#48 Traumer i hverdagen: forældreskab, parforhold og nervesystem – med traumeterapeut Eyajohanna Korch Saxe

NY EPISODE HVER TIRSDAG: Hvad er et traume egentlig? Ofte er det ikke “den store dramatiske hændelse”, men det, der manglede: at blive set, mødt og beroliget. 

I denne episode folder Eyajohanna Korch Saxe, jordemoder, traume- og nervesystemnørd, gravidyogalærer og meget mere) ud, hvordan helt almindelige hverdagssituationer kan trigge gamle mønstre – og hvorfor du pludselig reagerer som en 4-årig i en konflikt med din partner eller dit barn.

Vi taler om:

• De fire traumereaktioner: fight, flight, freeze og fawn - og gør dig klogere på hvilken én du formentlig "falder i"
• hvorfor forældreskab kan rive op i gamle sår – i både parforhold og forældrerollen
• nervesystemets rolle: hvad sker der i kroppen, når du bliver overvældet?
• konkrete greb til hverdagen: små skridt, selvregulering, spejling og blidhed
• sådan starter du en god samtale med din partner, når I er låst i hver jeres mønster

Du får sprog for det, du mærker, og simple værktøjer til at skabe mere ro, kontakt og kærlighed i familien – uden skam og uden perfektionisme. Bare med ren ærlighed og bevidsthed. 

Følg med på Eyajohannas instagram her og besøg hendes jordemoderterapi-hjemmeside her.

Hent Eyajohannas gratis bog om følelsesregulering her eller book din 1. gratis samtale ved hende, hvis du er nysgerrig på at starte i terapi hos hende.

Chapters

• 0:00 Velkomst Og Værtens Mission
• 1:06 Gæstens Baggrund Og Erfaring
• 3:01 Hvad Er Et Traume
• 6:50 Små T-oplevelser I Hverdagen
• 10:20 Nervesystemets Briller På Verden
• 13:45 Reaktionen I Voksne Konflikter
• 16:30 Forældreperspektiv Og Refluksbørn
• 20:50 Skyld, Skam Og Forældres Void
• 25:52 Når Forældre Selv Triggeres
• 29:02 Fight Flight Freeze Fawn
• 32:27 Tilpasninger Og Indre Arbejdsmodeller
• 36:07 Bevidsthed Før Forandring
• 39:27 Relationer Frem For Individfejl
• 42:37 Mangelvibe Og Nutidens Børn
• 46:17 Vrede, Kontrol Og Katastrofetanker
• 50:07 At Regulere Følelser Sammen
• 53:27 Den Terapeutiske Relation

Transcript

SPEAKER_01: 0:11

For det op for, at der ikke er en forging. En tjek, en havet og et eller andet der kan hjælpe til at stå mere så findet. Og der står med en positiv konget til hen og i år. Vi er mange, der har prøvet at slå os på forældreskab. Vår krop og selv har fået bruet blå mærker ikke var der før. Jeg hedder Hanna Anderson. Det er mig og nær. Jeg journalister iværksætter Moret 2. Og i Ameher Podcast, der giver jeg ord til forældre og fag personer. Der på den ene eller anden måde ved en hel masse om at få et jarn. Der er nemlig ingen grund til, at vi alle løber planet mod den samme mor. Slæ ikke når der findes så meget viden og erfaring derude. Det her er sted, hvor vi deler. Det her er din formme i forældreskabet. Tak fordi du lytter med. I dag i studiet har jeg en form for multikunstår, vi at kalde. Hun er ikke kun jordmore, hun ved også en hel masse om næresystemsregulering, hun er gravide yoga lærer, hun er spirituel mennesker, hun er snart så færdig uddannet som traumaterapeut, og så ved hun bare sindssygt meget. Hun ved rigtig meget fra sit levet liv med tre drenge. Hvor den mindste af fire år nu, så der er gang i den derhjemme. Og så ved hun rigtig meget fra sit virke som både jordmor, og så alle de her uddannelser, hun har taget gennem tiden. Hun er sådan, når man taler med hende, at man tænker, at hun 80 år, eller hvordan har hun nået alt det, hun har nået, og stadig har tid til at sidde her, hvor hun sidder i dag. Men hun sidder her, og i dag skal vi tale rigtig meget om nervesystemer. Vi skal tale rigtig meget om travmer. For travmer er jo desværre noget, der for mange af jer opstår i forbindelse med, vi bliver forældre, eller bliver genaktiveret, når vi bliver forældre. Så i den her samtale, der håber jeg, at vi i hver især lærer at forstå os selv og hinanden endnu bedre, at vi får nogle konkrete teknikker til, hvordan vi kan arbejde med jer selv og alt derimellem. Så velkommen i studiet. Jeg er Johanna Kork Saakse. Velkommen.

SPEAKER_02: 2:23

Tak skal du have, Hanna. Jeg bliver så rørt af din introduktion. Den rammer virkelig meget fint. Så tusind tak for de meget smukke ord.

SPEAKER_01: 2:36

Jeg er ikke tvivl om, nu er vi lige mødt hinanden her for en halv times tid siden og har siddet og snakket lidt om forælderskab om mange og barforhold, har vi allerede været forbi. Og jeg er ikke tvivl om, at du er sådan en, der er 100% underpillet, men mest i forhold til dine egne indsigter i alt det, du egentlig ved, det er jeg slet ikke tvivl om. Så jeg har glædet mig sindssygt meget til vores samtale i dag. Og jeg tænker simpelthen, at vi starter et sted, der hedder, hvad er traumer overhovedet?

SPEAKER_02: 3:07

Ja. virkelig godt spørgsmål. Min oplevelse er jo sådan i daglig tale er der mange, der tænker, at det er for voldsomt at bruge det ord. Og det er fordi, vi en stor del, der tænker om traumor, det er når det er krig, overgreb, voldtægter i røverrig eller de der store, sådan mærkbart, enkeltende voldsomme ting, det kan vi alle sammen forstå, er traumatisk. Og derfor oplever jeg ofte, at der en del, der sådan. Det har jo ikke været, altså det jo ikke traumatisk, eller det jo ikke folk spiller lidt ned og gør det mindre, end det faktisk er. Og derfor er det et virkelig godt spørgsmål, fordi det er mega vigtigt at forstå, at vi er en kæmpe stor del af jordens befolkning, der går rundt og faktisk har traumer. Traummer i vores system, som på en eller anden måde orkestrerer rigtig meget af vores liv, uden vi egentlig er klar over det. Og det er fordi, at størstedelen af de traver, vi går rundt med sådan i det, man i fagtær kalder lille te eller små traumer. Og det er langt mere fraværret af noget, der burde have været der end noget, der er blevet gjort imod der. Så det er alle de her gentalte gange, hvor man især i barndoms år eller ungdomsår, har oplevet en måde at blive mødt på, eller en afvisning, eller på anden måde manglet end omsorg.

SPEAKER_01: 4:55

Ja meget mere, end at du bliver udsat for noget, fordi jeg kan jo virkelig genkende mig selv. Et trame, det er netop at været udsat for et overfald, eller været en trafik ulykke. Men det er nok ikke den der gang, hvor du var den eneste til børnefødselsdagen, der ikke må holde marsvindet.

SPEAKER_02: 5:11

Men det ser der måske det samme reaktioner, samme læring af kroppen lærer, det er nemlig lige præcis, at fra et mere sådan intellektuelt sted, eller fra den der tænkende hjerne, så kan vi godt høre, at der er stor forskel på, om du fik lov af at holde det marsvind, eller om der kom en med en pistol, der du stod i tanken. Der er kæmpe forskel. Men det, som nervelsystemet ikke har fanget, det er, når du føler dig troet på en eller anden måde, eller når du føler dig for lat, så opfanger nervøsystemet det som om, at der er far på værd. Og jeg ved, at I alle sammen derude. Kender den følelse inden i systemet af, at noget enten var uretfærd, eller at jeg blev forladt, eller at jeg ikke føler mig set. Og det betyder ikke, at vi skal sidde her og tænker, om så er vi alle sammen helt fokt op, og så er det bare helt forfærdeligt. Det er ikke sådan. Jeg går og tænker om det i hver dagen. Men det, som sker igen og igen, og igen og igen, og igen og igen, er noget, som farver vores nævresystem. Og jeg tænker det lidt som, og har også sådan taget det til mig måden, jeg har lært det på, at når folk har beskrevet det for mig som sådan et par briller, man tag på. Og så begynder vi at se verden igennem de briller. Så det er jo ikke fordi, det sket en gang med sådan et meget svin, du ikke fik lov at holde til en børneføselsdag, men alt hvad der minder om det, hvis det er noget, der sker igen og igen.

SPEAKER_01: 6:53

Så begynder det at være et par briller, du tag på, som så simpelthen kan forvænge din virksomhed af virkeligheden opfærdet. Hvad er det interessant. Jeg skulle netop til at spørge dig sådan, hvordan ser trame ud? Hvad er det, det går ind, og gør det at have. Altså, det er jo på en eller anden måde det nævesystemet, der lærer lærer. Det er svært at sige, man gemmer en oplevelse i sig. Og hvordan ser travme så ud i levet liv?

SPEAKER_02: 7:21

I første omgang har jeg lyst til at sige, at tramer, når det sætter sig som et trame, så er det ikke det, der sker ude omkring der, eller om det andre ville kunne se, måske eller observere. Men det er, hvordan dit system har opfanget situationen. Og når noget sætter sig som en trame, så er det fordi, at det enten skete for tidligt, og for voldsomt, eller at der ikke var en regulering af det, der sket bagefter. Så bliver det, der er sket, den oplevelse kalder vi det. Den bliver ligesom nødt til at blive frasbaldet på en eller anden måde i dit system, fordi der ikke er kapacitet i dit system til at håndtere det og forstå det og integrere det. Så derfor bliver vi nødt til at frasbalde den oplevelse på en eller anden måde. Så får det lov til at flyve rundt herude og komme sådan lidt uden for tider sted. Og vores nævnsystem opererer ikke rigtig med fortid og nutid, og den er ligesom bare endnu. Så derfor kan vi lige pludselig, når vi står der i et skenerib med vores partner, og alt det her sker helt ubevidst. Men lige pludselig så kan vi agere, som om, at vi er 6 år.

SPEAKER_01: 8:50

Uha, det kender vi nok alle sammen.

SPEAKER_02: 8:53

Og vi kan ikke rigtig forstå, hvorfor, eller sådan, fordi vi vidste jo godt, at vi kan måske godt sådan lokalisere sådan frem til, at om det er også fordi, han har travlt, og det er måske også fordi, at sådan er sådan, og der er. Men jeg reagerer stadig uhandsi.

SPEAKER_01: 9:07

Så hele med vores intellect, der forstår vi godt, at det vi gør uhensiktsmæssigt, det er barnligt. Det giver ingen, det resonerer egentlig særlig godt med den, vi føler os om, at som vi er i dag. Og alligevel gør vi det. Ja.

SPEAKER_02: 9:21

Og det er fordi, at lige der, der er der noget, dit nævnesystem genkender. I det, der udspiller sig foran der spidt sekund, der ryger du tilbage og er seks år, eller fem, eller måske nul år.

SPEAKER_01: 9:37

Det er jo rigtig interessant, både i forhold til forældreperspektivet og i forhold til barneperspektivet, tænker jeg tænker, vi skal. Den her samtale, den omhandler egentlig mest af jer sådan forældredelen, altså den måde, vi er fordi det er jo ligesom vores barn inde i oplevelser, vi har haft som børn, der kommer ud uhensigtsmæssigt på forskellige måder nu her i vores voksentid, men det jeg kan mærke, at jeg også har et behov for som mor at mærke ind i eller vid noget mere om, når nu jeg har det her. Børn. Jeg ved, du har selv haft refluks børn. Børn eller barn. Tre børn. Alle tre. Det er fantastisk. Børnene, når de ikke har trives, har jo også haft rigtig mange traumatiske oplevelser. Jeg kan jo blive helt ked af det, når jeg tænker på, hvordan jeg sad med høretelefoner på med musik på fuld knald, og så tog vi ved halvtimes vagter og sad og prøve at rokke og vøge. Så vi ikke selv blev ødelagte, når vi skulle prøve at se, om vi kunne opnå bare en lille form for søvn med vores datter. Mor jeg kan jo se nu, på trods af, at hun er syv år, og hun er så veltalende, og er også blevet ret god til at fortælle, hvad hun mærker. Hvis hun mærker en lille form for smerte, eller en lille overraskelse, eller ved at falde ned fra trappen, men ikke gør det. Hun går jo i akudt skrig. Og det er sikker på, at der er mange forældre med større børn, der har miskrivet sig særligt som små måske, der kan gende den. Og jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, at det er hendes nervosystem, der reagerer som den gang, hun lå med refluks og ikke vil sove og skrækker og skræk og skræk. Er det nu, du siger sådan, Hanna, jeg har løsningen.

