#155: Lammas / Lughnasadh

Lammas / Lughnasadh – årets første høstfest 🌾

Lammas, også kendt som Lughnasadh, markerer årets første høst og begyndelsen på sensommeren. Kornet står gyldent på markerne, de første bær er modne, og årshjulet bevæger sig fra vækst og blomstring mod modning, taknemmelighed og høst.

I dette afsnit dykker vi ned i historien, symbolikken og traditionerne bag Lammas, og ser på, hvordan du kan fejre sabbatten i dag – uanset om du følger årshjulet, elsker naturen eller blot ønsker at leve lidt mere i takt med årstidernes rytme.

Vi kommer blandt andet omkring:

🌾 Hvad er Lammas / Lughnasadh?
 🌾 Hvor er vi i årshjulet?
 🌾 Høst, taknemmelighed og modning
 🌾 Guder, gudinder og myter – Lugh, Tailtiu, Demeter og Persefone
 🌾 Folketro og livet i de gamle samfund
 🌾 Hvordan kan du fejre Lammas i dag?
 🌾 Mad, brød og høstens festligheder
 🌾 Alter, farver, symboler og krystaller
 🌾 Sensommerens urter – røllike, vejbred og gyldenris
 🌾 Det indre arbejde ved Lammas med refleksionsspørgsmål

Afsnittet er en blanding af historie, natur, folketro, urtemedicin, årstidens symbolik og inspiration til moderne ritualer. Undervejs deler jeg også mine egne erfaringer og små traditioner, som har gjort Lammas til en af mine yndlingssabbatter.

Så find en kop te eller kaffe, sæt dig godt til rette, og lad os sammen træde ind i sensommeren og fejre årets første høst.

🌾 Til godt år og fred.

Transcript

SPEAKER_00 0:16

Velkommen til din indre rejse gennem årets cyklus. Så er det blevet tid til, at årsjupet drejer endnu engang, og den næste sabat, vi nærmer også, det er Lamas eller Lunasare, årets første høstfest 1. august. Og du vil nok høre mig bruge både Lamas og Lunasar, sådan lidt i flem gennem det her afsnit. Det er to navne for den samme sabat. Lamas er det engelske navn, og lunasar stammer fra den keldiske tradition. Og jeg bruger lidt begge navnen, fordi de her især peger på en del af sabens historie. Og måske bruger jeg egentlig Lamas, bare fordi det er kortere. Men i det her afsnit, så skal vi dykke ned i historien bag sabten og de gamle traditioner og den folketrog, som knyter sig til den. Vi skal møde guden løve, se på naturens forandring og tale om høsten og høstens symbolik. Og vi skal udforske, hvordan du beforre Lamres i dag. Vi skal også se nærmere på tre af sensommerens urter og deres folketro og medicinske egenskaber. Og til sidst skal vi selvfølgelig også vende blikket mod det indre arbejde, som hører denne her første høst til. Så fin en kop te eller kaffe, og sætte dig godt til rette, eller gå en tur med podcasten i ørene, og lad os sammen træde ind i sensommeren og udforske Lamas lunarsar. Hvad er Lamas Lunasar? Lamas eller lunarsar markerer begyndelsen på sensommeren og den første af årets tre høstfester i årshjulet. Det er her, vi begynder at høste de første afgrøder, især kornet, som jo gennem foråret og sommeren har vokset så højt på markerne. Tilbage til sidste sabat, Lila, den handler jo om naturens livskraft og overflod. Og der handler Larmer altså mere om at begynde at samle frugterne af alt det, der er vokset frem. Det er en tid nu, hvor vi stopper op og lægger mærke til, hvad året indtil nu har givet os. Selve navnet lunersar kommer fra irsk galisk og betyder lus samling eller lus forsamling. Og den her fest eller sabat er opkaldt efter den keldiske gud luge, som vi skal tale meget mere om lidt senere. Oret lamas, det er den angelsa betegelse, og den stammer fra det gamle engelske ord lavæse eller lovmarse, som betyder brødmæse eller brødfest. Så navnet henviser til, at man på det her tidspunkt bra årets første brød af det nyhøstede korn, og så bragte man det også til kirken, for at det blev velsignet. På dansk kaldes Lamas også for før høstfest. Og det markerer jo den første høst. Altså kornet af moden. De første marker bliver høstet. Men resten af sensommerens og efterårets afgrøder de venter stadig foran os. Så Lamas er den første af årets tre høstfester, som jo så senere bliver fulgt af naberen ved efterårsjævnøgnen, og til sidst sagen 31. oktober, hvor den sidste høst er i hus, og året går ind i sine mørkere halvdele. Der findes ikke sådan en enkelt dato, hvor alle fejrer, Lamas eller lunar siger. Altså de fleste markerer jo højtiden den 1. august. De gør det tit fra sundgangen den 31. juli og så frem til solnedgang den 1. august. Det hænger sammen med, at mange af de her gamle traditioner. Det er de lod den nye døgn begynder ved sundgang. Der er også andre, der vælger at fejre den ved det astronomiske midtpunkt mellem sommersolværvet og efterårshjemdøgnet. Altså det tidspunkt, hvor solen står i 15 grader i løvensteg. Det falder som regel omkring sådan dane omkring den 7. august. Så den dato bliver også nogen steder kaldt old Lambers. Eller undskyld old lumbers eller old style lamas. Og så er der også mange, der slet ikke følger kalenderen, men i stedet følger naturen. De fejrer først Larmes, når kornet står klar til høst, eller når de første vilde bærer er modden. Og det kan jo varier lidt alt efter, hvor man bor. Så der er mange, der. Altså man kan sige, at der er også nogen, der bare ser den her periode fremkring den 31. juli og frem til den 7. august, som sådan et naturligt, hvad kan man sige, lamas vindue, hvor den her sabat kan fejres. Og så er det jo altså omvendt på den sydlige halvkule, der fejrer de altså en bulk nu. Enbulk, som ligger præcis et halvt år væk fra Lamas på overhulet. Der går de jo så småt den lyset i møde. Nå, jeg har det selv lidt på den måde, at jeg prøver at fejre Lamas omkring den 31. august. Men jeg begynder egentlig at mærke stemningen allerede et par uger før. Så begynder jeg så småt og pynte mit alter med scommerens farver, og lægger mærke til de gyldne marker og de første modne bærer. Og så begynder jeg ligesom at tune ind på de temaer, der hører den her tid til. Og på samme måde synes jeg også, at stemningen fortsætter efter selve dagen. Altså høsten er jo ikke overstået på en dag, og sensommeren folder sig jo langsomt ud omkring os i ugerne, der følger. Det er også noget af det, jeg elsker ved årshjulet. Det handler ikke kun om bestemte datoer i kalenderen. Det handler mindst lige så meget om at lægge mærke til naturens rytme og følge den. Og Lamas eller luner så minder os om, at året nu har bevæget sig ind i en ny fase. Altså sommeren er stadig den er stadig, varm og levende med noget har forandret sig. Kornet står bygden på markerne, de første afgrøder er klar til at blive høstet. Vi begynder langsomt bevæges fra vækst og blomstring over i moddenhed og høst. Hvor er vi i årshjulet? Lamas eller lunar sagt ligger midt mellem Lisa, sommersolvet, og naberen efterårshjemdøgnet. Så vi har nu bevæget os igennem den mest fodige del af året, hvor naturen har vokset sig større og stærkere uge for uge. Lomsterne har stået i fuldt flor, og træerne har fået deres tætte kroner, og markerne har langsom skiftet farve fra den friske forårsgrøne til den de mere varme, gyldne nuancer, som begynder at præge landskabet her i sensommeren. Det er også den første af årets tre høstfæster ved Lamas, der begynder høsten, ved nærpen, der fortsætter den, og ved sagen er den sidste høst bragt i hus, før naturen langsomt begynder at trække sig tilbage mod vinterens vil. Så de tre høstfester hænger tæt sammen og fortæller, hver deres del af historien om årets afslutning. Hvis man ser på årshjulet som en levende cyklus, så synes jeg faktisk, at Lamas og Inbruk står over for hinanden på en rigtig fin måde. De ligger jo, som jeg lige sagde før præcis et halvt år fra hinanden 1. februar og 1. august. Og selvom naturen ser vidt forskellig ud på de to tidspunkter, så handler de begge to om begyndelser. Ved indbruk, der ligger frøene stadig skjult under jorden. Man kan endnu ikke se ret meget, men man ved, at noget er sat i gang. Dagene bliver langsomt lyser, og de første spæde tegn på foråret begynder at vise sig. Ved Lamas er vi nået til den anden inden af den samme proces. Det, der engang kun var et lille frø, er nu blevet til store og flotte mod med planter og gyldne marker. Så nu kan vi se resultatet af den vækst, der begyndte tidligere på året. Så på den måde bliver Lamas en lille påmindelse om, at alting har sin egen rygge. Man kan ikke høste dagen efter, man har sået. Alt kræver tid og omsorg og tålmodighed, før det er klar. Og det er også derfor, jeg synes, at Lamas er et rigtig godt tidspunkt at gøre status på. Ikke fordi året er slut, fordi der ligger jo stadig meget af året foran os, men fordi vi nu for første gang kan begynde at se, hvad der faktisk er vokset frem. Hvad lykkede os, hvad blev til noget, hvad udviklede sig måske i en anden retning, end vi havde forestillet os. Men det er altså spørgsmål, vi vender tilbage til senere, når vi skal tale om det indre arbejde med langers. Men naturen omkring os, det fortæller også den samme historie. Altså kornmarkerne står gylden og klar til høst. Mange steder bliver de første marker allerede meget på den her tid. Hændbær og brumbær hænger mod det på buskene, de første blommer begynder at få farve, og i køkkenhaverne kan man begynder at høste blandt andet squash og kredere urter og rød frugter. Bigerne summer stadt mellem blomsterne, men man begynder også at få en suss i halsen. Man begynder også at lægge mærke til små forandringer. Morgene bliver en lille smule køligere. Dugen ligger tungere på græset og lyset ændre karakter. Det er stadig i sommer, men det er en mere mod en sommer end vele. Og jeg synes faktisk, det er noget af det smukkeste ved Læres. Altså sommeren er jo langt fra forbi. Vi har forhåbentlig stadig mange varme dage foran os, men naturen minder os stille og roligt om, at alting bevæger sig videre. Vægten fortsætter ikke i det uendelige. På et tidspunkt bliver det tid til at høste det, vi har dyrket, og nyde det, vi har skabt. Og også begynde at forberede os på den næste fase i året cyklus. Og det er jo lige præcis der, vi befinder os lige nu, midt i overgangen mellem sommerens rådighed og senomårens første høst. Hoved tema ved Lamas luner. Høst taknemmelighed og modning. For mig handler Lars og lunersar især om høst, taknemmelighed og modning. Det er tre temaer, som går igen i naturen omkring os og i de gamle traditioner, og i den måde, mange mennesker stadig vælger at fejre den her sabat på i dag. Og de hænger også tæt sammen, fordi når noget har fået lov til at modne, så kan vi begynde at høste det. Og når vi bliver opmærksomme på det, vi har fået, så opstår takmængigheden næsten helt af sig selv. Høst er nok det mest oplagte tema ved Lammer. Den høst, der handler om, den handler om meget mere end korn og grønne, den handler selvfølgelig om den helt konkrete høst uden på markerne, hvor årets første afgrødder nu er klar til at blive samlet ind. Men det handler også om alt det, vi selv har været i gang med gennem året. For eksempel et projekt, der begynder at tage form, eller noget, vi har lært, en vane, vi har arbejdet på, eller en drøm, der langsomt er blevet til virkelighed. Namers minder også om at stoppe op og lægge mærke til de første resultater, også selvom rejsen ikke er slut igen. Tak nemlighed hænger tæt sammen med høsten. Når mennesker tidligere på året havde sået deres marker til, så var der ingen garanti for, at de senere kunne høste noget. Altså hverret kunne jo slå fejl, eller afgrøderne kunne blive ramt af noget sygdom, eller en enkelt voldsom storm kunne ødelægge flere munders arbejde. Så derfor var den første høst en stor nettelse, selvfølgelig fordi der kom med på bordet, men også fordi den gav håb om, at man kunne klare sig gennem resten af året. Og selvom de færreste af os i dag jo er afhængige af vores egen kornhøst for at overleve vinteren, så tror jeg stadig, at vi kan lære noget af den måde at tænke på. Lamas inviteres til at lægge mærke til det, der allerede lykkedes, i stedet for kun at fokusere på alt det, vi endnu ikke er noget i mål med. Vi er jo tit gode til hurtigt og ret blikket mod det næste projekt eller den næste opgave. Men ved Lamas, der bliver vi mindet om også at standes op og anerkende det, der allerede er vokset frem. Det tredje tema er modning. Og måske er det faktisk det tema, der binder de to andre sammen. For uden måd, er der jo ikke nogen høst, og uden en høst er der ikke noget at være tilnemmelt for. Jeg så først når noget har fået lov at vokse og udvikle sig, så kan vi samle det ind og hersætte. Det gælder jo både ude naturen, hvor kornet har brugt altså måneder på at vokse stærkt op til at kunne høstes. Men det gælder også i vores eget liv. Nogle ting kan man ikke presse frem. De kræver tid, de udvikler sig lidt efter lidt, indtil de en dag er klar. Og Lammer sinner også derfor om at have tilli til den proces. Ikke alting blomstrer på samme tidspunkt, og ikke alting er klar i samme tempo. Modningen handler også om at begynde at skældne. Nu er vi jo nået så langt på året, at vi bedre kan se, hvad der fungerer, og hvad der måske ikke fungerer. Hvilke idéer har vokset sig stærke, og hvilket løb ud i sandet. Hvad har givet energi, og hvad har drennet energien? Det handler ikke om, at vi skal dømme os selv eller gøre status, og slår selv i hovedet over alt det, vi ikke har formet at gøre. Tværtimod, det handler om at sådan nysgerigt at lægge mærke til, hvad der faktisk er ved at tage form, så vi kan give det endnu bedre betingelser for at vokse videre. Så derfor synes jeg, at Lamas har en lidt anden stemning end Lita. Ved Lisa, der fejrer vi lyset og solen, og livskraft og den overflod, som naturen stod midt i. Ved Lamas, der bliver stemningen lidt mere rolig, mere efter tænksom. Nu begynder vi at samle ind. Vi ser tilbage på det, der allerede er sket, samtidig med, at vi tager de første skridt ind i sensommeren. Naturen har taget hul på årets første høst, og det samme har vi. Guder, gudinner og myter. De gamle sabatter hænger tæt sammen med fortællinger om guder og gudder og myter. Og det var altså ikke historier, der bare blev fort for underholde. Det var også en måde at forklare naturens rytme og de forandringer, som man oplevede omkring sig gennem året. Når man levede så tæt på naturen, som man gjorde i gamle dage, hvis man kan sige det sådan, så gav det mening at fortælle historier om de kræfter, der fik planterne til at vokse, eller dyrene til at trives, og solen til at vende tilbage, eller høsten til at lykkes. Og ved Lamas og Lunasar, så er det især den keldiske Gud live, der forbindes med sabbatten. Lug er han er Gud for lys, men i gamle fortællinger, bliver han også kaldt mesteren over alle kunstarter, The Maniskilled God. Fordi han ikke kun mestrede én disciplin, men mange forskellige. Han kunne det hele nærmest. Der er sådan en god historie om, at lue en dag kom til Turfan, altså det guddomige folk i den irske mytologi, og bad om at blive optaget blandt dem. Og så ville de jo gerne høre, hvad de kunne bruge ham til. Så vagten spurgte, hvad han kunne, men jeg er smed, svarede lue, om vi har allerede en smød, sagde vagten. Nom, så jeg digter, at vi har allerede en digter. Jeg har også krigere, vi har allerede en krig. Og sådan fortsatte med alle de forskellige færdigheder. Til sidst spurgte lue, har I en, som kan det hele. Og det havde de ikke. Og så blev han optaget blandt turfadern. Og er så siden blevet kendt som ja The Many skilled God. L bliver også nogle gange omtalt som en solgud, men det er faktisk ikke sådan helt præcist. Han var ikke solen selv på samme måde som nogle andre guder i forskellige mologier. Vet, altså solguden var og så videre. Sold og hele også. Men til gengæld bliver han meget tæt forbundet med lyset. Man mener også, at hans navn stammer fra et gammelt keltisk ordus, som forbindes med lys eller det strålende. Så den er altså opkaldt efter luset, men egentlig handler den først og fremmest om ikke om ham, den handler om en person, der betyd meget for ham. Og det var hans plejemor Charles, tror jeg, man udtaler det chartio. I følge den irske mitologi, der var Charlesw en stærk og omsorgsfuld kvinde, som brugte sine kræfter på at rytte store skove områder, så jorden kunne opdykes. Før markerne kunne give korden, så skulle træerne fælles, og sten skulle flyttes, og jorden skulle gøres klar. Og det var et kæmpe arbejd. Og fortællingen siger, at Charleswed sig selv ihjel for at skabe det her frugtbare landskab, hvor mennesker kunne dyrke deres afgrød. Og da hun døde, der sørvede lue dybt over hende. Så for at ære hendes mennesde, så holdt han en stor fest med leje og konkurrencer og musik og samver. Og den fest blev derefter holdt hvert år ved begyndelsen af høsten, og den fik navnet lun og sager, altså lus samling. Så det er jo faktisk en meget smuk fortælling, synes jeg. Den minder også jo om, at enhver høst bygger på et stykke arbejd, som allerede er blevet gjort færdig. Man kan ikke høste uden først at have sålet. Man kan ikke bage et brød uden først at have dyrket kornet. Og man kan ikke nyde frugterne af sit arbejde, uden først at have lagt tid og energi og omsorg i det. Så på den måde bliver charle 20 et symbol på alt det her usynlige arbejde, som går forud for enhver høst. Vi finder også en lignende fortælling i den græske mologi, og det er om Gudende meter eller det meter. Hun var Gudinde for korn og afgrødder og landbrug og frugtbarhed, og også for høst. Hun blev set som den, der lærte menneskerne at dyrke jorden, og derfor var hun jo selvfølgelig helt afgørende for, at markerne gav afgrød, og at mennesker, altså simpelthen kunne overleve. Og dem, eller det kalder hende bare lige, hvad jeg plejer at kalde hende i hovedet, når jeg læser om hende. Demitør havde en datter, der hed Persafony eller per sefonen. Og en dag blev per soni bortført til underverden af had. Og dem to blev så fortvivlet over at miste hende, at hun lå jorden væsen. Så kornet holdt op med grog, markerne blev kolde, og hele verden blev ramt af hungers ned, og det gik jo ikke. Så s måtte jo træde til, og så blev der indgået et kompromis med had. Persafani eller per sefonet skulle tilbringe en del af året hos hades i underverdenen, og resten af året var hun op på jorden sammen med sin mor. Så hver år, når Pasen vender tilbage til dem, så vågner jorden igen. Planterne spiger, træerne springer ud. markerne bliver grønne. Og når hun vender tilbage til underverden, så begynder naturen langsomt at trække sig tilbage, indtil vinteren ligger over landskabet. Så det er jo selvfølgelig en fortælling, der kan være en forklaring på årsiderne skiften, den beskriver naturens evige rygme mellem vækst og hvilen mellem liv og død, mellem det, der spiller frem, og det der en dag må give slip igen. Begge de her fortællinger om henholdsvis Luv og Charles og demitør og passafani minder også om, at høsten aldrig kommer af sig selv. Bag en hver høst, der ligger der tid og arbejde og energi og omsorg. Naturen bevæger sig i sne rytmer, og vi er en del af den samme cyklus. Noget spiger, noget vokser frem, noget modner. Og til sidst kommer tiden, hvor vi kan samle frugterne af det, vi har været med til at skabe. Folketro og livet i det gamle samfund. For mennesker, der levede for flere hundred eller tusind år siden, der var høsten meget mere end bare en hyggelig tradition. Den var simpelthen afgørende for, om familien havde mad nok til at overleve vinteren. Hele året havde man arbejdet ude på markerne, og først når de første afgrødder kunne høstes, så begyndte den her usikkerhed langsomt at slippe sit tag. Man vidste stadig ikke, hvordan resten af høsten ville blive, der kunne stadig gå masser af galt, men den første del var kommet i hus, og det gav håb. Det er jo svært helt at forestille sig i dag, hvor afhængige mennesker var af naturens rygge. Hvis sommeren havde været for tør eller forvud, eller præget af sygdom i afgrøderne, så kunne det jo få meget alvorlige konsekvenser flere måneder senere. Høsten den handlede om overlevelse. Når de første læs korten blev kørt hjem, så gav det den her en vis lættelse, ikke 100% lædelse. Der var stadig mange afgrøder, der kunne nå ikke at blive til noget, men det gav en vis lædelse. Og det gav også en anden til at fejre, at høsten var begyndt. Det var stadig kun begyndelsen på høsten, men nu var første del i huset og det var værd at fejre trods alt. Så omkring Lamas luner, der blev der holdt høstgilder og markeder, hvor man samlede fra alle de omkringliggende landsbyer, og så handlede man med hinanden. Og det var også en anden til at mødes med familie og venner, som man måske ikke havde set længe. Så blev der spillet musik og danset til langt ud på natten. Der blev også afholdt forskellige leger og konkurrencer. Lidt efter det her med lun og hans konkurrencer og lege, han afholdt for at mindre s, for at ære sin plejer mortue. Så fx dystede man i bridning eller buskydning, eller hvad ved jeg, eller man samlede som fortællinger, eller musik eller andre former for underholdning. Og om de gjorde det, altså om de gjorde det for at være myten lige og chartuv, eller om myten senere blev knyttet til høstfesterne, det ved jeg altså ikke noget om. Men høstfesterne blev i hvert fald en kærkommen pause, kunne jeg forestille mig lidt en trav. Manden spillede selvfølgelig også en stor rolle. Noget af det første, man gjorde, det var at bage brød af årets nye korn. Og det må have været noget ganske særligt og kunne skærre det første brød af en høs, som man selv havde fulgt fra de første spiger om foråret. Bredet blev så delt mellem familien eller landsbyen som et symbol på, at høsten var begyndt, og at man nu kunne glæde sig over det, at jorden havde givet tilbage. Man begyndte også at binde de første næ, og de stod så ude på markerne som så et synligt bevis på, at årets arbejde havde bruget frugt. Når man ser gamle billeder af høstarbejde, så står de her nælet rundt omkring på markerne, hvor de for at tørre, inden kornet senere skulle tærskes. Det er virkelig, når jeg ser de her så de her billeder med på markerne, så tænker jeg virkelig ser. Der er også noget, der hedder The corn dolly, eller korndukken, kunne man måske oversætte det på dansk. Og det er ikke det amerikanske korgen, som betyder majs, det er fra engelsk, så det betyder, ja der betyder kår, altså bare korn. Så en korndukke, det er altså en lille figur, som bliver flettet af kornstår. Og jeg tror faktisk også, man kan lave det med den amerikanske. Måligt majs ikke jo ikke en amerikansk majs, men altså det amerikanske ord for korgen i majs, hvor man tager de der grønne blade ud. Jeg synes, jeg har set, det bliver lavet med majis også. Men altså jeg tror nok, det er altså korn. Man kan flætte den ud af. Og der findes mange forskellige udgaver af korendugen. Nogle er helt enkle bare lige sådan gjort helt enkelt, lavet helt enkelt. Og andre er flættet i sådan meget avancerede møstre. I kan prøve at slå det op ude på Instagram, eller ude på det store ind, men altså, det handler om, at det bliver lavet af korn fra årets høst, og så bliver det gemt gennem vinteren. Og når foråret kom, så tog man kornåben frem igen nogle steder. Der var også nogle steder, hvor man hængt den op i laven eller hjælpet som et symbol på hel og en god høst. Og andre steder. Der flatte man stående ud igen i foråret og blandede dem med den nye sovshed. Så på den måde blev den ene høst forbundet med den næste, og året cyklus fortsatte. Et andet gammelt symbol det er røntekorset. The Rowan Cross. Det bliver lavet af små grene fra rønnetræet selvfølgelig, som bindes sammen med rød tråd, så de danner et sådan slags korse med lige arme. Og det kunne man også hænge op i hjemmet, eller i stalen, eller over døren, eller ude i laden som beskyttelse. Rønnetræet er jo gennem lang tid blevet forbundet med styrke, og med beskyttelse mod ulykker og sådan ting. Og så findes der også en gammel skig, som jeg virkelig godt kan lide. Mange steder, der læde mennesker en lille gave tilbage til naturen, når de havde høstet. Det kunne være lidt af den første høst eller et lille stykke brød. Og det var ikke fordi, naturen krævede et offer. Jeg kan ikke lide ordet ofergave på engelsk an offering, og for mig. Det minder mig om sådan noget med at slagt en gid eller et eller andet, eller give sin første født, eller et eller andet sådan meget tilbage fra en meget gammel tid. Men det var bare sådan en slags, jeg kalder det en takkegave. Det er sådan en måde at sige tak på. Man anerkendte, at man havde modtaget noget fra naturen, og man gave en lille del tilbage. Og jeg kan rigtig godt lide den måde at tænke på, det er jo det, vi i dag kalder reciprocity eller gensidighed, eller jeg tror det ikke et dansk ord for, jeg tror, det hedder reciprocitet. Altså, hvis vi tager noget fra naturen, så kan vi også spørge os selv, om vi kan give noget tilbage. Og det behøver ikke være noget kæmpestort, det kan jeg altså, du ikke ofre en gædeln. Det kan bare være at plante blomster til birrene i din have, eller lader et hjørne af din have vokse vildt. Du kan samle affald på en god tur, eller passer godt på det sted, hvor du godt kan lide at gå. Det handler ikke om, at naturen forventer det er, men det handler om den handler om den relation, vi ønsker at have til naturen. Jeg sidder og læser Breading Sweet Grass for flere gang. Jeg elsker den. Robin War Camera, hvis ikke kender den. Det kan varmt anbefales. Og ikke nok og læse, men faktisk også at lytte til dem på fx Mofibo. Jeg har ikke noget betalt samarbejde med Mofiebo, vel? Men det er der, jeg har lytet til den nogle gange. Fordi hun selv, Robin War camera, læser den selv op, og hun har. Jamen altså. Jeg har sjældent hørt noget smukkere. Det kan varmt andet befæles. Den handler meget om reciprocity. Og jeg giver altid naturen noget tilbage, når jeg går en tur. Nogle frø fra min have, for eksempel, eller en lille tor fra min vandflaske, jeg har med mig, eller en lille smule håndning, kan det også være en gang, eller bare et lille tak. Men altså, Larma. For mig er det også følelsen af fællesskab. Altså høsten har jo aldrig bare været et menneskets arbejde i gamle dag, der hjalp man hinanden, når markerne skulle høstes. Og dagefter så samlede man om maden og fejringen. Og den tanke synes jeg er rigtig smuk. Selvfølgelig behøver vi ikke at dyrke vores egen kormærk for at fejre Lamas i dag. Men vi kan stadig samles med mennesker, vi elsker, og tager os tid til at værsætte at endnu en høst er begyndt. Hvordan kan du fejre Lamas luner i dag? Selvom Lamas eller lunar har rødet langt tilbage i tiden, så er det en af de sabatter, som jeg synes er allernemest at fejre i vores moderne hverdag. Man behøver at hverken at have et stort alter, eller kende en masse gamle ritualer, eller bo på landet for den tags skyld for at mærke den her tid på året. Lamas handler, jamen først og fremmest om at lægge mærke til, at naturen har skiftet karakterer. Altså det handler om at stoppe op et øjeblik og glæde sig over det, som allerede er modnet både i naturen og i vores eget liv. Så noget af det første, jeg ville gøre, det er altså bare at gå en tur og lægge mærke til naturen. Hvis du har mulighed for det, så gå en tur ud blandt markerne, eller hvor du kan se marker. August er jo en helt særlig tid, hvor landskabet begynder at ændre sig. Kåret står gyldet mange steder bliver de første marker høstet. Der er sådan en særlig duft i luften på den her tid af året. Og ja, det er svært ikke at lægge mærke til, at vi har bevæget os fra højsommer, og nu er på vej ind i sen sommeren. Det er også en rigtig dejlig tid at samle noget af det. Natur mange steder af hembær og brumbær ved at modne eller mod den allerede. Og hvis du ved, hvor de vokser, så tager en lille kur med at plukke dem med hjem. Du kan også samle urter, eller begynde at lægge mærke til alle de mange planter, som nu sætter frø. Og mange af dem, der kan vi også spise frøen. Hvis man kan spise planterne, kan man ofte også spise frøen. Men tænkte endelig op. Jeg skal ikke sidde og give nogle forgiftninger. Branden el