Episode 11 - Kan man være ”ekspert i nysgerrighed”?

I denne episode taler jeg om at "være ekspert i nysgerrighed" inspireret af et LinkedIn opslag fra Casper Engel, som er far til Nohr på 6 år. Nohr har autisme og ADHD, og verden er ikke bygget til ham - og alle andre neurodivergente mennesker. Jeg taler om, hvordan nysgerrighed bør være en ledelseskompetenc. At nysgerrighed er fysiologi i kroppen, og hvad der skal til for at flere mennesker kan blive eksperter i nysgerrighed. 

Transcript

Podcast Episode 11.

Kan man være ”ekspert i nysgerrighed”?

Hej og velkommen – og tak fordi jeg må låne dit øre for en stund. 

Jeg hedder Annbrit Olsen. 

Denne podcast er dedikeret til at give dig viden og indsigter om, hvorfor den kropslige intelligens er vigtig både generelt i dit liv - men især med fokus på arbejdslivet. Den er dedikeret til at guide dig til bedre trivsel, mere ro og dermed også til mere vækst enten på et personligt plan eller på et arbejdsmæssigt plan.  

Forleden faldt jeg over et indlæg på LinkedIn fra Casper Engel. Jeg kender ikke Casper, så det var et af de der indlæg, som dukkede op tilfældigt i mit feed – hvis man altså tror på tilfældigheder.

Casper er far til Nohr på 6 år, som har autisme og ADHD. Hans indlæg var meget rørende og personligt, og handlede om hans egne refleksioner over de følelser det vækker, at være far til Nohr – og om hvordan verden ikke er bygget til en dreng som Nohr. 

Han havde i sit indlæg et udtryk, som gik lige ind i mit system. Han skrev, at hvis du er leder, så skal du være ekspert i nysgerrighed. 

Jeg smagte på det flere gange – ekspert i nysgerrighed… 

Jeg skrev i kommentarerne til Casper, at jeg kunne finde på at citere ham for det udtryk – og det gav han mig lov til. 

Så nu vil jeg læse den sidste halvdel af hans indlæg op her:

Nohr har autisme og ADHD.
Verden er ikke bygget til ham. Ikke endnu.
Den larmer, den skifter tempo, den forventer, at man kan læse alt det, der ikke bliver sagt.
Han er seks år og ved allerede, at han er anderledes.
Forestil dig at vide det som voksen.
At mærke, at du hver dag skal bruge al din energi på at virke som alle andre.
 
Jeg taler med rigtig mange, der lever sådan.
Voksne, der bruger ugen på at passe ind og weekenden på at komme sig.
Der elsker deres børn, men ikke altid har kræfterne til at være nærværende,
fordi de bruger alt, hvad de har, på at fungere.
 
Det slider. På mennesker. På familier. På kærlighed.
 
Vi har fået dialogen. Men dialogen er ikke nok.
Den ændrer ikke noget, før vi handler på den.
 
Jeg forstår det ærligt talt ikke.
Hvordan vi stadig kan tale om trivsel,
mens mennesker går i stykker for at være en del af det fællesskab, 

vi kalder normal.
 
Man skal ikke være ekspert i diagnoser.
Man skal ikke være ekspert i hjerner.
 
Men hvis du er leder,
så skal du være ekspert i nysgerrighed.
I at spørge, hvad der sker bag facaden.
I at se mennesket før manualen.
  

Som Casper selv nævner i kommentarerne til indlægget, så burde ”Ekspert i nysgerrighed” være et fag i sig selv. 

Jeg vil gerne udvide med at sige, at det burde være en professionel kompetence for ledere på lige fod med forretningsforståelse, strategi, økonomi og drift.

Der ligger faktisk masser af neurovidenskab bag dét at være nysgerrig. 

Det er ikke kun børn og voksne med diagnoser, som har brug for mennesker omkring sig, der er eksperter i nysgerrighed. Men det er dem som betaler den største pris. 

