LIGE FRA HJERTET
LIGE FRA HJERTET er podcast for guidede meditationer fra Kontemplations Praksisbibliotek og for vores indlæste blogindlæg.
Vi har her udvalgt materiale som er talt, skrevet og indlæst direkte fra hjertet: ufiltreret, ubeskyttet og åbent.
Det er vores håb og ønske at disse instruktioner og tekster kan være en støtte til en regelmæssig meditativ praksis, en inspiration til nærvær og hjertelighed i hverdagen - og til den kreative friskhed og fornyelse af dagligdagen som det er muligt at åbne til når vi løber risikoen og vover, i glimt eller stræk, at leve lige fra hjertet.
LIGE FRA HJERTET
18. januarpraksis: Mærk vågenheden | Jes Bertelsen
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Vi er rigtig glade og taknemmelige for at Jes Bertelsen i år har sagt ja til at bidrage til Januarpraksis.
I denne meditation føres vi trinvist til et dybere aspekt af femkanten – til et sted hvor dens fem døre begynder at opløses.
Femkanten er en figur, der peger på fem aspekter af os selv. Når vi bevidst mærker dem, kan de føre os ind mod dybere lag i vores væren: opmærksomheden på kroppen, på åndedrættet, på hjertefølelserne, på bevidstheden og på altings foranderlighed.
Udgangspunktet for Jes’ beskrivelse i denne guidning er at vi forestiller os vores eksistens som en livsrejse frem ad en vej hvor vi sidder i en karet (et billede Jes fortæller han har fra Platon) – som er forspændt med en helikopter (det billede er helt sikkert ikke fra Platon, men fra Jes selv).
Det første gear er aktivt når vi bruger femkanten til helt basalt at mærke vores krop, hjerte og bevidsthed – og i afspændingen læner os eller lytter ind mod vores essens. Den inderste eller dybeste del af vores menneskelighed.
Det andet gear kører vi i når vi har sat os i kareten og fra et lidt dybere og mere afspændt sted i os selv, med lidt mere medfølelse, empati og nærvær, bevæger os ud mod verden og vores relationer.
Det tredje gear er aktiveringen af den helikopter vi har spændt for vognen.
Her har vi flyttet os, siger Jes, fra kareten til helikopteren. Som nu stiger lodret op.
Opstigningen mod svævet får vi hjælp til at kontakte ved de billeder af vores krops cellulære uendelighed som beskrives her på forskellige måder.
Og ved at mærke muligheden for, i glimt, at vove at opleve at vores kærlighedsrum kan være uden grænser.
Foto: Anne-Li Engström
Musik: Martin Guldberg
Besøg os her:
kontemplation.dk
eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube
Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk