give dig single stage to orbit, hedder det. Og der kom aldrig noget ud af det. Det var licideret deprimerende.

[Thomas Blomseth: 00:03:22]
Og det var så også spørgsmålet nu ikke, nu skete det så faktisk.

[Klaus Silberbauer: 00:03:26]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:03:27]
Og jeg må sige, at selvfølgelig fulgte jeg med, men det var nok ikke lige så stort, som jeg ville have troet, det ville føles som barn. Men det er jo også, fordi der sker så mange andre ting i verden for tiden. Så hvordan, hvordan synes du det var? Hvordan oplevede du de her 10 dage, fra 1. april til 10. april? Jeg ved, du fulgte også lidt mere med i DR's dækning.

[Klaus Silberbauer: 00:03:51]
Jeg fulgte den med, men det var vidderligt, jeg tror helt på samme måde som dig. Altså den der, altså der er jo måske, en ting er den der barnlige glæde over noget, hvor man ligesom kan se bort fra alt det lort, der ellers fungerer i verden, og så, eller sker i verden, og så sige, ej hvor er det fedt, nu skal vi tilbage til moden. Det hele blev ældret ind i politik, og det er der lidt kedelige voksenvinkel på det hele. Og så synes jeg, at Artemis narrativ er strukket over så lang tid. Der har været så mange rygter og falske historier, hvad vil jeg sige, og ting der ikke blev til noget, og hvem skulle bygge en månedland, og hvem skulle ikke. Og så har jeg haft travlt med en masse andre ting, sådan på den private og professionelle front. Så lige pludselig var jeg sådan, gud, nå, Artemis 2, det er den der, hvor de skal rundt om månen, er det nu? Altså det kom virkelig bag på mig. Og jeg tror først, jeg kom sådan rigtig ind i begejstring, da jeg netop sad og så på DR2's dækning indtil klokken et om natten, og så måtte jeg have sat i seng, før jeg skulle op på arbejde. Og der også via kvær studieværterne fik jeg lidt af den der, du ved, det er sgu da egentlig ret fedt det her. Altså det er da ret fedt. Vi kom længere væk, rent kvantitativt længere væk fra jorden, end man har været før. gradet holdt de fotos, der er sendt tilbage, eller de havde med tilbage, er jo helt fantastisk, ikke jeg kan sige, at et af dem er på min desktop lige nu. Så jeg kunne finde en gnist af begejstring frem igen heldigvis, men jeg synes, det har holdt hårdt.

[Thomas Blomseth: 00:05:33]
Det der med, at det har været langt i spyttet med det her program, det synes jeg er en god pointe også. Altså bare det, at selve Orion-kapslen, vi skal 20 år tilbage, da man gik i gang med at bygge den på nogle koncepter, som så i virkeligheden blev taget med over fra 90'erne. Selve SLS-raketten og sådan noget, den er bygget på genbrugt rumfærdeknologi i virkeligheden. Så det er jo noget, der foregår så lang tid på, med en helt anden kadance, end tingene foregiver i 60'erne under Apollo-programmet. Og det har været spånet ind i noget meget mere byokratisk, og noget meget mere lokalpolitisk igennem alle de år. NASA, der ikke rigtig har kunne, kan man sige, holde kursen, fokus på det. Så ja, på den måde, ikke helt sige.

[Klaus Silberbauer: 00:06:34]
Jo, i skyggen af en fascistisk regering, altså det er jo klart, det er jo ikke, hvis man kunne se bort fra alt det, der var sket under Trump-administrationen, og en ting er den geopolitiske situation, som er rimelig efterop. Men alene USA, og det sorte hul, man er på vej ned i, med altså klart fascistisk kant, det synes jeg kaster en grim skygge henover missionen. Man skal ligesom se bort fra det, at sige teknologisk set er den bedrift, der har været længe undervejs. Det skal ikke tage noget fra dygtigheden og heldemodigheden ved astronauterne og hele det crew bagved, at pt se, at USA er, hvor USA er. Altså, jeg synes, det er svært at se bort fra. Det har været svært at finde den uforfalskede barnlige glæde frem, ikke? Det er lidt ligesom, at man som voksen har måske lidt svært ved at være til stede juleaften for fuld skrue, fordi man tænker på, hvad der sker, og der er også en dag i morgen, ikke? Så det er måske også vores alder, vores alder og vores fremskridt alder til betragtning.

[Thomas Blomseth: 00:07:41]
Ja, Ine. Altså, der er en kæmpe skygge fra politik i USA. Det, der jo så lige skal fremhæves, det er jo, at Artemis-program er langt mere en international samarbejde, end Apollo-programmet var. Vi skal jo ikke glemme, at det er jo faktisk ESA og Europa, der leverede selve servicemodulen, som var det, der holdt astronauterne i live.

[Klaus Silberbauer: 00:08:04]
Er det rigtigt? Nej, det vidste jeg faktisk ikke.

[Thomas Blomseth: 00:08:05]
Ja, under hele missionen. Så det er jo faktisk europæisk bidrag.

[Klaus Silberbauer: 00:08:11]
Som er væk nu, ikke? Fordi det slap man vel før re-entry.

[Thomas Blomseth: 00:08:15]
Præcis, ja. Vi er nogle tusind kilometer ude. Ikke langt, det er jo cirka 20 måneder før, at man kommer ind til entry interface, at man så slipper det. Og det slipper man selvfølgelig så sent som muligt for at have de ressourcer til råd. Og det er jo så også måske der, hvor programmet er sådan lidt teknologisk kedeligt, ikke? Fordi det gør nærmest nogle af de samme ting, som allerede bliver udviklet med Apollo-programmet, ikke? Altså, kapslen, det er en lidt for størret kejleformet ting, ligesom Apollo-kapslen. Der er et servicemodulen, ligesom Apollo, men...

[Klaus Silberbauer: 00:08:49]
Noget større end Apollo. Der er plads til flere mennesker.

[Thomas Blomseth: 00:08:52]
Der er plads til en enkelt mere, ja. Det er mere komfortabelt. Men samme grundlæggende arkitektur der med en kapsle og et servicemodul, og så er der selvfølgelig et spørgsmål om de månedlandere, der så skal bygges. Og de er jo slet ikke klar endnu. Så det er jo så interessant, hvordan det er på sin vis lidt en genopførelse, men så på trods alt en mere moderne teknologi. Og noget af det, som nogen har bemærket og synes var en god point, det var, hvordan at kapslen og især den computerkraft, der er tårighed nu, jo så gør det muligt for besætningen at have et andet mix af arbejdsopgaver. Og derfor, at besætningen også kunne være så meget mere på i forhold til at rapportere, og at den kunne observere månen så intenst, da den fløj rundt omkring månen. Og pointen der er jo, at Apollo omskibet var jo så, som vi har snakket om tidligere, lige ude på kanten af, hvad man havde af computerkraft dengang. Og det vil sige, at der var en masse funktioner, som besætningen simpelthen hele tiden skulle varetage, bare forhold kørende og flyvende. Man kan nævne sådan noget som bare navigation, hvor der var selvfølgelig AGC'en, Apollo Guidance Computer, men så var der sådan et teleskop, som de skulle bruge ofte også, hvor de skulle måle vinklerne til nogle bestemte stjerner. Og de tal skulle de så tage med over og teste ind i AGC'en, lige så vel som, at der kom tal op via radioen fra jorden, som de skrev på en clipboard, og så skulle de sørge for at indtaste dem. Og så alle de der opgaver, de er jo forsvundet nu, så derfor kan man have en besætning. Der er så et andet mix, hvor besætningen kan være mere eksperientiel, altså den kan forholde sig mere til oplevelsen af at flyve omkring måneden.