Vi andre bliver påvirket mere langsomt og mere usynligt af de vilkår som Casper beskriver, der er overalt i vores samfund.

Jeg er helt enig med Casper i, at nysgerrighed – ja i det hele taget den kropslig intelligens burde være et fag i sig selv. Som minimum på lederuddannelser – men i det hele taget i daginstitutioner og folkeskoler, hvor det bør forankres i måden læring og dannelse sker på. 

Jeg har et par seje fysioterapeut veninder: Charlotte Runge fra Motorikcenter som arbejder med nervesystemet som fundament for læring og trivsel og Pernille Thomsen som arbejder med nervesystemets rolle for børn og voksnes mentale sundhed. De gør det megagodt, og de gør alt hvad de kan for at ændre dagsordenen - men jeg ved også hvor tungt et arbejde det kan være, at ændre på den måde vi i samfundet har udtænkt og skabt vores uddannelsessystem. 

Jeg mærker selv, hvordan det er svært at få taletid både i samfundsdebatten og blandt virksomheder, når emnet falder på den kropslige intelligens. 

Jeg fornemmer dog, at vi er på vej i den rigtige retning flere steder. Det er de sidste par år blevet mere normalt at tale om nervesystemets rolle, når vi taler om trivsel. 

Lad os kigge lidt på hvorfor det er vigtigt for ledere (og andre) at være eksperter i nysgerrighed.

Overordnet kan man sige, at der er to former for nysgerrighed:

Den brede nysgerrighed, hvor man stiller sig åbent – lytter og undlader at analysere og dømme. Den er god til idéfaser og den er god til at være nysgerrig på andre mennesker. Her skal du primært bruge dit sensoriske netværk, som du måske har hørt mig tale om i en tidligere episode.

Så har vi den mere dybe form for nysgerrighed, hvor vi dykker ned i et emne, som vi gerne vil forstå. Den er god til problemløsning. Her skal du primært bruge dit analytiske netværk. 

Det bedste er, hvis du er i stand til at skifte mellem de to former for nysgerrighed alt efter behov. 

Hvis vi lige skal tage den nørdede forklaring på, hvad der sker i hjernen, når vi er nysgerrige - så reagerer hjernen på mangel på viden. Det kan f.eks. være mangel på viden om hvordan et andet menneske har det – eller mangel på viden om en opgave man skal løse. 

Det starter i et område af hjernen som hedder: Anterior cingularis (det forkorter vi til ACC) – Det område kan vi kalde “fejlalarmen og kompasnålen”. Det opdager uvished, konflikter og fejl: “Noget passer ikke helt – tjek det lige!” Hermed skifter vi opmærksomhed og sætter kroppen i “undersøgelses-mode”, drevet af en følelse af “jeg må lige finde ud af det her”, dvs. her starter nysgerrigheden. Nu kommer hjernens direktør på banen. Det er området som hedder Præfrontal cortex (det forkorter vi til PFC). Det område hjælper din hjerne med at sætte mål og vælge næste skridt. Det sorterer i hvad der er værd at bruge tid på lige nu? Det holder fokus, planlægger og stopper impulser, så nysgerrighed bliver målrettet.

Kort sagt: ACC tænder nysgerrigheden ved at pege på hullet i viden – PFC hjælper dig så med at fylde hullet klogt – det vælger, hvad der er værd at undersøge, og hvordan.

Eller endnu kortere: ACC siger “her er der noget at undersøge”, PFC siger “fint – sådan her gør vi.”

På et hormonelt plan sker der også en hel del: 

Når der er et tydeligt “hul” i vores model af verden, stiger vores nysgerrighed som tænder for vores dopaminsystem. Dopaminsystemet er ansvarligt for motivation og opsøgende adfærd, og det er også et belønningssystem. Det giver os lyst til at udforske. 

Når vi er nysgerrige, har vi en moderat mængde noradrenalin tilstede – som giver os vågenhed og fokus. Vi har acetylcholin tilstede, som sikrer finindstilling af vores opmærksomhed.

