Episode 9 - Den manglende brik? Kropslig intelligens som redskab til at knække stresskurven.

Episode 9: Den manglende brik – kropslig intelligens som redskab til at knække stresskurven

Vi mangler ikke mere viden om arbejdsrelateret stress – vi mangler forankring i hverdagen. I denne episode gør jeg op med idéen om, at kampagner og slides i sig selv ændrer adfærd. Under pres vælger kroppen det velkendte; derfor skal indsatser mærkes, trænes og bo i hverdagen. 

Den kropslige intelligens er nødvendig for at skabe forankring, og derfor skal den også være en del af dagsordenen. 

Jeg deler indsigter fra "Danmarks Mentale Sundhedsdag" og et stærkt eksempel fra Salling Group, hvor forankring af nye vaner er lykkedes, og hvor de er begyndt at knække stresskurven.

Transcript

Episode 9 – Den manglende brik?

Kropslig intelligens som redskab til at knække stresskurven

Hej og velkommen – og tak fordi jeg må låne dit øre for en stund. 

Jeg hedder Annbrit Olsen. 

Denne podcast er dedikeret til at give dig viden og indsigter om, hvorfor den kropslige intelligens er vigtig både generelt i dit liv - men især med fokus på arbejdslivet. Den er dedikeret til at guide dig til bedre trivsel, mere ro og dermed også til mere vækst enten på et personligt plan eller på et arbejdsmæssigt plan. 

Hvad er den kropslige intelligens bud på, hvordan vi knækker stress-kurven?

Jeg vil i dag tale om noget, jeg har været optaget af i mange år: 

Arbejdsrelateret stress er et kæmpe problem i Danmark, og det koster dyrt – både menneskeligt, organisatorisk og økonomisk. 

Det anslås at det koster 55 milliarder kroner om året i tabt velstand.

Den udgift svarer til ca. 100.000 årslønninger til enten sygeplejersker eller folkeskolelærer.

Vi ved efterhånden rigtig meget om forebyggelse og håndtering af arbejdsrelateret stress. Vi har forskning, værktøjer, kurser, kampagner. 

Alligevel stiger stresskurven i Danmark. Den har faktisk aldrig været højere.

Den kedelige konsekvens er, at statistikkerne viser, at mange folk går ned i tid eller stopper helt med at arbejde efter en stress sygemelding.

Så det er ikke viden, vi mangler. 

Det, vi mangler, er forankring! 

Forankring betyder, at noget bliver festnet/indarbejdet, så det holder over tid—ikke bare er en idé på papir, men en praksis, der sætter sig i hverdagen.

Vi tror tit, vi kan informere os til forandring. Vi laver kampagner, vi sender mails, vi holder oplæg. Alt sammen er godt og med gode intentioner, men kroppen lader sig ikke overbevise af argumenter alene. 

Hvis vi skal skabe både forandring og forankring – skal vi gennem kroppen.

Kroppen lærer af erfaring. Den lærer, når vi – igen og igen – skaber situationer, hvor det faktisk kan betale sig at sænke tempoet, og hvor vi kan mækre effekten tydeligt i kroppen. Når vi mækrer effekten af mere ro og balance, er det ofte nok til at overtale os selv til, at ændre adfærd. Når vi kun bruger tankerne, ender vi hurtigt med at diskutere med os selv, og falde tilbage til gamle vaner. 

Under pres vender vi ofte tilbage til det, vi kender. Og hvis det, vi kender, er høj fart, tætlagte møder og hurtige svar, så er det svært at lave langsigtede, kloge justeringer – uanset hvor mange slides vi har set.

Så min pointe er: Vi kan ikke snakke os til nye vaner under pres. Vi kan ikke tænke os til en anden reaktion, mens kroppen er i alarmberedskab. 

Den kropslige intelligens er evnen til at mærke, at “nu sker der noget i mig”, og at kunne regulere så meget, at jeg igen kan vælge og tage andre beslutninger.

Det er faktisk den afgørende forskel mellem at have kendskab til en god praksis – og at kunne udføre den, når det gælder.

Uden den kropslige erfaring bliver viden bare til en flot plakat i kantinen.

Det kalder på, at ledelsen og ikke kun HR skal drive forankringen – det kalder på nogle modige og vedholdende ambassadører ude på arbejdspladserne, som kan holde fast i forankringen i hverdagen. Og det kalder på, at den kropslige intelligens bliver inddraget noget mere i indsatserne.

Forleden deltog jeg i Danmarks Mentale Sundhedsdag – arrangeret af Vellivforeningen. 