[Klaus Silberbauer: 00:10:50]
De var lidt mere along for the ride.

[Thomas Blomseth: 00:10:52]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:10:53]
Og det var jo, hvis man havde set The Ride Stuff, som er en film, jeg meget snart skal gense, kan jeg mærke. Og kom tilbage i en god gamle stemning. Men der hører man også en diskussion om, er de bare monkeys in a can, eller er de piloter, der skal flyve et rumskib. Og der var jo sådan en insulin forestilling om, at man kunne flyve et rumskib på den måde, man fløj at flyve. Og det var jo jagepiloter, langt de fleste Apollo-astronauter. Og den har man nok lagt bag sig her, ikke? Altså, der er ikke nogen, der rigtig flyver noget. Jeg siger ikke, at de ikke er veluddannede og hammerende dygtige ingeniører og hvad de er. Og det kan også komme ind hen, hvis der er noget, der går galt. Men jeg kunne forestille mig, at sådan noget som navigation koblet til styring, at det er per automatik. Og det er selvfølgelig overvåget fra Jorden i sidste ende. Men man løber ikke andet på, at en astronaut lige finder sextanten frem og retter skibet ind i sidste øjeblik, så man ikke laver et forkert slingshot forbi månen og forsvinder ud i indigheden. Det gørs bedre med en computer.

[Thomas Blomseth: 00:11:56]
Og hvis man vil vide mere om den der historie og de her diskussioner omkring Apollo og hvor meget astronautens kunne lov til at styre sig med, så er der en fremrøm bog, der hedder Digital Apollo af en MIT-professor, som handler om det. Altså også det der med, hvor at teknikerne de jo godt kunne se, at det kan godt være, at vi skal give astronauten lidt en illusion af, at de kan kontrollere nogle ting. Altså for eksempel en Saturn 5-raket, det troede astronauterne tidligere, det var, at de skulle styre raketten på vej op. Altså det der med at sidde oppe på toppen af en 110 meter høj raket, og så tro, at man kan styre så mange millioner tons løftekræft, det er simpelthen den illusion.

[Klaus Silberbauer: 00:12:43]
Ja, men jeg har lige brug for 5 grader roll og 10 grader yaw, før vi går. Nej, det ville være lidt småfarligt, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:12:49]
Ja. Så de fik nogle knapper selvfølgelig, så de kunne trykke på en gang med alle mål.

[Klaus Silberbauer: 00:12:54]
Var de kommet til noget som helst, de knapper der?

[Thomas Blomseth: 00:12:57]
Nok kun, hvis det skulle betyde noget.

[Klaus Silberbauer: 00:12:59]
Ja, men det er jo sjovt, at den narrativ, fordi det er jo så der, hvor Apollo 13 narrativet også blev spændende, fordi det er jo så der, hvor hvis du mister mere end halvdelen af din batterikapacitet, og du mister din ild, og det hele er haywire, de overlede jo kun, fordi de faktisk kunne finde ud af at navigere, og havde de boller og stål, der skulle til for at køre et manuelt burn i den rigtige retning, og hvad ved jeg. Og igen, den film skal også snart genses, for den er jo helt fantastisk. Altså Apollo 13 med Tom Hanks som Jim Lovell. Fremhavende film. Så det er jo klart, hvis man sætter folk op i noget, jeg aldrig prøvede før, som et eller andet sted svarer til en, lad os sige, at sejle over et land i en optimist i år, ikke? Men derfor, det er jo også det, jeg tænkte på, at du siger, at det var lidt kedeligt, at det er mere eller mindre bare en opdateret udgave samt til nogi, eller måske det er skidesmart, fordi nu fandt vi altså nogle ting, der virker, og man fandt ud af, at matematikken virker, og hvorfor går avantgardt på noget, der har med menneskeliv at gøre, ikke? Altså hvis man, der var jo snak om, skulle man sætte sig på SpaceX her, i stedet for det der SLL, temmelig bedavet system, helt utroligt dyre system, der blev forsinket i overvis. Hvorfor ikke gå med SpaceX? Det var måske meget godt, fordi det lavede sig til, at Starship trods alt ikke var klar. Og jeg tror ikke, så mange har haft lyst til at flyve på Starship med den track record i de tests, der har været. Så det var måske fornuftigt nok at satse på SLS. Så kom vi til at sige alt afsted i 26 og ikke i 29.

[Thomas Blomseth: 00:14:41]
Nu nævnte du det med slingshot også. Der har man jo så lagt noget mere sikkerhed ind, og det med at satse på noget teknologi, der minder noget, og det man kender ikke, det er også en del af det, det er jo sikkerhedsmagnet, men jeg synes især det med banen, der har været nogle fede visualiseringer, som har vist den bane, som blev lavet på en måde, hvor man skal ikke tænke det så meget som om, at romskibet bliver sendt ud til månen. Nej, det er med, at du skal tænke mere så om, at romskibet bliver skudt ud fra jorden, ud til et sted, hvor månen så lynhurtigt kommer igennem nærmest en sløjfe, og lige trækker romskibet rundt, og så er månen væk igen. Og det var jo også en sikre måde, kan man sige, at lave den her måneomflyvende mission på, end den første Apollo-mission, der gjorde det, som var Apollo 8, hvor hvis det, der gik galt med Apollo 13, var gået galt under Apollo 8, så var der ingen redning mulig, fordi de havde, månenlanderne var ikke klar, så de havde ikke det, der blev til redningsbåden under Apollo 13 med. Og til med, så gik de jo også i måne kredsløb, og der var et single point of failure i Apollo-arkitekturen, og det var jo hovedmotoren på service-moderomen. Og det var jo noget, altså både astronauter og NASA, de jo godt vidste, der var, der kunne ske det, at hvis den...

[Klaus Silberbauer: 00:16:04]
Hvis det lort ikke startede.

[Thomas Blomseth: 00:16:05]
Så ville astronauterne være fanget i månen kredsløb, indtil det så blev tørt for forsyninger.

[Klaus Silberbauer: 00:16:10]
Ja, det har været et smuk, men også lidt deprimerende sidste uge.