Alt det åbner for hippocampus – som er det center i hjernen som bl.a. hjælper dig med at lave nye hukommelser og lægge dem det rigtige sted i “hjernens bibliotek”, så du kan finde dem igen senere. Den laver et mentalt kort af steder og situationer (hvor var du? hvad skete hvornår?) – derfor husker du bedre, når du kan sætte dét du skal huske ind i en kontekst. 

Hippocampus Elsker nysgerrighed: Når noget vækker din nysgerrighed (noget er spændende eller overraskende), får hippocampus et “go!”-signal fra hjernens belønningssystem. Det gør, at du lærer det bedre og husker det længere.

Kort sagt: Hippocampus opdager det nye, pakker det som et minde og lægger det på plads – især når du er nysgerrig. Derfor husker vi også bedre, når vi er nysgerrige.

Jeg nævner ikke alle de her latinske udtryk for at forvirre dig eller fordi jeg har en forventning om, at du kan huske dem – jeg gør det udelukkende for at understrege, at nysgerrighed er fysiologi i kroppen og hjernen. 

Fysiologi i kroppen og hjernen kan vi ændre og påvirke – men vi skal gøre det gennem kroppen og gennem vores adfærd. 

Vi kan ikke tænke og snakke os til det. Vi skal handle.

Som Casper skrev i sit indlæg:

"Vi har fået dialogen. Men dialogen er ikke nok.
Den ændrer ikke noget, før vi handler på den".
 

Det grundlæggende vilkår for, at nysgerrighed kan opstå og blomstre er, at vores nervesystem er i en tilstand af ro og balance, og at der er tryghed til stede. 

Med det kommer muligheden for at skabe nære relationer. 

Alle de neurologiske processer i hjernen samt hormonprocesserne, som jeg lige har beskrevet – de bliver forstyrret og ofte også lukket helt ned, hvis der ikke er tryghed til stede. 

Derfor - hvis der er utryghed og stress lukker nysgerrigheden ned.

Allerede her bliver vi udfordret – og det gør især også børn som Nohr. 

Med de rammer der er i mange daginstitutioner og i skoler, er pædagoger og lærere på hårdt arbejde, for at opretholde et trygt miljø. Her tænker jeg bl.a. på normering, manglende rammer for inklusion, og det evige fokus på læring gennem kognitive færdigheder. 

Det kalder på viden og kompetencer hos de voksne - om både selv at have et velreguleret nervesystem - og på hvordan de kan hjælpe børnene med at regulere til ro og balance. 

Børn er forskellige og har forskellige sansemønstre, så dét som virker for ét barn – virker måske ikke for sidemanden. 

Det er her mine to veninder – Charlotte og Pernille gør et kæmpe stykke arbejde.

Hvis vi kigger på lederuddannelser, er der indimellem strømninger som peger på, at vi skal have mere fokus på de menneskelige kompetencer, og ikke kun de forretningsmæssige kompetencer. 

I øjeblikket er der en del fokus på psykologisk tryghed og følelsesmæssig intelligens. 

Det er supergodt. Men der mangler efter min mening en brik. 

Når vi arbejder med de emner ud fra tanke og tale – bruger vi kun vores analytiske netværk i hjernen. 

Hvis vi bare taler om psykologisk tryghed og følelsesmæssig intelligens, så skaber vi ikke forankring. 

Den brik som jeg mener mangler, er integration af den kropslig intelligens og adgang til det sensoriske netværk. Ved at arbejde med den kropslige intelligens sammen med emner som psykologisk tryghed og følelsesmæssig intelligens - kan vi skabe bedre forankring. 

Psykologisk tryghed handler ikke kun om at overholde nogle retningslinjer om, at man må lave fejl, stille spørgsmål og bede om hjælp uden at føle sig forkert. Psykologisk tryghed er en tilstand i nervesystemet, som kommer indefra. Den skal være til stede hos ledere i form af ro og balance – når de retningslinjer som jeg lige har nævnt integreres. Hvis en ledelse forsøger at implementere psykologisk tryghed, men selv er i en tilstand af enten kamp, flugt eller frys i nervesystemet 

– så kommer det ikke til at lykkes. 