Det var både en inspirerende og velplanlagt dag, og den bekræftede mig i, at vi er mange, der vil det samme. Men det var også en lidt frustrerende dag – fordi jeg igen blev jeg mindet om, hvor meget viden vi allerede har. Og hvor svært det er at få den til at leve i hverdagen.
 Flere eksperter sagde det samme – vi ved en masse, men vi har stadig ikke knækket kurven. 

Jeg var naturligvis også lidt frustreret over, at den kropslige intelligens slet ikke blev italesat. 

Jeg vil gerne fremhæve to nedslag fra dagen: 

Pointer fra Malene Friis Andersen som er erhvervspsykolog og stress forsker 

– og erfaringer fra Louise Gade fra Salling Group. 

Malene Friis Andersen nævnte nogle af de strukturelle vilkår vi har i Danmark som mulige årsager til det højre stress tal. Vi er det næst-mest produktive land i Europa per arbejdstime, vi ligger nr. 1 i Europa i fht arbejdsintensitet og vi ligger også nr. 1 i fht mængden af forandringer i organisationerne. 

Det er ikke i sig selv dårligt, men konsekvensen er, at tempo og kompleksitet bliver en konstant ramme. Og i den ramme er det svært at ændre adfærd – også selv når alle er enige om, at “det bør vi gøre”.

Vi kan sammenligne det med nytårsforsættet, der løber ud i sandet. Det er ikke fordi intentionen mangler, men fordi hverdagen presser sig på. Forestil dig så, at det ikke bare er et individ, men en hel organisation, der skal ændre vaner. 

Der er mål, møder, roller, politikker, relationer – og oveni det hele vores nervesystem, der forsøger at passe på os, når tingene spidser til. 

Hvis vi ser på, hvorfor så mange indsatser glider ud, er det ofte de samme ting, der går igen.

For det første: tempo og tryk. Når kalenderen er pakket, og beslutninger skal tages hurtigt, når vi ikke at mærke efter i kroppen. Hvis tempoet er for højt for længe, mister vi evnen til at være nysgerrige, at lytte, at prioritere. Så kollapser de gode intentioner ind i gamle mønstre.

For det andet er der nok for mange fragmenterede indsatser. Vi laver et projekt her og en workshop der. Det ender tit med at “bo i HR”, mens hverdagen i driften fortsætter uforandret. 

Jeg oplever også indimellem organisationer som får en dårlig AVP-måling på medarbejdertrivsel, og dermed er pålagt at handle på den måling. Handlingen bliver så at invitere en konsulent til at lave et webinar eller en workshop for medarbejderne – når det som der egentlig er brug for er, at ledelsen bør gå i proces med at ændre adfærd og kultur – så de kan gå forrest i at skabe et bedre arbejdsklima for medarbejderne. 

Personligt kan jeg godt indimellem blive fristet af tanken om, at en dårlig APV skal udløse et konkret handlekrav i ledelsen og for ledelsen, og ikke for medarbejderne – ikke som straf, men som forpligtelse. Vi har allerede en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø, der siger det åbenlyse: man må ikke blive syg af at gå på arbejde. Men hvis det skal virke, kræver det, at vi også taler om metoder og på hvilket organisatorisk niveau vi handler. 

En mellemløsning et nok godt sted: klare rammer og krav udefra – kombineret med lokale, kropsligt forankrede metoder indefra. Det er i den kombination, indsatsen bliver mest holdbar tror jeg. 

Jeg lytter også til de stemmer som siger, at vi skal gå frivillighedens vej, og de stemmer forstår jeg godt – men indtil nu har frivillighedens vej ikke ændret på stresskurven. Der er for mange arbejdspladser som stadig ikke tager trivsel alvorligt – i hvert fald ikke i handling.

Lige såvel som lovgivningen siger, at vi ikke må blive syge af at gå på arbejde – burde lovgivningen måske også sige, at ledere skal uddannes i menneskelige kompetencer og egenskaber hvis trivslen er dårlig. 

Ja der er mange gode ledere derude – men der er også mange steder, hvor ledelse fejler. OG ja, arbejdet med at knække stresskurven er mere kompleks end bare at pege på ledelse, men det er nu engang ledelsen som kan tage beslutninger om at gøre noget andet – en de plejer. Derfor er det vigtigt at klæde ledere på til at tage gode beslutninger.

Både Malene Friis Andersen og Louise Gade peger på behovet for præcision i indsatser, hverdagsnærhed og ledelsesmæssig vedholdenhed. 

Louise Gade og Salling Group er lykkedes med at være vedholden i at skabe god trivsel i organisationen. De har arbejdet systematisk med mental sundhed som en strategisk prioritet. Det interessante her er kombinationen: at tale åbent om mentale udsving og dårlige dage, at gøre ledere til rollemodeller for at tage vare på egen mentale sundhed, at integrere indsatserne i al intern uddannelse, og at skabe små hverdagsrum, hvor andre typer samtaler kan opstå - og implementere fysisk aktivitet som f.eks. yoga, stillevandringer i naturen og meget andet. 

Det er ikke raketvidenskab – og det er netop pointen. Der er ikke brug for flere store ord, hvis de ord ikke kan lande i noget, der er til at gøre en tirsdag kl. 10.45. Der er brug for handlinger som kan mærkes i hverdagen. Der er brug for kropslig forankring. 

Det er lykkedes Salling group at vende statistikken på få år, og de kan nu se en signifikant forskel i fht bedre trivsel blandt deres medarbejdere. Louise Gade fortalte, at det faktisk ikke har kostet ret mange penge, og at de primært har været to personer om at skabe det overordnede program. De har indtænkt IGLO modellen, som består af: Individ, Gruppe, Leder, Organisation. Modellen repræsenterer – at hvis kun ét niveau bevæger sig, så trækker de andre os tilbage til status quo.

Men hvis man designer små, konkrete greb på alle fire niveauer – og gør det udramatisk – så begynder det at flytte sig.

Louise Gade og hendes kolleger har fået indsatserne til at bo i hverdagen – i pauser, til møder, på lederuddannelser – i elevprogrammer – samlinger – seminarer – personalemøder og 1:1 – trivsels-samtaler.

Hun understreger også, at Vi er hele mennesker på arbejde – så hvis det bøvler derhjemme, vil det påvirke arbejdslivet. Derfor er det også vigtigt, at der på arbejdspladsen er fokus på, at der kan støttes op om udfordringer i det private.

Marlene Friis Andersen supplerer med, at de store virksomheder har flere økonomiske ressourcer, men de har også længere kommandoveje – de små virksomheder har måske ikke så mange ressourcer, men der er kortere fra beslutning til handling. 

Det handler om, at ledelsen tør forpligte sig. Det er ikke mængden af værktøjer eller nødvendigvis penge, der afgør effekten. Det er, om vi vælger, hvad vi vil gøre – og så bare gøre det.

Det handler først og fremmest om beslutningen. Nogen skal beslutte, at vi vil holde ved – ikke i tre uger, men i måneder. Det er ledelsesopgaven. Uden den beslutning ender vi som Malene Friis Andersen siger - i underholdningsindustrien: “Nu prøver vi så det her.” Glitterballonen svæver et halvt år – og så er alt som før igen.

---

Når vi taler om beslutninger – så har vi overordnet to neurologiske netværk, som vi kan tage beslutninger med. 
 Det analytiske netværk og det sensoriske netværk. 

Hvis vi tager en beslutning med det analytiske netværk, undlader vi at tjekke ind med kroppen. Her tager vi udelukkende beslutninger på basis af tanker og strategiske overvejelser. Her er vi ikke i stand til at mækre hverken os selv eller andre. Der er mange områder i en organisation hvor den type beslutning er den rigtige – når vi taler om økonomi, strategi m.m. Men når vi taler om trivsel, er der risiko for, at beslutningen ikke bliver forankret, fordi vi ikke kan mækre vigtigheden og konsekvensen. 

Når vi bruger det sensoriske netværk, sender vi vores opmærksomhed ned i kroppen og lytter til vores sanser. Sanserne har en masse vigtige informationer om hvordan vi har det - som bliver sendt op til hjernen – herfra blive de informationer bearbejdet og derfra tager vi en beslutning. 

Hvis en leder vælger at inddrage sit sensoriske beslutningsnetværk, og for alvor mærker i sin egen krop, hvad det betyder for medarbejderne at der er dårlig trivsel – så er en beslutning om at gøre noget ved det meget nemmere at tage. Ja den er nærmest uundgåelig. 

---

Tilbage til - hvorfor så mange indsatser glider ud, og er det ofte er de samme ting, der går igen.

Det næste er rytme og gentagelse. Vi skal skabe en rytme i hverdagen, hvor det bliver let at gøre det rigtige. Det betyder f.eks., at vi afsætter to faste tidspunkter i vores uge, hvor vi gør noget på samme måde – ikke som et stort show, men som en stille, gennemsigtig standard. Det kan være, at vi altid starter bestemte møder med klar rammesætning og to dybe vejrtrækninger. Det kan være, at vi slutter svære samtaler med at opsummere i roligt tempo og sikre, at relationen er intakt. Det vigtigste er gentagelsen. Kroppen elsker rytme. Den lærer via gentagelse.

Du kan altid tjekke episode 3 om vejrtrækningen eller 8 om små stille hacks – hvis du vil have ideer til at lave små indsatser med gentagelse og rytme. 