SPEAKER_02: 11:20

Og jeg lige frem har løsningen. Jeg arbejder ikke så meget. Det sagde jeg også lidt, inden vi gik i gang. Det er der mega vigtigt for mig at få ud over mikrofonen. Det er virkelig at vi bliver måske aldrig helt færdige. Det er ikke sådan, jeg tænker det. Jeg er ikke selv færdig. Jeg har ikke løst det på den måde, hvor man kunne forestille sig, at om så har jeg løsningen. Det er nærmere, jeg ser det som en bevægelse, en lille mikrobægelse i retning af noget, som var mere reguleret, eller som var mere hædende på en eller anden måde. For hvis jeg sådan skal tage fat i det der rigtig klasse eksempel med et barn, som sådan overgår sin fornemmelse fra indefør, kan i stor stil være et traumarespons. Det behøver det at være, men det kan det virkelig godt være, når man kender barnets historik. Og så kommer vi hele den der, jeg kan høre skyld i din måde at fortælle det på. Og det er ligesom, du har ved at beskrive det før det med, at den her samtale kan godt blive ret kompleks, fordi vi kører på to, måske endda tre spor på en eller samme gang. Hvis man gerne vil gribe det hele på en eller anden måde. Og hvis vi ser isoleret på din datter, så er hun jo ikke blevet rummet i de der øjeblik, hvor I har siddet med høretelefoner på, og har egentlig bare vil have det til at stoppe. Der har hun formentlig været i totalt frygt for den smerte eller det ubehag, hun har mærket i sin krop. Og hun har ikke andet sprog, så hun skriver. Og det efterlader, som jeg starter med at sige, at det bliver sådan en void, hun ender i. Vores børn ender i alle de der voids, hvor vi ikke kan rumme deres udtryk. Vi aner ikke, hvad vi skal stille op. Og klip til, at vi bliver også nødt til så at sætte fokus eller længe lidt på dig, eller på din mand i det der øjeblik, hvor det har været sådan. For der sker også noget i nævnsystemet. Fordi første gang, de gør det, eller anden gang de gør de her skrigture, der kan vi godt være med det. Der vil jeg været med, at I har været, der har døstet, og I har været tilgængelig, og I har haft omsorg for han, I har været bløde i jeres tilgang til den. Men når det sker timer efter timer, dag efter dag.

SPEAKER_01: 14:11

Mången efter moret.

SPEAKER_02: 14:13

Og nogle gange år. Og så begynder nervosystemet at opfanget af de der midt små nuancer i barnets adfærd. Det behøver ikke engang være det rigtige skrig i nu. Det kan bare være. Den kan starte hele skaden i dit system.

SPEAKER_01: 14:33

Det er de møder, vi kender om legepladsen, jeg har selv været der, hvor deres nu 5-årig, 20-årig siger sådan, fordi de ved at fandet af rut i banka, og man ser allerede morgen i sprændt på vej.

SPEAKER_02: 14:45

Det kan enten være den. Det kan også bare være den der barn, der. Jeg har lige haft den i weekenden med ham på snart fire. Han er træt, og han har sådan den der lidt opdag, og han kunne egentlig godt bruge, at jeg var totalt nærværende med ham. Men der var alt det der praktik, vi alle sammen ved, vi skal have gjort i weekenden, for ellers ruller ugen jo ikke. Så indkøb og ringgøring og blah. Og mig er der ikke rigtig kan rumme lige at være tilgængelig. Og han skruver op for sin og irritation og kaster med en støvler, og altså den der sådan.

SPEAKER_01: 15:21

Håber det ikke nemmere nu at gøre rent og rydde op sådan, så du bliver endnu mere preset af lidt endnu mere presset, og det, der sker i mit nævnesystem, det som jeg er begyndt virkelig at få øje på inde i mig selv, at kunne observere mig selv udfra.

SPEAKER_02: 15:36

Det er jo, at mit tankemønster og min krop spænder op som alle de gange, jeg har stået med et barn, jeg ikke kunne trøste. Så jeg får katastrofanker. Og nogle gange sker de bare sådan af sig selv, så jeg opdager dem ingen gang. Men det sker mange gange i løbet af en uge i mit system, at jeg tænker, jeg kan ikke passe på dem. Jeg ved ikke, hvad skal gøre hvis når jeg ikke opdager det, så kommer mit nævnesystem til at gøre sted med mig. Og så går jeg lidt i panik, og jeg lukker af, og mit respons det, at jeg bliver lidt spids, og jeg bliver lidt hård i tunen. Jeg sætter farten lidt op nogle gange kommer jeg til at banke i bordet, eller jeg kommer til at råhde. Andre møder og andre forældre har lidt det modsatte. De bliver bare fra værende. De bliver altså, som om vi ikke rigtig kan råbe dem op, som om det ikke er jo eller udstand til at høre, hvad der foregår.

SPEAKER_01: 16:38

Det er ikke høre, hvad der foregår i rummet. Det tror jeg, at vi også er mange, der kender fra de ægteskabelige perspektiver af tilværelsen, hvor man tænker som mor i hvert fald med en mor med overaktivt nævnesystem, gået mange traumer. Hører alt, hvad der foregår. Og også ved, hvad børnene tænker, før de selv når der hen, og du ved, at nu går det snart galt, fordi ikke syg set PKR S T U, xO står ikke i dat. Hvor den anden person i det samme rum jo ikke gang endnu har bemærket den der uro. Den der uro, eller at man står midt i nedsmeltingen.

SPEAKER_02: 17:21

Og det er du spurgte nu tid tilbage, hvordan ser det ud? Hvordan kommer det til udtryk? Og det her er et klasse eksempel på to forskellige måder at håndtere egentlig samme situation. Men fordi vi har helt unikke egne nervesystemer og egne bagager, der har kodet os til at håndtere forskellige situationer på forskellige måder. Så kan det komme til udtryk på forskellige måder. Så bare fordi vi har haft den samme oplevelse, behøver det ikke betyde, at vi har det samme udtryk eller har den samme måde at håndter det på. Og jeg tror, at de fleste i dag efterhånden godt sådan kender det engelske udtryk, fight, flight, freeze forden. Der er egentlig fire. Forden for den er også relativ ny sådan i folkemunden. Forden er den, hvor vi bliver bare sådan pleisten og medgørlig.

SPEAKER_01: 18:15

Nej, det er simpelthen. Den kender jeg i hvert fald. Fori det er, når du så skal prøve som mor at prøve at forhindre dætter i mit tilfælde OCD ansval, så går du direkt over den der, og du har ikke det sted i huset, du ikke har gjort klarkjort sådan, så hun kan træde igennem som en lille prinsse uder for både terre.

