Baby og mad: Sådan støtter du dit barn i mødet med mad – med Charlotte Seeger

Måltider fylder. Hver dag. Flere gange om dagen. Og for rigtig mange forældre er det ikke bare noget, der “lige sker” – men noget, der kan vække bekymring, frustration og følelsen af at gøre noget forkert.

I denne episode taler jeg med Charlotte Seeger fra BabyBite, som er specialist i børns spisning og har gjort det til sin mission at skabe mere madglæde, mere ro og mindre pres omkring bordet.

Vi taler om, hvordan måltider meget let kan komme til at handle om alt muligt andet end mad: bekymringer, gamle mønstre, forventninger, kontrol og dårlig samvittighed. Og om hvorfor det faktisk er stemningen omkring bordet, der ofte er det allerførste sted, vi skal kigge, hvis et barn ikke vil spise.

Vi taler blandt andet om:

– hvordan du bedst støtter din baby i mødet med mad
– hvorfor nogle børn reagerer stærkere på konsistens, temperatur og sanseindtryk
– hvad du kan gøre, hvis dit barn næsten kun vil spise “beige mad”
– hvorfor det ofte skaber mere modstand, når vi prøver at få vores børn til at spise “rigtigt”
– hvordan du skaber mere ro, kontakt og tryghed omkring måltidet
– og hvorfor vores egne forventninger og nervesystem betyder mere, end vi tror

Det her er en episode til dig, der gerne vil hjælpe dit barn godt på vej med mad. Ikke gennem mere kontrol eller flere regler. Men gennem mere forståelse, mere nysgerrighed og mere ro.

For børn lærer ikke at spise godt af pres.
De lærer det af tryghed.

Charlotte er specialist i børns spisevaner med over 20 års erfaring og hjælper familier med at give deres børn et trygt, naturligt og positivt forhold til mad. Hun står bag de populære SPISEKORT, som hjælper børn til større madglæde, nysgerrighed og lyst til at blive ved bordet. Derudover er hun forfatter, foredragsholder og en flittigt brugt ekspert i medier og podcasts.

Besøg Charlottes hjemmeside og køb hendes spisekort her. 

Dette er episode 70

Transcript

Welcome And Why Meals Matter

Hanna Nørager 0:11

Jusser går det op for dig, at der ikke er en brussen. En tjekliste, en hav. Der er et eller andet der kan hjælpe til at stå mere så fødderne. Og du står med en positiv kravitste i hænderne og i årne frem. Vi er mange, der har prøvet at slå os på forældreskabet. Vår krop og sjæl har fået bruet blå mærker, der ikke var der før. Jeg hedder Hanna Anderson. Det er mig, der er. Jeg journalister iværksætter Mor til 2. Og i Amea Podcast, der giver jeg ord til forældre og fag personer. Der på den ene eller anden måde ved masse om at få et barn. Der er nemlig ingen grund til, at vi alle løber planen mod den samme mor. Slæ ikke når der findes så meget viden og erfaring derude. Det her er sted, hvor vi deler. Det her er din vorløme i forældreskabet. Tak fordi du lyder med. Noget man kan være helt sikker på, kommer til at fylde rigtig meget både når ens børn er små, når de er større og de er voksne. Det er mad. Spisesituationen. Det er noget vi står i rigtig mange gange hver dag, først når de små dar, og siden hen de skal over på fest føde, og så kommer der mad pakker og alt muligt andet. Det er faktisk en helt jungle at finde ud af. Og hvordan er det så lige, at man sørger for at hjælpe ens små venner allerbedst på vej i forhold til at få en mad glæde. For mange kan måltider blive forbundet med noget, der ikke er så ret, hvis nu man ikke kan lide al maden, eller hvis nu man er småtspisende, eller på anden måde har nogle modoriske udfordringer, der måske gør man mærker lidt mere i munden end mange andre. Heldigvis findes der mennesker, der har specialiseret sig i at lave glade måltider. Og lave måltider, hvor man faktisk godt givet at være en del af det, og hvor børnene spiser sig med en nysgerrighed og en glæde, som de måske ikke havde haft, hvis ikke det havde været for, at vi har haft et meget stort fokus på det. I dag har jeg en specialist i børns spisning i studiet. Hun ved sindssygt meget om måltider. Hun har selv fået skudt i skolen, da hun var mindre, eller barn og voksen, at du spiser som en fugl, eller skal du ikke have noget mere, og hun har selv oplevet den her følelse af, at stemninger, at rummet simpelthen kan skabe en måde for hende at opfatte maden på, sådan så Stemning i rummet kan påvirke, hvor meget eller hvad hun havde lyst til at spise. Og da hun så selv bliver mor, der oplevede hun, hvordan hendes piger faktisk havde det langt hen ad vejen på samme måde. Hun er derfor på en mission om at skabe sjove og måldtider. Hun laver spisekort, samtalekort, kort man kan bruge ved bordet for at skabe en bedre stemning ved bordet, blandt andet og bare en masse mad og nysgerrighed. Så velkommen i studiet i Clot Sekre fra Baby Bide. Tak skal du have, jeg er så glad for, at vi to endelig kunne sætte os sammen og tage en samtale om det her vigtige emne, så tak fordi du er kommet til mig i dag. Tak.

Charlotte Seeger 3:19

Jeg har simpelthen glædet mig helt vildt meget til det. Endelig lykkes det. Endelig lykkes det.

Hanna Nørager 3:24

Vi har jo kendt hinanden i flere år, hvor vi har været en del af det samme iværksætterhus i København. Og så derfor følger vi jo hinanden på siden og hæber alt, hvad vi kan. Ja, det er så dejligt. Det er så dejligt. Men Charlotte, hvordan så det udiger, de er 12 og næsten 15. Hvordan så spisersituationen ud hjemme ved jer, da de var små?

Speaker 3:48

Ja, hvordan sådan noget? Det er jo nogle år siden efterhånden. Men jeg husker det simpelthen, som det var i går faktisk. De har begge to var ret påvirket faktisk omkring maden. Det har ikke været sådan fuldstændig kidningsfrit. Den ene var meget småspisen og reageret rigtig meget på konsistens. Og særligt madens temperatur var også noget, der tykkede hende rigtig meget. Og min anden datter, hun har epsik, og hun har en, da hun var mindre, hun motoriske udfordringer, hvor hun simpelt, hun kunne blandt andet ikke snakk. Og det påvirker selvfølgelig også den måde, at hun skulle tykke maden på, så der var en masse hjemme træning, hvilken vi har brugt i mange år, for hun for eksempel først kunne puste lyset ud på sin lavkage, da hun var 5 år. Fordi hun ikke kunne forme munden simpelthen til at pueste. Så det siger jo sig selv, at så bliver det altså rimelig svært at tykke nogle konsistenser for eksempel. Så der har været vildt mange udfordringer. Og der er der til delt en gang i mellem.

Hanna Nørager 5:00

Men allerede nu har du sagt så mange ting, jeg ikke har tænkt over nødvendigvis var. Det kommer også ind på, hvilket barn man har. Altså det her med, og jeg kan da godt se min søn kan der stadig heller ikke finde ud af at rame, når han prøver at pose et lys ud altså på sin fæshedslaggage, hvor alle tænker, hvad der foregår her. Men det her med temperatur og konsistens for mange mennesker er vi jo. Jeg tror jo altid, vi oplever det samme. Elle er så nemt at have den følelse af, når jeg oplever det sådan her, så gør andre nok også. Men selvfølgelig, vi har jo forskellige sensibiliteter, vi sandser forskelligt, så det giver jo god mening, at det, jeg putter det i munden, det har jeg en oplevelse af, og du har en anden oplevelse. Og nogle børn oplever rigtig meget.

Speaker 5:45

Mange børn oplever rigtig meget. Og det er, og det tror jeg selv egentlig, at det tror jeg mange år, ind i mit faglige, altså specialområde omkring børn spisningen, for at forstå, at det virkelig er helt individuelt, hvordan man oplever mad. Fordi vi alle sammen er forskellige mennesker her på jorden, så har vi alle sammen hver vores sandsige oplevelse af verden. Og vi bruger alle vores senser, når vi spiser det sindssygt kompleks, der spise. Og derfor så giver det jo bare også mega god mening, at nården står foran en, så har vi alle både en forskellig oplevelse af, hvordan vi oplever maden, der står foran også. Men det er lige så, hvordan den opleves inde i os, når den kommer ind i munden, og den bliver sunket, hvordan den føles i kroppen.

Hanna Nørager 6:40

Noget af det, vi skal tale om i dag, det er jo både, hvad gør vi, hvis vi sidder med et lidt større barn, der ikke vil spise, eller hvis vores baby ligesom ikke viser interesse der, når de skal i gang med fast føde. Men det vi også skal tale om i dag, det er i hvert fald, hvad kan vi gøre for at bedst muligt forbygge, at der bliver udfordringer med måltiden. Hvad kan vi gøre for at støtte op om det sunde, eller ikke sundet? Men jeg har lyst til at sige sjove eller letende

When Eating Feels Hard At Home

Hanna Nørager 7:06

måltid. Så fordi jeg tror virkelig, at det er der særligt forældre, der oplever udfordringer med spisningen. Det vil være nogle tips, de virkelig vil kunne glæde sig over og få med. Der er meget, vi kan gøre, heldigvis. Det er jo det, der er så dejligt, at igen, så tænker jeg, at det er jo bare sådan det, at man spiser det, man gør. Det er rigtig meget, man kan gøre. Men hvis du rejser tilbage til den gang for snart 15 år siden, hvor det begyndte allerede begyndte at brændt lidt på havde erfaring for dit eget liv. Hvordan håndterede du det dengang, at der ikke var den der helt naturlige. Jeg har sådan en forestilling om, de bare ikke angreben, når den stod foran dem, eller som man kender det for mange de her søde videoer, hvor babyerne sidder og smærker rundt i madlig. Hvordan var det, og hvordan forholdt du dig til det dengang?

Speaker 7:56

Jeg tror ikke eller ikke tror, jeg ved, at jeg forholdt mig som rigtig mange andre nybagte møder og forældre generelt. Altså det. Det kan godt være, at jeg er uddannet inden for ernæring og sundhed, og har studeret det her med spisning i teorien. Men alt fløj der fuldstændigt ud af vinden, da jeg står der som mit nybagt mor, og det er vi så i gang med maden. Fordi man har den bagage med man har selv. Det er en ting. En anden ting er, at man står over for et lille menneske, der skal, der skal lære verden at kende på ny, ikke på ny, men bare lærer verden at kende. Og meden, der skulle jeg jo ligesom meget lære verden at kende i praksis, og hvordan reagerer det her lille menneske på mad. Og der var der ingenting, der foregik efter teoribørne. Og jeg tror egentlig også, at selvom at jeg er uddannet og har alt det her med mig, så var jeg bare mor. Og maden blev ikke taget særligt godt imod. Det blev da spyttet ud hele tiden. Og der var der ingen, og hun skulle da særligt men elste der, hun skulle da i hvert fald ikke rør ved mad. Og jeg vidste ikke, jeg vidste godt lidt om, hvad der foregik, men det var ikke det, der var mit fokus. Men fokus var på, der er der bare overhovedet ikke noget, der foregår, som det burde være. Og nu har jeg den gang for 15 år siden. Det var jo ikke, fordi der ikke var så meget dengang. Men og uden at lyde som en på 80 år, så fyldte det bare ikke så meget. Der var ikke så meget informationsoverlade, som man bare har i dag. Det er jo helt gærket så meget information der ude, og så virkelig på godt og ondt. Men særligt egentlig lidt på ondt, vil jeg sige, fordi man bliver så skrupt forvirret. Men jeg havde ligesom bare mig selv af min oplevelse, og det fungerer ikke. Jeg blev. Jeg var virkelig forvirret.

