15. Når vi gentager vores mønstre - om traumer og compassion med Flora Melchiorsen

I denne episode taler jeg med krop- og traumeekspert Flora Melchiorsen om, hvordan traumer og vores nervesystem kan spænde ben for vores evne til at lytte til os selv – og handle i overensstemmelse med det, vi mærker.

Vi dykker ned i, hvorfor vi igen og igen ender i de samme uhensigtsmæssige mønstre, selvom vi bevidst forsøger at undgå dem.

Vi taler også om, hvorfor samtaleterapi ikke altid er nok til at hele traumer – hvornår det gavner, og hvornår det faktisk kan have den modsatte effekt.

Flora arbejder med kroppen og nervesystemet og har en bred baggrund inden for mindfulness, compassion og traumeforløsning. Hun er også forfatter til flere bøger – blandt andet den nye bog KROPSKLOG.

En central pointe i samtalen er compassion: hvad det egentlig betyder, hvorfor det så ofte mangler i vores helingsproces – og hvordan vi helt konkret kan begynde at arbejde med det i praksis.

En episode til dig, der er træt af at gentage de samme mønstre – og som længes efter en dybere, mere kropslig forandring.

Book forløb eller læs mere om Floras arbejde på: https://www.livsbevidsthed.dk/

Følg Flora på Instagram: https://www.instagram.com/floramelchiorsen/

Se mere om Floras bog KROPSKLOG på https://kropsklog.com/

Anvend koden "happyhealthy" på www.greenwitch.dk 

Hvis du kunne lide podcasten så del den gerne med en ven, eller giv podcasten en anmeldelse. Det vil betyde alverden for at sprede budskabet - og for mig. 

Følg med på min instagram: https://www.instagram.com/happyhealthy.podcast/

Følg med på min youtube kanal: https://www.youtube.com/@HappyHealthy.podcast

Transcript

SPEAKER_01 0:08

Selkommen til Happy Horb. Der hjælper dig til at leve autentisk og skabe et allerbeste liv for den måde. Her taler jeg med spændende eksperter og inspirerende mennesker for at udforske, hvordan vi kan støkke kroppen og skabe sygre og kærlighed at trives i karrieren og tag på køme. Så frem til episoder flot for videnskab reflektion, handling og sjældent. Jeg hedder Jolie Profald, jeg er psykolog, stillet i Greenwich, og så har jeg brugt de sidste 15 år på at finde hjem i mig selv. Vi kender alt til at blive ud af det. Med alle de helpredsprobler, Chriser og Evil at følge. Denne podcast er alt hvad inderligt har man rejse. Tak fordi du lytter med, og tak fordi du lytter til dig selv. I denne episode skal vi tale om, hvordan travmer og vores nervøsystem kan spille ben på vores evne til at lytte efter og handle tro med jer selv. Vi skal tale om, hvorfor vi ofte ender med at inde i det samme uhensigtsmæssigt møstre, lige meget hvor meget vi prøver at udgold det. Vi skal også tale om, hvorfor samtaler terapi ikke altid er nok til at hele vores tramer, hvornår det gavner, og hvornå det faktisk kan have negative konsekvenser. Jeg taler i dag med Krop og travme ekspert Flora Mersen. Flor er også mindfulness underviser og stærkoterapeut, og hun arbejder med kroppen og nervøsystemet, og har et hav af uddannelser in for mindfulness, compassion og trauma. Flora er desuden forfet til en række bøger om samme emner, og hun har netop udgivet bogen krops. Og et af de største taker fra den her samtale, men jeg er omkring compassion. Hvad det egentlig betyder, og hvordan det ofte manger i vores hingsarbejde. Jeg er i hvert fald begyndt at lave den øvelse, som Flor deler senere i episoden. Med også byde velkommen til Flor. Velkommen til Flor. Jeg har glædet mig så meget til at tale med dig i dag. Og så kender jeg dig jo faktisk også lidt, fordi du er mine tidligere underviser, fra da jeg tog uddannelsen til mindfulness practitioner tilbage i 2016. Og det har været en helt vildt fantastisk uddannelse for mig, og ikke mindst personligt. Fordi det var også med til, jeg tror faktisk, at du var den, der for første gang åbnet min øjne for ikke bare mindfulness, men også hvor vigtigt det, at vi netop går fra hovedet og ned i kroppen. Ja, det er ikke glad for at høre. Og det har været så betydningsfuldt for hele min rejse og omkring autenticitet og finde hjem i mig selv. Så har det ligesom virkelig sat en snæbold i gang. Og det skyndt. Det er blandt andet også derfor, jeg har inviteret dig med i dag, fordi du har en stor betydning, ikke mindst for min personlige rejse, men også med al den viden, du har, som vi skal dykke en masse ned i. Og inden vi går i gang, der kunne jeg godt tænke mig at stille dig et spørgsmål, som jeg stiller alle mine gæster, og det er, hvad det betyder for dig at være autentisk og tro mod sig selv.

SPEAKER_03 2:59

Ja det er jo et stort spørgsmål, og det refererer jeg direkte ind i noget af det, jeg tænker, vi har skal tale om, som jeg arbejder rigtig meget med i dag i travmer. Fordi det er jo det, vi mister, når vi får travmer i bagaget. Men for mig selv. Så tror jeg, at det handler meget om det her med at stole af på krop, stole på det, min krop fortæller mig. Hår der er et nej, der skal siges, og hvornår er et ja, der skal siges. Og jeg kommer til at tænke på det meget. Jeg har sådan nogle online forløber. Der var en, der skrev i det forløben, at hun bare så stolt af sig selv, fordi nu har hun sagt nej til over et julefroget, hvor hun kunne bare mærke, at hun ikke er det. Og det har hun aldrig turde før. Og jeg tror faktisk, det er sådan hele eensen i autenticet, at vi tør at stå ved det, vi mærker, at vi har brug for. Og det er jo ikke det med, at vi skal sove andre. Det handler mere om at mærke, hvad har jeg brug for lige nu. Eglig noget af det, jeg synes, de fleste moderne mennesker har mega svært med af alle mulige årsager, vi kommer til at tale om. Så for mig handler det meget om, at der er mange ting, jeg siger nej tak til, og så siger jeg rigtig ofte ja tak til alt det, der nærer mig og gør mig godt. Og det tænker jeg for mig, at jeg er autentisk og så være mig. Så den du lytter til lige nu, hvis du møder mig på gaden, vil det også være mig. Så når du nu spørger, jeg siger nogle gange til mine deltage i elever på mine uddannelse, at de kommer med en sigt. Og det kan du sige, at vi sidder her 10 år efter, og på en eller anden måde har jeg stadigvæk kontakt. Vi har så ikke fået samme efternavn. Det sådan historie. Men det der med, hele tiden også at være til rådighed, fordi jeg synes, når man arbejder med så svære ting, og livsprocesser hos andre mennesker, at så man nødt til at stille sig til rådighed. Det betyder ikke, at jeg ikke passer på mig selv tær imod er jeg rigtig god til det netop, fordi jeg altid er til rådighed, når folk har brug for det, så man kan altid skrive, eller lige bede om hjælp, råd, whatever. Og der er rigtig mange af mine tidligere elever, jeg stadigvær meget kontakt til, og det betyder rigtig meget for mig. Det der med at vide, at de kan regne med, at jeg er der.

SPEAKER_01 5:09

Ja, og jeg føler egentlig også, at en stor del af autenticitet ofte rimer på ægte og nære relationer. Lige præcis, ja. For dem, som ikke kender dig, hvordan kan det være, at du er endt, hvor du er i dag, og beskæftiger dig med kroppen og med mindfulness og traumer?

SPEAKER_03 5:28

Ja, hvordan er endt her. Og det er jo det der så fjåret, men det er faktisk meget tilfældigt. Nu sådan vi lige og tale om, at jeg for mange år siden havde et rigtig trælsk job her ude Søber, hvor vi sidder i dag. Men egentlig startede mit arbejdsliv med, at jeg blev uddannet ergoterapeut og endet i arbejdsmiljø, og var faktisk rigtig rigtig glad for det. Men så lukkede hele det ned, der hedder BSD, Bedriftsundhedstjen. Og pludselig det der med at komme tilbage for barsler og alt for lavet om, og mit firma var sold til at skulle sidde og lave ligne og sådan noget. Det kækkede filmen helt for mig. Så jeg endte med virkelig alvorlig stress. Og så havde jeg faktisk inden jeg blev stræssygold, allerede mødt sådan en. Men faktisk er alle sted på Dispuk, hvor jeg kom rigtig meget to efteruddannel dengang. Og ham havde jeg allerede mødt der. Jeg havde faktisk også været det, der hedder asfram og havde lige så stille begyndt en meditation og en jogapraksis. Men da jeg så blev syg, så har jeg så en meget aktiv mand og handlekraftig mand, som fik inviteret min lærermester til Danmark igen. Og så holdt vi vores første retreet. Vi var kun 30 mennesker. Det var super hyggeligt. Og så havde jeg her nærmest en måned, hvor han så virkelig fik mig til at arbejde med det her som en daglig fast praksis, som jeg altid kalder det. Så meditation, mindfulness og yoga. Dengang var det faktisk hormonyga, noget, der minder lidt om det der i dag hedder midt i yoga, som jeg blev introduceret til. Og åndedrettet. Og jeg er slet ikke tvivl om, at derfor kom jeg ret hurtigt ud af min stress dengang. Fordi jeg havde virkelig, jeg havde det virkelig skidt, jeg havde fik fibremil af astma og social angst og så videre. Jeg havde stadig lidt sociale angst tilbage, men det kommer, når jeg bliver presset. Og det er egentlig det eneste, jeg sådan har reminiscenser. Så det, at jeg oplevede, hvor effektfuld det var, når jeg virkelig tog det ind under huden, og ikke kun gjorde det engang, men når jeg lige huskede det, som jeg havde gjort det indtil da, efter at jeg overbesøg min lærermester. Det gjorde virkelig, at det blev sådan min livsrejse, at jeg kommet mig til, at det her må jeg bare lære andre. Og dengang var der jo ikke rigtig nogen. Det er jo over 20 år siden, så der ikke nogen, der sådan vidste, hvor mindfulness egentlig var. Det var mere sådan, om det er sådan noget spirituelt agtigt. Og for mig er det jo virkelig en dyb indsigtspraksis. Og så kan vi kalde det spirituelt, men vi kunne også kalde det en dyb psykologisk praksis i at forstå hele sit indre landskab. Og det var egentlig der, hvor jeg kunne se, det gav en kæmpe gevinst til mig. Og så begyndte jeg lige så stille og give det videre. Og så en dag, så sad vi derhjemme og så, at der mangler simpelthen en mindfulnessuddannelse, der har kroppen med. Og jeg tror, det er fordi, jeg er ergoterapeut, og jeg har altid været meget optaget af det her med kroppen og kroppens signaler, og hvordan krop og hjerne egentlig det der sammen med cyken danner vores sind. Og for mange år siden, allerede dengang, hvor jeg allerede begyndt at følge Danes Ele, som er psykiater i USA og nævforsker, og en af mine absolut favoritter, som jeg nu har mødt flere gange i Oxford Live. Er fantastisk mennesker, altså virkelig. Og danes ekel talte jo rigtig meget om det her med mindsight og indsigt i sådan at kunne beskrive forskningsmæssigt, hvad det gik skabt af forandringer i hjern. Og det tændte mig bare helt vildt til at sige. Det er nødt til at have herhjem. Og så starter jeg min mindfulnessuddannelse der. Got støtte og hjulpet af min fantastiske mand, der er min marker i det hele. Så det var egentlig sådan. Ludig følelses, så var vi der. Og har jeg jo i dag uddannet mere end tusind mennesker, tror jeg.

SPEAKER_01 9:11

Det er jo nogle helt fantastiske uddanner og forløb. Jeg kan i hvert faldbefalt, og jeg var der jo for det her ni år siden.

SPEAKER_03 9:19

Ja, det er jo frygtelig mange år siden.

SPEAKER_01 9:21

Jeg føler, at der kommer nogen på siden, jeg også gerne vil tage en dag, jeg har lidt mere tid. Du arbejder jo rigtig meget også med travmer, og jeg kunne godt tænke mig, at vi starter med at dygte ned i travmer, fordi hvad det egentlig er for en størrelse. Nu er jeg selv en, der har oplevet et stort travme ved at miste min far, da jeg var ung, men travmer kan jo også være andet. Kan du lige fortælle os, hvad travmer egentlig er, og hvad de gør ved os?

SPEAKER_03 9:46

Ja, det kan i høj grad. Jeg kan også sige. Nogle af dem, jeg er særlig inspireret, er selvfølgelig dan sikkel, og Gbor Matte er blevet meget populær. Nu har jeg lige taget en af hans etårede uddannelse. Så det er jo selvfølgelig meget af dem, jeg er inspireret af. Men noget af det, jeg synes, jeg ser i mit daglige arbejde er at travre ikke kun at miste eller være udsat for overgreb, hvilket er desværre rigtig mange, der er. Jeg er lige i gang med at læse en bog, hvor de sterler om, at 20 procent er så har været udsat for overgreb. Det er jo sådan helt oplagt giver travmer. Men der, hvor vi overser det, det har faktisk, hvad det gør ved os, når vores forældre ikke giver os det, vi har brug for. Og man kan jo egentlig bare tænke det her lille barn, der rækker ud og har brug for ubetinget kærlighed, hvis man kigger i dyreverden og ser, at de her møder er jo 100% ubetinget til stede, for deres afkom. Og vi har jo desværre skabt et samfund, hvor det ikke er sådan det er. Mig selv inklusive har måtte aflevere børn meget tidligt til pasning, og i dag kan jeg fx se med min den yngste, det skulle hun aldrig have været, fordi det var, hun slet ikke givet til, og det har sat nogle spor. Men de største spor, kan man sige, det er det, jeg kalder drybvisetraummer. Det er når vi egentlig rækker ud og bliver gjort forkerte, eller ikke bliver mødt, eller ikke bliver set, eller som Dans Sikkel siger, når vi ikke føler os følet. Og det skaber nogle strukturer inden i jer. Der er noget i vores nervø system. Der er faktisk også noget i vores fæssage system, som er direkte koblet op på nervesystemet. Der er noget i vores åndedræt, der ligesom holder op med at samarbejde og fungerer. Hvad er det første, vi gør, når vi bliver preset. Vi holder vejret, og det har kæmpe konsekvenser for resten af vores fysiologiske konstruktion, når vi holder op med at trække være optimalt. Så jeg kunne folde ud, hvor mange kropslige ting faktisk begynder at ændre sig, når vi ikke bliver mødt med ultimativ kærlighed og accept og nærvær, når vi er små. Og det er jo en kæmpe opgave som forældre. Så jeg bliver også nødt til at sige her, at vi skal lige huske, at vi har alle sammen givet, rypvis af traver videre til vores børn. Og det er okay. Det vigtigste er, hvøtter dem og hjælper dem og arbejder med os selv, når vi begynder at opdale bevidstheden om det. Så her sidder jeg ikke og siger, at man skal have skyld og skam, og det er virkelig vigtigt at sige, at skyld og skammen fylder riligt. Men det, jeg ser i mitårlige arbejde, det er, at der er en total mangelende forståelse på, at mange de her fysiske ting, som folk slås med, og psykiske udfordringer, de kommer tilbage fra svigt i barndomme. Og mikrosvigt, der drypvis er vokset sig større. Og så vil jeg sige. Man kunne jo bare lige prøve at lave det eksperiment med sig selv, hvis man har børn, og så forestiller sig, at du tog et af dine børn og satte tilbage i en opvæst. Hvordan ville det føles lige nu, hvis du forestillede dig den tanke. Ford hvis man laver det eksperiment, så kan de fleste faktisk godt mærke. Og de fleste jeg taler med, og ved godt, at folk kommer jo til mig, fordi de gerne vil have hjælpen, men langt de fleste kan godt mærke, at det vil ikke være optimalt. Det vil jeg nok ikke have budt dem.

SPEAKER_01 12:59

Det er jo faktisk meget fascinerende tankeøvelse. Og det er måske også noget af det, man kan gøre, fordi jeg fik lyst til at spørge, hvis man netop ikke har haft et stort trame. Og det er jo også interessant nogle gange med store travmer, fordi det kan også lidt få fokus. Nu kan jeg tale for mig selv. Der er også så meget andet i livet, der selvfølgelig har påvirket mig. Jeg kan måske hurtigt overfokusere på den ene store ting. Men hvis man nu umiddelbart sidder og tænker, jeg ved ikke lige, om jeg ved ikke, om jeg har haft travmer eller små eller store. Hvad er et typisk symptom på, at der er et eller andet form for trauma, der har et greb i os.

SPEAKER_03 13:35

Ja for det første, så får jeg jo lyst til at sige, og det ser jeg med stor kærlighed til der julet på. At når vi har svært ved også at slippe de store travmer. De bliver ved med at sige, at holde os ligesom fast, når vi ikke kommer videre. Så handler det ofte om, at der netop bor nogle drøvvis traumer, vi allerede havde i os fra start af, da borg nævner faktisk en forskning, der har lavet, som viser, at ud af 100 soldater, der bliver sendt i krig, så vil det være måske 20 af dem, der kommer tilbage for PTSD, og det er de 20, der allerede i forvejen havde noget bagage, som de ikke havde fået bearbejdet. Og det kunne være drybvisetram, og det behøver ikke at være voldsomme. Men selvfølgelig, jo mere vi har voldsomme, jo værre vil det være. Så det er den første ting. Det næste, jeg vil sige, der, hvor vi kan se, at vi måske bærer noget, der ikke er hensigtsmæssigt, det er når vi hele tiden slår os i relationer. Det er sådan det typiske sted, hvor vi kan se, at det kan være på arbejdspladser, at vi hele tiden syntes, at vi altid er dem, der får de dårlige arbejdsopgaver eller kollegaer uretfærd, eller vi ikke rigtig trives. Det er sådan det første lille sted, og det næste sted, vi kan kigge ind, er selvfølgelig, når kroppen begynder at tale til os. Når kroppen taler højt, som den gør hos rigtig mange, så er det også et traverespons. For mig er stress helt sikkert travmerespons. Det er noget, vi har haft i vores bagage i forvejen, som så bliver aktiveret af arbejdspladsen. Måske er chef. Det kan være, at han faktisk minder om vores far. Det kan være, at han eller på arbejdspladsen er der en kultur, der skaber noget i vores underbevidsthed, som allerede låter som en kim fra den opvæst, vi havde, som vi ikke er bevidst om. Og så bliver det bare for stærket, at vi kommer på en arbejdsplads, hvor de lige vokser. Men det første, hvor jeg ser det, det er det relationet. Vi har svært ved at være i tætte næste relationer, og vi har svært ved at være autentiske i relationer. Vi tilpasser os. Pliserne er jo meget lettere for øje på, men den anden er vi også i hele tiden gør os mindre, eller gør os forkerte. Eller bare have svært ved at få nære relationer.

SPEAKER_01 15:49

Så det er jo egentlig, at de her små dribige traumer, de påvirker jo faktisk det hele.

SPEAKER_03 15:55

De påvirker alt i os, uden at vi er klar over det. Fordi de sidder jo lige præcis i kroppen struktur i nervosystemet skæring, i færdjens evne til at kunne bevæge sig i hjertets evne til at slå. Nu har jeg lige været i Oksford igen på den store traumakonference, der er en gang om året. Og noget af det, jeg synes, det var mest fascinerende i år, var en for mig ny, der hedder Cares Wort, som taler om, at vi faktisk har 34 senser, og ikke kun de fem eller 89 stykker. Det er 30. 34. Og et af de steder, hun blandt andet peger at sende på, det var, at immunforsvaret ser ud til at være en sans, der kommunikerer. Det giver jo sygt god mening. Alt i os kommunikerer hele tiden. Og hjjernen er mere en processer af al den kommunikation, der sker ude i kroppen, end hjernen egentlig er så betydningsfuld, som vi gør den i hvert fald i Danmark. Det er helt anderledes i udlandet. Det er jo bare noget til igen og sige. Jeg håber stiller roligt, at vi kan begynde at kæmpe for at ændre det, så vi kigger mere helhedsorienteret. I stedet for at være så entidigt fokuseret på, at det er det kognative, og det er det, der sker i hjernen der udgangspunktet for alt andet, vi fejler, eller er en tilstand af cygen.

SPEAKER_01 17:14

Læcis. Og det leder mig faktisk videre til mit næste spørgsmål, for det er netop det her omkring, hvorfor samtalet terapi ikke er nok. Og jeg tror, vi er mange, der genkender. Det gør i hvert fald selv. At man ved meget om sig selv. Og man ved nogle gange også godt, at jeg gør sådan og sådan, fordi. Og man bliver vedet med at gentage nogle uhensigtsmæssige mønstre. Såfor er det, at samtalet til terapi ikke er nok, og hvorfor er det, vi skal have kroppe med?

SPEAKER_03 17:41

Fordi man kan godt vide om sig selv, men det er ikke det samme, at man kender sig selv. Fordi at kende sig selv, det er også en kropslig rejse. Og enær rejse. Det er der, hvor jeg synes, at mindfulness burde være udbredt alle steder i skolerne. Fordi mindfulness handler ikke bare om rog og om at sidde stille og nyde naturen, eller hvad det nu kan være. Mindfulness er en dyb indsigtspraksis, hvilket du jo også ved fra rejsen, vi har været på. Så det første, jeg får lyst til at sige, det her med at ture begynder at blive nysgerrig. Jeg ser rigtig mange mennesker, der er bange for deres kropslige reaktioner og tror, de er ved at gå i stykker. Vi har også nødt til at tale om. Jeg ser rigtig mange, der tror, at deres psykiske reaktioner handler om, at de er gået i stykker og noget i hjerne i ud, hvilket der faktisk ikke er reelt dokumentation for, der sker forandring af hjerne ja, men det er fordi, I forestil dig, når vi bliver skabt som sm menneskerbørn, så vi er helt tilbage ind i mors mave, og i fødsel for den tags skyld, og de første leve år i hele den periode, der udviklede skimmen til det, der en dag bliver os og vores personlighed. Det er nervelsystemet, det er senserne, nu nævniger immunforsvaret, det er jo allerede vagt der, men det er i høj grad, nervosystemet er underdrettet. Og prøv ikke at tænke, når vi så ligger inde i mors mave, og vi har den her livmor, som skal være sådan et trygt rum, hvis må nu er top stresset. Så selvom der ligger en hinne eller en forhindring i liveren, der ligesom skal surtere kortitionen fra, så ses det i den nyeste forskning også, at den faktisk holder op med at fungere optimalt, jo mere stresset og presset må er. Men den anden ting er at prøve at forestille dig. Den kontraktion, der er i livmuren, hvis jeg er stresset og presset. Hvor mærker vi det primært, når vi har det svært i haven. Og det er jo dernet ligger. Og husk igen, jeg siger ikke det her, fordi vi skal sidde for dårlig somvidhed, kære kvinder. Det bruger vi ikke. Vi bruger det som indsigt til alt det gode, vi kan gøre. Det håber jeg inde lidt, at I forstår det budskabet. Jo mere vi kender os selv, jo bedre kan vi hjælpe os selv, og vores børn fordanser skyld. Men det er bare vigtigt, at vi taler om det, fordi der ligger kemil til. Hvad er det nervøssystem, der opfanger? Er verden uden for farlig, eller er den tryg? Og der er masser af forskningen, der understøtter det her. Hele den her prenatale psykologi stikker af i det her år ikke. Og det synes jeg er mega vigtigt, fordi indtil for nyle var der kun en psykolog i Danmark, der arbejdede med det, og har arbejdet med det i overvis, og Henrik, som jeg ved, at du også har talt med.

SPEAKER_01 20:25

Ja, han er med i episode 5 bland larsen om prenatal og piranatal psykologi.

SPEAKER_03 20:31

Lige præcis ikke. Og han siger jo også, at i mange år var han den eneste dansker, når han tog på konferencer. Så undskyld, det er episode 6.

SPEAKER_01 20:41

Mind retaljast, det er interesseret, ja.

SPEAKER_03 20:45

Men faktisk er jo, at her er ingen sprog, men her dannes Kim, også til hjertens evne til senere, at kunne udvikle sig, fordi hvis næresystemet allerede af stresset og presset af livsbetingelserne inde i leven, eller de første lever, uden for fødsel af øvrigt, det kunne vi tale længe om, men det springer vi lige over lignende. Den er også betydningsfuld. Men de første lever er der ikke noget sprog, og der øv heller i hippocampus af vores hukomelsessender slet ikke udviklet. Så der er heller ikke den store mentale hukommelse, men der er en kropslig, implicit hukommelse, hvor alting lærer sig. Og noget af det, vi kigger rigtig meget på i forskningen i de her, hvordan at det ser ud til det, der hedder nævpeptider, som jo egentlig er signalstofferne, der primært har været fokus på i forhold til hjern, også friggres ude i kommunikationen mellem cellerne. Hvis cellerne taler sammen. Tervor Sword, som nu er min store helde inde i øjeblikket, hun taler jo faktisk om, at hendes nye forskning peger på et stof, som seratonin, som vi har meget fokus på omkring mental balance og humør, primært faktisk ser ud til at frigge os ude i mellemrum mellem cellerne, som ikke. Et kommunikationsstof, der styre kommunikationen mellem cellerne. Så alt det her ser bare, at der sker så mange ting u kroppen, før sproget og den mentale kommission nogensinde er kommet på. Den er selvfølgelig også vigtigt, men den er vigtig i samarbejdet med at forstå, det, der sker ned i kroppen, og kunne sætte ord på det, der sker noget i kroppen.

SPEAKER_01 22:25

Der er jo også noget omkring et samtaler terapi. Kan det også nogle gange have en uhandsigtsmæssig virkning?

SPEAKER_03 22:32

Jeg så, at vi sige. Først og fremmest er det jo vigtigt at så, at det afhænger af terapeuten. Så enhver god terapeut, så enten det en samtalerapeut, en kropsterapeut, eller en hvilken som helst andet terapeut, der evner nærvær og empatien af en god hjælp. Så i den kontekst kan samtaleterapi være fantastisk for løsende, fordi for endelig var der nogen, der hørte mig og lyttede til mig. Så i den kontekst super godt, især hvis koblet på noget imkopslige indsætter. Men det kan også ofte holde os. Jeg har desværre rigtig mange klenter, der har gået i samtaleterapi overvis, og kun har oplevet, at det har holdt det mere og mere fast. Man kan synes jo, at vi skaber jo også aktiveringen både i vores nervø system, fast hjertet hele vores indre og hormonsystem for den her skyld, og hjernens aktivering ud fra det, vi giver virkelighed. Det der med, at vi siger, at vi ser ikke virkeligheden, som virkeligheden er, vi ser den, som vi er. Så jo mere jeg bliver ved med at tale om, at det var svært dengang, jo mere bliver jeg også ved med at holde fast i den fortælling i mit mentale billede, og lærer det mentale billede. Men ikke nok med det, så bliver jeg også ved med at holde fast i giringen i mit ervæssystem. I faskend, hjertet, i åndrægt osv. Der er ikke noget, der får lov at ændre sig, hvis ikke vi har det kropslige element med. Så derfor er kroppen bare så enormt væsentlig at få med. Men jeg ser heldigvis i de her år rigtig mange samtaleterapeuter og psykologer, der begynder at interessere sig for at få den her del med. Så jeg er helt sikker på, at vi er på vej, men det er bare mega vigtigt. I mine daglige terapi, der er der ofte ikke særlig meget samtale, men meget mærkning. Og det er jo egentlig det, vi mangler. Og mærker os selv. Hvordan har jeg det lige nu? Det er ikke en mental ting. Det er en mærkning ind i kroppen, fordi kroppen rummer vores følelser. Og følelsesaftrykket sidder i kroppen. Og som jeg altid siger, at alt, hvad der har indtryk sig i os, som vi ikke har fået udtrykt igen, det har lavet et aftryk i os. Og det aftryk er interessant. Så sent som i går, så jeg prøver at beskrive det for en klient, jeg havde faktisk i en fysisk session. Deter, at hvis man kender her en lidtorn. Det er sådan det bedste billede, jeg kunne give hen. Forestiller lidt. Det gør mega masser. Og egentlig er det jo bare sådan en lille sandkorn, der sidder under fodet og det. Men du kunne tænke, at det er sådan lidt i overført betydning af det er det samme, der sker ind i vores indre hvervsstruktur. Der sidder sådan en lille sandkorn, der sætter sig fast og indkabler sig mere og mere, at forhindre det her frie flow, som egentlig tænkt til at skulle være i kroppen i at kunne være der. Jeg ved ikke, om det giver mening. Det er jo. Det er jo et billede, der dukker op i går det skulle prøve at forklare, hvorfor hun havde det, som hun havde det.

SPEAKER_01 25:37

Ja, det giver super god mening, og at man skal have for løsning for det, der er i kroppen. Nu nævner du før en del også om nervøsystemet, og det har en meget stor påvirkning. Og også tilbage til det, vi har talt om, hvorfor er det nogle gange så svært, selvom alt vil ved, at man bliver ved med at gentage nogle uhensigtsmæssige mønstre eller vaner. Hvad er det, at nervesystemet kan gøre ved os? Altså, hvordan kan det påvirke. Kan det påvirke vores tanker og vores adfærd?

SPEAKER_03 26:02

Ja, i høj grad i høj grad, fordi nervøsystemet ligger ligesom grundtonen inde i vores indre, og samarbejder jo helt vildt meget med hjjerne, og det er jo ret afgørende, hvad det er for nogle struktur i hjern. I øvrigt så får jeg også lyst til at sige den der gamle treddeling, vi har lært, og jeg har lært, og du har lært om hjjerne, den er også ved at være passe, snakket om i Oxford, fordi hjernen fungerer mere i netværk. Og det er rigtig afgørende, hvilket netværk vi får aktiveret. Og hvis næresystemet hele tiden er i høj gæring, det vil sige, at jeg overopspændere, det er det jo for de fleste moderne mennesker, fordi hvornår sidder vi og laver absolut ingenting og bare finder ind i ro, og i øvrigt føler os trygge. Tryghed er al for omega her. En indre tryghed, ikke en ydre tryghed. Men jeg er tryg inde i mig. Når ikke er tryk inde i mig, så vil mit nævnsystem hele tiden være på arbejde for at prøve at tilpasse sig omgivelserne. Egentlig jo for, at jeg skal overleve. Det er jo sådan helt wayback. Fysiologi det her og evolutionen har ikke ændret sig så meget, at vi stadig ikke fanget ind i det her med at tro, at lige om lidt, så kan vi blive slået hjælper en sabelser. Og rigtig mange mennesker kommer til at leve i den tilstand. Og som jeg lige nævnte før, så kan den være startede allerede helt som lille. Måske en dårlig stemning, vi voksede op i, morfar havde det ikke godt, eller de var mega presset og skulle hele tiden arbejde. Der var altid konflikter på den eneste arbejde og skannerier og whatever. Jeg kender det fra min egne opvækst, der på ingen måde var særlig rar. Den her med, at vi vokser op i sådan en indre tilstand af, om lidt godt er galt. Jeg skal hele tiden være på forkant. Det er der, hvor børn også begynder at forlade sig selv, fordi de prøver at gå over i og fikse at holde de voksne følelser. Den tilstand tag vi jo med, og den sætter sig i en overgring i nervesystemet. Vi taler meget om det her med et tolerancevindue i nervesystemet. Og at vi egentlig skal kunne bevæge os fleksibel i nervesystemet, så nogle gange bliver vi jo sådan overaktiveret og ug og frygsomme, det skal vi være for at overleve. Og så falder vi til ro, og nu taler vi om den her polyvagusteorien i de her år, ikke som har den her det her tredje element af gå ned i lidt død, eller som jeg godt kan lige at kalde det skildpad i reflekken, hvor vi trækker fra verden. Men for at vende tilbage til det her med nervøsystem, og den her overgring er der hele tiden. Så ryger vi ofte uden for tolerancevindet ved små påvirkninger. Og vi kan ikke selv reguleres tilbage. Det er egentlig det, der er det afgørende i det her. Vi har mistet evnen til selvregulering. Og så kommer vi til at blive hængende enten der i hyper afsløb, som vi kalder det, eller i hypo, det vil sige, at den der slæp liggt død. Jeg kan simpelthen slet ikke, der har vi udbrændt depressionen. Det er simpelthen et traumrespons på en overbelastning, vi har været i alt for lang tid, og den sætter sig i kroppen.

SPEAKER_01 29:08

Ja, det gør den virkelig. Og jeg genkender, nu siger du også, hvor vigtig trygheden er. Den ildskærende tryghed. Fordi der er jo rigtig mange ting, man kan gøre, og man kan fokusere på sit åndedræt, man kan holde pauser, rigtig mange vigtige ting. Men der var noget, jeg er farvede af, at så længe jeg ikke kunne komme ind og hele den utryghed, der var inde i, for jeg havde den her overbevisning om, at verden kunne falde fra hinanden. Jeg havde oplevet min far forsand. Du ved. Der er mange ting. Og så sikker også en masse små andre trøpvis af tro med, men det havde en grundlæggende utrykket i, der sker noget lige om lidt. Og jeg far jo bare, at jeg kunne jo trække være dybt for evigt. Der var stadig noget, der stressede mig helt vildt meget.

SPEAKER_03 29:55

Fuldstændig. Og for mig tror jeg, at det er virkelig den oversede ting i alt det her travmearbejde. Det er kompion. Og jeg ser det igen, han nødt til at referere til Oxford, for jeg ser det i alle de førende traumeeksperter fra udlandet, som jeg har været over at høre nu igen. Det er jo hele tiden kompionelementet, der er med, uanset hvilken traveretning vi kigger i. Jeg er meget optaget af IFS Indre Familiesystem for Richard Swart, og har jeg lige taget den her fra Gaborg, og der er danset ikke. Alle de her, de taler hele tiden om kompion. På engelsk er det sådan en naturlig ting. Når vi oversætter det til dansk, så bliver det tit bare sådan en lille ting som medfølelse. Men kompion er meget mere end det. Nu har jeg sådan en kompionfokuseret terpi uddannelse fra Denist i USA. Og det handler simpelthen, at han siger det så smukt, når hjerte møder smerte, bliver det til kompion. Så det er ikke bare selvkærlighed. Det er simpelthen at kunne møde den uro, der er i din krop på samme måde, som du vil møde din lille datter, der kom til dig og var urolig. Så vi tilbage igen prøver at lave de her spejlinger. Nogle gange, når jeg taler med mennesker, så er det sværeste, det er simpelthen også på mine uddannelser, det at finde den her kærlig, venlig tilgang til alt det, jeg er, også det sværre. For når jeg kan det, så vil det jo hele tiden være i konflikt. Så vi kommer faktisk de største slåskampe, vi har, det er dem, vi har med siderne i jer selv. Det er der, hvor jeg godt kan lide IFS-tilgangen. Fordi det kan de fleste godt genkende. Vi bliver ekstremt hårde ved de sider, der ser ud til ikke at virke perfekt, og føler os forkerte. Men hvad nu, hvis det var din bedste vend, der kom til dig og havde det sådan, eller din datter, eller din partner, eller for den til at skylde dine hund. Nogle gange har jeg migt ud i det her, men hvad så med din hund? Kan du lide din hund? Hvor mange mennesker kender det selvhen, ikke Julia? Jeg bliver forbluffet igen og igen. Og tror jeg, det var noget af det vigtigste, jeg fik med for at være suder som min lærmesterhed. Hela hans tilgang er jo det her kompion, hjertlige, at kunne holde alting fra hjertet eller fra det rummelige kærlige venlige. Det bor også i Nordmodellen, som du lærte som noget af det første i sin tid, ikke. Nysgerrig et observerende, accepterende og mød alt med kærlig venlighed. Og den der kærlige venlighed, den bliver tit gjort til skamme i den danske oversættelse. Ej, det er sådan noget blytt fisk, og så taler vi rigtig meget. Det er også nødt til at nævne, fordi omsorgsudtrætning findes i min optik ikke. Omsorgsudtrning handler i hvert fald ikke om, at vi giver for meget. Omsorgsudtrning handler om, at vi er for lidt for os selv. Og deri kan vi komme til kort i vores arbejde, fordi vi simpelthen glemmer os selv. Når vi hviler i os selv, når vi lader os selv op og kan rumme vores eget med komption, så er der altid masser af i. Kaborge giver mig ret, hvad så det var min lærmester, og vi giver mig ret mange af dem, jeg lige har mødt i Oxford, vi giver mig ret i, at det sådan er. Alligevel taler vi hele tiden i Danmark om, at nu skal vi passe på, men det er ud fra igen sådan en kognitiv tilgang, at vi kan miste os selv, at vi kan blive træt. Og jeg siger ikke det her, fordi det er forfærdeligt, når det sker. Men vi kigger de forkerte steder hen. For vi skal kigge på, hvad er det inde i dig, der trænger til omsorg? Hvad er det ind i dig, der føles som om det er ved at gå i stykker. Og hvad har det brug for? Hvad har den del i dig brug for? Og den har meget mere brug for mildhed og omsorg, som ger borg og siger, at det synes jeg er så smukt. Han siger, at vi har brug for at blive vores egne omsorgsfulde forældre.

SPEAKER_01 33:42

Ja, og jeg tror jo, rigtig mange kan genkende, at hvordan man taler til sig selv, det kunne man aldrig finde på at byde andre. Det præcis. Så vi kommer også et sted fra, at mange af jer måske så fjern ud over, at man kan sige, at det kan lyde blødt men det er også, fordi det er så fjert for os. Man ved slet ikke, hvordan man skal gøre.

SPEAKER_03 34:01

Nej, vi har ikke lært det. Desværre har vi ikke lært. Man forestil dig, hvor fantastisk det ville være og begynde at tage den stemme ind. Det vil ændre hele verden. Ufuldig. Det her med at sige også så smukt, hvis en hel generation på samme tid lærer at meditere og vel og mærke på den her mindful compassion måde, så vil jeg al grig ophør alle uroger. Det er virkelig det mest effektive værktøj i.

SPEAKER_01 34:26

Det er derfor, vi skal have dit ord bridt ud. Tak. Men nu nævner det også, det er en rigtig god øvelse, at i forhold til at lære at møde sig selv mere kærligt, hvis nu man fx har et barn, eller kan tænke på sig selv som barn. Det er jo også mange, der bruger i hvorfor terapiform og ændre barn. Det er nogle rigtig gode øvelser. Nu ved jeg selv, fordi jeg er jo mor, og jeg har en datter på to år, hvor enormt lærerigt det har været. Dels i at møde mig selv mere kærligt og blive ops på, at jeg give hende noget, jeg ikke giver mig selv. Men omvendt har jeg også lært, at hun er også den første til at lære mig, når jeg er i ubalance.

SPEAKER_03 35:03

Fuld stand.

SPEAKER_01 35:04

Jeg kunne godt tænke mig at tale med dig om kårregulering. Fordi hvis der er noget, der er for mig til at indse. Og jeg er altså en, der har levet rigtig mange år med et meget aktivt nervesystem, også i mange år, uden jeg egentlig var klar over det. Jeg vil i hvert fald ikke kigge på det. Der jo mange gange, hvis mine datter jo pludselig har en eller anden adfærd og besværlig eller noget, og hvor jeg kan tage mig selv i. Hun spejler, at jeg er vildt stresset.

SPEAKER_03 35:30

Ja, 100 procent. Nu siger du, at du har lavet med et aktivt nervøsmer, så kunne jeg være træk at sige: Ja, den ene del af dit nervøsystem har været aktiv, men der er en del, der har været helt passiv, så vagusnavnen og den beroliggende del af nervø systemet. Og det er den komponent, vi oversker, at det egentlig handler det om balance, igen tolerancevindet at kunne bevæge fleksibel ved at styrke vagustoningen, som vi taler om. Og det er det, at børn reagerer på, fordi børn har brug for at mærke, at der er en blighed og en bløde, hvor tingene kommer. Det er jo det der så sindssygt svært for os, fordi verden er presset og stresset. Vi har skabt nogle livsbetingelser, der gør vi desværre også ryger i for stort pres. Men børn er stadigvæk bare børn, sådan som de altid har været, så de opstapper ikke det, vi siger, hvor hjertligt den kan være, eller de intentioner, vi gør med handling, de opstapper det, der kommer inde fra kroppens regulering. Og det opstapper de i lidt af et spil et sekundet. Og jeg er glader at sige det, som jeg sagde til dig, vi gik i studiet. Nu har jeg jo 2.30 år. Det sker stadigvæk. Det holder ikke op. Hold. Det kunne man godt løne, men det sker stadigvæk. Vi er stadigvæk samreguleret. Og reagere på hinanden, fordi vi nu også har en historie sammen, jo større de bliver, ikke. Så når vi taler om det her med børn, jeg er slet ikke et tvivl om alle forældre de ved deres børn det allerbedste, og moderne forældre måske endnu mere, men vi kommer tit til at putt i handlinger mere end bare i verden. Jeg kan huske, at på et tidspunkt, så arbejder jeg meget med institutioner, for de var meget optaget, at vi skal lære børn det her med mindfulness og ro og balancere nervesystemet. Og så var der en af lederne, der kom til mig og fortalte, at de havde den her familie, som de kunne se, at virkelig var makset. Og så havde de sagt: kunne I ikke prøve at beslutte jer for at have bare en weekend, hvor I bare sammen med jeres børn, uden i skald noget. For de har bare brug for, at I er sammen. Og jo, det skulle de nok sig. Og så sagde hun med såkkest i stemme, så kom de tilbage og mandanden sagde, hvad vi var i landet hele søndag. Det var helt vildt fedt og fantastisk. Og hvor hun bare tænkte, det var ikke det, jeg mente. De skulle bare sidde sammen og hold om hinanden og giget og spillet et spil græmmet, hvor det var det, børn har brug for at mærke. Mærke samreguleringen mere end hele tiden handlinger og fiksninger og ord. Mærke, mor og far er der for mig. De gør mig trygge i mit indre, fordi ser mig og får mig til at føle mig følt, så vi er tilbage til god gamle dan sig, det? Det handler om at føle sig følt. Og det er et sårbart system, men vi er et sårbart væsen. Også pattedyr er virkelig nogle skribelige væsener, fordi vi sender og mærker meget mere.

SPEAKER_01 38:29

Vi har haft så meget fokus på hjjernen i hovedet, ja. Men vi taler om, at vi har mange hjerner. Kan du fortælle om, hvor mange hjerner har vi egentlig, og hvilke andre jerner så at sige, er vi under påvirkning af?

SPEAKER_03 38:42

Ja, og den første hjerne er jo krankjernen, som får alle fame og opmærksomhed, synes jeg i det her åring. Og den er selvfølgelig også betydningsfuld, især i forhold til det her, som jeg sagde før med at blive opmærksom på, hvilket netværk vi aktiverer. Og opdager vi jo faktisk selv kan påvirke, hvilket netværk vi aktiverer gennem bevidsthedspraksis. Så det er den ene del, at vi ved for mindfulnessforskningen, at vi at vi kan groe nye neurale baner i hjerten med bevidsthedstræning. Men den anden hjerne, som samarbejder rigtig meget med vores kreige hjerne, det er jo hjertjernen. Den nyeste forskning, specielt på Hartman at Institut i USA, peger jo på, at der ligger det her neurale netværk, der minder om det samme netværk, vi har i hjernen omkring hjertet, som faktisk har en lang stærkere kontakt ned fra hjertet og op til hjerteren omvendt, blandt andet via vagusnærven. Og hvis vi kigger på polyvagusteorien, så har vi jo hele det sociale engageringssystem, vi taler om, som involverer hjertet og ansigtsmuskulaturen blandt andet trigeminusnæve et samarbejde, ikke kun vagusnæven, men også end i det dybe øre. Så der er sådan et samspil, hvor hjertet bliver meget mere betydningsfuldt, end vi faktisk giver det credit for. Og hvis man synes, det lyder lidt for Hokus Pokus, så kunne man jo kigge deren, at vi nu har en diagnose, der hedder Heartbroken Syndrom. Vi kan jo ikke at være ged af det. Og vi ved det jo godt. Du har været i stor sov, og jeg har været i står sov. Jeg kan jo mærke, hvad nedbudden er. Fuldstændigt. Og for ti år siden, tror jeg snart, det var, der var jeg igennem sådan, det kender godt det her livet mørke nærtigt. Og det fik jeg simpelthen hjerteproblemer i. Jeg fik sådan hjertefilem, der fortsatte i overvis og gik til læge. De kunne ikke fortælle mig, der var ikke umiddelbart noget. Men jeg kunne få sådan, hvor det pludselig slog gigantisk hurtigt. Og jeg er slet ikke i tvivl om. Det var simpelthen den der sov over en hel masse ting, der skete i min private familie, som jeg slet ikke kunne finde ud at få placeret med alt det, jeg ellers kan. Så kan jeg jo ikke tage solen væk, fordi jeg kunne ikke få dem til at komme tilbage dem, der ikke var mere, hvad. Så hjertet har betydning, og hjertet rummer og sand så meget. Og det ser også ud til, at hjertet har sin egen intuitiv fornemmelse af lige mikrosekunder før ting sker, så er der den her intuition.

SPEAKER_01 41:10

Der har jeg faktisk en rigtig spændende episode oplevet. Og der er en legkafé, sådan en indørs legkafé, tæt på hvor jeg bor. Jeg har været rigtig mange gange. Den er fantastisk. Det er hyggeligt. Der er skønt. Når man kommer ind der, der skal man sætte sin sko i engangen, og det har jeg jo gjort masser af gange. Uden altså, der er bare ikke, der er trygt og skønt. Og så var der så den her ene gang, hvor jeg kommer der ind og med min datter, og vi skal ind, og skal sætte mine sko, hvor jeg plejer. Og pludselig får jeg den der fornede, så jeg får lyst til at putte dem ned i min taske og til tasken med ind. Og jeg kunne ikke tænke sådan, nej, det var det underligt. Du har sat din sko her en milliard gange. Og jeg går straks jeg nok op i mit hoved og tænker, det er fjoldet, og det er lidt lidt alt svagt. Hvorfor du pludselig sådan ting som du skal da bare lade stå. Men hvad sker der lige præcis den dag? De blev faktisk stjålet, og jeg tænker bare bage efter, du vist, det jo, så der har jo været en vide, om end jeg ikke kunne forstå den. Og jeg tror bare, det sker så mange gange i vores liv. 100 procent. Men jeg føler også, at det kan være så svært at skældne, fordi frygt kan nogle gange også ligne intuition. Du ved, hvordan man kan kende forskel på, at jeg er bare bange, fordi jeg har oplevet det mange gange tidligere i mit liv, eller det her ægte viden, der kommer til mig. Hvordan kan man egentlig kende forskel?

SPEAKER_03 42:30

Visthedspraks, hvor jeg lyst det her cent. Og faktisk, nu er jeg nødt til at nævne Tage Sport igen, fordi hendes nye bog hedder jo netop Science, og blevet en New York bedstiller på 14 dag. Og det var jo faktisk noget af det, hun talte om i Oksford i år, hvordan vi hele tiden får intuitivt beskæder fra alt omkring os. Og så er jeg med på, så begynder det måske at lyde lidt spukigt igen, men du beskriver det. Jeg kender det, jeg er sikker på, at alle kender det, og det handler om bevidsthed igen, og om at skæne. Så når jeg begynder at kende min frygt, det er jo det, vi går tit væk for frygt, når jeg kender den, møder den med kompien, holder den, trækker vej med den, forstår, hvad dens budskab til mig er. Alt i os er der af en grund for at fortælle os noget om også. Så kan jeg også bedre begynde at skældne, så det ikke forplummer sig. Jeg kunne være lidt flabet her igen og sige, at jeg kunne have en formodning om, at du nogle gange kommer til at være for meget i hovedet, og derfor er vant til at lytte til tankerne, som primært er farvet af fortiden og frygt eller bekymring om fremtiden, mere end at være reelt til stede endud, og kroppen er altid til sted end ud. Så når vi lytter til de her kropslige signaler, de intuitive impulser, så kommer de fra et helt rent sand sted, og det var egentlig det, der var til jeres budskab, og hvor meget vi faktisk får dem hele tiden. Fra naturen omkring os, fra mennesker fra relationer fra sansninger, de er der overalt. Det er jo læser om i Hendes Bog Science, hvis man vil.

SPEAKER_01 44:02

Altså det her med, der er så meget vystdom i kroppen. 100 procent. Den information, vi får for hjjernen i hjertet, den er uden filter, den er bare en direkte besked, hvor når vi kommer op igen hovedet, så bytter vi jo straks vores, hvad tænker andre, ej er det ondsvagt, ej et eller andet. Så sløger man egentlig informationen.

SPEAKER_03 44:23

Fuldstændig. Så lægger man sådan et filter på, og det filter igen det pad af fortiden og fortidens mønstre. Og det vil sige, at det vil jo ofte være travebaseret. For de fleste af os. Jeg tror, at Bedsel von der Koldekan nævner, at over 80 procent af os bærer på et eller andet form for traumaftryk, hvordan det er et stort, eller det er de her driveviset travmer. Og i øvrigt er der flere af os, der har flere store, end vi vil være ved. Jeg har rigtig ofte klienter, der siger, at jeg havde en meget god barndom. Og så begynder vi at snakke sige. Det går hverfar, han drakker en gang imellem, men ellers var han sød og ret. Vi pynter tit på vores opvæksthorer, fordi vi kan ikke holde ud, at det ikke var, som det skulle have været. Så det hele mand. Og det farver jo vores tanker og vores overtænkning i alt og i hele måde, vi lever på. Og derfor bliver det svært at stole på det her hjertet og den her intuition. Jeg har nogle gange på min uddannelse, der har jeg sådan øvelse i dag, hvor vi arbejder meget med faskend. Lille uskyld øvelse lyder til, hvor folk skal stå med sådan en flad bold og arbejde med det foreste af hjertet og det bære. Når de kommer om på forsten af hjertet, så oplever nogle gange nogen, der er ved at besvime, eller som simpelthen bryder fuldstændigt sammen, og det lyder sådan, at kommer ovenflor. Men det er jo fordi, vi har bygget sådan et panser op omkring jer. Rent fysisk har vi bygget panser op omkring vores hjerte. Og det vi overser, det er det der gode gamle rume citat, der siger. Det handler ikke om at forsøge kærligheden. Det handler om at opdale et lag, du har stillet foran kærligheden, så du ikke kan mærke den.

SPEAKER_01 46:00

Hun taler du nævner det fascia, altså bindet. Jeg gik en gang, det må også være 2-8 år siden, hos en bedev, massør og terapeut. Og hun var også sådan, at Julet det er jo stærm som et skjold. Og hun taler jo også ind i, at det er din måde, du beskytter dig selv på. Hun kunne se og hjælpe, men det var jo et følelsesmæssigt arbejde, jeg skulle i gang med.

SPEAKER_03 46:26

Lige præcis. Og nu deler jeg lige noget privat, og så håber, min børn bær med det. Vi har lige så været i Oksford, og så sker der selvfølgelig sådan noget vildt uheldigt. Vi har de her to store piger, og den ene bliver akut opereret, og operationen går legalt. Og så er det hendes søster også på drejede, og der er nødt til at være ansvarlig og hente hende i København og kørte hende ned til os og passe helt alene. Og jeg ved ikke godt, at det træde sådan voksne, som de sagde, at nu er vi rigtig voksne. Og de sagte hinanden i bilden ikke, fordi det var mange følelser, de skulle stå med og virkelig er ansvarlig, og det gik ikke så godt. Og sådan noget, først da vi kom hjem, så fik vi hjulpet og bla bla. Men det interessante var, at hende, der havde været ansvarlig i min skønne datter. Jeg kunne mærke på hende, bare i det øjeblik, vi mødtes, hvordan det hele var spændt op. Og så lodede den lige været et sted, for de tænkte, at hun skal lige have lov til, at vi skal falde til ro. Så efter to dage, så sagde jeg, prøv lige at komme skal. Så holdt jeg bare hænderne på den, så siger, prøv lige at mærke ind i din krop. Nu har vi arbejdet rigtig meget, mine piger og meget med det her. Prøv lige at mærke, hvordan du egentlig har det, og hvad du er kommet til at tage på dig ansvar. Og prøv lige at gå ind i den mærkning. Prøv lige at følge tråden. Der er forbundet følelsesmæssigt, og så knækkede hun helt sammen. Og i det var der en kæmpe forløsning, og så kunne vi tale om det, hun egentlig var blevet trikket i, som ikke handlede om nu. Det gør det stort set aldrig, det handler om noget, der lås tilbage i tiden, hvor hun havde stået en lignende situation og skulle holde alt for stort ansvar alt for tidlig i sit liv. Det var bare ret interessant, fordi hele hans krop var fuldstændigt hård. Og i det øjeblik, vi talte om det, så klapsede den bare. Og så kunne jeg mærke, at det kan lidt slip, og så kunne hun også komme til en god behandling heldigvis, der lige kunne støtte det.

SPEAKER_01 48:15

Det er jo ofte ikke, hvad der sker mod os, men det er jo, hvordan vi håndter det, om vi lukker ned eller åbner op. Og alle mine udfordringer, alt for min sundhed, min parforhold, mine relationer, alt, hvad der har slet knudre. Det har jo hver gang kommet tilbage til ting, jeg ikke har turet at kigge på ting, jeg ikke vil møde inde i mig.

SPEAKER_03 48:37

Og min erfaring er bare, det er så meget lettere at møde det i kroppen i at tro, at jeg skal forstå det. Det var det, jeg sagde før. Vi kan vide en hel masse om os selv, men det er ikke det samme, som vi kender os selv. Så det her med virkelig at lærre at forstå det, ved at forstå vores krop signaler, bævlet, opspænding og afspænding hjertet, så alle de her elementer, som vi kunne blive ved at nævne igen og igen. Det er alt afgørende for vores trivsel. Det er noget af det, jeg brænder så meget for. Det er derfor, jeg har lavet min nye bog, som kommer lige om lidt Kropsklog. Det her med at lærer at forstå din krop, og der ikke er noget, der er farligt, og du er ikke gå i stykker. I min optik er der heller ikke noget, der er kronisk, fordi alting kan bevæge. Det er ikke det samme, som det går over, men alting kan bevæges. Kronisk, det er sådan en skaldespand, som systemet putter os i, når de giver op på os, fordi de ikke længere kommer til kort med de metoder, de nu har. Det er så sandt. Men der er altid en vej. Jeg tænkte på det forledet en da jeg var sådan en stor psykiatrimøde, og så sidder der en, der selv havde været i psykiatri i mange år og fortæller historien om, at lige fra start af havde vedkommende altid fået ved, at sådan, som du har det, det er bare kemiske ubalancer i din hjerne, der gør, at du får det så skidt. Og det kan vi fik sig med det af det. Og det ged ikke og næven her vel. Men det, der var erkendelsen var, at vedkommende så havde set en dokumentar på tv, pludselig efter mange år, hvor nogen talte om seksuelle overgreb. Og lige pludselig var den historie, de her sad og fortalte, matchet fuldstændigt ind i vedkommens historie. Og lige der knækkede filmen fuldstændig, men lige der kom indsigt og sådan. Det er jo det, jeg bærer på. Det er jo derfor, jeg har det så svært. Det var aldrig i vedkommende sind blev koblet sammen. Fordi igen vi kommer til at pynte på det og sige om, at det kan godt være, at det ikke var så godt og rart, men skt nu med det, nu er jo her. Vi får desværre ikke koblet tingene, men hjertet husker det. Og det næste, jeg ved, du vil spørge mig, at det næste hjærlig maven, husker det i høj grad. Og hvor mange ting, vi ikke gemmer i den mave og slurer ikke kun af fysiske ting, men af psykiske ting, der sætter sådan ud. Jeg tror også, de siger, at største del af dansker har problemer med maver og fordøj. Det synes jeg jo giver god mening. 100 procent. Og det giver også mening i den kontekst, jeg har lige hørt fordan af, at 53 procent af danskerne ikke spiser grønt særhverdag. Det påvirker også mikrobiomet, så der er flere veje på det, du laver, som er så sindssygt vigtig, at vi får fået det her mikrobiomet i termen, men også har respekt for, at også tarmen har et furligt, sindret system af neurale celler, der arbejder sammen, og som simuler blandt andet via vagusnavnen til hjerne om hvordan er der lige nu. Og der er jo rigtig mange vigtige hormoner, der frigørs i den kobling mellem mikrobiomet og hjerne, som faktisk igen 80 procent kommer for kroppen og op til hjerner i omvandet. Så det kunne godt være, at vi skulle begynder at lytte lidt mere til den her krop end så meget til hjerne, og så få det koblet selvfølgelig, så vi også begynder at blive bevidst om, at vi kan aktivere andre netværk i hjjerne i de her mere frygtbaseret, der ligger noget i de mere ældre dele af hjern og ældre netværk. Så det er også en snak, som selvfølgelig er betydningsfuld, men vi glemmer bare det her.

SPEAKER_01 52:06

Men det er jo også derfor, der et kæmpe potentiale for os alle sammen ved at opnå mere viden og begyndt at kunne lave en bedre balance i mellem det hele. Og det vender mig også til her til sidst, flore. Hvis nu man sidder der og lytter, og man tænker, jeg er både forstresset, og jeg har sikkert også alt muligt travmer, og jeg er mega stiv i kroppen. Og sådan som jeg i hvert fald også selv kan gende gennem tiden. Hvad er dit bedste råd? Hvad kan man egentlig gøre? Altså, for nu taler vi jo også om compassion, og møde sig selv med på de danske ord, medfølelse. Hvordan kan man egentlig gøre det i praks? Hvis nu man sidder derhjemme lige nu.

SPEAKER_03 52:42

Ja det første, som jeg faktisk starte udsendt med at sige, at det kunne være et lille eksperiment, man kunne lave med sig selv og sige, okay, hvordan vil jeg have det, hvis jeg tænkte, at mine børn, de fik min opvæst. Og så møder det stadig i kroppen, der reagerer på det. Det kan også være en voldsom øvelse, det er helt med på, så mærke lige efter, om det er en god idé. Men kompien er for mig vejen til det. Jeg har sådan en øvelse, jeg laver nogle gange, hvor jeg siger, forestil dig, at du sidder på en bænk i et ret sted, hvor du føler dig virkelig tryg. Det kan være en bænk, du kender, eller det kan være en fantasibænk, eller et sted, du har været som barn, eller sådan noget, der gjort dig tryg. Og så mens du sidder her, så kommer din livs største udfordring lige og sætter sig ved siden af dig. Det kan være din stress, eller det kan være dit parforhold, eller hvad det er, der nu lige fylder. Og det kommer lige og sætter sig ved siden af dig. Og mens du sidder her og føler dig tryg og trækker været langsomt eller ud af. Så prøv lige at møde det på samme måde, som du vil møde din allerbedste vand eller dit barn, og lyt til, hvad den her del har og fortælle dig, uanset om det er en psykisk del eller en fysisk del eller en helt tredje del. Hvad er det, den er her for at fortælle dig. Og det kunne være et godt sted at starte, men vi er først nødt til at etablere det her trygge sted. Så den her komptionøvelse, der handler om at genskabe et tryg sted, vi kan læne os ind i inde i os selv. Det er et rigtig godt sted, at starter. Og opfinde gerne et. De fleste kan godt lide i skoven eller stranden, så opfinde et, som du lige i gang lang kan sætte dig ind på den her bænk. Og trækket være så den her udfordring, jeg står med lige nu, hvis jeg lige inviteret den ind og mødten. Lytter til den fra hjertet, ikke fra hovedet, så har den så egentlig brug for lige nu.

SPEAKER_01 54:33

Det vil være sådan mit bedste bud. Det er en mega fin øvelse, som jeg godt kunne tænke mig at prøve selv faktisk. Så den tager jeg også lige med hjem i loven. Og udover compassion og generelt at blive tryg i sig selv. Hvis man har travmer, der påvirker egentlig. Hvad er dit bedste råd til, at man kan begynde? At hvor skal man starte, hvis man gerne vil slippe for travrene skreb?

SPEAKER_03 54:59

Det er jo et svært spørgsmål, for de fleste ville have brug for hjælp ved at sige. Min største mission her i livet er at prøve at gøre det sådan, så folk ikke behøver hjælp, fordi vi påster tolsvis af penge i hjælp, når vi er fanget i noget der svært. Men det ville være at række ud til nogen eller noget, der kunne begynde og genskabe den her tryghed. Ofte vil det være i en god relation. Mærke efter. Og det er derfor, at jeg kan ikke sige, at det er den her retning eller den, det afhænger. Find en, der er rar. Det kunne fordan til skyld også være mere at bruge mere tid sammen med din partner, dine god venn, din mormor, et sted, hvor du kan mærke, at her du tryg. Så det her med at genskabe trygheden i sig selv, vil jeg sige, at det vil være alt afgørende. Og der findes jo rigtig mange skønne kropsterapeutiske retninger i dag, men de kan heller ikke stå alene. Der er også brug for noget samtale for at få indsigt, så det er koblet. Og det er det der lidt svært bæstet for at nævne ham igen. Han siger, at som terapeut, hvis du virkelig skal være en god terapeut, skal du heller kunne journalere mindst tre forskellige retninger for at kunne hjælpe folk optimet. Og vi er jo som vi er som mennesker, og så specialiserer vi sig også i én ting. Og så er det det, man kan gå til, men vi er jo egentlig nødt til at skulle have flere ting med. Øndrettet kroppen samtaler, indsigt, kompassion. Så der ikke lige et enkelt svar. Jeg vil ønsker at kunne sige, så gør du sådan her, og så. Men det synes jeg er lidt kompliceret. Så man skal mærke efter, der hvor det virker rigtigt for dig, der skal du gå hen.

SPEAKER_02 56:39

Ja.

SPEAKER_01 56:40

Det er et rigtig godt råd, og jeg tror også måske et helt lavisk råd. Det kan måske også være, at hvis man slet ikke har nogen at tale med. Hvis nu man føler, at der er bare ikke nogen, måske skrive sine tanker ned på et papir.

SPEAKER_03 56:54

Ja, eller det der hedder journaling, som er sådan det sidste nye inden for craft psykologien. På kylsted som er min tidligere elev, som gør det fantastisk arbejde. Hun bruger det rigtig meget til unge med angst. Jeg var også på hånd med Puk.

SPEAKER_01 57:08

Jeg kan godt huske.

SPEAKER_03 57:09

Ja, hun er super skønt. Og det er simpelthen forskel på at skrive ned og journaling, det er, at man aktiverer mere de kreative dele i hjern, fordi det er små billeder, det er stempler, og det er lidt tekst også, så det bliver mere sådan kulage, man laver i dagbogsform, som aktiverer nogle andre områder i hjeren, end kun ved at skrive. Men i det øjeblik man at opslukke det bedst, han bruger fx teater. For det nu, når man opslugter det kreative lige der, der åbner døren ind til et ressourum, som vi har brug for at hente ressourcerne fra, for overhovedet kunne se der en vej ud af det her, der er svært lige nu. Jeg ved ikke, om det giver mening.

SPEAKER_01 57:48

Jo, det giver super gode mening. Her til allerst, Flor, så har jeg et spørgsmål, som jeg afsvist stiller af alle mine gæster. Er du klar? Jeg skal prøve. Hvornår i dit liv har du selv sværest ved at være tro mod dig selv? Og er der noget, du gør eller kan gøre, som kan hjælpe dig til at forblive autentisk.

SPEAKER_03 58:11

Jeg er helt klart noget, jeg kan gøre. Det er at sænke tempo, og ryde kan. Jeg tror, jeg er jo vokset op, som jeg lige nævnte. Det er noget, der ikke var optimalt for mig. Jeg har været igennem ting. Så jeg kan mærke, at jeg har stadigvæk traver. Det skal vi også huske. Det er jo ikke noget, der går over. Så jeg har pige sådan, og jeg kan blive virkelig ramt, når jeg får en følelse af, at folk ikke kan lide mig. Det er det værste. Så kunne jeg jo nærmest selv, for at de skulle lide mig igen. Jeg har også taget test i positivt psykologi, jeg arbejder med i nogle år ikke. Og venlighed lår allerøverst som en af mine karakterstyrker. Så det kan virkelig skubbe til mig, når jeg oplever, at folk tager afstand for mig. Og så går jeg i alle de her afhængighedsting. Det kan være at købe noget til mig selv, eller nu står der lidt noget foran og så. Vi har mange forskellige afhængigheder. Afhængighed er altid traverrespons, uanset hvilken form for afhængighed. Så vil jeg tyg til mine afhængigheder. Nok begynde at sidde og spise chokolad og se krimiser. Og så ved jeg, at okay, nu giver du dig lige så lovligt, nu er det okej. Og når du er færdig med det, så kigger du lige på, hvad det, du skal forholde dig til her. Nu har jeg nogle fantastiske gode kollegaer fra CI, så jeg vil nok også ringe til dem og sige. Kun vi ikke lige tage en samtale, så jeg lige kunne komme ind og forryder op i det her, så jeg kan forblive autentisk og ikke tage det crap med ind i sammenhæng med andre mennesker.

SPEAKER_01 59:44

Ja. Og du siger jo også, der er jo altid en gave, hver gang vi bliver udfordret, eller går skævt, eller så er der jo altid en mulighed for at hele og blive mere helt hver gang.

SPEAKER_03 59:56

Ja, sådan kunne man i hvert fald. Det er i hvert fald mulighed for læring i det, når vi når vi i velmærket er bevidste, og det er ikke altid, vi kan få øje på læringen, og så er det også okay. Ja. Det er selvfølgelig en ny type slår selv i hovedet. Og nu kan jeg heller ikke lære noget af det her, men det handler jo egentlig bare om det her med, at vi må godt have det, som vi har det, for vi har det jo allerede som vildheden. Tillad dig selv en gang mellem at sige, at det er hårdt at være mig. Og det er jo okay lige nu, i det her nu.

SPEAKER_01 1:00:27

Og jeg er heldigvis ikke og alene om det. Det var de perfekte sidste år, Flor. Tusind tak, fordi du vil være med og dele både ærligt ud og dele al din viden, som er så vigtig, at den bliver brødt ud til så mange som muligt. Du tilbyder blandt andet en til en, til sessions og workshops.

SPEAKER_03 1:00:45

Og så har jeg en ny uddannelse, der kommer her i det nye år, som beroer på min bog Kropsklog, som er en helt år uddannelse for alle terapeuter, sygeplejersker, ergoterapeuter, psykologer, der gerne vil lære at forstå kroppen og kroppens sprog. Så det er ikke krops terapi, men det er at forstå kroppens sprog, og hvordan vi kan støtte kroppen sammen med samtalen i at blive en del af hjælpearbejdet, uanset hvor vi hjælper hinanden.

SPEAKER_01 1:01:11

Så dem der både personligt eller professionelt kunne tænke sig at arbejde med dig. Hvor kan de finde dig hende?

SPEAKER_03 1:01:17

Ja, de kan finde mig inde på min hjemmeside livsbevidsthed.dk eller kropsklow.dk.

SPEAKER_01 1:01:26

Jeg længer også til din hjemmesider og din Instagram for dem, der vil følge med. Tusind tak. Og så vil jeg bare sige tusind tak, fordi du vil være med, flore. Kæmpe fornøjelse at være sammen med dig, July. Det var så feg. Jeg er så teknig for, at du lyfter med i dag. Hvis du kunne lide at sådan, så deler den gerne med en vand og også kan. Eller give podcan i anvækne. Det kan begyde, at mærke at sprevskabet for mig. Tak fordi du lycke med du lytter til dig selv.