
Ud Af Natten
De mørkeste perioder. Vi oplever dem alle sammen. De er en del af livet - en del af det at være menneske - men hvordan kommer vi godt igennem dem?
Måske kan du finde nogle svar her. Finde lidt støtte og trøst, hvis du er midt i det, der føles ubærligt. Hvis du sidder i følelsen af sorg og smerte og har svært ved at se lys eller håb og bare gerne vil finde ind til glæden igen.
Jeg har finkæmmet landet for terapeuter, eksperter, forskere, shamaner, psykologer, kloge koner og vise mænd og andre, som inspirerer. Dem udspørger jeg i "Ud af Natten" for at få deres syn på sorgen og smerten. De deler perspektiver, kærlige råd og fortæller om mulige veje, som vi kan gå på, når vi bare gerne vil ud af natten.
Stort set alle kommer i samtalerne med budskabet om, at det er i mørket, vi kan transformere os, så vi oplever mere liv og mere lys. Larven forpupper sig i mørket og forvandles til farvestrålende sommerfugl. Folder vingerne ud og løfter sig op. Det kaldes metamorfose.
For nylig har jeg selv været der - i sorgen og smerten - og jeg havde i den periode virkelig brug for at høre, at jeg ikke var alene, og at der var lys forude. Derfor den her podcast. Den er til alle Jer, der synes, at livet i mørket er svært at være i.
Ud Af Natten
#4 - Om at få hjælp fra andre dimensioner - med Sebbastian Lorantius
Sebbastian Lorantius er et medie. Det vil sige, at han kan skabe forbindelse mellem os og de dimensioner, hvor der er guider, engle, afdøde og andre, som kan være til støtte og hjælp, når vi har brug for det.
Kontakten til de åndelige guider kan hjælpe med at skabe mere klarhed i kaos. De er der og følger os, dem som er gået over til den anden side. Sebbastian ved det.
Vi skal lære at stole på vores intuition, siger han, for den kan hjælpe os med at lytte til de åndelige guider, der vil hjælpe os. De sender dagligt mange tegn til os. Vi skal bare lære at stole på, at det rent faktisk er budskaber til os, der kan vejlede.
Wow.
Lyt med, når han fortæller om sorgen og smerten og om, at den er der for en grund. Smerten kommer nemlig ikke "for sjov". Den er der fordi, den vil os noget.
Læs mere om mig, Diana Lillianna Axelsen, på mind-body-energy.dk.
Hvis du vil følge "Ud af Natten" på Facebook, så meld dig ind i gruppen af samme navn. Så får du meldinger om, når der er nye afsnit og info om gæsterne m.m.
Det betyder også noget, hvis du giver podcasten et like eller en anmeldelse. Så hopper vi op i søgealgoritmerne, og flere får øje på både den og de mange muligheder, der er derude. For sorg og smerte er svær at være i - det ved jeg - og det hjælper tit at høre om, at der er lys forude.