Hanna Nørager 9:59

Nu har du jo siden den gang, fordi som det jo tit er med mange gode kriser, så finder man jo tit ud af, hvad mangler jeg her? Og du mangler netop en guiding også, og du har jo lavet hele babybyt universet. Siden her haft gæder jeg mange, mange tusind forældre igennem dit forløb så videre, for at skabe mere sådan glæde ved spisningen. Men hvis du. Altså, hvad ville du gøre nu anderledes? Hvad er det for nogle? Hvad kan du give videre af gode råd til andre forældre, der sidder lige nu og kan se det her. Det går ikke lige, som jeg havde forestillet mig med den her spisning.

Speaker 10:35

Det er så interessant, at du siger det der, også fordi jeg lavede jo Babybyde, da min ældste datter var tre måneder. Og det er jo, altså min popcorn gerne, at du herne skulle have noget at give sig til. Men det var simpelthen også fordi, jeg savnede noget, sådan evidensbaseret viden omkring mad. Det babybyde oprindeligt handler om, det var ernæring. Og det er jo så interessant, hvis jeg skulle lave noget om, så havde det den gang. Jo jo, det er jo ikke fordi, at det ikke er vigtigt med ernæring. Det er jo sindssygt vigtigt. Men vi kan jo lave nok så meget mad og stå der og sørge for, at der er alle de sådan, dejlige, nærende ting i maden, som vi ser ved for vores børn. Men hvis vores børns møde med maden, ikke er optimalt. Hvis de bliver for overstimuleret, hvis de får understimeret, hvis der er det her den her sandsel oplevelse omkring mad, så kan vi jo nok stået i køkkenet i 100.000 timer og lave alt den perfekte mad i gods højligt. Men så vil vores børn ikke spise den. Så hvis jeg skulle lave noget om, hvis jeg skulle, og det er faktisk også det rød, som jeg giver til forældre tid og give det tid, sørge for. At lader vores børns møde med maden, tage den tid, det tager. Og ikke stress og ikke stress over. Der er altså, den underløb man nok, vi kan stress over i forældreskabet. Og det skal nok komme, hvis det er, at vi giver vores børn tid og lade dem møde maden i eget tempo. Så det er at prioriter den her sansemæssig oplevelse omkring mødet med mad, for det der trygheden opstår for mad.

Hanna Nørager 14:04

Så det, at de har tid, at forældrene ved, det skal nok gå alt sammen. Der er god tid til at lære og spise et helt liv faktisk.

Speaker 14:12

Ja, faktisk sagt.

Hanna Nørager 14:15

Og det ikke er sådan noget forjærdet noget, men at det faktisk er noget, der kan få lov til at sidde og nuller med det, har jeg nær sagt.

Speaker 14:25

Og lige præcis det her. Der handler der også rigtig meget om at skabe lidt fokus på sig selv, forro på sig selv og sit eget nærvesystem, og vise vores barn den tillid, at det kan de faktisk. De er faktisk mestre i det. De er faktisk er født til at kunne det her. Men vi kommer tit til at blande os, fordi vi både bliver bekymret eller frustreret, eller sådan lidt irteret, eller alle de følelser, der kan høre med det her med ens ens barn, ikke spiser på den måde, man håber, eller forventer. Og det er helt fra baby jo til jeg, at de flytter hjemme fra bliver det anstrengt, og vi bliver enormt stresset og hurtigt over det. Så jeg tror, et en rigtig, rigtig vigtig ting, det at arbejde med vores egne forventninger, og hvad der også er realistisk i forhold til det, der sker. Og det her, vores børn er igennem deres madrejse er jo sindssygt. De skal jo lære så meget og i tidligere år er det både monmotorisk og sandsigt, og jeg ved ikke hvad sidde, og det hele er jo voldsomt.

Hanna Nørager 15:32

Det er jo der mange ting, man skal til at lære der. Jeg har haft nogle børn, der egentlig relativt sådan, du ved, de kigget efter maden, og sådan, hvor man tænker, okay, nu de er klar, det vil de gerne. Så der jo også heldigvis en masser af børn, der bare sådan andelig kan jeg få lov til det her. Og det glemte jeg faktisk at nævne indtron, men du er jo også fast ekspert inde i vores medlemsklub, hvor man også kan stille spørgsmål til dig, hvis du er en del af du lillets medlemsklub derinde på Facebook, hvor den ligger lige nu. Så hvis man tænker, jeg har brug for mere chilotte, og så er der også helt onlineun selvfølgelig, og så har vi også dig med som fast ekspert, og inden i vores klub, hvis man har nogle spørgsmål omkring, så det er særlig rigtig meget omkring overgangskost og alt det her. Hvis nu at, altså, hvordan hvordan vi sidder med mange, der har helt små baby lige nu? Mange af dem. Hvis der er nogen, der har nogle større børn, hvor de har oplevet udfordringer, så sidder de også allerede er lidt spændt på madopstart og så videre her med nummer to, tre, fire stykker. Men hvad anbefaler du egentlig? Hvis vi bare kigger på et helt normativ barn. Hvordan gør vi det ligesom godt for vores baby, når de skal til at begynde at snuse til noget fast føde?

Speaker 16:44

Ja. Der er jo. Det vigtigste er, at man kigger på sit barn og ser, hvem er det, jeg har foran mig. Er nyskeheden der. Så er vi helt klart anbefale, at man lade sit barn være en aktiv del af målstædet. Det er meget forskelligt. Jeg kan i hvert fald huske tilbage til den gang. Min baby, min ældste var baby. Men det her med at lade. Vi kører bare Baby Let Riening. Det er bare simpelthen bare super. Det er bare vejen frem. Og det er det her, hvor de får noget, de selv sidder på munden og noget til tygere gave i. Og det prøver, det fungerer fint for nogen. Det fungerede da bare slet ikke for hende. Det var der totalt sandsigt på bombardemang overload. Altså, så det var der slet ikke vejen frem for hende. Og det der mener med, det er så vigtigt, at man kigger på, hvem er du? Hvad er du for en lille væsen her i verden? Og hvad kunne du have rigtig meget brug for? Der er ikke noget, der er mere rigtigt og mere forkert end. Der er ikke noget, der forkert overhovedet, der er ikke noget, der mere rigtigt andet. Og derfor vil jeg sige: at det her med det sætte den sandsige oplevelse af måden, det er her, at trygheden opstår. At vores børn får lov til i eget tempo at rører ved grøden, hvis det er lidt, der bliver servet og rører ved målsen, og man kan sagten ske og skæ med på vejen, og hvis det funger godt. Og give sker med, så gør man det, hvis det fungerer rigtig godt af baby selv. For eksempel er der rigtig mange babyer, der ikke gider sker med. Og dem har jeg rigtig mange forbi min vej, fordi man går lidt i panik. Fordi er der ikke noget med, at det er også det offentlige anbefalinger, og så er det her åbne vindue,

