#50: Undgå sanse-overload af din baby med børneergoterapeut Ann Helene Kristensen

NY EPISODE HVER TIRSDAG: Hvad vil det egentlig sige, at en baby er sansefølsom – og hvordan kan du som forælder støtte dit barn uden at komme til at overstimulere det (eller selv gå helt i overload)?

I denne episode dykker vi ned i sanser og babyer sammen med Ann Helene Kristensen @sanselab (på Instagram) – børneergoterapeut, indehaver af Sanselab og mor til to.

Vi taler om:

• hvilke sanser vi faktisk har – ud over dem vi lærte om i skolen (bl.a. den indre “hvordan har jeg det egentlig?”-sans)
• hvordan babyers sanser udvikler sig fra graviditeten og gennem det første leveår
• forskellen på at stimulere og overstimulere – og hvorfor nogle babyer bliver hurtigt “fyldte”
• sammenhængen mellem kolik/refluks, sanseoverload og senere udfordringer
• samregulering: hvorfor babyers nervesystem læner sig op ad dit – og hvorfor egenomsorg ikke er egoisme, men nødvendigt

Du får både en grundforståelse af sanserne og helt konkrete ideer til, hvad du kan gøre i hverdagen, når din baby er urolig, “touched out” eller bare virker for fuld af indtryk.

En kærlig, jordnær samtale om sanser, nervesystem og det at være forælder til et lille menneske, der oplever verden 1000 gange stærkere end os andre. 

Forskningsforsøget med de 90 sekunder, der tales om i episoden kan du læse mere om her. 

Chapters

• 0:00 Velkomst Og Formål
• 1:06 Hvad Er Sanserne
• 3:10 Primære Versus Sekundære Sanser
• 5:36 Sanseudvikling Fra Livmoderen
• 9:12 Hjernehalvdele Og Krydsbevægelser
• 12:01 Sensoriske Profiler Og Filtrering
• 14:21 Praktisk Mavetid Og Rotation
• 19:17 Sammenhæng Mellem Svær Babytid Og Sanseudfordringer
• 22:43 Overstimulering, Lys Og Lyd
• 25:11 Voksne Sansepræferencer Og Strategier
• 27:39 Samregulering Før Selvregulering
• 31:27 Berøring, C-Fibre Og Parasympatisk Ro
• 34:07 Rytme, Rokning Og Forældres Nervesystem
• 37:19 Eftermiddagsuro Og Eget Stress
• 40:13 Nødstrategier Når Man Er Presset
• 42:27 Anerkend Følelser På 90 Sekunder
• 44:27 Afslutning Og Bedste Råd

Transcript

SPEAKER_01: 0:11

Juster går det op for det, at der ikke er en brug for mis. En tjeklæs, en hav. Og et eller andet der kan hjælpe til at stå mere på findet. For du står med en positiv kongetskest i hænder og i år. Vi er mange, der har prøvet at slå os på forældreskabet. Vår krop og sjæl har fået bruet blå mærker, der ikke var der før. Jeg hedder Hanna Anderson. Det er mig der. Jeg journalister iværksætter Morsk 2. Og i Amea Podcast, der giver jeg ord til forældre og fag personer. Der på den ene eller anden måde ved masse om at få et barn. Der er nemlig ingen grund til, at vi alle løber planet mod den samme mor. Slæ ikke når der findes så meget viden og erfaring derude. Det her er sted, hvor vi deler. Det her er din forløme i forældreskabet. Tak fordi du lyder med. I dag skal vi have en samtale, som jeg har glædet mig virkelig meget til. Vi skal ind og tale om noget, som vi alle sammen har, men som mange af ikke ved særligt meget om nødvendigvis i hvert fald. Vi skal ind og tale om sanserne, særligt i relation til vores bæer. Så hvordan stimuler vi de her sanser? Hvad er det overhovedet, og hvad gør vi for ikke at komme til at ovestiere vores senser, sådan så vi på en eller anden måde får en overload i vores krop. Det er noget, som jeg har egentlig studiet og ved sindssygt meget om. Og det er dig, Anne Helene Christensen. Du er ejer af Sandselap, du er børneærkoterapeut, og så ved du bare sindssygt meget om sanser, sandsemotorik, sanseintegration, jeg kunne blive ved. Og jeg har glædet mig så meget til vores samtale. Så velkommen til. Tak skal du have. Og det er jo rigtig fint, at jeg siger velkommen. Fi sidder faktisk i Sandsleap her i København, hvor du også lige har et podcast studie. Så tak for invitationen til, jeg kunne komme her ind til dig. Velbekommer. Og der er gode grunde til, at jeg også er kommer til dig blandt andet, at du har en baby på tre urger, til.

SPEAKER_00: 2:14

Tak skal du have.

SPEAKER_01: 2:15

Og så har du selvfølgelig også din søn på syv år, som skal til ikke er en baby mere, men du har to børn.

SPEAKER_00: 2:23

Jeg har to børn med stor allersbrødning her.

SPEAKER_01: 2:28

Og jeg glædet mig til at snakke om det her med sandserne, fordi i min optik er det noget, som vi alle sammen er i dyb berøring med hver evig eneste dag, både voksne og børn og baby. Men det er ikke nødvendigvis noget, vi ved så meget om.

