
Ud Af Natten
De mørkeste perioder. Vi oplever dem alle sammen. De er en del af livet - en del af det at være menneske - men hvordan kommer vi godt igennem dem?
Måske kan du finde nogle svar her. Finde lidt støtte og trøst, hvis du er midt i det, der føles ubærligt. Hvis du sidder i følelsen af sorg og smerte og har svært ved at se lys eller håb og bare gerne vil finde ind til glæden igen.
Jeg har finkæmmet landet for terapeuter, eksperter, forskere, shamaner, psykologer, kloge koner og vise mænd og andre, som inspirerer. Dem udspørger jeg i "Ud af Natten" for at få deres syn på sorgen og smerten. De deler perspektiver, kærlige råd og fortæller om mulige veje, som vi kan gå på, når vi bare gerne vil ud af natten.
Stort set alle kommer i samtalerne med budskabet om, at det er i mørket, vi kan transformere os, så vi oplever mere liv og mere lys. Larven forpupper sig i mørket og forvandles til farvestrålende sommerfugl. Folder vingerne ud og løfter sig op. Det kaldes metamorfose.
For nylig har jeg selv været der - i sorgen og smerten - og jeg havde i den periode virkelig brug for at høre, at jeg ikke var alene, og at der var lys forude. Derfor den her podcast. Den er til alle Jer, der synes, at livet i mørket er svært at være i.
Ud Af Natten
#9 - Om Shamanic Quantum Healing og sjælens rejse med Betina Bliss
Endnu en gang skal vi ud i andre dimensioner og møde det store "intet" og "alt", for i Shamanic Quantum Healing session kan du møde alt mellem himmel og jord - i bogstaveligste forstand. Betina Bliss fortæller i det her afsnit om, hvordan hun kan føre dig ned i en let hypnose og derfra guide dig til at møde det eller dem, der kan give dig nye indsigter. Det er en slags rejse ud i andre dimensioner eller tidligere liv, hvor du kan finde svar på det, der fylder i dit fysiske liv. Er du i sorg, eller bærer du på en dyb, indre smerte, så kan en Shamanic Quantum Healing måske bringe dig i kontakt med lige det, du har brug for for at komme videre i dit liv.
Metoden er baseret på QHHT - en form for regression, oprindeligt udviklet i USA i 60'erne og 70'erne af hypnoterapeuten Dolores Cannon.
Læs mere om mig, Diana Lillianna Axelsen, på mind-body-energy.dk.
Hvis du vil følge "Ud af Natten" på Facebook, så meld dig ind i gruppen af samme navn. Så får du meldinger om, når der er nye afsnit og info om gæsterne m.m.
Det betyder også noget, hvis du giver podcasten et like eller en anmeldelse. Så hopper vi op i søgealgoritmerne, og flere får øje på både den og de mange muligheder, der er derude. For sorg og smerte er svær at være i - det ved jeg - og det hjælper tit at høre om, at der er lys forude.