Trust Your Child’s Food Tempo

Speaker 18:36

og så altså forældre godt decideret i panik, og det forstår jeg godt, fordi budskaberne er bare så voldsomme. Og det er bare sådan, og det er helt okay. Og der er masser af måde, der kommer omkring det på. Og efter seks måneder, så lader baby udforske de her ting. Selver baby selv sidde med maden, hvis det er det, der gør det trygt for ens baby. Og det her med at komme for det op i munden, og det er så en rejse. Baby skal have mange sandselige skridt faktisk ud fra den teori, og i praksis jeg også arbejder for, så man blandt andet, når der hedder SOS Approach to Feeding Therapy. Der er 32 sandsligt trin, et menneske skal igennem fra at møde dem mad til, at den bliver slugt.

Hanna Nørager 19:21

Ej, det er lovligt. Og det er vel og mærket sikkert, hvis mundmotorikken er optimalt. Og så er der alle også med stramt ungebånd, der sidder og gyldber lidt i det samtidig.

Speaker 19:30

32 sandselige skridt. 32 trin. Og det er jo bare for at se grunden til, jeg tror jeg har lyst til at nævne det, det er, at man ligesom får en eller anden bevidsthed om, hvor kompleks det er, og hvor mange skridt vores børn skal igennem for at kunne lære mestre det, og det er jo helt nyt. De går for en omning til at skulle lære at styre tungen og alt mod andet, og det tager tid. Og nogen er jo bare sådan buldås og bare kører igennem, og så fint, at andre er mere sensitive og har brug for tid.

Hanna Nørager 20:00

Og der elsker jeg jo, fordi i tak med nu, at vi har en samtale om det. Det her med at tale med eksperter på området, fordi netop noget, der virker så simpelt for mange. På noget mad i munden, tygde, slut, husk nu tygde det flere gange. Det er faktisk også raket videnskab. For det er det faktisk, der er rigtig meget i det, men det, der sådan stadig er meget smukt i det, det er det, du egentlig skal gøre. Det er at se på dit barn fuldstændig. Hvad er dit barn for en, og så i øvrigt lægger sig selv og sine forventninger lidt lidt bagser. Og jeg tror også, det har jeg selv været enormt optaget af det her med, at de skal have, de skal have det hele og den rette næring og sådan noget. Det skal de selvfølgelig også, men i bundegrund, så bliver alt meget nemt, når du formå hele tiden at zoom det ned til sådan, hvem er du. Hvad har du brug for? Jeg tror jo egentlig i bundet grund også, at vores kroppe har brug for forskellige ting. Jeg tror, at nogle af os har brug for lettere at føde lidere kost end andre, hvor vi har brug for forskellige ting for at kunne fungere optimalt. Og det er jo bare så interessant, hvis du kan slå alle de der forventninger fra, og egentlig bare se ind i sådan, okay. Hvad mærker jeg egentlig, du har brug for, Lille?

Speaker 21:13

Og det er lige præcis, det er så rigtigt. Det er virkelig, hvis vi kan holde fokus og på tillid, også have fokus på tillid til, at vores børn godt kan mæstre det her, for de er bare de vildeste små mennesker, der kan altså nærmest, det kan ikke alt, men det her, fordi det skal jo lære at være kende. Men de er født til at skulle kaste sig ud i den her madrejse. Men det er så accepten af, at det måske ikke lige går i det tempo, eller på den måde, som vi som forældre havde en forventning om, at det skulle gå, eller et håb, eller særligt hvis omningen, hvis vi taler overgangs medningen, eller flaske, og hvis der har været noget med amningen, så man sårbar. Man er simpelthen så sårbar. Og kan godt. Og det sidder i kroppen hos sig selv, at nu skal den her overgangsmade, altså den skal også fungere. Det skal godt sidde. Den skal freaking siddel i skabet. Og det er bare heller ikke sikkert, at den gør det. Og hvad vil det siger siddelige skabet? Jamen altså, er det fordi, jeg ens barn skal spise en bestemt mængde. Og det får jeg også mange spørgsmål om. Nej, det er det ikke. Det er mødet med maden er godt og ret og hyggeligt, at vores børn spejler sig også, at de ser os de skaber en kontakt til os ved måltidet. Og bliver der ikke spist noget, nej det kan godt være. Men så er det måske fordi, at vores barn ikke har haft lyst til det. Og så længe kontakten til os har været god og dejlig og nærende, så er det i så selv lidt nærende måltiden.

Hanna Nørager 22:50

Det er så relevant, det du siger, for det er jo faktisk, det synes jeg, at vi som voksne, jeg i hvert fald som voksen. Jeg har brugt lang tid på at lære og identificere, hvor meget mad har jeg egentlig brug for, fordi jeg bare har spist sådan uden at mærke. Og det er, jeg har heldigvis aldrig under nogen, sådan du skal spise op. Jeg har altid elsket med og spise dig ud af, men jeg har ikke været god til at lige vil jeg mærke, hvor meget har jeg ikke brug for. Det har taget mig mange år at lære her, da jeg er blevet voksne. Så du kan jo sætte rigtig mange forskellige mønstre i gang.