SPEAKER_00: 2:43

Nej, altså, vi bliver begynder jo heldigvis at blive mere og mere opmærksom på, hvad det er, der sker, hvordan vi opfanger verden, og hvad det egentlig er sanserne, de betyder for os og vores hverdag. At det ikke kun er, at vi kan have motoriske udfordringer, men at vi i høj grad skal have sensoriske udfordringer. Og det, som der jo er med sanserne, er, at det er det, der ligger fundamentet for hele vores hverdag. Det er sådan, vi er i verden. Den måde, vi opfanger verden på, det kommer alt samt ind igennem de sanser, som vi har. Og de fleste af de kender sangt. Ja, vi har helt styr på sandserne. Vi har en høresans, vi har en smagsans, vi kan se ting og vi kan lukke ting. Men så er der også lige berøringssandsen. Vi har en muskeled sands, som registrerer, hvordan er min lede placeret i forhold til hinanden. Hvad for en vinkel har min knag lige nu, og hvor meget muskelkraft skal jeg bruge for at holde min væk. Vi har vores balancesans, som mange af jer måske kender i forhold til at blive rundtøset eller svimmel, men ellers ikke noget. Vi giver mange tanker i løbet af en dag. Og så har vi sådan en fantastisk sands, som hedder Den interroceptive sans svær ord. Den interoceptive sans er vores afkrådning og forståelse for indre tilstand i vores krop. Så det er, hvornår skal jeg tisse, er jeg sulten, fryser jeg, har jeg det varmt, hvor hurtigt banker mit hjerte. Alle de her signaler, der kommer inde fra vores kroppe om, hvordan jeg har det, som også ting, man skal handle på.

SPEAKER_01: 4:04

Og jeg får jo straks lyst til at sige, at alle de senser, du nævnte bare det. Det er jo alle sammen, sanser, som jeg virkelig gerne vil have. Vær til top. Altså både hos mig selv, men virkelig også ved mine børn. Og nu her den sidst nævnt, det du lige nævnte, kendt jeg så ikke til, og det er helt klart noget, jeg tænker, jeg lige skal høre noget mere om. For det er jo faktisk hele den sans, der så gør, at du kan mærke dig selv.

SPEAKER_00: 4:29

Ja, og nu hopper vi lidt dybt ned fra starten af det kan være, at vi lige skal vende tilbage til det også og gå dybere ind. Men det der er med den interoceptiv sans, det er, at den er afhængig af vores andre senser. Så hvis vi ikke har styr på at sanssebearbejde de eksterne senser, altså vores udefrakommende senser, så vil det være rigtig svært for at mærke, hvad der sker ind i vores krop. Så overordnet set, så er vi sådan lidt, så deler vi senserne en lille smule op i primære og sekundære senser. Primære senser, det er vores muskuledes, det er vores balancesans, og det er vores berøjningssens. Det er senser, der fortæller vores hjerne om, hvordan vores krop er i forhold til omgivelserne, hvor vores synsss, luktigsans, smagsands. Det fortæller alle sammen vores hjerne om, hvordan omgivelserne er i forhold til vores krop. Så når vi har brug for at finde rog noget af det, som vi snakker rigtig meget om, når vi skal regulere os selv. Så kigger vi stort set altid på at aktivere eller lave aktiviteter, hvor vi har vi bruger de her primære senser. Og det er også dem, som der sværst at ovesti vores sekundære sanser, de skal jo hele tiden fortælle os om, at der far i vores omgivelse. Så der overstimeres vi hurtigere på, fordi vi overvæles af mængden af indtryk. Hold det med at blive overstimeret fra at mærke sig selv af en lille smule svær.

SPEAKER_01: 5:55

Det giver rigtig god mening. Og så er, hvis nu man prøver sådan at tage sig selv som mennesker på sådan en form for sanserrejse. Hvordan stifter vi mennesker? Bekendtskab med sanserne. Vi bliver født. Har vi så bare lige alle sanserne på en gang, og skal til at lære det hele at kende. Eller er der sådan en udviklingsproces i det?

SPEAKER_00: 6:18

Ja, altså mange af vores sanser stifter vi jo faktisk allerede bekendtskab med i jumoren. Der er noget balances, der aktiveres, når vi bevæger os sted, når vi går rundt som og baby ligger og skulber rundt inde i maven. Det er også derfor, at rigtig mange babyer finder kæmpestor ro i at blive borget af mor i det almindelige gangempo. Altså i en bære, hvor man går afsted og snakker med en partner, fordi en tænker, at vi kommer op til nævresystemet og ligger og slapper af, men den her helt almindelige gangrytme, som vi har, når vi bare går og har en samtale, den kender baby fra de 9 måneder, hvor de lå inde i maven. Så det er en kend sensation for dem at være i. Og derfor skærer det rog. Når de så bliver født, så er det så også første gang, de stifter bekendtskab med tyngdekraft. Og tyngdekkræften er en hæftig tilstand og stifte bekendtskab med, og det er også en stor stress af. Det er faktisk en af de største stresser i vores liv helt generelt, det er at skulle holde vores krop oprejst imod tyngdekraften. Men i tak med, at baby så stille og roligt har de her primitive reflecer, som hjælper dem med at kickstart og løfte deres eget hoved, så bliver de mere og mere tryg ved at være i tyngdekraften og forstå, hvordan verden hænger sammen. Og så når vi går rundt med dem, når vi løfter dem, når vi tager dem op til kroppen, allerede her har vi gang i at stimulere deres balance. I babyernes første leve måneder, der er det primært, at deres højre hjernerdere er online. Altså det er primært kun højre hjerne halvdelet som sender og bare registrerer al den information, der kommer fra omgivelserne. Registreret lyset bliver tændt, registreret lyset bliver slukket. Registreret jeg her tider, og jeg bliver ked af det. Registrerer, at jeg bliver boret på. Og når baby så begynder at putte fingrene ind i munden, så begynder vi at se, at nu kommer venstre halvdelen online. Fordi her begynder baby så at tage den. Skal vi kommer situationstegn her. Analytiske tilgang til at være i verden. Det er så andet meget mere sådan føle. Det er bare det, jeg er her. Det er bare det, jeg er her. Jeg fatter ikke, hvad der sker. Jeg forstår ikke en meter, jeg er bare. Og lige pludselig så begynder de at interagerer med verden. De begynder at interagere med deres hænder og åbne hænderne op. Og i det vi går fra, at baby har de her små knytede næver, til at de begynder at putte dem ind i munden, til at de begynder at gribe fatte om ting, så begynder de at interagere med verden. Og den interaktion aktiverer venstre hjerne haldele. Og det er så også her, hvor de her krydsbevægelser er sindssygt vigtige, at vi får gang i dem. Ikke kun krydsbevægelser i form af, at højre hånd skal røre ved venstre på det, men at vi har rotation omkring rygsolden, fordi det aktiverer området imellem de to hjernhaldele, sådan så den sensoriske information, der kommer ind fra højre sandsningen af at være i verden, bliver koblet sammen med, jeg kan interagere med verden og jeg kan manipulere med verden.

SPEAKER_01: 9:17

Og jeg er jo egentlig som almindelig mor altid tænkt af det her med krydsbevægelser, sørg for at samle dig om din middag. Altså Mia har også sagt meget af det til mig. Det du siger der nytt for mig, det er jo det her med, at det faktisk på en eller anden måde former vores måde at ansku verden på, altså vores måde at være i verden på som menneske, fordi du på en eller anden måde kobler siderne sammen med dine sanser og så videre. Så det er jo faktisk, det er en del af virkelig af det hele støtte menneske, det er at på en anden måde at have, altså fuldente senser kalder det bare. Men altså i Hvad kalder man det? Integrede senser, dygtige senser.

SPEAKER_00: 9:56

Ja, så jeg stiller jo roligt i takt med, at babynenes hjernde, hvis vi kommer grundlæggende set med en måde at være i verden på. Vi kan præge en lille smule i form af, hvor meget vi stimulerer babyne, hvor meget vi laver dem møde verden, eller hvor meget vi respekterer, at babyne ikke kan tåle at møde verden på hele samme måde. Men babyne fødes grundlæggende med hver deres sensoriske profil. Hver deres måde at være i verden på, at opleve mængden af stimul i, hvor meget kan jeg tåle, eller hvor meget er for meget. Og så i takt med, at vi får stimulet den, så får vi trænet hjernens evne til at filtrere. Vi får trænet hjernes evne til at tage sensorisk information og koble det sammen. Så den her lille umående hjerne har ikke udnytet sit fulde potentiale endnu. Men det kommer stille og roligt i takt med, at de bliver stimuleret og møder verden, og at vi har dem ude og opleve. Men der er nogle babyer, der grundlæggende er mere følsomme over for den information, der kommer ind end andre. Den her stimule af krydsbevægelserne hjælper bare, men det hjælper til vores evne til at tage den information, vi har, og så omsætte den til praksis og handle på det. Tag vores emotioner, og så regulerer at være sådan. Så hvor den ene side, og højere side af vores kreative side, så er vores venstre side den analytiske side, vores højere side af vores fleside, vores venstre side af vores handleside. Så det handler mere om regulering evnen til at kunne koble de to hjern sammen. Så nu er jeg for eksempel forældre.

SPEAKER_01: 11:39

Jeg har lige fået en lille baby, og jeg står der og kigger på mit lille vidord. Og nu ser jeg så. Nu er lige blevet opmærksom på, at der er noget med senser. Hvordan håndterer jeg så? Nu ved jeg, at det er også forskelligt, hvordan baby har det med sine sanser, og hvordan baby oplever verden nu. Men hvordan griber jeg det bedst, den, hvis jeg sådan kigger ind, ja. Det kan godt være, at det får langt et spændt med de første halve år af min babys liv, altså skal jeg som forældre prøve at fokusere på, hvis jeg gerne vil prøve at hjælpe min baby til at få sådan en god sanse mæssigt start på livet.

SPEAKER_00: 12:14

Det som vi skal være rigtig meget opmærksom på, det er, at vi vil rigtig gerne tilbyde dem stimuli. Vi vil ikke tilbyde dem overstimuli. Ikke at det er farligt at blive overstimuleret. Set ikke, hvis man bliver gravet i det, og man får mulighed for at blive trøstet og blive taget sig af. Men det, som vi gerne vil, det er, at vi vil gerne sørge for at få stimuleret baby rigtig meget. Og der kommer vi lidt tilbage til den her med tyngdekraft, vi kommer tilbage til at snakke om, hvad sker der, når babyne skal løfte hovedet det her med at bruge deres krop og mave tid. Fordi når vi har babyne på gulvet, det er vores fundament, det er de tre primære senser. Så jo bedre babyne er til at mærke sig selv og være i at bruge deres egen krop, jo nemmere er det også for dem at tage alle de andre sensoriske informationer og arbejde med dem og registrere dem og bruge dem i sammensætning af, hvad det er, der sker omkring dem. Så hvis nu her de næste 6 måneder med min lille ny her, der er vi rigtig opmærksom på, når der er vognentid, så skal vi allerede fra nu af i gang med at ligge og rulle fra ryg til mave og tilbage igen fra mave til ryg. Og det gør vi helt stille og roligt i langsomme bevægelser, så hun virkelig har tid til at være med i rotationen. Fordi det, der tit sker, når vi har babyne liggende på gulvet, og det jeg tit ser på min hold her. Det er, at vi enten ligger babyne på mæren. Så vi siger, at nu er det mave tid, så vi har baby oppe, og så lægger vi dem på maven. I stedet for at sige, okay, nu skal vi have mave tid, så lægger jeg baby på ryggen, løfter benen op, tilder ud til siden, og så roller jeg om på ryggen. Så de lærer vejen af kannen. Så det ikke bare er, at jeg lige pludselig har en baby, der er mega god til at lægge på maven, fordi de har brugt deres krop, og så kan de faktisk ikke selv få noget at komme det om. Så når vi ligger den på ryggen, så ligger de jo bare som sådan strandet dal. Det vi gerne vil, det er, at vi vil gerne vise dem vejen, så vi hele tiden hjælper hjern med at få fundet sin krop. Og når vi ligger dem på ryggen, og vi løfter benene for dem, så viser vi dem lige pludselig, at det her er en bevægelse du kan. Så hjælper vi jæren med at styrketræne de neurologiske forbindelser, så vi styrketræner ikke bare muslerne, vi styrketræner adgangen til at få aktiveret muskler. Når vi stiller og roligt hjælper baby ind i positionen. Og jo langsomt vi gør det, jo nemmere er det for baby og både at få fyret information fra kroppen op til hjernet, men også fra hjern igen og ud til kroppen. Vi tager det lidt for givet, at det kører sådan her, der sker noget. Men for babyerne der er altså det skovstiger og ikke motorveje, som signalerne befinder sig på. Og jeg tak med, at baby så bliver stærkere og stærkere, så begynder de også at kunne engagere og involvere sig meget mere med sine omgivelser og blive opmærksom på at kunne lytte efter et resselæg, og de kan orientere sig efter et spejl, og de begynder at lave ansigter. De begynder at lave med mick, og så ser vi, hvordan de ligesom bruger den information, de har til at interagere med verden?

