Diogenes og kynikerne (TLF33)

Alexander den Store, den magtfulde hersker og erobrer, opsøger en mand, der lidt ynkelig sidder på jorden og soler sig. Alexander tårner sig op foran ham og siger, “Bed mig om hvad som helst. Lige hvad du vil. Jeg er kongen over alting.”

Og manden på jorden siger, “Gå væk fra min sol!” 

Det var Diogenes. He didn’t give a fuck. Hør anekdoterne om ham og de andre kynikere. Filosofiens punk.

Ep. 33 af Thøfner læser filosofihistorien. Find podcasten “Om det hele og resten”, ja, hvor tror du?

Eller lyt til episoden her:

https://www.buzzsprout.com/2322616/episodes/19190138-diogenes-og-kynikerne-tlf33

Transcript

SPEAKER_00 0:00

Alexander den Store, den magtfulde hersker og ebr, opsør en mand, der ynklig sidder på jorden og soler sig. Alexander tårner sig op foran ham og siger, berg mig om helst. Lig hvad du vil. Jeg er kongen over alting. Og manden siger. Jeg væk fra min sol. Det er en berømt anekdote i filosofistorien, og den siger alt om den mand, der sagde det, og om den filosofiske skole, han tilhørte. Forgæne af sin åbe forosofen i tøgen, hund, gynikeren, han ville ingenting. Han havde intet, men han behøvede intet, og derfor havde han alt. Selv den mægtigste mand i verden kunne ikke give ham noget, han ønskede. Det eneste Alexander kunne give ham var at lade være med at stå og skygge for solen. Anekdoten er kort og præcis i deokens Lærertives gengivelse skrevet 500 år senere. En gang, mens han sad i solen i Grænum, stod Alexander foran ham og sagde Ber mig om hvad du vil. Og han svarede gå væk fra min sol. I følge traditionen sagde Alexander bag efter, hvis jeg ikke var Alexander, vil jeg ønske at være der. Tønerlæser filosofistorien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, kaotisk, forsigeligt og overraskende. Præsist og legende, seriøst pæret om iglig og improviseret frem. Velkommen til tørs og filosofik episode 33. Det er noge og køngerne. Philosoph. Den radikale frihedsmærgelse, der næsten ikke skrev noget. Alt vi har fra dem er anekdoter, som er skrevet nedere. Så der er ikke noget af det, der rigtigt til at ståle på, men måt ikke vil være fuldstændig ligeglad. I dag handler det først og fremmest om nævnte diognes kynismens mest kendte stemme, men det handler også om skolen omkring ham, om antistenes, om Krates, der vidergav den, og så skal vi høre om Herkia, en af antikens få navngivende kvindel filosofer. Hun stod ikke tilbage for nogen i sin kynisme. Vi kender ordet kynisk, hvis nogen siger noget kynisk er det ufølgelsomt og hårdt, ifølge den danske ordbog hensynløs og følelseskold, en person eller handling, der udviser for akt for menneskelig natur og ligeglad med andres ulykke. Det er ofte prævet af rådighed og mangel på moral, f.eks. en kynisk morder. Men det er kun den gængse betydning i dag, ordbogen nævner også den anden betydning, som er filosofisk, relateret til den oldgræske filosofiske skole, kynikerne, der strabte efter frigørelse fra materielle behov. Der er ikke noget særligt stort overlap mellem de to betydninger, så glemt det med hensynsløs og følelsesskold. Kyniker på græsk kynikos betyder hunde agtig, det kommer af kygen hund. Det var oprindeligt en hugn et skældsord. Athenerne kaldte disse filosofer for hunde, fordi de levede på gaden båd offentligt, pegede så offentligt, gjorde alt det dyriske som mennesker normalt skjulter i fuld offentlighed. De opførte sig som hunde. Og kynikerne sagde, ja præcis vi er hun, og det en hæder ikke en skam, for hunden lever i overenstemmelse med sin natur. Den ejer ingenting, den mangler ingenting. Den skammer sig ikke, den behøver ikke konventioner. Den er fri. Og det er, kan man sige kynismens Grundgreb. At vener skammen om at skab over skældsoret og gør det til et program. Den køniske skole begyndte ikke med det orgnes, men med en mand, der hedder ans. An tiles var i Sokretes. En af de mest kompromiløs elev. Han hørte Sokrates sige, at død er nok for lykke, at de