frø, så alder kulsfrøm. Jeg kan ikke komme på flere lige på stående fod, men det er også en rigtig fin måde at følge året cykl på. Tidligere på året, har vi jo gået og se planterne spiger og blomstre. Og nu begynder de at sætte frø, som selvfølgelig skal bringe livet videre til næste sæson. Hvis du har lyst til at arbejde med urter, så er lammer til et rigtig godt tidspunkt og begynder at høste nogen og tørre. Du kan hænge små bunder til tørre et eller andet sted, hvor der er sådan god udluftning, eller lægge dem på en rest eller et stykke bagepapyr, så har du dine egen tørre urter, som du kan bruge til eller røjelse, eller små ritualer, eller bare madlevning resten af året. Du kan også tage en tur forbi en gårbutik, eller sådan en lille små vejbod. Jeg elsker de der steder, hvor man kan købe kartofler eller hånd, eller blomster, eller grønser direkte fra dem, der har dyrket dem. Det føles på en eller anden måde meget sådan langsk, eller hvad hedder det i læmersets ånd. Man bliver mindet om, at maden ikke bare kommer fra supermarkedet, men at det er resultatet af mange måden vores arbejde. Hvis du har et alter derhjemme, så er det jo også oplagt af lader naturen flytte med indenfor. Tag nogle kormaks med hjem fra en mark, hvis du har fået lov. Læg et par smukke sten, du har fundet på nogle godture, eller nog tørre frystande fra din have, eller måske en lille skål med sen sommerens bærer eller håndning på alt. Men hvis der er én ting, som virkelig hører den her sabbat til, så er det jo selvfølgelig at bage et brød. Og der behøver man altså ikke være en erfaring en erfarn bærer. Et helt almindeligt hjemmebagt brød. Det er en fin måde at markere den her første høst på. Der er noget særligt ved at stå det her ældre degnere og mærke duften, mens brød bærer og vide, at det er bagt af korn, som for ganske kort tid siden stod ude på markerne. Og hvis du måske har gået og leget med tanken om at prøve kræfter med surde, så synes jeg jo også, at lamme kunne være et rigtig godt tidspunkt at begynde. En surdej er jo egentlig kun to ingrediencer. Mæl og vand, og så er de naturlige og såde bakterier fra luften og fra det du rører rundt med og fra glasset osv. Og det er egentlig. Jeg altid synes, det er så fascinerende af noget, så enkelt kan udvikle sig til en levende kultur af det jo, som man kan have glæde af rigtig rigtig mange år. Jeg tror, at den ældste sur, der har hørt om, er næsten 200 år gammel. Det er et eller andet sted over i husdagen. Men altså på den her tid af året, så er temperaturen jo som regel høn op til, at surden kommer hurtigt i gang. De første par dage, der skal man lå den stå fremme ved stue temperaturer. Og så fodrer man den hver dag med frisk vild og vand. Og når den så er blevet stærk og aktiv, så kan man altså godt flytte den ind i køleskabet, hvor man så kun behøver at fodre den omkring en gang om ugen. Jeg kan egentlig rigtig godt lide den her tanker om at begynde surder ved Lamas. Den bliver sådan et lille symbol på, at høsten ikke slutter, når kornet er kommet i hus. Kornet fortsætter sin rejse og bliver til mel, som bliver til brød, og som giver næring langt ind i den kommende årstid. Og hvis du har været ude at samlet bærer, så kan du også lave marmelade eller sylte dem, så du kan gemme lidt af sen omen til senere på året. Det er jo sådan mennesker har gjort i rigtig mange generationer. Ikke kun fordi det smager godt, men også fordi høsten jo skulle række længere end til de få uger, hvor bærerne kunne spises friske. Selvfølgelig skal man spise så meget som muligt frisk, men får man en overflod og ikke kan spise det hele, så skal det gemmes, konserveres på en eller anden måde. Saldes, syltes, ryges et eller andet. Du kan også invitere familie eller venner på en høst middag. Den behøver ikke at være avanceret. Tværtimod synes jeg, at Lamas passer rigtig godt til bare et enkelt måltid, hvorvarerne får lov til at tale for sig selv. Sæsørens rvarer selvfølgelig ikke et hjemmebakt brød, nogle grøntsager fra haven, der er der lige nu lidt smør, måske en skål bære til desert. Det er meget i Lamas hånd. Hvis du kan lide røgelse, så er det også et rigtig godt tidspunkt at lave din egen. Mange køber jo færdig røgelse, og det er der bestemt heller ikke noget galt i. Men jeg synes også, det giver noget rigtig særligt at bruge planter, man selv har samlet og tørret, måske selv har dyrket. Så man kan lave løs røgelse af tørret urder og tørret blomster. Og man kan blande det med resin eller harpix. Jeg tror, at det er en slags harpix. Så det bliver sådan lidt mere fedt. Eller skal du putte en lille klat hånd i, så det ligesom samler. Og så kan man brænde det på. Man kan købe sådan små kålbriketter, der er beregnet til røgse. Du skal altså ikke bare tage sådan en kuld briget fra grill et eller andet grillpose. Det tror jeg ikke er så godt indeførs. Men der er nogle bestemte kuldbriketter til rødelse indes. Og hvis ikke du har kuld prigetter, så kan man også bare lægge det i en skål, som selvfølgelig skal være ild fast. Eller jeg har sådan en stor muskin i skært, som jeg ligger de her løse røgelse i. Og så prøver jeg at tænde ild til det. Det er ikke sådan, at der står flammer op, men det begynder sådan lidt at uldme, og så afgiver det den her dejlige røg. Der giver sådan en blød duften røg. Og jeg bruger egentlig røgelse, ja hvornår bruger jeg, det bruger det til mange forskellige ting. Til at rense et rum før eller efter et ritual. Bare sådan fordi jeg godt kan lide duften nogle gange, eller skabe sådan rog eller en særlig stemning. Det kan også være, at jeg vil invitere en ny energi ind, eller hvis jeg vil markere en sabbat eller en årtid. Jeg bruger det også til at rense mine krystaller eller de ting, jeg bruger under et ritual. Jeg bruger det også til at rense mig selv. Og jeg bruger det, hvis der er noget, jeg vil give slid på. Jeg bruger det til mange forskellige ting. Du kan også lave et lille taknemmelighedsritual ved Lamas. Det behøver ikke at være stort det og højtid. Du kan bare måske sætte dig med en kop te og så skrive en liste over det, du føler dig taknemmel for lige nu. Altså ved et nyt år, der er der jo mange, der skriver lister, eller i hvert fald om ikke andet laver dem op i hovedet over alt det, de håber, skal ske i det kommende år. Men Lamas, det er lidt omvendt, den inviterer ligesom til at vende blikket tilbage. Altså hvad er allerede lykkedes? Hvad er vokset frem siden vinter? Hvad har du lært. Så kan man også tænde et lys for at minde sig selv om den sol, som har skinnet over markerne gennem hele foråret af sommeren, uden dens lys og varme, så vil kornet jo aldrig være måden. Og der kan flammen fra lyset blive en lille påmindelse om den kræft, som solen har, som har gjort årets første høst muligt. Og hvis du har lyst, kan du også markere Lammer ved at fejre årets første høst. Behøver ikke at være en kæmpe begivenhed, hvor du inviterer alle fra nær og fjernet. Det kan bare være dig selv eller din lille familie. Måske har du dyrket tomer ud på alten, eller det kan være, at du har høstet din første squash i haven, eller måske har du bare købt et nyt brød hos den lokale bærer. Sådan, det er ikke størrelse på høsten, der betyder noget. Det er bare det der, at vi stopper op og lægger mærke til den. Lammer så også et rigtig godt tidspunkt at sætte sig ned og tænke over, hvad der er modnet i ens eget liv. Vi kommer til at dykke meget mere ned i, når vi når til afsnit om det indre arbejde, så jeg vil ikke gå alt for meget i dybden her, men måske er der noget, du er blevet klogere på, eller noget, der har faldet lidt mere på plads i løbet af de sidste måneder. Og så kan man også gøre noget godt for et andet menneske. Høsten har jo gennem lang tid handlet om at gøre noget i fællesskaber og mange hjælp hinanden, når markerne skal høses. Og den tanke kan vi sagtens tage med os i dag. Måske har du flere swash i haven, end du kan nå og spise selv given væk. Måske kan du bage et brød til en nabo eller hjælpe en ven med et eller andet. Du kan også gøre noget godt ud i naturen, det her med reciprocity med at lægge en lille dave tilbage, hvis du har været ude og samle urter eller høstet fra jorden. Ikke fordi naturen forventer det, men fordi man ønsker at møde det med respekt og gennemsidighed reciprocity. Jeg synes, det er en rigtig finke. Det der med at når vi hænder noget i naturen, så kan vi også overveje, hvordan vi passer på naturen. Det kan være noget så enkelt, som at vi kun dukker det, vi har brug for. Og aldrig dukker mere end jeg tror, det er en tredje del. Det er. The honorable harvesting, det ikke det det hedder. Det kan også være at lade de første blomster stå til berende i stedet for bare at lukke dem og stille dem ind i en vase, fordi nu er blomster, så tænker jeg, der skal være lidt til viring. Eller lad nogle bærer blive hængende til fugle sådan det et samme princip. Somt det affald som andre har efterladet. Husk, at vi selv er en del af naturen, og derfor vil jeg også gerne have, at naturen bliver behandlet godt. Mad og festligheder. Mad har jo altid været en helt central del af Lammerser eller lunosar. Det giver næsten sig selv. Når den første høst var kommet i hus, så var der endlig noget af fejre. Så efter mange måneders arbejde, så kunne man for første gang smage resultatet af det, man