Til sidst: synligheden. Små målinger, små noter om, hvad der virker, og en kultur, hvor det er legitimt at tale om, at tempo og tryk også er mentale fænomener – ikke bare fysiske. Når vi begynder at have et fælles sprog for det kropslige, kan vi begynde at bruge det aktivt i ledelse.

Jeg er også fortaler for, at ledere selv tager ansvar for deres regulering af tilstanden i nervesystemet som en professionel færdighed. Vi forventer, at ledere kan læse regnskaber, sætte strategi og kommunikere klart. Det næste skridt er, at vi også forventer, at de kan regulere deres eget nervesystem som en bevidst professionel kompetence, hvor de kan regulere tempo, stemme og nærvær – fordi det smitter. Når lederen lander i sig selv, lander rummet. Når rummet lander, bliver det muligt at tænke sammen. Og når vi kan tænke sammen, kan vi også træffe bedre beslutninger om prioriteringer, ressourcer, pauser og tempo. Beslutninger, der i sidste ende flytter stresskurven.

Hvis du sidder og tænker: “Det lyder rigtigt – men hvordan starter vi?”, så er mit enkleste svar: start småt, og start i morgen. Først og fremmest – sørge for at holde pauser. Hav fokus på din mentale tilstand når du har pauser. En pause skal gerne være en hjernepause – hvor du finder ro, så det er muligt for dig at tjekke ind med din krop og dit nervesystem. Det er her du får information om, hvordan du har det. 

Derudover kan I vælge to situationer, der går igen i jeres hverdag. Beslut, hvordan de skal se ud fra nu af. Gør det tydeligt, hvorfor det er vigtigt. Og hold fast i seks uger. Derefter evaluerer I: Hvad blev lettere? Hvad blev sværere? Hvad skal vi justere? 

Den slags stille, vedholdende arbejde er sjældent spektakulært. Men det virker.

Kropslig intelligens er ikke et quick fix. Det er et håndværk. Ligesom man kan lære at spille et instrument eller løbe en tur. Det kræver, at vi tør kalde det, hvad det er: en færdighed, der kan trænes. Ikke en personlighedstest. Det er en kropslig færdighed.

Inden jeg runder af, vil jeg vende tilbage til de to stemmer fra Danmarks Mentale Sundhedsdag: Deres opfordring var - Lav færre ting – og gør dem, der giver mening, grundigt. Og Louise Gades eksempel viser, at ledelse, kultur og praksis kan gå hånd i hånd, når mental sundhed bliver strategisk prioriteret og oversat til hverdagens hjørner og rutiner. Det er ikke et farverigt fyrværkeri. Det er solide byggesten.

Gør kroppen til medspiller i jeres indsats. 

Selvom det ikke blev italesat fra scenen på Danmarks Mentale Sundhedsdag, er det for mig helt tydeligt, at Louise Gade har arbejdet med forankring – og dermed også med kropslig intelligens. At lave små hjørner i personaleområderne, hvor medarbejderne fysisk sætter sig ned og laver en aktivitet som giver en kropslig erfaring – er at arbejde med den kropslige intelligens. Stillevandringer og yoga på deres seminarer støtter op om det samme.    

At lytte til den kropslige intelligens er afgørende for, om vi begynder at ændre adfærd og tager bedre beslutninger som gavner trivslen, og for om indsatserne bliver forankret i hverdagen. 

Lad det ikke kun være snak og slides. Vi må erfare, sanse og træne – i stedet for kun at tænke. 

Fokus på den kropslige intelligens er efter min mening den manglende brik. Viden er vigtig. Men det er kroppen, der afgør, om den viden bliver til virkelighed. 

Når kroppen falder til ro, falder hjernen til ro. Og først dér åbner der sig et reelt valg: 

skal jeg reagere automatisk – eller handle bevidst?

Gør det legitimt at efterspørge ro, tydelighed og nærvær. Og accepter, at det tager tid. 

Skab en fælles bevidsthed om kroppens intelligens og kroppens sprog. 

Gør mikrovaner til en fælles standard i hverdagen.

Sørg for at indsatserne bor i alle lag i organisationen. 

Hvis vi kan det, tror jeg faktisk, vi kan begynde at knække kurven. Ikke fra den ene dag til den anden, men støt og roligt – i kraft af mange små, rigtige valg.

Jeg håber, at du er blevet klogere og har fået nogle nye indsigter ved at lytte med til denne episode. 

Jeg håber, at du kan bruge den viden i din arbejdsdag – og i det hele taget.

Hvis du stadig er nysgerrig, så bliv endelig ved med at følge med – og del gerne linket til podcasten - med dem du kender. 

Du kan finde mig på www.kropogkommunikation.com

Tak for nu – og tak fordi du lyttede med. 

VH

Annbrit Olsen

Krop og Kommunikation