SPEAKER_01: 15:21

Og jeg har sådan en tanke omkring. Kan man se en sammenhæng mellem? Nu har du jo rigtig mange forbi dig her i Sandsleppe. Altså, kan du se en sammenhæng mellem de lidt større børn, der er sanse udfordre. Har der været noget med, at de ofte så har haft en svær babytid. Altså det kunne lige, nu tænker jeg bare, jeg kan, jeg kan altid lige så godt gå efter, når jeg selv kan bruge. Altså kunne le børne, reflugsbørnen, alle dem. Det lyder lidt, altså det her med at få arbejdet med sine sanser. Det er lidt sådan en forstå nu ret med en overskuds ting. Altså, hvis babys krop i forvejen i alarmberedskab, så lyder det som et niveau af trivsel, det kan være svært at nå ind til. Ser du en sammenhæng mellem de her børn, der ikke har trives som baby, når de så bliver større, og de oplever flere sandsudfordringer?

SPEAKER_00: 16:10

Ja. Så grundlæggende set, så kan vi sige. For det første sker der det, at hvis babyer ikke bliver stimuleret når de her babyer, så sker der. Så tager det længere tid for dem at nå deres motoriske miliep. Det har længere tid for dem at komme igennem deres udvikling. Men endnu vigtigere. En baby, som ikke har været i trivsel, har fået en massiv mængde af kort sol, altså stresshormon i deres nævnesystem. Og det betyder, at mange de sensationer, som de har oplevet i forbindelse med, altså når de har fået forskellige informationer ind, så bliver det også koblet sammen med at have det træls. De får hele tiden signaler i reflugsbøren får hele tiden signaler fra deres krops om, at deres krop går ondt. Der krop er ikke et trygt sted at være. Der krop er ikke et sikkert hylst at være i. Og det kan også betyde, at når man bliver en lille smule større, at man som dreng måske har en større tendens til at have afkopet sig fra at mærke, hvad det er, jeg føler, det vil sige, at det kan blive sværere at mærke, om man har det varmt eller om man har det koldt. At man ikke nødvendigvis registrerer, at man svider, og at man måske skulle tage sin sweatshirt af, fordi man simpelthen har trukket sig fra at mærke sig selv. Det kan også være, at børnene med kolik og børn, som har det svært i deres barendom eller i deres babytid. Og grundset, at de har det svært, det er fordi, at verden er så stor og overvældende rent sensorisk, at de overstimuleres længtigt. Og det er et grundlag, som følger dem igennem hele livet, at verden bare er større og mere farlig, at lyde er mere svær at være i. Man bliver hurtigere ovestiet på lyd. Man bliver hurtigere forskrækket, hvis der er høje ud omkring egene, man får hurtigere hovedet piden, hvis der sker meget. Hvis man har det sådan som baby, så har man det højstandsynlig også sådan voksen. Så der er også nogle koligbaber. Refluksbabier og ikke nødvendigvis, hvis de får konstateret reflugt af refluks. Men de her kolikbabier, som man tit møder, hvor man sådan, vi ved ikke, hvor det kommer fra. Baby er bare keder af det. Rigtig mange af dem er jo faktisk fordi, at deres hjerne ikke føler sig tryg i verden, fordi de bliver overstimeret. Det kan være, at de her børn, når de så bliver større, så lige pludselig en dag, så stopper de op og fortæller, at det har træset lys, at det blinker. Og når sådan lyset blinker, hvad snakker om, så er det fordi, at deres måde at sandtilbearbejde visuel indtryk på, gør, at de ser verden i en anden frekvens. Så hvor vores hjerne den tuner ind på, hvordan lyset det er, der kan det være, at deres hjerne fanger alle de her brad-lyset. Og hvis man hele tiden går igennem en hverdag, hvor LED-lys står og blinker for en. Så er det rigtig svært at være i, hvor vi andre vil de der frekvenser ud, så at det bare bliver jævn for os.

SPEAKER_01: 20:09

Og nu har du så opdaget et eksempel, at du som voksen egentlig selv har mange af dine senser, måske, der ikke er ro på. Jeg har lyst til at sige. Altså jeg har det helt klart på mine hænder. Altså der er så mange ting i min hverdag, jeg ikke gør, fordi jeg ikke vil have våde hænder. Jeg vil heller aldrig af det der med at tømme vasken for sundler, eller over den rokning, eller sådan alle de der ting, jeg kan mærke, at jeg reguler. Altså efter blevet opmærksom på det, der regulerer min adfærd enormt meget, efter jeg ikke og have våde vinger. Det er jo bare sådan helt skørt, når man tænker over det. Men hvis nu, at der er mange, der sidder og tænker, Gud mit barn har da et overlev af sanser. Hvad i verden? Altså er der noget, vi kan gøre ved det nu? Hvis nu vi er ude over babystatet. Vi er voksne eller vi har børn. Der er lidt større. Er der noget, vi kan gøre ved det?