havde sået om foråret. Altså det lyder det som om, at der ikke har været noget at spise frem til 1. august. Selvfølgelig har der været alle forårsaggrøderne og sådan noget, men det kornede jeg især og snakke om. Og at naturen virkelig bruger. Det bliver jo mere en senomer og efterårs ting, at køkkenhaverne virkelig giver i overflodet. Så derfor blev sat en anden til at samles om et godt måltid at dele den her første høst med familier og naboer og venner. Og det vigtigste symbol på Lamas er jo udvivt brødet, som jeg jo sagde i starten. Det ligger jo allerede gemt i navnet, altså Lamas, lodmars brødmæse. Hornet er en af de afgrødder, der først blev høstet, og derfor bagt man årets første brød af det nye mil. Og nogle steder brydet op til kirken. Og det kunne blive velsignet. Og så bliver det delt mellem familien som en slags tak for årets første høst. Og jeg synes, der er noget meget smukt i den tradition, altså, et brød er jo på mange måder et billede på hele året cyklus. Først bliver jorden gjort klar, så bliver kornet sået, og det spiger, det vokser og det måder, og så bliver det høstet, så bliver det tærsket og malet til mel, og til sidst bliver det forvantet til brød. Så når man står med et nubagt brød i hænderne ved lammer, så står man også med resultatet af mange måders arbejde. Både naturens og menneskers arbejde. Så hvis man er lyst, så er lammer som sagt et rigtig oplagt tidspunkt og bage sit eget brød eller starte en surg. Og man kan jo prøve at være rigtig kunstfærdig med sit brød. Man kan forme dejen som en akks eller en sol, man kan også bare lave et helt almindeligt gryde brød eller et eller andet meget nemt. Det vigtigste er ikke, hvordan brødet ser ud, men bare det, at man giver sig tid til at nyde processen og mærke forbindelsen mellem kornet på marken og det færdige brød på bordet. Bordet kan dækkes med mange af de robarer som sen som senommeren byder på, altså nye kartofler, squash, korjet de første røde frugter, friske køder. Sensomme bærer. De tidligste æble så der ved at være klar nu. Og hvis man har været ude og samlet bærer, så er det jo også oplagt at bruge dem i desserten. Kørte i en kage eller hører med hjurt, eller lave marmelade af dem. At sylte eller lave marmelade, det er jo i det hele tid også en fin Lamas tradition. På den måde gemmer man lid af sensommerens overflod til de måder, hvor naturen ikke længere giver lige så gav mild. Og så er der også håndning. Det hører også naturligt til i den her tid. Birerne har jo haft travlt hele sommeren, og den sidste hånd, senommer håndningen, den bliver slænget nu her omkring det her tidspunkt. Så man finder også tit hånd i Lamas opskrifter enten som sødning i bagværk, eller også bare som tilbehør til nogle på grøden, eller på brødet, eller til ost, eller over frugt. Og så hører øl og sejder om jød i øvrigt også til. Det er de drikke, der gennem lang tid har været forbundet med høstfester og fællesskab. Et andet symbol, som også bliver forbundet med høst siden, det er jo overflødighedshornet. Det er det her flættede hårn, som buiner af frugt og grøntsager, korden og blomster osv. Det har jo gennem århundre været et symbol på overflodet og frugtbarhed fra naturen. Og også symbol på den her rige høst. Og det stammer faktisk fra den græske mitologi, men i dag er det jo blevet et af de mest kendte billeder på høstens gærlighed. Og jeg synes, det passer så smukt til Larmer, fordi det minder også om at lægge mærke til alt, naturen giver på den her tid af året, og at møde årets første høst med glæde og taknivel. Noget af det, jeg bedst kan lide ved Lamres, det er egentlig tanken om at samles omkring et bord. Høsten har gennem historien været noget, man gjorde i fællesskabet, og derfor giver det god mening, at fejringen også bliver i fællesskab, eller at fejringen også bliver delt med andre. Et hjembagt brød noget smør, lidt hånd, årarstiderne grønser og bærer, en kan i mos eller sejder eller en øl, og så et par mennesker, man holder af, det er mere end riligt. Det behøver ikke at være kæmpest. Alle der farver og symboler. Ligom de andre saber, så har Lamas og Løner sine egne farver og symboler, som afspejler årens stemning. Og det her er egentlig bare men som inspiration. Det næste jeg siger. I virkeligheden så kan du bare gå ud og vælge det, der føles som senomer for dig. Men farver. Lamas farver er hentet direkte fra landskabet omkring os. Altså guld af nok den farve, de fleste forbinder med Lamas. Den symboliserer jo de her mode kornmarker. Men symboliserer jo også solen og den overflåd, som naturen giver på den her tid af året. Så er der gul, der selvfølgelig også symboliserer solen, men den symboliserer også glædet og lys og den første høst. Orange, det minder om varme og energi og den glæde, der følger med at kunne høste frugterne af mange månaders arbejde. Og så er den her dyb, dyb grøn, sådan lidt mere mørke grønt, der repræsenterer alt det, der stadig vokser. Selvom høsten er begyndt så er sen som statisk fuld af liv og blade og urte og planter, der fortsætter deres vækst. Symboler. Mange af Lersets symboler knytter sig helt naturligt til høsten og de afgrøder, som nu er mode. Så kornaks og de her væde med, det er nogle af de ældste symboler på Lamas. Det minder også om årets første høst og alt det arbejde, der ligger bag hvert eneste brød. Og så er selvfølgelig brød, det er måske det stærkeste symbol af dem alle sammen. Det rummer hele fortællingen om årets cyklus fra det lille frø, der blev lagt i jorden frem til det færdige brød på bordet. Kurve er også et symbol, der forbindes med indsamling og høst. Solsiker, der vinder deres store blomster mod lyset og står i fuld flor her nu omkring Lamos. Frø selvfølgelig symboliserer livets fortsætte. Samtidig med, at vi høster, så begynder planterne allerede at sende næste års liv videre. Så på den måde rummer Lammer jo både afslutning og begyndelse. Så er der korden dårlig, korndukken, det gamle høst symbol, jeg har talt det om tidligere. Som blev flætet af de sidste eller de første kornstrå, og så blev den gemt gennem vinteren som et symbol på hel og frugbarhed og forbindelsen mellem en høst og den næste. Røntekorset, det er et gammelt beskyttelsessymbol, som jeg også talte om tidligere, der blev bundet af grene fra rønnetræet, og bundet sammen af rød tråd, hvor mange hængde op i hjemmet eller laden for at bringe lykke og beskytte årets høst. Overfødighedshornet symboliserer naturens gavmidhed fyldt med frugter, grøntsager, korne blomster, så minder det os om den overflod, som sen sommeren bringer. Krystaller. Hvis du bruger krystaller, så er der et par stykker. Jeg synes passer særligt godt til Lammer. Der er flere, end jeg lige ser her, men jeg kommer bare lige med 3. Crin forbinder man jo med overflod og blæde og tak nemlighed og selvtid. Så den her gyldende farve fra titrin passer også naturligt til østens energi. Så er der karniol, som symboliserer livskraft og mod og handlekraft. Så den minder også om den energi, der har boret os gennem årets vækst, og om at fortsætte det, vi har sat i gang. Bjærgrystald, det er en krystall for klarhed og fokus og indsigt. Og ved Lamas, så kan den jo mindre sig om at se tydeligt, hvad der er måden, og hvad vi ønsker at tage med videre ind i den næste del af året. Hvis du har et alder, så er Lamas også en god anledning til at lade vise den første høst. Jeg synes egentlig de smukke alder, der bliver skabt af det man kan finde lige uden for døren. Så du kan pynte det med kornaks eller små bunder af korn, et hjemmebagt brød, nogen skørs eller andre grøntsager fra haven, sen som og blomster, solsækker eller valgmurer krystaller, rav smukke sten fundet på en god. Skærer fra stranden kan også være med til at bringe naturen indenfor. Og så et lys og lidt røjelse til at understrege stemningen. Så alle synes jeg kan fortælle historien om den årstid, vi står i lige nu, og minder os om årets første høst og den overflod, naturen deler med os. Urter ved Lamas Lunar. Som til hver sabat siden Inborg, har jeg også her valgt tre urter eller planter, der hører særligt til netop den her tid på året, vi er i nu. Nogle af dem blomster lige nu, andre bærer frø eller frugt, og fælles for dem er, at de fortæller noget om årstidens energi og den fase, naturen befinder sig i. Jeg synes, at urterne er en af de allerbedste måder at lære årsjupet at kende på. Når man begynder at lægge mærke til, hvilke planter der dukker op, hvornår, så bliver årets cyklus pludselig meget mere levende. Jeg har interesseret mig for urter i mange år, især deres folketro og symbolik og de gamle fortællinger, der knyter sig til dem. Det var faktisk det, der fangede mig først. Men sidste år, der tog jeg også et halvt års urdekursus, hvor vi arbejde med omkring 60 forskellige vild planter. Jeg havde allerede en del viden med mig, men jeg havde også lyst til at lære den mere praktiske side at kende. Og på kurset lærte jeg blandt andet om planternes medicinske egenskaber, og hvor de vokser, og hvordan man indsamler dem, og hvordan de kan bruges i og tænkter eller infusioner og fleudtræk og salver og kremer, og hvad ved jeg. Og det gav mig et rigtig godt supplement til alt det, jeg allerede synes var spændende på det tidspunkt. Og jeg synes, der er noget særligt ved at lade de her to verden mødes. Altså på den ene