Speaker 23:20

Fuldstændig, og du taler bare ind i noget, der er så vigtigt, fordi vi taler jo ud fra det, du også nævner her om hele den intuitive tilgang til maden, og det intuit af, at vi mærker efter, hvornår jeg solden, hvornår jeg midt, hvornår har jeg brug for sig ja, hvornår har jeg brug for at sige nej. Og hele den her apitregulering er jo styret af et intuitivt flow. I vores krop, og den bliver jo bremset af normer, og hvad man får at videre, og det skal man ikke, og særligt når vi ser omkring bordet, så bliver den her intuitive flow, det bliver jo begrænset af de forventninger, vi har til vores børn. Og nu skal du også spise, og nu skal du øje også og smage, og nu skal du også en spise op, eller du skal spise op, før du får lov til at rejse, eller du skal lige spise den der pastersk, før du får lov til at spise en frik del med. Men jeg kunne jo faktisk blive ved og prøhør ikke fordi jeg ikke selv har været dig, for det har jeg med et sensitivt spisende barn derhjemme og endda måske netop på grund af min egen opvæst og mit eget forhold til med, hvor jeg hele tiden bliver kommenteret på, så sidder det jo i vores krop, vi tager det med os al vores bagage. Og det er en del af os, og den skal vi være kærlige ved. Det bedste, vi kan gøre, det er at være opmærksom på, hvor er det i gang med lige nu. Lige nu er jeg faktisk i gang med, hvis vi lige suger ind på min egen rolle som mor hjemme i vores spisebord. En datter, der er for begge vores børn er store nu, men der bliver ikke spist aftensmad hver dag. Der bliver måske stadig spist et stykke gurk nogle aften, at jeg skal branse mig selv i og sige. Jeg tror lige, det var en god idé, hvis du lige får bare spiser lidt mere. Du ved også godt, at de blod så går. Det er også lige ikke og så, så bliver du hangulig om det her.

Hanna Nørager 25:12

Der jo alle muligt, og du ved så meget om det, og det er jo sjovt, fordi der skal vi netop blive opdag. Er det her mit nuværende jeg, der taler, eller er det min gamle møstre? Er det alt det, jeg har med hjemmefra? Er det alt det, der ikke har gavnet mig? Jeg står lige nu og ved at læse videre, fordi det er sådan, vi mennesker, vi gør. Vi tager vores mønstre, vi giver dem videre i generationer, gerne i mange generationer, hvis ikke vi opdager det. Og det er jo som nogle gange og slås mod en urkræft. Du har arbejdet med det her område i hvad to år? 20 år. Og du skal stadig tage dig selv i det.

Speaker 25:45

Ja skal vi ikke.

Hanna Nørager 25:46

Og jeg tænker da også, at min en lille dreng på fem år, hvor gerne rækker ud efter hakkøh nummer to, og der stadig ligger hans kartoffel tilbage sådan. Spiser en kartof først. Og så gør han det, og jeg tænker, det nok skal gå. Men altså er så meget i det. Der er så meget i det hele tiden, fordi jeg er det fantastisk, du har lyst noget mere protein, min lille vende.

Speaker 26:06

Og jeg tror også, og det er sådan en helt anden ting. Der er jo tusind ting omkring det her med maden, men det her med, at i vores børns opvækst, ja, der er vi kommet til at være madspil. Når du giver slip på kontrollen, og igen, når jeg siger det, så tror jeg folk sådan noget, at der så slet ikke nogen rammer. Jo jo, men der er masser af rammer. Og der har læderskabet, også der skal tage styring, og nu siger, nu skal du have hakkøf nummer 3, eller to, eller fire eller fem, så er det. Selvfølgelig kan der være rammer for det. Men det her, at han vælger ikke at spise sin kartof, det er okay. Og så kan man sige, at hvis jeg er i gang med hakbøf nummer 4, så kan sige: Nu er der ikke, der skal være tages alle sammen, så der er ikke mere lige nu, fordi man kan ikke blive. Det er også dit spørgsmål i tit fordan, okay, jemand. Det har jeg jo ikke råd til. Jeg har ikke grund til, at mit bare spise 20 frikeller. Der sætter man lige nogle rammer, som vores børn også kender til, inde sætter sig til bords, fx. I dag skal vi have kartofler, vi have frikadeller, vi skal have agurker, vi skal have guld rødder, hvor det var. Der er maks tre frikadeller til vær, og så er der masser af kartofler. Der er sådan, at man sætter, at man forventningsafstemmer inden, hvis det er, at der er en begrænsning på noget af madden i hvert fald.

Hanna Nørager 27:17

Ja, men igen, det er jo bare så fint. Det er jo igen, det giver så god mening det her med. Så i princippet, så må du gerne nede dine tre frikadeller først, og så ser du, om der er plads til mere. Hvis det er det, du, du har lyst til det, så får de egen bestemmelse, de får selv mulighed for at vurdere, hvor vi de starter. Det er egentlig det samme med. Lige nu af han min mindstær lige starte i SV, hvor de skal have madpakke med. Og de skal kun have en madpakke med, og den skal de spise kl. 10 og klokken 12, og de må selv bestemme, hvad de spiser fast i den. Og jeg ved godt, hvad der er råd først i den. Det er vinduerne, og det er den der pølsel, der lå ved siden af og noget af så ved, og så må vi se om rødsmaderne når kom med, ikke? Men det giver jo noget frihed og noget ebestemmelse, og i hvert fald. Men hvad gør vi så, hvis vi reelt er? Der jo mange forældre med småtspisende børn. Og nu nævnt var du lige kort inde på omningen, hvilket også er super relevant, fordi lu er mig, om ikke, der er mange af dem, hvor der har været andre udfordringer, hvor der også er en lidt større tendens til, at der bliver mad udfordringer. Ofte jo nok, fordi der kan være noget med mundmotorikken, der kan være noget med sandsningen i munden, der kan være mange ting der synge, at det at synke måske ikke fungerer særlig godt, fordi du har et samt ungebond, så det er ubehageligt at synge, eller du får meget luft med alt muligt. Men hvad gør vi så, hvis vi står der med et barn, hvor vi tænker, du får simpelthen ikke nok fornuftigt med. Du spiser kun paster, og hvis jeg er heldig ris? Hvordan? Hvordan håndterer vi det?

