
Ud Af Natten
De mørkeste perioder. Vi oplever dem alle sammen. De er en del af livet - en del af det at være menneske - men hvordan kommer vi godt igennem dem?
Måske kan du finde nogle svar her. Finde lidt støtte og trøst, hvis du er midt i det, der føles ubærligt. Hvis du sidder i følelsen af sorg og smerte og har svært ved at se lys eller håb og bare gerne vil finde ind til glæden igen.
Jeg har finkæmmet landet for terapeuter, eksperter, forskere, shamaner, psykologer, kloge koner og vise mænd og andre, som inspirerer. Dem udspørger jeg i "Ud af Natten" for at få deres syn på sorgen og smerten. De deler perspektiver, kærlige råd og fortæller om mulige veje, som vi kan gå på, når vi bare gerne vil ud af natten.
Stort set alle kommer i samtalerne med budskabet om, at det er i mørket, vi kan transformere os, så vi oplever mere liv og mere lys. Larven forpupper sig i mørket og forvandles til farvestrålende sommerfugl. Folder vingerne ud og løfter sig op. Det kaldes metamorfose.
For nylig har jeg selv været der - i sorgen og smerten - og jeg havde i den periode virkelig brug for at høre, at jeg ikke var alene, og at der var lys forude. Derfor den her podcast. Den er til alle Jer, der synes, at livet i mørket er svært at være i.
Ud Af Natten
#7 - Om tapping og om at få lidelsen til at forsvinde - med Lars Mygind
Lars Mygind mistede sin kone til kræft for tre år siden, og her fortæller han om, hvordan han har fået sin smerte ved sorgen til at forsvinde gennem tapping.
Sorgen er der ikke mere, siger han. Den er blevet til minder, og de forsvinder aldrig - kærligheden forsvinder aldrig.
Og så får jeg faktisk selv en tapping-behandling ca. 2/3 henne i samtalen. Jeg kommer i kontakt med min egen sorg, og vi griber chancen og går i gang med at få den til at slippe. Noget slipper. Det er helt sikkert. Det er en ret vild oplevelse at sidde og banke let på en masse punkter på kroppen og i hovedet og så opleve, at følelsen af sorg og smerte letter.
Inde i Facebookgruppen kan du finde et kort over, hvor vi tapper, så du kan prøve selv, hvis du har mod på det.
Læs mere om mig, Diana Lillianna Axelsen, på mind-body-energy.dk.
Hvis du vil følge "Ud af Natten" på Facebook, så meld dig ind i gruppen af samme navn. Så får du meldinger om, når der er nye afsnit og info om gæsterne m.m.
Det betyder også noget, hvis du giver podcasten et like eller en anmeldelse. Så hopper vi op i søgealgoritmerne, og flere får øje på både den og de mange muligheder, der er derude. For sorg og smerte er svær at være i - det ved jeg - og det hjælper tit at høre om, at der er lys forude.