SPEAKER_02: 18:34

Men det er et traumet spons. Ja, hvor interessant. Og det er fordi, at dit nævnesystem forsøger at passe på dig. Så det er sådan. Stratier i den lidt umådelende hjerne, på et tidspunkt har taget til sig og har fornet ud af, at fungerer i nogen udstrækning til at kunne passe på mig, eller til at kunne undgå, at det bliver mere voldsomt. Det er klart. Så det er sådan nogen forsøger at kæmpe sig ud af det. Fordi de har opdaget, at hvis jeg røber højt nok, eller hvis jeg skruver mere op, så stopper det, der var ubehageligt, eller jeg får det, som jeg ikke troede, jeg kunne få, så får jeg den opmærksomhed, jeg får den kærlighed, jeg får den respons for mine forældre, som jeg har brug for, hvis jeg råber højt. Det kan også være, at vi har at gøre med et barn, som er i en forældrebarn relation, eller en anden omsorgsrelation, hvor jo mere de rå højt, jo mere bliver de forlad. Og derfor virker den strategi med at råbe højt, eller prøver at flygte, eller kæmpe sig omkring det, den virker ikke, så derfor lukker de ned. Så laver de fris. Og så er der den sidste, der sådan, hvis jeg er medgørlig og gør, hvad du siger, og sørge for, at du har det godt, så har rart at være. Så har jeg din opmærksomhed, jeg har din udgaver kærlighed, jeg har din tilgængelighed, og det har jeg som barn ekstrem meget brug for, for ellers så overlever jeg ikke. Og derfor bliver jeg lidt plisende i min adfærd.

SPEAKER_01: 20:19

Det er nok den, som jeg tænker, der er rigtig mange voksne nu, der opdager, at det er den form for relation, de får til f.eks. deres forældre? Kan jeg forestille mig? Altså det her med at have den der følelse af sådan, at det er mig, der sikrer den gode stemning her, eller sådan noget ved at være på den her måde. Og det er egentlig også et respons.

SPEAKER_02: 20:37

Det er også et travrespons på de der, jeg kaldt små traumar. Det lille te.

SPEAKER_01: 20:43

Hvor er det interessant? Hvad er man uden de her travresponser? Er jeg bare et stort traverespons.

SPEAKER_02: 20:50

Så er du autentisk, så er du dig.

SPEAKER_01: 20:54

Og hvem er jeg? fordi vi passer bare ind i vores travrespons op.

SPEAKER_02: 20:58

Fordi vi har lavet så mange tilpassninger. Og tilpasninger er mega smarte, og de er der jo for en virkelig vigtig grund, fordi hvis ikke vi havde dem, så ville barnet ikke overleve. Vi er koget fra det øjeblik, vi kommer ud, til, at vi kan tilpasse os det, den skal man sige omstændighed, vi bliver født ind i. Og det, som forskere jo efterhånden har opdaget og har, hvad skal kort lagt det er. Vi er en af de eneste arter på hele jorden, der kan bo i alle omstændigheder. Vi kan bruge, hvor der aller koldest, vi kan bruge der allervarmest. Vi kan bo, hvor der er rigtigt, og hvor der er fattigt, hvor der er vold, hvor der er kærlighed. Vi kan overleve som art, og det er på grund af vores store tilpassning. Hvis ikke vi kunne det, så ville vi bare dø som spørg børn. Så det er mega vigtigt for vores overlevelse, men det er også derfor, det bliver så indkoget, og det bliver ligesom bare det orkester, der får lov at spille hele måde at være verden på.

SPEAKER_01: 22:12

Vores måde at være i verden på, og vores respons til tingene, vores måde at håndterer konflikter, ønsker, drømme, relationer til vores børn. Altså det her med, jeg hader jo. Jeg hader, hvis jeg er ikke afhængig af noget, men det er noget, jeg er meget opmærksom på. Hvis jeg kan mærke, at jeg har få meget lyst til kaffe, så dropper jeg kaffe. Hvis jeg kan mærke, at jeg har fået meget lyst til sukker, så dropper jeg sukker kort varet, fordi jeg er afhængig. Men altså det ved, at jeg arbejder og kæmper imod i hvert fald. Og det her med at opdage, at min adfærd er noget, der er kodet af ting, der faktisk er uden for min kontrol, det er næsten sådan, jeg kan mærke, at jeg bliver helt sådan. Altså virkelig får en transfølelse af det, fordi prøv at tænke, at den måde, vi alle sammen agerer på samarbejder på, skaber parforhold, skaber tilknyttning til vores børn, at det er potentielt set og helt sikkert i mit tilfælde er styret af dyrskær det, det er en mangel på bedre, men altså indgået indre ubevidste struktur, der gør, at vi har en vis adfærd.

SPEAKER_02: 23:16

Nogle af de store navne inden for den her forskning kalder det indre arbejdsmodeller. At det bliver indre arbejdsmodeller, fordi det bliver måden, vi kommer til at kunne håndtere det, der kommer til os og er i vores liv på en eller anden måde. Og så kan man sådan så tænke, hvad skærer med alt det? Altså sådan der jo ikke tid til at forholde sig til alt det, og hvordan så er vi da helt fokt op alle sammen. Eller man kan blive sådan, at man kan en lidt i sådan håblig sted nogle gange, når man dykker ned i de her ting. For mig er grunden til, jeg igen og igen prøver at forstå det fra forskellige vinkler. Har det givet sådan en har givet mig en mulighed for at træde skridt en lille smule tilbage. Og det har givet mig en mulighed for at møde både mig selv, men også min partner, også mine børn. Men en helt anden blihed i det sekund, at jeg opdager, at det er det, der er på spil.

SPEAKER_01: 25:34

Bevidsthed. Jeg er så lige til at sige. Vi kan løse det her. Vi kan ikke, altså hurtigt, som du siger, det er en bevægelse, vi er i. Det er den opmærksomhed, og som jeg også tror på, at alt starter med bevidsthed. Nogle gange behøver vi ikke at gøre mere andet end at være bevidste om, at der er noget på spil her, for så det ikke ubevidst længere er, så kan du tage føling på det. Du har lige pludselig op af hanser. Så det er jo egentlig på en eller anden måde. Bare det at se sin egen adfær ude fra en gang, men kan også være virkelig interessant. Prøv at prøve at sætte dig ned og tænke sådan, hvis du selv var din vende, og du så dig, eller så hende gøre på den her måde, hvad vil du så tænke om det? Hil du tænkt, det var hensigtsmæssigt, giver det mening? Er det rationelt alt det her?