[Thomas Blomseth: 00:16:17]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:16:18]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:16:20]
Og der kan man sige det, med Artemis 2-missionen her, så er man så for at lave en manøvre, altså så ikke engang gik i månen kredsløb, så man...

[Klaus Silberbauer: 00:16:27]
Ja, det var en free return ride, er det ikke det, de siger? Altså det var ligesom, du blev slynget rundt, eller det lyder... Faktisk var der hastigheden i banen på det, vi kalder bagsiden af månen, var faktisk den laveste på hele turen. Så det var så en langsom tur rundt om, og så på vej tilbage til jorden, uden at skulle bruge brændstof.

[Thomas Blomseth: 00:16:48]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:16:49]
Det er jo smart nok.

[Thomas Blomseth: 00:16:51]
Ja, men der kan man... Ja, man kan jo nærmest gå tilbage, til gode gamle Kepler, der bliver overstrøget lige store arealer i lige store tidsperioder, og du har ellipserne og sådan noget, og det tiltiger jo sig også, når du når derude, også i jordmålensystemets tyngdefald, så går det langs rundt, og så bliver du så trukket tilbage, tilbage mod jorden. og det er jo helt klart, at computerkræftene har også gjort, at der skal meget færre med kurskorrektioner til åndvejs, fordi både løfteraketten, og når de får lavet den, der hedder Translunar Injection, der bliver sendt over mod munden osv., det kan gøre så meget mere præcist i dag, at der er meget mindre brug for det med kurskorrektions, som jeg også havde under påhånden for at ramme atmosfærene rigtigt, især når man kommer tilbage, med de der godt 11 kilometer i sekunder.

[Klaus Silberbauer: 00:17:44]
Jeg tror, der er siddet nogen i NASA og tænkt, okay, hvad er det, vi skal vise her? Vi skal vise en administration og resten af verden, at vi kan komme til munden. Og har vi brug for at gøre det her komplekst, og imponere teknikerne, og dem, der ved noget om kredsløbsmekanik, eller skal vi bare sikre os, at vi kommer derud, og vi får nogle flotte billeder, og kommer sikkert hjem igen, fordi der er sgu variabelt nok i den ligning der. Altså, varmeskjollet var sådan lidt, er det gennemtestet nok? Selve raketten, altså, den har jo heller ikke, der har været læg, og jeg skal give dig op på nogle af testene. Og så er det jo bare, det er grundlæggende, at det er meget svært at teste en flyvning fire dage ud og fire dage hjem til munden på jorden. Så der er så mange ting, der kunne gå galt, så hvorfor også begynde at lave underlig kredsløbsmekanik, der kræver en masse brændstof, bare fordi man kan. det lyder fornuftigt at prøve at lave så, nu er det ikke en lavrisikomission, men trods alt ikke gør det til en højrisikomission. Det var nok fornuftigt, fordi hvis, lad os nu sige, at noget var gået galt her, og det kunne være under opsendelsen, det kunne være under re-entry, så tror jeg, det var slut med målmissionerne. Det tror jeg simpelthen ikke, man politisk set havde fundet sig i, for der har været rigtig meget pushback fra mange kanter på overhovedet, og bruge penge og tid på at komme til måneden igen. Så jeg tror, det havde været det. Så det var vigtigt at lave en supersikker mission i det omfang, det kan lade sig gøre.

[Thomas Blomseth: 00:19:22]
Ja, at vi skulle gå tilbage til opsendelsen, så var det jo nærmest den fornemmelse ikke, at det var da vildt. Altså, det virker nærmest som, at folk hos NASA også, at emission control eller launch control havde den her fornemmelse af, det var da vildt, at vi kan lave en nedtænding. Der er ikke nogen læg fra nogen brændstofsledninger, nogen ventiler, noget som helst. Nedtændingen går bare efter planen. Altså, der var selvfølgelig nogle små ting, det er der jo altid, Så det var jo fedt, at det gik sådan. Og så, som du nævner, varmeskold, det var nok et af de store opmærksomhedspunkter også. Fordi det, der jo skete under Artemis 1, som var ubenmandet, det var jo, at da man fik kapsen ind, så kunne man godt se, at der var råget store flagger af det her varmeskold. Og der har så Scott Manley, som vi jo gerne refererer til, som er gået fuld tid på sin YouTube-tagere nu. Han har forladet Apple. Han lavede en god video her, torsdag eller fredag, nemlig om varmeskold, og som også gjorde, at jeg fik mere ro i maven. For han sagde, at han gennemgik rent teknisk, hvad der var foregået. Og det, man egentlig havde gjort med Artemis 1, det var, at man havde lavet sådan en slags skip, man stod smut på atmosfæren-agtig reentry. Fordi man troede, at det var godt for varmeskold, hvor man ligesom gik ind, og så blev det varmet op, og så skippede man lidt ud, og så blev det kølt lidt af, og så gik man ind igen. Men det viser faktisk, at det skabte flere problemer. Fordi da man så gik ud igen, varmeskoldet, det fungerer kun, hvis de her gasser, der bliver udviklet, det her resin-materiale, det faktisk kan afgasse og fjernvarme. Og det, der skete, da det så blev afkølt, det var faktisk, at det ikke afgassede nok, til at gassen kunne komme af, men så i stedet for, at gassen ophobede sig inden, under nogle af de andre lag, og så blev det så til flager i stedet for. Så de fandt faktisk ud af, at det var bedre at lave en reentry, hvor man havde en god, jævn varmepåvækning hele vejen. Fordi så ville varmeskoldet blive, smeltet af på en måde.

[Klaus Silberbauer: 00:21:35]
Det er noget etappestegning her.

[Thomas Blomseth: 00:21:37]
Nej, præcis. Så jeg havde mere ro i maven, natten til lørdag, efter at have set hans video. Så må vi så se, hvordan det faktisk ser ud, varmeskoldet.

[Klaus Silberbauer: 00:21:48]
Jeg er sikker på, at det blev analyseret ret grundigt. Men jeg kunne forstå, at der havde sådan to konkurrerende teknologier i spil. Noget af den teknologi, man brugte på rumfærgen, med de her tiles, og så et varmeskold, der støbte i et stykke, og så fræsede ned i form. Hvor det så kan forstå, at det endte med, at man tog metode 2, jeg kan ikke huske, hvad den hed, men man byggede den i blokket, fordi det var muligt at støbe, det der kæmpestore varmeskjort i 1. Og det, at det var i blokket, var en af kritikpunkterne ved den gamle metode. Det var, at nogle blokker er samlet, det vil sige, at der kunne komme varmt gas eller plasma, ind mellem de her blokker. så har du igen en skærbrænder ind mod skrovet. Og der tror jeg, at der er nogen, der stadigvæk har undet rømme i høj nase, fordi det var præcis, hvad der skete på Columbia-katastrofen.