SPEAKER_00: 20:57

De fleste af os har først og fremmest brug for, at vi bare får reguleret vores nævnsystemer. Og vi bliver opmærksom på, hvad det er, der sker. Og i det, vi bliver opmærksom på, hvad det er der sker, så kan vi også i mange år, der snakkede man om, at vi skal finde, hvad det er, der trigger, så vi kan undgå alt det, der er ubehageligt. Men i virkeligheden, så er vi rigtig glade for at lede efter glemmer os. Så alt det, som regulerer, så når vi oplever noget, som har været svært, så har vi nogle strategier til at lande i det rage igen. Så vi ikke skal igennem vores hverdag med sådan en undgåsesadfærd, men at vi i stedet for siger, okay, det kan være fint nok, at jeg kan undgå og tøme op tømme vasken for nu af for min partner til at gøre det. Men jeg kan ikke gå igennem hele mit liv uden at få vød hænder. Men når jeg så har fået våd hænder, så har jeg nogle strategier til at læne i, at det så ret igen efterfølgende. Jeg er her for nylig, og det er jo også noget, som rigtig mange med nye baby, de oplevede, det er, at vi bliver sensorisk overload. Vi bliver touched out. Og især lige efter fødsel af nummer to her, der var jeg øh mange steder. Og min krop var træt, og min mælken var lige løbet til, og jeg havde bare sådan lige brug for at være min krop, og hele min krop var i et alarmeredskab, fordi den gjorde ondt, fordi jeg lige havde fået et lille nyt menneske, som rent biologisk, jeg skulle passe på, så alle mine sanser var skærpet. Og så kom min store dreng og ville rigtig gerne have en kræmmer. Og i mit overloadede sandsystem, der var det rigtig svært at være i, at han havde brug for for en kræmmer, for jeg kunne ikke forudse, hvor på min krop han ville røre mig. Om han lige ville bruge sit sig ind til mig, og i det han lager sig ind til mig, lige sådan ville bruge sit at støtte af på siden af mit bryst, som var ønt. Og det trikkede jo så ham, fordi vi sammenreguler, så han blev sådan, han føler sig afvist. Og det er bare sådan et eksempel på, hvordan det der med lige at sige, at okay. Jeg anerkender, og jeg genkender, hvad det er, der sker i min krop lige nu. Og så tager jeg lige og laver noget regulering inden fra jeg bruger simpelthen min krop, jeg bruger min egne sanser til og regulere mig selv med her, sådan så jeg kan være en bedre udgave for min stor drænge. Og det er jo sådan noget som bæretrækning. Det er sådan noget, som bare lige at lande sig selv. Og så få ham ind og forget den der kammer, men også lige få hjulpet ham til, hvor må du egentlig røre mig. Og hvorfor er det, at jeg reagerer.

SPEAKER_01: 23:35

Og være tydelig, og om igen, det der det handler jo om bevidsthed. Altså, du er bevidst om, at du har en adfærd, du ved, hvorfor du har den, og så tager du action på det og forklarer dine omgivelser, hvordan du har det, og hvordan vi løser det. Og det er der jo mange myder og andre, altså mennesker hele taget. Det evner man ikke i den situation, og du har sikkert, så har du dine andre steder, hvor du ikke har opdaget nu, at du ikke er så dygtig til at formidle, hvad du er, du mærker, for du ved det, den ikke rigtigt. Men lige det der, det er jo fantastisk at høre. Alright, til lykke til din søndag det skal sige. Jamen fordi den der bevidsthed igen, og du ser din egen adfærd, du forstår, hvorfor den er der. Og du tager folk, at du tager din familie med ind i den. Du nævner et meget spændende ord i der. Du sagde samregulering, og du har også nævnt lavesystemer og så videre. Jeg tænker, at det her med at regulere i det hele navesystemer osv. Og det er noget, vi kan bruge især. Det kan vi både bruge, når det handler om senser, der overstimuleret, men det er også bare noget, der er virkelig vigtigt at være opmærksom på. Og vide, at vi faktisk har noget evne der. Hvad er sammering med sit barn, for eksempel?

SPEAKER_00: 24:53

Den første samregulering, vi bliver introduceret for, at det kommer helt naturligt. Det er ud mod. I det vi ligger babyne på vores bryst og bare ligger med dem, så turner de ind i vores næresystem. Studierviser jeg kan se, om jeg lige kan finde et frem til dig, som du kan længe til. Men studierviser, at vi grundlæggende først har lært at selvregulere og flytte os fra en følelse til en anden følelse selvstændigt, når vi rammerne. Nej, det var godt nok overrasken. Det var ikke imponerende. Og vi nogle gange siger, at børnene skal også kunne regulere sig selv. Nej. Børn skal ikke kunne regulere sig selv. Børn skal kunne reguleres gennem samme regulering. Det vil sige, at de skal bruge et voksne modent nævesystem til at hjælpe dem med at lande deres følelser. Børn har lov til at reagere, og børn har lov til at have det svært. Det som der er vigtigt, det er, at vi kan være forholdsvis roligt omkring dem og ikke også reagerer på, at de reagerer.

SPEAKER_01: 25:59

Og der har vi nogle gange brug for sammenregulering med vores partner. Så det der kan være. Der er det virkelig træskord, og der skal alle skåne bare stå på linje.

SPEAKER_00: 26:08

Ja. Og det man kan sige, at vi antar vi har tit den her, at vi skal kunne selvregulere. Men i virkeligheden, hvis vi kigger på, hvad det er, vi selv gør, når der er noget, der er svært. Jeg ringer til min mor, eller jeg går op og får en kræmer af min partner, som også arbejder her hjemmefra. Jeg sidder meget sjældent selv og sådan regulerer mig ud af, hvis der er et eller andet, jeg synes er svært. Jeg er en kæmpe baby, når det kommer til at være sådan dysreguleret bare, jeg skal have en kræver, det skal være nu. Fordi det virker lynhligt, og det gør det også for vores børn. Og i tak med, at vores babyer går igennem forskellige følelser, i tak med, at vi er der for dem. Og det er derfor, man siger små babyer, små problemer, store børn, store problemer. Det er fordi, babyerne har ikke ret mange de store følelser. De skal nemlig lige lære at være i de små følelser først. Og når de så har lært det, så bygger de ovenpå, indtil de så til sidst kan være i de lidt større følelser. Så for eksempel, når man har en baby som eller en tredårig måske, som skal til at stoppe med at bruge sud, så bliver det rigtig svært for dem at give slip på sudden, fordi sådan er en kæmpe stor kilde til trøs. Men hvis vi kan rumme og være i, at vores børn har det svært, og de får lov til at gå igennem de følelser af skulle sige farvel til deres store kærlighed som er sudden, så lærer de første gang at være i det svær. Og det ligger så grundlag for, at første gang, at de bliver ikke første valgt til fodbold, så kan de bedre være i følelsen af at være skuffet der. Og når de dummer en eksamen ind i klasse, så kan de være i følelsen der, og når deres kæreste forlader dem eller den utrolig, når de bliver 18 år, så oplever de heller ikke, at de dør der.