SPEAKER_02: 26:20

Hvordan må det være at være den anden modtager i den anden. Gåre reflektioner?

SPEAKER_01: 26:26

For eksempel når man står igen og råber af sin partner. Mener du seriøst, du ikke kan høre, hvad der forgår i det her køkken. Vi er fire mennesker på 12 kvadratmeter. Men hvor er det sådan. Jeg ved også. Vi skal helt sikkert have en samtale om det, men det her med at have en bevidsthed omkring, at det faktisk er en form for overstimulering. Altså det er trame, der går i free. Så derfor er det det trame, der skal arbejdes med. Det er ikke en adfærd.

SPEAKER_02: 26:51

Det er ikke. For mig er det lige præcis det en af mine dygtige lærer er, at vi skal flytte fokuset fra individet, at det er dig, der er noget galt med, at det er barnet, der er noget galt med barnet, og skal stoppe med at skrige, eller partner skal begynde at kunne høre, hvad det er, du siger, eller du skal være bedre til at lade være med at råbe. Det bor i relationer imellem os. Dynamikker bor i måden, vi er sammen på. Og derfor handler det om at begynde at få en opmærksomhed og en bevidsthed og en blidhed omkring. Hvad er det, der er på spil inde i dig? Hvad er det, der er på spil, ind i dig, og ham? Og det er det, der gør, at relationerne kommer et nyt sted hen, hvor de faktisk kan gå hen og blive meget dybere, meget mere kærlige, og i største potentiale, kan de gå hen og faktisk hele en hel masse ting, som vi har med os ind i det parhold eller ind i den her familie. Så vi er jo ligesom den første generation, der står et sted, hvor vi har så ekstrem meget viden, og at ikke er tvunget af skal man sige, de samfundsmæssige omstændigheder i vores del af verden til at være i overlevelse. Skr vi bare tilbage til vores bedste forældre, så var der rigtig mange, der stadig havde så trænge på, at det var svært at overleve. Jeg gætter på mange af os, jeg har vokset op med den her sådan det, jeg kalder mangelvibe, men den her med sådan, der er ikke nok, hvis du tager fire bollder, så er der ikke nok.

SPEAKER_01: 28:36

Børn er 80erne, hvor renterne var 18 procent. Jeg har også vokset op sådan sted med følge, så jeg mangel passer på.

SPEAKER_02: 28:43

Præcis, vi skal passe på, og vi må ikke tage den store is. Og vi må ikke tænke over, når vi endelig får lov at komme ud og blive spiser på restaurant, så må vi ikke vælge den største. Det er sådan indkod, uden at det er noget, der er direkte sagt omkring bordet. Vores børn i dag, det er slet ikke sådan, de aggerer. Det er jo bare sådan. Det er jo bare tilgængeligt. Hvad er det lyst til? Hvad har jeg lyst til. Så vi står over for sådan en helt anden kæmpe udfordring som forældre i dag, at vi skal både er det sted i selv, hvor vi bliver ramt på den der mangelvirke. Vi skal også lære vores børn en eller anden form for sådan en tak nemlighed omkring det, der er og det der muligt og det, der er tilgængeligt. Men vi skal jo bære, fordi vi ved, vi skal ikke bære sådan noget videre. Vi skal ikke udskamme, vi skal ikke tvinge børn til at spise det, der ligger på talærken, fordi det er det eneste måltid, de kan få i den her uge, eller i den altså. Det er det er så komplekst så vores opgave som forældre er bare så ekstrem stor.

SPEAKER_01: 29:56

Det er en stor opgave. Det er det, og der har vi jo ikke arbejdet med dig selv endnu. Præcis. Og der er det jo i forhold, igen. Der er det bevidsthed, altså, hvad er ikke det vigtigt for mig, at mine børn kan. Og så skal du jo så bagefter afklare den med din partner, der også kommer med sin bagage og sine holdninger og sine ønsker. Og så skal du tage den videre derfra, og så skal du udføre det praksis bagefter, som du lige nævnte da i starten. Nogle gange, så har vi en idé om, hvordan udfører det i praksis, og når vi så står, og så bliver vores indre barn trikket, og vi står og stamper i jorden som en tredjeård, fordi vi ikke fik vores vilje. Fuldstændig. Og vi skal ind i at tale nu omkring. Nu er vi opdaget foket op. Og det er rægt. Det er egentlig rækt. Men og jeg har en vinden, jeg virkelig skal sende den her episode til, og det er bare i dag, fordi hun er seriøst begyndt til psykolog, fordi hun siger, hvorfor er så vred? Hvor jeg sådan, du er det mindst vrede menneske, jeg kender, hvor hun siger, at det er jeg ikke, når jeg sammen med mine børn, så bliver jeg nødt til at føle, at jeg bliver nødt til at råbe nogle gange. Du sagde så det, der slår i bordet. Jeg er jo helt klart den der, der går. Den der aliser ting. Så jeg er bare sådan: jeg ved, hvad alle i det rum har brug for. Just wait, people, her kommer det. Men hun går jo så helt klart i den anden. Og det giver også god mening i forhold til at ved, hvad hendes børn, altså hvordan de har også haft forskellige udfordringer. Nog, så det her med, nu har vi opdaget, at vi har et traumespons, og vi har opdaget, at vi godt må sige, at vi har traumatiseret, for det er vi også, selvom vi ikke blev voldtaget, da vi var 18 år gamle. Så hvad el verden, selvom vi ikke kan hele det hele nødvendigvis, men at vi er i en blød proces med bevidsthed. Hvad hjælp verden skal være? Hvad skal være mit første skridt, tror du til at arbejde mig stille og roligt videre fra det her med, at jeg har en adfærd, som jeg faktisk ikke selv styre.

SPEAKER_02: 31:53

Det, som jeg synes er vidunderligt, det er at videre går på sådan det, jeg kalder ende siden. Der ligger alle svarende, så du har egentlig alle svarende selv. Men det, der ligesom ofte mangler, det er nogen, der hjælper dig til at gå på den side. Hvis du kender det der øjeblik, hvor du faktisk er i stand til at hjælpe dit barn sådan på den der ægte måde. Og ikke bare vi ligesende fik ordnet, at hun fik den rigtige skor på, og det ikke gør ondt, og whatever. Men du sådan virkelig oplever det der øjeblik, hvor hun fik det ikke bedre inde i sig selv. Og det er alle de gange, hvor vi formår og spejle rigtigt. Og møde hende i, var det bare lige fordi, at måske var du lidt mega spændt på, om børnene hen i den nye børn have kan lide dig, eller måske er du lidt nervøs for, hvad der kommer til at ske, når vi skal. Eller det kan være alt muligt, men det der øjeblik, hvor barnet ikke føler sig set, så falder følelserne til ro, så får de lovere hverdag, de får lov at blive set, de får lov at blive mærket, og de får lov at forladet kroppen igen. Så har hun ikke reguleret sine følelse. Vi har ikke fået den til at stoppe med hver, men hun har ikke reguleret den.