side den her gamle folketår, de magiske traditioner, hvor planterne blev forbundet med bestemte egenskaber og ritualer. Og så på den anden side den viden, vi har om, hvordan mange af dem gennem mange generationer er blevet brugt som lægeplanter til alt frakøelse og småsorg til maveprobler og andre hverdagsgener. Så nu skal vi se nær på tre af de planter, som jeg synes hører den her tid til. Vi skal både dykke ned i deres historie og folketro og symbolik, men også se på, hvordan de traditionelt er blevet brugt, og hvordan vi stadig kan have glæde af dem i dag. Røllige af kilea millefolum. Hvis jeg kun skulle vælge en urt, der virkelig hører Lmer til, så tror jeg, at det vil være rygge. Den blomster simpelthen over alt på den her tid af året. Langs skriftekanter på inge, i vejkanter på tørs skårninger og mange andre steder. Man kan næsten ikke undgå at få øje på den. Og jeg tænker, at de fleste kender den med de her hvide blomster skærme, men rygge findes faktisk også i sådan sådan røde, lysøde og orange nuancer. Jeg har selv flere forskellige i haven, og jeg har engang hørt, at de skulle hjælpe andre planter i haven med at bekæmpe sygdomme og skadeddyr. Den kaldes The Healer of the Garden. Og jeg er ikke sikker på, at der er et videnskabeligt, altså at det er et videnskabeligt faktum, at den kan hjælpe andre planter. Altså, at den er The Healer of the Garden, men det er noget med. Altså, meget kan man sige, men den tiltrækker i hvert fald mange gode nyt og bestøvler til haven, og så er ryget også bare rigtig fine og meget holdbare i en buket. Og så har de jo selvfølgelig en række medicinske egenskaber. Røkkets latinske navn er Akillea mlefolum. Og acillea, det er slæks navnet, det henviser til den græske hældt Akilles, som i følge mytenbar rygge med sig under den trojanske krig for at behandle soldaternes sov. Og arets navnet mlefoleum betyder tusind blade. Og det er en meget rammende beskrivelse, fordi bladen er jo så fint. Jeg ved ikke sådan flyde og fin del og sådan noget. Det ser næsten ud, som om planten består af hundredvis af midt små blade eller tusind. Og rølløkken har ikke bare tusind blade, den har også tusind anvendelsesmuligheder. Plejer at sige nej. Det er måske lidt at overdrive, men så alligevel ikke ret meget. Den kan virkelig. Den er virkelig god for rigtig mange ting. Den er en afropas ældste lægeplanter, den har været brugt i folkemedicin i flere tusind år. Den blev brugt til sover og blydning og fortøgelsesproblemer og feber ogstrationsmærter og en hel masse andet. Og så blev den også betragtet som en beskyttende plante, så man hængt den over døren, eller lagde den ind under hovedpuden, eller havde den med, altså bar den med sig som en lille amulet. Så men, at den kunne beskytte mod sygdom og ådekræfter og sådan. Og der er også nogen, der brugt den i kærlighedsritualer eller til spådom. Så løg er en af de planter, hvor medicin og folketro og magi har gået hånd i hånd gennem rigtig mange generationer. Og noget af det mest fascinerende ved røgget er, at flere af de egenskaber, som mennesker tillader den i gamle dage, det hænger faktisk rigtig fint sammen med det, man ved i dag om plantens indholdsstoffer. Røgget indeholder blandt andet bædrestoffer og garestoffer og i teriske uler, og den har meget længe været anvendt i urdemedicin som en plante, der understøtter fordøjelsen. Og så er også traditionelt blevet brugt til mindre hud afskærninger og små sår eller små efter. Den er også kendt for sine samttrækneskaber af stringerende, hvilket en af grunden til, at den også historisk er blevet brugt til at stoppe bødning. Jeg har også altid sagt til mine datter, allerede siden hun var 6, 7 år gammel, at hvis hun var ude at lege og faldt, og fik en hudafskraft, eller hendes hinden fik en, så skulle hun prøve at finde rygge. Hun ved udmærket godt, hvordan den ser ud, også når den ikke blomster. Bladen er jo næsten endnu lettere at kende end blomsterne. Og når hun så fandt en rygke, så kunne hun tygge et par blade i munden, eller mæst dem rigtig godt mellem fingrene, og så lægge dem direkte på hud afskretningen. Men røle kan jo tøres og bruges til det. Den kan også udtrækkes til ting tur, altså alkohol udtræk, eller man kan lade den indgiv i salver, olleudtræk, eller bruge den i urtebade. Der er også nogen, der bruger den som røgelse, det gør jeg selv. Hvor den er forbundet med beskyttelse og rænselse. Selvom det er en meget gammel lægeplante, så er den også en rigtig kraftig ur, som man skal bruge med omtænke. Den regnes for at være en god eller et eller andet. Altså det betyder simpelthen, at den kan være bort fremkaldende. Og det er på grund af den her sammentrækkende virkning, den har. Det kan også trække liveren sammen. Så du er gravidet eller forsøger at blive gredvid, så synes jeg ikke, at så skal du nok holde dig for øllig. Og i det hele taget, så er det faktisk et ur, man ikke bør indtage kontinuerligt. Altså ikke indtagen over en længere periode. Det er ikke sådan, der skal indgå i ens daglige infusioner, eller hvad man ellår og tager eller tænker, eller et eller andet. Den kan bruges et par dage, og så skal man holde en pause med den. I den traditionelle urde medicin, der har ryglig også været brugt ved kraftig medstrationer og menstrationsmærker. Og det er jo igen brugt af de her sammentrække og kampeløsende egnskaber, den har. Så man kan drikke den som te, eller drikke den som infusion, eller tage den som dage, hvor generne er værst. Og så kan man også bruges netop også til kræftig og menstrationsmærker osv. Det kan den bruges udvorlets. Så for eksempel lave en stærk infusion og heldig i et varmt bade kar, eller lave et urtebad, hvor ryggen får lov til at trække i vandet. Man kan også lave sådan et dampbad til underlivet. Og så er det den der varme damp, der får lov at gøre sit arbejde. Men husk at kun at bruge den i en begrænset periode, når der er behov for den, og ikke som en ur, man indtager hver dag igen længere tid. Så har den lidt bedre smag, og det er også netop den bedre smag, der gør, at den virker godt i forhold til fordøjelsen. Den er også traditionelt blevet brugt mod oppustet og luftigt mærre i maven. Og når urter er bedre, så sender de jo et signal via naverne til hjærnen om, at det her er bætter. Og når hjernnen får det sinal, så sender den beskedere til fordøjssystemet, og så bliver der frigivet spødt og mavosyre galde og fordolsesinsyre. Og det gør, at kroppen bedre kan nedbryde maden og optage næringstoffer. Og den effekt sker allerede før maden i maven, det starter faktisk i munden, hvor kroppen jo gør kroppen så begynder at gøre sig klar til det, der kommer, fordi det er et signalstof. Det er det der med, at man får det i munden, og tænker, det er bære, det opfanger hjern hurtigt, og så sætter den det hele gang. Hvis man tilsætter sukker til sådan en ryg i kete eller et eller andet for at dæmpe den her bedre smag, så opstår det signal ikke, og så har den ikke den virkning. Så bliver de der bedre receptor ikke aktiveret, og signalet til hjernnen bliver sværere, eller ud bliver simpelthen, og så bliver den der fordørsesrespons mindre. Så det handler om at lade den her bedre smag være der, og så tager den med, hvis man vil have den virkning. Og når jeg snakker om, at det er godt for fordøjelsen, så er det det på flere måder. Når du smager noget bære, så producerer kroppen mere mavosyre, og det hjælper med at nedbryde madlen bedre, især protein. Det stimulerer også galden, altså lever og galdblæer, så de kommer i gang. Der kommer mere galde, og det er vigtigt for at nedbryde fedt at optage de fedt opløslige vitaminer A, D, E og. Der bliver også frigivet flere fordøjsesensyer, så maden bliver mere nedbrudt, og kroppen får mere ud af det, du spiser. Og så kan det hjælpe mod oppustethed, fordi simpelthen fordi fordøjelsen bare kører bedre. Så man oplever mindre luf i maven, mindre tunge tunghed efter måltider. Og derudover kan de bedre smag så også være med til at regulere apetiten, altså de kan simpelthen dæmpe sukkertrang og gøre, at man føler sig mere midt. Og så støtter de også livret, altså hjælper kroppen med at udrense og afgifte. Så der er altså rigtig mange grøn til at lade være med at overdøve den bedre smag. Det er et signalstof, og hvis man ikke smager det, så bliver signalet ikke sendt videre. Og så sætter det heller ikke i gang på samme måde. Hvis du vil lave en tænktur af rød, så er det meget nemt. Du tager friske blomster og blade og lægger i et rent glas, et cyletøjs glas, f.eks. og hælde alkohol over. Omkring 25% alkohol vil jeg bruge, så hvis du fx bare går ned og køber en almindelig vodka, så fort det ikke en tredje del cirka med vand, så passer det meget godt. Lad glaset stå med låg på i omkr 6 uger, før du så materialet fra, og så har du en tænktur, der kan holde sig rigtig længe, altså minimum 5 år og helt sikkert også mere end det. Vejebred planargo. Vejebred det er nok en af de planter, de fleste af os udmærket godt kender, uden egentlig at kende den. Den vokser næsten over alt i græs plænder, langt stier ved vejkanter mellem fortårsfiliser. Og de fleste af os går bare for bien, og der er også rigtig mange, der betragter den som ukrt. Og jeg synes egentlig, det er lidt synd. Fejebret er en af de planter, som jeg synes fortæller meget mere opmærksomhed. Den