
TerrorTalks
Dette er en podcast om nogle af de mest spektakulære terrorangreb i historien. I denne podcast fortæller jeg historierne om terroristerne, deres ofre og om konsekvenserne for de overlevende og for samfundet. Om mennesker, der vil ofre deres eget eller andres liv for et politisk, økonomisk, religiøst eller socialt mål. Hvem der stod bag, hvem de ville ramme og ikke mindst: Hvorfor.
Mit navn er Natasja, og jeg er journalist og cand.mag. i Mellemøststudier. Jeg har desværre selv haft terror inde på livet flere gange. Massakren på Utøya i Norge skete en halv times kørsel fra, hvor noget af min nærmeste familie bor. En af mine gode venner stod kun en meter fra en af selvmordsbomberne i Londons metro i 2005. Han slap mirakuløst med to sprængte trommehinder. Og endelig arbejdede jeg i Afghanistan for noget tid siden, hvor et stort terrorangreb på en lokal café kostede 21 mennesker livet. Blandt andet ejeren, som året forinden havde serveret lagkage for mig på min fødselsdag. Heldigvis har jeg aldrig selv stået midt i et terrorangreb. Men disse oplevelser har vækket min nysgerrighed, min fascination og ikke mindst en frygt, som de fleste nok kender til: At det sker for mig en dag. At det kommer tæt på.
Før du går i gang med at lytte, skal jeg advare om, at podcasten indeholder beskrivelser og detaljer, som kan være voldsomme og er uegnet for især mindre børn og folk, som bliver påvirket af at høre om drab og vold.
Serien er baseret på journalistisk research og indeholder fiktive elementer i form af opdigtede scener og dialoger.
TerrorTalks
Diplomaten, der døde for freden
Den lille kolonne kører op ad bakken mod Abu Tor – en blandet, strategisk vigtig bydel i det sydlige Jerusalem. Klokken er præcis 17:04. Solen hænger lavt, og skyggerne er lange. I den midterste jeep sidder Folke Bernadotte. Han er klædt i en hvid uniform, mærket med FN’s blå emblem. Ved siden af ham sidder André Serot, en fransk oberst, som har været med Bernadotte hele vejen fra Genève til Kairo og nu til Jerusalem. De taler dæmpet. Om våbenhvilen. Om den næste rapport. Om muligheden for at genstarte forhandlingerne mellem zionisterne og araberne. Ingen af dem ser bilen, der holder parkeret langs vejen. Ingen af dem ser mændene, der står bag den. Fire i alt. En af dem – Yehoshua Cohen – træder frem. Han bærer en britisk Sten gun. Han hæver våbnet.
“Fyr!” råber han.
Skuddene flænser luften. En, to, tre, fire. Kuglerne går direkte ind i midterbilen. Glasskår flyver. Chaufføren råber. Bernadotte tager sig til brystet, men siger intet. Serot falder bagover, ramt i hovedet. Det hele er over på mindre end ti sekunder. Gerningsmændene flygter. FN-bilen kører panisk videre, ned ad bakken. Men da de når hospitalet, er det for sent. Folke Bernadotte er død.
Historierne, du hører, bygger på journalistisk research og fakta. De kan indeholde fiktive elementer som for eksempel dialog eller tanker. Afsnittene er skrevet, tilrettelagt, produceret og fortalt af Natasja Engholm og gæsteforfattere.
Intro og outro
Dramatic Suspense: 127243753-chernobyl-1986-ominous-suspens, 303774080-waltz-terror-v1
Se billeder fra dagens historie og følg mig på: TerrorTalks på Instagram