Speaker 28:55

Der er simpelthen så mange veje. Vi kan gå med det. Punkt 1. Nog panik. Alt da godt. Det skal man nok finde ud af. For det første er vores børn lidt mere sensitive. Har de haft nogen udfordringer omkring maden på den ene eller på den anden måde. Det kan jo både være sandsigt. Det kan være monotorisk, det kan være alt muligt. Det kan være en oplevelse, de har haft omkring maden, at noget har gjort ondt, når de har tykket, eller sunget fxet maden ikke. Der kan være masser af masser af årsager til, at vores børn måske har en anden et andet forhold til mad. Det kan man gå ind og arbejde med at gøre mere trygge. Get slip lader udforske ingen pres omkring maden. Vores ansvar er at servere, at vi står for, hvad der bliver serveret, og hvor

Picky Eating And The Beige Phase

Speaker 29:46

hen måden bliver serveret. Og det er det rigtig, rigtig vigtigt, når det er, hvis vi kigger på den måltid. Ok, jeg ved, at i aften, der er det mit ansvar, at der står den her mad på bordet. Jeg ved, at vi sætter os spisbordet, og jeg ved, hvornår vi gør det, jeg sætter tidsrammen. Men så er det altså op til vores børn at finde ud af, hvor meget har jeg egentlig lyst til at spise. Hvad har jeg lyst til at spise. Og det er virkelig vigtigt, for det er deres måde at kunne følge sig trygge ved måltiden. Det er deres måde at kunne følge sig trygge ved måltiden, så de kan lære at mærke efter det her intuitive flow. Mange børn, der er sensitive, elsker for eksempel noget der er nemt. Det kan være beige mad. Jeg tror jeg, at mange forældre kender til den her bases periode. Håber den kan være ret lang tid, hvis det er, at der er noget andet, der påvirker måltid, hvis der fx er lidt for meget kontrol med måltiden. Så kan de her faser, de kan jo godt være ret længe. Og så skal man lige finde ud af. Hvad er det, der skyldes, at mit barn fx elsker. Og jeg ved med at elske basemet.

Hanna Nørager 30:52

Hvad er en basperiode? Fortæl mig om det. Mine barn er også nogen, der får spinat smooth i til morgenmad nogle gange, eller ofte virksom. Så jeg er jo sådan. Det bliver jo om frugt og grønser hele tiden.

Speaker 31:05

Men det er jo sådan lidt. Nej. Og det må man virkelig ikke gå undskyld for. Igen, hvor er det dejligt, vi alle sammen er forskellige. Jeg tror, at mange forældre kan genkende den her beigefase, fordi det er alt med, der faktisk er lidt fagløst. Måske er det blødt, måske det knæsne. Så det er nogle af de ting, der er nemme for vores børn at spise. Og det kan jo være paster, det kan være havgønd, det kan være vidt brød, det kan være knækbrød, det kan være i denne her fag, det kan være rige, man simpelthen tænkt, der er lidt fagløs og nemt at spise. Og det kan have mange grunde. Det kan fx være, hvis man er sandsigt udfordret omkring maden, så kan det være en måde at regulere nervosystemet. Det kan være, at man vælger noget, der er nemt, fordi man er overstimuleret, måske generelt i hverdagen. Og det er derfor er også altså vigtigt, at man får et barn med til bord, der er i grønt solen og er reguleret, at man lige bruger et øjeblik og konkter med sit barn, ind man sætter sig til bords. Det er rigtig vigtigt, fordi vores barns nervosystem skal være i, det skal være reguleret. Fordi så kan barnet bedre mærke sin apetit, og så kan der så heller ikke af pres med spise bordet om, at man skal spise på en bestemt måde. Spise mad i en bestemt rækkefølge. Man skal spise så meget, man skal også huske at smage alle de her tak. Men at vi giver kontrollen tilbage til vores børn. Vi koncentrerer os om vores tallærke, og faktisk om at nyde maden, der står på bordet, så lader vores børn gøre præcis det samme med deres tallerken.

Hanna Nørager 32:43

Men det du siger, der med, at vi godt lige kunne bruge noget energi på at regulere vores børns nervesystemer inden. Det er jo faktisk super relevant. Nu ved jeg ikke, hvor mange der lytter med, der har større børn, men er vi alle sammen enige om, at tellem 1630 og 1730 er jo tit totalt kaotisk. Så det vil sige, at når maden endelig er færdig, 1730 herhjemme, så har du jo ikke fået vasket op, for du har lige brugt tiden på noget konflikthåndteringer og sådan noget. Og køkkenet er bompet, og du ved, nu skal der spises, og så skal der i bad, og så skal. Nu er vi så skærmefri herhjemme, men i mange hjem er det jo også, der går du direkte fra skærmen, som har bumpet din hjerne med stimuli og så ind til bordet, og så skal du til at spise. Hur du har jo lige fort, at der er så mange sensoriske skridt i en spisning, og det er bare sådan noget, det giver god mening, at det er også et meget sans. Det er også et stimulerende ting, faktisk er spise med.

Speaker 33:38

Det er noget af det mest kompliceret stimuli, sandselig stimuli, at vi skal foretage os. Det er faktisk en af de sværste opgaver. Vi skal som menneske, det er at spise. Så når man forestiller sig, hvor børn, måske sidder i en tilstand af, så det kan være, at de er lidt, man kan sige pacificeret for en skærmen, og by the way at your mind, jeg kender alt til det. Men man skal bare vide, at der er knald på op i hjerten, når de sidder for den skærm der, så de ikke reguleret i kroppen. Og så skal hen til en sindssygt krævende opgave, det er at spise maden. Det som faktisk er det sværeste. Man skal kunne overhovedet i løbet af den dag der. Det er jo vanvittigt. Jeg forstår da godt, at der er nedsmeltning på nedsmeltning altså på vej der. Så det er også en af grunderne til, jeg har lavet min spisekort. Det er for at hjælpe at give forældrene et konkret redskab til, hvordan man kan hjælpe sit barn blandt andet på vej fra leg eller skærm, og i overgangen til måldtidet og så blive siddende. Så de her spørgsmål, hvor som er 100% børnehold, hvor man så konnter med sit barn. Man der er reguleringsøvelser og sådan noget, fordi det går jo bare i her, der briller, og man er selv træt, og man har brugt lang tid på at stå i køkkenet og spise nu også, fordi jeg ikke har lavet langt har brugt meget tid på at lave den her mad, ikke. Og du skal jo ikke have noget næring. Jeg synes ikke, du har spist meget i går sådan. Nu skal du virkelig lave det.