SPEAKER_01: 27:57

Det laver mig helt naturligt frem til mit næste spørgsmål, som faktisk er: hvordan fokker vi det op? Altså, den der følelse, det er netop, hvordan kan vi gøre det her rigtig galt? Altså, hvad skal vores adfærd som forældre så være? Det er for eksempel, at vi sørger for at tage alle deres følelser og pise dem, sådan, så de aldrig når mærke tingene nok skal blive godt igen. Det er i hvert fald en måde at fokke det op på. Er der andre steder, hvor vi virkelig i forhold både til samregulering og sanser, kan komme til helt ubevidt naturligvis, og lave nogle blokader, der ikke er hensigtsmæssige.

SPEAKER_00: 28:32

Og jeg har lyst til at starte to steder. Men jeg bliver nødt til at vælge i det ene. En meget klog ergoterapeut, sagde en gang. It only takes 20% til det right. Vi skal kun gøre det rigtigt 20% af tiden, så skal vores børn nok blive helt okay. Så gengæld, hvis vi fokker det op. Og der, hvor det tit sker, at man får det op, det er, når man ikke har selv, i, at man har gang i noget, der er helt galt. Så langt de fleste af os, som er reflekteret omkring. Gør jeg det nu godt nok? Ja, det gør du. Bare det, at du tænker, at min adfærd over for mit barn rigtigt nok, er med til faktisk at sikre, at det er den. Og så må vi gerne komme til at skille ud. Vi må gerne komme til at have en uhendsvis adfærd, så længe vi er opmærksomme på det, og så længe vi reparer det efterfølgende. Der med ikke sagt, at vi skal være voldelige, eller vi skal slå vores børn. Bevares. Det er ikke det, jeg sidder og siger, men vi må gerne være voksne, der kommer til og reager os. Hvor kan vi fokte mest op, jamen? Det kan vi ved ikke at være reflekteret over vores eget forældreskab. Det kan vi ved at skærme vores børn. Det kan vi ved, at de ikke får lov til lige præcis at gå igennem de store følelser, når vi tror, at vi skal fik alting for dem. Og det kan vi ved, at det er helt okay, at vi selv bliver kedet af det, når vores børn bliver ked af det. Fordi det gør så ondt på os, at de er i smerte, men det er en del af at være i verden. Og jo flere gange vi får lov til at opleve og være i det svær, jo nemmere det bliver det for os. Og det er det, der opbygger vores resilien. Nu bliver det sådan lidt mere nævnsystem, men det bliver sanser. Men altså det er jo fundamentet.

SPEAKER_01: 30:18

Det er fundamentet og lur mig også. Man har svære ved at kontrollere sine senser, hvis du ikke har et nævnsystem, der i balance?

SPEAKER_00: 30:26

Jo, og man kan sige, at sanserne er jo den største dysregulator. Det er også den største regulator, så hvis vi har det svært, så skal vi bruge senserne til at regulere ind til at have det nemmere. De her primære sanser. Det er især at maselej, det er at blive kræmet, det at blive vuget, det at blive rukket, det er at blive stråjet. Vi har sådan nogle se fibre i vores hud, hvis eneste formål har at skabe connection. Så det vil sige, at hvis, og de aktiveres kun ved, at man bliver strået ganske lidt. Okay, og hvad går de ind og gør, sig du? De går ind og aktiverer vores parasympatiske del af det autonme nervosystem og tuner os ind på sammeuring. Og vi gør det helt automatisk, når vi får en baby i arme, så begynder vi stille og roligt og nusten på ryggen og på kroppen og på fødderne, og vi gør det ved vores større børn, når de kommer og skal have en kræmer, og vi stille og roligt stryger dem op og ned, og vi gør det med vores partner, når de putter sig ind til om aftenen og de ligger, og så nusser vi dem i håret eller et eller andet. Men minder vi lavet sammen vi sjover. Så vi laver. Det er simpelthen en social. Det er ligesom aferne, der sidder og grumer og piller hinanden i pellen. Så det er den samme effekt det her.

SPEAKER_01: 31:46

Det er faktisk sådan noget, man kan regulere sig selv på, kan jeg næsten mærke. Vi sidder begge sådan lige og nuser vores hånd, rygge her. Og det er en måde at få hækket sit system på, kan man næsten mærke. Fuldstændigt. Og med baberne er det meget rokken og støgen. Og hvad med det her med at ligesom vikle dem ind? Altså.

SPEAKER_00: 32:05

Og ja, og det er jo en varm kartoffel. Og det er det, fordi så er vi lige pludselig inde og snakker om, hvad sker der rent i barnets neurologiske udvikling, når vi forhindrer dem i at aktivere deres motorreflex.

SPEAKER_01: 32:20

Og motorreflexen, bare lige til andre, det er den her gribe reflex, eller den her, hvor de ligesom de tager arne bag ud, ligesom når de bliver forskrækket f.eks. så ser man de åbner op i kroppen og tager arne bag ud. Ja.