Det samme gælder følelsesmæssig intelligens. 

Vi kan tale om det i evigheder – men hvis vi ikke kan bringe os selv og hinanden i en tilstand af ro og balance i nervesystemet, så lykkes det ikke. 

Det kalder på, at vi skal øge både vores viden, erfaring – men især også vores bevidsthed om alt det, den kropslige intelligens bidrager med i forhold til trivsel, kommunikation, ledelse, undervisning osv. – og derefter fusionerer det med alle de andre gode ledelsesinitiativer. 

Den kropslige intelligens skal være fundamentet – 

Når det sker, så er der mulighed for at nysgerrighed kan opstå.

Du kan altid vende tilbage til nogle af de andre episoder i podcasten, hvis du vil dykke endnu mere ned i hvordan man arbejder med den kropslige intelligens, end jeg gør i denne episode. 

Hvis ledere har lyst til at blive ”eksperter i nysgerrighed”, kan de lære det gennem metoder som ”Embodied leadership”. 
Embodied leadership er en disciplin indenfor Ledelse, hvor du bruger kroppen aktivt – ikke kun hovedet. Du lærer at lede fra et reguleret nervesystem: gennem kropsholdning, åndedræt, sanser, tempo, stemme og øjenkontakt som bevidste valg, der skaber ro, klarhed og tillid i rummet. 

Du lærer både hvad du skal gøre og hvilken viden der ligger bag. 

Pointen er at kunne mærke sig selv → regulere sit nervesystem → og vælge sin adfærd bevidst før man handler – ud fra de informationer som kroppen giver hjernen. Dernæst også at kunne mækre andre og hjælpe dem med at regulere deres nervesystem.

At kunne mækre andre – og at være nysgerrig – hænger sammen. 

Når en leders krop og nervesystem signalerer ro (stabil vejrtrækning, åben kropsholdning, varm stemmeføring), falder trusselsniveauet i andres nervesystemer. Det giver tryghed til andres nervesystem og dermed båndbredde til at udforske og lære, undre sig og stille bedre spørgsmål 

– i stedet for bare at kunne overleve en arbejds-dag. 

Det er grundlaget for at nysgerrighed kan tændes.

Metoderne indenfor den type læring er ikke kun tale, tanker og PowerPoint slides – men en masse fysiske øvelser med fokus på kroppens sprog – sanserne. 

Overordnet er de kompetencer som er vigtige af mestre, hvis nysgerrighed skal blomstre:

At have forståelse for nervesystemets funktioner 

At have redskaber til at kunne regulere nervesystemet især i pressede situationer

At være bevidst om det sociale nervesystem

At kunne mærke og bruge kroppens signaler

At kunne træde et skridt tilbage, og se på sin egen adfærd

At kunne læse andres signaler

At kunne smitte andre med et roligt nervesystem gennem stemme, kropsholdning, vejrtrækning og ansigtsmimik.

At kunne tage beslutninger fra både det analytiske og sensoriske netværk

At kunne sætte grænser fra et roligt nervesystem

At kunne give feedback fra et roligt nervesystem

At inddrage intuition som ledelseskompetence

At kunne arbejde med psykologisk tryghed og følelsesmæssig intelligens fra et fundament af den kropslige intelligens

At starte med dig selv, er et meget godt sted 

– men de kropslige kompetencer skal masseres ind i alle lag i organisationen. Der skal være eksperter i nysgerrighed i alle lag af en organisation.

Her fungerer IGLO modellen godt som fundament. 

Bogstaverne i IGLO står for: Individ, gruppe, leder og organisation.

Pointen er, at varig forandring kræver indsatser på alle fire niveauer – ikke kun fx et kursus til medarbejdere eller et enkelt lederseminar. 

Ledergruppen er et godt sted at starte. Ledere har et udvidet ansvar. Ved at øge kompetencen for nysgerrighed blandt lederne, vil det blive nemmere at implementere tilgangen til resten af organisationen. 

På individniveau skal der skabes forståelse og implementeres redskaber, som er nemme at overskue i en travl hverdag. 

På gruppeniveau skal der skabes forståelse og et fælles sprog for den kropslige intelligens. Der skal implementeres faste rutiner i f.eks. møde og pause situationer, som er nemt tilgængelige og ikke tager mere tid fra kerneopgaverne. 

På lederplan skal der være ambassadører, som holder fast i rutinerne og selv går forrest som rollemodeller, og som samler op hvis kulturen skrider.

På organisationsplan skal der være opbakning, overordnede beslutninger om en fælles retning hvor den kropslige intelligens er inddraget og rammer til at planen kan lykkes. Indsatsen skal inddrages i bl.a. APV-målinger.   

Hvis vi gerne vil åbne for mere nysgerrighed blandt ledere, skal vi sikre at rammer, kultur, ledelse og medarbejdere bevæger sig i samme retning. Indsatser skal være konkrete, hverdagsnære og målbare, og de skal facilitere til læring og bedre trivsel.

Casper Engel arbejder i sin virksomhed NeuroBridg med at hjælpe andre virksomheder, med at skabe inkluderende teams, der leverer resultater, optimerer processer og kultur for bedre performance – og med at og være Mentor – og støtte neurodivergente konsulenter i at trives.

Hans virksomhed er drevet af passion, formål og en dybt personlig rejse bl.a. ud fra erfaringer med at være far til Nohr. 

Casper er på en mission om at skabe en bedre og mere inkluderende verden.

Og det burde vi alle sammen være! 

De vilkår på danske arbejdspladser, som Casper efterlyser – dem har vi alle brug for. Det kan godt være, at det ikke mærkes og ses lige så tydeligt som hos børn og voksne som Norh, men der er ingen tvivl om, at de vilkår som i dag er på mange danske arbejdspladser, påvirker os alle. Det er statistikkerne om stress et lysende bevis på. Ofte opdager vi det bare for sent. 

Vi kan alle sammen lære noget af Caspers arbejde – og vi har alle brug for eksperter i nysgerrighed i vores nærvær. Arbejdspladser som skaber plads til neurodivergente – de er også bedre arbejdspladser for alle os andre. 

Indimellem får jeg lyst til at råbe: Kom nu Danmark. Kom nu erhvervs Danmark og offentlige Danmark. Vi kan gøre det bedre. Vi er så privilegerede i vores del af verden. Det er os som skal gå forrest i at skabe arbejdspladser for alle mennesker – ikke kun dem som kan tage en dyb indånding – holde vejret og holde ud. Indtil de ikke kan det mere. 

Lad os blive bedre til at skabe arbejdspladser, som Nohr kan trives i når han bliver voksen. Så trives vi alle bedre. 

Jeg håber, at du er blevet klogere og har fået nogle nye indsigter ved at lytte med til denne episode. 

Jeg håber, at du kan bruge den viden i din arbejdsdag – og i det hele taget.

Tænk over, om der er tidspunkter, hvor du kan hjælpe andre, ved at åbne for din nysgerrighed.

Hvis du har lyst til at blive ekspert i nysgerrighed, så bliv endelig ved med at følge med her i podcasten – og del gerne linket - med dem du kender. 

Eller måske endnu bedre – ræk ud til Casper i NeuroBridg (www.neurobridg.com) eller mig for et mere intensivt og skræddersyet forløb. 

Hvis du arbejder med børn og unge i institutioner eller uddannelsessystemet, så ræk ud til Charlotte Runge (www.motorikcenter.dk) eller Pernille Thomsen (www.pernillefys.dk). 

Der er masser af hjælp at hente. 

Du kan som altid finde mig på www.kropogkommunikation.com 

Tak for nu – og tak fordi du lyttede med. 

Annbrit Olsen

Krop og Kommunikation