NAFA Dialog

Når fælles praksisudvikling mellem skole og læreruddannelse baner nye veje i natur/teknologi-undervisningen

Season 4 Episode 1

"Elevernes begejstring brænder frem, når man giver dem det her – det er lidt som at sætte ild under et bål!"
I dette afsnit af NAFA dialog dykker vi ned i, hvordan længerevarende fælles faglig fordybelse og kollegialt samarbejde kan skabe motiverende og meningsfuld naturfagsundervisning. Vært og programleder i Naturfagsakademiet NAFA, Kia Wied, besøger sammen med Elzebeth Wøhlk, adjunkt på Københavns Professionshøjskole, Trørødskolen til en samtale med Jacobina Nørgaard Lorenz, lærer på Trørødskolen, og Kristoffer Brinch Ladefoged, lærer på Trørødskolen og naturfagskoordinator i Rudersdal Kommune.
Samtalen udfolder erfaringerne fra et samarbejde mellem natur/teknologilærere på skolen og læreruddannere fra natur/teknologifaggruppen på læreruddannelsen, der var tilrettelagt som et professionelt læringsfællesskab mellem skole og læreruddannelse. Her har Elzebeth og Jacobina sammen med gode kolleger udviklet, planlagt og gennemført to undervisningsforløb med fokus på teknologisk dannelse i naturfag og fælles undersøgelser af, hvordan kreativitet, narrativer og æstetik kan være med til at gøre undervisningen mere vedkommende og håndgribelig for eleverne.
Undervejs i episoden åbner vi desuden mikrofonen for en refleksiv samtale mellem deltagerne, som viser, hvordan kollegial refleksion i et PLF kan udfolde sig i praksis. Vi perspektiverer her med friske erfaringer fra skolens deltagelse i Naturvidenskabsfestivalen i uge 39 2025, der på Trørødskolen bruges som en anledning til at sætte særligt fokus på fællesskabende aktiviteter i naturfag i samspil med andre fag på årgangene. Skolen åbnes også op for eksterne samarbejder om at skabe motiverende og meningsfuld naturfagsundervisning i øjenhøjde med eleverne. Med afsæt i eksempler herfra lægges op til fælles refleksion over, hvordan ligeværdige samarbejder mellem læreruddannelse og skoler kan skabe synergi – til gavn for både elever og undervisere.