har været brugt som lægeplante i mindst 200 år og sandsynligvis meget længere. Og bag de her helt almindelige grønne blade, der gemmer der sig en imponerende mængde gode egenskaber. Hedder, plant på latin og plane på engelsk. Og herjem der findes, der findes flere forskellige arter. De mest almindelige er langset vebret, som er de her med lange smæret blade. Der er glat vejbrød, de har de her brede næsten hjærteformet blade. Og så er dumet vejbred, der har de samme brede blade, men dækket af et blødt lagt fine hår. Og alle de her tre kan bruges på stort set samme måde. Da jeg var barn, kan man lige pludselig til at tænke på, såkkede vi de der blade. Og så talte vi, hvis man plukker ned ved stænken, så kan der stikke sådan nogle små tråd ud af stænken. Så skulle man tille dem, der var. Og det var også noget med, jo længere de var, jo bedre. Jeg kan ikke huske præcis, hvordan reglerne lige var, eller der var jo nogle regler. Det var bare noget, vi legede eller et eller andet, men det var noget med, at det var så antallet af tåret på en eller anden måde fortalt noget om, hvor mange kærester man ville få, eller hvor mange der var forelsket i hjælp eller sådan noget. Spyr til siden skulle til at sige, at det var lige et side spor. Men altså i folketrogen, der har vejbret gennem århundrede været forbundet med beskyttelse og hæling og udholdenhed. Altså fordi den vokser der, hvor mennesker færdes og alligevel holder ved. Og den bliver også mange steder betragtet som den rejsende plante i gamle engelske urdebøger, der bliver denda omt som urternes moder. Så man men simpelthen, at den kunne beskytte mod sygdomme og rense kroppen og hjælpe sor med at hela. Og meget af den gamle erfaring, det stemmer faktisk overraskende godt over en det, vi ved om planten i dag. Vejbred er en af vores vigtigste lønfeurter den og dure snærer. Og lønfesystemet spiller jo en meget stor rolle, en helt afgørende rolle for både immunforsvaret og kroppens evne til at transportere overskydende væske og affaldstoffer væk fra bævne. Mods at blodet, så har løn ikke et hjerte, der pumper den rundt. Lymferne er afhængig af, at vi bevæger os. Hver gang vi går en tur eller bruger vores muskler, eller i det hele taget bare er fysisk aktive, så hjælper vi lympen med at cirkulere. Så motion og såneve vaner og et velfungerende lymfesystem hænger tæt sammen. Der er overraskende mange mennesker derude, der er døger med ophugningen af væske og et dårligt lymfesystem. Og der er vejbræd altså en rigtig god plante at kende. Bladerne er også rige på slimestoffer, gærrestoffer og en række andre plantestoffer, der gør vejbræd. Både bakteriehemde, inflamationshemne, antioxidativ og slimende styrkende. Traditionelt har den blevet brugt til blandt andet at støtte immunforsvaret og beskytte leveren. Den virker lidt vanddrivende og lindre irritation i slimænderne. Den er også blevet brugt ved problemer med urinvejen, og som bare som en generelt styrkende urd, når kroppen har brug for lidt ekstra hjælp. Vejbred er også rigtig nemt at bruge. Altså ligesom røg, så er det en af de planter, man sagtens kan have glæde af direkte ude i naturen, hvis behovet opstår. Igen bladene kan plukkes og tykkes eller gnides mellem fingrene, så saften bliver frigivet, og så lægger man det direkte på hunden. Det er gammel huskerd eller husrødstradition, eller hvad man siger. Som har været brugt meget længe, før man kunne købe altens kræmer og plastre og så videre på apoteet. Vejbret er især kendt for sin beroliggende og hele virkning på hunden. Den kan lindre og køge efter en slagsti, og den kan køle en hud, eller hvad man siger, at der er blevet irriteret i f.eks. branden, eller den virker lindrende, hvis man har været, hvis man nu har været i kontakt med nogle giftige planter som bjørne, klo eller vildt pas. Den er også god til mindre hud afskrabninger og rifter og irritationer, hvor den her bakteriehemne og antiinflamatoriske egenskaber kan være med til at understøte, at huden hæder sådan bedre eller naturligt. Så hvis du har været så uhligt at blive solskolet, så er vejbret også rigtig god. Ved en mild eller moderat solskoldning, så kan du lave et olleudtræk eller en salve af bladen og smørte den forsigtig på huden. Men er blevet kraftigt forbrandt, så brug de friske blade, eller brug en stærk infusion. Du kan lave sådan kraftig te af bladen, og så lader den køle helt dag og bruge den til omslag eller forsigtig dube huden med den. Så har hunden brug for at kunne komme af med varmen. Og der er det altså ikke godt at putte en fed salve eller ole på, fordi det sværer varmen, så huden nærmest bare sådan koger videre. Og ligesom med røg, så kan man også lave en tænktur af vejblet. Det er faktisk det samme. Omkring 25% alkohol. Det trækker plantens aktive stoffer ud af bladen. Jeg kan også drik den som te eller infusion alt efter, hvad man ønsker at bruge den til, men hvis man gerne vil arbejde mere med urder, så er vejbred en af de planter, jeg virkelig synes er værd at lære at kende. Den er nem at finde, og den er nem at indsamle og utrolig adsidig og nem at bruge. Og selvom det først og fremmest af blæden, der bliver brugt som lægeplante, så kan frøden faktisk også anvendes. Når sen som nærmer sig som nu, så udvikler blomsterstande små frø, som kan drøses over en salat eller bruges i madlevningen. Og der er ikke forsket nær så meget i frøene endnu, som der er i blæden, men de indeholder blandt andet sliestoffer, der kan virke beskyttende for fordøjsen. Og produktet husk, det er faktisk lavet af frøskallerne af en nær slægtning til vores danske vejbrød. Det er lavet af Loppefrø eller loppefrøvskærerne. Og loppefrøder plantago uvata. Og vejbred hedder også plantago som familier. Så det er altså de her slimstoffer, der gør frøden så gode til at støtte fordøsen og give volumen i tarten med hensyn til husk. Og det mener man så også, at vejbreds frø kan bruges til. Så er også en oplagt plante at bruge udvortes. Så laver et olieudtræk af bladene og forvandle det senere til en salve, eller du kan lave en stærk infusion og bruge den til omslag eller bade. For eksempel hvis du har en fødder, der er irriteret på den en eller anden måde, så kan du tage et fodbade med en kraftig infusion. Det kan være dejligt lindrene, eller hvis du har en kimet eller køge, eller en eller anden. Sådan irritation på huden så laver et omslag med afkøjet infusion. Gylden ris, Solidargo. Gyldenris hedder Solidargo på latin og golden rock på engelsk. I Danmark har vi tre vild voksne arter. Den almindelige gyldris, det er vores hjemmehørende art, og canadisk og sildig gyldris, de er så kommet her til senere, man vokser rigtig mange steder i landet nu. Og de bliver alle sammen brugt på stort set samme måde i urte medicin. Og selvom der stadig er meget væk ved om de to naturaliserede arter, så forventer man, at de deler mange af de samme egskaber som den almindelige gylden rigs. Hvis du har lyst til selv at gå ud og indsamle gylden ris, så vil jeg anbefale, at du først finder nogle rigtig gode billeder af planten. Den kan nemlig godt forvekses med en plante, der hedder engbrandbærer, som er giftig. Og det er jo i det hele taget jo altid en god idé at være helt sikker på, hvilken plante man står med, før man begynder at bruge den som legort. I den gamle folketro bliver gylden ris forbundet med helv og overflod og beskyttelse. Den her gyldne farve symboliserer solen og en god høst, og man kunne tage den med hjem som et tegn på, at sen som morens overflod var begyndt. Ud over sin smukke farve, så er gylden ris også en af de vigtigste urter, vi har tilre og urinveje. Den virker blandt andet vanddrivende, anti-inflammatorisk, antiseptisk og let kampeløsen. Traditionelt har den været brugt til at støtte nyernes arbejde og hjælpe kroppen med at udskille overskydende væske. Samtidig bliver den også brugt som en støttende urættelser andre urinvejsinfektioner, fordi den har det her, så han har både antimikrobielle og svampehæmende egenskaber. Og så har den også været anvendt ved nyre grus og nyre sten, hvor den kan være med til at understøte kroppens naturlige udrænsning. Gyldrig bliver også beskrevet som en karminativ, så det betyder, at den kan hjælpe fordøjelsen og menneske luft i maven. Samtidig så virker den også lidt svøddrivende og fæmperende, og det er også en af grønne til, at den også gennem tiden har været brugt ved sådan begyndende forkøbelser og lettere infektioner. Men det er altså de overjordiske dele af planten, mens den står i blomst, der bliver brugt. De kan tørres og gemmes til senere brug, eller de kan også bruges friske gyldrigs er gode til både at lave te af, eller som infusion, eller tænktur. Og når jeg laver tænkt af gylden rig, så bruger jeg en alkohol procent på omkring 45. Så der skal man have fattig i en god flaske vodka og eventuelt bædelop med noget stærkere. Man kan også få en vodka på 50%. Men jeg, man kan. Den skal nok bestille hjem. Det må I selv undersøge men omkring 45%. Og jeg vil egentlig gerne lige forklare, hvorfor man trækker nogle ting ud i alkoholer, og hvorfor man trækker nogle ting ud i vand, altså laver en kop te eller en infusion. Det er fordi, at planterne tit har nogle vandholdere og nogle ollehold ider det fed opløs. Vandopløsige og fedt opløsige indholdstoffer. Og hvis vi laver te af en eller