ydre goder er lige gyldige, og at det uundersøgte liv ikke er værd at leve. Og ans tog det alvorligt og meget bogstavel. Mens plagen bygget et idé system ud af Sokrates arv, og Aristos bygget et endnu større system, tog ans anden vej, han smid det hele væk. Sokrates havde sagt, at de ydre goder ikke betyder noget, jamen fint så lever vi, som om de ikke betyder noget. Vi smider dem væk, vi går ned på gaden. An tilstenes underviste et gymnasium kaldet Kynosakes den hvide hunds sted, og det er måske der, kynikernes navn stammer fra, eller det stammer fra hans elever, skældsorder eller en eller anden kombination. Men altså, Sokrates var allerede lidt til den frække side, lidt ligeglad med de sociale konventioner og den slags. Kynikerne er lidt som Sokrates, der går all the way. Og hvad er kynismens kerneprincipper? Lad mig nævne fire græske begreber, der definerer den kyniske skole. Autarkaier selvstrækkelighed at være nok i sig selv. Den fri mand er den, der intet behøver, for den, der ikke behøver noget, kan ingen kontrollere. Disciplin træning. Filosofi er ikke noget, du tænker, det er noget, du øver. Du træner kroppen til at tåle sultt ubehagel. Du træner sjælen til at give slip på alt det, den klamrer sig til. Det er fra det ord, vi har asketisk og askæse. Og sjovt nok så minder mange af historierne om kynikerne jo noget om, hvad vi hører om de indiske asketikere. A nej det er skamløshed. Den bevidste valgte skamløshed. Konventioner om, hvad der er passende og upassende anstændigt og uanstændigt, det er sociale fiktioner. Den frie filosof gør det rette i overenstemmelse med naturen, uanset om folk i byen synes det pingligt. Og endelig paresia fri tale. Den der siger sandheden uden at tage hensyn til, hvem der lytter, er det kong, dommeren, mængden. Det er lige meget. Det er den fælles platform, og kynismen er på en måde et svar på Sokrates platon og Aristotelus. Som jeg nævnte, sagde Sokrates, at det uundersøgte liv ikke er ved at leve. Platon byggede idéernes verden. Aristotelus, som vi lige har hørt i en række afsnit. Bygede hele den vestlige civilisations intellektuel grundlag, logik, fysik, etik, politik osv. Og kygærne siger. Skør det. Fok det alt sammen. Systemerne, teorierne, definitionerne. Det er spild af tid. Filosofi er ikke noget du tænke. Det er noget duver. Der var født i sin ore ved sordehet i dag sen op i det nordlige Tyrki omkring 412 år før 0. Hans far var penge væsser, og der er en historie om, at det hans farv forfaldskede mønder og blev forvist af den grund. Der konsulterede angiveligt oraklet i Delfi, og orraklet sagde Lav om på møndtens prægning. Då genes forstod det bogstavligt og blev møtte forfalsker. Men den sene tradition forstod det metaforisk. Lav om på konventionernes prægning, omvurderer alle værdier, kunne man sige 2300 år før niet. I atten opsøgte han antisendes den gamle sture sokratiker og tvang sig til at blive hans discipel. An tilstenes ville ikke have lever. Han slog efter det ordnes med sin stav. Det åres ragte hovedet frem og sagde: Slå du vil ikke finde nogen stav hård nok til at jæ mig bort, så længe du taler. Det er diognes i nødesskald, han vil lære, og han har allerede forstået gynnismen bedre end sin lægmester. Smerten er ligig, det er orerne, der betyder noget. Og derefter levede han i en tynde. Eller retter i en stor krok, en plitos, der stod i kæbelses tempel. Han ejede sin kappe, sin stav og sin pose, han så på gaden, han spiste, hvad han fandt, og han blev den mest berømte filosof i Athen, hvis nok mere berømt på et tidspunkt i den folkelige bevidsthed end Platon og Aristoteles. Som sagt han efterlod ingen skrifter, alt hvad vi ved om ham, stammer fra anekdoter, primært samlet af diognes lært i hans de berømte filosofers liv og meninger skrevet ca. 500 år efter diognæs død. Det ved at være lang tid siden vi har haft fat i den. Men det hele er legender lige så meget som historie. Og det er jo på sinvis passende, diognæs