
Ud Af Natten
De mørkeste perioder. Vi oplever dem alle sammen. De er en del af livet - en del af det at være menneske - men hvordan kommer vi godt igennem dem?
Måske kan du finde nogle svar her. Finde lidt støtte og trøst, hvis du er midt i det, der føles ubærligt. Hvis du sidder i følelsen af sorg og smerte og har svært ved at se lys eller håb og bare gerne vil finde ind til glæden igen.
Jeg har finkæmmet landet for terapeuter, eksperter, forskere, shamaner, psykologer, kloge koner og vise mænd og andre, som inspirerer. Dem udspørger jeg i "Ud af Natten" for at få deres syn på sorgen og smerten. De deler perspektiver, kærlige råd og fortæller om mulige veje, som vi kan gå på, når vi bare gerne vil ud af natten.
Stort set alle kommer i samtalerne med budskabet om, at det er i mørket, vi kan transformere os, så vi oplever mere liv og mere lys. Larven forpupper sig i mørket og forvandles til farvestrålende sommerfugl. Folder vingerne ud og løfter sig op. Det kaldes metamorfose.
For nylig har jeg selv været der - i sorgen og smerten - og jeg havde i den periode virkelig brug for at høre, at jeg ikke var alene, og at der var lys forude. Derfor den her podcast. Den er til alle Jer, der synes, at livet i mørket er svært at være i.
Ud Af Natten
#2 - Om meditation og om at turde være i mørket - med Jesper Westmark
Jesper Westmark... ok, måske kender du ham allerede.
Det er ham, der har skrevet "Vi Er Magiske", og som har været med i "Alene I Vildmarken". Men den der status som celebrity er nu ikke noget, man mærker hos ham overhovedet. Han er totalt nede på jorden, tro mig.
Nærvær, livserfaring og visdom er de første ord, der falder mig ind, når jeg tænker på det møde, vi havde i et studie på Frederiksberg. Der sad den skæggede mand i lotusstilling og gav en vild og dyb samtale om sorg og smerte i en times tid. Snakken stak af - samlede sig igen - stak af - og nu er der jo ikke video på, men havde der været det, så ville du kunne se, at jeg sad overfor ham det meste af tiden med meget åbne øjne og meget åben mund.
Det hele handler om modet til at lade sorg være sorg og smerte være smerte. For mørket er det for en grund. Det skal ikke "fikses". Vi skal ikke bare skynde os ud af natten.
Glæd dig til at være med i afsnit 2 af "Ud af Natten", og hvis du vil vide mere om Jesper, så klik ind her: https://www.jesperwestmarkonline.com/
Læs mere om mig, Diana Lillianna Axelsen, på mind-body-energy.dk.
Hvis du vil følge "Ud af Natten" på Facebook, så meld dig ind i gruppen af samme navn. Så får du meldinger om, når der er nye afsnit og info om gæsterne m.m.
Det betyder også noget, hvis du giver podcasten et like eller en anmeldelse. Så hopper vi op i søgealgoritmerne, og flere får øje på både den og de mange muligheder, der er derude. For sorg og smerte er svær at være i - det ved jeg - og det hjælper tit at høre om, at der er lys forude.