Hanna Nørager 35:09

Ej, så man får lige bumpet dem af sted med alle de krav, der kan være i relation til et måltid af ens egne forventninger. Og nu skal du også videre på min snueliste, der blandt andet du ikke dør sul, du skal også have noget vokse af det her.

Speaker 35:23

Det er rigtigt. Og det er jo det, der går i gang i ens kroppe. Det er jo, hvis man er som forældre, og prøver ved, at jeg har det selv derhjemme. Altså min børns måde at spise på. Hvis jeg ikke kendt til teknikkerne, så kunne vi snilt have hen, ind i en spisustyrelse. Altså ingen tvivl om det, men jeg heldigvis ved jeg, hvordan man kan prøve at imøde komme børn, og så vi ikke ender der. Det er virkelig vigtigt, at man har alle facetterne med, når det er, at vi taler om at spise det hele krop, det er det hele mennesker, vi er nødt til at kigge på. Og der sker altså rigtig meget i vores børns krop, som gør, at spisningen kan varierere fandt meget.

Hanna Nørager 36:07

Jeg ser og får sådan nær med sådan en ud af kroppen oplevelse, hvor det bare går op for mig. Kender du den der følelse af at tage risen, altså. Altså sætte noget hurtigt ned i opvaskeren, eller sætte hurtigt op i skabet, eller bevæge sig hurtigt, når du sætter gryden hen, eller hvor altså igen, det er bare menneskelig bevidsthed der, hvor jeg sådan tænker, Oh my god, jeg er jo gået sombymorald igen. Og det har jeg gjort så tit omkring måltid, hvor det er sådan endelig færdig. Nu er det der med helt køkkenet og øde lagt, følelse, så som jeg smidt sådan lille af-bumpe derude. Nu skal de ri bare op på den særlig, og så er det sådan noget og spiser, så skal vi slæppe af. Nu skal bare hygge os. Så er det altså tid, unger. Spiser den anden ud den. Min børn vil jo så heldigvis gerne spise, men hvor jeg bare tænker. Det er jo bare igen. Det kan vi altså godt arbejde med selv især netop, hvordan går jeg egentlig til bordet her? For jeg ofte gået der til med noget vibrerende energi ved nok siger.

Speaker 37:06

Og det er jo det, vores børn spejler sig og længer sig op af vores nervosystem. Så derfor er det så sindssygt vigtigt, at vi husker at regulere os selv. Og det kan godt lyde sådan, okay, jeg har ikke lige totet bag. Og det er jo slet ikke det, jeg mener. Det er bare stop op. Trækker i været åben vinduet, eller en terassedør, eller eller andet, hvis man har helgt der her det. Altså træk være fundet luft. Prøv at lav en kop te, imens man står og laver mad, så for at sætte noget musik på, man godt kan lise.

Hanna Nørager 37:40

Og en glas vin, eller åbne flaske vin, hvis du har lidt større børn.

Speaker 37:44

Men det er altså, gør. Det er tas stykke choklad. Altså, I don't care. You du. At du også er et menneske her i verden, der har brug for at regulere dig selv. Fordi det er det bedste, du kan give til dit barn, det er at komme velreguleret

Regulate Before Dinner To Succeed

Speaker 38:02

til bords i godt humør glad. Og det er ikke fordi, jeg siger, okay, man spørgsmål, hvor jeg er helt sygdomet. Jeg er totalt overskud alt, må lidt. Det er bare i verdos regent. Have det godt. Altså.

Hanna Nørager 38:15

Jeg mene virkelig, altså den her indsigt, det er jo noget, jeg selv arbejder meget med sådan din energi af dit ansvar. Og i det ligger der faktisk en kæmpe frihed, fordi det er faktisk, når du har styr på dig selv og din egen energi, kan du faktisk være det for andre, du drømmer om at være for dem. Så rigtigt. Så det er faktisk, man må godt sige, det har faktisk en opgave for dig, at du også har det godt. Og det kan gøre det rart for nogle af sådan, okay, men jeg må faktisk godt sørge for, at jeg selv kommer reguleret til det bor, fordi det har faktisk en betydning. Altså, at når man er i det her omsorgsgen, og når du er i alle skal have det godt hele tiden, så kan du glemme, at du faktisk det vigtigste, du kan give andre og de andre bebruder, der faktisk, at du selv har det godt. Ja, og det kræver nok, at man er forældre og har været i presset situationer, for man forstår, hvad filer jeg overhovedet snakker om her. Men jeg tror, vi bare alle sammen måde, følelsen af og bare selv brugt og overstimuleret til den her aftens måltid. Og det er måske ikke lige med første gangsbaby, man ikke kender helt sikkert til det der med, at der er mange ting, der skal altså ordnes hele tiden, når du egentlig er mega træt osv.

Speaker 39:24

Det er ja, og faktisk også det her med at være første gangsforældre, eller stadig have et yngre barn, en baby, måske en ung tomling. At det man virkelig hurtigt føle, at man står i det køkken hele tiden. Og at man laver mad konstant, og at man er helt tyndsigt, altså, hvis man, jeg var ved mit første barn, hvor i øvrigt, så kan der godt lige ammes på ene bryst, og så pumper man ud på den, og så er også en flaske, der skal gives, og så får da også lige køkkenet, fordi der er så også lidt mad til. Og altså alle mulige, og nu spiser du ikke andet, så skal man også, og jeg må ikke såvere det andet, som jeg brug før, og så skal jeg også med det ud, men så skal jeg lave noget nyt. Der er jo bare så mange ting, der hele tiden skal fikes og faktisk i det køkken der, som er relateret til en måltidssituation, og man bliver træt. Man kan blive så træt. Så derfor er det så vigtigt, at vi husker os selv i alt det her. Og reguleret os selv og skru ned for forventningerne omkring, hvordan heller uperfekting, end at man stræber efter det perfekte.

