NAFA Dialog

Arter, oplevelser og æstetik - artsportrætter som æstetisk arbejdsmetode på NAFA sommerskole

Naturfagsakademiet NAFA Season 3 Episode 7

Denne podcast handler om naturforbundethed, oplevelseslæring, stedbaseret læring og brugen af æstetiske og sanselige arbejds- og læreprocesser som vej til dybdelæring. Dybdelæring, der kan styrke vores forståelse af omverdenen og de mange arter, vi deler planeten med.
Naturforbundethed er et populært begreb i naturfagskredse for tiden. Men mange lærerstuderende – også dem med naturfag – har begrænset erfaring med at opholde sig i naturen. Det rejser spørgsmålet: Hvordan kan vi som kommende naturfagslærere arbejde med elevers naturforbundethed, hvis vi selv har et svagt forhold til naturen?
Derfor var temaet for Naturfagsakademiet NAFAs sommerskole sidste august netop naturforbundethed, arter, oplevelser og æstetik. I dette podcastafsnit dykker vi ned i erfaringerne fra sommerskolen og ser nærmere på forholdet mellem menneske og natur – med særligt fokus på artsportrætter som en konkret æstetisk arbejdsmetode i naturfagsundervisningen. En metode med rødder tilbage til Humboldt, som inviterer os til at rette blikket udad og lade os forundre.
I podcasten møder vi en underviser fra sommerskolen og to lærerstuderende, der deltog. Kia Wied, programleder i NAFAs læreruddannelsesindsats, taler med Mette H. H. Hansen, lektor på VIA Læreruddannelsen i Silkeborg, og de to lærerstuderende Cecilie Fly Pedersen og Louise Holm. De fortæller om deres oplevelser på sommerskolen og de muligheder, de ser i at bruge æstetiske arbejdsformer – især artsportrætter – i undervisningen. Vi hører også om Cecilies og Louises møder med humlebier og sommerfugle og hvordan de på sommerskolens sidste dag afprøvede deres erfaringer i samarbejde med EUX-elever fra landbrugslinjen på en erhvervsskole.
Sommerskolen er tilrettelagt af Mette Henne Hesselholdt Hansen i samarbejde med Henrik Levinsen, lektor på Københavns Professionshøjskole, og Katrine Bergkvist Borch, ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet.
I august 2025 gentager Naturfagsakademiet NAFA succesen og inviterer igen til sommerskole for lærerstuderende – med Mette, Henrik og Katrine i spidsen.

Vil du vide mere? I podcasten henviser Mette, Cecilie og Louise til: