16. Når kroppen ikke slipper: Nervesystemet, bindevævet og vejen til heling - med TIK-terapeut Evaloa Schou

I denne episode dykker vi ned i noget af det mest afgørende – og ofte oversete – når det kommer til heling: Tryghed i kroppen.

For hvis kroppen ikke føler sig tryg, kan vi ikke skabe den forandring, vi længes efter – uanset hvor meget vi forstår med hovedet, eller hvor meget terapi vi har været igennem.

Denne episode er til dig, der:
– har arbejdet med dig selv i årevis
– har prøvet forskellige terapiformer
– og alligevel oplever at sidde fast i de samme mønstre

Jeg taler med Evaloa Schou, som er kropsterapeut, underviser og stifter af Traumeinformeret Kropsterapi (TIK).

Vi taler om:
– hvordan nervesystemet påvirker vores evne til at forandre os
– kroppens hukommelse og hvorfor den ikke “bare slipper”
– bindevævet som en overset nøgle i traumeheling
– og hvorfor heling ikke kan presses frem, men opstår, når kroppen oplever tilstrækkelig tryghed

Det her er en samtale, der inviterer dig til at forstå dig selv på et dybere plan –
ikke som noget, der skal fixes, men som et system, der har brug for at blive mødt.

Følg Evaloa's Instagram: @evaloaschou

www.evaloaschou.dk 

Anvend koden "happyhealthy" på www.greenwitch.dk 

Hvis du kunne lide podcasten så del den gerne med en ven, eller giv podcasten en anmeldelse. Det vil betyde alverden for at sprede budskabet - og for mig. 

Følg med på min instagram: https://www.instagram.com/happyhealthy.podcast/

Følg med på min youtube kanal: https://www.youtube.com/@HappyHealthy.podcast

Transcript

SPEAKER_00 0:08

Selkommen til Happy Hyder. For hjælper dig til at leve autentisk og skabe et allerbedste på den her. Der taler jeg med spændende eksperter og inspirerende mennesker for at udfordske, hvordan vi kan styrke på forskab døg og kærlighed til at drive til karrier og tervor. Så frem til at besbruet for videnskab, reflektion, handling og sjældent. Jeg hedder Job, jeg er to. Det er green for at tak til at give. Den her podkræft af altiller har mange på middag. Tak fordi du lyder med. Tak fordi du skal. I dag skal det handle om kropsterapi i nævnsystemet og bindet, og hvordan vi kan skabe trykket i kroppen som base for, at healing kan finde sted. For hvis kroppen ikke er tryg, så kan vi ikke skabe den forandring, vi syger. Denne episode er til alle, der enten privat eller professionelt har interesse for travler og healing. Men den er særligt til dig, der har prøvet at gå til et hav af terapeuter og terapiformer, og måske finder sted dig selv i de samme uhensigtsmæssigt møstre og situationer. I denne episode taler med Evalos. Evalu er kropsterapeut underviser og stiller af trauminformeret kropsterapi, også kaldet fra takk. Det er en metode, der tager udgangspunkt i nervosystemet, kroppens bekommelse og sammenhæng mellem tryghed, regulering og forandring. Evalover er uddannet inden for en bred vift af kroplige og terapeutiske tilgange, herunder kropsterapi, graviskerapi, joga og bevægelse. Hun arbejder ud fra en forståelse af, at hædingen kan ikke præse træ, men det opstår, når kroppen oplever til strækkeligt tryghed til. Og hun har stærligt optaget den formativ psykologi i biddede og nervosystemet, som hun alt sammen også specielt. Lær os blive velkommen til. Velkommen, Eva Lorra. I dag skal vi tale om kropsbaseret terapi. Vi skal tale om nervosystemet, bindet om, hvorfor og hvordan vi kan skabe tryghed i kroppen som base for, at healing overhovedet kan finde sted. Og inden vi dykker ned i alt det, der kunne jeg godt tænke mig at stille dig det spørgsmål, som jeg altid stiller mine gæster, og det er, hvad betyder det for dig at være autentisk og tro mod dig selv?

SPEAKER_01 2:26

Tak fordi jeg må være med. Det er et spændende spørgsmål, synes jeg er. Jeg tror, det kan betyde mange ting, men jeg tror, det, som jeg vender tilbage til, hvis jeg virkelig sådan lige skal mærke efter. Det er fornemmelsen af at være sådan subjekt i min egen i mit eget liv. Altså at have mit centrum i min krop, og ligesom leve inde fra ud, altså så meget som det nuligt. Så når det er modsatte af tilfældet, når der er perioder, hvor jeg ligesom kommer lidt ud, og bliver især måske optaget af, hvad andre gør, eller synes. Så er det der med lige at vende hjem, altså sådan fysisk, vend hjem til mine senser fra min krop, og prøver at mærke, hvad er det egentlig? Hvad er det egentlig, jeg gerne vil, eller hvad sker der i mig, når det andet ikke lige får så meget plads. Så på den måde hænger det nok meget sammen med sådan i hvor høj grad, jeg har taget sted i min krop.

SPEAKER_00 3:27

Du også har skabt din egen terapiform, som bliver kaldt Tik, der står for travelinformeret kropsterapi. Kan du fortælle, hvordan terpiform går ud på, og måske også, hvordan den adskiller sig fra andre kropsterapier?

SPEAKER_02 3:41

Ja.

SPEAKER_00 3:43

Ja.

SPEAKER_01 3:44

Altså det er sådan lidt en konsekvens af, at jeg sagnet lidt et sted, hvor samtaleterapien og nogle af de meget fine psykoterapeutiske værktøjer, ligesom mødte det som matiske arbejde, ikke kun sådan at arbejde med kroppen ved at snakke om den over for hinanden, men også med hansoven. Men det der ligesom adsker tik i hvert fald fra en del andet kropsterapi. Nu kropsterapi er jo alt muligt, men det, man måske mest hører om i Danmark som kropsterapi, det er, at vi ikke sådan fik sig noget, eller lave sådan en anamnese, hvor vi går ind og tænker, hvor hoften den skal lige. Så det er mere en måde at møde kroppen på, hvor man har en tillid til, at den har, at den besidder kræfter og evnen til sådan at kunne vise, hvad den egentlig har brug for, der bliver lyttet til, for at kunne bringe det frem og skabe mere frihed om det, og kan begynde at hele. Så jo mere vi kan være sådan et som terapeuter stiller os et relativt neutralt sted, og så bevæger os derf. Og det betyder ikke, at det altid er roligt og blit, og vi bare sidder der og skal ned i giver, fordi for nogen, så har den brug for at udtrykke noget, hvor vi møder den mere af en soven, eller hvor den har brug for at kunne have et stort udtryk. Og så bevæger vi os jo ofte i det felt, fordi det travmeinformeret i der det her med, at vi forstår, hvordan traumer lever gennem kroppen og kommer til udtryk end ud, men tit som en respons på noget, der er sket for længe siden, og som ja, kan komme til at spænde ben i dag, men var vigtig dengang. Og det kan vi ikke altid gå til ved sådan at snakke om det, eller tænke på det, eller visualisere det, men vi kan gå til det ved, når det opstår spontant, at det så kaldt for lov at udtrykke sig. Tæt er det jo fra før, vi fik sprog og bliver bevidste om vores mønstre, eller strillede det jo ikke så meget, så kunne vi tænke os lidt af det. Og bare det, at der er nogen, der lytter til de lag af vores krops historie, kan skabe ret meget forandring. Ja, så det er nok sådan de måder, at det adskiller sig mest. Så har vi ret meget fokus på nervosystemet, sammenregulering og afstemt i kontakten, altså alt efter, hvad folk kommer med, men også, at vi også lytter til, om kroppen gerne vil have en hånd på maven. Og selvfølgelig også, hvad der bliver sagt. Men interesseret i de der sådan subtile skift i tilstandet og relationen, og så føler mennesket så tryg her. Jeg siger de trygge, men også er det min fornemmelse. Så det er sådan meget i de lidt mere subtile lag, end man normalt opererer. Hvert normalt mange andre former i der fald er i kontakt med.

SPEAKER_00 6:41

Og de klienter, du møder, hvad er deres typiske problematikker eller symptomer? Ja. Jamen det er ret forskelligt.

SPEAKER_01 6:51

Jeg vil sige, at i dag er der jo ret mange mennesker. Der er et sted, eller i hvert fald oplever i løbet af deres liv at være et sted, hvor de har det rigtig svært. Så jeg oplever egentlig af dem, jeg møder sådan i min egen praksis, at det tit er måske nogen, der har fået en stressygmænding, har fået et par hjernerystelser, eller på en anden måde, fået sådan en lidt hårdtslående invitation til at være i livet på en ny måde. Og så skal prøve at komme i kontakt med den her krop, som de måske har vokset lidt med, og som systemet, eller samfundet har sagt, nu skal vi tilbage, eller prøvet at placere i en kasse, og så begynder at lære det her sådan den her organisme at kende inden fra. At det er det, de sådan. Det er jo måske ikke lige det, de kommer med som en. Det er måske mere sådan en fik sig. Men det kan tit være den proces, en del af den proces, at man så ender hos sådan en som mig, eller nogle af dem, jeg har uddannet. Og der kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Det kan også være, at folk har fået børn. Altså, og fundet ud af, at de kan ikke arbejde 39 timer, og så løber kroppen tør for energi. Man føler, at de bør, og så prøve at finde ud af, hvad er det, der er der en måde at være på en mere bæredygtig måde i hver dagen på. Så er der nogen, der har nogle meget fysiske symptomer. Der er også nogen, der har været i psykiatrien og ikke kunne finde støtte der. Eller bare gerne vil støtte et andet terapiforløb med en anden primær terapeut. Og sådan så er sådan lidt forskelligt. Men jeg vil sige, at jeg har flest kvinder. Ja. Hvordan tror du, det kan være? Altså, nu har jeg faktisk lige har haft lidt flere mænd det sidste halve år. Men jeg tror, at der er noget i det der med at blive mødt i de subtile lag, også at blive mødt på den. Eller hvis vi ikke sådan rober højt, når vi har det svært, eller har voldsomme reaktioner, men vi er mere bare forsvinder lidt væk, eller lukker lidt ned, så møder vi måske ret hurtigt fornemmelsen af, at det bliver lidt for konfrontatorisk, hvis der er nogen, der går meget direkte til os, os til kroppen. Og så bliver vi måske nysgerrig på nogle af de her lidt mere finefølgende, langsommelige tilgange som for eksempel tik. Og der har jeg måske lidt over en fornemmelse af, at det er meget af kvinder, der ender i nogle af de her sådan lidt underreagerende plisende, men også sådan lidt sidder lidt fast i lige ud sådan en spid og bremse. Hvor skal jeg hen? Det er lidt generaliserende, ikke. Men der er så om, at nogle mænd har i hvert fald en tendens til, at de kan godt mødes et lidt mere med lidt mere konfrontation, og så kan de faktisk komme af sted. Så det måske heller ikke så inde for mænd at være sårbar og følsomme. Så der er også mange sådan målige mænd, der gerne vil mødes på en bedre måde i sådan intimitet og mærke kroppen på en anden måde. Der kommer flere og flere af dem, tror jeg.

SPEAKER_00 10:12

Det tror jeg også, og det er jo også noget med at få udbredt den viden, som folk også kan forstå, hvad det egentlig, der kan hjælpe mig. Jeg kunne forestille mig, der er mange af dem, du møder, der har prøvet andre behandlingsforløb, inden de når til dig. Næsten alle, ja rigtigt. Så at man måske først, fordi det er jo det, vild hører om ikke det der med, at det skal være mere konfronterende, eller det skal, man føler, at der skal nogle af de her ting, men jeg forestiller mig også, at det er vel mindst lige så effektivt både for mænd og kvinder. Det er det. Det er helt sikkert.

SPEAKER_01 10:41

Og det er jo netop det der, det er jo det effektivt, eller hvad man kan sige, at vide noget om vores fysiologi og den måde, vores nærvosystem passer på os. Og hvordan vi kan vi regulerer os i forhold til vores virkelighed, og hvordan noget nogle gange har brug for plads, nogle gange har det brugt for ro, men der er ikke nogen sådan one size, fits all, og når man har det, som ligger i det travmeinformeret i hvert fald ud fra den måde, som jeg arbejder travuminformeret på. Så kan man møde de fleste mennesker, så kan der være noget med kemin, og der kan være noget, der trigger noget i min historie, som gør, at jeg siger at det er svært for mig at holde det her rum for dig. Jeg vil gerne give det en chance, men jeg vil faktisk anbefale den anden. Det sker ikke så tit, men det kunne også være en reel grund til, det ikke lige spillede. Men ellers er man har faktisk ret mange strænge og spille på, når man går til mennesker på den måde. Synes jeg jo, selvfølgelig.

SPEAKER_00 11:41

Nu hedder det jo travmeinformeret kropsterapi. Og kan du fortælle, hvad et traume egentlig? For jeg tror, at mange forbinder det med en stor ulykke eller en stor begivenhed i livet. Hvad kan travra være?

SPEAKER_01 11:56

Ja. Altså jeg i virkeligheden, og det lyder lidt ironisk, fordi det er et af de ord, jeg bruger meget, men jeg er lidt træt af ordet traumar. Fordi ordet trame kommer fra ordet sorg, og det bliver en lille smule en forsimpling af det, der sker, når vi vokser op med noget svært, og det ligesom kommer til udtryk senere i livet i kroppen. Fordi et trame er i virkeligheden, at vi bærer de ting med os, som vi er blevet nødt til at gøre tidligt i livet. Noget, der måske har været sundhed i. Der kan have været sundhed i, at vi er mentalt forsvundet lidt fra kroppen. At vi har kæmpet, eller at vi har lukket ned og afskåret os, eller vi er stukket af for ting og undgået dem. Fordi de har været overvendende. Så er der jo sundhed i det møster. Men når vi så bliver voksne og finder sammen med andre, eller skal prøve at finde sammen med andre og skal ud og fungere på nye måder i livet i nye fællesskaber, så spinder de mønstre ben for os lige pludselig. Så jeg vil sige, at trauma er det, der lever i kroppen i nuet, som den del af vores historie, der lever i kroppen i nuet, som spænder ben for vores frihed og måde at kunne bevæge os, som vi gerne vil i hverdagen. Og at de ting jo heldigvis er foranlige, fordi de hænger sammen med vores indstillige nervesystemet, som jo er noget, der kan ændre sig. Og så har det meget at gøre med vores krops måde at passe på sig selv på. Og der kan man sige frem for at prøve at bryde igennem det, eller prøve at ændre det ved sådan at tænke på noget bestemt, eller gå ind og massere det, eller frisætte det på anden måde, så kunne man jo sige, at jeg ser det som langt mere effektivt. Det er ikke hurtigt, nødvendigvis, men mere effektivt, at se, hvordan det kan blive mere overflødigt. Hvordan kan jeg lære nye erfaringer? Hvis min erfaring er, at jeg kan ikke stole på nogen, jeg må klare mig selv. Og det er også det, der sidder i min krop, sådan som spænding, eller i min nævnesystem selv tilstand, så er det jo erfaringer med, at der er nogen, der gerne vil være der. Og at når jeg lige giver nogen lov til at holde en lille del af mig, så får jeg faktisk nye erfaringer med, okay. Prøver jeg ikke altid klare mig selv. Så på den måde, så ser jeg ikke sådan trauma som noget, der skal forløses i sådan nogle store slip. Det kan godt se sådan ud nogle gange, men det er lidt mere komplekst. Og det, som jeg synes, det er spændende ved, du også snakker om her med podcasten og så er, at når vi går igennem sådan en proces, så handler det næsten altid om, at vi bliver lidt mere os selv. Og så er der jo faktisk også rigtig mange ressourcer i de prægninger, vi er med os. Og nogle gange er den måde, vi er blevet nødt til at være i lid med at holde en kæmpe gave, så starter vi måske en podcast eller en uddannelse. Altså så på den måde er der også virkelig meget glæde og frihed og smukke oplevelser, også i det rum, hvor man går til noget traverinformeret, eller med interesse for kroppen historie, fordi lige pludselig kommer vi måske også i kontakt med dele, vi har glemt, og her fylder jeg mig faktisk lidt mere støtte, end jeg lige havde husket det, fordi jeg har skabt en idé om, hvordan det var. Og der kan man sige, at travmer kommer til at lyde meget negativt. Men jeg bruger ord på den måde, at det holder rigtig meget glæde og potentiale også. Og så ordet prægning lidt mere neutralt, men præningsorienteret kropsterapi lyder bare ikke sådan specielt godt. Og der ikke mere fanget af ordet. Det fanger, og det er jo også en reel del, at vi har nogle af os har noget med, som har gjort, at det på et tidspunkt var meget, meget, meget svært. Så svært er vi næsten ikke kunne være, og det skal heller ikke underkendes. Heller ikke, hvis vi ude fra set har haft et liv, der burde have været nemt som børn, ikke eller. Jeg er meget glad for, at vi sådan giver lov til, at det kan være meget nuanceret. Noget kan faktisk ud fra set fint ud og har været rigtig, rigtig svært. Og der er det vigtigt at kunne snakke om travra, synes jeg.

SPEAKER_00 16:24

Så det er heller ikke for at negligere det. Nej, så det ikke. Kan man sige, at travmer på en eller anden måde, så også er en slags overlevels tilpasningsstrategier helt sikkert. Og undgåelsesadfærd. Og det du også nævner med hvor meget det rummer af glæde og kærlighed og styrke. Jeg føler også, at det taler også ind i den styrke det omkring soverhed, du siger, som den terpi form, hvor kræver, og som måske flere men også tør at gå ind i. Fordi når vi så være sover med det, der aller mest svært. Så er du da, vores største potentiale, der ligger. Og det, hvor man ser det sådan, at vores største frygt, når vi tør møde den rummer faktisk vores største superkræft. Og det kan jo være lidt ironisk, fordi det er det, jeg allermest vange for.

SPEAKER_01 17:15

Ja, altså, og det er jo virkelig interessant. Og samtidig så er der jo også fordi det kunne også godt tage lidt i det her med, som jeg i hvert fald jeg fra 81, og der var meget sådan i 90'erne snakkede man meget om, alt hvad du er bange for, det skal du kaste dig ud i. Og der kan man sige, at der har vi virkelig lært i forhold til viden om nervæssystemet, at det fungerer sjældent særligt godt. Men det fungerer til gengæld rigtig, rigtig godt at gå til grænsen af, hvad du lige kan være med og stadig føle dig okay, støttede. Og at det, vi faktisk har kapacitet til, det kan godt starte med at være meget, meget lidt, og så kan det langsomt blive mere. Og det kan det jo mest, hvis vi kan læne os ind i relationer eller i nogen, der tør være med os i det, der føles svært. Så derfor er der jo også den gave, at når nogen har gennemgået sådan en svær proces, så kan de også tit være med til, at de. Vi kan ikke give andre med os, men så kan vi være med til at ture være med dem i det sværre. Og så kan ens kapacitet langsomt blive lidt større. Altså kapaciteten faktisk for at rumme ubehag. Og så kan vi være flere steder med flere mennesker, gør nogle af de ting, vi måske drømmer om, uden at hoppe langt uden for vores trygghedscirkel, eller vores kapitets cirkel, eller vores tolerancevindu, kalder man inden for terpien. For så bliver det hele bare lidt mindre igen. Men vi kan bevæge os der i kanten, og så kan det langsomt udvide sig. Og tit ved noget af det, som virkelig kan føles utrygt og svært at udforske. Det vil være noget af det, som det tror jeg virkelig, at du har ret i, som kan bringe meget glæde med, så hvor der er et stort potential. Jeg skal virkelig ikke lave noget i store fællesskaber omkring et eller andet og sådan noget, okay. Og så begynder at udforske, så kan det være, at der virkelig er noget guld og hente det ikke, hvis vi går langsom nok igennem det, til at kunne have kroppen med, ikke?

SPEAKER_00 19:26

Så du taler du også ind i, at det er en proces og ligesom ud det her tolerancevindue. Er det muligt at arbejde med alle nu bliver vedet traver, eller er der nogen, der så siger uhalbredelige?

SPEAKER_01 19:41

Ja, det ved jeg ikke, om jeg lige har svaret på. Jeg tror i hvert fald, at bare det, at vi begynder at interessere os for, hvordan vores historie lever i os i dag. Lidt mere end at tro, at vi har bare den personlighed, vi har. Så begynde at interessere sig for, hvordan kommer det til udtryk, og også interessere sig for de dele af os, der er forandrlige, så som tilstand i nervesystemet. Det der med, at jeg er blevet nødt til at undgå, jeg er blevet nødt til at fryse, og jeg er nødt til at kæmpe at de ting er forsvar ofte og kan få mange flere nuancer. Jeg kan faktisk begynde at bevæge mig meget mere frit i verden. Så jeg vil sige rigtig meget, af det, vi har med os, og hvordan det kommer til udtryk, kan blive meget anderledes. Og så er der nogle mennesker, der så tidligt i livet, det er sådan min egen fortolkning af det, jeg har læst, og det, jeg har oplevet med klienter og sådan bare så menneske, at der er nogen, der har fået så lidt ressourcer med så tidligt i livet, at det kræver virkelig meget. Og det er ikke noget, vi har spor fokus på. Så derfor så er det næsten umuligt for nogen at nå til et sted, hvor de reelt kan skabe de herforandring for dem selv. Men jeg håber, at vi kan gå lidt mere fra sådan traumeinduceret til trauminformeret samfund, hvor der kan komme et fokus på. Det også meget af det, vi ser i psykiatrien og omkring kriminalitet og sådan, at folk udlever mønstre, som de er blevet nødt til i deres spandom, det ser vi alle steder. Og hvis de nu langsomt lærer, at det behøver de ikke, så er det ikke sikkert, at det forsvinder, eller de lige pludselig bliver et helt andet menneske, men det tager måske lidt mindre plads. Og det der øjeblik, hvor det så tager over hele systemet, kan man måske altså. Det kommer måske ikke så meget til udtryk så voldsomt, som det gør for nogle mennesker. Men jeg ser det meget som kan godt lide, at alting er linært, og nu er det travel med slut og så videre. Og det er jo mere sådan cyklisk, at vi kommer tilbage til ting, vi har besøgt med lidt større indskær. Og så, nu larmede det alligevel igen og sådan. Men så igen den der kapacitet til at være med, nu bliver jeg rigtig vred, det kan jo, det må jeg godt faktisk. Eller nu. Nu kommer jeg ikke gen til at gøre det der vores hedder det forståelse for os selv, og samtidig også vores evne til at rumme, når noget bliver intenst, når den bliver større, så handler vi anderledes, så er vi anderledes i verden. Så det er jo ikke sådan lige et ja nej spørgsmål, eller svar. Men jeg tror, at i forhold til, hvordan vores fokus er på det nu, så kan det i hvert fald for de fleste mennesker med noget fokus og så noget støtte, som ved noget om de ting, og hvordan de sætter sig i kroppen, eller er kommer til udtryk i kroppen, der kan det i hvert fald blive mødt langt mere hensigtsmæssigt. Det er helt sikkert.

SPEAKER_00 22:55

Og en super vigtig pointe, du forner med den her mere cirkulær proces, fordi det genkender i hvert fald selv, at tidligere terapier og mere kognit terapier, at der, jo mere jeg vidste om mig selv, jo mere opstår der også lidt en frustration, når jeg gentog mit mønster. Ja. Så den der lidt mere vildhed omkring, at det skal rygser i en proces. Jeg tror, jeg havde hjulpet mig i stedet for at stå og slå mig selv overhovedet. Nej, nu ved jeg det her julet. Hvorfor bliver du ved?

SPEAKER_01 23:26

Ja. Og så synes jeg virkelig, at du er, du har virkelig fat i noget af jeg sendeten med den her podcast i forhold til det her med at det travmer er noget. Det er sådan noget, der begrænser lidt. Men det du sådan snakker om her, det der med, hvordan bliver jeg mere mig selv? Og det tror jeg i virkeligheden er et vigtigt spørgsmål. Altså, og måske er den måde, jeg er på, noget, som jeg ser totalt ned på lige nu, eller som jeg synes er helt vildt lærer lige, eller jeg har fået vide, jeg slet ikke skal være sådan. Måske er jeg ret anderledes, end jeg er blevet nødt til at være i verden. Og nysgerrigheden på sådan. Okay, lad mig lige finde ud af at lære det her mennesker at kende. Jeg kan huske, at jeg engang så, det er Runaway Bride med Julia Roberts, hvor hun har været gift, og hun løber væk fra de her mænd. Og så skal hun lære sig selv at kende. Og så skal hun finde ud af, hvad for nogle ikke, hun kan lide. Og så begynder hun at lave spejlægger alt muligt af sådan. Nu skal hun lige finde ud af, hvad for nogle af, hun kan lide. Og det kan jeg så den film for sådan 15 år siden, da jeg var i gang med noget lignende sådan. Og det ramte mig simpelthen så meget. Det der med sådan, at sætte sådan noget og finde ud af, hvad kan jeg lide? Det der med at flytt centrum hjem. Og så tror jeg, at i den proces møder man de her mønst og travmer osv. Men der er noget meget vigtigt i det, du siger der med at komme i kontakt med det. Ja.

SPEAKER_00 24:55

Og du at stille sig det spørgsmål. Det er jo. Jeg er jo virkelig så nemlig for, at du også springer det frem, og det er det, jeg har nok ført mig til. Jeg har lyst også til at skabe den her podcast, fordi det har hjulpet mig med noget støtte i det spørgsmål, som jeg blev ved med at stille mig selv dengang, jeg mistede min far dengang. Jeg er nok ikke helt klar over, hvad jeg mente. Hvert fald ikke på den måde, som jeg forstår det i dag. Men jeg tog bare mig selv lige så meget, at jeg undgå til adfør, jeg blev ved med at sige, at det her er jo ikke mig. Og så startede spørgsmålet, men hvad? Hvad som mig? Hvad er mig? Og blev meget pludselig sådan, Gud render så rundt og ikke mig. Altså det blev jo en meget stor diskussion med mig selv, som jo bare fik mig til at grave dyre og dyre og dyre til det ord, jeg så bruger i dag, som jo så meget populær, men autenticitet. Er jeg mit produkt af min traver igen med det ord, eller hvad er i selv sådan egentlig?

SPEAKER_01 25:49

Jamen, det er jo det. Og jeg tænker også, at der er noget andet væsen, du bringer ind omkring det, som er, at det er jo også noget af alle spirituelle tekster nogensinde har berørt, og det er der med, at vi, at der i hvert fald mange af dem, jeg har været i kontakt med, at vi skal igennem en del ledelse, før vi stiller det spørgsmål. Og der kan man sige, at jeg kunne da godt ønske, at der var mange, der dukkede op på min brigs på et eller andet tidspunkt, men jeg oplever faktisk, at der, hvor der sker en forandring, det er når kroppen overgiver sig til, at det her er mere, end jeg kan klare med det, jeg ellers har haft af strategier, som har virket og som er passet på mig. Så nu bliver jeg nødt til at lade det hele. Det er også min egen erfaring fra mit eget liv, som der er flere omgange, at nu er det simpelthen for svært. Og så, altså at rame bunden eller leksernet overgiver til gålet, eller hvad man nu gør, begynder at undersøge, hvem man egentlig præcis. Stiller sig selv det spørgsmål der. Og der kan man sige, at der er det lidt svært sådan at sætte på formel for mennesker, hvor de måske ikke er helt det sted. Enten skurrer det ikke nok i maskineriet, ellers så er der andre grunde til, at det ikke bliver det, der kommer så meget op. Men der jo flere og flere, der stiller sig selv det spørgsmål i den her tid. Og jeg tror, der kommer til at være endnu flere i de næste par år, bare det kommende år. Fordi der er øget pres på os. Og det er vigtigt, at det er ikke vigtigt, at vi skal lede det slet ikke det, men at når vi møde, som føles ubærligt, at vi så får muligheden for at bruge den der bund, vi rammer som sådan et stærkt fundament, fordi det som kan rejse os fra et lidt mere autentisk sted.

SPEAKER_00 27:48

Og det er jo det, der ligger jo i den store livskrise af den ene landform, der ligger jo lidt af potentialet, selvom det er rigtig svært at se, mens man står i det. Men hvis man kan forstå at tage den gave, så kan man også for den sov og den særlig og afhængig af hvad der sket, kan man ikke nødvendigvis fjerne eller den savn, eller hvad der kan ligge i episoden, men man kan undgå også at mære sig selv, eller man kan opnå at finde sig selv.

SPEAKER_01 28:14

Olevede du, at der var noget specifikt, der fik der til at stille det der spørgsmål med hvem er jeg så? Det her ikke mig.

SPEAKER_00 28:23

Jamen det var helt tilbage, da jeg var 19 år, jeg miste min far. Der kan jeg huske, at jeg havde en ret usundt sove proces, altså enormt stor undgåelse, og jeg fortrængte helt vildt. Og jeg for måde, da jeg ser tilbage, meget imponerende, at virkelig sådan del mit liv op i to, der var den der jul, der bare var evig glad, evig og sjov, og det hele skulle bare være der ud af. Som kostede enormt meget, fordi det var en overlevelse og en undgåelse. Men i den anden del gav mig heller ikke plads til at mærke, så det var bare sådan en bobl, der ikke blev kommet frem ved vred. Jeg tror, det var meget tydeligt for mig at se ligesom julet før og efter. Jeg begyndte bare at blive tydelige omkring, og det var min omgivelse også, og især min mor sådan. Der var en vrde, og der var nogle reaktioner, hvor der lige var sådan, hvad det, og det var åbenlyst, når man ser tilbage. Men vi talte ikke ind i sorgen. Og det fik mig til at stille det der spørgsmål, det er jo ikke mig. Det var jo ikke lidt at kørte imod. Det var ikke mig. Og så pludselig begyndte jeg sige: hvad er så mig? Og det ledte mig jo ind på en lang rejse, hvis man så kaldte det med mere klassisk samtale terapi, og jeg forstået og forstået meget af mig selv. Men det var viddeligt først, da jeg kom ned i kroppen, at ting ændrede sig for mig. Men det var for mig, var det den krise at stå i sådan en stor sov, der fik mig til at forstå, okay. Det har fået mig virkelig på afveje. Og det er jo det, som du også lige har nævnt ikke, hvordan den store udfordring og krise i livet kan give en den åbenbaring. Det har været en meget lang proces for mig at forstå det og nå til gaven i det, hvis man skal kalde det. Og jeg tror, at det, jeg enderligt ønsker, blandt andet også med den her podcast, det var netop at fundet viden ud til, at man langt hurtig er processen, kan åbne op for den proces. For man kan jo ikke fjerne nødvendigvis sjoven eller savnet, nu de taler i forhold til, hvis man har mistet, men så kan man i det mindste få den styrke med, som der ligger i det. Så det har været lang, og er en lang proces.

SPEAKER_01 30:34

Men det er meget fint, det der også med, at kunne se, at der var måske lige et øblik, hvor vi kunne have. Og det handler nok om det her, ikke. At der. Nu er jeg født i 81 ikke, og der var i hvert fald heller ikke i 90'erne. Og vi snakkede jo ikke om de ting, der nu var. Så jeg tror, det virkelig er noget af det der med sådan, at ja, vi kan godt gå om gråden, og det kan bygge sig op, men vi kunne også ses. Vi kunne godt lige få nogle hjælp.

SPEAKER_00 31:05

Og noget, der faktisk også var en stor del af min indgangsvinkel til at stille med de her spørgsmål, det var faktisk apropå, at min krop jo, brukket sig helt vildt. Og jeg begyndt at få mange udfordringer med min fordøjelse. Altså, den var helt umuligt. Og mine hormoner var gået helt i rod, og min cyklus, der var nærmest ikke nogen. Og det begyndte jo også at tale ind i, jo ikke være rådår sagen her. Og det leder mig egentlig faktisk lidt til det næste spørgsmål, fordi vi taler jo ofte om, at kroppen virks altid det bedste. Men både som jeg selv oplevede tidligere, så tror jeg rigtig mange, der oplever, at kroppen den larmer, man har kroniske smerter, man er fordøjelsen og lidelser. Når kroppen lidt kan føles som en modstand, og hvad er ofte budskabet her?

SPEAKER_01 31:56

Det er jo altså et godt spørgsmål. Og det er virkelig interessant, fordi det er jo også noget, jeg ofte møder, at der er nogen, der kommer til krobsterapi, og virkelig har ondt, eller lider, eller har fået en funktionel ledelse eller en diagnose, eller jeg har dårlig fordøjelse og såvide så videre, kan føle, at kroppen angriber, og den har jo nogle gange også fået videre, ikke den gør. Og der kan man sige, og det er, der er ikke sådan rigtig nogen anden måde for mig sådan at sige det på, end jeg tror faktisk, altid kroppen bliver det bedste. Og jeg har ved ud også haft en krop, der har virkelig larmet i barndom og ungdom og lagt op i 20'erne og hos i 30. Men jeg ser det lidt ligesom det besværligt barn. Altså jeg kan godt lide et billed med det indre barn, men jeg bruger også tit kroppen som billedet på vores indre barn. Altså hvor er de steder, jeg ikke fortaler mig så meget af mig selv. Og noget af det, vi ikke altid er helt klar over, det er, at vores nervosystem, og hvordan vi reagerer på ting, og om vi er i der er sådan forskellige dele af vores nervosystem, især det er sådan selvstyrende nervøsten, som kan udskille enormt meget hormon, som enten stender os i gang, altså adrenalin, eller som faktisk undertrykker vores immunforsvar lidt fordi kroppen er blevet så overbelastet, at vi bare skal køre på, hvis det er sådan langtidsstress, så er det mere det her kortisol. Og både adrenalin over længere tid, og især kortisol, som kan være forbundet med langtidsstress og det, man kalder depression. Det er tilstande, som går ud over balancen mellem alle vores forskellige systemer i kroppen. Blandt andet vores fordøjelse, fordi vi lukker af for evnen til at lave bevægelse i tarmen, optagelsesevnen og sådan noget. Så selvom vi spiser sund, så optager vi ikke det, vi spiser. Så på den måde kan man jo leve helt perfekt og med god træning og spise alt det, man sådan ligesom har lyst eller gode ting fra kroppen, men hvis vi ikke kan optage det, fordi vores krop er i overlevelse, så hjælper det faktisk ikke. Og der kan man sige, at det der med at orienterer over tid og orienterer mod ting, der er rarer, ikke fra vores tanker, men fra vores senser. Og begynde at vende nervelsystemet til ikke at være i utrykked. Det er en måde, man kan arbejde med sit nervosystem på. Vi er sådan af kortlægte, finde ud af, hvad det er, der egentlig trigger mig, hvad det er, der sætter gang i de her forskellige respons i kroppen. Så det er ikke sådan, at vi bare ser væk fra faren, og vi ikke, men vi orienterer, fordi vi har den her negativitspejers, hvor vi hele tiden skal have øje med, om der er nogen, der ikke kan lide os, eller farer eller lyder osv. Og hvis vi bliver vores sansesystem, ikke via vores tanker. Det er da også nogen, der gør. Det er ikke den måde, jeg arbejder på. Men via senserne orienterer mod ting, der er uproblematiske og nogle gange kedlige. Så kan vi over tid regulere til at orientere mod tryghed frem for utryghed. Og det er blandt andet noget af det, som Tiguddannelsen også og tik tilgangen bygger på ud fra forståelsen af det autonomet nervesystem. At vi kan langsomt vende os til. Det er også travmeformeret, og orientere mod tryghed i relationer i kroppen. Og for nogle skal vi ikke starte med kroppen. Vi skal heller ikke starte med relationer. For nogle er det trygeste og løben tur, så der er heller ikke nogen one size fits all. Men hvis vi arbejder med nævresystemsheldbred, så må vi med folk der, hvor de er, og så over tid kan det gøre, at kroppen nu kan optage tingene, og at de ting, der skal kroppen den har ligesom det her energiregnskab, hvor vi spiser noget. Alt hvad vi spiser, laver, gør, lytter til, ser bruger kroppen til i løbet af dagen. Det er et output. Det er noget, vi gør, noget vi bruger af energiregnskabet, og så er der det, vi sætter ind på, hvis man skal stille det sådan meget skarpt op. Og der er nævnsystemet, altså den, der forhandler de der ting. Så hvis vi har et system, hvor der bare lukket for optagelse, og hver gang vi løber en tur, så overtrækker vi over på vores energiregnskab. Vi får heller ikke sove nok. Og så begynder, så får vi problemer med kroppen over tid. Og derfor så gælder det trauminformeret fokus. Det er interessant for alle instancer i samfundet. Det er interessant, at hvis vi utrykker, så kan vi ikke komme os over et brækket ben lige så lidt. Hvis vi udtrykke føder vi dårligere, har jeg sagt, så er det svær for os at komme i en tilstand, hvor vi kan understøtte den proces. Så tryghed er individuel. Man kan ikke bare sige fodbad til alle, men tryghed er væsentlig for vores krop. Det er væsent for vores måde at brøde balance mellem kroppen og systemer. Og især hvis den har nogle komplekser ledelser, eller den måder, den udtrykker sig på, som virkelig er problematiske for os. Men jeg vil sige, at der er altid sundhed i det, fordi den gør det bedste, den kan med de ressourcer, den har. Så det at lærer om, hvordan vi kan give større adgang til kroppens ressourcer, og lærer også at lyt til den. Fordi, hvis vi ikke modtager signalerne, hvilket vi lærer meget tidligt og lære med, at vi skal undertrykke dem, vi skal skønne os på toilettet, og vi skal tænke, vi skal benævne ting, og vi skal forstå, og vi skal kunne stavbe til ting, før vi kan mærke, altså før vi lærer rigtigt og integrere vores senser til forståelse. Og derfor så det at styrke den der sandselighed i kroppen og fornemmelsen af og modtagens signaler, det gør nogle gange, at den ikke behøver at sende dem helt så voldsomt. Så frem for at blive vred at gå i krig med de steder, der larmer, sådan og lyt til dem, ligesom et barn, der råber ind i hovedet. Det har man ikke lyst til altid. Men søn kan også om morgenen så Ja, og jeg sådan, nej, nej, stop. Og så nør jeg rent faktisk siger: Okay, fortælle mig. Så råber han, og så har han fort det. Så stopper han jo igen.

SPEAKER_00 38:48

Jeg er helt vildt med din måde, beskrive på, ja, at kroppen jo faktisk. Jeg set det som et barn. Jeg er også overbevist om, at kroppen altid vilder det bedste. Og bare for at tage mit eget eksempel igen, jeg kunne jo se med det, du tænker ind i med sundhed, og om kroppen overhovedet egentlig kan tage imod det. Fique. Jo mere jeg var frustreret over den her situation, jo mere jeg. Papiret leder jo så stundt og spist alt, hvad jeg skulle gøre. Og lede jo så perfekt sådant med det var, som om, jo mere jeg gjorde, jo mere gik det hele kunden. Så det var også virkelig det der med, som du siger med glæden og trygheden, det er jo afgørende for den her balance på opstår. Det er fordi, man skal kaste alle de gode vaner ud af vindet. Men der var også i hvert fald et lag dybere at kigge på, hvis kroppen bliver ved med at lamme. Og jeg vil i hvert fald ønske, at jeg tidligere, altså mange år tidligere i processen, havde forstået at tage de her snaler. Alvorligt, eller i hvert fald begynder at stille nogle dybere spørgsmål. Fordi jeg gig jo selvfølgelig til læge, og man skal selvfølgelig også få udelukket alvorlig sygdom. Selvfølgelig. Men hvis man står der, og føler, man ikke rigtig har nogen svar, så det er jo virkelig værd at begynder at tænke. Okay. Hvad er måske på spil her, som ikke handler om, jeg skal spise flere svisker, eller hvad det er, hvis man har noget fordolligt?

SPEAKER_01 40:03

Ja, og det får mig også til at tænke på det, du fortæller, at jeg har en lærer, Nikolaj Jespersen, som du også har haft her i studiet, og han snakkede for nyligt om, da vi bare til noget undervisning, at vi snakker i vores samfund meget om det her med, hvor ond gør det på en skala fra ikke til tid for eksempel. Hvis vi kommer hos læge, eller kan spørge om noget i den retning. Men det er meget sjældent, der er nogen, der spørger os, hvor ret føles det?

SPEAKER_00 40:33

Ja, det må da aldrig blevet spørg.

SPEAKER_01 40:36

Hvor nyelsfølgt er det? Og der er jo rigtig meget i vores krop, som responderer enormt godt på, at noget føles rart. Vi forbinder meget det der med rart med enten noget sådan seksuelt eller et eller andet, sådan hvor vi lige hurtigt skal tilfredstille et eller andet. Men jeg oplever også fra min egen sådan arbejde med mit eget nørgsystem, at når vi orienterer mod sådan lige nu, så er der sne og der er sol. I øjeblikker. Det føles. Ej, jeg kan mærke det her i kroppen. At der også er plus på den der. Og også når vi spiser noget. Det er ikke sådan et område, jeg er særlig fordybet i sådan fagligt eller sådan, men hvor der er den her svæsk og spise, eller spiser jeg noget tvang? Og hvordan har jeg det med at skulle lave den her træning? Og det, altså, og det ved jeg fra dansen, at hvis jeg tvinger min krop til noget i dag, så er det sådan lidt ligesom et barn, der ikke ved noget. Ik sådan nej, det skal vi ikke. Hvor hvis det er sjovt, og jeg går legne til det, og jeg kan mærke, jeg nyder det, så er der meget mere adgang i binder hjalt. Så det kommer jeg lige til at tænke på med det, du fortæller med og spise alt det rigtigt her præcis.

SPEAKER_00 41:53

Og mange af dine klienter er der noget, de er, når de går et forløb på dig, kan de være overraskede over, når de begynder at opleve lindring, eller kan begynder at hele lidt nogle af de her. Ja nu bliver ved med året, traumor. Mej, det er fint. Ja. Kan de blive overrasket over, hvilken konsekvens og hvor meget det rækker ud i deres liv, når de begynder at kunne mødes selv anderledes, at hvilke ændringer oplever de, det har på deres liv.

SPEAKER_01 42:25

Jeg oplever, det måske ikke tætest med dem, der går på uddannelsen, som jeg har, fordi de jo kommer på en rejse med deres eget materiale, og selvom de også behandler en masse, så kommer de jo også en masse i hænder selv. Og der oplever jeg, at det virkelig kommer til udtryk meget forskelligt. Og for nogen gør det, at først bliver det faktisk rigtig svært. Så er der nogle ting i livet, som de måske ikke helt har været i kontakt med, som ikke længere føles rigtige, og som de får lyst til at ændre. Og det er ikke sikkert, de skal det, eller de altid gør det, men det er lidt en svær proces, der kan være noget sov forbundet med at have brugt noget tid eller livet sit liv på en måde, eller kun været fokuseret på at skulle frem i livet. Eller netop så lige pludselig får adgang til at være til stede nærværende i kroppen med sine børn. Så det kan der også være noget sværd, og noget sfuld, så det er bestemt ikke, fordi det altid er sådan rart at få mere båndbredde. Nogle gange er det først sådan lidt overvendet eller sorfuldt, at vi har været nødt til at være i livet på den måde. Og så oplever jeg faktisk, at jeg skal hjælpe, også især mine klienter med at lægge mærke til det. Fordi, vi har det her fokus på trussel og utryghed. Fordi vi jo sådan evolutionert af stadig lever lidt på så vanden. Så det der med at sådan, så det har faktisk ikke larmet. For det fylde rigtig meget sidst, vi så hende tog hinanden, der snakkede. Nå ja nej, det har jo ikke været et problem. Okay. At vi glemmer lidt at lægge mærke til, når tingene går bedre. Så lige pludselig er det sådan, hård, så når det kommer tilbage, så er det, at Gud sådan her havde jeg det jo engang. Nej, nu kommer det igen, ikke. Og kunne hjælpe med at få lidt nuancer i sådan, så har det faktisk været anderledes. Og nu er det lidt ligesom det var dengang, men er det helt det samme? Ej, det er ikke helt lige så slemt sådan. Og så begynder tingene at få nogle nuancer, fordi vi får ikke lige pludselig bare sådan et liv, hvor vi kun er rolige og glade. Vi har alle de samme problemer, og det er stadig besværligt og svært, og der sker svære ting i livet, men vi får lidt mere mulighed for at være med det uden at gå fuldstændig i overlevelse enten og kollapse eller blive så stresset og overvældet, at vi slet ikke kan noget som helst. Og det er det. Det er det jo sådan ret subtilt. Jeg er ikke så specielt stor fan af, at ting nødvendigvis skal være sådan enkeltstående, meget overvendende forandring. Nogle gange, så oplever jeg, at der er nogen, der har de oplevelser med, det her fylder faktisk ikke mere nu. Nu har det har jeg faktisk lukket nu. Men rigtig ofte så er det sådan med, at lidt efter lidt, og så rigtig meget integrationsdelen, at de får noget at gå ud af døren med, hvor de rent faktisk kan begynde at orientere mod de her små ånehuller, eller lægge mærke til, hvordan tingene bevæger sig i starten, måske sådan, hvor nu reagerer jeg sådan her. Interessant. Og så kan langsomt begynder at blive bevidst om det ikke. At det er sådan en lidt mere langsomelig proces. Ja, men jeg oplever, at det er fuldstændig fundamentalt for andre for mange. Og det har det jo også været for mig selv. At komme i kontakt med flere af de her lager af hvem jeg i virkeligheden er, og hvad der har der har gjort også, altså hvordan det er kommet til udtryk i kroppen, hvordan jeg er blevet nødt til at være her.

SPEAKER_00 46:18

Ja, det har jeg også oplevet, at det har både været det mest fantastiske, jo mere kontakt, jeg har oplevet, men det har også på nogle område været ret konfronterende. Fordi som du siger, man vågner op til, at det her stemmer ikke helt overens længe, eller det her, det var en relation eller en situation, jeg har tilvalgt af nogle forkerte årsager. Så ikke det skal være opbrud med alt, og så nødvendigvis, men det der med, det der trods alt har været gennemgående, uanset om jeg så har stået i en svær situation med noget, jeg skulle gøre op med, eller jeg har bare haft rogen inde i, ja, som jeg så ikke har haft tidligere. Den der med, det er det svært, men jeg ved det rigtigt. I stedet for, det her er det svært, og jeg ved, hvor jeg skal hen. Nej. Der har alligevel den forskel. Der er stor forskel. Hjemme forskel. Det er en god point. Jeg kunne godt tænke mig at tale med dig om nervesystemet. Det er jo blevet ret populært, har jeg lyst til at sige. Der er rigtig mange, der begynder at tale om det, og det er synes jeg jo kun er rigtig, rigtig godt. Du arbejder ud for den polyvagale teori om det autonome nervesystem. Kan du fortælle os, hvordan går ud på, og hvorfor navvelsystemet er så vigtigt?

SPEAKER_01 47:28

Ja. Jeg kan prøve. Jeg er jo i gang med at skrive en bog, der udkommer på gad om traumar her til mig. Så spændende. Og der er blandt andet noget det her med at prøve at formidle noget af den polyvagale teori på dansk. Og ja, det kunne jeg snakke igen om, men det er noget af det her, jeg har berørt tidligere, eller vi snakkede om med de her selvstyre tilstand i nervosystemet. Og nervsystemet og kæmpe. Det her er en lille del af det. Og det autonom nævnesystem har ligesom ud fra den polyvagale teori. Sådan tre dele har en del, der forbinder os med andre, som gør, at vi kan være nærværende og til stede, og især sådan i social kontakt, også forbundet med vores følelsesliv, sådan hjerte og ansigt og udtryk, og jeg kan sidde her og sendt tegn til dig på, at jeg er tryg og veltidpas, og du kan modta dem og sende tegn tilbage, så det er meget den del, der er vores sociale engageringssystem, kalder Steven Porters det, som har udviklet polyvergalt turen. Så er der en del af vores nervosystem, og de her dele vareter også alle mulige andre funktioner i kroppen, men sådan i forhold til traumor og vores adfærd og trivsel. Så er der en del, der sender os mere sådan i kamp og i flogt kalder man det, men det er også den del, der bliver aktiveret, hvis jeg gig uden for begyndt at løbe. Som sender adrenalin ud i kroppen. Vi kender, at det ikke er lidt sammen følelsen af sådan enten at blive meget, meget vred eller faktisk utryk og skulle væk, og at det er et spektrum mellem lidt irriteret til meget bange. Det er sådan en den del, vi har forbundet før i tiden med traumer. Men den del, jeg er rigtig interesseret i, det er så den tredje del, som også er en del af vagusnavnen, som jeg tænker måske har været i spil for dig den gang med din fordøjelse, så i hvert fald for mange af os, hvis vi er vokset op, og det er jo slet ikke det, der nødvendigvis har været i spil for dig, fordi du har også oplevet sådan en større trame der i teen i årne. Men for nogle af os, hvis vi har vokset op med og skulle bruge ret stor energi på at holde styr på vores omgivelser, eller undertryk os selv, eller på en eller anden måde har måtte altså ikke helt få opfyldt vores behov, eller respekteret vores grænser, det kan komme til udtryk på al muligt måde. Det behøver ikke have noget at gøre med at have haft nogen helt forfærdelige forældre eller noget som helst. Det kan have noget med alt muligt at gøre. Men hvis det ligesom har været sådan, så har den her del af vores vagusnave, som er den, der enerverer, snakker med hele vores buhule, også med hjerte og lunger, men især sådan fra åndedretsmuskel og ned. Den lukker simpelthen af for vores evne til at mærke os selv nuanceret, og for vores evne til at optage det, vi spiser til at restituere sådan og finde ro. Men det har et udtryk, som ikke nødvendigvis er særlig aktivt eller ud af reagerende. Tværtimod så er det sådan nærmest underreagerende, så vi fryser, altså vi går måske sådan. Vi har måske lidt en fornemmelse af at have sådan spid og bremse samtidig, og vi kan godt få en masse ting ud, ført, men vi har en fornemmelse af ikke helt at være i kontakt med maven, og at den sådan ikke så god fornemmelse for os selv fra brystet og ned. Det kan der også være andre grunden til, men det kunne være en af dem. Og så er det også den del, der sådan kan gøre, at vi kan blive faktisk aktivt pligsen, og prøve at have sådan nogle lidt komplekse strategier, som stadig er sådan underdænge, eller sådan ekstremt tilpasset, jeg kalder det tit sådan de underreagerende tilstande, også hvis vi stikker meget af fra livet og fra kroppen dissocierer. Altså ikke rigtigt kan være nærværende, men spæser helt ud, eller drømmer os ind i andre verden. Det kan også være forbundet med den del. Og det er lidt svært at fange, fordi vi i virkeligheden i samfundet har bestemt, at den gruppe, der reagerer og har ad før på den måde, de er egentlig okay. De sørger lige for udbordet.

SPEAKER_00 51:38

For meget godt i samfundet. Ja.

SPEAKER_01 51:40

Og børnene laver deres lektier, eller måske ikke i hvert fald, og sidder stille og så videre så videre. Men også altså, det igen generaliserende. Det er ikke noget, jeg sådan. Det er der faktisk også lavet noget forskning på, men det er ofte piger og kvinder. Der er noget kulturelt, som jeg ikke ved helt så meget om forbundet med det, tænker. Men jeg synes, det er meget, meget interessant, når nogle af de her underreagerende tilstand i nervosystemet for større range, for mere fleksibilitet. Fordi så kan vi faktisk nogle gange få aktiveret den her sympatiske del, det her kamp flugt, det her adrenalin, som ude fra set kan se ud, som om, at nu er vi mere utrygge, eller nu er vi i hvert fald mere besværlige, vi bliver måske vrede, vi ser måske nemmere fra. Men der er faktisk mere ressourcer tilgængelige, når vi er der. Det er sådan et mindre utrygt sted. Det er stadig utrygt. Men hvis vi får adgang til lidt mere, ikke kun at være i de underreagerende, men også at kunne reagere på ting, så har vi lidt mere bøndbredte. Og hvis vi så i dag også, vi altså helst kunne have adgang til dagligt og for det meste, kan forbinde os med vores følelsesliv og med andre mennesker. Kan modtage de tegn, de sender til os tegn på tryghed, kan sende dem tilbage. Selvfølgelig også tegn på utryghed, men er vi sådan, fordi de der underreagerende tilstand gør også, at vi lukker af for vores evne til at bruge vores ansigt, altså om ikke. Vi kan heller ikke helt se. Vi kan ikke modtage folks ansigtsudtrykt rent. Vi tror, at de er vrede, når de smiler til os eller bange. Og sådan er vi, der har lavet en masse forskning på det der med sådan den sociale del og nærsystemet. Hvis vi ikke har adgang til det, hvordan vi så tolker tegn på trussel alle steder i virkeligheden, også hvor de ikke er der. Så det synes jeg er sindssygt interessant.

SPEAKER_00 53:52

Det er vanvittigt fascinerende også, fordi de rækker jo bare ud i alt. Og alt hvad du beskriver om bagusnav og hvilke problematikker, det var jo lige der. Ja. Lige der bare. Den gode nyhed er også, at alle de udfordringer havde med fordøjelsen og hormoner alt, har intet af det længere. Nej. Men i sekundet, min mave begynder at vokser, så ved jeg så enkelt også, Julet, du begyndte at undertrykke noget, du begyndte ikke at lytte igen. Hvad er du bange for at mærke. Så det for mig også blevet min målestok på, hvor apropos, autentisk, jeg faktisk lever, eller om jeg begyndt at holde været lidt. Så jeg synes faktisk, det er mit bedste barometer for, er du på din rette vej, eller du begynder at gå afveje i det.

SPEAKER_01 54:33

Det er jo altså pretty advanced, vil jeg sige. Hvordan det på den måde? Fordi det jo netop det, det kan, at når kroppen har fået, man kan sige det på den måde, eller jeg kan godt lige at sige det på den måde, at hvis kroppen har haft succes med at lægge os ned med noget. Det kan være mig. Det kan være, at vi har fået en jernrøstelse, som så har sat sig. Så tyber den til det, når vi bliver tit, hvis vi bliver dresset, ikke. Og så er det lidt, om vi så kan lytte ikke, og om det er en skulderskade, eller om det er en diskusprolaps. Det kan så være mere kompleks, fordi det kan også handle om fordøgelse for en diskusprolaps og så videre. Det er meget fint at kunne se de der signaler fra kroppen som et udtryk for, hvor nu er der måske noget, jeg lige kan skrue lidt på, ikke vi lytter til den.

SPEAKER_00 55:32

Og det har taget mig rigtig mange år at nu der til, og vi sige, at det lykkedes heller ikke eminent for mig hver gang, men noget af det, der bedste til at få mig til, at lige sige, når Jule, hvad er det nu, det handler om. Det er netop, når maven begynder, og den går bare i stå, den bliver mega irriterende, men det når min frustration kommer ind over, så kan jeg bare genkende den, for den har jeg haft så mange år. Den er bare min reminder. Oh julet, når du bliver frustreret, og du siger, hvorfor, så ved du godt, hvad er. Men det er ikke altid det godt lige hurtigt i processen, men det kan i hvert fald være en god vejviser. Jeg kunne godt tænke mig, når vi nu taler om nævner, så er det jo en stor og meget kompleks størrelse, så det er sikkert et spørgsmål, man ikke bare sådan kan stille op på den måde. Men kan man snakke om, hvad er noget af det værste i godsøj, vi kan gøre mod vores nævresystem. Ja.

SPEAKER_01 56:25

Det er i hvert fald. Jeg kan altså lidt i takt med det, som podcasten, ligesom har udgangspunkt i, så tror jeg det, det der med, at hvis vi kommer meget, meget langt væk fra, hvad der føles, både hvad der føles autentisk, og også det her med sådan, hvad vores krop egentlig sender af signaler om, at den er tryg ved fra lige nervelsystemet, så er i hvert fald det autonome nervosystem. Der er det meget det her med, at hvad vi trygge ved har intet at gøre med vores idé om det, eller vores forestilling om, hvad vi burde kunne klare, eller hvor vores børn burde kunne klare. Det er meget individuelt. Og vi kan have meget forskellig tolerancevindu, kapacitet for tryghed inden for forskellige områder. Og fordi vi lærer og operere i verden ud fra vores tanker og vores idéer om, hvordan vi bør være, og hvordan der er også sådan stor interesse i, at vi skal være meget ens, hvilket vi jo ikke er. I hvert fald sådan, hvis vi skal passe ind i mange de her samfundsskabte bokse, som vi træder ind i meget tidligt de fleste af os. Så kan det jo være meget nemt at tænke, nom, det skal jeg jo bare. Det gør jeg ham det, eller hente det, og synes jeg, det er fint nok, gæng. Og for mit eget vedkommende, så havde jeg jo sådan en fornemmelse af, at da jeg først kom i kontakt med, hvad jeg egentlig følte mig tryg ved, at jeg faktisk havde overskrevet mine grænser på rigtig mange punkter. Med det liv, jeg havde levet, og noget af det havde været spændende og fint. Det er jo ikke så vidt, eller fint. Det havde givet mig meget. Men jeg havde aldrig rigtig været optaget af det her med min individuel fornemmelse af, at det her noget, jeg har lyst til at nærme mig, eller har faktisk lyst til at trække mig fra det. Og det er jo sådan en helt naturlig impuls, som spødbørn, og også børn i de første par leve år, udforsker. Nærmer sådan, smager på det, roder i det, væk fra det igen. Eller ah heret, når nu ejer hele det der spektrum. Og hvis vi ikke sådan helt, eller overhovedet har haft mulighed for at udforske det, før vi bliver hævet op i frontalaberne og skal kunne regne ting ud og sige ting, og være og kigge på de andre, og ud af kroppen, ud af kroppen, ud af kroppen, så går der kludre i den der ned fra op forståelse af verden, som jo er vores fødselsret, altså sanser, mærke tingene, forbinde dem med nogle erfaringer, det er følelser, og så forståelsen af dem, som vi så er begavet med som mennesker, hvilket nogle gange gør, at tingene er kluder helt op. Men fordi vi ikke har interesseret så meget for det her med, hvad vi senser, og hvordan vi skaber forståelse omkring det. Vi er bare gået til forståelsen. Så skaber det jo kluder i rigtig meget det her. Altså, så jeg tror virkelig, at det der med at prøve at finde ud af, hvad lige med hensyn til nervelsystemet, så tryghed. Hvad er tryg ved? Og det kan være, at jeg faktisk er tryg ved nogle ting, som jeg har tænkt, at det bør jeg ikke beskæftige mig med. Og omvendt kan det være, at jeg bruger en hel masse krudt og energi på noget, som faktisk aktiverer mit nævresystem. Enten lukker lidt ned for dele af mig, eller sender mig i alarmberedskab. Og når jeg så bevæger mig lidt inden for den her reelle kapacitet, altså ikke den, jeg godt kunne tænke mig, jeg havde, men den, jeg rent faktisk har. Så kan jeg begynde langsomt at udvide de der ting inden fra ud. Og der kan man jo se eksempler på mennesker i høje positioner rundt om i hele verden, som opererer langt uden for deres kapacitet. Altså hvor man kan have en fornemmelse af, at her er der i hvert fald ikke en kontakt til kroppen, og de der sådan impulser, som vi er styret af i høj grad, ikke, fordi vi er sådan en avanceret dyr, selvom det ikke altid er så populært at sige. Så har vi rigtig mange af de der instinkter med os og sensebaseret sådan ubevidste måder at reagere på, som vi godt kan blive lidt mere opmærksom på.

SPEAKER_00 1:00:51

Hvad er så det bedste, vi kan gøre for vores nævresystem.

SPEAKER_01 1:00:56

Ja, og det er også det med regulering, at det kan komme til at lyde, som om, at vi sådan skal undertrykke noget, eller det skal være, vi skal bare have det godt og være roligt hele tiden. Men et reguleret nervesystem betyder i virkeligheden, at vi har en stor båndbred, og vi kan bevæge os, vi kan reagere voldsomt, når der sker noget voldsomt, vi kan trække os for ting, vi kan fryse, vi kan pise, hvis der er brug for, altså at vi har adgang til alt det, som vi overhovedet kan som mennesker, og det, der ligesom er i den med det reguleret, det er, at det er rimelig afstemt i virkeligheden. Så hvis jeg for eksempel er langt uden for, altså går i totalt alarm med redskab, hver gang jeg får en e-mail fra min chef. Så er der noget i det, der på en eller anden måde fortæller noget om et eller andet. Fordi det er en meget voldsom reaktion inde i, som kræver noget af min krop, kræver noget af mit energisystem. Så vil sige noget af det sådan bedste, vi kan gøre for vores nervosystem, det er at blive nysgerrig på de steder, hvor vi ryger uden for vores kapacitet. Det vil sige, at vi ryger så langt ud i overvædelse, at det simpelthen føles overvedende, og vi, eller at vi kræver noget af kroppen og være der. Vi bliver så utrygge, at vi bruger virkelig meget energi på det, eller vi undgår ting. Og så er det begynder at bruge det som et kort eller et pejlemærke for, hvordan vi kan komme mere inden for den her tryghedscirkel eller kapacitssirkel. Det her tolerancevindue, hvor ting kan begynde at få lov til at blive udfordret, men med mere tryghed end udtryghed. Det tror jeg i virkeligheden af det. Og så træne nævnesystemet over tid. Ved at kortlægge det kan man gøre på forskellige måder. Men blandt andet ved at begynde at lægge mærke til, hvordan vi reagerer, og så orientere mod tryghed. Og det er jo ikke sådan noget, man bare lige gør, men det er sådan en proces, man godt kan bruge nogle møder på.

SPEAKER_00 1:03:11

Du taler også om bindvæget, som også er kaldt faskare og bruge dit arbejde. Og der kan ligge en hukommelse i bindet. Jeg gik faktisk en gang hos en bindvævsmasør i forbindelse også med alt det har været igennem, at jeg havde ligesom et meget opspændt bindvæv, tror jeg, for det, som det blev beskrevet. Kan du fortælle lidt om bindet, og hvad det er for en hukommelse, der kan sidde i bindvævet?

SPEAKER_01 1:03:37

Ja. Altså det bindev er jo virkelig spændende emne. Og nu er nervelsystemet været meget inde, men i virkeligheden er bindvævet jo ældre end nervelsystemet, fordi nervøsten og hjerne først udvikles efter den her primitiv stribe, der skabes i æmbrid eller i foster meget tidlig ved fire, fem ureden i maven. Men bindevævet er jo celler fra, at vi bliver til, som reagerer på det miljø, vi er i, og på det, vi ligger i af kontakten til mor og hele feltet, og der kan være en fornemmelse af noget, der trækker sig sammen, eller noget, der har plads, og kan udvide sig og læne sig ind i noget. Og det er jo sådan meget abstrakt, men det er jo også meget konkret, at det gør selv. Hvis de møder noget, der fornemmes trående, så trækker de sig sammen, og ellers så rækker de ud mod deres omgivelser. Og det er meget sådan, jeg fornemmer det i kroppen, også fordi bindev er helt. Det er meget mere subtil struktur, end vi har troet. Vi har haft sådan fornemmelse af, at det bare var poser til muskler, og noget, der satte muslerne fast på knoglerne og sådan noget. Men bindev gennemsyre hele kroppen. Og er det her sådan helt fine, vaskulære, sådan ydrekoppspindsagtigt, som kan skifte plads, altså kan skifte, hvilke dele det snakker sammen med. Det er meget mere foranderligt, end vi har troet. Samtidig holder det store dele af vores fornemmelse af, hvem vi selv er. Så den der måde, vi er i kroppen på, den måde, den har taget form på, og den måde, den udtrykker sig på, af den måde, vi også er i verden på. Så det er det, der er så spændende at virne ved, at det er meget subtil, det er meget vaskulært, altså væskefyldt. Det er forandrligt, og samtidig kan det begrænse os voldsomt. Både selvfølgelig ar, vi har sådan steder, at det klistrer sammen, fordi det er blevet beskadigt eller bearbejdet, men det kan få meget mere bevægelighed, men det handler også om tryghed. Det handler også om i hvor høj grad. At det tillad os at tage nye former i livet. Hvis vi har lært at det at være sådan her, det er den måde, vi bedst møder livet på, så skal vi jo langsomt kunne udforske igen inden for vores tolerance og vores kapacitet, andre former at være i livet på. Noget af det nyeste eller nyre forskning i bindværet antyder også det her med, at det holder følelser lokalt i ved, som kan blive bevæget, og som kan tilgås lokalt og globalt i kroppen, men også at det kommunikerer med lys, lysfotoner og hurtigere i nervesystemet. Det er også sådan pissoelektrisk, så når der er pres eller hvis der kommer stød, eller så bliver det påvirket både også lokalt og også globalt, så det er også elektrisk, men det kommunikerer også hurtigere end nervøssystemet og mere globalt. Det er spændende, især i forhold til, hvor kompleks det gør, snakken om traumar. Fordi der kan man sige, at det er indlejret i hele vores form. Så idéen om, at vi kan have sådan en choktraum, hvor vi lige får løser med, om det er, eller nogle af de her tilgange, der går meget, som kan være fine for nogen, hvis man ikke har for mange komplekse tilstande med sig, som går meget direkte til et bestemt trauma, og gerne vil få løst det. Det får man lyst til at tilføje lidt nuancer, når man snakker om bindevet, fordi det ikke er en enkelstående oplevelse. Det er altid noget, der bliver indlejet og snakker sammen med alle resten af de oplevelser, vi har haft i vores liv. Helt tilbage fra ikke fødsel, men undfangelse, hvis man har de briller på med. Det er jo helt vildt med binded, ja.

SPEAKER_00 1:07:58

Og underbygger også, hvor meget det hele sidder i kroppen.

SPEAKER_01 1:08:02

Ja, og så kan vi heller ikke, og det forkrænger sig krald til at på den Ima også lyst til at sige, vi kan ikke bare samregulere eller regulere nervesystemet, hvis der er nogen begrænsninger i bindevet, fordi bindevæd indlejer hele vores nævresystem. Så nogle gange skal vi faktisk ind og lytte meget og arbejde med noget meget specifikt, fordi nerven skal have mekanisk, altså inden sådan fysisk anatomisk det sted i kroppen, har den brug for mere frihed. Så der er også hele det aspekt med berøring og kontakt. Binværv responderer bedre på bidberøring en hårdberøring. Det er vi heller ikke helt opdateret med at hjælpe sådan krofteri former, kan man sige. Og vi har faktisk adgang til hele kroppen, uanset hvor vi er, når vi har kontakt med i særlig ydre fase. Ja.

SPEAKER_00 1:08:56

Så det er et spændende emne. Det er helt spændende. Og nu nævner du, at det omkring ligesom er sådan fysisk arbejde med det. Er det den eneste måde, man arbejder med faskær på? Set ikke. Nej, nej.

SPEAKER_01 1:09:09

Fordi på samme måde, som nævnesystemer sammenregulerer, så påvirker spændinger i bindev også hinanden af min erfaring er, at hvis vi virkelig får finturet vores sandsøssystem, så kan vi også stille ind på spændinger og på fornemmelser i bindevet, hinanden imellem. Og vi arbejder med vores bindev i alt, hvad vi gør i virkeligheden. Altså den måde, vi om vi får trygge og hvor utrygge, vi er også og påvirker også bindevet. Så på den måde kan vi også arbejde med det uden at have hænder på. Og vi ligesom vi snakkede om tidligere, hvis vi laver noget bevægelser, som vi virkelig ikke har lyst til, og som vi tvinger os selv til, så gøre bævret noget andet, end hvis det har lyst. Og ja, så det er også det i det hele tiden bare sådan kompleks og spændende størrelse.

SPEAKER_00 1:10:09

Hvis der sidder nogle lytter lige nu og sidder og tænker. Jeg ved ikke, om jeg har noget hukommelse i mit bindvær, der begrænsser mig. Er der nogen måder, man kan blive kloger på, om man har en problematik af der.

SPEAKER_01 1:10:26

Altså, det vil overrasker, hvis der gør det, fordi de fleste har. I hvert fald, hvis vi har en fornemmelse af kroppen. Hist der ikke ligesom er noget, der larmer, så er et stort kontinuum, hvor vi har adgang til at mærke den rimelig sådan nuanceret. Så alle steder, hvor der ligesom er spændinger, sitre, ømhed osv. Er jo fuldstændig mennesklet og naturligt. Det har jeg også selv. Men hvis det er noget, der er der mere permanent. Også hvis det er noget, vi tænker af den her spænding i soler plexus. Det er en følelse, eller det er en det er bare en spænding eller så. Det kan være hukommelse i bindet. Det kan også være, der er et sympatisk pleksus, der sidder, der sidder nævplexusplekser i alle mulige steder i kroppen, som også kan komme til. Men det kan også være, at det er bindervæde, og det er jo ikke heller, og det er også det, der er interessant med hensyn til kropsterapi, at hvis jeg har ondt i et bestemt sted i kroppen, så er det ikke sikkert, at det har noget med det sted at gøre. Det kan være sådan referred pain, altså noget, der i virkeligheden handler om, hvordan mine lever har det. Elle på den måde kan vi aldrig regne kroppen fuldstændig ud, så det der med at interessere sig for, hvordan vi understøtter sådan den grundlæggende sundhed, og kroppens ibående sådan evne til også at hæve, når den får de gode vilkår. Og hvordan meget af det handler om at have nogle mennesker og dele ting med, og det er det trav med for med aspæk af det, og også at det er super konfronterende at skulle dele det med nogen, hvis vi aldrig har skud det før. Så jo større travmet er, jo mere vi har lært, at vi ikke kan ståle på andre. Jo vigtigere er det også, at den terapeut, vi så kommer til, ikke er sådan. Nu skal vi bare hygge os, eller sådan man faktisk kan respektere, at vi bliver mødt der, hvor vi er, og at der ikke noget, vi skal. Vi skal ligesom være med det, der er, og sundheden i kontakten får lov at opstå, hvis jeg kan navigere i det fælles som terapeut u at ovskide grænser, men også uden at trække mig fra det, der er svært, hvid af det som mange terapeuter oplever, jeg ubevidst desværre gør, fordi de ikke altid har været i kontakt med de deler af deres egen historie. U kropstet plan.

SPEAKER_00 1:13:02

Jeg kunne godt tænke mig at tale med dig om stress. Det er jo noget, vi rigtig meget taler om, noget som de fleste genkender eller oplever. Og jeg føler, at vi ofte taler om stress på den måde, at det handler om et meget hurtigt samfund. Det handler om, at vi skal huske at tage flere pauser, trække været dybere, mediterer og alle de her ting. Og jeg bestemt ikke foretler for, at vi skal kaste alle de her gode vaner ud af vinduet. Jeg har bare selv oplevet, at uanset hvor mange pauser jeg tog, uanset hvor længe jeg glåede ind i vækgen, så jeg sige. Så formod jeg ikke at slappe ægte af, og jeg oplevede ikke den her ægte ro og ikke nærvær, som det kræver, at kunne restituere og vil. Og nu hvor vi taler om kropsbaseret terapi, da jeg enlig gik til en anden tilgang, som hedder Somatic Experiencing, og begyndte at blive lidt klogere på min krop, så var det, jeg opdagede gå ud, jamen uanset hvor mange pauser jeg tager, så har jeg en konstant uro inde i. Og det var først, jeg turge at gå ind i den, møde den med alt den står og smærte og frygter lå deren. At jeg pludselig, lidt ligesom hvis man kan sige, at det der med, at jeg kan høre køleskabet, når det endelig slukker. At jeg pludselig sådan og oplevet, nu var der en ro, og så kunne jeg pludselig faktisk få noget ud af mine pauser. Jeg kunne godt tænke mig at tale med dig om stress og evnen til nærvær, har jeg næsten lyst til at kalde det ligesom ud for din tilgang. Hvad du tænker om det.

SPEAKER_01 1:14:43

Jeg tænker, det er et meget komplekst emne, som vi godt kan lide, og igen gøre meget simpelt og sætte alle i den her boks med stress. Jeg oplever, at dem, der kommer og siger, at de har fået en stress eller udbrandhedsdiagnoser eller hvad der nu efterhånden hedder, at de har meget forskellige ting med sig og har brug for helt forskellige ting. Det, de måske har til fælles, det her med, de har opereret uden for deres kapacitet over længere tid og kroppen med simpelt løbet tør og energi, hvis man kan sige, det er meget firkantet. Og for nogen kan det være den her oplevelse af konstant alarmberedskab, og ikke kunne finde vi. Det behøver ikke være sådan en høj alarmberedskab, men sådan at være selv når jeg har fri, kan jeg hovedkøre, eller meget mental energi. Og det kan også være nogen, der har meget, meget svært ved at mærke dem selv. Og svært ved at finde energi til tingene at minde den her indre uro og restløshed, og så er der dem her, hvor det virkelig er sådan en stigende kurve af, at til sidst har de en eller anden episode, hvor det sorten for øjnene, og de simpelt falder sammen. Eller så det er sådan meget forskellige og oplevelser ikke. Men hvis man skal se det sådan lidt ud fra polyvagalteorien og næresystemet sådan med de billeder med det traumainformeret, så kan man sige sådan jævn stress over lang tid. Så længe koren er lidt op adgående, så et eller andet tidspunkt, så er det for meget. Det behøver ikke være en stjlkurve, og den kan, den kan vi i virkeligheden, vi kan holde en krop kørende i mange år på den måde. Og der er det meget den her adrenalin, altså det her sådan kamp fligt i samfundet. Vi lever meget i sådan, vi kalder det et sympatiskus samfund, altså et hvor den her del af nervosystemet, der bare skal frem. Vi skal vækste, vi skal ud og indtage mere land, og vi skal tjene flere penge, eller vi skal have mere. Og hvornår kan vi det, og hvornår kan vi det, og hvem gør det her bedst og sådan noget. Det er meget noget, vi bliver opflasket med af normalen, og det er det, vi skal. Men det er jo ikke det, som vores nervesystem er giver til og kunne klare over længere tid. Nogen kan klare det ret længe, fordi deres kapacitet til at være med det input, så kan de godt finde ro og tryghed og leder op andre steder i det. Men for rigtig mange, så betyder det, at så brænder vi ud. Og så er jo noget med at lære nogle af de her, ikke bare at tage pauser net, hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre, men lærer, hvad er det for mig, der rent faktisk gør noget andet. Fordi der vil altid være noget erfaring med næsten altid, at være nede i girl indeni, eller have en fornemmelse af, at der er noget, og der er nogle mennesker, der er noget, når jeg gør det her, så er der ikke rigtig så meget, der larmer, så lader jeg op eller sådan. Men hvis vi er vokset op med, at kærlighed og omsorg var lige med utryghed, så lægger vi ikke mærke til de ting, der bringer os tryghed. Så ser vi dem som kedelige eller uvæsentlige, og vi graviter væk fra dem. Så derfor er stress super komplekst, fordi det har været den måde, vi er blevet nødt til at få kærlighed på. Derfor skal vi til at grave lidt ned i og finde ud af, okay, det er vokset op i, den virkelighed, måske har jeg bare borget det videre fra min forælders måde at være i verden på, måske er de i møde med mine forældre er opstået. Den måde, jeg har fået kærlighed på, eller lært af at få kærlighed på, den er ikke bæredygtig. Og så skal vi til at lære at orientere mod måder at finde tryghed på, som har følges uvæsenlige, og som vil føles uvant? Det vil måske føre os til venner eller partner, eller arbejde, som ikke føles som om alt er på spil hele tiden. Og på den måde så bliver det en udforskning i, at hvad også at propos på det der med at finde noget, der er nydelsesfyldt. Hvad er det egentlig? Hvem er det egentlig, jeg er, men også hvad er det egentlig, jeg gerne vil? Og hvad er det, der bringer mig den her fornemmelse af at føle, at jeg er lader op, at jeg har lov til at være her, som jeg er, at jeg nogenlunde kan få imodkommet min behov og få sat mine grænser. Ikke fuldstændig hele tiden. Og så er det måske ikke så meget det der med, om det lige er 37 eller 30 timer, eller om vi trækker eller træpper ned, eller om vi lige. Men det er mere den der fundamentale fornemmelse af at møde kroppen og møde os selv på måder, som vi måske aldrig rigtig har prøvet før. Og det er jo altså. Det er lidt svært at sætte på formel for et job center, kan man sige. Men det er noget af det, som jeg oplever, at nogle af mine klienter kan komme i kontakt med, hvis vi ses over en periode. Det er, at sådan okay stress er en invitation til en ny måde at være i verden på.

SPEAKER_00 1:20:01

Her tilst, Eva Lover, du har allerede delt meget viden, og en masse god, men er der et budskab, du gerne vil efterlade hos lytterne i dag?

SPEAKER_01 1:20:15

Ja. Altså, nu snakker vi om, at vi lige er gået ind i 2026, og vi ligesom bliver nødt til at bringe noget af den her nye viden lidt mere direkte ind. Så jeg tror, at for sådan at stå lidt ved den side af mig, der godt kan være lidt rebelsk, så er det det her med at give lidt slip på det, vi har lært, og at det skulle være rigtigt, og så vende lidt hjem til, at der er sandhed i det, vi mærker, at erfaring og det, vi fornemmer, og det der med at vende hjem med epicenter i sin egen krop som det her sandsøns subjekt, det var også det, jeg startede med at sige. På trods af, hvad omgivelserne siger. Måske endda nogle gange på trods af, hvad eksperterne siger, også mig, men især måske ikke nog af dem, der opererer inden for den måde, vi har aftalt, vi laver samfund på, den måde, vi producer viden på, at vi godt må stille spørgsmålstegn med det, og så vend hjem til den her kropslige fornemmelse af, hvad jeg mærker, der er rigtigt. Det er ikke sådan egoistisk eller forkert, men det er der, svarende er, altså når det gælder vores trivsel og vores at finde bæredygtig måde at være i verden på, så det tror jeg, og jeg har godt klar over, at det er lidt diffust, og det er svært, og måske er det at vende hjem til kroppen i første omgang. Ik at tænke på kroppen, men at mærke, hvad har jeg egentlig lyst til, hvis jeg ikke lytter til alle de her stemmer rundt omkring mig.

SPEAKER_00 1:21:50

Fantastisk vigtigt budskab. Jeg vil forløst til at sige, at nogle gange kaster fornuften væk, og prøver at mærke, hvad der kommer indefra. Fordi, vores krop ved altså altid bedst, når vi er i stand til lytte.

SPEAKER_01 1:22:06

Det er altså virkelig et dejligt budskab, at du også giver med den her podcast. Det er mega vigtigt. Tak. Det er.

SPEAKER_00 1:22:15

Det er så vigtigt budskab. Og allerst har jeg jo et spørgsmål, som jeg slutter af med at stille alle mine gæster. Og det er, hvorn du selv har sværest ved at være autentisk og tro med dig selv, og hvad du kan gøre, for at få mere autentitet ind i den svær situation.

SPEAKER_01 1:22:36

Altså for mig handler det om min travelhistorie, og det, jeg ligesom er kommet ind i livet med, som blandt andet er, at jeg ikke er god nok. Og at jeg har brug for at vise, at jeg har ret til at være her, ved at være klog og dygtig og gøre tingene godt. Og det der, det er jo en styrke, jeg tager med mig ind i den mere helede version af mig, og det, jeg ligesom kan bringe ud i verden, men det er også der, hvor jeg nogle gange kan miste det her anker i mig selv, og blive rykket over i, hvordan jeg bliver modtaget. Så når mit fokus vandrer over, hvilket også er det her med at udgive en bog, og det her med at stille sig frem og sige noget, så er der nogen, der har alle mulige holdninger til det. Og det er også okay at blive påvirket af, men jeg kan mærke, at når det overtager, og jeg begynder at rette mig ind efter, hvordan nogen synes, det skal gøres, om det så er altså, hvem det sådan er, så er det vigtigt, at jeg vender hjem. Fordi jeg kan ikke gøre det arbejde, jeg gør med det fokus ud fra. Men det sker hele tiden for mig en lille smule, ikke i en grad det gjorde tidligere livet. Men det er helt klart min killesal, og også den styrke, fordi det er også det, der gør, at jeg har drivet til gerne og vil stå frem med noget. Så på den måde, så indholder vores største udfordringer eller traumar en gave i form af et stort potentiale, og også karaktertræk, som kan være virkelig virkelig gode til at få os videre i livet, er der noget konkret, du gør for at vende hjem til dig selv, når du kan mærke, at nu er jeg for påvirket af det her igen.

SPEAKER_00 1:24:25

Slukker for socialt.

SPEAKER_01 1:24:28

Og så holder jeg helt vildt meget. Min kæres vil ikke sige, jeg er holde fri. Og det gør jeg heller ikke, tror jeg. Men jeg er meget alene. Og det er jo nok ikke et råd af alle ligesom kan tage, men det jeg gør. Altså, fordi jeg har enormt meget brug for at være alene. Altså også sammen med min familie, min kæreste og min søn, men også bare kun mig for ligesom at kunne mærke mig selv. Og det hænger også sammen, at jeg var meget alene som barn. Så når jeg får meget ude og laver for mange ting, og forfyldt min kalender for meget op med ting omkring andre mennesker, så mister jeg i højere grad fornemmelsen for mig selv. Så har accepteret, at det har jeg behov for.

SPEAKER_00 1:25:11

Hvis der er nogle lytter, der, som jeg tænker, der er rigtig mange, synes, det er rigtig spændende. Vi vil gerne følge med i, at du laver dit arbejde. Måske gerne vil opsøge dig, hvis de har nogle udfordringer, eller i forbindelse med uddannelse. Hvor kan man finde dig hende?

SPEAKER_01 1:25:25

Ja. Altså, jeg har en Instagram med en del følger Evaluerskov hinder den. Og så har en hjemmesiden også Evaluarskov.dk. Jeg har fået meste lukket for klient tilgang, men inde på min hjemmeside kan man finde de terapeuter, jeg har uddannet. Ja, og så kommer der en bog på gad her til forud om alt gold. For traumar. Og der også er lidt øvelser. Og som ikke er til i første omgang, er den ikke til terapeuter og fag folk, men til helt almindelige mennesker på en rejse i livet.

SPEAKER_00 1:26:02

Det glæder jeg mig i hvert fald til at læse. Og jeg sørger også for at link til alle de steder, du lige har nævnt, så man nemt kan finde. Og så vil jeg bare sige tusind tak i luver for både alt det arbejde, du gør og den vision, du er på, og at du vil være med i mit podcast.

SPEAKER_01 1:26:15

Tusind tak. Også for at lave så dejligt en podcast. Men så fint det er sådan et fundament. Tak fordi jeg må. Du er altid velkommen.

SPEAKER_00 1:26:26

Jeg er så kan i, at du lyfter med i dag. Hvis du kunne lave i står, så skal jeg med. Eller gave podcast i det. Det kan betyde, at mærke et blandsket og mig. Tak fordi du lyder med du.