anden plante, så hiver vi jo de vandopløsige indholdsstoffer ud af den, men vi får ikke de fedt opløsige. Det er lidt svært at forklare. Men jeg plejer at forklare på den måde, at hvis du forestiller dig, at du har fået sboret ind i u livet nu på hænderne, og prøver at vas det af, eller motorle, eller hvad ved jeg, og prøve at vaske af under rende vand kun med vand, så kan du vask og vask fra nu af til juleaften. Der sker ikke et nyt. Det er først, når man så bruger at sæbe, at det her fedt bliver opløst og kan vaske af. Og det er faktisk lidt den samme måde, alkohol virker, når vi laver tænkt. Så alkoholden hjælper simpelthen med at udtrække nogle af de plantestoffer eller indholdsstoffer, som alene vand ikke kan få fattig i. Hvis jeg laver en tænktur af friske planter, så fylder jeg et syltetøjsglas næsten helt op med de her friske blomstrende topskud især og hælder alkoholden over. Hvis det er en tørre plante, så fylder glaset cirka lidt over halvt op, fordi tørre urter at udvidde sig nogle sure væsen til sig. I øvrigt skal man også regne med, at friske planter indeholder ca. 50% vand, så der skal man også lige. Der skal man ligesom regne lidt mere alkohol, sådan lidt højere procent alkohol, hvis man bruger friske. Hvis man bruger de tørret, så er det de her 25% eller 45% alkohol, som jeg snakker om. Men altså, hvis du bare plads der 37% vodka, eller hvad en vodka normalt er på, ved du hvad, så får du stadig meget mere ud af klanten, end hvis du kun laver en kop te med den. Så prøv alligevel også, selvom du ikke kan få fat i hver fine sprit, eller 50% svodka, eller noget som helst. Nå. Og så er det jo, så lad man den jo stå der i cyntøjsklædet og trække. Man er den stå at trække i ca. 6 uger, så siger man plantematerialet fra, og så har man en tektur. Man kan også bruge gylden rigs ud for det ligesom de to andre planter, jeg har snakket om rygge og vejbred, så indeholder den også en del karvestoffer. Og karvestoffer virker sammetrække eller astringerende, som man også kalder det. Og det betyder, at det hjælper hud og slime hænder og sådan noget med at trække sig sammen. Og det kan jo være en rigtig god ting, hvis man har fået sådan en mindre sovre og irriteret ud, hvor der har man så også traditionelt brugt den her plante til at understøte kroppens egen hæning. En stærk infusion af gylden ris, den kan også bruges som gurkvand, hvis man har sådan lidt ondt i halsen eller irritation i halsen. Den kan også bruges som næsek, hvis næsten slime hænder i irriteret. Den kan også bruges til omslag på betænde sover og hud af klører eller sådan forstunninger. Ligesom med røg igør vejbred, der kan man også tykke de her friske blomstrende topskud let i munden, eller knuse dem mellem fingrene så plante saften frigives, og så lægge dem direkte på det område, man gerandle. Og så kan man også lave olie udtræk af den. Og det kan du så senere laves om til en salve, når den har stået. Og igen, den skal også stå at trække i 6 uger. Det er bare sådan min go-to-tid, at det sådan noget der at trække. Og så bliver det til en salve, som er rigtig god at have stundet til mindre huditationer eller tør ud. Man kan også lave en stærk infusion, altså et vandtræk med en stor del plantemateriale, ikke bare sådan lige en tæft, som i en kop se. Og så bruge den til omslag eller bade, alt efter hvad man ønsker at behandle. Der er lige et par ting, der har været at være opmærksom på. Altså gylden ris bør ikke anvendes, hvis man har alvorligt nedsat nyrefunktion, og hvis man lider af hjertesvigt eller andre sygdomme, hvor lægen har anbefalet, at man begrænser sit væske en tag, så bør man også være sådan varesom og tale med sæge før man bruger den her ord. Selvom gylden ris er en forholdsvis sikker plante for de fleste, så er det jo altid en god idé at behandle læurder med den samme respekt, som man behandler al andet medicin. Naturligt er ikke nødvendigvis det samme som ufarligt. Ja Lamers eller Luner byder jo på mange flere planter end de her tre. Men altså ryggen, vejbræd og gylden riser et godt sted at starte. Det indre at arbejde med Lamers Lunar. Lamers lunar den her sabet, markerer jo årets første høst. Ude i naturen, der bliver de første marker høstet. De første afgrøder finder vej fra jord til bordet. Og den bevægelse inviterer os. Den bevægelse inviter også os til at stoppe op et øjeblik og vende blikket mod vores eget liv. Ikke fordi året er slut endnu, ikke fordi vi skal gøre endelig status over alt, hvad vi har nået. Tværtimod, der ligger også stadig en god del af året foran os. Men nu ved Lammer, er vi nået til et punkt, hvor vi for første gang kan begynde at se resultatet af noget af det, vi satte i gang tidligere på året. Hvis vi tænker tilbage på Emborg 1. februar, så var mange af vores idéer endnu kun små frøer begyndte de første spiger viser, og ved Bad Tagen og Lisa var energien rettet mod vækst og livskraft og alt det, der var ved at folde sig ud. Nu er nået til den første høst. Noget er begyndt at modne, noget har allerede boet frugt, noget har måske udviklet sig på en helt anden måde, end vi havde forestillet os. Og noget har måske slet ikke fået de rette betænkelser for at vokse. Det er en naturlig del af årets rygme. Naturen minder os om, at alting har sin egen tid. Man kan ikke høste dagen efter, man har sået. Først kommer spirringen, så kommer væksten, og derefter modningen, og til sidst kommer høsten. Den rygme gælder jo ikke kun ude på markerne, men også i vores eget liv. Nogle projekter bliver hurtigt til noget, andre har brug for meget mere tid. Nogle drømme viser sig at være værd at holde fast i, og andre for mister stille og roligt deres betydning undervejs. Så Lamers handler også om at skæne, altså om at se ærligt på det, der er vokset frem uden dømme det. Hvad føles stadig levende? Hvad giver stad i mening? Hvad har vist sig at være værd at bruge tid og energi på? Og er der noget, du kan mærke, at du er vokset fra? Ikke alting er tænkt til at varet evigt. Nogle ting har gjort deres arbejde og kan få lov til at slippe, så der bliver plads til det, der virkelig skal vokse videre. Noget af det, jeg bedst kan lide ved lamme, det er, at sabatten også mener os om at fejre det, der allerede er lykkes. Vi har det jo tit med hurtigt og rette blikkod det næste mål, når vi har afsluttet en opgave, så vi er allerede i gang med den næste. Men naturen skønner sig ikke. Den tager sig tid til at modne, og når høsten kommer, så bliver den taget imod med glæde og taknemmelighed. Og jeg tænker nogle gange, at måske kan vi lære lidt af den, altså måske fortjener de fremskridt, vi allerede har gjort også et øjebliks opmærksomhed, før vi skynder os videre. Så langer sig et godt tidspunkt at sætte sig et roligt sted med en kop te og en notespog, eller bare med sine egen tanker. Og det er ikke for, at vi skal sidde og vurdere os selv og slå os selv oven i hovedet, men det er simpelthen for nysgerrig og undersøge, hvad året indtil nu har lært dig. Hvad er vokset? Hvad vil du passe ekstra godt på? Og hvad ønsker du at tage med dig videre, når vi bevæger os gennem senommeren og frem moderne, hvor den næste del af høsten venter. Reflexionsspørgsmål. Hvad har borvet frugt i mit liv siden foråret? Hvad er jeg særlig tak nemlig for lige nu? Hvad vil jeg fortsætte nære frem mod naberen. Hvordan ville jeg fejre det fremskridt, jeg allerede har gjort. Lamars eller lunar sagt, markerer den første høst og endnu et vigtigt vendepunkte i årshjulet. Ved sagen, der lagde naturen det gamle år bag sig og begyndte sine lange hile, ved julet vendte lyset langsom tilbage. Og ved oster begyndte alt for alle vores spiger. Hvad tanen fyldte landskabet med blomster, og ved Lisa stod naturen på sit højeste, blade de lys og omgivet af fruighed. Nu bølger kordenmarkerne gylden og de første æbler og bærer moden, og årets første høst er begyndt. Herf bevæger årsjulet så videre mod naberen, hvor høsten fortsætter, og igen tilbage til sagen, hvor årets sidste høst er i hus og en ny cyklus begynder. På den måde minder sabatterne os om, at vi altid befinder os et sted i den samme bevægelse. Noget af ved at begynde, noget af undervejs, noget er klar til at blive høstet. Sådan er naturens rygme, og sådan vender årsjulet trofast tilbage år efter året. Tak fordi du lyttede med i dag. Jeg håber, at det her afsnit har givet lyst til at lægge endnu mere mærke til den årstid, vi står i lige nu, og til at opdage, hvor meget naturen faktisk fortæller os, hvis vi tager os tid til at kigge efter. Måske har der også givet dig inspiration til at markere lamas eller luner sager på din egen måde. Hvad enten det er med et hjemmebaktbrød eller en gå tur blandt de gyldne marker, eller bare et øjebliks. Taknemmelighed for alt det, der allerede er vokset frem i dit liv. Hvis du kender en, som også interesserer sig for årets cyklus eller naturens rytmer, eller de gamle årstidsfaringer, så må du meget gerne dele podcasten med dem. Og hvis du har lyst, så vil også blive rigtig glade, hvis du giver podcast en anmeldelse eller et par stjerner, der, hvor du lytter til dem. Det hjælper dem med at finde vej ud til endnu flere, der har lyst til at følge årets cyklus og leve lidt tættere på naturens rytme. Men endnu en gang, tak fordi du lyttede med. Rigtig glædelig Lamas Luner sagen. Til godt år og fred.