Træn Trivslen

#46 Craft-psykologi i arbejdslivet – Anne Kirketerp

Sanne Østergaard Nissen & Julie Kowal Kristiansen Season 1 Episode 46

"Den måske mest sundhedsfremmende effekt i at lave craft – det kommer af, det også er, når folk har en hobby: Håndarbejde, håndværk er menneskers hobby … Alle mennesker skal have noget i deres liv, hvor de kan sige: 'Det her – der er aktiviteten belønningen.’" 

  •  Hvorfor skal vi tage craft-psykologi alvorligt – også i arbejdslivet?
  •  Hvad er det egentligt, at craft-psykologi kan?
  •  Hvordan kan vi bruge craft som metode til øget trivsel og mental sundhed?

I dette afsnit af Træn Trivslen møder vi Anne Kirketerp – pioner inden for craft-psykologi og har viet sit liv og virke til at forstå, hvorfor det gør en forskel at bruge hænderne. Når vi arbejder med noget konkret og sanseligt, skaber vi ikke kun smukke ting – vi skaber også ro, nærvær og kontakt til os selv.

Vi taler om, hvordan craft kan integreres i arbejdslivet – som meningsfulde pauser, som fordybelse i møder, som fællesskab og som en ny tilgang til trivsel, hvor både struktur, materialitet og små succesoplevelser spiller en vigtig rolle. Det handler om at tænde for de dele af hjernen, der skaber fokus og flow – og slukke for tankemylder og bekymringer.

Så tag din yndlingsaktivitet frem – måske noget med garn, træ, maling, jord eller papir – og lyt med til denne samtale, der giver nye perspektiver på, hvordan vi skaber mental sundhed med hænderne.

Gæst: Anne Kirketerp er kunsthåndværker, håndarbejdslærer, psykolog, ph.d. og medstifter af Center for Craft og Sundhedsfremme. Hun er forfatter til bogen ’Craft-psykologi’, der vinder indpas i både ind- og udland.

Værtinde: Sanne Østergaard Nissen

Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen

People on this episode