[Thomas Blomseth: 00:22:32]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:22:34]
Mere eller mindre præcist, men det er i hvert fald, du har ikke lyst til at have varmt plasma, direkte ind mod stålskrovet. Så derfor tænkte man, kan vi lave det her i et stykke? Men leverandøren efter at have fået kontrakten til sig, ja, det er fint, vi støber det i flere stykker og samler det. Men man kan sige, hvis de stykker er præcise nok, så går det vel en dag, ikke? Og det gjorde det så også heldigvis da.

[Thomas Blomseth: 00:22:57]
Ja, det var vist rationelt der, var også at ren materialemæssigt og styringsmæssigt fræsning, der kan man jo også nogle ting nu, som man ikke kunne i træde sig. Hvor det varmeskold, der blev lavet på Apollo Caps, og der stod folk nærmest på sådan en og sprøjte fugemasse ind i sådan nogle celler.

[Klaus Silberbauer: 00:23:17]
Jamen det gjorde man også her. Der er der nogle fine videoer af rigtig mange mennesker, der står med fugepistoler og bygger det der skjold op klat for klat i sådan en hønsetrådsnet nærmest.

[Thomas Blomseth: 00:23:27]
Ja, og det forklarer maneligt med også, at den der Avcode-metode, som man har udviklet i 60'erne, den opdateres man så dog, fordi noget af de fibermaterialer, man havde, som skal være i det aplative materiale der, det var et materiale, vi ikke er så glade for længere, som er det bedst.

[Klaus Silberbauer: 00:23:45]
Ja, præcis. Det er super praktisk. Problemer er bare alle dem, der står og råder med det, de dør af cancer. Det er noget baks.

[Thomas Blomseth: 00:23:52]
Ja, så det er jo der, vi står, at det lykkes. Og at nu kan vi jo så sige, at der mens vi har, i vores livstid, der er faktisk mennesker, der har fløjet, i hvert fald ud til målen.

[Klaus Silberbauer: 00:24:07]
De har været en tur rundt, ja.

[Thomas Blomseth: 00:24:09]
Og så er det spørgsmålet selvfølgelig, hvor kan vi så tage den herfra? Og jeg synes, der er nogle af de der ting, som vi jo så var lykkelige at vide om som børn, nemlig de her politiske ting, som vi lige skulle vende, og i hvert fald sammen, hvordan politik og teknologi også har været sammen. Og jeg tænker ikke sådan en stor politik. Det handler mere om amerikansk politik, på kongress og statsniveau. Fordi en grund til, at det her program ser ud på den måde, som det gør, og det har taget så lang tid, det har i høj grad noget med, det man kunne kalde rumfartens, politiske økonomi i USA at gøre. Og hvordan den amerikanske kongress, laver bevillinger. og hvordan man som senator, for eksempel, tilgoduserer sin egen statsinteresser. For det er jo det, der kan man sige, der er sket med NASA også, mellem Apollo-programmet 60'erne, og så det NASA, vi jo så kom til at kende. Det er jo, at man har været mindre drevet, at man har fået mindre lov til at være drevet, af nogle programmer, der havde nogle klare mål, og så at indsatsen og paviljeren, blev rettet ind efter op på de mål. Og så blev det mere til, at for eksempel sådan noget som SLS-raketten, altså Space Launch System, det er måske mere et jobbevarelsersprogram, end det er et teknologisk udviklingsprogram. Hvor at da rumprogrammet blev nedlagt, så var der nogle senatorer, som stadig mente, at der er stater, og det var nogle meget indflydelsevis senatorer, som havde stor argentinitetssignalitet, og det var faktisk det, der betyder i det amerikanske udvalgtssystem, i kongressen. De mener jo, at deres stater stadigvæk skulle have lige så mange, eller mindst lige så mange NASA-penge, som de er vant til for omfærdeprogrammet, så derfor skulle man jo i stedet for genbruge, de ressourcer og endda komponenter, som man havde. Og så laver man så sådan noget, nærmest kimærer, som SLS'en, hvor man tager de fantastiske RS-25-hovedmotorer, som har fløjet mange af skildemissioner, mange af de der motorer. Altså fantastisk specifik impuls.

[Klaus Silberbauer: 00:26:28]
Er det jo rumfærmensmotorer?

[Thomas Blomseth: 00:26:30]
Jo, ildbrændt baseret. Og så bygger man dem ind i en raket, hvor man så laver bror og smider væk på dem. Og så skal man så endda have bygget nye af de her 125 mio. motorer, som vi har talt om det før. Altså forny at koster 125 mio. dollars stykket nu, som man så også bare smider væk. Så du har også en motor til en lille milliard danske kroner, som du skal bruge nogle stykker af, til sådan en raket, som du bare smider væk. Og det er simpelthen konsekvens af den her politiske økonomi, hvor de der senatorer har stedet og sagt, er, vi vil da gerne udvikle et rumprogram, men vi skal stadigvæk lige så mange NASA-dollars inde i vores stat, som vi har vant til.

[Klaus Silberbauer: 00:27:12]
Ja. Men så kan man jo sige, hvorfor udvikler man et rumprogram? Hvorfor skal man til måned? Er det for at udvikle en ny motorarkitektur? Eller giver det meningen at sige, nej, om det er et milliard dollar, så det er jo for rumfarsentusiaster, er det jo, eller der er noget affektion i de der S25. Og de kan genbruges. Det er jo ikke alle motorer, der kan det. men på den anden side en milliard dollar, det er jo ikke meget, hvis du skal til at bygge noget helt nyt. Altså, så er alternativet at bruge SpaceX-motorer. Så det er jo også demokratiets og bureaukratiets vilkår. At sige, vi vil gerne om at flyve, vi har motor på hylden, og vi kan lave flere af dem. Og ja, det er jo ok, men så kommer vi nok afsted. Hvis vi skulle starte et nyt motorprogram, så tager der endnu en risikofaktor.

[Thomas Blomseth: 00:28:09]
Jeg synes, problemet er, at det tog jo så mange år, altså med SLS'en at få lavet den ind. Og det bliver til de her programmer, hvor man så faktisk ikke kommer ud at flyve rigtigt, og får afprøvet tingene. Og det er jo så, kan man sige, hvis vi kan kigge fremad, og det er der en sandheds, det er jo så den arrangement, Ignition arrangement, som fandt sted den 24. marts, hvor Jared Isaacman, Natas nye administrator, og som folk der gredegår for, hvordan de vil så lave omporderede artemisprogram, og få opsendtsvæksten op af. Altså, det er jo også noget med, hvad lærer, altså, hvilken læring er der i organisationen? Hvis man opsender en raket hver 2. 3. 5. år, så går alle de der vigtige, små, detaljerede læringer om, hvordan man får ting til at fungere, de går jo tabt. Og det er derfor, at det er interessant at se, hvordan han kommer med sin baggrund, også fra softwarebranchen, og sit eget private rumprogram, og vil prøve at, synes jeg, det er rigtigt, at se det med, at vi skal have kadencen op. Det er simpelthen vigtigt, for at organisationen, den lærer hurtigt nok.