filosofi er de her anekdoter, fortællingerne om hans liv er hans argument. En anden anekdote fortæller, hvordan detånes fandt sin livsform. For det var ikke en teori, der kom først, det var en jagtagelse. Og da han så en mus løbe rundt uden at lede efter en seng, u at tage sig agt for at holde sig i mørket, u at søge efter nogle af de ting, der ser behagelige ud for sådan et dyr, der fandt han et middel mod sin egen fattigdom. En mus. Han så en mus og forstod. Musen behøvede ingen seng, intet mørke, ingen bekvemmeligheder, den levede bare med det, den fandt, den var fri, fordi den intet behøvet. Og diogene sagde til sig selv, hvis en mus kan leve sådan, så kan jeg også. Min fattigdom er ikke en mangel, det er en befrielse. Jo mindre du ejer, jo mindre kan du miste, jo færre behov du har, jo friere er du. Og det er jo kynismens grundprincip. Autarkia i praksis. Det er en radikal simpel tankegang. Konventionerne ejendom, æger, magt, status osv. det lænker, de binder dig, de gør dig afhængig, de gør dig sårbart. Så du fri, og så har du intet at miste. Og så en anden kendt anekdote. Han tændte et lys midt om dagen og sagde, jeg leder efter et menneske. Midt om dagen i aten omgivet mennesker, og han siger jeg leder efter et menneske. Han leder ikke efter en filosof eller en vis mand, bare et menneske, et der lever ærligt simpelt i overenstemmelse med sin natur, og den lille anekdote antyder, at han ikke kan finde et eneste. Det er jo noget af en provokation, og den kan stadig ramme, for de organisk siger, I der går rundt i jeres pæne tøj med jeres pænemeninger, bor i jeres pæne huse, i ikke rigtige mennesker, i er roller i spillere. Hvor er det menneske, der lever uden maske. Man kan komme til at tænke om Jean Paul Satres begreb om at leve i ond tro. Tjeneren, der spiller at være tjener. Men diognes er 2300 år ældre, og han er mere radikal, end Sartre. Sartre mente, at vi er dømt til at være fri. Diognes mener, at vi vælger at være slaber, at vi vælger vores behov, konventioner og forfænglighed. Og her er en sjov anekdote, der også viser diogneses forhold til akademisk filosofi. Platon definerede mennesket således. Mennesket er tofodet fjerløst dyr. Og Platon blev meget rost for sin definition, så plukkede deognes en hane og bragte den ind i hans skole og sagde, her er platons menneske, hvor efter der blev tilføjet til definitionen med brede flade negle. Det er et filosofisk argument i form af handling. Diognes siger, at dine definitioner er tomme, de fanger ikke virkeligheden. Du kan definere alt muligt, men definitionen er ikke ting. Se her, en bukket høne opfylder din definition, og det viser, at definition er forkert. Se ud af. Verden er ikke et system. Den er en dukket høne. Og så en enkelt sætning, som har trukket lange spor. Da han blev spurgt, hvor han kom fra, svarede han: Jeg er verdensporer. Eller retter jeg er kosmopolit. Det er det og opfinder det begreb. I en verden, hvor identitet er bundet til den polis, den bystat, man bor i, ens stamme, ens folk, så siger detåen, at jeg tilhører verden. Ikke sin åbe, ikke aten, ikke korint verden kosmos. Det er en provokation af samme kaliber som at gå væk fra min sol. For i antiken er man sin polis. At være borger i aten er at have rettigheder, pligter og identitet. Diåknes der landsforvist, hjemløs og fattig. Han siger, jeg behøver ikke jeres polis, jeg er borger i kosmos. Og også den lille linje kan vi strække helt frem til det 20. århundrede Kvarme Anson i Parker, som vi på et tidspunkt når frem til i vores serie har som nøgle begreb kosmopolitisme idéen om, at vi er verdensborgere, at vores fælles mennesklighed er vigtigere end vores nationale, etniske og religiøse tilgørsforhold. Doges sagde det først, for 2.300 år siden. I en tøn, eller altså i en krke. Der døde i koræng omkring 323 år før 0. Samme år som Alexander Den Store døde. Det er som om en epok slutter, men køismen sluttede ikke, den levede videre. Først og fremmest gennem en mand ved navn Krates af teten. Krates var rig, han kom fra en velhavende familie og havde en betydelig formule, og da han mødte de gæsets filosofi, gjorde han noget få mennesker har gjort før hele formuen røg, i følge en version smed han pengene i havet, i følge en noget mere fornuftig version gav han dem til byen og gik ud i en kappe med en stav og en pose. Han blev kyniker. Aterne elskede ham angiveligt, han var den blede kyniker, der gik fra hus til hus og forlivede familier i strid de kaldte ham døråbneren, fordi enhver dør stod åben for ham. Og det er hos gratis vi møder Hiparkia. Hapia af Maronæa, født omkring 350. I Trakien, det nuværende nordgriken land i en velhavende aristokratisk familie. Hendes lillebror Metrokles studerede filosofi i aten først hos teofrest ved Aristoteles lykaer, og der er en anekdotte om trokles, der ved at fortælle, for den indfanger noget centralt ved gænismen. Men trokles holdt en talle øvelse. Hvad er nemlig en lyre uden strenge, et stykke træ. Intet mere. Og hvad er et menneske, der åbner munden uden at have tænkt sin sag igen. Og så kom han til at brugte undervejs. Og med trokles var så skamfuld over det, at han låste sig inde og besluttede at sultte sig ihjel. Han ville hellere dø end at leve med skammen. Gratus hørte om det. Han kom hen til trokles og spiste en stor person lupiner, som er kendt for at give luft i maven, og brugte så højligt foran ham og sagde, det er naturligt, det er menneskeligt, det er intet at skamme sig over. Dine konventioner om, hvad der er anstændigt det dem, der vil tage dit liv. Ikke. Men trokles spiste sin mad, han forlod Aristotel's lykæreren, og han blev kyniker. Og det er igennem med trokles, at hiparkia møder gratis. Hun er teenager sandsynligvis op imod tyverne, og hun forelsker sig. Men ikke lige på den måde, forældrene ønsker, hun afviser alle de passende bejler, som de havde stillet op for hende rige unge mænd af god familie, i stedet sig, hun, jeg vil have gratis. Krates den gamle, hjemløse filosof gratis, der ifølge de ognes lærer os var grem at se på, gratis, der ikke ejer andet end en kappe og en pose. Forældrene er fortvivlede, de beder gratis om at tale Hibarkær fra det, og gratis kommer, han stiller sig foran hende, og ifølge traditionen kaster han kappen og siger, dette er brudgmen, og det er. Hans ejendom. Mit øgne ældre ufolkomne legme, min kappe og min pose. Det er alt. Og hvad siger Iparkia? Hun siger, ja, det er det, jeg vil have. Så gratis og haparkia skifter sig. Og det er allerede en provokation på flere måder. Provokation mod borgerskabet, men også en provokation mod de tidligere kyniker som Diognes og antisten. De mente jo, at filosofen ikke skulle gifte sig overhovedet. Men gratis og hyparker tager kynismen et skridt videre, og tager ægteskabet indenfor i den kyske livsform. De kalder det for gynogamia, hunde ægteskab. De ejer ingenting de bor i søjlegge og buegange i aten de hjemløse, og hun lever, som han lever, i samme kappe med samme hose, den samme stav. De giver afkaldt på alt sammen. Og de får mindst to børn, en søn og en datter, og opdrager dem efter kyniske principper, det indebærer en vugge af skildpad skjold, koldt badevand og simpel kost for eksempel. Hyparker bliver et fast inventar i atens filosofiske miljø, hun deltager i symposier, drikke gilder fra filosofer, hvor anstændige kvinder ellers aldrig kom, og hun debatterer på lige fod med mændene. Den mest berømte episode handler om en mand ved navn Theodorus, kaldet atheisten fra den kyrenæiske skole. Han forsøger at sætte Heparkia på plads ved et symposium ved at stille en logisk fælle i form af en cylogisme. Det at gå til symposium passer sig ikke for en kvinde, du er en kvinde, altså passer det sig ikke for dig at være her. Heparkia svarer med sin egen syllogisme. Hvis Teodorus gør noget, og det ikke er forkert, så er det heller ikke forkert, hvis Heparkia gør det samme. Hist du slår dig selv ikke gøre noget forkert. Altså gør Hiparkia heller ikke noget forkert, når hun slår Teodorus. Så hun bruger hans metode imod ham, og Teodorus bliver frustreret og forsøger at rive hendes kappe af for at gøre hende tavs ved at gøre hende nøgen, men hyparkia gør intet, hun reagerer slet ikke, for som gynker har hun for længt opgivet skammen som en meningsfuld kategori. Hendes nøgnhed er ikke et nederlag, det er hendes våben. Så prøver Teodus at håle hende, forlader du nu væbestolen, burde du ikke sidde hjemme og væbe, som anstændige kvinder gør. Og Hparkier svarer, ifølge de jognes lærer til os. Tro du jeg har truffet et dårligt valg, hvis jeg har brugt den tid på dannelse, jeg ellers ville have spildt ved vævnen. Herparker skrev, ifølge et bysant lexikon fra ca. år 970, filosofiske afhandlinger vidigheder og breve til Teodorus. Det hele er gået tabt, vi har intet fra hendes egen hånd. Men hun er den eneste kvinde med en selvstændig biografi i de Genes Læds's de berømte filosofers liv. Den eneste blandt 80 filosofer. Og det siger noget om hendes status i sin samtid. Og hun er på en måde køismens yderste konsekvens, for hvis kønismen handler om at smide konventioner væk og leve frit i overenstemmelse med naturen, så har hiparkier gjort det mest radikale et menneske i antikken kunne gøre. Hun har ikke bare smidt rigdom væk, ære væk, skam væk, hjemmet væk. Hun har smidt kønsrollen væk. Hun lever som en mand blandt mænd på lige fod med mænd. Og hun gør det ikke fordi hun vil være mand. Hør det fordi hun er køniker. Og køgere spiller ikke roller. De er hverken mænd eller kvinder. De er hun, de er mennesker, de er fri. For aldrig en lukket skole. Kretes blev den unge seneren af Situmsk første læger. Og ham kommer vi til at møde i en af de næste episoder. Seneren kom til at ten efter et skibsbrud, læste om Sokrates i en boghandel, spurgte, hvor han kunne finde sådan en mand, og bliver peget mod gratis, og seneren grundlagde stoicismen. Så når vi om et par episoder taler om seneren, så taler vi i virkeligheden om kønismens børn. Man kan sige, at Dågenes er Rosus forgænger. Vi finder i hvert fald Civilisationskritikken, den ædelne vilde, idéen om en tilbagevendende til naturen. Man kan også sige, at han er Thoreau's forgænger. Han er Pongens forgænger. Afvisningen af det etablerede, det pæne og det konventionelle er der i hvert fald. Og herparkia er på sin egen radikale måde en forgænger for de kvindlige filosofer, der kommer efter hende fra Hypatia til Mary Wollstonec til Simon de Bois og så vid. I vores dage kender de fleste af jer til en lille fantasi om at forlæde det hele al den ulidelige kultur og teknik. Kun vi ikke bare bo ud i en skov i et tegnligt hous. Der er også nogen, der gør det, men mange af dem, der gør det, gør det typisk halv og kvart, for de tag hele det sociale pres med sig inklusive de sociale medier. Jeg synes det er sjovt at tænke på, at allerede kynikerne for så mange år siden kunne mærke trangen til at træde ud af det sociale regels og dannelsen fængsel. Af dømme efter anekdoterne gjorde de det på stedet og fuldt ud. En anden interessant ting er, at kyynikerne i et vist omfang også er Jesusfigurens forgængere, eller ret, som vi kommer til at høre, når vi kommer frem til en lille serie om det nye testament og Jesusfiguren, så trækker beskrivelsen af Jesus på mange kyniske tropper. Når Jesusfiguren siger til disciplerne, at de kun skal med, eller når han taler om at være som Hims fugle, der får alt, hvor dever. Så det formelt genkendt for mange i samtiden som køisme. Alexander Den Sore sagde. Hvis jeg ikke var Alexander, vil jeg ønske at være det. Og der grinet, hvis han hørt det. For han ville aldrig ønske at være Alexander. Hele pogten er, at ingenting. Bogstavel i talt, ingenting er bedre end at være den, man er, med det man har den sol, der falder på eng. Tak fordi du lygede med. Og folk det! Der er forderne, hver er lige glæde. Husk skal det er vigtig, ikke er så vigtigt.