SPEAKER_01: 33:31

Det er jo faktisk den samme metode, man bruger inden for angstbehandling. Altså det her med, at hvis du ser angsten som sådan en form for opadgående kur, og så det der med sådan, at hun flytter mig lidt kommen her, mens du aller mest angst. Så opdager barnets nævesystem aldrig, at det faktisk angsten faldt igen. Så du bliver i følelsen, og så opdager barnet, at det regulerer sig ned igen. Og jeg døder ikke af det. Og så videre. Ligesom her, der opdaver barnet. Jeg bliver faktisk set. Jeg bliver mødt og forstået, og så dermed kan man også blive følelsen op på en eller anden måde. Det er jo egentlig nervelsystemet, du hjælper, du hjælper følelsen til at lære sig i nervesystemet på en positiv måde, i stedet for at stoppe på toppen.

SPEAKER_02: 34:15

Ja, præcis. Så du spørg, hvad skal vi dog gøre med, at vi er så fokt op. Vi skal begynde at ture og mærke, hvad det er, vi mærker. Og vi skal ture at være i skampen eller vredden. Og på går på opdaget og siger, hvad ligger der under den vørde? Føler jeg af magt? Føler jeg? Føler jeg mig? For mit vedkommende er det ofte, at jeg egentlig bare har følt, at jeg enten ikke kan passe på mine børn, eller at jeg er troet på livet. Og det kan virkså sådan mærkligt sådan med dit barn skriver jo bare. Men mit nævresystem. Det opfanger ting, som, at hvis der sket noget her, og jeg ikke kan få mit barn til at stoppe med at skrige. Hvis der var krig, og nogen ikke måtte finde os jeg ikke kan bede mit barn om at stoppe med at græde og skrige, så er vi alle sammen døde.

SPEAKER_01: 35:12

Det er det her min hjernter med. Den går på katastrovetanker.

SPEAKER_02: 35:17

Så den bliver pisset bange, og derfor bliver det så vigtigt for mig, at mit barn stopper med jeg græde lige der.

SPEAKER_01: 35:24

Og jeg har sikkert en tanke, tror jeg, at der er mere sådan. Er der nogen, der gider og se alt det, jeg har gjort? Ja, det kan jeg. Den kender jo ikke. Er der nogen, der gider se alt det, jeg har gjort, fordi så ved jeg, at det mindste, at der er nogle, at jeg har gjort noget rigtigt, men måske på en anden måde, hvor du får katastrofetankerne. Jeg får de her følelser, at der overhovedet nogle mennesker til stede her. Der simpelthen og ser mig ind på barn. Altså, at der er nogen her, der kan se, hvad vi gør her. Og andre har helt sikkert deres egne ting.

SPEAKER_02: 35:55

Alle har deres egne.

SPEAKER_01: 35:56

Jeg vender det ind af. Jeg har vind og sådan. De bliver sygsså i bare sådan så bliver de streø går ind på værelses over. Og når jeg bliver syg, så vil jeg bare gerne have nogle af sådan, hvor støtten for der ligger på sofen, og så har jeg det faktisk rigtig godt med at være syg. Jeg er jo.

SPEAKER_02: 36:10

Så det som der min påænge lidt af det der med i det øjeblikker jeg for øje på, at mit vrede udtryk handler faktisk ikke om, at jeg er vred på mine børn. Det handler om, at jeg faktisk er virkelig bange. Det handler om, at jeg føler næsten at vi er livsvar nogle gange. Altså. Og så er det sådan, wow, okay. Og wow, og omsorg. Altså, så kan jeg næsten sådan mærke, at jeg kan få lyst til at tage mig selv op i armen og kræme mig lidt være sådan over lige ved, det er slet ikke, det er slet ikke der, vi er. Men hvis ikke jeg når og fængende, så er jeg jo bare ved, og så kører det bare med mig. Og det der det fantastiske og opdaget er, at jo flere gange jeg har fået den bevægelse og kan få sådan trukket mig lidt på afstand af situationen, og kan se det op fra og mærke mig selv i det, jo nemmere bliver det jo for mig både at blive i situationen med mine børn, og jeg ender jo med at undgå at forlade dem og give dem et traume, det der lille traume. Ford jeg får fat i mig selv og får reguleret ikke min egen følelse af det, der nu forgår på min der side. Men det tager tid, og det kræver øvelse, og det kræver mange, mange, mange, mange gange i managen, hvor vi fejler. Og det, som en tænker jeg gør det, vi kan alle sammen starte i dag og begynder at sådan at forsøge at observere os selv en lille bitte smule ud fra. Men der, hvor jeg virkelig har oplevet, at det ikke rygger noget, det er, når jeg gør det i relation med en, som stiller sit nævnesystem til rådighed for mig uden bedømmelse. Og som ikke har en agenda på mine vejen, og som ikke selv ligesom kommer til at bringe sig selv på banen i den samtale, jeg måt have. Du ved, de der gode venessamtaler, vi kan have, men hvor det altid bliver en ping pony, fordi når du siger sådan, så kommer jeg til at tænke på, og så ender vi altid i sådan, at hun siger noget, og jeg siger noget, og vi kommer lidt alle mulige steder hen, men der, hvor det virkelig begynder at rykke noget, hvor det kan, hvor jeg begynder at kunne se en forandring i mit leve daglige liv. Det er, når jeg har haft mine tervisationer med de terapeuter, jeg kan bruge, hvor nogen har stillet deres nævnesystem til rådighed for mig, og har hjulpet mig med at blive på minde side, skab kontakt til minder side, og begynder at forstå, hvad det er mit nævnesystem prøver at fortælle mig.

SPEAKER_01: 38:56

Og hvordan jeg verden? Hvordan stiller man sit nævnsystem til rådighed? Her tænker jeg rigtig meget på hvis du ser os selv stå i en presset situation af vores børn. Du er selv gået over i pliser, eller i overstimering et eller andet, og din partner er gået i freezer, og altså er tjeket ud. Hvad? Altså, det er jo det er jo på en anden måde, det er jo den anden voksne hvis du er to par to om det her barn. Du har brug for at somdan traumatiseret, hvilket alle løs kan være i det her rum, men der har du brug for at kunne læne dig ind i af deren. Hvordan gør man det?