[Klaus Silberbauer: 00:29:25]
Ja, ja. Ja, men det, altså, hvis man er frem i bussen, så giver det jo mening, og nu får vi så se, hvor længe han får lov til at sidde der, Isaacman. Altså, han er jo et eller andet sted Trumps opfindelse, og tæt knyttet til Mosk, og det vil sige, at vil en demokratisk administration, da han fortsætter, vil de være smart nok til at sige, at han har nogle skills inden for rumfart, inden for rumfart, som bliver svært at finde, hos de der meget administrator-agtige typer, man har haft før, altså, som er på en eller anden måde, afspejlet amerikansk, corporation-tænkning, ikke? Altså, at hvis vi har en, en dygtig økonom, der politisk set, ikke er farlig, som kan sidde og administrere, så er det måske bedre. så helt rigtigt. Og så må vi se, hvad er Isaacmans risikoprofil? Hvor langt vil han gå, for at flytte de her programmer fremad? Det finder vi jo af.

[Thomas Blomseth: 00:30:22]
Altså, jeg måske går så langt til at sige, at Jared Isaacman er nok, den eneste gode ting, Trump-regeringen har gjort.

[Klaus Silberbauer: 00:30:29]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:30:30]
Altså, uden end ham.

[Klaus Silberbauer: 00:30:31]
Det var der sort. Det tog delt med lang tid, for at få ham godkend.

[Thomas Blomseth: 00:30:33]
Jamen, det var derfor, jeg mener, at han faktisk ikke, på den måde, jeg tror ikke, han er så meget Trumps mand, som gør noget, fordi han blev faktisk nomineret, helt tilbage i februar-marts 2025. Og så blev han taget af plakaten igen, fordi man alligevel ikke kunne lide ham, i det hvide hus. Og så kom han så tilbage igen, her i 2026. Og altså, det der var alternativet, det var ham, Sean Duffy, som så var midlertidig administrerer sig, som jo, og her skal man, ikke lytte særlig godt af, for at fornemme, foragt i min stemme. Her var en tv-personlighed, ikke? som var en transportminister også, eller sådan noget, som kunne se det her med NASA, det gav nogle gode photo-ops, eller TV-ops, hvor man kunne tage ud, og stille sig, derfor ville han gerne være NASA-administrator. Altså, det har jeg ingen respekt for overhovedet. Altså, hvor at, hvor er det ikke simpelthen, han virker til at have sådan en, en dybfølt, og ægte entusiasme, for rumforskende, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:31:31]
Ja. Men det er faktisk, det er det spændende vinkel, at det er måske, det er måske lidt skældsættende, det der sker i NASA nu, at man faktisk har en entusiast, og en, der ved noget om tingene, og som kommer fra en kultur, hvor det der med at move fast and break stuff, er delvis tilladt, det skal du selvfølgelig passe på med, at der handler om rumfart, men, og det kan jo i den grad flytte NASA, fordi hvis man kigger tilbage, så har alle beslutninger, som du siger, været, altså tekniske beslutninger, og missionsmæssige beslutninger, været en downstream effekt fra, geopolitik selvfølgelig, altså, det er jo ligesom det, der har drevet det helt store show, fra starten af, og så den interne slåskamp, mellem staterne. Vi skal dog også huske, fordi det er nemt at sidde i Europa, og kigge på USA, og sige, det er da utroligt så bureaukratisk, det er da helt vanvittigt, at det skal betyde noget for rumprogrammer, og man kan få 900 arbejdspladser i Arkansas, eller sådan noget. Ja, men, hvis vi så kigger på Europa, altså, hvis Europa faktisk skulle sende mennesker rundt omkring månen, som samarbejder mellem staterne, det sker ikke. Altså, vi er jo simpelthen så horribelt bureaukratiske, og Europa, og det er det, som vi finder ud af de her år, altså, vi er jo nogle kæmpe idioter til samarbejde, det er jo helt vildt. hver gang man prøver, så sidder der et eller andet stat derude, med fingrene op i egen ende, og har nogle særinteresser, og får sikkert koblet rundt programmet sammen med olivenoliestøtte, eller hvad fanden ved jeg ikke. Altså, det er, så vores foragt nogle gange for USA, nogle gange skal vi lige stramme op, og så sige, det er et eller andet sted imponerende, at man har 50, trods alt relativt uafhængige stater, med forskellig lovgivning, der hvert år skal blive ene om et federalt budget, at det lykkes dem, selvom det tager årtier, og udfører de her ting. Jeg skal minde mig selv om det en gang imellem, fordi det er jo meget nemt at sige, hvorfor kan de ikke bare købe en raket af Elon Musk, og så komme videre. Så enkelt er det ikke. Og Ilons projekt bygger altså også på viden, der er samlet ind igennem NASA og rumprogrammet, igennem årtier. Det er jo ikke sådan, at manden bare steg ned fra himmelen, og fandt ud af, hvordan man bygger raketter. Det er jo godt dem NASA-ingeniør, der arbejder for ham. Så det er bare en svær disciplin, og et eller andet sted før Europa får taget sig sammen, for alle vores, så skal vi passe på, hvad vi griner af. Og det er fint, at vi leverer komponenter og den slags der, og hjælper NASA. Men faktum er, at det er ikke os, der er bukserne på i den sammenhæng.

[Thomas Blomseth: 00:34:09]
Nej, det kunne så lede til at tale om også sådan en sjov chimæra, som hedder en del af Artemis-programmet, som leder til at komme på hukkeblokken, der med den nye strategi, som Isaacman fremlager. Det er jo det, der hedder Lunar Gateway. Den rumstation, der skulle laves også og sendes i et ret specielt kredsliv omkring måneden.

[Klaus Silberbauer: 00:34:30]
Ikke bare på hukkeblokken. Jeg tror, den blev hukket. I slut marts annullerede man Lunar Gateway som projekt. så man kunne flytte de midler over på med at tro på ting, der sparker hurtigt ind i emissions fremskridt.

[Thomas Blomseth: 00:34:48]
Ja, det jeg hørte omkring Lunar Gateway, det er også, at når du nævner Europa, den kommer også lidt ud af, at Europa og ESA begyndte at byde ind med ting, som vi gerne ville bidrage med til Artemis. og noget af det, som Europa er god til, især Italienerne, det er at bygge de her trykmoduler.