SPEAKER_00: 32:32

Så den ser vi især, hvis den aktiveres, når vi lægger baby ned på ryggen. At armen ikke står ud. Den aktiveres ved høj pludselig lyder, og den aktiveres også ved temperatur skift, og det er også den her startet reflex, vi kan se, at baberne får i deres søvn. Det er en primitiv reflex, som har til formål at præve nervosystemet på der far. Det er også en reflex, som er med til at åbne babys lunger op, i det de bliver født, så i det de kommer til verden, og de bliver tiltet bag ud, så siger det. Og så lukker de sig sammen igen, og vi kan trøse dem. Så motorreflexen har en ret vigtig funktion i vores system. Den er med til ligesom også at kickstarte om natten. Altså være sikker på de primitive reflekser af syptum. Så når systemet overbelastes, så tækker de her reflexer ind igen. Og så kan vi se, at det er der. Så når vi tester for dem her f.eks. så er det fordi, så kigger vi efter, hvis de er aktivt, så ved, at systemet på arbejde. Og så sætter vi nogle aktiviteter i gang, som får brug på systemet, og så overtager det mere mådende sandsbyarbejdning. Igen opgaverne. Så vi kigger på primært reflexer som et alarmberedskab eller et nødberedskab, som sætter ind, når systemet er overbelastet sådan noget generator. Men i forhold til at blive rokket og vuget, som vi var ved lige før. Så er en af årsande til, at det virker så effektivt at rokke og vukge sin barn også, at det er skærer roge i vores nævnsystem at rokker sin baby. Så når vi står og laver vægt skift, så er det faktisk selvreguleringen lige så meget, som det er regulering af vores baby. Og det, der sker, når vi står og rokker, og når vi finder rot, det er, at vores nævnsystem finder til ro, vores værdtrækning ændrer sig, vores åndedræt ændrer sig, vores hjerterytme ændrer sig, og baberne ligger ofte op i vores favn ind til vores krop, og så mærker de, at hjerterytmen ændrer sig, og så regulerer de efter det.

SPEAKER_01: 34:32

Og det er noget vigtigt, når du siger, det er, fordi det er jo det, jeg kan kende for min egen, altså min eget moderskab, men som jeg også ved en realt ting. Det er netop det her med, din baby reagerer på den måde, du er på, den måde, du har det på. Så det er ganske korrekt, når man kan mærke, at hjertmen falder og så videre, vil det også bare helt automatisk være nemmere for et barn at falde i søvn. Og det kan jo næsten være noget af det mest stressende at få at videre til, hvis du har et kollegt barn. Fordi der er jo ikke noget, du har jo ingen brulig hjerterytme på det tidspunkt. Men derfor kan det måske også nogle gange være forklaring på, hvorfor baben falder i søvn, når baben kommer hen til bedstemor eller et eller andet. Det er ikke fordi der er hjerterytmen, og hele systemet, hele energen omkring er bare en andet en anden. De er ikke lige så at toucht, altså på samme måde.

SPEAKER_00: 35:17

Det er ikke biologisk vejer til at blive stresset af deres egen babygrød eller babys gråd. Det er også en afsaget til, at jeg anbefaler hovedtelefoner og øreproper. At det er helt okay. Når baby græder, så beskytter du eget nervøsystem. Tag de der ørproper i, sådan så det ikke hele tiden bliver gentrakket i og aktiveret i den her alarmerskab, men at du bare kan være i det, og så rokke hopp på den der billets spold, og arbejde med din egen hver trækning og din egen ro. Der er også mange studier, der viser, at hvis mor har det svært, så får baby det bedre, når far tager sig af mor, så mor får det godt, end hvis far tager sig af baby, og mor hun så skal klare sig selv. Nej, det giver god mening. Så når vi går ind og turner ind på at få reguleret mors nævssystem, så har hun nemmer ved at regulere babens nævnem, end far har ved at gå direkte til baben. Vi snakker også rigtig meget om, at man skal tage temperaturen på sit eget nævnsystem. At man skal mærke efter, hvornår har jeg sidst spist, hvornår jeg sidst fået noget at drikke. Har jeg det forvarmt? Er jeg træt? Ja, det er jeg helt sikkert. Men alle de her sensationer, som vi kan have, og det der rigtig tit går op for os især omkring sidst på eftermiddagen, det er, at man har ikke været på tøjladet i løbet af dagen. Man har ikke lige fået taget den der tøj af, eller den der tøj på.s bryster er øvme og spændte, fordi nu har baby endelig taget et langt stræk, og alle de her ting er alt sammen med til at stresse ens nævnesystem. Og der er det rigtig meget den interoceptiv sands, der er på spil her. Hvad er det, jeg føler i min krop. Og jo mere stresset vi er, jo mere trækker vi os væk fra at mærke, hvad det er, der sker i vores egen krop, fordi det bliver utrygt og ubehageligt at være i. Og så går vi ind og disassocierer i stedet for at dissocierer.

SPEAKER_01: 37:06

Og vi tager i hvert fald på den måde ikke ansvar for vores eget nervesystemer. Det vil sige, at hvis vi så har hele tanken omkring, at baby går ind og bruger dit nævnesystem til at balancere sig selv, så er det, at vi begynder at have en potentiel igen varm kartof. Det er al en dårlig spiral, der faktisk kan gå ind og jeg anden med, at du påvirker, baby påvirker dig, og så kører den eller svare der ud af. Så derfor er det jo. Det er ikke noget her dårligt, som vidtet over, hvis sådan det har været jo. Vi kan altid bruge mig som worst case eksempel. Altså bare roligt, der er nogen, der har gjort det værd end jeg. Men det her med bare bevidsthed omkring, okay, det er faktisk en reelt ting. For mig, da jeg var mor, da mine børn var små, der var det stadig sådan lidt nævesystemer, altså sådan lidt meget holistisk.

SPEAKER_00: 37:51

Jeg tænker på nævnsystemet i den der form af, at det var sådan solmål og stjerner, der skulle stå.

SPEAKER_01: 37:57

Præcis. Den følelser og nu er den ved Gud ændrede mig meget siden der, men bare. Det kan jo være den tilgang, man også går til det med sådan. Jeg var sådan, ja, men nervosystem altså, ja det overhovedet noget derinde i kroppen, eller hvad det altså. Så det her med at bare have et lille opspunkt på, at det er reelt vigtigt, at du som forældre passer på dig selv, og at du som far kan gå ind og passe på dit nævnesystem, så du kan være dig for morens nævresystem og omvendt det?