SPEAKER_02: 39:41

Vi må jo erkende, at vi er i måden, vi har vores liv i dag. Jeg tror, vi mange af os, der har hørt det der med et tekst afledge. Det bliver sådan lidt flåskelagtigt efterhånden, synes jeg jo. Når vi taler om det på den måde. Men det, der ligger i det, og det, der gør, at det er blevet så ekstrem råt at være forældre i dag, det er lige præcis det, du beskriver. At der er viderligt ikke nogen voksne til stede i det rum. Der er videre ikke noget nævnesystem tilgængeligt for nogen i det rum, der kan nedregulere noget af det, der foregår. Og derfor påviler der jo lige pludselig et kæmpe mæssigt ansvar på den, der bare har en millimeter mere overskud i sit nævnsystem, end den anden. Og så bliver det måske lige pludselig en kamp om, hvem hvem er mest traumatiseret, uden at det bliver en bevidst samtaling. I vores par forhold derhjemme, må vi jo erkende, at det er trods alt stadig mig, der har haft The little upper hand, og det har nok i vores liv sammen, handlet om, at jeg har haft hele den her sådan naturlig interesse for, hvad det er, der foregår imellem os. Og du har sagt det et par gange, det er bare den bevidsthed har givet mig den lille ildmaske en gang imellem, til at kunne være den, der har den millimeter mere overskud end alle de andre. Men det kræver, at når jeg så er færdig i at have stået det der rum i det køkken der, hvor alt er brændt sammen inklusive mig selv. At jeg går et andet sted hen med det. At jeg søger den hjælp, at jeg søger den støtte. Det er ikke meningen, at vi skal klare det selv. Vi er sociale væsener. Vores nervosystemer er relationelle. Vi har brug for andres nævresystemer.

SPEAKER_01: 41:36

Det er en helt ny måde at ansku prageforholdsteapi på. Jeg har lyst til at sige. For det er så nemt at begynde at tale om. Når du siger det, så føler jeg, at det, eller hvorfor gør vi ikke sådan her? Skal vi ikke gøre det? Hvem har ansvaret for fem års vaccination? Hvem skal have? Eller 15 måneder vaccination, hvad man nu får i de mindre år. Hvor det vi jo egentlig har brug for at tale om, det er, hvordan kan du være tilgængelig for mig, og hvordan kan jeg være tilgængelig for dig? Hvad har du ikke brug for, fordi der jo ingen tvivl om, at en partner, der er gået frys, har jo heller intet glæde af at komme over i et nævnesystem, der er i kamp.

SPEAKER_02: 42:13

Eller fløgt eller hjemme hos os er vi jo kommet til at retraumatisere hinanden igen og igen. Fordi vi ikke kan kunne fange det her møster. Og de fleste af os, der er rigtig stort tiltrækningskraft, når vi snakker parhold imellem de to møstre, du lidt beskriver med den ene, der lukker af og lukker ned og forsvinder, og den anden, der bliver overreden og skruver op. Og jeg tror, nogle begynder at opdag, at det er det parapeuter, vi kalder for den ene er undvigende, og den anden er ambivalent, og vi snakker om utryk tilknyttet og trykt tilknyt. Og der er alle mulige ord, der sådan figurer ude på de sociale medier. Og alt sammen er egentligt nok. Men det der bare ofte sker i alt det, at vi igen stadig kommer til at sidde og peger fingre af hinanden.

SPEAKER_01: 43:06

Og jeg har det lidt værd end dig. Eller netop det der du sagde, så bliver godt blive lidt så lidt en usag kamper, hvem har det hårdest her.

SPEAKER_02: 43:13

Lige præcis. Og når jeg ikke tager ansvar for min adfærd og min bagage og mit behov, så bliver jeg i stand til at se ham med nog enorm omsorgsfuld og enormt milde øjne, og det er det, han har brug for. Han har ikke brug for. At jeg hiver i ham, at jeg går efter ham og insisterer på samtalen. Han har brug for, at jeg er omsorgsfuld og godt forstår, hvorfor han har brug for at trække sig. Men så har jeg også brug for, at han den anden vej og forstår, hvorfor jeg bliver så engelt, som jeg gør lige nu, når alt det her krækker omkring os. Men det kan han ikke, før han mærker, at jeg ikke en trussel for ham. Så det er det at begyndte at blive opmærksom på, hvordan vi kommer til at blive en trussel for hinandens systemer. Før vi gør det, så er vi bare en trussel for hinandens systemer på et helt ubevidst plan, og det bliver sådan kan blive ret gremt i ret mange hjem på en verbal måde, eller på en energetisk måde, hvor der bare bliver kulde i huset, ikke, hvor alle har forladt fælles arialerne, eller det kan se ud på mange forskellige måder. Men det der, soverheden kommer ind, og det der blødheden kommer ind. Det er, når vi virkelig forstår, hvad det er, vi kommer af. Og den kan bare ikke opstå ud af det blå. Den eneste måde, det har været muligt for mig i alt det sindssyge, vi har stået i, er, når jeg har haft et andet helt ude fra kommende nervosystem, der har kunne give mig bare en minimø af regulering, en minim af den omsorg og forståelse og til stede hver så har jeg kunne begynde stille og roligt at gøre det selv. Så det er små bitte, bitte, bitte skridt.

SPEAKER_01: 45:12

Hvis nu der er en, der lytter med, og der virkelig føler, at sådan her, der er faldet en form for 30 år for mig. Det er fordi sådan har jeg det selv. Og at du allerede nu kan mærke, at din partner kommer ikke til at. Du har også bedt ham om at lytte af hamen om og lytte til fem andre ting den sidste uge omkring reflukset og så ved. Jeg får ikke til at lytte til den her episode, fordi han er i forvejen i frys. Har du et råd til, hvad vil du kunne sige til din partner for på en eller anden måde at opstarte samtalen, bevidstheden omkring de her lag? For som du selv siger, det kan blive så komplekst, men på en eller anden måde er det jo også enormt enkelt. Det menneskelige adfærd. Hvordan i alle verden kan vi åbne samtaler med vores partner, hvis vi kan mærke, at det her måde at kigge ind i traumer og dynamikker, og måder at håndtere traumer på, er vigtigt for jeration?