[Klaus Silberbauer: 00:35:07]
Ja, men det er jo lidt klart, og det er sikkert et spin-off af Airbus-industrien og sådan noget. Men amerikanerne vil have en base, og jeg kan godt forstå dem og sige, hvorfor begynde op... Altså nu har vi været i low-earth orbit med rumstationen i lang tid. Den har været utrolig nyttig, vi har lært rigtig meget, men den har ikke bragt os ud efter. Og skal vi nu satse de næste 10-20 år på at gå i kredsløb af månen? Skulle vi ikke bare komme derop? Og jeg kan da jo forstå mange gode grunde til at få boots on the ground, boots on the moon, i stedet for... Altså, der er bare nogle kompleksiteter omkring kredsløbet, som også måske kan undgås. Så må det ikke, at mange af de penge, der skulle bruges på Lunar Gateway, de bliver flyttet direkte ned fra måneds overflade i en fart.

[Thomas Blomseth: 00:35:50]
Det er også det, jeg hørte netop, at de moduler, altså trykmodulen, som vi gerne vil lære fra Europa, så kan man jo så bare bruge dem på overfladen i stedet for. Og jeg er fuldstændig, at den der rumstation, jeg har siden første gang hørt om, jeg tænkte, det er godt nok en mærkelig opfindelse, og det lyder mere som netop det her jobbevarelse, skråst og beskæftigelsesprogram, end noget, som giver mening for de her missioner. Og det vil også, det kredsløb, den skulle kredse i, og sådan en kredsløb, som jeg har hørt på det seneste også, er på en måde, at det meste tid, vil de stakse astronauter, skulle være så langt væk fra månen, at man nærmest ikke, man kunne ikke observere dem på samme måde, som administratoren for eksempel gjorde, så du ligger der langt ude, og kredser rundt, og ikke rigtig kunne observere månen, men samtidig ikke være nede på månen. Og det vil godt nok være noget, når omgangslæbesindelsen.

[Klaus Silberbauer: 00:36:35]
Så hvis Columbus blev sendt vest på, og så kommer 30 sømiel fra kysten, så bliver du der, så må du så ligge og kigge ind.

[Thomas Blomseth: 00:36:42]
Ja, og så kan du så lige sejle 500 sømiel ud igen, og så kan du sejle 30 sømiel, og så ud til 500 sømiel. Det vil være den stil.

[Klaus Silberbauer: 00:36:51]
Og hvad er forskellen så fra, du kan ikke lave forsøg der, som du kunne gøre i jordkrædsløb, på rumstationen. Det vil sige, du udelukkende laver en meget, meget dyr, meget risikofyld mission, for at kunne lave præcis det samme ting, som du kan på ISS. Så kunne man lige så godt have liv i ISS, om ikke andet, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:37:05]
Jo. Ja, og det er så også noget af det, der er lavet til, at der er nogle i de nye planer, altså mere forladet en overgangsordning, hvor NASA måske også sætter et modul på ISS, inden den bliver nedlagt, og så kobler man det modul fra ISS, og så med nogle private aktører, som så har tilføjet nye moduler. Så Isaacman har tur, kan man sige, hugt noget af den her gordiske knude over, der havde oprodt sig af NASA. Men det, der så kunne indikere Trump-regerings egentlige intentioner, det er jo så budgetforslaget for 2020, der så lige sådan kom lidt frem, også i de her dage, sådan lidt på rygtebasis. Og det er jo faktisk ret voldsom nedskæring af NASA,

[Klaus Silberbauer: 00:37:52]
det er jo det, altså Trump, altså rumfart rager jo manden, en papkasse, han er jo fuldstændig ligeglad. Han er sandsynligvis Alzheimerat, kæmpe narcissist og psykopat, og som sådan er han jo ikke interesseret i menneskeheden, skæbne i rummet, eller vores fremtid overhovedet, det er ikke i hans kredsløb på nogen måde. Så for ham handler det naturligvis om at bygge Mark Bastion, og de penge kan han bruge på at udbygge sin egen private her, ICE, og prøve at dreje valget over i egen retning, det er jo det, han har fokus på. Altså vi må aldrig underkende mandens psykopati, selvom man prøver at normalisere, hvem han er. Og det går jo også ud over NASA, så han er jo super glad for, at han lige kan få et par dage's shine på en mission, som andre præsidenter har budgeteret og skruet sammen. Men derudover er han jo ikke. Det er jo ikke, han er ikke John F. Kennedy. Altså det er han ikke. Så jeg tror, at NASAs fremtid hænger i lige så tynd tråd nu, som den gjorde under tidligere præsidenter.

[Thomas Blomseth: 00:39:07]
Ja, så det der ser ud til, at hvis det skal lykkes med at føre Artemis-programmet videre med de ambitioner, som Isaacman han redegør for, altså med den over nok 20% reaktion NASAs budget, som der er lagt i kakeloven til, så bliver man simpelthen nødt til at skære ned på nogle af de andre programmer. Altså også succesfulde, videnskabelige programmer, altså de ubemandede missioner, og selvfølgelig sådan noget som jord.

[Klaus Silberbauer: 00:39:33]
Alt, hvad der hedder klima.

[Thomas Blomseth: 00:39:35]
nemlig jordovervågning, så kan man lige få skåret det væk, fordi alt det, der fortæller os mere om, hvordan det går med global opvarm, så kan man skære det væk. Så på den måde, ja, så er det ikke et super, det er i hvert fald ikke en let opgave, Isaacman har fået, eller påtaget sig, kan man sige. Han meldte sig for øvrigt. Han kunne bare være forsat med at være milliardær og have sit eget rumprogram, men han vandt sig.

[Klaus Silberbauer: 00:40:00]
Og respekt for det, at han kaster sig ind på øvrigt til ånders højdeplads. Det, som jeg godt kunne frygte, det var, eftersom Trump og hele administrationen er fuldstændig uforudsigelige, nu har Isaacman ligesom fået trukket en succes hjem her, og nogen visker Trump i ørerne, at vedkommende selv, eller en de kender, ville være meget, meget bedre, og måske kan skære endnu højere i NASA, og så kan Trump jo med en timers varsel bare lige vækste det. Og han vil være skide på, om huset er med eller ej, så kan han bare skifte direktøren ud per dekret, og så kører vi. Og så står vi måske igen med et eller andet Hexas-agtigt tv-personlighed, som kan få 15 minutter i spotlyset der. Det ved vi ikke. Hvis Isaacman siger noget forkert, hvis Trump tror, han har sagt noget forkert, eller nogen spreder et rygte om ham, så er han bare ude. Det er jo hele USA for tiden. Du aner ikke, hvad der sker i morgen. Du aner ikke, hvad der sker om en kvarter. Så der er ikke nogen stabilitet længere, og det er jo det, der vidderligt gør det farligt.

[Thomas Blomseth: 00:41:10]
Og det er jo så også det der gift for de her samarbejdere, som en af Artemis program har lagt op til, og jo som i det store billede, at det jo er så fortvivlende. Altså det er den der formidable bløde magt, som USA har opbygget, og grunden jo til, at vi har, siden vi og børn ikke har beundret, det man er jo i stand til, der vil så se, hvordan man kan pisse den væk, på ingen tid. Og det er jo helt tydeligt, at det har Trump og folk omkring ham, ingen sans for, ellers så er de fuldstændig ligeglade.