SPEAKER_00: 38:25

Jo. Jeg oplever, at der er rigtig mange, der har de her flough baber. Fossy babyer sidst på eftermiddagen. Og noget af det, som jeg tror, der spiller ind, det er, det kan jeg i hvert fald genkende fra mig selv, at når jeg da min partner gik på arbejde med den første, der vidste jeg godt, at han havde fri lige omkring klokken tre. Og det vil, så ville det tager ham en halv times tid og komme hjem, og det ville sige, om en halv times tid, så var det ikke kun mig, der var den på baben. Og hvis klokken den så blev mere end 15.30, så begyndte jeg at blive sådan helt sidrende sådan, hvor bliver du af. Hvorfor er du hergnu? Hvorfor er der ikke nogen, der er altså? Hvor kommer min afløsning, hvor der nogen, der kommer og er noget for mig. Min mand skulle heller ikke være tre minutter for sænket.

SPEAKER_01: 39:08

Det kan jeg lov det for.

SPEAKER_00: 39:09

Og sjovt nok, så blev baby totalt fås i lige omkring der, hvor jeg begyndte at blive sådan et kig på klokken og sige, at nu kan også ved at være tid til, at jeg skal afløses, fordi jeg blev stresset. Og så var der ikke længere et roligt nævnesystem at regulere efter. Og så begyndte baby bare at vilve være på mig, fordi sådan lidt reguler mig, regulerer mig, regulerer mig. Og det kunne jeg jo ikke, fordi det bliver bare meget været som. Jeg kan ikke tåle det her.

SPEAKER_01: 39:36

Hvad er det, fordi jeg ved, at du også er personlig erfaring. Men hvad er dit bedste råd, hvis du virkelig føler, at du ikke et godt system at regulere op, fordi du er presset, du træt, du er stresset, du er sur. Du er hovedmet. Du vil bare gerne have noget tid for dig selv. Men det kan du måske ikke lige det. Hvad er dit bedste? Hvad gør du selv, når du er preset? Trækker.

SPEAKER_00: 40:05

Første skridt jeg. Og så har jeg kompion for mig selv. Og siger, ok, det er det her, vi er. Jeg kan sætte barn højt, eller jeg kan tillade mig og sætte barn lidt lavere. Og hvis jeg alene hjemme, så kan det godt være, at en lavere bare er, at vi ser en film. Og at jeg så ikke har dårlig sandvider over, at det er dagens underholdning. Så det her med at have kompion for mig selv, og det handler også om, at det så ikke skal være hver dag, men det kan jo godt være i en periode, at man er inde i en periode af sit liv, hvor der ikke er mulighed for at være den bedste udgave af sig selv. Og så er det okay ikke at være den bedste udgave af mig selv. For jeg skal kun gøre det rigtig 20 procent af tiden. Så hvis jeg så bare er den bedste udgave af mig selv 80% af t andet tidspunkt, så kan vi indte det, som der er, som jeg så var en dårlig udgave af mig selv på. Og i det, at jeg har kompion for mig selv, og jeg tillader mig selv at være i den følelse, og siger, at det er pisset hårdt at være i så sker der allerede et skift. Så der er en forsker, der hedder Jill Volti Taylor, og hun har lavet en studie omkring emotioner og vores følelsersregulering. Og hun har blandt andet haft folk siden med elektrider på hovedet og føle forskellige følelser. Og det, som man kan se, det som studie viste, var, at i det øjeblik, at vi ikke mærker, hvad vi føler. Vi genkender, hvad vi føler. Vi anerkender, hvad vi følger. Så går der 90 sekunder af, og så ændrer følelsen sig. Men vi kan ikke slippe en følelse, før vi har genkendt og anerkendt den. Så bliver den bare i os som sådan en underliggende følelse i stedet for.

SPEAKER_01: 42:00

Så hvis der var nogen, der mangler noget motivation til at se ind af eller til at dygtiggøre sig inden for. Jeg har næsten lyst til at kalde det selv udvikling. Bevidsthed og observation på, hvad man mærker, oplever og føler. Så er det der om noget en motivation til at gøre, det er fordi det er netop rigtigt. Når du ved det, at du forstår, så kan du slippe det, så kan du integrere det. Og dermed får det ikke lov til at bare styre ukontrolleret.

SPEAKER_00: 42:28

Præcis.

SPEAKER_01: 42:30

Vi er, altså, vi kunne snakke om sander i timervis, men vi er ved at være mod slutningen. Men det, som jeg godt kunne tænke mig at høre dit bud på. Nu har du indtil videre en sovne, lille pige, der er tre uger gammel, og jeg ved, at det er en skarp kontrast til, hvad du har blevet for 7 år siden. Hvis der var noget, du kunne rejse tilbage, jeg tænker det til for 7 år siden. Hvis du kan rejse tilbage, da du bliver mor, var der sådan noget, du gerne vil fortælle dig selv?

SPEAKER_00: 43:04

Ja, du har ikke først trøstet din baby, når den står med gret. Men du har trøstet din baby, i det, du tager kontakt til din baby. Og er der for din baby, mens den er ikke svær. Søgstretæret for at have trøstet din baby, er, at du holder den, og er der for den. Fordi oppe inde i mig, der blev jeg frustreret over, at jeg ikke kunne få min baby. Jeg kunne ikke trøste min baby, for at kunne ikke få min bab til at stå med grad. Og så bliver jeg mere dyskreguleret. Men i virkeligheden i det øjeblik, at min baby blev ked af det, og jeg tog den op, og jeg var der for ham. Så har jeg allerede trøstet her.

SPEAKER_01: 43:52

Og det råd videre til alle, så vil jeg gerne sige tusen tak for snakke, Angene. Og bare tak fordi du har møret så er mega meget med i det her område. Det er virkelig en gave, at du har delt det med. Og du skal have tussen tak for det. Jeg komt. Tak fordi.