SPEAKER_02: 46:15

Det første, jeg vil sige til den kvinde, som det formintligt er, fordi sådan er det i 90 procent af tilfælden, hvis ikke flere, at det er kvinde, der er forganger på, at gerne vil gøre noget på en anden måde. Det vil være at starte med at kigge ind af. Det er ikke at gå hen og prige ham på skulden og sætte ham i sofaen og skulle sige alt muligt mere. For han kan ikke. Han er lukket. Der er slukket og lukket, fordi han er så meget i overlevelse i bare her. Så det er at kigge ind af, hvordan bidrager jeg til, at det bliver nødvendigt mønster for ham at gøre det? Ja sådan så, at du skal have, du skal finde en helt anden blidhed. Og den blidhed over for ham, kan du ikke finde, før du har fået mødt dig selv. I, hvorfor du er så over det. For der er alle, der er virkelig altid gode grunde til, at du er blevet og bedre, og jeg er så indebrandt over den adfærd, jeg ser for dig. Den nedelukkelighed, den legtighed, den glemsomhed, den freværelse fravær af opmærksomhed. Til stedværdelse. Til stedværden lige præcis. Men den kan du ikke møde ham i, og jeg kan ikke have den samtale, før du har mødt dig selv i. Hvad er, der kommer på spil for dig? For det handler ikke om den opværk. Det handler ikke om, at han glemt den fem års vaccination eller undersøgelse eller hvad det er. Det er ikke det, det handler om. Det, det handler om, det er oftest noget af. Ser du mig? Er jeg vigtig for dig? Har du glemt mig? Er jeg ikke god nok. Jeg ved ikke, hvad jeg skært her? Altså også nogle gange sådan bare en tvivl på mine egne kompetencer. Så hjælp mig dog. Jeg ved ikke, hvad jeg laver.

SPEAKER_01: 48:24

Så det tænkt med, at du også kan blive mødt af måske. Fordi hvis der er to forskellige adfærd, så er det også nemt bare at komme den der hurtig analyse, hvor nuancerne ikke bliver set netop det her med. Har du set de her 20 andre ting, jeg gjorde før, at det her sket, hvor jeg faktisk prøver at regulere din anden retning. Så sket det her, du ser kun udkommet, fordi du ikke været her den anden tid. Du var her, men du var her ikke. Så den der netop, som du siger, den tror jeg, der også rammer mange den der følelse af, at jeg ved jo heller ikke, hvad jeg laver, men jeg prøver alt muligt. Og det kan være svært at mærke. Så det er et indre arbejde.

SPEAKER_02: 49:04

Det er jo såbart. Og det kan være, vi kan møde skamfuld på den rejse og erkenden med mig selv, hvilken lort jeg faktisk har været. Det er ikke så pænt. Det er ikke så rart.

SPEAKER_01: 49:18

Nogle gange så synes jeg, jeg kan mærke, at det er rigtigt det, du siger. Jeg synes også bare, vi kvinder har det med at tage enormt meget ansvar. Og igen, jeg får lidt lange kasser for at sige det, som det er. Jeg ved, det er rigtigt, det du siger. Det er et indre arbejde. Og vi skal se på os selv. Men vi kan jo heller ikke blive ved med bare at være på indre arbejde konstant, hvis det virker, som om det aldrig stråler ud i omgivelserne.

SPEAKER_02: 49:46

Men det vil det gøre, hvis vi ikke gør arbejdet. For derfra, når du først har lavet det lille besøg inde i dig, og har tilladt først og møde dig selv i, hvor lort du var, måde dig selv i gudet, hvor føler jeg mig alene. Jeg føler ikke, jeg bliver set. Al det her, vi lige har talt lidt. Derfra vil du stille roligt øve dig selv i at dele det med ham. Det er ikke at brigme på skulder og siger, hvorfor du bliver en det der, vi har godt hørt det noget med at tale fra mig selv. Og jeg har også ikke lækkert van delær. Det lyder sådan, det lyder rigtigt, men hvordan betyder det? Det betyder, at du har besøgt dig selv, og du er en tilstand af, hvor du godt ved, hvor jeg kommer fra. Jeg kommer fra, at jeg bare virkelig er ked af det, eller jeg er virkelig bange, eller jeg er overstimueret, og jeg har bare virkelig brug for dig. Hvis et menneske kommer og siger sådan til dig, er det de færste, og der snakker vi jo, når vi er helt ud i sådan noget personlighedsforstyrelse, gange mange, altså psykopater i den sådan danske sprog, der ikke vil kunne respondere på det. Men langt de fleste andre mennesker vil kunne komme. Det var. Det forstår jeg jo godt. Jeg forstår da godt, at du så gør sådan og sådan og sådan, hvis du føler sådan og sådan. Men vi kan ikke, når vi bliver duttet og forvidere det, fordi du gør, du gør, du gør, du gør.

SPEAKER_01: 51:26

Og det vi jo egentlig gør, det er, at hvis vi ikke laver det indre arbejde, så overlader vi hele regnestykket til den anden, og vi har engang selv regnet ud, hvad det er, vi har brug for. Så det er jo et kæmpe ansvar ligger på hinanden, som aldrig vi kunne løse det optimalt, og vi har heller ikke engang bedt dem om at løse det regnstykke. Vi forventer bare, at de skal kunne mærke det. Ja fuldstændig. Jeg håber, at den her samtale gør stofte efter tanke i alle de små hjem, der lytter med, hvor der er en for flokken, der lytter med. Og så har jeg lyst til at spørge dig, hvis du skulle gå tilbage til den gang, du blev morgen. Første dan eller tredje gang, det må du selv bestemme. Hvad vil du gerne have sagt til dig selv, hvis du kunne rejse tilbage i tiden? Hvad vil jeg gerne have sagt til mig selv?

SPEAKER_02: 52:27

Jeg tror på mange måder, jeg vil første omgang. Jeg har sagt til mig selv. At det er okay at have brug for andre. Og huske, at han ikke gør det. For at være ond mod dig, eller forladet der. Men han har sin egen gode grunde til at gøre, som han gør. Og han har lige så meget brug for omsorgen, som du har. Så I skal finde ud af, hvad det handler om. Hvilke og kunne vi have sparet mange skærer, og meget bitterhed og stilhed imellem også, hvis vi har haft den omsorg for hinanden. Aller inden vi blev forældre, eller lige der i starten af forælderskabet.

SPEAKER_01: 53:30

Ohanna, du skal virkelig have tusind tak, fordi du tog dig tid til at komme her og til at dele din viden. Jeg er ovenud begejstret for samtalen, fordi jeg selv har brug for den. Kan jeg tydeligt mærke med det er jo altid et godt teg, at der sidder andre. Jeg er helt sikkert på, der måtte og gang med den. Så samtal. Tak for at tale og lær med Kamer.

SPEAKER_02: 53:58

Det har været mega frigle.