[Klaus Silberbauer: 00:41:44]
Altså USA er nok i tænkeboks lige nu, efter at man ligesom, at det roadmap, uanset hvad man så synes om det, har været planlagt i lang tid. Jeg tror, at, hvad hedder han, Aschbacher, Josef Aschbacher, han har vist udtalt, at man er lige i tænkeboks nu om, om man overhovedet skal fortsætte samarbejdet, eller udviklingen på de her programmer, fordi hvis der ikke er noget i det, for hans medlemsland, hvorfor bliver vi ved at smide penge i det? Og så er vi tilbage selvfølgelig i bureaukratiet, og det er, at man trods alt ligger downstream fra demokratier, og det er jo fair nok, altså det er jo vores fælles penge. Om det så kan betale sig for Europa, at blive ved at investere ind, måske ikke så meget på den korte bane, fordi hvor arbejdspladser når den teknologiske udvikling, hvis vi ikke selv skal lave den, og at vi ikke kan lægge hurtigt nok om, til at bygge månebaser, i stedet for rumstationer, så er det jo fornuftigt politisk set for ham at sige, så må vi lige trække os lidt væk, eller måske koncentrere os om nogle europæiske fællesprojekter. Det kunne jo være, at hele klimaovervågningen skal flytte til ESA-hænder, fordi NASA ville ikke længere stå for det. Fair nok. Måske skulle vi have været der for længe siden, i stedet for at regne med, at Nore og NASA tog sig af det, så havde sørget for vores egne, vi skal sørge for vores egne, hvad hedder det, Magellan, altså vores eget parallelt til GPS, skal jo for pokker bygges op, fordi vi kan ikke stole på amerikansk GPS. Vi skal sørge for, at vi skal udvikle på dem. Det kan være, at ESA skal kaste sig ind i ballistiske missilindustrien. Altså, der er mange ting, vi skal stå for selv nu. Og selvfølgelig gennem ingen, at ligesom trække korten lidt til sig, og ikke kaste så mange penge efter det næste Trump-præstigeprojekt. Sådan kunne man jo sagtens vente. Og det tror jeg, der er mange europæiske parlamentarikere, der gør.

[Thomas Blomseth: 00:43:33]
Og så kunne man tilføje kommunikation også. Rumpets sted at kommunikacere.

[Klaus Silberbauer: 00:43:37]
Ikke mindst. Det var en fjerfinger, jeg sad og pegede på jer. Det var, altså, kan vi stole på Starlink, ikke? Nu hører jeg, at det ukrainske forsvar er jo skiftet over på europæiske systemer, langt hen ad vejen. Og jeg kunne forestille mig, at det er Airbus-ejet systemer, som er brugt til at afløse Starlink, fordi vi ved jo ikke, om Mosk slukker, og der tænder for Starlink i morgen. Så det er jo vigtigt at få, altså få krigshandlingerne over på europæiske infrastrukturer. også. Og den er ikke særlig, det er ikke mit indtryk, at det er en særlig stabil infrastruktur, at så mange salitter mener ikke Airbus har i kredsløb til internetkommunikation.

[Thomas Blomseth: 00:44:19]
Altså, igen det der med at få det brugt, og få kadancen op, det er den måde, at de organisationer også vil lære noget om, hvordan man får det til at virke.

[Klaus Silberbauer: 00:44:28]
Og det kan godt være, at vi så skal lade USA flyve til månen, mens vi sørger for at passe på os selv. Fordi der jo ikke er meget månerejse, og rumfart i Europa, hvis vi skal ud i en krig med russerne de næste 10 år. Altså, så ændrer fokuset jo helt automatisk. så en opbygning af eget forsvar, egen kommunikationsinfrastruktur, er nok vigtigere end rumfart pt. De to ting hænger jo selvfølgelig sammen, fordi vi skal trods alt i kredsløb. Men der ligger nogle prioriteter der, som vi nok skal tænke over. Uanset hvor pro rumfart jeg er.

[Thomas Blomseth: 00:45:07]
Altså, bemandet rumfart. Bemandet rumfart, ja. Den måde, du kvalificerer dig på. Men altså, der er ingen tvivl om Europa, vi kommer jo med på de her månemissioner, fordi man kommer ikke til at bygge Artemis om på en måde, at man fjerner det europæiske service menu. Altså, det har været så kæmpe stor en ændring i programmet, at det gør man jo ikke nu. Så på den måde kommer vi jo med. Men jeg synes godt nok, at vi er blevet super voksenagtige.

[Klaus Silberbauer: 00:45:32]
Ja, det er trist et eller andet sted, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:45:34]
Ja, den måde, vi taler om rumfart på nu. Men det er nok sådan, det går, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:45:38]
Ja, altså, jeg har haft nogle diskussioner, jeg har prøvet at lukke ned for, og jeg synes, det blev lidt trælser, med en anden fløj, som jeg synes er ret fremtrædende nu, eller måske det er bare mit eget lille filterbobl og feed. Men det er den her, hvad skal vi overhovede med rumfartagtige fløj, fordi vi kunne bruge pengene mere fornuftigt. Der er jo stadigvæk folk, der sulter på jorden, hvorfor fanden skal vi flyve raketter? Der er jo sket det, synes jeg. Den fløjer skærpet, fordi nu er der kommet en kobling mellem milliardærer og rumfart. Og det er ikke alle, der kan skælne mellem NASA og SpaceX osv. Og den her meget utilitaristiske tilgang til tingene, det er det måske ikke engang, jeg synes, det er en misforståelse, at vi kan beholde pengene på jorden, og der er en masse ting, der skal gøres før, at vi skal bevæge os ud i rummet. Det mener jeg jo, er en kæmpe, kæmpe misforståelse, fordi rumfart og den grundforskning, der ligger bag, og som rumfart også på nogle måder er, er jo en voldsom driver for den teknologiske udvikling, som vi jo er fælles om at tro på er godt i sidste ende. Og den der møder sammen med amerikansk politik, PT gør ikke noget godt for rumfarten, fordi kan man støtte en månemission og synes, det er en god idé, altså månemissionen skulle ligeglade min støtte, men kan jeg i ånden støtte den, når det samtidig er Trump, der skal frem og høste lauerbærende for den? Eller bør vi ikke skille det og sige, hvad er et skridt videre for menneskeheden, og så hvilken præsident, der tilfældigvis kan høste æren for det? Eller hvilken milliardær, der PT styrer NASA, eller hvem hans venner er? Bør vi ikke holde det adskilt et eller andet sted? Det synes jeg jo er nødvendigt. Men det er svært for mange, og folk er blevet rigtig sure over det der med, hvad de betragter som noget frygtelig miljøsvineri, og alt for mange penge skylder ned i et eller andet, der bare handler om at sende folk på den anden side af en klump i jord, der søger rundt om os planet. Den kan vi da godt åbne for, hvis vi har tid.