Hanna Nørager 40:31

Og jeg har så bare tag det for to måder, der har indtil videre to overlevende børn, begge to, der alle sammen har fået også haft nogen basperioder. Og så videre det her med, at det skal nok gå alt sammen. Rå på. Eller du sagde et eller andet tidligere, det var så godt. Men det er virkelig bare sådan ro på. Alle skal nok overleve det her. Vi har adgang til med ressourcer i det dejlige land.

Speaker 40:57

Ja, så heldig er vi. Og det skal nok gå alt sammen virkelig. Det handler rigtig rigtig meget om ens egne forventninger og det pres, som man enten kommer med selv som forvinder. Altså fordi vi er underlagt det, vi kommer med i bagagen selv. Det kan vi jo ikke komme udenom. Og nogle ting vil vi gerne give videre. Andre ting vil vi bare på ingen måde give videre. Og det er jo så vigtigt at være opmærksom på, at det kan godt være vildt stressende, hvis man har ting med i bagagen, som man måske ikke rigtig lige ønsker. At give videre til sine børn. Og så vil jeg altså bare sige sluk heller for den så i kanal, hvorin man er på, i forhold til stimul og informationsoverlåt. Det er fint, hvis man har fundet nogle rigtig goder, som man synes, at man gerne vil følge dig. Der gør egent i forhold til, at man finder ro i sit forældreskab omkring maden og sådan noget. Men ellers går ikke fra det. Nej, hvor bliver man forvirret.

Hanna Nørager 42:01

Ja det er rigtigt, virkelig find det, der fungerer for ikke andet. Og så vil jeg altså også bare lige slå et slag for alt det, du gør for netop at skabe bedre stemning omkring bordet, omkring måldtiderne for madklæden. Og der er det jo virkelig. Der er det jo virkelig noget, at det, der har haft rigtig stor effekt hjemme med min søster, blandt andet, hvor de kæmper rigtig meget med madklæde. Det er din samtale kort. Du bliver simpelthen nødt til lige at sætte et par ord på det, fordi jeg ved, at der er mange af dem, der har lyttet den her episode til ende. Det er jo også, fordi de har erfaringer med, at det ikke altid er så nemt med det med. Hvad er det for nogle kort, du laver?

Speaker 42:43

Ja, hvor det er dejligt at høre, Hanna. Det gør mig så glad. Jeg får mange beskeder hver dag om, hvordan de her spisekort virkelig for andre forældres liv. Og det er jo kommet så af, jamen altså en gammel rotte som mig i fadet, at jeg jo igennem 20 år har kunne se, hvor det kan være rigtig svært ved måltiderne. Og der var der jo en gave fra oven, der gav mig idén til de her spisekort, som er samtalkort til måltiderne, der er 100% i børneholdet. Og jeg tror, det er det, der fungerer så utroligt godt. Det er, at de stiller sjove og gækket eventyrlig, fnurligt hverdersspørgsmål, men også om mad, så de lærer børn mad, og de gør dem sensorisk og sandsligt nysgerrig på mad, fordi vi taler om maden på en anden måde. Så det vil sige, at børnene føler sig ikke presset til at tale om, hvilken farve jeg har, fordi de bliver ikke bedt om at spiste, men de bliver bedt, de bliver spurgt til, hvordan den sandsige

Tools That Change Table Talk

Speaker 43:47

oplevelse er. Og det, at man taler om tingene i børnehøjde med mad og livet og hinanden. Det er bare en kæmpe kæmpe gave, synes jeg rigtig mange. Og det her med at komme fra leg og skærm over til spisbåret, er også virkelig der, hvor de gør en stor forskel.

Hanna Nørager 44:06

Men jeg er helt enige og ved, at de gør en kæmpe forskel så mange forskellige steder. Og ja, det vil jeg bare sige tak for. Det er vi mange, der er glade for, at du hjælper på det her område. Og tak for også at bruge din tid og energi på at komme her ind og dele med os. Fordi bare det her med at få noget bevidsthed omkring er ansvaret for den energi og den stemning, man sætter ved et bord. Det kan også være et helt nyt element til det, at baby skal have mad, men som i langt hen vejen for mig i hvert fald ikke føles som en ekstraopgave. Det føles mere som en måde at være på, hvor jeg tænker, det giver så god mening for alle, at vi observere, hvordan vi selv agerer, når vi skal udforske vores babes spisemønster, har lyst til at sige.

Speaker 44:55

Så er jo rigtig fint sagt. V virkelig. Der er sådan en fornøjelse. Altid bare så dejligt at være sammen med dig.

Hanna Nørager 45:02

Tak skal du. Nu skulle du være en anden gang. Ej, men Charlotte, jeg vil faktisk lade dig afslutte lige om lidt. Men allerfst, så kunne jeg godt tænke mig, kunne du ikke prøve at fortælle mig, hvis du fik lov til herude, lige om lidt og hoppe ind i en tidsmaskin og flyve tilbage til den gang, du selv bliver mor. Det behøver ikke at handle om spisning, men det måtte gerne. Men hvad kunne du godt tænke dig, at du kunne fortælle dig selv,

Letting Go And Final Reflections

Hanna Nørager 45:31

da du lige var blevet mor?

Speaker 45:34

Okay, et cracis spørgsmål. Sorry. Nej, så fedt på så mange måder. Og slippe kontrollen i alt. I alt, hvad jeg foretår mig omkring livet som nybagt må, slippe mine forventninger og kontrol til, hvordan jeg så mit forældreskab skulle være. Og lad mig læne mig mere ind i hvad der var i hver dag, der var, at nyde det, og lade mig guide en lille smule af det, i stedet for at følge at hele sådan skulle nå et eller andet bestemt mål med udvikling og spisning, men også bare snakke gå alt muligt. Bevægelser her.

Hanna Nørager 46:19

Ja, vi kan hurtigt komme til at sætte mål for vores egne for vores egen tilværelse, som egentlig er mindre brugbar, end bare det at være i nu. Lige præcis. Det kan man rigtig fint sig at være i mod. Det vil jeg muskle. Take og fordi du kom ind og fordi du del det. Og jeg håber, at vi kan lave endnu en episode. Taker. Det kan vi.