Træn Trivslen
TRÆN TRIVSLEN er en podcast om at styrke trivslen. Vi fokuserer primært på trivsel og mental sundhed på arbejdspladsen, hvor vi deler værdifulde indsigter og råd til ledere og medarbejdere om at skabe attraktive arbejdspladser, bæredygtige arbejdsmiljøer og forebygge mentale helbredsudfordringer. Vi udforsker forskellige emner inden for mental sundhed og trivsel med eksperter, fagpersoner og praktikere. Vores mål er at give dig praktiske råd og inspiration til at øge trivslen på din arbejdsplads og generelt i dit liv og arbejdsliv.
Følg gerne med i hele serien og del også gerne dine spørgsmål og kommentarer med os. Og lad os sammen begynde rejsen mod øget trivsel og mental sundhed på arbejdspladsen.
Vært: Sanne Østergaard Nissen, Lektor og konsulent UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen, Specialkonsulent UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Træn Trivslen
#54 særafsnit 5: Lederskabskunst – Sandhed
"Det sidste handler så om, hvordan man forholder sig til sig selv uden selvbedrag. Og der er det meget, meget vigtigt, at lederen er den, der har det mindste selvbedrag. Lederen skal være ubetinget ærlig over for sig selv – ikke nødvendigvis over for andre, men over for sig selv."
Velkommen til endnu et afsnit af denne særlige udgave af Træn Trivslen. Serien består af syv samtaler om lederskab som kunst – ikke som kontrol eller strategi, men som en menneskelig skaberkraft, der former og forvandler verden gennem følelse, tanke, vilje og samtale.
Sammen med filosof Ole Fogh Kirkeby har jeg, Sanne Østergaard Nissen, skrevet bogen Lederskabskunst – kunsten at være en nærværende leder, der mestrer følelserne og de svære samtaler. Her i podcasten folder vi bogens idéer ud – i samtaler, hvor vi ikke søger endegyldige svar, men åbner rum for erkendelse, forvandling og handling.
I dette femte afsnit kredser vi om sandhed og stiller spørgsmålene:
- Hvorfor er sandhed – både som selvindsigt og erkendelse af vores virkelighed og begrænsninger – så afgørende i lederskabskunsten, hvor lederen må navigere mellem det, der er i deres magt, og det, der ligger uden for den?
- Hvad vil det sige at være i sandhed med sig selv – og hvordan undgår vi selvbedragets mange forklædninger i livet og i ledelse?
- Og hvordan kan ledere praktisere sandhed med mod og medmenneskelighed, uden at miste retning, relation eller sig selv i kompleksiteten?
Vi håber, at noget i samtalerne vil kalde på dig. En sætning, en stilhed, en stemning – noget, der bliver hos dig og sætter sig som en sommerfugl i spiralær opadgående bevægelse – en forvandling.
Tak fordi du lytter.
Gæst: Ole Fogh Kirkeby er mag. art og Dr.phil., professor emeritus i Ledelsesfilosofi ved CBS, og direktør for Center for Kunst & Lederskab. Han er forfatter til over 40 bøger bl.a. om begivenheden som centrum i vort liv, om protreptik og ledelse.
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
Få 30% rabat på LEDERSKABSKUNST – forudbestil hos Djøf Forlag: https://djoefforlag.dk/products/lederskabskunst
Brug koden lederskabskunst ved checkout. Koden virker med både store og små bogstaver.