[Thomas Blomseth: 00:47:44]
Ja, men altså, den var jeg også fremme i 60'erne med porteprogrammet, og jeg kan ikke huske, var det en af de tyskerne, som også formulerede det med, altså i hvert fald endnu, der bliver jo ikke brugt den eneste, hverken dollar eller krone eller euro i rummet.

[Klaus Silberbauer: 00:48:04]
Så vi ved, at der ikke er nogen takstation på vejen?

[Thomas Blomseth: 00:48:06]
Nej, du kan ikke tage en dollar med op, og så købe dig en burger derop i rummet. Der er ingen sted at bruge penge op i rummet. Alle de penge, der bliver brugt på rummet, bliver faktisk brugt på jorden. Præcis, det er jo vores økonomi. Ja, og det bliver brugt til, at der er nogle højt uddannede mennesker, som arbejder ude på kanten af, hvad vi kan til Nord, som du siger, som bringer os videre. Så det der med, altså det er simpelthen misforstået, det med, at penge bliver brugt ud over dig. Der bliver brugt penge her på jorden, på at nogle folk kan udvikle sig og udvikle nogle systemer, som bringer os videre.

[Klaus Silberbauer: 00:48:44]
Jamen det er på så mange måder. Altså det er jo for det første en nulsumst tænkning omkring økonomi, og faktum er, at vores økonomi er cirkulær. Så vi kan jo ikke... Idéen om at brænde penge af på et eller andet sted, for at bruge det på noget andet, det er noget røvligt. Og så ligger der en mere uhygtig side, og det er ikke for at skyde nogen noget skone her, men der ligger jo en hardcore socialistisk tankegang i det, eller kommunistisk, med at hvorfor bruge pengene på højt uddannede mennesker, der sidder og laver beregninger, for at finde ud af, hvordan man kommer til månen, i stedet for at bruge penge på de rigtige mennesker, og deres mad for eksempel. Og det er jo den tankegang, der nu ved jeg godt, det maler fanden på væggen, og det er totalt hiperbol det her, men i sidste ende, så står vi med Pol Potte, der siger, hvis du har briller på, så skal du skydes op af en mur, fordi du vil bare bruge vores penge på et eller andet pjat, vi har brug for mad, og vi skal dyrke noget ris. Og i disse tider, hvor man må sige, det politiske spektrum er relativt polariseret, der skræmmer den tankegang mig faktisk en lille smule, ligesom at Trumps ultrafacisme skræmmer mig, fordi der et eller andet sted bygger Trumps magt på folk, der tænker på den måde. Og det er også derfor, jeg ikke stoler på, at Trump har nu fortsat med at støtte rumprogrammet, fordi lige pludselig en dag, så er det ufortunt at sige, det er også nogle eksperter, der sidder og brænder alle jeres penge af, kære mark og folk, de penge skal der bruges på, at få benzinpriserne ned, det kan vi forstå. Den vil ikke lige til højre benet. Så jeg synes, det er en bizarr tankegang, og det bygger på en fejlslag, en opfattelse af, hvordan økonomi hænger sammen.

[Thomas Blomseth: 00:50:25]
Det kunne være enig om.

[Klaus Silberbauer: 00:50:27]
Så jeg lanserede selv et problem her, og så randerede jeg lidt, og så lukkede jeg den ad igen. Det var så lidt.

[Thomas Blomseth: 00:50:32]
Det var svaret. Det er måske også ligesom en kvandefluktuation. Det var lige et partikelpar, der opstod af enigtheden.

[Klaus Silberbauer: 00:50:40]
En retorisk dribling rundt på midten af banen, og så afleverer jeg til dig.

[Thomas Blomseth: 00:50:44]
En succesfuld aflevering til dig selv, måske. Men skal vi ikke bare sige, det var da fedt, det gik så godt med at komme afsted. Det var fedt, det gik så godt undervejs. det var både amerikanske astronomer, der var en kanadier med det europæiske servicemodul, performanceen med skuld. Banen var lagt rigtigt. Fantastisk billeder af månen, blandt andet taget med smartphones, som jo ikke engang fandtes, da man begyndte at bygge Orion.

[Klaus Silberbauer: 00:51:13]
Og et Nikon D5. Gud hjælper mig. Det er jo ikke noget nyt kamera. Jeg tænkte, D5, det var da alligevel et meget, nu fotograferer jeg lidt i fritid, det var et meget besked kamera at tage med dig op. Men altså, det performer.

[Thomas Blomseth: 00:51:26]
Men det er jo nok det, der var gudkendt til at tage med op. Det var en ting. Og det var vist noget med, jeg tror faktisk, det med at iPhones kom med, det var noget, Isaacman han autoriserede i sidste øjeblik, fordi de havde jo selv haft iPhones med op på deres Polaris Dawn missioner.

[Klaus Silberbauer: 00:51:43]
og jeg tror også, at jeg tror, at de var sponsoreret. Det var product placement. Altså.

[Thomas Blomseth: 00:51:49]
Det var rigtig god product placement.

[Klaus Silberbauer: 00:51:50]
Hold op, de var i fokus de der iPhones.

[Thomas Blomseth: 00:51:52]
Ja. Præcis. Og nu har man så demonstreret, at man faktisk kan tage dem med. Yes, og de kom godt tilbage mod jorden og varmeskød holdt, og især også, det var en ting, det var selvfølgelig med, at de kom ud af af radiotavshedsperioden, men det andet, det var også, at faldskamme faktisk forholde sig ud.

[Klaus Silberbauer: 00:52:11]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:52:12]
Det var først, da jeg var sådan, yes, de tre hovedfaldsskærme, de faldskamme, så ved vi, at så kan det ikke gå så meget mere galt derefter.

[Klaus Silberbauer: 00:52:20]
Jeg så slet ikke Splashdown Live. Det viser mig, at man skal bare, hvor kedelige voksne er blevet. Silberbauer og Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag de fænomener og teknologier, der præger alt for vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Efter episoden her poster vi kilder og opfølgende materiale på Bluesky, hvor vi også er meget nysgerrige efter dine kommentarer, spørgsmål eller kritik. Vi laver podcast i vores egen tid og for vores egne penge. Vi generer dig ikke med reklamer for VPN-forbindelser, pulvermad eller lydbøger. Men hvis du kan lide, hvad du hører, så abonner på os i din yndlingspodcast-tjeneste og giver os meget gerne en bedømmelse på Apple Podcast. Det betyder meget, og vi higer vel alle sammen efter anerkendelse. Del også gerne Silberbauer og Blomseth med venner, familie eller kolleger, specielt hvis de har, ligesom dig, en inclination mod videnskab og erkendelse. Sidst, men ikke mindst, tak for, at du lytter med.